What Are Your Intentions?

Fire tåbelige mennesker havde fået en betydeligt dårligere aften, efter deres møde med Tonia. Hun var nu fyldt til randen, og var overbevist om, at hun ikke ville være i stand til, at drikke en eneste dråbe blod de næste par dage. Hendes blodige færd, havde nu ført hende hen på havnen. Som hun gik hen langs de mange både, kunne hun tydeligt høre musikken fra kroen. Lugten af alkohol, sved og cigaretrøg blandede sig med havnens andre lugte og fyldte hendes næsebor.
Hun havde brug for en ukontrolleret nat. En nat hvor hun bare kunne slå sig løs. Være fri. På sådan en nat som denne, kunne hun glemme at hun havde fået følelser for et svagt menneske. Hun kunne glemme alle de menneskelige følelser, der for så kort tid siden havde vivlet rundt i hende. Et ukontrolleret kaos, af ting hun havde glemt. Hun havde ganske enkelt glemt hvordan det var at være menneske, og han havde fået hende til at huske det. Hun kunne ikke stoppe smilet der bredte sig på hendes læber, i det øjeblik mennesket igen krøb ind i hendes tanker. Forgæves havde hun prøvet at glemme ham hele aftenen. Hun stoppede brat op, og tvang smilet væk. Meget barnligt trampede hun hårdt i jorden gentagene gange. "Urgh!" skreg hun næsten. Hun kunne ikke fatte, at hun ikke bare kunne slukke for sin hjerne, og sine følelser som hun så tit havde gjort tidligere. Det havde han åbenbart også taget fra hende. Hvor irriterende.
Hun sukkede dybt, og det var først dér duften ramte hende. Ikke kun hendes næse, men hele hendes krop. Hver eneste muskel spændtes, og hun kunne knap nok styre sig selv. Hendes mund løb øjeblikkeligt i vand, og hendes øjne skimmede hurtigt havnen, for at finde kilden til den vidunderlige duft. Hun havde aldrig mødt en engel, men der var ingen tvivl, hun var i nærheden af en nu, og han sad lige der på molen. Med hurtige skridt bevægede hun sig tættere på. Hun stoppede for enden af molen, og næsten med en kraftanstrengelse blev hun stående og betragtede englen. Hendes hoved tiltede en anelse til den ene side, og hun kneb øjnene en smule sammen. Han så ikke ligefrem ud af meget.

Med tæerne i vandet, bevægede han roligt fødderne over mørket under disse. Det virkede endeløst dybt, og egentlig var tanken om hvad der var nede i dybet, virkelig utiltrækkende for englen. Di Morga var trods alt et forskruet sted. Hvad man ville kunne finde på bunden af havet, var måske ikke noget han ønskede at vide noget om. Havet var trods alt  et gemmested; Og måske et af dé steder, man virkelig kunne skjule noget - eller nogen , uden håb om nogensinde at se det, eller dem, igen.
En brise gled gennem området, bevægede sig gennem det halvblonde hår, og videre mod havneområdet. Den salte duft af havet, virkede umådelig beroligende, trods det  - på den anden side - fik lidt liv og energi frem i de ellers så udkørte øjne. Snart lukkede han dog disse, og nød bare at sidde, tavst og lytte til havet.

Molens materiale syntes at være en smule vakkelvorent. Det var uden tvivl flere år siden det var blevet udskiftet. Allligevel registrerede han knapt nok måden hvorpå det gav sig en smule, ved de lette skridt. Lyden registrerede han heller ikke: Om så det var fordi at han var så dybt låst fast i sine egne tanker, eller fødderne der nærmede sig overhovedet hávde frigjort den mindste lyd. Det var ikke før han mærkede tilstedeærelsen, at han langsomt åbnede øjnene. Den mørke fornemmelse der sendte faresignaler gennem hans krop, var ikke ukendt for englen. Det var derimod noget der fyldte hans krop noget så ofte i Di Morga; og noget der på mange måder holdt ham årvågen, så snart han havde mærket den mindste lille påvirkning. Sommetider var det paranoia, men oftest var følelsen et ægte signal om, at et mørkt væsen var i nærheden. Hvad end deres intentioner var gode eller dårlige, var han aldrig i stand til at bedømme. Det eneste han reagerede på, var sammensætningen i deres blod: Deres race, nok nærmere. Noget der på mange måder, kunne gøre ham frygtsom og generaliserende.
Han drejede hovedet, og mødte skikkelsen med øjnene. Hun stod ikke mere end et par meter fra ham, og synet, fik ham til at komme på fødderne, næsten med det samme. Hjertet var slået et slag over, så snart han havde set hvor tæt hun var på. Hvordan kunne han ikke have følt det før? I et sekund, måtte han kæmpe for at bevare balancen. De våde, bare fødder stod jo ikke just meget fast mod molens, halvvåde træ.
"D-du skræmte mig!" Lød det snart for ham, før han lagde en hånd mod sin brystkasse, for at understrege pointen. Han forsøgte dog at lyde lettet, men han vidste at tonen i hans stemme var nervøs, og at hjertet slog hurtigere end det burde. Han rømmede sig. Selvom kvinden måske ikke just havde tanker om at gøre ham ondt, kunne han ikke være fór sikker. Derfor begyndte han snart at bøvle med at tage sokker og sko på. Det var ikke just elegant. Faktisk langt fra.

