Guess who's back - Aubrei

S: Kirkegården
T: 22.12
O: Gravstene, lighuset, træer
V: Køligt og skyet, mørkt

Baalichi stod med skovlen over skulderen og kiggede rundt på gravene. Nu havde han tænkt sig at få hentet de sidste ting til sit projekt, og så skulle det igangsættes. Og måske ville han endelig undgå sin ensomme følelse, som han egentligt altid har haft. Men det ville kræve, at han kunne finde de sidste dele, specielt de indre organer, som hans projekt har brug for.
Stille begyndte han at gå rundt mellem gravene, indtil han fandt en grav, der så ud til at være blevet fyldt for relativt kort siden. Han tog sin tynde jakke af, så han kun stod i tanktop og begyndte lige så stille at grave graven op. Det ville tage lidt tid, og imens han gravede mærkede han sig selv blive varmere, samtidig med at luften blev køligere.
Derudover kunne han se, at natdyrene begyndte at træde frem. En flagermus susede mellem træerne og ledte efter insekter... Eller holdt øje med noget... Man kunne jo aldrig vide, om det var en vampyr. Men det ville han heller ikke kunne koncentrere sig om lige nu.
Snart efter kunne han høre et svagt bump og han kunne mærke, at han havde ramt noget stort. Det måtte være kisten.

Aubreiane havde tilbragt det meste af dagen på kirkegården, fordi hun virkelig nød dette sted stadigvæk. Det var som om det var en af de ting der var hængt ved, efter at hun ikke længere var vampyr. Det var et dejligt sted at være her, for her var der stille. Det var et dejligt sted at tænke. Egentlig havde hun godt hørt at der var en der kom ind. Det var tydeligt at høre fordi gruset gav sig under vedkommendes fødder.
Hun lå på en stenkiste og stirrede op mod himlen, hvor de blide stjerner blinkede ned imod hende, og det fik hende til at smile en smule.
Da han begyndte at grave rejste hun sig langsomt. Hun havde et par sorte støvler med høj kilehæl. Støvlerne sluttede lige omkring knæet. Hun havde en forvasket cowboy nederdel på, der nåede til midt på hendes lår, samt en mørkerød mavetop der gav udsyn til hendes navlepiercing og en sort læderjakke. Langsomt men med lydløse skridt gik hun hen mod ham og så ned i graven.
Tænkende satte hun sig på gravstenen og lod hovedet glide på skrå omtrent samtidig med at han ramte kisten. "Det ikk fordi jeg skal blande mig.. Men hvad skal du med en grav?" spurgte hun let og bed sig en smule i læben. Betragtede ham som han stod nede i graven. Det var ikke hver dag man fandt en i færd med at grave et lig op. Blidt smilte hun og strøg hånden gennem sit lange sorte hår, der nåede hendes lænd i blide bølger.

Stemmen fik Baal til brat at stoppe og vende sig og kigge op mod personen, der talte til ham. Det var åbenbart en kvinde med så kort trøje, at man kunne se hendes mave, og med langt bølgende hår. Han måtte indrømme, at han havde forestillet sig en lidt mere angribende type. Specielt ikke en person der smilte blidt. Men hvad fanden, det kunne han jo ikke sige noget til.
"Hv.. Hvad jeg laver?"
Han kom til at stamme på grund af overraskelsen, hvilket han ikke var vant til. Pokker tage den kvinde. Virkeligt... Gid sygdommen pokker tage hende.
"Tjaaa.. Jeg tror ikke, at min forklaring ville kunne sætte mig i et bedre lys, end jeg er i nu. Hvad siger du til at vi smutter et sted hen og glemmer det?"
Han prøvede at smile sit charmerende smil, men han vidste, at han nok ville blive set på som sindssyg, eller som en der ville slå hende ihjel.

