Century rumors.

Mørket lå endelig over Di Morga. Sommerens lange dage, gjorde det besværligt at være en del af nattens væsner. Det var tydeligt. Man kunne som regel kun lige nå at nyde nattens kolde omslag, før solens ville stige fra øst på ny. Hvilken skam. Men så snart solens stråler ikke længere omgav gaderne, spredte disse væsner sig hurtigt ud. For det meste for føde. Og Maya var ikke en undtagelse, selvom hun for det meste kunne får andre til at bringe hende føden. Hun kunne sågar få det serveret, som hun ville.
Dog fandt hun det ikke interessant. Ikke denne aften. Hun nød blodet, når det var frisk. Stadig varmt. Inden fedtstoffet i den røde væske satte sig sammen. Stivnede. Hun drak ganske rigtigt normalt fra blodposer fra hospitalet, men det var noget andet, når hun havde tiden til at begive sig udenfor efter den friske vare. Hvis hun gjorde det hver eneste gang, hun var sulten, ville der være for mange døde kroppe, der ville blive fjernet fra gyderne. Hun ønskede ikke at skabe alt for meget postyr. Selvom mennesket sås som laverestående i hendes øjne, var de nødvendige. Og hun ønskede ikke at sende væsnerne i fare ved at hjælpe seriemordere med deres plan om at dræbe så mange som muligt.

Det var dog noget nyt at se Maya begive sig igennem byens gader alene. Og så til fods og ikke i bil. Men hun havde vel også brug for lidt tid for sig selv. Bilen havde hun efterladt ved Garnier hovedkvarter. Lidt frisk luft gjorde ingen ondt. Hun tørrede det sidste tvær af blod væk fra sin mundvige med sin tommelfinger og trak så hætten fra den kappelignende frakke over hovedet. Håret var sat op i den sædvandlige fletning, så hun bedre kunne holde styr på det. Hun havde vel haft den frisure de sidste hundred år, hvis hun ikke tog meget fejl.
Hun kunne stadig smage den metalliske smag på tungen. Det havde været så tilfredsstillende. Men hun følte ikke for at tage tilbage endnu. I det mindste var der ingen større problemer, hvilket betød hun ikke havde alt for meget arbejde at tænke på. Mon hun ikke kunne tillade sig at tage en ferie snart? Svaret var nej. Ferier var unødvendige.
Hun gik stille og roligt ned ad gaden. Holdningen var stadig rettet. Selvom hun ikke var af den højeste af kvinder, og hun ikke stod så meget ud i mængden, gik hun stadig og udgav fornemmelser om, at hun tydeligvis var højerestående end alle dem omkring hende.
Der var dog pludselig en ting, der fik hende til at stoppe op lidt i det hele. Hendes blik landede med det samme på figuren, der sad for sig selv ude foran et eller anden diskotek. Han blev hurtig genkendt. Mest på grund af duften der hang over ham. Hun stod lidt og bare så på ham. Noah. Noah Ambrose. Det var lidt under 50 år siden, hun sidst havde haft ham i sit selskab. Hun havde ikke troet at støde ind i ham igen. Det måtte hun ærligt indrømme.
Egentlig havde hun planer om blot at gå videre uden at tænke yderligere over det, men alligevel endte hun med at tage de sidste skridt mod ham. Stoppede op foran ham. Stadig stående, for at være højere en hans siddende skikkelse. Hun lagde de røde øjne direkte på ham og lagde hoved en anelse på skrå, inden hun skilte læberne ad. ”Hvor sørgeligt. Savner De alkoholens rus så meget, at De sidder og lader som om påvirkningen har indtaget, pan Ambrose.”

