Musikken i mit sind

Det var en ret så kedelig dag i byen Terre, vejret var så utroligt kedeligt. De mange grå skyer som var oppe på himlen, og som gemte den varme sol langt væk fra de kedelig grå gader. Det var utroligt hvordan hvordan gader som plejede at være fyldt af liv, kunne forvandlet til sådan en ødet by på ingen tid. Bygningerne som så helt grå og kedelige ud, og de mange blomster som plejede at hænge ud fra vinduerne var taget indenfor. Det fik bare byen til at se mere kedelig ud, end den allerede så ud i forvejen. Butikkerne var næsten helt tomme for mennesker, og det var som om alle mennesker var forsvundet væk sammen med varmen. Selv gågaden, kom der kun et par personer gående en gang imellem. Det var helt utroligt hvor kedelig denne dag var, ingen glæde i at forlade sin seng overhovedet.

Klokken var omkring halv 3 om eftermiddagen denne Lørdag, og de fleste mennesker var nok hjemme i deres seng og bare ikke gad stå op. Det var køligt udenfor, og de mørke skyer gjorde tegn på at det snart ville begynde at regne. Det stoppede dog ikke en lille cafe, som lå midt på gågaden i Terre i at holde åben. Det havde tvunget et par af de ansatte i at stå op, for at servere for de få mennesker som endelig kom ind for at drikke en kaffe eller få frokost. En af de ansatte var Phillip, en mand fra Sverige som ikke for så længe siden besluttede sig for at flytte til Frankrig. I håb om at lære det sted hvor hans far kom fra at kende, og ikke mindst i at prøve at følge sin drøm. Det var dog ikke fordi han havde forsøgt særlig meget, de fleste dagen siden han var kommet til, havde bestået af at arbejde og arbejde. Han havde jo næsten ingen fritid til at følge sin drøm, og det kunne bestemt være hårdt. Han havde jo forladt sin mor og afbrudt sit bryllup, for at følge sin drøm indenfor musikken.

Han havde stået på cafeen det meste af dagen, og havde blot en halv time tilbage før han ville få fri. Der var dog ikke særlig meget at bruge resten af sin dag på, og derfor var han endelig ligeglad med at få fri. Måske skulle han bare smutte op i seng? Han viste det ikke helt endnu.

Han havde et par mørkegrå jeans på og en hvid skjorte som hang udover bukserne, og et rødt slips som hang løst. Det hår som han havde på hans hoved, sad oppe i en hestehale og afslørede de barberede sider og ikke mindst nakke som han havde. Han stod oppe ved disken, med albuerne mod disken og sit hoved som lå i sine hænder. Der var ingen tvivl om at han kedet sig, og hvorfor skulle han dog ikke gøre det? Der sad blot et gammelt ægtepar ved et af bordene, som ikke ligefrem så ud til at have det hyggeligt i hinandens selskab. En af de kvindelig ansatte, virkede helt opkørt og gik hele tiden hen og spurgte dem om de manglede et eller andet.

Påklædning :: overdel + underdel

En dag som denne, vil mage englelig blot betegne som normalt. Folk tog på arbejde, børn legede de forskellige steder deres forældre nu puttede dem hen. Menneskerne gik fortsat i den uvidenhed omkring hvad der englelig var rundt omkring dem. Der var mange der endnu ikke kendte til det overnaturlige, hvor der var få der langsomt hen af vejen blev inviteret til at kende til den. Enten frivilligt eller omvendt tvunget. Der var folk som var født ind i det overnaturlige overså var der dem der blev forvandlet...der var også de få som en dag bare vågnede op og fandt ud af hvad man troede var sandheden, englelig blot var en stor løgn. Af dem var der blandt andet Devereaux, hun blev født ind i en helt normal russisk familie, med far og mor...men hvad sandheden englelig var, den som blev skjult i så mange år, var netop at hun var født som noget helt andet. Da hun gik ind i puberteten, begyndte hendes evner at udvikle sig.
Meget ulig alle andre børn omkring hende, var hun datter af en dæmon, men også et menneske, dette gjorde at hun om ikke andet blev en slags hybrid. Med en incubus som far og en forbandelse der hvilede over hendes familie, blev hun det man kunne kalde en synd i menneskelig form. Med evnen til at få selv den stærkeste mand i knæ for hende, styrede hun folk med deres begær og ophidselse. Hun var med andre ord, synden begær.
Efter alt bare gik ned af bakke, hun blev opdaget og helvede brød løs, stak hun af. Der var intet andet hun kunne gøre. Hendes mor blev myrdet, da resten af hendes familie fandt ud af hvad hun havde gjort. Dev havde ingen steder at tage hende, så hun flygtede ud af landet og væk fra alt der var bekendt. Hun holde sig skjult fra alt og alle, indtil at hendes evner kom nogenlunde under kontrol. Hun kunne styre sit eget begær, selvom det var hårdt. Det værste var nok andres begær til hende, for hun vidste det ikke var rigtigt, det var blot hendes forbandelse.

