Mørket overtaget sind og krop

Heath kom langsomt gående igennem den knirkende låge som meget tydeligt viste tegn på at der ikke var blevet passet særlig meget på denne kirkegård, hvis den overhoved var blevet passet på? Han sukkede lidt og lagde langsomt sine hænder ned i lommerene og lod sin tunge glide hen over de skarpe hugtænder som lige havde borret sig ind i et uskyldigt offers hud, han havde det for vane med at komme her efter han havde spist eller når han var i tvivle og bare ville være alene, og lige nu havde han gået meget for sig selv, der havde ikke været så mange han havde snakket med, hvorfor skulle han også? Han var en enspænder, og han burde holde sig så langt væk fra mennesker som muligt, han havde jo alligevel forvane med at ødelægge alt for alle. Han havde stadig ikke fundet ud af om at Faith snart skulle begraves, eller hvad der egentlig ville ske nu? Var hun virkelig død, eller var hun kommet tilbage, for dræbt, ja den kunne han viste ikke komme ud over at han ikke havde gjort. Han dræbte jo egentlig næsten hverdag, han var ligeglad med de mennesker som blev hans ofre, han kendte dem jo alligevel ikke, og hvem ville i det hele taget savne en pusher ud over den som købte stoffer hos ham, og måske ville de faktisk være glade fordi at de ikke kunne holde op med de penge som de skyldte ham, men at de ville blive stoffrie af at nogle få pusher forsvandt var lille, de fandt jo højst sandsynligt bare en anden. Han lukkede kort sine øjnene, inden hans øjenløg langsomt skiltes og de rødeøjne kom langsomt frem mens de gled over det sted han befandt sig på, som sag der var ikke særlig meget man kunne sige om dette sted, utrolig kedeligt, gammel og ikke særlig godt taget af, sikke en måde at afskedige sin familie på? Han bed sig i læben og blev ved med at vade rundt på kirkegården.

Seth havde trasket sig ned på kirke gården, jan havde forladt Faith der hjemme imens hun lå og sov, mens han selv var lys vågen, han havde dog skrevet en besked til hende om hvor han var henne, i tilfælde af hvis hun nu vågnede. Han blinkede nogle gange med øjne for at vågne lidt bedre op, det var muligt at man vågnede fordi man ikke kunne sove, men nogen gange var det ikke lige altid man kunne få søvnen væk. Han gabte let men skjulte det med den hule hånd. Lige så stille gik han hen til kirkens låge, han åbnede den lige så stille for ikke at forstyrre ånder og sjæle der endnu ikke var lagt helt til ro.
Han havde ikke kommet sig helt over at Faith pludselig var vakt til live, og nu ikke længere var død, den tanke lå langt fra ham men den var der stadig. Han mumlede lidt da der var forbandet tåget og gjorde det svært at se, hvilket virkelig provokerede ham, men så var han da i det mindste glad for den gode hørelse som han nu havde på sig, fra sine forfædre af, han undrede sig lidt om hans forfædre havde større ører, bedre sanser, i det hele taget meget bedre end hvad elverne var nu til dages? Han var ikke sikker og kunne vel heller ikke rigtig være det, elver var jo en ‘gammel’ race for menneskers vedkommende, og det var jo ikke ligefrem sådan at man ikke kunne finde nogen som helst form for oprindeligt fakta omkring elvere, det kunne nu endelig være fedt hvis man fandt ud af hvor alle racerne i grunden stammede fra, han sukkede lidt, og kiggede rundt, han var lidt usikker på om her var nogen, men det lod nu lidt sådan, det lod som om der var skridt mod den hårdt trampet jord, som nu ikke længere blev brugt. I nogle sekunder rynkede Seth brynene da han ikke helt kunne se nogen, men nu var der jo os tåge så hvad var der at sige til det? Han rystede på hovedet, og måtte så berolige sig selv med at det bare var hans fantasi.