Hun trådte ud på molen, og tog nogle få skridt. Den slidte mole knagede en smule under hendes vægt, men englen så ikke ud til at høre det. Nu da hun var tættere på, kunne hun høre lyden af englens hjerte, der pumpede det så appetitvækkende blod rundt i hans årer. Hun blev stående hvor hun var, for virkelig at sætte pris på duften. Hun lukkede øjnene et øjeblik, og tog en lydløs, dyb vejrtrækning. Trak den vidunderlige duft helt ned i lunger. Som hun pustede ud, åbnede hun langsomt øjnene igen.

Det undrede hende, at han af alle steder, havde valgt at sætte sig der, for at tænke, drømme, spekulere... Hvad han så end lavede. Han var i hvert fald ikke helt til stede, ellers ville han have hørt hende nærme sig. For mennesker ville havnen nok være en smule uhyggelig om natten, hvor deres svage øjne ikke ville kunne se alle detaljerne i mørket. Hvor en genstand på en båd, kunne antages for en væmmelig skikkelse. Mon ikke engle havde det på samme måde? Det var meningen at de alle sammen skulle være så godhjertede, og hjælpe mennesker, og alle de andre ting Tonia fandt utrolig kedeligt. Så hvorfor sætte sig ud på en vakkelvorn mole i mørket, helt alene?
Det var selvfølgelig perfekt for Tonia. Mørket var helt sikkert hendes domæne. Det at der ikke var andre til stede, var bare en bonus. Nu når hun endelig var stødt ind i en engel, skyldte hun også sig selv at smage. Selvom hun stadig følte sig fyldt. Hun havde ikke behov for mere blod, og stadig løb hendes mund i vand.

Pludselig kom der liv i ham. Det tog ham ikke mange sekunder at komme på benene, efter han havde fået øje på hende. "Undskyld" sagde hun, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun sendte ham et smil, der sagde at hun overhovedet ikke var ked af, at have skræmt ham. Hendes øjne fulgte hans bevægelser, imens han klodset fik taget strømper og sko på. "Skal du gå?" spurgte hun, og tvang med vilje sin stemme, til at være mild og høflig. Skuffelsen over at han skulle gå, kunne hun dog ikke skjule helt.

Der var nærmest ingen steder i Di Morga, hvor man kunne sig sikker. Hverken som et af lysets væsner, eller mørkets. Paranoia var nok noget der herskede hos mange af dem, der ikke havde været heldige nok til altid at træde de rigtige steder, og mænge sig med de helt rigtige individer. Det gjalt om styrke på mange måder. Ikke blot den fysiske, men den psykiske. Trods Adriel sikkert ville være langt mere sikker i sin lejlighed i bymidten, krævede det en hvis form for styrke at komme ud af døren. Især når man havde oplevet og set de ting som han havde. Set døden i øjnene, og følt livet svinde ud af kroppen. Jovist var han stadig frygtsom ude i det åbne, men han nægtede at leve fuldstændig isoleret længere. For var det virkelig et liv? Trods en engels opgave var at arbejde for Gud og den gode sags tjeneste, skulle man vel stadig varetage sin egen fornuft. Ethvert væsen ville nok gå hen og blive sindssyg efter for megen isolation, og passivitet.
Det var alligevel i situationer som denne, at Adriel ønskede sig tilbage til den isolerede lejlighed, blandt støvede bøger, udklippede avisartikler og diverse andre 'samlerier' som han havde brugt som afledning for sine egne tanker, når han var alene og ikke havde mulighed for at arbejde. Nu var han direkte konfronteret med et af mørkets væsner, og havnen virkede, blot i løbet af et splitsekund, langt mere som en fælde end et fristed.