Èn. Tre. Seks. Seks gange blev bunden vendt i vejret på et glas, hvis indhold var ukendt for dens ejermand. Dette havde dog ingen betydning. Ejermandens organer havde for længst sagt stop, så det var kun den hæslige eftersmag af diverse alkoholiserede drikke som den unge mand havde fornøjelsen af at nyde. Et glas med noget sort flydende stads røg hurtigt ned, og den unge mand grinede sammen med alle de andre unge. De var fulde. Hver og én, det havde Noah nemlig sørget for. For uden at vide det, ville nogen af de her unge mennesker, som bare var gået ud for at have det sjovt, ende livløse i en gyde, med blodet suget ud af to huller i deres hals. Det ville Noah nemlig også sørge for. Men ikke nu. Festen var stadig i gang, på det lille, sørgelige diskotek han havde fundet sig. Musikken var høj, så de skreg og råbte for at komme i kontakt med hinanden, selvom de alligevel ikke fattede hvad der forgik. Men der var det den unge mand elskede. Alle mulige blæste unger fanget under ét tag. Det var et tag-selv bord! Spis hvad du kan. Det kunne umuligt blive meget lettere end dette.
Noah fik fat i sin sidemands arm, en smuk pige på omkring 20 år, ville han tro. Hun havde sort hår, røde læber og et ton parfume på, så mændene rigtig kunne lugte hende fra 100 kilometers afstand. Det sved næsten i hans næsebord, da han lænede sig ned for at hviske i hendes øre om de ikke skulle tage at smutte derfra. Pigen, som havde været fuldt optaget af at grine som en besat, med hendes irriterende lille, skingre grin stirrede i et øjeblik på Noah med sine slørede øjne. Hun havde et lille, dumt grin plantet på sine læber, da hun fik øjenkontakt med sin veninde som havde et endnu dummere grim på sine. De fik rejst sig, Noah havde fat i hendes buttede arm, så hun ikke skulle snuble. Den unge mand grinede fjollet med hende, hver gang de var ved at få overbalance, men endelig nåede de ud i friheden. Den friske luft ramte drengen som en spand koldt vand og det føltes fantastisk. Det var lige før de kunne lave en lokal swimming pool af  alt sveden derindefra. En klam, ildelugtende swimming pool.
Lige som da de skulle til at gå videre, fik Noah et dask over brystet af pigens lille hånd, hvilket fik ham til at miste fokus, fra den gyde han vidste lå ikke så langt væk til pigen som snart ville ligge der. Hun grinede dumt op til ham; ”Jeg glemte min puuung!” Hun grinede videre, som var det der sjoveste i verden. ”Vent lige på mig, ikke?” Han kunne jo ikke sige nej. Hvis han valgte at tvinge hende med, ville hun højest sandsynligt skrige som bare pokker, så han valgte at smile ned til hende med sit lille præmie-smil, hvorefter hun forsvandt ind igen. Typisk at han så skulle sidde og vente.

Noah hev sin cigaretpakke op af lommen, sammen med sin lighter og fik tændt sig en smøg. Han indhalede de giftige gasser med en næsten nydelsens mine, idet han placerede sin bagdel på den bænk som var placeret ude foran diskoteket. Han strakte sin krop og lå nærmest spredt ud over bænken som han lænede hovedet tilbage, med smøgen i munden.
Han fik dog ikke til at ligge stille ret længe, da en sød duft, som kun de ældste dele af hans lugtesans havde haft fornøjelsen af at blive invaderet af. Det var en duft som var langt bedre end alle de dumme tøsers dyre mærke parfumer tilsammen. Det var den duft Noah havde haft på hjernen i så mange år, men som han ikke kunne finde. Han vidste hvordan den skulle dufte, men den var væk. Indtil nu.
Som en engels dejlige sang, ramte duftens ejermand nu også den unge mands trommehinder, som ellers snart var blevet slidt væk af ungdommens forfærdelige musik. Kvindens ord ramte ikke Noah, som hun sikkert også vidste. Alle de tanker Noah havde haft om sin aftensmad forsvandt i den syndflod i hans hjerne som havde overskriften ”Maya.” Som havde han skubbet alt ned fra et skrivebord og placeret dette skønne væsen på den kolde overflade forsvandt alle tanker. Han tog smøgen ud af mundvigen, og havde den nu mellem pege- og tommelfinger, som han pustede røg ud.

”Maya,” ingen brug af efternavne her. Noah ville ikke spilde et smukt navn på dumheder som formaliteter. ”Hvad bringer en skønhed som dig, til en lorteby som denne?” Hans øjne gled op og ned af hende. Hun var stadig smuk, ingen overraskelse når hun stod i den samme situation som ham. Noah flikkede smøgen ned på jorden og placeret sin sål oven på den, idet han skubbede sig op fra bænken for at træde tættere på sin drømmepige og studere denne smukke skabning tæt på, sådan som han bedst kunne lide det. ”Er du kommet for min skyld, my love?” Hans hænder rystede svagt, som han hævede hånden, for at få et tot af det brune hår hun besad, om bag hendes ene øre.
”Er du kommet for endelig at godtage min kærlighedserklæring? Efter så lang tid?” Hans stemme var rolig, hviskende. Det var næsten en større bedrift, taget i betragtning af at han var så spændt, som han var. Det var næsten lige før han bare sprang på hende. Men nej. Han ventede.