Heath trak langsomt det unødvendige luft ned i sine lunger og kiggede lidt rundt mens han mumlede for sig selv, det var lidt underligt alt sammen når man tænkte på det? Han havde dræbt så mange mennesker i sit liv, men lige hende hun blev i hans sin og gjorde ham mere og mere ked af det over hvad han var og hvad han havde gjort, og hader sig mere over at han var det monster han var, han kiggede lidt rundt og fik øje på en skikkelse der åbenbart også havde bevæget sig ud i tågen ved kirkegården, men det der nok undrede ham mest at der var nogen her, her på kirkegården? Han lagde hoved lidt på skrå og viste ikke helt om at han skulle gå hen til personen eller lade vær, et eller andet sted var der noget i hans hoved der sagde at det var en meget dårlig ting at gøre og at han bare skulle gå væk derfra og ikke kigge sig tilbage over skulderen for at finde ud af hvem det var eller hvad personen lavede her. Han fulgte sådan nogen lunde den sidste intuition og gik længere væk fra personen da det så ud som om at den sendte nogle underlige vibrationer som han ikke helt kunne finde ud af hvorfor de var der, plus at der var noget bekendt ved personen men heller ikke det kunne han sætte fingeren på, faktisk var det meget svært at sige hvem man kendte eller hvem man ikke kendte når man gik på en kirke gård en mørk aften hvor der var en masse tåge, det var jo ikke fordi at han havde super syn bare fordi at han var en vampyr, der var også ting som vampyrer ikke kunne, ud over der var sp mange andre ting som de faktisk kunne. Men igen der var et eller andet over denne her person som virkede bekendt for ham, og det fik hans nysgerrighed til at vokse så i stedet for at gå væk lavede han en omvej og gik bag om personen for at finde ud af hvem det var, og han prøvede at gå så lydløs han kunne så ingen skulle kunne se ham eller opdage ham når det kom til stykket kunne han jo ikke være sikker på at han var lydløs for alle slags væsner og mennesker. Nogen havde jo bedre hørelse end andre havde, men jo tættere han kom på personen jo mere sank hjertet i livet på ham *Seth* han rystede lidt på hoved og havde nu mere en noget andet lyst til at løbe sin vej, ikke fordi at Seth kunne gøre så meget skade på ham, men det var mere ordrerne der ville komme som Heath var mindre glade for at skulle hører på.

Han sukkede lige så stille, hvad lavede han endelig hernede? Som om det ikke havde været nok med at skulle være tæt på at miste en man elskede, også gå her nede som om man allerede havde mistet personen, han brød sig ikke om den tanke og fik den da os hurtigt væk igen. Stille kiggede han frem for sig og så… en mur af tåge, ikke mere end det, eller jo han så vel også nogle af de få omrids af grave, sten, blade, træer, grene, og en masse andre ting som han ikke helt kunne sætte ord for, da han jo ikke kunne se hvad alt var. Han kiggede op ad, men der var jo lige så tåget som det var ned af. Han rystede på hovedet, hvor var man da os bare dum hvis man troede der var mere klart for oven end forneden, nu måtte han da til at tage sig sammen! Han rystede på hovedet for at klarer lidt op, og lod sin ene hånd glide hen over ansigtet og gned det lidt så han ikke lige pludselig gik hen i total dumpap oven i låget. Han mumlede noget utydeligt noget igen, et andet sprog faktisk, græsk så at sige. Et af hans modersprog endelig, græsk og latinsk det havde altid været nogen af de ord han bedst havde kunnet. Han bed sig lidt i mundvigen inden han slap den igen da han kunne hører noget, han stod fuldkommen stille og lyttede efter, der var lyden igen… det var en susende lyd som normalt ikke plejede at gå mod vest når vinden jo lå stille, eller rettere sagt havde en mild brise på sig, han kiggede lidt rundt med øjne, og vidste ikke helt hvem der kunne være her nede, han kneb øjnene sammen for bedre at kunne tyde det, hver en enkelt skikkelse, selv det dog næsten var umuligt, så hørte han endnu en lyd som ikke passede