Smilet kvinden sendte ham, fik en kuldegysning til at løbe ned over hans rygsøjle. Bare dén ene trækning på mundvigerne, fik hjertet til at springe et slag over. Der lå meget mere i det, og det var som om kvinden ikke gjorde det mindste forsøg på at skjule, at hun rent faktisk morede sig lidt over hans forskrækkelse. Det værste var hans egne ihærdige forsøg på, at få sig selv til at slappe af. Pulsen skulle ned, og det kunne ikke gå for hurtigt. For det stemplede ham for alvor som et byttedyr; Og hvis han kunne slippe afsted med det, ville han ikke gøre sin angst for tydelig. Ikke hvis det blot morede det mørke væsen.

Nærmest teatralsk, løftede han sin ene arm og kiggede på armbåndsuret om håndledet. Der var ikke lys nok til at han ville kunne se viserne på det lidt forældede armbåndsur. Han forsøgte sig med et lidt vurderende smil, samt et 'skuffet' suk. Han havde aldrig været den bedste skuespiller, men lige nu, følte han sig appelleret til at give sig selv et mentalt klap på skulderen over sine små spil for galleriet.  "Det må jeg hellere ja. Var vist forsvundet i mine egne tanker." Han lod sin arm falde ned langs siden, og bøjede sig kortvarig ned for at binde sine sko. Det blev ikke til andet end hastige dobbeltknuder, før han - blot et splitsekund efter - rettede sig op igen.
"Man skal jo arbejde imorgen." Et prøvende smil gled over læberne. Dette virkede dog langt mere akavet og halvhjertet. Derfor gabte han, som et desperat forsøg på at skjule sine 'småfejl'. Dernæst vendte han sig stødt om, med et: "Du må ha' en god aften."
Han skulle væk... Og det kunne ikke gå hurtigt nok...

Hendes øjne fulgte nøje hver eneste bevægelse han lavede. Som et rovdyr der planlagde sin jagt. Overvejede det bedste tidspunkt at springe, og sætte tænderne i sit byttedyr.
Så vidt hun vidste, kunne engle ikke se i mørke ligesom hende selv. Det kunne ikke passe, at han faktisk kunne se hvad armbåndsurets visere stod på. Han virkede dog meget overbevisende og rolig, som han sagde at han nok hellere blev nødt til at gå. Hans galloperende hjerte, og de forhastede bevægelser afslørede ham dog. Han var bange.
Han havde tydeligvis kendskab til hvad hun var. Til trods for, at hun ikke engang havde afsløret sine spidse hjørnetænder, eller hendes overmenneskelige styrke og fart. Det skulle han nok nå, at få at se. På den anden side, afslørede hendes blege hud, der næsten var selv lysende i mørket, nok hendes identitet ret hurtigt.
Hans rolige facade blev brudt, da han bukkede sig ned for at binde sine snørrebånd. Hun kunne tydeligt se, at han ikke tog sig tiden til at binde dem ordenligt. Det halvhjertede smil, der et sekund efter blev til et falsk gab morede hende. Det var et godt forsøg, men han narrede hende ikke.
Et lavmælt grin undslap hende, da han ønskede hende en god aften, og meget hurtigt fik vendt om på hælen og gik væk fra hende. En god aften skulle hun nok få sig. Hun planlagde allerede i sit hoved, hvordan legen skulle foregå. Hun ville drive ham så langt ud, at hans frygt ville fylde luften, og hun næsten ville være i stand til at smage og lugte det fra ham.
Han var langsom, og nem at overhale til trods for, at han havde meget travlt med at komme væk. Et lille sus kunne høres, da hun strøg forbi ham i høj fart. Hendes hår flagrede og lagde sig snart til ro, på hendes skuldre igen, som hun stoppede foran ham.
"Easy, Angelboy" et legende smil spillede på hendes læber. Hendes hænder var hævet foran hende, et tegn til at han skulle stoppe. "Har du ikke engang tid til at snakke lidt?" hun skød melodramatisk underlæben frem, og sendte ham et sørgeligt blik. Det var selvfølgelig ikke planen, at de skulle stå og have en hyggelig samtale på den vakkelvorne mole. Men det gjorde da ikke noget hvis englen troede det. Til at starte med, i hvert fald.