Maya ville ikke sige, at hans opførsel overraskede hende. Noah havde altid været sådan overfor hende. Dog havde hun alligevel troet, det ville have falmet lidt med årene. Troet at han måske ville have ændret sig. Bare en smule. Men han var den samme, som før i tiden. Hvem prøvede hun dog at overbevise. Hun havde heller ikke selv ændret sig. Halvtreds år var ikke længe, når man levede det evige liv som hende og ham. Så det burde ikke komme bag på hende.
Han stank som altid af røg. Og denne aften, var der tydeligvis kommet alkohol indenbords. Det var et held, at porerne i hans krop udsendte det hele meget hurtigt, så lugtende var ikke alt for kraftige. Men de var der. Og hun kunne ikke holde sig helt fra at rynke på næsen, da han rejse sig op. Hvilket også gjorde hende nød til at læne hovedet tilbage for stadig at holde sine øjne mod hans ansigt. Han var trods alt noget højere end hendes lille skikkelse.
Hun forholdt sig roligt, da hans hånd strøg en tot af hendes hår, der ikke var blevet faldet i fletningen, om bag øret. Hun proteserede ikke. Hun reagerede faktisk ikke yderligere på det. Hun havde det samme neutrale udtryk i det porcelænshvide ansigt. Hendes skuldre var afslappede. Og hun så i det hele taget ikke ud til at have den største lyst til at tale. Der var ingen henvisninger til at hun overhoved ville ende ud med at svare på hans spørgsmål. Hun huskede skam godt, hvordan han havde erklæret sin kærlighed for hende. Flere gange endda. Han havde ikke fanget hendes afvisninger. Han blev bare ved med at presse på. Og som en hver logisk tænkende kvinde, tog hun det hele som en stor spøg.
”De lader stadig Dem selv berøre mig uden min tilladelse, kan jeg se. Og De opdigter stadig historier og forestillinger langt fra virkeligheden.” Hun tog en dyb rolig indånding og slog blikket mere eller mindre opgivende væk fra ham, samtidig med at hun pustede ud. Hun fugtede kortvarigt sine røde læber, inden de røde øjne atter landede på vampyren foran sig. Det var lidt underligt at bruge dis mod Noah. Også selvom de ikke var utrolig gode bekendte. Hun havde bare kendt ham længere end de fleste i Di Morga. Og han var ikke en del af hendes samfund. Så hendes dis og hans dus stødte ikke så godt sammen. Men hun gjorde sit for at holde sig i stedet som den formelle af de to.

”Hvad får Dem dog til at tro, at jeg er her for Dem?” Hendes stemme var som altid kølig. Hun var ikke hånende. Det lå ikke i hendes karakter. Hun behøvede ikke at være hånlig for at føle sig højere end andre. Hun var allerede højere. Elegant førte hun sin ene fod om bag den anden. Samtidig med at hendes arme blev lagt over kors under hendes barm. Ganske afslappet. ”Dette er ikke andet end et tilfælde.” Med det sagt drejede hun omkring og begyndte igen sin færd ned ad gaden. ”Og hold Dem ikke for længe ude. Natten er snart ovre. Det vil være en skam at dekorere det kønne ansigt med forbrændinger.”
Hun løsnede sine arme og lod dem hænge ned langs siden igen, som hun gik længere og længere væk fra dette genforenende møde. Kappe-frakken flagrede lidt efter hende og vinden truede med at blæse hætten af hende, men den blev siddende omkring hendes hoved, som var den sat fast med sikkerhedsnåle.

Smuk, lille, selvsikker. Kvinden havde på alle måder fanget Noah i sit lille spind, som hun selv ikke anede at hun havde skabt. Hun havde ingen anelse om hvor mange gange hun havde knust resterne af drengens døde hjerte, ved gang på gang at ignorere hans dybfølte kærlighedserklæringer. Flere gange havde han fortalt hende hvilken skønhed hun besad, hvilken sirenesang hun spyttede ud, hver gang hun åbnede sin lille, søde mund som drengen kun kunne drømme om at smage. Han havde altid beundret hende for det. Hvor selvsikker hun var, hvordan hun kunne få folk til at føle sig som lus, i forhold til hende, bare ved at hun var til stede i rummet.
Han kunne ikke engang huske hvor mange gange han havde råbt at han elskede hende ud over alle husenes tage. Han havde ingen tal på hvor mange gange han havde fortalt hende at hun lyste rummet op, hver gang hun trådte ind. Men gang på gang havde hun viftet ham væk. Afvist ham. Og gang på gang havde han taget det med et smil, prøvet igen. Med til ingen nytte. Han tog det ikke så tungt, for denne kvinde var hans. Denne gudinde var kun lavet til at Noah skulle se hvilken guddommelighed hun besad. Og dette var drengen fast besluttet på at kvinden skulle få ind i sit lille, bedårende hoved.  
Et lille, charmerende smil, som næsten viste hele Noah øverste tandsæt, blev sendt hendes vej, da hun begyndte at fable om historier og forestillinger.  

