Dumdristighed betaler sig.

Hvad folk dog ikke gjorde for at få deres meninger igennem til andre – eller rettere sagt, hvad Malik dog ikke gjorde, for at overbevise andre om, at han havde ret. Det var tydeligt for alle at se, at knægten manglede enhver sans for situationsfornemmelse, når han gjorde den slags ting. Men helt ærligt. Det store brød klædte sig jo totalt latterligt, og det mente Malik at han altså bare skulle have at vide. Så selvom hans med-dæmon, den grimtklædte mand, så ud til både at være langt stærkere end Malik og tilmed havde et hel slæng af under-dæmoner med sig, så syntes Malik, at han skulle have at vide, hvor dum han så ud i den lange, sorte læderjakke. Og hvad så, om manden stod og bagte på en kvinde på en bar, og han forstyrrede midt i det hele? Når Malik var påvirket af alkohol og havde sat sig noget for. Set fra hans synsvinkel havde han gjort fyren en tjeneste, men det lod ikke til, at dæmonen tænkte i de samme baner. Manden var blevet ydmyget for øjnene af sin aftens udkårne; da kvinden fniste af Malik ord, blev manden helt rød i hovedet.
Derfra var det gået hurtigt; Malik plejede at lege med sine ofre og drille dem, i det hele taget få så meget sjov ud af det hele som muligt, men da manden sendte hel sit slæng lige i flæsket på ham, havde han ikke en jordisk chance for overhovedet at overveje sine strategier, før han blev slået i gulvet og en eller anden slukkede for lyset… Eller var det hans hjerne, der gik ud?

Næste gang der igen var lys, sad han bag en container. Den nærmeste lygtepæl var flere meter bort men, vandt til opholde sig i mørket, kunne han lige skimte sine omgivelser. Han vurderede hurtigt stedet til at være en gyde af en art, men hvor i alverden han var, vidste han ikke. Han kunne være hvor som helst, men noget sagde ham, at han ikke kunne være mange blokke væk fra baren. Hvor hævngerrige de end var, så tvivlede han på, at flokken af dæmoner ville gide slæbe ham igennem hele byen. For det første var det spild af tid, når han allerede var så godt som død, og for det andet ville det så mistænkeligt ud for forbipasserende.
Han lod en hånd køre igennem det sorte hår, og opdagede, at hans fingre blev filtret ind i en klump i nakken. Var det udtørret blod i hans hår? Han bed tænderne sammen og hev heftigt luften ind imellem dem. De skulle få betalt, skulle de…

Hans første mål var dog at komme væk herfra. Han havde ingen anelse om, hvad klokken var. Da han sidst havde kigget på et ur, havde den været lidt over midnat, men der var gået mange timer siden.
Han krøb ud fra revnen imellem containeren og muren, men da han ville rejse sig, kollapsede hans ben under ham og et dæmpet klynk forlod hans læber, idet han tog sig til siden. Forhelvede, hvor var han mørbanket!