Det havde bestemt ikke været nødvendigt for kvinden at vise sine hjørnetænder, for at få hårene i englens nakke til at rejse sig ved hendes blotte nærvær. Ganske vist kunne han virke... Nervøs overfor de fleste individer, men netop mørkets væsner, sendte noget gennem ham, som han ikke kunne forklare. Nej, han kunne ikke lugte deres blod, men det var nemt at mærke mørket, når man selv var skabt af lyset. Jovist var han ikke en fuldblodsengel, men han var stadig genopstået fra de døde - og besad en bid af dén himmel han havde forladt ved årtusindeskiftet. At være tæt på et mørkt væsen syntes at sætte noget instinktivt igennem ham. Netop da han havde betrådt jorden første gang i sit andet liv, havde han ikke forstået følelsen. Følelsen af uforklarlig frygt og lyst til at løbe. Det var vel noget der lå i engle...- En overlevelsesmetode for racen, hvis evner ikke just gjorde meget for at lade dem slippe væk. Kun vingerne på deres rygge, og deres evne til at registrere det onde, syntes at hjælpe dem i en verden plaget af mørke og blodudgydelse. 

Han var knapt nok gået to meter, før han hørte suset ved sit venstre øre. Han stoppede brat op, netop før han nærmest var kollideret ind i skikkelsen foran sig. Kvinden havde bevæget sig så hurtigt, at han knapt nok havde registreret det i sin øjenkrog. Derfor var det et under, at han overhovedet havde formået at stoppe op i tide, før han var gået direkte ind i hende. Hjertet slog et slag over, og vejrtrækningen knækkede netop da han lod lidt luft glide ud over læberne. Adriel sank en klump i halsen og forsøgte - inderligt - at få hjernen og kroppen til at stemme overens, og finde en mulighed - et sølle smuthul, som kunne få ham ud af den ubehagelige situation. Måske havde kvinden ikke direkte sagt 'Hey - du skal være min aftensmad', og måske dømte han hende for hurtigt, men det hele virkede som en leg for hende... Som om hun nød at se ham konfus og rådvild. Hvilken grund skulle der ellers være til at hun ikke bare ville lade en fremmet gå?

"S-snakke?" Englen lød mildest talt skeptisk, og derfor rystede han snart lidt afværgende på hovedet, 
"Tro mig - j-jeg er ikke særlig spændende." Et lidt nervøst smil gled over hans læber i et par flygtige sekunder. Dernæst forsøgte han at træde forbi hende; "Undskyld mig."
Efter blot at have taget få skridt, faldt han så lang han var. Snørebåndene på den ene sko var tilsyneladende gået op, efter hans hektiske forsøg på at binde dem med knuder, som lignede dem et børnehavebarn ville lave i frustration, når han ikke kunne lave en rigtig sløjfe. Perfekt... Adriel fik bakset sig op i en siddende stilling, med et par lidt ømmende lyde. Der var noget ufattelig barnligt over måden han agerede på. En form for uskyldig erfaringsløshed. Sommetider var det velnok et under, at han  havde overlevet i Di Morga så længe han nu havde. Gud måtte virkelig være på hans side....

