The Intentions of a Criminal

Sted - Amaranthine-bandens hovedkvarter i Allées-gyderne, Di Morga Øst. Hovedkvarteret er næppe synligt udefra, og derfor kræver det øvelse, at finde vejen til det, gennem de snoede gyder i området. Selve hovedkvarteret består af en bygning der, udefra, ligner de fleste andre betonklodser i området. Bygningen snor sig rundt i en firkant og kreere en form for 'gård' i midten. Selv i dagstimerne ligger stedet ofte badet i mørke, fordi bygningsværkerne omkring dette sted, er høje og skygger for sollyset.
Tid - Omkring 23-24 tiden.
Vejr - Det støvregner og en kold brise stryger sommetider gennem området.
Omgivelser - Trods hovedkvarteret udefra ikke ser ud af meget, kan man tydeligt se bandens fremgang på indretningen, så snart man træder indenfor. Det meste er hælergods og tyvekoster - og hovedkvarterets største rum har noget gotisk over sig, med tunge gardiner og mørk-tonede møbler. Stedet er en anelse snusket, eftersom der oftest ligger skodder på bordene, små poser med stoffer, blod-poser og måske endda våben. Alt bliver dog hurtigt stuvet væk til lagerbygningen, hvis der er mistanke om en razzia.
Påklædning - Støvblå, ustrøget skjorte hvoraf de to øverste knapper er efterladt ulukkede, sorte jeans, og mørke nedslidte converse.
***************************************************************
Den tykke dråbe blod gled ned over den blege hage, og dækkede de få skægstubbe derpå. Snart blottedes hugtænderne i et tilfredst smil der vidnede om, at han nu havde fået hvad han ville have, og at han kunne stille sig mæt i noget tid, før hans behov for at sætte tænderne i et individ, igen ville komme op til overfladen. Efter et par sekunder brød han øjenkontakt med menneske-tøsen foran ham, og tørrede den undvegne dråbe blod af hagen med hjælp fra skjorteærmet. "Se... Det var jo ikke så slemt, vel?" Han lod kortvarig en finger glide over tøsens hage, og lod sig selv tage et ekstra kig på hullerne i hendes hals. Heldigvis have han lært at styre sin tørst nok gennem årene, til ikke at knække nakken på sine ofre, eller tage blod nok til, at de ville falde sammen og efterlade et 'rod', som han var nødsaget til at gøre noget ved. Selvfølgelig kunne man altid få de andre i banden til at skaffe ligene ad vejen, men måske kunne man sommetider lade de naive mennesker fortsætte deres tåbelige tilværelse. Dénne unge kvinde var én af de mere villige tilfælde. Hun havde følt sig draget til ham, og var fulgt med ind i gydens mørke, hvorefter han lullede hende ind i sin kontrol. Det var så let med de naive, unge mennesker, der ikke havde nok livserfaring til at forstå den manipulation de var underlagt. Det var jo næsten for nemt.
"Pil så af med dig." Han nikkede mod den anden ende af gyden, og så efter tøsen til hun var forsvundet i mørket. Hendes udtryk havde været så forvirret. Som om hun ikke var sikker på om hun drømte eller ej. Men i det mindste havde hun ikke skreget som nogle gjorde.

En lidt knækket latter kom fra vampyren, der snart rystede let på hovedet i selvtilfredshed. En gang imellem kedede det ham, at det egentlig var så let. Men med årene var han jo også blot blevet stærkere. Stærkere og upåvirkelig overfor menneskernes flæberi. Og så snart man slog medmenneskeligheden fra, var det i sandhed ikke en svær opgave, at finde en ny person at sætte tænderne i.

Han drejede ind ved næste gyde, og fandt vej hen til hovedkvarterets indgang. Det trænede øje ville nok ikke engang bemærke døren, der var indhakket i muren i det dundrende mørke. Man skulle næsten 'vide at stedet var der, før man ville finde frem til det. Hvis man lagde en hånd mod døren ville man mærke indhakket i denne... Indhakket der forestillede bandens mærke - en amaranth blomst. Blomsten for evigt liv og evig ungdom. Den som havde lagt navn til banden, som et forsøg på at skjule sig bag noget poetisk, trods bandens natur syntes at være meget mere forvrænget end som så.