Malzahar havde brugt aften ude i byen, fundet og leget med sit offer, trods alt, så var han nødstedt til at drikke blod fra mennesker for hans egen overlevelses skyld. Han huskede tydeligt blikket i den unge piges ansigt da han fortalte hans intentioner var at dræbe hende og drikke hendes blod, først havde hun grinet lidt over det, og dernæst trådte frygten og panikken ind, hun havde endda prøvet at kradse ham i ansigtet, alt i et nytteløst forsøg på at slippe væk, det eneste der gik igennem hovedet på Malzahar på det givende tidspunkt var hvor patetisk hun var, inden han havde dræbt hende og drukket hendes blod.
Klokken var allerede ved at være mange, godt nok ville solen først stå op om noget tid, men han ville dog hellere være hjemme ved ham selv, end at være fanget i gyderne og få en hurtig død på grund af solens stråler, virkelig en ulempe ved hans forvandling, især i sommerhalvåret, der gik over halvdelen af døgnet hvor solen var oppe, og selv efter den var gået ned, var der er en risiko for ham at blive skadet endda dø på grund af refleksionerne fra solen.
Men denne aften bragte lunefulde mysterier med sig, på sin hjemvej var han stødt ind i en lille skare af væsner som bar på et bevidstløs medlem, slagsmålet stod printet i deres ansigtsved som blodet der dækkede Malzahars tøj. Dog tog han ikke notits af skaren og fortsatte sin egen vej videre, men vendte om, en eller anden sjette sans var vækket I Malzahar, det føltes ikke helt fair overfor det enkelte medlem, at han skulle stilles til regnskab overfor skaren, og netop der var Malzahar vendt om, og hastigt bevæget sig gennem gyderne som om han skulle finde et mål at dræbe. Dette var dog ikke tilfældet at han skulle dræbe en, nærmere så han muligheder for at rekrutterer sit nyeste medlem til organisationen, måske endda til hans afdeling, alt i alt var der altid håb for alle væsner om at de kunne blive en del af noget større, få en ny familie, og taget i betragtning af situationen, så, så dette væsen ud til at have brug for det.
Der gik lang tid før en lyd var givet, ingen havde set det unge væsen og skaren, det var som om de var forsvundet fra overfladen, men, så heldig som Malzahar var, en bevægelse spottede han ved en container, og bevægede sig derhen, her så han så det unge væsen prøve at stå op, men kollapsede ”Er du okay? Malzahar smilte stort til fyren fra tidligere, på sin vis var Malzahar glad for at se at fyren var i live, trods alt, så kunne han ikke bruge ham død. En hånd blev rakt fra til den unge fyr, spørgsmålet ville så være om han var okay, og eller om han stolede på Malzahar, eller om han hellere ville prøve at tage en kamp op med ham.

Malik overvejede sine muligheder. Han kunne under ingen omstændigheder komme væk derfra på egen hånd, men hvem skulle så hjælpe ham? Han havde ingen venner, han kunne kontakte, og det dummeste i verden ville være at ringe efter en ambulance, for så ville myndighederne blive informeret og så ville det være ude med ham.
Svaret kom dog som sendt fra himlen, da en fremmed mand pludselig dukkede op fra mørket og nu stod foran Malik og kiggede ned på staklen.

Malik kiggede op på den fremmede med sammenknebne øjne, da manden spurgte, om han var okay. Var han dum eller hvad? Kunne han ikke se, at Malik sad på jorden, fuldstændig mørbanket og uden en jordisk chance for at rejse sig op på egen hånd. Dæmonen spyttede en klat blod, tørrede sig om munden med sit ærme og rynkede på næsen, idet han tog den fremmede i øjesyn.
”Hvad fuck tror du selv, Einstein?” gav han hårdt igen. Det var inderst inde ikke hans mening at være ubehagelig overfor fyren, men sådan var hans udstråling nu engang. Han normale sarkastiske, muntre humør var fuldstændig forsvundet. Nu var der kun den gnavne Malik tilbage, der hadede hele verden og kunne finde noget at klage over ved alting.
Den egentlige grund til, at han var så ubehagelig overfor fyren var, at manden havde set ham, som han var nu; ynkelig og mørbanket, overladt til sig selv i en ulækker gyde. Hans tøj dryppede af hans eget blod og hans øjenbryn var vistnok flækket, så han gættede på, at godt og vel halvdelen af hans ansigt var malet rødt af blod. Så da han svarede hårdt igen var det, fordi han et eller andet sted følte, at han blev nødt til at bevise, at han ikke var sådan én, alle og enhver bare kunne komme og smadre. Han var ikke én, man kunne lege med på den måde. Til hans forsvar havde flokken af dæmoner bare været i overtal, og desuden havde de haft overraskelsesmomentet til deres fordel, da de angreb ham uden advarsel.

Han fnøs, før han lænede sig frem af for at tage imod den andens hånd. Okay okay, så selvom fyren havde set ham sådan her, så havde han altså brug for hans hjalp. Han kunne umuligt rejse sig op på egen hånd, og det var trods alt bedre, at kun én så ham sådan her, end at han blev siddende og flere folk kom forbi.