Efter flere år gemt, kom hun endelig frem i lyset igen og for godt vel 30 år siden, flyttede hun til den lille Di morga i Frankrig, med det ønske om blot at starte på en frisk. Allerede som ung havde hun udvist lyst og en passion overfor det musiske. Hun sang, spillede få instrumenter...med korte ord var musikken hendes safe heaven. Selvom hun aldrig rigtig fik et ordenligt job, enten fordi hun blev fyret eller sagde op, så gav hun ikke op på sin drøm. Hun ønskede at kunne synge foran folk også at de rent faktisk kunne lide hende, fordi hun var god og ikke fordi hun tændte begæret i dem.
Med sin guitar omme på ryggen, hænderne over kors gik hun ned af gaderne. I klædt i en sort nederdel og en sort bluse, hvor maven var vidst, samt en mørke grå cardigan, gik hun gennem befolkningen. Hun havde en mørk hat på, der skjulte hendes dybe røde hår. Hendes hår var også en sjov faktorer ved hende. I stedet for at have den sædvanlige ginger røde hårfarve, havde hun af natur en dyb rød hårfarve.
Hun gik målrettet mod en bar, dette var indtil videre hendes eneste muligheder for at synge. Hun sang på barer og få gange fik hun flere jobs, men ellers var det bare at få videre til næste sted. Hun bed sig i læben, sukkede før hun med et fast greb gled ind i baren. Varmen ramte hende det sekund hun åbnede døren og som hun trådte ind, stoppede alle der samtaler. Det var næsten som det man så i film, hvor en fremmet kom ind på en kro, hvorpå alle stoppede med at snakke, for så at vende sig om, for at se den fremmede. Dette var præcis det samme. Enten var de fylde eller også ikke, men alles øjne var på hende. Hun smilede svagt, men bevægede sig længere ind og få sekunder senere startede snakken om igen. Nu gik missionen blot ud på at finde chefen af stedet, så hun kunne finde ud af om der var penge denne nat.

Det var en af de kedelige dage, hvor man ikke andet end kunne håbe på at tiden gik så hurtigt som muligt. Det var bare som om det gik en evighed, som Phillip stod der og kiggede på uret som hang hen over døren. Minutterne gik så langsomt, at man kunne tro at det tog en time for at gå et minut. Eller det var sådan han havde det, men tiden gik da også bare langsommere når man kedet sig. Så når man endelig havde det sjovt, og ville ønske at dagen forblev, så kunne tiden bare suse igennem og dagen blev ødelagt pågrund af tiden gik alt for hurtigt.

Hvis ikke det havde været fordi hans chef også var der denne dag, så havde han gået op i sin seng og ladet den ivrige unge tøs om at arbejde. Hun så jo ud til at ville dette job mere end han, og hvorfor ville hun dog også det? Ønskede hun virkelig at arbejde sådan et sted resten af sit liv? Eller havde hun som ham en drøm, og bare var der for at tjene penge og på et tidspunkt forlade stedet uden at sige noget.

Han stod ligefrem og betragtede hende, som hun prøvede at få det gamle ægtepar til at købe det ene og det andet. Selv om de havde alt hvad de havde brug for, og nok ikke ønskede andet end at komme væk fra dette sted igen. Han kunne ikke lade være med at smile, som hun ivrigt gik der over for 10ende gang eller mere. Den ældre kvinde så ud til at blive mere og mere irriteret på hende, som hun kom der over for at være venlig og spørger om de manglede noget. Den ældre mand fik dog stoppet sin kone i tide ”nej ellers tak” sagde han og smilte til hende, som fik konen til at blive jaloux og sende ham et ondt blik. Den unge kvinde gik bare hurtigt væk der fra, og med det samme hun vende ryggen til dem. Så kunne man høre hvordan konen begynde at skælde sin mand ud ”du skal ikke lægge an på hende.. din gamle nar” sagde hun højt og var ikke bange for at lade alle høre det, også selv om manden havde andre tanker om det og prøvede bare på at få hende til at være stille.

Det var nok det eneste sjove der ville ske i dag i Phillips liv, hvad skulle der ellers ske af sjove ting? Det var jo ikke ligefrem fordi der kom særlige mange kunder der hen til, og det forstod han udmærket godt på sådan en kedelig dag.

Han rettede lidt op på sig, når den unge kvinde kom over til ham ”hun er en sur kælling” mumlede hun, så hun var sikker på at konen ikke hørte det. Det fik dog Phillip til at komme med et lille grin, og nikkede kort ”ja meget” sagde han med en svensk accent. Han var ikke ligefrem mestre i at snakke fransk, så det meste blev sagt på engelsk fra hans side af. Det betød dog ikke at han ikke forstod det, det var jo ligefrem dumt at flytte til en land som næsten kun snakkede fransk og ikke kunne forstå det. Det var dog en af de ting som han prøvede på at øve sig på, at selv kunne snakke det og gøre så alle folk kunne forstå ham.