Så snart han var kommet ind i opholdsrummet, kastede han et blik omkring sig. Ingen... Det var ikke just fordi han forventede at medlemmerne ville være der. Der var trods alt ingen indkaldelse i dag. Men snart vidste han, at han ville samle dem. For Brent var i sandhed begyndt at kede sig - og når dette skete, gjalt det om, at få lidt mere aktivitet frem i Di Morga. Men hvad skulle den næste mission være? Den næste handel? Det næste mord?
Han slangede sig ned på en af de mørke tunge sofaer, og placerede hænderne bag nakken. Der var noget umådelig tilfredstillende ved at opholde sig i disse omgivelser. Især når man vidste, at hver eneste ting i rummet - hvert møbel og genstand, var et produkt af bandens langvarige aktivitet.

Påklædning

Som altid tilbragte Jamie sin tid i sin villa, der var bevogtet af så skarp sikkerhed at det kunne undre ham, hvis det overhoved var muligt at bryde ind. Selv hvis der var nogen der kunne bryde ind, ville de ikke overleve længe, da han umiddelbart efter at havde opdaget dem ville slå dem ihjel. Hvorvidt de ville få en langsom eller blid død, kom meget an på hans humør. Var han i godt humør, ville de højst tænkelig få hvad han mente var en blid død og omvendt, pissede vedkommende ham godt nok af, ville deres død være noget så grusom, så en ærkeengel såsom Michael ville bryde sammen. Siddende i sin sofa, kastede han en bold op i luften, greb den hver gang den igen lod sig trække ned mod jorden igen. Det var helt sindssygt som han kede sig og når tingende kom til dette, var der kun en ting at lave… simpelthen at finde Brent også irritere ham eller i hvert fald se hvad han lavede. Den vampyr kunne umuligt kede sig mere end han selv gjorde.
Hurtigt og elegant hoppede han ud af sofaen, betragtede sine omgivelser, hvorpå han fik taget sin cardigan på. Ud fra hans afslappede beklædning, skulle man ikke tro han kunne gøre nogen fortræd og af udseende lignede han ikke direkte en dæmon. Men hans øjne afslørede så sandelig hvilken natur han var i. De døde tomme øjne, der afslørede han i den stil levede op til den dæmoniske race. Blandt mennesker, kunne han somme tider gå for en selv, dog havde han den energi omkring sig, der fik folk til at fornemme hans sande race.

Han tændte en smøg op, det sekund hans fod havde rørt den kolde jord ude foran huset. Røgen fyldte hans lunger og selvom han i teorien var levende på det punkt han havde et hjerte og velfungerende lunger, ville kræften ikke hive fat i ham. Sygdomme var noget man nemt kunne slippe for, som et overnaturligt væsen der kommer direkte fra helvede. Han sukkede og rullede med øjnene, det var sgu rart at være udødeligt og med en race der var kendt for at være brutal og direkte morderistisk, gjorde det livet en hel del nemmere. Et koldt smil dannede sig på hans læber, som han med et par ligeglade øjne, gik ned af gaderne.
Mørket havde for længst omgivet byen, ikke mange var dumme nok til at bevæge sig ud i sådan en kold nat. De få der gjorde, ville højst tænkelig ende døde eller noget der var ti gange værre. Man kunne sige det sekund de stod med døden foran sig, lærte de deres fejl og den var noget så dødelig. Han elskede det udtrykke i deres øjne, få sekunder før det englelig går op for dem de skulle dø… det var så tilfredsstillende at han næsten ikke kunne forestille sig noget bedre end det.
Han bevægede sig lydløst igennem natten, med en gang der kunne minde om et stort rovdyr. De blå øjne betragtede hver enkel ting, næsten som forventede han at nogen ville komme ud ved hvert hjørne. For selvom han var gammel og stærk af sig, gjorde det intet at holde øjnene åbne. Dog det sekund hans øjne landede på den skjulte dør, rullede han med øjnene. Smøgen som han havde tændt tidligere, blev slukket og smidt væk, hvorpå han bevægede sig ind i den mørke bygning.
Han kunne straks fornemme Brent og der gik ikke land tid før han var i dørkammen, til det samme rum som ham. Han hævede øjenbrynet og det kolde blik forsvandt, blev derimod erstattet med et mere arrogant udtrykke, som han smed en serviet hen mod ham ”du har en smule middag siddende tilbage på kinden” klukkede han og fjernede sig fra døren, for at bevæge sig ind i rummet.