”Der var et hår som sad i vejen, hvilken mand ville jeg være, hvis ikke jeg hjalp min elskede med hvad der nu end skulle ligge sig i vejen for hende?”
Han valgte at fokusere på den første del af hendes sætning. Han vidste jo selv at det ikke var en forestilling. Han vidste at det ikke bare var noget han bildte sig ind, at dette var hans drømmekvinde. For det var det, han skulle bare overbevise hende om at han på samme vis var hendes drømmefyr. Og han havde fået så mange unge piger og drenge lokket ind i sit eget lille spind. Desværre havde disse unge personer ikke været i live til at opfatte at han slet ikke ernærede de samme følelser for dem. De var kun en del af hans lille plan om at skaffe middagsmad.
Kvinden vendte sine røde øjne væk fra Noah, hvilket gav ham mulighed for at studere hendes profil nøje. Han havde aldrig haft noget imod at hun brugte dis mod ham. Han vidste at det havde noget at gøre med at hun ikke ville være personlig med ham. Hun havde altid sine følelser godt gemt væk bag den porcelænsmaske hun havde taget på sig. Den unge mand vidste jo godt at de aldrig ville sidde til langt ud på natten og tale, grine sammen og dele hemmeligheder. Det var hun for stolt til. For hende var han jo bare en dum vampyr dreng som gerne ville tættere på. For ham var hun hele verden. Mange gange havde han forsøgt at få hende væk fra sine tanker. Han var gået ud, haft sex med kvinder og tøser han lige havde mødt for at få lov til at tænke på noget andet, men forgæves. Hun var altid kommet tilbage til ham i sidste ende. Fyldt hans hoved med alskens ikkeeksisterende kys og ønsker om at blive hans.

”At tro ligger ikke til min natur, - jeg ved, håber. Tro er for engle og vi ved begge to at jeg ikke er en engel,” Han studerede hende, som hun lagde op til at gå. Altid så seriøs. Hun konkluderede deres møde som en tilfældighed, han ville mere sige at det var rent held endnu engang at kunne nyde hendes skønhed. Han havde nu fuldstændig glemt den unge pige, som var gået ind for at hente sin pung, han havde vigtigere ting at tænke på nu, for hans kvinde havde vendt sig om og var begyndt at gå. Noah ville ikke lade dette ske endnu en gang. Han havde ingen planer om at vente yderligere 50 år, på at kunne se på dette vidunderlige ansigt igen.

Kvinden nåede kun lige at få udtalt at han havde et kønt ansigt, inden hun ville mærke to stærke hænder omkring sine hofter, hvorefter hun ville blive vendt om og løftet op, for at blive smidt hen over Noahs ene skulder. ”Not this time, princess!” Et kækt klap ville blive placeret imod hendes bag, som Noah begyndte at gå. Han havde denne gang i sinde at tage hende med hjem. Som en drage ville han beskytte sin prinsesse og sørge for at hun ikke stak af. Ikke denne gang.

Tilbage ville pigen med pungen træde udenfor diskoteket for at finde stedet tomt.

Maya havde ikke haft Noah i tankerne, da hun bevægede sig væk fra ham. Det var bedst ikke at lade ham præge hendes hukommelse mere end højst nødvendigt. Desværre så det ud til, at hun havde glemt hans stædighed. Han var mere stædig end hende selv. Han havde aldrig givet udtryk for at give op. Ikke et eneste tidspunkt, havde hun set ham vralte af sted med nederlag smurt ud i hans ansigt i et tykt lag. Men han havde ikke strejfet hende længe. Så selvfølgelig havde hun glemt det hele for et kort øjeblik. Lige kort nok til at lade ham få et smuthul ind i hendes liv igen. Også selvom hun havde håbet, at han ville have haft travlt med noget andet, end at jage hende igennem deres nye mødested.