Indtil videre stod hun stadig oppe ved døren, hun havde ikke rørt sig det store, betragtede englelig blot alt omkring sig. Man vidste aldrig hvilke typer mennesker man kunne komme omkring, nu om dage. Hun havde alt for mange dårlige minder med mennesker, fra hendes unge alder...i hendes verden kunne de være ligeså slemme som de overnaturlige væsner, de kunne endda være værre. Et menneske spiste kød, de indtog det fra alle mulige andre væsner. En vampyr derimod drak blod, det var næsten det samme hvis man tænkte over det. De kunne tage sig af udskudende, dem der ikke fortjente livet. Så kom debatterne dog på, hvem havde fortjent ikke at leve også at leve. Hun rystede på hoved, sukkede. Det var en uendelig kamp og når alt kom til alt, så var menneskeracen måske ikke så subprime alligevel.
I en hurtig bevægelse tog hun hatten af, det røde hår gled straks ned fra dets skjul og endte ned bag hendes ryg. Langt og rødt som det var, bevægede det sig fra side til side, som hun gik op mod baren. Det var vel altid det bedste sted at starte...burde personalet ikke vide hvor deres chef var. Allerede fra da hun trådte ind havde hun bemærket den unge mand. Fra første øjekast, kunne hun finde frem til at dette var et menneske, nok i slutningen af tyverne. For hende så han næsten malplaceret ud, det virkede ikke direkte som om han forstod det franske sprog i det fulde eller englelig havde noget at lave. Den måde han konstant så op mod uret, virkede som om han trængte til at komme væk.

Et smil dannede sig på hendes læber. Han kunne måske være et godt sted at starte. Som hun gik imod ham, bed hun sig i læben. For hende var dette vigtigt, så hun ville gerne gå langt. Dog var der en stemme i baghovedet det advaret hende om at afslag kunne være muligt. Specielt fordi hun ikke havde fået føde i lang tid, hun var ikke direkte svag, men hendes glød var ikke ligeså stor som hvis hun havde indtaget føde, som hun fik igennem menneskers chi, også kendt som livsenergi. Hun sukkede og kørte noget hår om bag øret, mens hun fortsatte den langsomme gang op mod baren. Hun lagde hænderne direkte mod diskens kolde overflade og så direkte mod, hvad hun gættede var bartenderen, også samtidig den mand hun havde betragtet for noget tid siden "excusez-moi, du kunne vel ikke hjælpe mig?" spurgte hun blidt. Hendes stemme var blød, melodisk og næsten sensuel. Den russiske accent var mest gennemtrængende, men der ar også en undertrykt fransk. Alt i alt havde hun en meget mixet accent.

Den unge kvinde havde jo næsten ligefrem opgivet det gamle ægtepar, også selv om hun stod ivrigt bag disken sammen med Phillip og så over på ægteparret. Hun ville jo så gerne gøre sit arbejde ordenligt, hjælpe alle de kunder som hun nu kunne og det gjorde vel ondt at blive afvist på den måde. Hun trippede ved siden af ham, og tog hele tiden en klud for at vaske ting af. Det var jo næsten ikke til at holde ud at se på, men i det mindste var det bedre underholdning end bare at stå og glo ud i luften.

Han havde ikke engang lagt mærke til den rødhårede skønhed som havde kommet ind af døren, hans tanker var jo alt for langt væk i at bare ville væk. Det var heller ikke fordi han så grunden i at skulle hjælpe kunder, når han havde den kvinde ved sin side som gerne ville lave alt. Pludselig havde hun bare forsvundet ud i baglokalet og efterladt Phillip for sig selv, og uden at sige det eneste ord.

Det var derfor først når han hørte en stemme, at han kom tilbage til virkeligheden og opdagede kvinden som stod på den anden side og snakkede til ham. Som de fleste andre mænd, kunne han ikke lade være med at betragte hende kort. Det var jo bare en ting som man gjorde automatisk, og selv om de fleste kvinder ikke brød sig om det så kunne man ikke stoppe. Han forstod heller ikke de kvinder som ikke kunne lide det, det gav jo bare en bekræftelse på at de så godt ud. Han kunne derfor ikke se noget forkert i det, også selv om hans eks forlovede ikke brød sig om at han tjekkede andre kvinder ud. Det betød jo ikke at man drømte om at være personen utro, bare fordi man kigger lidt på andre sager. Det var jo også en ny ting for ham at være single, og at den dumme regel var væk var han glad for. Det tog ham derfor lidt længere tid at tjekke hende ud, end andre mænd nok ville gøre. Hendes accent fejlede da heller ikke noget, og passede udmærket til hendes stemme.

Han rettede hurtigt op på sig, efter han havde fået sit kig og vende sit blik mod hendes øjne. Han havde ikke lyst til at hjælpe, men på den anden side så var han den eneste som stod der bag disken ”hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte han om og prøvede virkelig sin franske af, også selv om det blev mere engelsk i det og med et par hånd bevægelser.