Ah, den endeløse rapkæftede atmosfære var opbygget, hvilket Malzahar da heller ikke kunne give den unge, hvad fanden var han for en race? Lugten, ikke menneskelig, det var sikkert, og ej heller død, der var noget giftigt, metallisk over sig, var han en dæmon eller djævel? Hvilken af disse to vidste han ikke, men blodet som det unge væsen havde spyttet ud hjalp, det var den duft som havde sørget for han havde elimineret det ned til to mistænkte, på trods af hans talemåde, virkede han ikke ligefrem gammel, ellers havde han blot vænnet sig til omgivelserne og talte som de unge i dag, hvorom alting var, så havde han vidst selv bedt om den hårde facade, når han havde spurgt så åbenlyst åndsvagt.
”Haha, den bad jeg vist selv om var?” Malzahar smilede til ham, som om han havde taget skade af atf få sandheden at være, det gjorde ham intet den måde at det unge væsen havde tiltalt ham på.
Så han så ingen grund til hvorfor han i alverden skulle være arrige, eller det mindste sur over det.
Men han måtte dog give den unge fyr, han havde taget en del bank, og alligevel så virkede han til at være en anelse stolt over at havde stået indenfor sin handlemåde, han havde ikke valgt at forlade sine principper med stod i stedet for ved dem, eller sådan fortolkede Malzahar det, eftersom han ikke havde handlingerne set, så kunne han sagtens overfortolke det hele.
Som sådan havde kampen vist heller ikke været helt fair, hvis hans fortolkninger og ud fra skaderne, at spotte, så virkede det som om at gruppen ikke havde angrebet en af gangen med at de alle var hoppet over ham som var han en uskyldig såret kanin i en have fyldt med ulve.

”Sig mig, har du et sted at tage hen, alt efter dit udseende, og dette er ikke for at dømme dig, men så ser du ud til at du godt kunne bruge en hjælpende hånd, mit… hus… ligger ikke så langt herfra, og rolig nu min ven, intet sker, det har du mit ord på, jeg har levet i 3881 år, og når jeg giver mit ord, så kan du stole mig på, at ingenting vil dig ske” Dette mente Malzahar, han vidste godt hvordan det havde lydt, hvis han bare havde inviteret ham hjem til sig, det første der ville være gået i omløb var at han var bare var ude efter sex, eller voldtage ham, dette var dog ikke tilfældet, Malzahar så ingen grund til dette, eller fandt ham tiltrækkende overhovedet, ikke det at han ikke havde prøvet lidt af hvert, det sagde ham bare ikke så meget mere efter de første 3000 år, dog så var han ikke komplet asexual, men som sagt, så sagde det ham bare ikke meget længere.

Rapkæftet kunne man roligt kalde Malik. Den unge herre var uden situationsfornemmelse når det kom til de fleste ting, men selv hvis han kunne fornemme, at situationen ikke just lagde op til det, så kunne han stadig finde på at kæfte op om ting, der på alle måder var upassende. Og ja, hans store mund havde i flere tilfælde end det kunne tælles på to hænder fået rodet ham ud i problemer, som kunne have gjort, at han var endt som et koldt lig et eller andet underligt sted. Utroligt nok lykkedes det ham dog altid at rode sig ud af problemerne på den ene eller anden måde – de fleste gang ved, som det faldt ham lettest, at stikke af fra dem.

Det kom helt bag på Malik, at den fremmede blot smilede af hans hårde ord og ærligt indrømmede, at han selv havde bedt om at høre det. Den sorthårede dæmon blev i et øjeblik helt paf, idet han ikke var vant til, at folk accepterede hans attitude på den måde, og da slet ikke så hurtigt. Han fik dog hurtigt sat skub i tankerne igen og skuttede sig, idet han sendte den fremmede et blik, der tydeligt viste, at Malik syntes, at der var et eller andet ved ham, der ikke helt virkede rigtigt. Men hvem ved? Måske var manden bare sådan én, der tog let på tingene og ikke lod sig slå ud af, at en lille snothvalp svarede ham lidt flabet igen.

