"Think back on the days where everything was suger sweet... Can we ever go back to that? - Amara

Tid :: Klokken har lige slået forbi de 22 om aften.
Sted :: Somebre park
Omgivelser :: Ikke en sjæl er til finde i parken, alting er næsten gemt i det store tæppe af mørk, vis man da ikke ser bort fra de få lygtepæle som der er til og finde ved siden af den stor hoved stig der løber igennem parken.
Vejr :: Lunt, men stadig lidt kold eftersom at det stadig ikke er helt sommer i nu.
Tøj + Sko
Emnet er tiltænkte Amara og Gabric

En anden hektisk aften havde netop fundet sted i den voksne vampyrs liv, han var træt og udmatte efter en større photoshop som der havde haft forgå for blot to timer, og nu var han blot på vej hjem. En simple undskyldning og tankekontrol havde ført ham ud af lyset og tilbage ud i mørket, han var alene og fri. Rolig kiggede han på det armbåndsur som der sad på hans venstre arm, klokken var lige gået forbi de 22 og han havde stadig omkring otte og en halv time igen til at han skulle tilbage til hjemmet, solen stod tidligt op. Men det var os sommer, en solrig sommer i syd Frankrig. Han kendt vejret alt for godt i her land, det var ikke just det bedst sted for en vampyr og ophold sig, men han havde ikke lyst til flyt videre i nu, han havde det faktisk alt for godt og sjovt her i syden. Livet var en luksus for en vampyr hvis man blot hvordan man skulle klar sig, og Gabric havde altid haft et godt talent for overleve i en verden der konstant ændret sig.

Med alt den tid i nu, kun han lige så godt se hvad han kun få ud af natten. Eftersom at han var alene kun han lige så godt gå igennem parken før at han tog afsted til en af de mange villaer hvor at ophold hans bytte. Ja det var en fin plan, en smule frisk luft og lidt natmad, så var natten blot perfekt. Langsomt gik han ned af gaden som ført ham til parken, som altid var parken mørk og kold på den her tid, men det havde han vendt sig til, at være alene var en ganske naturlig ting som en hver vampyr skulle lære og leve med, ensomhed var efterhånden en hverdag for ham. Bevist kun han da altid smut i byen eller tag på et lokal bodel når ensomheden blev for meget men kødliglyst og rigtig kærlighed var tog ting der lå helt ved siden af hinanden, faktisk havde de intet med hinanden og gør, sex var altid en mulighed uden at der behøvet og være rigtig følelser over det men det blev altid bedre med en som man var forelsket i. Hele tanken om det emne fik ham faktisk til og tænke tilbage i tiden, til hende. Amara.. Gad vide hvor at hun var den dag, idag? Han vist intet om hvad der var sket med hende efter at han selv var tvunget til forlad hende, som vampyr havde hans syn og lyster lavet sig om fra den gang, kærlighed var blot et tomt ord for ham, vampyrer elsket ikke rigtigt folk fordi at de blot var udødelig, mens at person som de tit gik samme med kun dø hverdag. det var lidt trist på en eller anden måde hvordan at han havde kun elske hende men nu var mindet om hende blot en bittersød tanke som han ikke rigtig selv kun husk så godt mere, selvom man sagde at vampyr kun husk bedre end mennesker havde han nu sine problemer med husk alting fra hans menneske liv, det var som om at hans forvandlig havde taget mange af de menneskelig minder.

Et mindre suk kom fra ham mens at mørket langsom lag sig omkring ham, parken var virkelig et perfekt sted og gå hen. Der var intet liv der kun forstyre ham eller komme ham ved, det var perfekt. Den lang stig ført ham efterhånden længere ind i mod midten af parken hvor at det efterhånd blev svært og se de mange lys fra byen omkring parken, men hos ham var det blot perfekt, med det nattesyn som han havde var verden blot et mere perfekt sted. Han stoppet da helt op da han var kommet ind midten, der var en enkelt bænk et stykke fra ham og han sat sig beslutsomt på den, det var rart og kun sidde der lidt alene med alle hans tanker omkring hans tidligere liv, nu manglet han intet..