til alt det andet, han hørte hvordan jorden blev presset ned, og derefter blive sluppet igen, han vente sig om da han kunne mærke en tilstedeværelse her, atmosfæren, havde ændret sig lidt syntes han, den var gået hen til at blive vinterkold, når det var man var i nogenlunde ‘forår’ kunne man vel sige, “Hmm… Heath….” sagde han stille og kiggede på skikkelsen der stod lidt væk fra ham, han kunne godt huske snakken de havde haft oppe på bjergene, men også hvad Faith havde fortalt ham om det, at han ikke skulle storme ud efter morderen og tage tingene i egne hænder, han kneb øjne sammen endnu en gang, og kiggede så væk, “Det skulle ikke overraske mig…” sagde han i et noget køligt tonefald, han var klar over hvilke ‘usårligheder’ Heath havde, men skulle han være ærlig vidste han ikke hvad han skulle sige til ham, Faith var jo kommet til livs, men det var jo ikke fordi at han havde ændret mening om Heath, men det var vel heller ikke sikkert at Heath vidste hvad han var i stand til, Seth havde dog aldrig udryddet en Vampyr, men hans evner var til den slags, eller kunne gøre den slags hvis han ville.

Han lagde langsomt armene overkros og hævede den ene øjenbryn "hmm.." mumlede han stille "Seth.." sagde han så og kiggede lidt til den ene side og tilbage på Seth og måtte hæve det ene øjenbryn da han sagde at det skulle ikke overraske ham, hvad han lige mente med det fattede han ikke, men han kunne da egentlig også være ligeglad, ligeglad med hvad Seth mente omkring ham og hvad han ikke mente omkring ham, men alligevel svært at ikke at bekymre sig omkring hvad folk egentlig tænkte om ham, hvilket bare gjorde at han endnu mere hadet sin evne til at kunne læse folks tanker da han hellere ville have det var hemmeligt for folk selv. Han ansigt viste ingen tegn på følelser, det var bare en mur uden følelser og uden nogen form for vide af hvad der kunne foregå inden for denne maske af intethed. Hvilket faktisk var ret meget, mere end hvad han egentlig selv viste. Han sukkede lidt og rystede på hoved og grinede lidt med en hæs latter hvilket faktisk kom som en overraskelse for sig selv at han begyndte at grine, men han kunne ikke lade vær her havde han været så bange for at møde Seth og alligevel var det ikke så slemt "Nå.. Seth.. hvad for nogle store ubehagelige ting kunne du tænke dig at gøre ved mig nu?" spurgte han og smilede skævt et ubehageligt smil, egentlig var det bare en maske en maske der skulle gemme de følelser der var ved at rive ham fra hinanden, nemlig hvad han havde gjort ved denne mand og hans kæreste. Det var utroligt hvad der kunne ske på et split sekund når man mistede kontrollen over sig selv, det var jo ikke fordi at han ikke havde prøvet at stå imod, men hans indre rovdyr havde bare brudt frem og ikke givet ham nogen form for chance for hvad han ellers skulle gøre ved den, den havde overtaget hans sind og hans bevægelser uden at han kunne gøre noget ve det "det er egentlig sjovt.. jeg havde faktisk frygtet denne dag, jeg må indrømme jeg er bange for dig Seth.. men nu når vi er her, jeg er egentlig ligeglad med hvad der sker med mig, hvad du vil gøre ved mig for inderst inde har jeg levet det liv som jeg ville leve, og jeg har set det jeg ville.. så hvis dette skulle føre til døden så er jeg klar.. men jeg må sige en ting.. jeg forstår godt at du vil dræbe mig for at gøre det jeg gjorde til Faith.. eller i det mindste gøre mig ondt.. jeg kender det bedre end ingen anden da jeg mistede min lille 2årige datter til pesten.. i det mindste har du nogen at skylde skylden på.. jeg havde ingen .." han smilede stille og lænende sig op af et træ der ikke var så langt fra dem og afventede på hvad Seth nu ville gøre, og han var klart til det hele, og et eller andet sted så ville han ikke gøre noget ved det, han ville ikke løbe, han ville ikke kæmpe imod, han ville ingen ting, bare afvente de slag som han muligvis fortjente, men nu måtte man se hvad Seth kunne finde på.