Hun hævede øjenbrynet, da han ikke svarede hende, dog brød et smil frem, da det gik op for hende grunden til at han ikke havde svaret hende, var simpelthen fordi han havde alt for travlt med at kigge på hende. Hun havde skam intet imod at blive kigget på, når man rente rundt som en synd, kunne man ikke undgå at blive kigget på, specielt hvis den synd var begær. En anden ting hun heller aldrig havde fattet, var hvorfor kunne en kvinde ikke tro på en mand når han sagde hun var smuk..for det var vel fordi han mente det, hvis han nu sagde det. Skønhed kom i alle former og størrelser, det var bare nutidens normer, der gjorde at kvinder ikke troede på mandens ord.
Hun blinkede da han snakkede. Det var englelig først der det slog hende, hvor dårligt hans franske var. Det var næsten kært med de fagter, dog smilede hun kun til ham. Måske var det at hun havde taget fat i ham, ikke det klogeste i verden, hvis han havde svært ved fransk...så måske kører det over i engelsk. Hun lagde hoved på skrå, betragtede stille mennesket. I hende øjne, var han blot en af de mange mennesker, der levede på Jorden. Det ville han højst tænkelig blive ved med at være, indtil det sekund hvor han bevidste hende modsat, indtil det sekund hun så det specielle i ham. For indtil videre virkede menneskerne blot så ens...de lavede stort set det samme, og mange af dem havde samme meninger omkring det overnaturlige...det var enten bange for det, eller satte sig i tankerne at nedkæmpe dem...hvilket altid, for det meste endte dårligt.

Hun fjernede hænderne fra disken, vendte sine øjne direkte mod hans. Den blå farve i hendes øjne, blev næsten mere turkis, som hun betragtede ham "jeg vil englelig bare gerne vide, hvor jeres chef holder til" svarede hun og hævede øjenbrynet. Hun kunne ikke lade hver med at tænke på ham som en stor hvalp, den måde han så op mod uret, var næsten som en hvalp der desperat ventede på at sin ejer kom hjem...han skulle i stedet have det sjovt, så kunne tiden gå hurtigere. Som folk sagde, dem der kedede sig, ville føle et minut tog en time, hvorimod dem der havde det sjovt, ville føle en time tog et minut.

//undskylder for den korte længde

Det var jo ikke for at være uhøflig at han ikke svarede hende med det samme, men han havde det bare svært med at gøre to ting på samme tid og mest når det tog så meget af hans opmærksomhed. De fleste viste da at ikke alle mænd kunne lave to på en gang, og det var vel et eller andet sted okay at de ikke gjorde? De fleste havde jo lært at leve med det, også selv om ikke alle gad finde sig i det og blev ret så sur når man ikke lavede to ting på en gang. Sådan var hans eks forlovede, blev altid sur når han ikke gjorde flere ting på en gang.. når hun var så åååh dygtig til det. Hun brokkede sig altid over at han så aldrig ville kunne passe et barn, at han ikke ville blive en dygtig far. Han var endelig blevet mere lykkelig i at flytte til Frankrig og efterlade hende, også selv om det ikke ligefrem var den drøm som han regnede med når han flyttede. Han havde dog fundet ud af, at han havde efterladt hende var en af de bedste beslutninger han havde lavet i sit liv.

Man kunne ligefrem se en svag skuffelse i hans ansigt, når hun spurgte efter hans chef ”skuffende” sagde han kort også selv om det nok ikke var den bedste ting at sige til en kunde, så kunne han ikke holde det inde ”at du heller vil snakke med min chef…” sagde han og sende hende et kort smil, som tegn på at han bare drillede hende, også selv om det at hun ville snakke med hans chef.. ikke lød som hun var i humør til drilleri. Han kunne dog ikke holde sig tilbage, i at drille hende en lille smugle.

Han holde kort sit ene finger op i luften ”2 sekunder… så skal jeg nok hente ham” sagde han og vende sig hurtigt om, uden at vente på hendes svar forsvandt han ind i baglokalet. Man kunne høre lidt larm der udenfor ”der står en der ude og vil snakke med dig” sagde Phillip, mens lyden fra en vred mand kunne høres ”hvad fanden” brummede han på fransk og kort tid efter kom Phillip og en lidt ældre herre i 30-40’erne ud ”det er hende her” sagde Phillip og pegede over på hende, før manden vende sit blik mod hende og så endelig ret så koldt på hende ”hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte han om på fransk, og lignede bestemt ikke en som var i humør i at snakke med hende.

Phillip stod bare nogle meter der fra, og tørrede nogle øl glas af og hænge den op på et stativ. Hans blik gled flere gange over på dem, nysgerrig over hvad det var hun ville hans chef.