I det øjeblik, hun følte et par hænder omkring hendes hofter, var der noget der klikkede. I stedet for at reagere i en sådan fart, at hun igen ville stå på jorden på sine egne fødder, stivnede hun i stedet. Det var kommet så pludseligt, at hun var blevet fanget i limbo et kort øjeblik. Med ingen idé, om hvad hun egentlig skulle gøre. Eller kunne gøre. Det var som om, hendes logiske tænkning med et var forsvundet.
Et hvin lød fra hendes strube, da han fik løftet hen op, og hun ikke længere kunne mærke den faste asfalt under fødderne. Og så blev hans skulder presset mod hendes sarte mave. Hun følte sig som en sæk kartofler. Eller en køkkenklud, der blot blev smidt over skulderen for at være klar til den næste omgang tallerkner, der skulle tørres af.
”Sæt mig ned!” Vampyr-pigen begyndte med det samme at spjætte for at komme ned igen. Hendes ben viftede endda så meget, at den ene af hendes sorte laksko faldt af og landede på jorden til at blive efterladt, som han begav sig ned ad gaden med hende. ”Noah! Jeg forlanger, at De sætter mig ned!” Hun vidste vel godt, at det ikke nyttede noget. Hun følte sig en smule rådvild. Et stykke af facaden var knækket af, det øjeblik han havde forskrækket hende. Gjort noget så impulsivt, som hun ikke havde nået at forudse. Hun havde været blottet. Og selvom det ikke havde varet meget mere end få sekunder, påvirkede det hende stadig. Gjorde det sværere at komme tilbage i sin seriøse tilstand.
Folk omkring dem gloede. Det var da klart. Godt nok var Di Morga et besynderligt sted. Og Noah var helt sikkert ikke den eneste der havde smidt en person over sin skulder og vandret gennem natten. Men lige meget hvad, var det normalt for folk at glo. Specielt hvis denne person valgte at råbe op omkring det.

Efter lidt tid var det hendes tur til at opgive og bare lade ham. Han ville alligevel ikke kunne gøre hende noget, det øjeblik han så ellers valgte at stille hende tilbage på jorden. Hun sukkede og forsøgte virkelig ikke at lade sig blive ramt af situationen. Hun følte sig ydmygt til det ekstreme. Også selvom hendes krop stadig var dækket af hendes beklædning. Ikke engang skørtet på kjolen under frakken havde krøllet sig op. Men hun havde det som om, hun var det svage led. Hun kunne ikke engang forvandle sig. Der skulle hun betale koncentration. Og lige nu tvivlede hun på sine evner.
Hvor ville hun ønske, hun ikke lå sådan og dinglede. Hun kunne nærmest kun se fortovet under hende, de øjeblikke hætten ikke trak sig alt for meget over hendes hoved. Stille og roligt genvandt hun sin stolthed. Dog ville den umuligt blive optimal i den stilling hun var i. Hun fik så endelig ført sine hænder op til hætten, som hun med lidt besvær fik fjernet, så den ikke hele tiden ville skjule hendes hoved samt ansigt. Derefter svang hun sig selv en smule op. Brugte styrken i de mavemuskler, hun ejede, til at rette sig. Hun satte sine hænder mod hans skulder og støttede sig godt til den, som hun nu ikke længere hang og dinglede. Men i stedet blev løftet på en mere respektabel måde - efter hendes mening.
”Hvad er meningen med denne leg? Vi er ikke børnehave børn. Jeg kan gå fint uden Deres ekspertise.” Hun ville meget muligt ikke følge ham, hvis han satte hende ned igen, men det var en anden side af historien.