Han sagde ikke noget men kiggede bare indtil han ikke kunne døje synet af ham mere, han bed sig lidt i læben og satte sig på en sten. “Hvis jeg kunne så ville jeg vel nok gøre det, faktisk er det muligt jeg kan, men jeg har afgivet et løfte…” sagde han så med en bitter stemme da han ikke brød sig om det, han rynkede brynene lidt, og kiggede på ham, “Jeg forstår ikke… hvordan du kan virke så afslappet, tror du ikke hende tøsen der som du nu har ved dig ville bekymre sig om hvorfor fanden du ikke længere er i live?” Han rystede på hovedet og kiggede endnu engang væk, hans hoved var tomt, stadig, han ville ikke have at folk skulle bryde ind i hans hjerne og læse de ting som han havde inde i sit hoved så mon ikke det ville være bedst bare at forholde det tomt også bare sige det man nu havde på hjertet. Han vippede lidt med sine ben, som havde fået en nerve til at side fast så det blev ved med at bevæge sig i hurtige bevægelser. Han svøbte kort sine læber lidt og kiggede så på ham, “Jeg fatter ikke at du får lov til at slippe så billigt, det er muligt du er udødelig Heath men jeg kan sagtens dræbe dig på den ene eller den anden måde, men på den anden side, det er noget du ønsker… så det er ikke en lige så stor fristelse.. Men har jo aflagt et løfte om ikke at farer efter dig så snart jeg fik dit navn at vide… Skal jeg være ærlig troede jeg ikke du var sådan en type…” han kneb øjne lidt sammen og fik sit ben til at holde op med dets evige rutine med at dunke op og ned, da det havde provokeret ham lidt. Han kiggede rundt imens han mumlede lidt, men sagde så noget igen, “Du er heller ikke ligeglad, du lægger bare en mur over dine bekymringer, jeg tror faktisk der er en del du ikke vil miste, men du tænker ikke på det fordi, at du mener du er hadet af alle og enhver sådan som du færdes rundt, og bare fordi du tror det er sådan og bliver ved med at overbevise dig om at folk godt vil dig noget, så vender du dem ryggen og er en egoistisk nar ved at forlade dem…” han kiggede endnu engang på ham, og fast holdte sit blik der, han var virkelig nød til at tage sig sammen til det da han virkelig ikke kunne døje at denne mand havde dræbt den han elskede, men så alligevel ikke… “Jeg burde måske så sige at Fait … stadig er i live… burde vel takke dig for det på hendes vegne… somehow…” Han tænkte lidt over det med pesten og skyde skylden på en anden, “I grunde, var det nu endelig ikke dig startede det, det hele starter med at din lille veninde falder i en anden mands arme, du bliver jaloux men du er mere jaloux på mig, så du vil fryde dig med at jeg står alene tilbage og mugger over at du tog hende med ud og danse, men du er stadig jaloux fordi jeg har hende… også er du også jaloux på en fremmed mand som ville gøre din lærling ondt?” han fnøs lidt og rystede på hovedet, “Du er en kompliceret mand Heath… jeg troede du var til mænd, men det vidste sig at være en anden vej, men tilbage til emnet om hvis skyld det i det hele taget var kunne man vel sige at det var den mands skyld, eller din venindes uforsigtighed, som skabte opmærksomhed, og dermed fik folk til at komme hen til det sted hvor det var sket, så Faith blev skubbet omkuld og skar sig ned af armen… kan du se det..?” Han fugtede sine læber lidt, “Men det var dig der gjorde handlingen, dog under en slags trance til det der engleblod?”