Påklædning

Klokken var efterhånden mange, solen var gået ned og mørket havde lagt sig over byen. Parken virkede blot smedet det eneste sted Amara fandt listen til at besøge. Selvom det virkede sentimitalt at ville holde fast i få minder der aldrig ville komme frem igen, havde det være sådan hun optrådte i sine unge år. Grundet hun var født engel, forsøgte hun de første mange år af sit vampyr liv at holde fast i den menneskelighed der nu i dag var godt og grundig væk. Alt hvad der var tilbage af englen var væk, det eneste der var tilbage var et hult hul, der hvor hendes hjerte og menneskelighed engang havde været. Som en vampyr havde hun kunne slukke menneskelighed fra, det var nemmere og gjorde livet omkring sig em hel del bedre. Hun slog ihjel som det passede hende og på trods af hun fjernede sig fra alt der engang var menneskelige vidste hun godt at hun med årerne var trådt mere ind i at blive en kold og nådesløs vampyr. Dog havde hun aldrig set komme det at blive forelsket også i et menneske. Gabric var i den forstand ikke en hun havde set komme, men heller ikke en tid hun ville gentage. Det at danne forhold og tråde gjorde kun tingene sværere, derfor da han forsvandt var hun også taget af sted. Sandt og sige havde hun ledt i en uge, før hun gav op og gik ud for at slå ihjel.
Hun huskede de hætte sammen med ham og stadig alt for tydeligt. Den måde de havde sneget sig ind i parken, der dengang så væsentlig anderledes ud. De havde holdt deres kærlighed hemmeligt, noget med at hans forældre ikke brænd sig om hende. Hun huskede hvor menneskelig han havde fået hende at føle sig og det havde været noget hun dengang giver efter. I dag kunne hun ikke være mere ligeglad, hun var en morder og nød det skam i den grad.
Stille gik hun i mørket, dog var det for hende ikke spor mørkt, man kunne sige det var en god ting ved a være halv vampyr, goderne hørte også med. Dog lyste de få lys godt nok op til at hun sagtens kunne havde fornemmer hvor hun var, selv hvis hun ikke var halv vampyr. Med en rank holdning, og en gang så elegant som dagen var lang gik hun igennem stigende. Med et kom et par minder op, hun så sig selv rende rundt 1600 tallet, med den store kjole og korsettet. Hun savnede overraskende nok korsetterne, de gav en vis form for værdighed og når man så samtidig var halv vampyr gjorde de jo ingen skade på hende. Hun huskede de lange nætter han havde holdt om hende, hun huskede at se ind i de blå øjne og nærmest forsvinde ind i dem. Havde hun set sig selv dengang, var det nok.mere foragt.end glæde hun ville vide sit yngre jeg. Den pige der så gerne ville giftes med Gabric, hvilket hun jo aldrig fik gjort.
De mørke brune øje gled overvågende hen over sine omgivelser, selvfølgelig vidste hun godt ingen ville kunne snige sig ind på hende. Dog var de efterhånden.en vane for hende at undersøge sine omgivelser før hun begav sig nogle steder hen. Netop som hun gik videre rundt i parken fik hun gæren af noget bekendt og alligevel anderledes. Det var som når man skulle sige noget, man havde ordet på tungen men kunne ikke få det frem. Hun rynkede brynet, men det kunne da ikke være ham...eller kunne det.
Hun bevægede sig overraskende lydløs igennem mørket i de højehæle.til hun stod knap to meter fra hans skikkelse. Hun havde brugt sin vampyr fart, så det tog knap et par sekunder for hende. Hun lagde armene over kors og hævede øjenbrynet "jamen dog, jamen dog hvem har vi her" hun gik frem mod ham, stille og med de brune øjne rettet direkte imod ham. Det var underligt at møde ham igen efter så lang tid. Dog uden de samme følelser, selvfølgelig var det vel altid.et lille sted i hende der elsker ham, men det var gemt godt væk under kulde og den ondskab der boede i hende