”Det tør siges,” svarede han, men alligevel trak det lidt i hans ene mundvige. Okay, så selvom der var et eller andet fishy ved fyren, så faldt han ganske godt i Maliks smag. Dæmonen besluttede sig for, at indtil andet var bevist, så ville han blive ved med at synes om manden.
Det var nok også det smarteste. Fyren var trods alt nok hans eneste redning, medmindre en engel pludselig skulle dale ned fra himlen. Men engle havde vist intet til overs for dæmoner…

Da den anden fremsagde en længere smøre, kunne Malik ikke lade være med at smile helt, før smilet blev erstattet af et smil. Den fremmede havde så travlt med at forsikre Malik om, at der ikke ville ske ham noget, at han enten a) fik det til at virke som om, at han faktisk ville gøre ham ondt eller b) at han forsøgte at få det til at lyde, som om han i hvert fald ikke inviterede Malik hjem til sig for at få sex, men de mange bortforklaringer fik det til at lyde som om, at dét netop var hans intention.

Malik rystede på hovedet. Han havde nok sagt ja allerede inden alle bortforklaringerne, for han vidste, at han ikke ville kunne klare sig alene lige nu, så enhver hjælp var god hjælp.
”Selvfølgelig, men inden da, vil jeg gerne høre dit navn. Det er meget rart at kende navnet på min kidnapper, når jeg engang slipper væk fra dig og skal melde dig til politiet,” svarede han og blinkede til den fremmede.

At dømme ud fra den unge fyr, eller efter Malzahars hoved, så var alle jo unge i forhold til hans alder,
Så kom hans svar noget bag på ham, som om han slet ikke havde set lynet fra himlen uden skyer, hvilket han ganske vist godt forstod, hvis han selv havde siddet i dette unge væsens situation, så ville han selv nok havde reageret på samme måde.
Ja han huskede faktisk selv dengang hvor han var ganske ung, hvor rapkæftet han var, hvor skødeløs han var, og det at han troede han kunne overtage verden med egen hånd.
Dog ville man hurtigt finde ud af, eller efter de første tusind år, at man ikke kunne klare sig alene, man måtte skabe alliancer, venskaber, og ikke mindst, måtte man skrabe magt til sig gennem sin alder, ellers ville man ende som trofæet på en eller andens væg, man ville blive mast som en myre der havde forladt dets hjem for at skabe sit eget rige.
Ikke alle ville kunne overleve turen, men dem der gjorde, ville besidde mere magt end hvad de kunne ønske, og så var der den tredje gruppe som fandt et paradis hvor de skaffede sig fornødenhederne, og skabte sig et liv der, dette var muligheden det unge væsen blev tilbudt, godt nok ikke endnu, men senere ville det ske.
Dette havde så også været grunden til at Malzahar smilede af hans ord, de rørte ham ikke ligefrem hårdt, han tog det ganske pænt, og som sagt, så havde han selv bedt om det, så på den måde var der ingen grund til at han overhovedet skulle havde hisset sig op over det.

ahh endelig kom der et lille tegn på tillid, eller et smil i hvert ifald, det var da en start, dog så virkede det som om at det unge væsen endelig viste lidt tillid, Malzahars net var allerede ved at snøre sig ind omkring væsnet, inden længe, ville han stole fuldt ud på ham, og hvem ved, måske kunne Malzahars planer blive til mere, soldater var trods alt svært at rekruttere for tiden, og når væsner der stod ved deres holdninger, og deres tanker bi, så måtte de besidde mod, og være værdige til at blive en del af noget stører, dette var en mulighed som han ikke kunne lade sig gå forbi.
Malzahar kunne dog ikke lade være med at holde et grin tilbage og et smil, ja okay, han havde ikke ligefrem set det på den måde, det virkede meget fishy af ham, og hans bortforklaringer, hjalp ham nok ikke ligefrem.
”Det må jeg give dig, jeg havde ikke ligefrem set mig selv som en kidnapper, navnet er Malzahar. Malzahar Valentine Highlander” han fortsatte med at smile bredt til ham oh rakte sin hånd atter frem, han måtte jo hellere hjælpe hans nye ven op af skraldet og sørge for at han kunne få hans potentiale udnyttet til fulde, og måske endda få sin hævn.
”Hvad siger du, jeg er sikker på at vi godt kan få taget hævn over dem som gjorde det mod dig, hvis det da frister” Malzahar smilede atter bredt, dog så kunne det nemt spottes at han mente det, hvis hans nye ven ønskede hævn, så kunne han godt være en hjælpende hånd, som kunne sørge for at hævnen blev bragt.