Tankerne sætter løs. - Brandon.

Solen var så småt ved at tage sin gang ned bag horisonten og ville forsvinde over til en anden ukendt verden, en verden som endnu ikke var set endnu for mange mennesker som ikke havde taget deres skridt væk fra deres fædreland. Nogen folk nåede ikke engang at tage deres første åndedrag, da løbet allerede var kørt, sådan havde Eno tit hørt om fra de gamle viser i hans folks historie, fra hans mor af, men det havde været mange årstid siden nu, og vidste hverken hoved eller hale om hvordan hun havde det, men han tog det ikke så ilde til mode, faktisk havde det meget godt med ikke at have nogen form for kontakt med hende, og det gav ham muligheden for at kunne starte på en frisk, ikke at skulle føle sig afhængig af folk som inden for hans familie, han sukkede lidt op på himlen og smilede stille for sig selv, imens han var på vej hen til gyngerne og satte sig tungt i sædet, selvom det ikke gjorde den store forskel på vægten, stadig lige så tynd som altid, selvom man prøvede at tage på, så vægten kunne sige det rette tal, men lige meget hvad man gjorde så kunne man bare ikke få den til at passe. Han sukkede lettere opgivende og lod de rolige brune øjne strejfe rundt omkring ham imens han svingede sig selv i gyngen lige så stille, og ignorerede blot den knirkende lys som kom fra dets kæde, han smilede stille over det velkendte sug han altid fik når han gyngede han vidste ikke helt hvorfor, men det gav ham følelsen af at han var levende og ikke skulle frygte den næste dags kommende rædsler, hvis det så skulle være. Hans tanker gled rundt om så mange ting så mange ting han næsten ikke engang selv kunne holde styr på. Det overraskede ham i grunden ind i mellem at han ville vide så meget men kunne bare ikke holde fast i de ting han ville vide fordi der var så meget mere og andre ting som bare hoppede op inde bag hjerne skallen og bare råbte det nye spørgsmål efter det andet, og derfor var det svært for ham at vurdere hvad fanden han skulle tage først, han kiggede atter ned i jorden og sukkede stille og vidste ikke hvad han skulle sige, her på det sidste havde der ikke været meget at lave, han havde haft et behov for at være for sig selv, men kunne ikke helt forklarer hvorfor, men det havde vel nok noget at gøre med alle de tanker som drev rundt inde bag hans kranium, som ikke forlod ham i et eneste minut. “Hmm…” sagde han som en let mumlen til sig selv, og sukkede inden længe igen før han vente sit afslappede blik hen på de mange leende børn som blev skældt ud af deres bedsteforældre om at de altså skulle hjem nu, og det var lige nu, han vidste godt det ikke var noget man burde gøre men han kunne ikke helt lade være. Han smilede skævt og trak lidt på skuldrende imens han gyngede videre, han var i grunden ligeglad med hvad folk tænkte om ham, om hvad de mente med at en så gammel person sad på en legeplads, beregnet til små børn, gyngede. Hvorfor var det et problem, lige nu fandt han bare dette sted som hans bedste og mest fredelige sted at komme hen for at løsne op på en masse tanker som han ikke helt havde forstået, og selvom der var lidt larm hist og her, så var han stadig i den beslutning om at det her var stedet hvor han skulle tænke og få tømt sit hoved for de mange tanker som ikke helt kunne forlade ham på den ene eller den anden måde.

Det havde i grunden været en god dag kunne man sige? En god dag for mange, måske rædsom for enkelte, perfekt for andre, men for den høje spinkle person der langsomt gik ned af gaden, havde det været en okay god dag, bedre end rædsom kunne man så sige? Brandon sukkede stille mens han begravede sine hænder ned i bukselommerne, og tænkte i grunden over hvad det var han havde lavet på det sidste stykke tid? Alt var som en slags blur for ham, alt var slået sammen mast sammen og efterlod det, ja hvad kunne man sige? Uforklarligt, rodet, og meget utydeligt, som om at han faktisk ikke havde lavet noget i de mange dage der var gået, men det havde han jo så alligevel? Eller, han viste det ikke rigtig og kunne ikke andet end at trække på skuldrene af det og være ligeglad. Kunne ikke rigtig forstå hvorfor han egentlig skulle bruge så meget energi på at tænke over det, kunne i grunden være utrolig lige meget om han kunne huske hvad han havde lavet eller ikke kunne? Det var jo ikke sket noget specielt, ud over han havde mødt Eno, men det var stort set også den eneste hvis han skulle være helt ærlig. Han skuttede sig lidt i hans hætte trøje som han gik i skyggen og krydsede overvejen uden at vide hvor han var på vej hen, eller hvad han egentlig ville lave. Ja det var sådan det havde været de sidste par dage! Han havde følt han ville lave noget, men gjorde det bare ikke, tog sig ikke sammen til sådan at møde nye mennesker, hvorfor skulle han også? Når han var bange for at miste dem alle sammen igen på grund af hans hemmelighed. Han sukkede stille og kiggede skift ned i jorden, han følte han burde sige det til Eno, men var også bange for at han af den grund ville begynde at hade ham for det. Og bare tanken om ikke længere at kunne snakke med ham, gjorde bare ondt et eller andet sted. ”Hmm..” brummede han stille og kiggede lidt frem for sig og lagde mærke til at hans skridt havde taget ham hen til legepladsen, hvilket egentlig undrede ham lidt? Hvad lavede han her, hmm, det kunne vel alligevel ikke skade at gå ind og få sig en gynge tur? Et smil bredte sig langsomt på de smalle læber og fik ham til at træske ind på stedet, og grinede lidt af den flok unger der var lige ved at løbe ind i ham, fordi at nu skulle de altså hjem med deres bedsteforældre, eller bare forældre for den sags skyld. Han betragtede kort pladsen som efterhånden var helt tom, på nær en der allerede sad over på gyngerne. Brandon ville ikke just sige at det lignede en der burde sidde på gyngerne? Men måske var det et legebarn som ham selv som hellere ikke gav shit omkring hvad andre mente om folk der var for gamle til at sidde på gynger og gynge, og alt det andet gøgl. Man kunne stadig have det sjovt om man så var 70, 20 eller 5 år på samme måde. Det var bare op til en selv om det var det man gad, eller ikke gad. Han smilede skævt for sig selv og ville faktisk gerne have lidt selskab, så kursen blev hurtigt sat derover til ham, og da han så fandt ud af det var Eno, bredte sig frem for alt et kæmpe smil på hans læber og kunne slet ikke beskrive hvor dejligt det var at se ham igen ”Eno!” råbte han og luntede derover så hurtigt han kunne uden at løbe, og havde allermest bare lyst til at falde om armene på ham og give et kampe bjørne kram. Men han holdte sig i skinnet afterall.