Drengen havde vist at kvinden ville blive overrasket over hans gøren. Det var jo ikke hver nat at der var én der besluttede sig for at kaste hende over sin skulder for at kidnappe hende, som en anden voldtægtsmand. Noah tvivlede på at der nogensinde havde været andre mænd end ham, som turde nærme sig skønheden på samme måde som han gjorde, hver gang han havde ladet deres hænder røre ved et 'tilfælde' og hver gang han havde følt at der var et af hendes hår som snart ville falde ind og blokerer hendes syn, så  han havde set sig nødsaget til at fjerne det. Men nej, voldtægt var ikke en del af hans plan. For at være helt ærlig, havde tanken ikke engang strejfet ham, for han var overbevist om at denne kvinde en dag ville se hvor meget han elskede hende, hvorefter hun ville give efter for hans kærlighedserklæringer og begynde at føle det samme som han gjorde.
”Ikke tale om, prinsesse,” svarede han blot, da han blev bedt om at sætte hende ned igen. Han havde overhoved ingen planer om at sætte hende ned, før han vidste at hun ikke bare ville smutte, som altid. Men så skete der noget. Kvinden kaldte ham ved fornavn og dette efterlod Noah med en underlig følelse inden i. Kvinden havde nok ikke engang selv opdaget at hun havde gjort det, så han ville ikke sige det højt, i tilfælde af at hun skulle blive vred, eller pinligt berørt. Hun havde aldrig kaldt ham andet end Mr. Ambrose, så dette var et øjeblik som næsten skulle fanges på kamera. Noah var glad, hvilket kunne ses ud over hele det omtalte kønne ansigt han besad. Det var ikke så tit man kunne få lov til at se et ægte smil fra ham, for det meste gjorde han det samme som hende og puttede en maske på, men i forhold til kvindens følelsesforladte maske, havde Noahs et konstant smil. Det nyttede ikke noget at skræmme eventuelle middagsgæster væk, ved et plant udtryk i ansigtet. I forhold til piger, som kunne slippe af sted med dette, måtte Noah arbejde for det.

Drengen havde intet imod at folk kiggede på dem. Han vidste hvor underligt og mistænksomt det måtte se ud for dem. En mand som bar rundt på en sprællende kvinde. Men endelig så det da ud til at hun havde givet op, da hun nu bare hang, som en stykke vasketøj over en tørresnor. Han troede ærlig talt at væsnet ville beklage sig mere, siden det var første gang Noah havde vovet at være så tæt på hende. Han var dog en gentleman, og fik sørget for at Mayas lille nederdel og kappe faldt op, så hun blev blottet. Det kunne godt være at han var over 200 år gammel, og han havde set utallige par af kvindetrusser, men dette var noget helt andet. Dette var, efter hans mening, et fint og sjældent  væsen, som han ikke turde vove at gøre noget på, som hun ikke ville have. Den ene tand fra Noahs overmund gled ud og fik bidt ned i hans underlæbe i en tænkende mine. Bortset fra at bære hende rundt som en sæk kartofler, efter dét skulle han nok love ikke at gøre noget på hende, som hun ikke ville have.

”Desværre, min skat. Jeg sætter dig ikke før vi er hjemme, så du kan lige så godt spare dine søde ord.” Endnu et klap blev placeret på hendes bag, da hun fik rettet sig op for at tale. Efter disse ord, så det ud til at Kvinden endelig ville føje ham, for resten af turen gik da forholdsvis let. Der var en enkelt gang, hvor han var tæt på at tabe hende, men han fejede det væk med et dumt grin og en dårlig joke. Det var først da de var noget ud foran hans lejelighed, et godt stykke derudaf at han stoppede op igen. Han havde ingen videre plan, udover selvfølgelig at sætte hende ned igen.
”Så, hvis jeg sætter dig ned nu, lover du så at du ikke vil smutte?” Før hun overhovede havde nået at svarer fik han endelig givet hende fast grund under fødderne igen, han holdt dog fast i hendes håndled, så han kunne nå at få fat på hende, skulle hun finde på at vende om.
Hvis Maya besluttede sig for at ville opfører sig som en normal pige for en gangs skyld, ville han gøre tegn til at hun skulle gå op af trapperne i opgangen, han ville følge efter og lede hende op til en dør, som han fik åbnet med hjælp fra en af de to nøgler han havde hængende i sit nøglebundt.

”Here we are, Casa De Ambrose!” Grinede han.

Maya var normalt ikke typen der bare gav op. Men samtidig var hun heller ikke typen der blev ved med at gøre unødvendige ting. Det var trods alt hurtigt gået op for hende, at han ikke ville sætte hende ned, selvom hun beordrede ham det. Det lå ikke i hans karakter at lade hende gå så ledt. I det mindste havde hun gjort sit forsøg på det. Og hun kunne vel altid bare vandre videre på sin egen vej, når han endelig ville lade hende gå. Tålmodighed var trods alt en ting, der sad indgraveret dybt i hende. Det gjaldt bare om at forholde roen. Og forholde masken i takt. Hun ønskede virkelig ikke, at Noah skulle være den som oplevede hendes nøgne attitude. Let alene - ville hun ikke have nogen til det. Hun kunne knap selv huske, hvordan det var ikke at holde den kolde facade oppe.
Det var mest derfor, hun stoppede med at spjætte og sprælle. Det lå egentlig heller ikke til hendes status at råbe sådan op. Og en kvinde burde skam heller ikke sparke med sine ben som en eller anden sindssyg patient, der ikke ville tilbage til sit værelse. Hun burde ikke opføre sig som en møgforkælet unge, der brokkede sig så snart hun ikke blev behandlet som en prinsesse eller fik hvis hun ville have. Så hun lod ham. Men det var også det.