Den evig stilhed var ellers godt omkring ham den aften, men så kom lyden af en person der gik, selv hvis person var udødelig eller et andet væsen kun han altid hører personen udfra hjerteslag og puls, det var de to ting der altid kun afslører hvor at en person var i forhold til hamselv. Parktisk var hans bedre sanser ind i mellem men ved siden af det var de os utrolig farligt eftersom at hjerte rytme ofte kun væk vampyren inden i ham, selv med en god kontrol over hans sult var der dog en linje for hvor længe at han kun styr sig selv uden mere blod i kroppen, og lige den aften var ikke den mest perfekt aften og kom ham ved på.

Han trak sig langsomt tilbage i bænken mens at han afventet hvad der ny end ville imødekomme ham, et menneske, engel eller aspara han var ligeglad, de var normalt blot en føde kilde i hans verden. Han havde aldrig rigtigt være samme med en engel som sådan, så vidt han vist i hans egen verden havde han aldrig rigtigt været klar over Amara havde været et væsen som der var udødelig, det var først da han blev til en vampyr at det virkelig gik op for ham, hendes duft tiltrak ham så meget at det blev farligt og derfor efterlod han hende i Kroatien mens at han selv tog afsted til et andet land, hvorfor sagde aldrig et ord til hende? Han havde været bange for at hun ikke ville være samme med ham der efter, og hans nye natur var os bare for farlig til at han kun få hamselv til komme hende nær. Betskysom var han overfor de person som der betød mere for ham, netop derfor var han sådan som han var, kun få kendt ham virkelig godt, bag den arrogant og iskolde natur var der faktisk bare en ganske normal ung mand som der havde været fra da han var menneske, men det var tilbageholdt, kun den rigtigt person for lov til møde ham som et menneske mens at andre blot så ham som et svin.

En stemme afbrød hans tanker, han kiggede op og det syn der mødt ham havde han ikke lige frem forventet se igen, Amara. Hun stod foran ham, blot få meter fra ham, men stadig hun der foran ham og hun havde talt til ham "Amara?.." han vist slet ikke hvad han skulle sige til hende, hun havde overraske ham total, her midt i parken midt på aften. Det var næsten for underligt til være sandt, men et eller andet sted var han os glad for se hende igen, selvom alting nok var lavet om i mellem dem, så var han stadig glad for se hende, det lå bare lidt gemt da han ikke udtrykket sig selv helt som den gang "Hvad laver du dog her? I syd Frankrig?" sagde han kort, han var stadig helt sikker med hans ord..

Hun smilede til ham, med et ansigt som en engel,men en sjæl så kold som is, var det skam en fin forklædning hun havde dig. De fleste troede på hende når hun kastede en løgn i hoved på dem, somme tider var det bare godt at ligne en engel. Hun lagde hoved på skrå og det lange brune krøllede hår gang smukt ned langs hendes skuldre og ind foran hendes bryst. Hendes blik var direkte mod hende, som hun langsomt gik frem "jamen kæreste Gabric, jeg kan se du ikke havde forventet at se mig" hun spandt og trak på skulderen. Hun havde i 1624, godt 24 år efter sin forvandling, gjort alt for at bevarer den smule menneskelighed i sig som hun kunne og der havde han så været. Han slog fødderne væk under hende og hun så det aldrig komme før han havde hendes hjerte i sin hånd. Hun havde at indrømme det, men dagende efter hans forsvinden havde været hård for hende. Hun havde haft i tankerne at give ham dødeligheden, men den aften hun kom til ham havde han været væk. Efter det var der ikke meget der havde holdt hende menneskelig, han havde dengang været hendes sten, den.der hældte drabslysten nede og efter han forsvandt udfordre hun sig skam.
Hun klukkede kort "jeg bor her da fjollet, vidste du ikke at byen her er den største magnet for de overnaturlige?" spurgte hun og stoppede op foran ham. Hun rettede ham ikke, generelt frygtede hun så heller ikke noget. Hun havde i sandhed savnet ham, også selvom hun aldrig nogensinde ville indrømme det, så var hun skam glad dog at se ham igen efter så lang tid også endda levende. Så vidt hun kunne sporer sig frem var han blevet vampyr og brikkerne faldt hurtigt på plads i hendes hoved. Han var taget af see dengang fordi han som en.ny vampyr ikke kunne styre dog, hvorvidt han havde fundet ud af at hunder havde var udødelig var ikke pointen, men nu forstod hun endelig.