//det er helt okay :) og så kort er det jo heller ikke//

Hun klukkede blidt over det skuffede udtryk i hans ansigt, det var næsten kært. Hans ord fik hende blot til at trække på skulderne "sorry hun" undskyldte hun og lagde armene over kors. Som altid var hun klar på stort set alt. Der havde været en af dem, som bad om sex for at hun kunne arbejde der, det endte dog ikke godt. I starten havde hun blot sagt nej, men det sekund hun gjorde an for at gå, greb han fat i hende. Hun havde ikke haft lyst til at gøre skade på ham....også jo, men det korte af det lange var, at hun endte med at dræne ham fuldkommen for Chi, blot i vrede. Det kunne godt være hun lignede en på 26, men hun var skam en ældre kvinde, på de 71, så respekt skulle man også have for de ældre...typisk mennesker.
Hun nikkede da han gjorde an på at hente ham. Hun rynkede brynet, som en råben nåede hende...så han var den vrede type "typisk mennesker" sukkede hun og rullede med øjnene. Det var typisk menneskeracen at tro de kunne komme omkring, råbe og skrige også når de endelig var ved at dø, bad de om nåde. Hun fnyste og ventede på at manden skulle dukke op. Da manden dukkede op, var han næsten som hun forventede...direkte frastødende. De blide øjne, blev direkte kolde og hendes øjne fik farven efter den kolde is.

Hun kunne næsten grine, så dum så han ud. Hvor hun ville elske langsomt at suge alt hans livs energi ud, bare se ham vride sig i smerte. Hun kørte hånden igennem håret. Nu var spørgsmålet blot hvordan hun skulle få samlet ordende sammen og få sagt dem. Et eller andet sted ville hun hellere dræbe ham også danse over hans døde krop "jeg er musiker og leder efter jobs, hvis i kunne bruge en sanger" sagde hun blidt og det tog næsten alt i hende ikke at hvæse af ham, men hun var den ældre og skulle derfor også agere som den voksne....men hvor ville hans død dog være dejlig og som hun så på det, ville ingen savne ham.

Phillip stod bare og tørrede glassene af også selv om han ikke brugte langtid på det, og det nok heller ikke blev gjort ordenligt. Han gad da bare ikke stå og tørre glas af, det var jo sygt kedeligt og hvem havde dog også lyst til det? Han ønskede jo bare at få fri og det kunne bare ikke gå hurtigt nok, helst havde han bare lyst til at forlade stedet med det samme og ikke kigge sig tilbage.

Det overraskede ham dog at høre hendes ord og han var tæt på at tage et glas på gulvet, men med en hurtig bevægelse greb han det igen og satte det hurtigt på disken. Hvis det bare var fordi at der blev spillet musik der, så havde han selv stået for noget af det og bare levet sin drøm en lille smugle. Hans chef var bare ikke en af de personer som kunne lide musik, og hadet virkelig når folk kom ind for at spørge om de måtte spille der. Det kunne også ses på hans ansigt, når han lag sine arme over kors og så mere koldt på hende. Selv om det ellers havde set ud til, at det ville være umuligt for ham at se mere koldt ud ”hvad tror du vi er? Et sted hvor du kan øve din gyslige musik henne?” spurgte han om med en hård stemme og dog ikke højt nok, til at det ældre ægtepar ville kunne høre det.

Phillip havde lyst til at bryde ind i det hele, men viste at han bare ville risikere at miste sit job hvis han gjorde. Nok ville han gerne følge sin drøm, men han havde ikke lyst til at gøre det på gaden. Han tvivlede nemlig på at han ville kunne klare sig på gaden, som så mange andre mennesker klarede så godt.

Han så ligefrem hvordan hans chef bare pegede mod døren, mens han holde sit kolde blik på hende ”kan du forsvinde ud her fra..” sagde han og gad bestemt ikke snakke med hende mere, høre på hendes plader om musik. Han vende sig bare hurtigt mod Phillip ”få hende til at forsvinde” sagde han og forsvandt ud i baglokalet igen.

Hun rullede med øjnene af ham, det var da ufatteligt, det var næsten som om han troede han stod og snakkede med et simpelt menneske, og ikke et væsen der kunne gøre det af med ham på få sekunder og hvor det dog kløede i hendes håndflader for at kunne få det gjort. I dette tilfælde var hun i det store hele, direkte ligeglad med om der var andre der kunne se det, hun ville nyde at dræne ham. Hun lagde hoved på skrå, betragtede det kolde udtrykke, hun havde set værre hos en vampyr og de kunne være slemme....men dæmon racen var også kendt for at være brutal og godt nok havde hendes far været en incubus, men fra hvad hendes mor havde sagt om ham, så var han kold og nådesløs, specielt hævnrig.
Hun tog sig ikke så meget af ham, gad englelig ikke svarer på hans spørgsmål, i hoved havde hun allerede dræbt ham tyve gange. Man kunne godt sige at temperament var noget hun havde meget af...og til tider kunne hun ikke altid styre det. Hun fnyste af hans ord, lagde armene over kors. Da han bad hende om at forsvinde, kneb hun øjnene sammen. En ting var at sige nej, men der var bare nogle folk man skulle passe på omkring. Hun havde før hen været sammen med en gruppe vampyrer...hun huskede hvordan de ville torturere enhver der talte sådan til dem. Det var gode tider.