Det virkede som om englen legede sin egen leg. Med alt hans skuespil, og forsøget på at skjule hans frygt og nervøsitet. Det var ganske morsomt. Især fordi det ikke lykkedes ham særlig godt. Men selvfølgelig var det ikke en leg for ham. Han ville bare gerne overleve.
Hendes plan var vel egentlig heller ikke at slå ham ihjel. Hun ville bare gerne smage. Hun var mæt. Fyldt af menneskeblod. Hun var ikke sikker på, at der var plads til en hel portion engleblod, bare en smule. Men med den effekt duften af hans blod havde på hende, var hun ikke helt sikker på, at hun ville kunne stoppe sig selv, når englens blod først ramte hendes tunge.
Hendes ene øjenbryn skød op, da han hævdede at han ikke var særlig spændende. Hvor tog han fejl. Der var intet sted hun hellere ville være lige nu. Intet der kunne være en bedre beskæftigelse end at slupre engleblod i sig. Endnu mere, måtte der da der ikke findes nogen bedre at lege med. Det var også en udfordring for hende. Hvis hendes leg skulle foregå længe nok til at det var sjovt, måtte hun virkelig ligge bånd på sig selv. Det var ulideligt fristende, som englens duft var svøbt omkring ham. Den sødeste, mest lokkende parfume nogensinde.
Han nåede ikke langt, da han igen prøvede at komme væk fra hende. Hun vendte sig, og betragtede ham som han lå der på molen. Hun grinede hånende inden hun gik et enkelt skridt og satte på hug foran ham. Hendes arme hvilede henover hendes knæ. Hun var afslappet. Hun var i sit es.
"Vi kan også lade være med at snakke..." sagde hun henkastet. Hendes øjne var fikseret på hans. De gled grådigt nedover resten af englen, betragtede hver eneste centimeter af ham, inden de langsomt gled op og mødte hans øjne igen. "Hvis du da så gerne vil springe forspillet over" et bredt smil bredte sig henover hendes ansigt. Der var ingen tvivl om, hvad det var hun mente.
Hun tog det næsten som et tegn, at han var faldet på sin vej væk fra hende. Det var ikke meningen han skulle undslippe. Hvilken fantastisk gave hun havde fået sig. Hun rejste sig op igen, det brede smil lyste stadig hendes ansigt op. "Hvis du har tænkt dig at løbe, må du hellere gøre det nu" sagde hun med en sukker sød stemme. Det kunne lyde som om hun gjorde ham en tjeneste. Men i virkeligheden var jagten det hun nød allermest. Hun var selvfølgelig meget hurtigere end ham, og hans duft kunne nemt følges hvis hun slap ham af syne. Så meget jagt ville der nok ikke komme ud af det. Men som regel ville det at blive jaget, skrue en del op for frygten. Det var fascinerende det nogen var i stand til når de frygtede for deres liv. Hun kunne næsten ikke vente med at se, hvordan englen ville reagere, hvad han ville gøre. Hvad han var i stand til.
Selvfølgelig var englemagi en stor risiko for Tonia. Men hvis han havde været i stand til, at skade hende med sin magi ville han vel allerede have gjort det. Det havde været tydeligt at se, at han betragtede hende som en trussel, det øjeblik han havde lagt sine øjne på hende. Så hun følte sig rimelig sikker, og uden for fare ved at jage denne lækkerbisken. Den eneste der var i fare, var englen foran hendes fødder.

Automatisk lænede han overkroppen en smule tilbage i den siddende stilling, da vampyren satte sig på hug foran ham. Afstanden mellem dem var nu så kort, at hårene i nakken begyndte at rejse sig, og han knapt nok turde bevæge sig yderligere. Derfor sad han umådelig stille, med de hasselnødsfarvede øjne, fæstnet mod hendes. I et sekund priste hans ig lykkelig for, at vampyrens øjne var rettet mod hans, frem for halsen. Men netop da hun begyndte at tale, så han hendes blik glide ned over sin krop. Som om hun vurderede sit næste måltid. Netop i dét sekund, mærkede englen dog den velkendte fornemmelse i sin krop. En stikkende fornemmelse fra hjertet og rundt i  årerne. Hans evvne var ved at kicke ind... Evnen han aldrig havde kunne styre, men som blot lystrede efter mængden af adrenalin og frygt i hans krop. Trods fornemmelsen var rædsom og drænende, var han med årene blevet i stand til at opretholde masken, når den satte ind... For han vidste, at det var hans bedste forsvar. Blodet var ved at skifte egenskab. Det ville dufte for 'rovdyr' som det altid gjorde: Sødt og nærmest honningagtigt. Men virkningen ville langt fra være tilfredstillende for blodsugerne. Giften ville tynge dem ned, dræne dem og svække deres kræfter. Virkningen ville aftage efter et tidrsrum der kunne dreje som om alt fra en halv times tid, til et døgn - afhængig af deres styrke. Og lige nu, mærkede Adriel den på sig selv. Derfor var han, i et sekund, taknemmelig for at han sad ned. For ellers var han sikker på, at hans ben ville true med at falde sammen under ham, i den første omgang. Heldigvis var han langt mere resistent end andre væsner ville være: Netop fordi det var et 'indbygget forsvar' i hans krop, frem for en farlig gift han skulle frastøde. 