Aubreiane så smilende på ham som han gravede i sit hul. Det måtte være en vigtig grund siden han gad stå her midt om natten og grave for at få fat i noget. Nysgerrig var hun jo, så derfor ville hun gerne vide hvorfor han ville grave et lig op. Måske det havde noget han skulle bruge? Det var næsten det eneste hun kunne tænke på, for at forklare det han lavede.
Da han så op på hende smilte hun drilsk. Lod hovedet glide en anelse på skrå og sukkede for sig selv. Han ville åbenbart helst ikke svare på det, men hun kunne ikke lade ham slippe fra det så nemt. Det var hun for nysgerrig til. "Hm.. Hvad nu hvis jeg hellere vil høre hvorfor du graver i en grav for at komme ned til kisten, midt om natten?" Spurgte hun mildt og bed sig lidt i læben. Hun kunne ikke lade være med at grund lidt over ham. Han virkede ikke synderligt glad for at der pludselig var selskab til ham. Eller.. Selskab var måske så meget sagt, i virkeligheden var hun nok bare en forstyrrelse for ham.
Ærgerligt for ham. Ham kunne bare lade være med at lave sådan noget. Kunne ikke gøre for at hun blev nysgerrig. Sådan havde hun altid været, og det ville desværre nok ikke ændre sig nogensinde. Let så hun ham i øjnene og rejste sig.
"Jeg er ked af at forstyrre dig, men du kan ikke bare grave efter en kiste og ikke forvente at nogen bliver nysgerrig?" Smilte hun legende og bed sig i læben.

Baalichi grinte og smilte op til pigen, der stod på kanten af graven. Han kløede sig akavet i nakken, mens han prøvede ikke at få sit smil til at virke lige så akavet, som han følte sig.
"Ved du hvad, hvad siger du til at vi snakker om det her et andet sted? Plejer ikke at blive opdaget."
Han gik stille op ad graven og gik hen til hende.
"Jeg bor lige her i nærheden, måske kan vi snakke om det der?"
Han kunne mærke at blodet kom op i kinderne på ham. Det var ret pinligt at han ikke længere kunne gøre det, han var god til, uden at blive opdaget.

Aubreiane så smilende på ham og grinte en smule for sig selv.
”Det er svært at skjule noget for mig.. jeg tilbringer meget tid her” svarede hun smilende og bed sig i læben igen.
”Hm.. jeg ved ikke helt om jeg kan stole på det.. Du er jo ved at grave et lig op, så hvordan ved jeg du ikk vil dræbe mig?” spurgte hun smilende.
Som han kom op af graven gik hun et par skridt væk fra ham og strøg hånden gennem sit hår, inden hun så ham i øjnene igen.
”Ingen grund til at være så flov, jeg er ligeglad. Det er ikke noget der genere mig at du gør det” sagde hun smilende og bed sig i læben.
Langsomt gik hun lidt væk fra ham og satte sig på en anden grav.

Baalichi grinte lidt og så hen på hende. Det var virkeligt sjældent, at folk tog ham i at stjæle ligene, men det kunne han jo ikke gøre noget ved... Altså blive taget.
"Og hvorfor skulle jeg dog slå en pige som dig ihjel? Det er jo ikke legefrem, at du har forsøgt at gøre mig noget endnu, frøken."
Han kiggede hende i øjnene og lod sin pinlighed aftage, da hun kommenterede den.
"Tjaa, du ved, det er stadig ikke noget, man skal opdages i."
Han kiggede på hende og øjnede hende op og ned. Hun virkede ret sød og flot. Men det ville være ret akavet at kommentere det nu.
"Hvad laver en ung frøken som Dem herude?"

Aubreiane så smilende på ham.
Lod hænderne glide ned i sine lommer og gik en smule væk fra ham for at give ham en smule mere plads at komme op på. De grønne øjne hvilede længe og tænkende på ham, som han stod der. Nysgerrigheden blev alligevel for meget for hende.
"Hvorfor graver du lig op?" spurgte hun omsider en smule undrende. Gik langsomt lidt videre og sørgede for at han fulgte med hende. Der måtte jo være en eller anden grund til at han valgte at grave lig op.. Han lignede ikke en der kunne finde på at spise dem bagefter, så der måtte være en form for anden grund til det. En hun ikke kunne finde.
"Jeg er ret tit her på kirkegården.. jeg slapper af her. Det lyder sikkert mærkeligt, Det kommer nok af at jeg selv har været død" svarede hun smilende og bed sig i læben.

Baalichi smilte og gik lidt hen mod sit hus, i håb om at hun fulgte, inden han begyndte at tale.
"Jamen, er det virkeligt noget, en ung pige som dig, har lyst til at vide?"
Han smilede drillende til hende mens han gik og snuste luften ind. For Ball var der intet som kirkegårdsluften om natten.
"Jeg gør det, fordi jeg er interesseret i biologi og mennesket. Jeg tror at der er flere til ved mennesket, end man lige kan se."
Da hun fortalte, at hun slappede af her ved kirkegården, nikkede han genkendende til hende.
"Kender det godt."