Hun vendte blikket mod manden hun før hen havde snakket med, så ventende på ham. Hun forventede lidt at han ville gøre præcis som hans chef havde befalet, som det lydige lille menneske han nu engang kunne være. Det var ingen overraskelse at menneskeracen ikke var en hun brød sig om. Det var ikke fordi hun hade dem, mere fordi hun var jaloux. Hun savnede de 16 år hvor hun troede hun blot var som alle andre. Derfor havde hun en tendens til at virke sur omkring menneskerne.
Hun kørte hånden igennem håret, tog hatten på igen "du behøver ikke vise mig ud, jeg ville nødig forstyrre dit arbejde" hun smilede til ham, før hun trådte væk. Dette var vel bare endnu en normal dag, dog plejede de ikke at være så hårde. Hun følte sig helt fristet, til bare at brase ind på hans kontor også dræbe ham. Dog gjorde hun intet. Hun smilede blidt til manden, eller snarer drengen. Han var en dreng i forhold til hende. Smilet var blidt, mest fordi det jo ikke var hans skyld, mere den anden.

Hvis der var nogen som Phillip hadet, så måtte det være hans chef. Den mand var da bare ikke til at holde ud, og selv om han blot havde arbejdet der i et par dage. Så overvejede han bare at sige op, men det var jo ikke fordi det var let at finde arbejde. Et af de der som kunne betale sig, og hvor han kunne følge sin drøm ved siden af. Han havde vel også bare taget det første job han kunne finde, som gav ham nogenlunde i løn. Han hadet dog at blive behandlet som en eller anden slave, som bare skulle gå efter ham som en lille hundehvalp og lytte efter. Han tvivlede på at den mand endelig kunne noget i sidste ende, han var sikker en bangebuks som tog halen mellem benene og håbede på at der var nogen der ville redde ham.

Han så bare kort efter sin chef som forsvandt ind i baglokalet igen, hvor han kunne gemme sig væk og håbe på at alle folk gjorde sit arbejde. Det var jo næsten til at kaste op over, men han holde dog den følelse inde i sig selv. Det var jo heller ikke smart at kaste op ude i det hele, og mest når det gamle ægtepar sad og spiste over i deres hjørne.

Han kom hurtigt til virkeligheden igen, når han hørte hendes stemme. Han fløj næsten over disken over til hendes side, og rettede kort på sit tøj også selv om det ikke havde blevet meget mere krøllet over at kaste sig over disken. Han viste udmærket godt at nok lød dumt i det, og han viste ikke engang hvordan han skulle sige det til hende ”kan jeg byde på en kop kaffe? Altså et andet sted” sagde han og følte at han havde brug for at snakke med hende, også selv om det nok var fjollet og hun sikkert sagde nej. Det var jo bare fordi han også havde en drøm indenfor musikken, og hvorfor så ikke snakke med en som også havde den drøm?

Han så kort på uret og selv om han først havde fri om 15 minutter, så havde han ikke tænkt sig at blive der. Han gik bare mod døren og åbnede den for hende, også selv om han ikke kende hendes svar så kunne man jo stadig være høflig i det. Den unge tjener kom kort tid efter ud og så forvirret efter ham ”smutter du?” spurgte hun om også selv om han bare nikkede til hende.

Hun for sammen da han med et næsten fløj over disken, for så at stå ved hendes side. Hun klukkede blidt over hans måde at rette på sit tøj, det var ikke hver dag man så en næsten hoppe over noget, blot så at nå til hende. Det var helt klart noget der gav plusser og måske gjorde ham lidt mere unik i hendes øjne. Hans spørgsmål fik et venligt smil frem på hendes læber. Hvordan ville hun dog kunne sige nej til ham, hun rullede med øjnene og fangede en brun lok af hans hår der havde fundet vej ned på hans pande. Blidt fjernede hun den og nikkede "det må du meget gerne" sagde hun blidt og rullede med øjnene af ham.
Hun vendte sig om, og gik mod udgangen, dog uden rigtig at se om han fulgte med. Dog kunne hun føle ham bag sig, varmen fra hans krop. Hun så tilbage på ham, som han åbnede døren...det var længe siden hun havde set magen til en gentleman, dog var der altid en hel del der lå under det. Hun betragtede ham stille, som den anden tjener kom ud. Hendes forvirring lyste næsten op som et neon skilt i panden på hende. Mens han så væk, valgte hun at se op.