I en tid lå han med øjnene lukket i. De mørke, tætte øjenvipper ramte den sarte hud under øjnene, som ikke længere var præget af mørke skygger som følge af sult. Det var som om hjertet for en tid, tillod sig selv at fungere igen, og pumpe menneskeblodet rundt til hver eneste celle og muskel, for at forny disse med energi. Selvom intet slog smagen der stadig hang over læberne, eller følelsen af det varme blod der gled ned i halsen - var eftervirkningen fantastisk. Det var en regeneration, som Brent mente at alle andre væsner burde misunde. Livet som vampyr havde selvfølgelig også sine ulemper. Alligevel, var han med årene blevet bedre til, at fokusere på fordelene. Som alt andet i hans liv, var det et spørgsmål om profit... Hvad fik man mest ud af? En tilværelse i skyggerne, hvor man kunne handle frit og gemme sig for lovens lange arm, eller et liv i solen, hvor man var nødsaget til at følge samfundets normer for ikke at blive udstillet eller krænget ned af love? Sommetider drømte han om solen. Om hvordan han, som barn, havde stået med tæerne i græsset, lænet nakken tilbage og ladet solstrålerne kærtegne huden, der dengang ikke var nær så bleg som den var nu. Men når han vågnede overbeviste han altid sig selv om, at dette liv var umådelig tilfredstillende, og at hans skabelse havde været en gave, frem for en forbandelse.

Snart åbnede han øjnene. Den grønne farve i disse virkede næsten metallisk. Og vågen... Utrolig vågen... Det havde velnok været en dårlig beslutning at indtage føde allerede før rastløsheden trådte ind, men det havde virket ufattelig appellerende. Hvem kunne modstå en omvandrende blodproducent, der så fint blottede nakken i en gyde i Allées? Et let smil spillede om læberne. Det virkede forvrænget og kynisk. Noget der faldt ham helt og aldeles naturligt. Brent var typen ikke mange kunne gøre sig klog på. Nogen satte spørgsmålstegn ved hans aktivitet, og hvad han fik ud af det, når han tydeligvis ikke brugte penge på pragtgenstande eller måske blot en ordentlig lejlighed. Andre satte spørgsmålstegn ved handlingerne han gjorde sig i det private: Hvorfor han sommetider betragtede domkirken på afstand med et fjernt udtryk i øjnene, eller hvorfor han sommetider tog telefonen uden at sige noget, før den anden person i røret havde talt.

”Har du aldrig hørt, at det er idiotisk at snige sig ind på en vampyr?” Brent drejede roligt hovedet og vendte blikket mod dæmonen i dørkarmen. Der var en drillende tone i hans stemme, og noget selvtilfredst i de levende øjne, som virkede mere aktive grundet halvmørket i rummet. Bønnerne var vist blevet hørt. At Jamie befandt sig i hovedkvarteret uden opfodring, kom vel ikke bag på Brent. Alle kom og gik som de ville - men det var som om han og Jamie var mere tilbøjelige til at troppe op nogenlunde synkront. Det var vel blevet lidt af en vane, at de holdt hinanden med selskab, når kedsomheden blev for overvældende.
Servietten landede mod hans brystkasse. Et par blodpletter  havde sat sig mod skjorten, trods han havde forsøgt at være 'forsigtig' da han drak af pigebarnet. ”En fremragende middag, for resten.” Kom det fra ham, da han lod servietten glide over den ene kind, og forme røde plamager på materialet. Dernæst krøllede han servietten sammen og kastede den over mod nærmeste skraldespand, trods den langt fra ramte. ”En middag jeg har ladet vandre gennem Allées mærke, med to huller i halsen.” En flækket latter undslap hans læber. Hæsheden tydede bestemt på, at det ikke var uskyldige forestillinger han havde i hovedet:
”Ja, ja… Jeg plejer sjældent at forære måltiderne væk, men hvem ved? Måske er hun én af de sjældne der formår at slippe ud af gyderne inden en ny blodsuger sætter tænderne i hende.”

Snart satte han sig op i sofaen, og baksede benene op på bordet foran. Armene lagde han roligt over kors, hvorefter hovedet tiltede en smule på skrå: ”Og hvad laver du her? Er det blevet for kedeligt at hundse rundt med tjenestefolkene?” Brent udviste ofte sine fordomme overfor 'luksuslivet' og derfor skulle Jamie aldrig spares for den samme behandling. Snart blottede vampyren dog tænderne i et smil.
”Eller nyder du blot mit selskab så forunderlig meget, Jamerson?”