Hun svarede ham ikke på hans spørgsmål, da han endelig satte hende ned. Det var nu rart at føle den faste grund under sig. Også selvom den ene fod nu kun var iført det tynde stof fra de sorte nylon strømpebukser. I stedet så hun blot frem og tilbage mellem vampyrens ansigt og hans hånd omkring hendes håndled. Dette ville meget muligt kunne ligne en kidnapning - hvilket det i princippet også var. Men hvis det virkelig havde været en planlagt kidnapning, ville de ikke have nået så langt som til hans lejlighedskompleks.
Til sidst sukkede hun blot lettere opgivende og tog de første skridt mod opgangen. Forventede at Noah ville følge med, eftersom han sjovt nok stadig havde sit faste tag i hende. Hun kunne sagtens bare vrisse sig selv fri, men alligevel lod hun være. Måske ville han stoppe hans lille leg, hvis hun lod ham lege bare lidt mere. Måske ville han blive træt af legen, hvis hun ikke reagererede kraftig på det hele. Var det ikke sådan de fleste fungerede, når det kom til drillerier?
Hele vejen op ad trapperne, så hun ikke mod Noah. Hun sagde ikke et ord. Hun lod mere eller mindre som om han ikke var der. Hun havde rettet sin ryg en smule mere, og hendes gang var elegant, som viste hun sin overlegenhed lidt mere frem. Viste ham at han stadig ikke havde en chance. Kærlighed havde aldrig været en ting i hendes liv, som hun priste højt. Så ledes med venskaber. Hun forstod sig ikke længere på disse stabile sociale stolper.

Med roligt skridt trådte Maya indenfor, da Noah havde fået låst døren op. Per automatik gned hun sit håndled en smule, som ømmede hun sig efter hans greb. Så holdt havde det heller ikke været. Hun så sig lidt omkring, om hun gik længere ind i lejligheden. Den var fyldt med den sædvandlige lugt af røg. Og parfume. Endnu engang fik hun lavet svage rynker på sin lille fine næse.
”Så De ønskede blot at vise mig Deres ydmyg bolig.” sagde hun med den samme neutrale tone, samtidig med at hun begyndte at knappe din frakke op og tog den af. Afslørede den sædvanlige kjole. Hun var ikke ligefrem kendt for at beklæde sig i jeans og T-shirt. Hun drejede sig en smule mod Noah, inden hun blot kastede sit overtøj mod ham. Hun forventede som altid at han bare ville tage mod det som en hver anden. Dog var de røde øjne rettet mod ham i modsætning til, hvis det havde været en eller anden tilfældig tjener. Bare stadig med det kølige blik i den røde iris.
Derefter drejede hun igen omkring. Elegant som en ballerina. Hun trådte samtidig ud af den ene sko, og tillod sig selv at træde hen over gulvet. Længere ind. Stadig observerende. Hendes skridt var lette, nærmest som om hun gik på tær. Som hun gik igennem køkkenet for at nå hans stue, rettede hun også lidt på sit hår, der sad lidt mere pjusket efter hans lille stund med at smide hende over skulderen. Og derefter rettede hun på kjolen, selvom den egentlig stadig sad som den skulle. Bare en sikkerheds skyld.
Det var som om, det var det eneste hun havde ledt efter, da hun med det samme rettede blikket mod det nærmeste vindue i stuen. Hun tøvede heller ikke med at begive sig hen mod sig. Det var dækket af gardiner, men det tog hende ingen tid at få fjernet det lige nok til, at hun kunne se udsigten derfra. Til hendes skuffelse var der lys at se i horisonten. Hun havde ikke været hurtig nok til at komme hjem. Og nu var solen på vej op. Mon hun kunne stå og se den stå op? Ville ruden beskytte hende? Næppe. Men hun kunne vel lige se det første, inden strålerne ville nå hende.
”Savner De solen? Og dagslyset?” spurgte hun med en rolig stemme, inden hun så sig over skulderen mod ham. Stadig med et tag i gardinet så vinduet ikke var helt dækket. ”Det ville ligne Dem at De var nået det punkt i Deres liv, No-.. Ambrose.”