Var der noget hun bare elskede, så var det naturen. Hun havde en hel del gode minder, fra da hun var mindre. Der var dengang hvor hende og hendes mor ville tage ud i naturen, bare sidde og se på stjerne, også ville de synge sammen og spille guitar. Alt det var dog før hun fandt ud af hvad hun var. Uden rigtig at tænke over det, greb hun fat i hans arm og grinede blidt "kom jeg kender et virkelig godt sted, der servere den bedste kaffe" hun hævede øjenbrynet og smilet nåede næsten hendes øjne.
Det var ikke tit hun kom ud og drikke kaffe, mest fordi de fleste der spurgte hende ud, kun havde en ting i tankerne...så hellere bare skippe hele middagen også gå direkte til sagen. Det var nemmere og sparede dem for en masse besvær, plus det ville ikke være andet end et one night stand. I dette tilfælde kunne hun føle hvordan det ikke bare ville føre ud i sex, men at han rent faktisk bare gerne ville snakke med hende. Hun gav dog slip på hans arm, og lagde armene over kors

Det overraskede ham utroligt meget når hun fjernede den tot hår fra hans ansigt, det var dog ikke fordi han havde noget imod det og lod hende bare fjerne den. Der kom et smil frem på hans læber over det, også selv om han lod det hurtigt glide ud igen. Han var jo ikke ude på noget som så mange andre mænd nok ville, hun var jo en meget smuk kvinde og det synes Phillip da også. Han havde dog altid være en af de personer, som hvis de fik en mål så ville de følge det og ikke lade noget andet påvirke dem. I dettes tilfælde lod han ikke hendes krop tage hans fokus, også selv om det altid var svært at glemme sådan noget.

Han ventede på at hun var gået ud af døren, før han fulgte efter hende der ud. Han så kort ned mod hendes hånd, som hun greb fat i hans arm, som om det var en helt naturlig ting at gøre. Det var jo ikke fordi han kendte navnet på hende og havde ikke engang fortalt sit navn, så det at hun greb fat i ham var ret så underligt i hans øjne. Det var først når han blev fuld, at han var ligeglad med kvindens navn og ikke havde noget imod at de hænge på ham. Det var bare noget helt andet når man ikke havde drukket, og man så at nogle mennesker bare have det i naturen at de hænge på en ”okay det lyder fint…” sagde han og var sikker på at alle andre sted serverede bedre kaffe end hans arbejde, mens fordi han aldrig havde været god til at lave kaffe.

Han fulgte bare efter hende ned af gaden, og så flere gange hen på hende ”jeg er forresten Phillip” sagde han og havde det bedst med at hun kendte hans navn, så var han ikke bare den fyr som hun mødte på hans arbejde og begynde at snakke med. Han var faktisk en person med navn og det hele, men det var måske også bare ham som var underlig på det punkt.

Hun nikkede og smilede blidt til ham. Hun elskede at bruge tiden på de små caffér, det gjorde også at hun kendte til dem der var gode også dem der var knap så gode. Hun lagde hænderne i lommerne på sin cardigan. Den iskolde blå farve gled ind og hendes øjne fik igen farven efter den smukke turkis. Hendes øjne havde det med at ændre farve efter hendes humør, f. eks hvis hun var glad var de tyrkis og var hun direkte vred og mere vred end tidligere..ja så fik hendes øjne næsten farven efter blod. Dog mest fordi hendes dæmon side trykkede mere ud og ville frem. Hun gik side om side med ham og selvom hun ikke rigtig kendte hans navn, var hun efterhånden vant til slet ikke at kende folks navne...mest fordi hendes nætter bestod af det ene one night stand efter det andet. Efterhånden havde hun sex hver nat, og selvom det var hendes måde at generere energi, uden at slå ihjel...så betød det jo heller ikke at hun direkte nød, konstant at have sex.
Hun nikkede tilfreds med hans sammenstykke. Hun fulgte ham stille igennem gaderne og op til flere gange følte hun hans blik mod sig, det var kun få gange hun vendte ansigtet om og så direkte mod ham, ellers forblev hun stille. Hendes øjne var direkte fremme, mens det røde hår var gemt inde i hatten. Da han med et snakkede, vendte hun sig om mod ham, således at hun gik baglæns "jamen en fornøjelse at møde dig Phillip....mit navn er Devereaux, men du kan blot kalde mig Dev" sagde hun blidt. Hun havde fået navn efter hendes farfar, så vidt hun vidste havde han vidst også heddet det samme.

Hun førte ham hen mod en hyggelig lille caffé, alt ved den skreg af hjemmelig hygge. Der var et lille bandt der spillede roligt musik. Ude fra var der stole og borde. Inden for, var der live band, samt personale der gik rundt omkring de mange kunder. Hun smilede blidt til ham, før hun gik ind og straks blev hun budt velkommen af en af tjenerne, der kyssede hver en af hendes kinder "Devy, hvor er det godt at se dig" hun smilede til den mandelige tjener, dog sagde hun intet til ham. Hun gjorde tegn til Phillip om at følge med, som hun gik mellem menneskerne og ned mod en stol længere inde. Hun slog sig ned og lagde guitaren ned ved siden af

De gik næsten ligefrem i stilhed ned af gaden, mod det sted som serverede perfekt kaffe som Devereaux har sagt. Han troet dog ikke på det, før han fik lov til at smage den kaffe som han bare håber på smager godt. Han vende hurtigt sin fulde opmærksomhed mod hende, når hun besluttede sig for at gå baglæns og vende sit blik mod ham. Han smilte bare til hende ”særligt navn du har Dev” sagde han og kunne bestemt ikke udtale hendes fulde navn, men når han ikke behøvede at gøre det, så havde han bestemt ikke tænkt sig at gøre det.