Hun satte sig derved hans side på bænken, dog med fronten mod ham "du ser ikke så død ud, som jeg troede du var den gang" hun trak på skulderen og lagde kort hoved tilbage "men hvad lavere her?" lød det igen fra hende, hun var skam nysgerrig for a vide hvor længe han havde været i byen. Selv havde hun holdt til i byen i godt et par år nu. De var en dejlig by, en tag selv buffet. Menneskerne kom i sandelig fordi de ikke kendte til de mange mord der skete, så der var altid ny mad til alle sultne udødelige væsner af mørket. Hun havde været overrasket over hvordan alle menneskerne bare dækkede for mordene omkring i byen. Det kom aldrig frem at det var et master, men selvfølgelig det ville ikke just se godt ud for byen hvis de rablende om varulve og vampyrer, der kom frem om natten.
Hun lagde igen hoved på skrå og betragtede ham. Han lignede sig selv, hvilket ikke afslørede hende. De samme isblå øjne, det samme mørke hår, det samme ansigt og de samme læber hun havde brugt langt tid på at have sine imod. Hun rullede med øjnene af sig selv, det var patetisk og det havde hun også været dengang, at tro på kærlighed var ikke noget en vampyr gjorde og da slet ikke hende.

"Det er muligvis smutte min næse forbi.. Men nu har jeg os haft et år her i byen.. Men det er dog stadig ikke alle væsner som jeg begå mig med af naturlig årsager.. Du ved der andre ting i natten som er en håndfuld selv for en voksen vampyr.." sagde han kort, hun boede her, i samme by? Han var på et sted overrasket over at han ikke havde randt ind i før nu, efter alle disse år kun han da muligvis have haft set hende et sted i tiden, men om han kun husk hende. Ja det var måske en lidt anden sag, ganske vist havde han god hukommelse omkring de folk som der havde haft mest betydning for ham igennem tide. Han var nød til komme med mindre grin over den lille kommentar omkring hans udseende "Tror mig kære Amara... Jeg spiser skam en god kost så jeg ser nok mere dødelig ud end udødelig.. Det tag bare lidt tid før at jeg bliver bleg og smuk igen.." sagde han kort. Det var en kort historie, men og forklar alt det andet til hende, ja det ville nok krave en større del af hans mod men han havde jo en historie og forklare hende.

"Amara.. Nu fik jeg jo aldrig den rigtig chance for forklar hvad der sket, men jeg tror selv at du har opdaget det nu, jeg er væsen af natten.. En helt anden person end som jeg var den gang, min kærlig og elskelig natur har forlad mig siden dengang, jeg blot i væsen der nyder og lege med de dødelig nu.. Det faktisk næsten sjovt og se hvordan de dødelig falder for en uden og vide at det eneste som man vil dem er og få lidt og spise fra dem" sagde Gabric kort. Livet var noget andet for ham, det var sted hvor at koldblodighed var en hverdag og hvor at der var for lidt tid tænke som et medmenneske, faktisk gik tiden alt for hurtigt nu hvor at han tænkte over det, han kun blink med øjnene og før at han vist at det var de næste 10 gået. Det var blot en leg for ham mens at alle andre gik bort omkrig ham. "Men hvad har du så lavet i alt den tid? Jeg gå ikke udfra at du har kede dig lige så meget som jeg har?" sagde han kort.


//OOC:: Sorry for et kort svar, men det har været bare hårde dage igen og derfor er jeg ikke helt ved mit bedst humør i øjeblikket//