Han kunne ikke holde det tilbage, han rystede på hoved og begyndte at grine "Undskyld Seth.. men du har for mange tanker at pusle med.. jo måske ville hun undre sig, men jeg klarede mig fint uden en lærer mester efter noget tid.. og det ville hun også.. meget vel at hun kommer til at savne mig men hun ved ikke hvor meget andet hun ville opdage hvis jeg ikke længere var i hendes verden ville være meget bedre for hende hvis jeg ikke var" sagde han og kiggede på Seth, der så tydeligt som noget andet ikke kunne døje synes af ham, Heath personen der næsten havde slået hans kæreste ihjel, han trak lidt på skuldrene "no man is invulnerable... lige meget hvilket væsen det skulle være.. og selvfølgelig kunne du dræbe mig.. og jeg ved at du har lyst, for det andet så lovede du ikke at du ikke ville skade mig.. du skulle bare ikke løbe ud af døren mens hun fortalte.." han kunne se det lige så tydeligt i hans tanker som hvis de havde været hans egne, han smilede skævt og trak igen på skuldrene "Så mange svar.. så lidt tid til at forklare sig.. og gider du egentlig at hører på at jeg skal stå her og forklare mig? Jeg er et væsen med fejl og mangler, jeg er tiltrukket af kvinder men mere til mænd når det kommer til kærlighed.. jeg er jaloux på Asiha fordi at hun kan være sig selv.. og en hver man vil få en form for ejer fornemmelse når man har skabt noget lige meget hvor umoralsk det er end kan være.. men det gør man til sidst.. kan godt være der er nogle få følelser blandet ind men det er mere tiltrækning ikke de rigtige følelser" han kiggede lidt på barken og derefter igen over på Seth der var så mange spørgsmål som kom ud af hans mund, så mange svar han ville have fra Heath og det var ikke lige det som Heath havde tænkt sig at han skulle bruge sin dag på, at svare spørgsmål? Men meget vel hvis det var det han ville gøre så fint med ham, han ville ikke diskutere med Seth da han kun kunne give ham ret, han var en underlig mand hvis han dog kunne kaldes en mand når det kom til stykket ".. så du sidder der og sige til mig at du ikke mener at det er min skyld.. forhelvede jo at det er min skyld .. jeg kunne havde ladet vær med at tage Faith ud og danse i første omgang, eller have fyldt mine mavefornemmelser og fjernet Asiha fra den mand.. forhelvede da... hun var lige ved at blive dræbt og ikke på grund af hende, ikke på grund af manden men på grund af MIG! jeg skabte hele dette ved at bide Asiha i første omgang.. og lad vær med at sidde der som en der ikke kan døje og se mig også komme op med sådan noget ævl, du ved lige så godt som mig at jeg var skyld i det hele og det er derfor at du hader mig, fordi at jeg ikke gav Faith en chance for selv at bestemme om det var tiden nu til at hun fik lov til at få et nyt liv med en ny begyndelse, uden at du fik noget at sige til det og uden at du fik en chance for at kapere hvad der ville ske.. du hader mig for at jeg havde haft noget med Faith engang og du hader mig for at jeg stadig elskede hende.. men det gør jeg ikke længere.. jo jeg var jaloux på dig.. men nok ikke fordi du havde Faith.. fordi du havde fundet kærligheden som var ægte.. den kærlighed jeg aldrig har fået.. så kan du kalde mig egoistisk.. og ja det er jeg måske også.. men det var aldrig.. ALDRIG min hensigt at splitte kærlighed og familie.." han kiggede lidt på Seth og viste ikke hvad han mere skulle sige, var der mere og sige? Han viste det ikke, han sukkede og gled ned af træets stamme og kiggede lidt rundt på tågen mens han tænkte lidt over det hele.