Han sank en klump i halsen. Trods hans blod nu ville virke som en gift, følte han sig langtfra tryg.  Der var jo intet der stoppede vampyren i at skade ham, eller få en smagsprøve, trods hun nok ville fortryde sidstnævnte noget så grueligt. Adriel kunne næsten få lyst til at krænge øjnene sammen ved den blotte tanke om at mærke hugtænder i sin hals. Noget han kun havde mærket få gange før. Og trods væsnerne måske kun havde fået en enkelt tår, var det stadig lige grænseoverskridende. Det var vel en form for berøvelse, og udnyttelse. Derfor forstod englen sig ikke på dem, som villigt drejede halsen mod en blodsuger, og direkte 'nød' den piercende fornemmelse som deres bid gav. 
Endelig fik han vaklet sig selv på benene. Han trådte et par usikre skridt tilbage. Snørrebåndende på den ene sko var stadig gået fuldstændig op, men lige nu - ragede det ham det mindste. Roligt løftede han sine hænder op foran sig, og trådte endnu et par små skridt tilbage over molen, og væk fra vampyren. 
"D-Du vil ikke drikke fra mig.." Måske kunne det lyde som et hvilket som helst andet 'byttedyrs' forsøg på, at tale for deres sag... Men der lå mere i dette. Det var en advarsel: Hvad end vampyren så ville være villig til at tro på det eller ej. For hvad fanden ville hun ellers, hvis ikke drikke fra ham? Måske bare lege lidt med ham? Adriel kunne ikke vide sig sikker.
"Du  vil virkelig fortryde det." Det var ikke just en trussel. Blot en formaning. Han kastede et blik tilbage over skulderen, og fik øje på 2-3 fiskere som lystigt vandrede rundt i havneområdet.  Et lille håb begyndte at blomstre i den naive engels bryst. Måske var fiskerne stangstive, men han kunne i det mindste mærke deres nærvær og tilstedeværelse.

Endnu en gang krængede han blikket over mod vampyren: "Mit blod vil forgifte dig. En lille dråbe, og du vil svækkes." Han håbede at hun ville miste interessen. At jagten ikke ville virke nær så appellerende hvis der intet udbytte var.... Foruden hans frygt. Dette var blot en af dé mange gange hvor Adriel ønskede at han var en bedre skuespiller... At han kunne gå med hagen højt hævet og ikke lade frygten vise sig så tydeligt i det ungdommelige ansigt. Men hans sind var stadig ungt, og han havde set for meget lort i verden, til nogensinde at kunne stole helt og holdent på et mørkt væsen.

Hvad blev han siddende der for? Det var meningen han skulle løbe. Hele pointen var, at der skulle være en jagt. Hun skulle jage englen og englen ville blive offer for hendes spidse hjørnetænder. Det prikkede allerede i dem. De skreg nærmest op om at blive vidst frem. Ufrivilligt voksede hugtænderne sig da også langsomt længere i forventningen om, at gennembore englens hud.
Frygten var malet i hans ansigt, hele hans kropssprog vidnede om hans angst for hende. Et meget tilfredsstillende syn, men hun var der ikke for at blive betaget af hans frygt.
Endelig rejste han sig, men valgte at blive stående foran hende. Tonia bryn trak sig sammen. Hvad var meningen med det? Forsøgte han at vise mod? Der var intet modigt over hans positur og attitude. Frygten næsten lyste stadig ud af ham. Måske prøvede han i virkeligheden at redde sin værdighed. Det måtte være det. Det var også derfor han nu fortalte hende, at hun ikke ville drikke af ham, at hun ville fortryde det. Hun slog en latter op, og rystede på hovedet. "Søde ven" sagde hun hånende, "jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke kommer til at fortryde noget som helst."
Hun tog et par skridt hen imod ham. Hun fangede godt de 3 fiskere der bevægede sig bag englen. Men de bekymrede hende ikke. Hendes fokus var på englen. Hans rablen om at hans blod ville forgifte og svække hende, var heller ikke en bekymring. Det var et godt forsøg på at skræmme hende væk. Hvis det virkelig var sandt, var hun sikker på, at hun stadig ikke ville fortryde at have bidt ham.
Hun lagde hovedet på skrå, "jeg tror jeg tager chancen" sagde hun og smilede. Hendes hjørnetænder der nu havde nået sin fulde længde var synlige. Hun tog et skridt mere hen imod englen, håbede inderligt at han ville vende om på hælen og løbe. Hun ville være tilfreds med bare at smage, men hvis aftenen skulle være perfekt blev den forbandede engel nødt til at løbe, så hun kunne jage ham.


//Undskyld jeg var så lang tid om at svare, og undskyld det korte svar. Min kreativitet har været lidt low på det seneste.//