Han fulgte bare efter hende ind på caféen, og så lidt overrasket på tjeneren som kom over og kyssede hendes kinder. Det var altid underligt når man var sammen med en, som blev kysset på og man bare stod der og gloet. Han var dog glad for at hun ikke havde tænkt sig at stå og snakke med denne mand i flere timer, som så mange andre kunne finde på. Han fulgte bare efter hende hen til bordet, og satte sig ned overfor hende.

Han viste at han burde starte ud at snakke, men hvordan han skulle starte ud med det var bare svært. Han lag sine arme på bordet foran sig, og bøjede sig lidt hen over det. Det var bare en af de der måder han nød at sidde på, også selv om de fleste ikke brød sig om det ”jeg hørte at du ønskede at spille på mit arbejde.. drøm om musik” sagde han og kunne altid starte ud der, og arbejde sig videre der fra.

//undskyld længden//

Hun trak på skulderen, det havde han vel ret i...det var ikke et helt normalt navn, men når man ikke kom fra en normal familie...så var man vant el anderledes ting "det kan du have ret i...min farfar var franskmand...så det var vel oplagt at jeg blev navngivet efter ham" sagde hun med et smil. Hendes farfar havde været en magtfuld dæmon, det var ham selskabet forbandelsen der lå over hendes familie. Den havde levet videre, selv efter han blev koldblodigt myrdet. Hendes familie var ikke den bedste og som hun så på det, havde hun ikke flere levende familie medlemmer, mest fordi hun ikke kendte til dagens del og mogens var direkte forkastelig.
Det varmede helt at komme inden for. Grunden til at den almindelige tjener kendte hende, var ganske enkelt at de var gamle venner. Han var en af dem hun førhen plejede at leve med. Som dæmon var han en af de eneste hun kunne kommunikere med, en som også forstod hende. Dette var også et sted hun kom tit, så han kendte hendes bestilling uden ad.

Hun betragtede ham stille, lagde hoved på skrå og hævede øjenbrynet. Hun fandt hans måde straks at finde sig til rette, næsten sødt. Det var ikke noget hun var vant til, som regel tog det folk længere tid at finde sig til rette. Hans spørgsmål og måde at komme lige til stand fik hende til at klukke "du går lige til sagen ser jeg...i ikke, men ja jeg har skam en drøm inde for det musiske og jeg har sunget siden jeg var 10...det plejede a være en ting jeg gjorde med min mor" hun trak på skulderen og holde hånden op og et sekund efter stod den almindelige tjener der "jeg Gætter du tager den sædvanlige?" spurgte han og modtog et nok fra hende, dog vendte han og mod Phillips, hævde nysgerrigt øjenbrynet "hvad med dig?" spurgte han nysgerrigt. Tjenerens dæmoniske side var i hans tilfælde mere synligt, hvilket man kunne se omkring hans direkte umenneskelige gule øjne. Dette lå til grund at han ikke var særlig heldig omkring de stærkere væsner, der nød at lege med ham.

//det er skam helt fint

Phillip havde bestemt ikke hørt et navn som hendes før, og derfor var det vel også et særligt navn. I hans verden var det, men andre havde måske hørt sådan et navn før. Det klæde hende dog, så meget viste han dog ”ja det er det vel” sagde han og viste ikke selv om han var opkaldt efter en eller anden, dog tvivlede han på at han var opkaldt efter sin far. Hans mor ville jo ikke engang snakke om ham, så hvorfor give ham navnet der fra? Han havde det dog fint med tanken, om at han nok bare lignede en der skulle hedde Phillip når han blev født.

Han slog hurtigt disse tanker ud af sit hoved, det var jo ligefrem fjollet at sidde og tænke over sådan. Mest når man havde en smuk kvinde overfor sig, så heller give hende sin opmærksomhed så meget man nu kunne. Man kunne ligefrem se hvordan han kom tilbage til virkeligheden, og hans øjne begynde at bevæge sig i stedet for at stirre ud i luften. Det var dog også den rigtige tid at han kom tilbage til verden, lige før hun begynde at snakke igen. Der kom et smil frem på hans læber, et af de der charmerende smil og dog blev det mindre igen kort tid efter ”sådan er jeg” sagde han og blinkede kort med det ene øje, før han kort rystede på hovedet ”er bare fordi jeg så hvordan min chef var et fjols… betyder det ikke at jeg er helt dum” sagde han og fik ikke rigtigt sagt mere, før han tjeneren kom over og forstyrrede ham i snakken. Han rettede sig lidt op, og kiggede på denne mand. Det tog ikke længe før han lag mærke til de gule øjne, og dog troet han ikke på at det kunne være noget umenneskeligt ved denne mand ”bare en kop kaffe” sagde han og vende atter blikket mod hende.