Noah blev overrasket over at kvinden ikke bare gik sin vej, det kunne hun jo sagtens, men i stedet valgte hun rent faktisk at føje drengen og følge med op i lejeligheden, som ikke just var noget specielt. Han brugte kun stedet til at sove og gøre sig klar til at gå ud, hvilket nemt kunne gættes ud fra lugten af diverse mandeparfumer og andet fis han havde behov for, for at tvinge uvidende kvinder med sig, hvor end han ville have dem. Selvfølgelig havde han taget moderne metoder i brug, han var ikke just en vampyr som svælgede i fortiden. Ting havde ændret sig, siden 1700-tallet, og dette var han fuldstændig klar over. Man kunne ikke længere bare hive et skinnende guldsmykke frem af inderlommen og fortælle en kvinde at hun var smuk. Nu til dags skulle man også have udseendet med sig. Heldigvis for Noah, havde dette just ikke været et problem for ham.
Hans øjne faldt på kvinden, da hun trådte indenfor, i hans meget ydmyge bolig. Han studerede hende, studerede den lille, bedårende rynke som kom frem ved hende næse, hvilket fik frembragt et næsten utydeligt smil på Noahs smalle læber. Tænk at det var sådan nogle små ting som fik ham til at kigge på hende, som var hun det eneste som betød noget i hans selvoptagede liv. Han dvælede en smule ved hendes ord. Han havde ingen plan. Han vidste bare at denne her kvinde skulle være hos ham her og nu. Og som regel fik han hvad han bad om. Også selvom han overhoved ikke havde bedt hende om noget som helst.

”For at være helt ærlig-…” Han nåede lige at gribe hendes jakke, før den ramte jorden. Han noterede lige at hendes stil ikke havde ændret sig meget. Dengang var hun også en kjolepige. Noah syntes at det var… sødt. Det klædte hende. ”For at være helt ærlig, så ved jeg ikke hvad jeg ville vise dig.”
Det ville sikkert ikke undre hende specielt meget at Noah ikke vidste hvad han ville. Det var tit at han handlede impulsivt, når det kom til Maya. Drengen havde sine øjne på hendes bagdel, idet hun begyndte at gå og studerer lejeligheden for sig selv. I mellemtiden fik han lukket hoveddøren og hængt hendes frakke op, hvorefter han tog sin egen sorte læderjakke af og placerede den ved siden af hendes på knagerækken. Under jakken havde han en simpel, hvid T-shirt med V-udskæring. Udover dét havde han sorte bukser på og sorte sko, som han simpelthen bare smed på gulvet i gangen, ingen grund at være fin på den her.

Drengen fulgte efter hende, og fandt hende henne ved vinduet, hvor hun kiggede ud. Han kunne se derfra hvor han stod at solen var tæt på at stå op, hvilket ville tvinge hende til at blive. Nej, ruden ville ikke beskytte noget som helst, hvilket var én af grundende til at han havde mærke gardiner. Mange af de moderne vampyrer havde sikkert alle mulige former for smarte ting, som tonede ruder, men ikke ham. Det havde han sgu ikke behov for. Det undrede ham at hun blev ved med at stirre, selvom solens stråler kom tættere og tættere på, men hun rykkede sig dog lidt, som hendes søde stemme bragte ham et spørgsmål. Om han savnede solen. Det gjorde han vel af og til. Men for at være helt ærlig havde han altid været et  ’natdyr,’ selv i hans menneskedage. Han havde altid været en skørtejager og de gik som regel på rov når solen var gået ned. Men jo. Han savnede da at se solen stå op. At kunne se tingene klart, men sådan som hans elskede stod dér lige foran ham med antydning af sol i baggrunden. Det var et ubeskriveligt syn.

Noah gik med rolige skridt tættere på hende, indtil han til sidst stirrede ned på hende. Hans øjne vare bløde, de så næsten bedrøvede ud, sådan som han stod og kiggede på hende, helt uden det sædvanlige smil på sine læber. Han hævede hånden og lod sine fingre kærtegne hendes kind;
”Du er den eneste sol jeg har brug for,” denne ufattelig kliché-agtige sætning kom ud som en hvisken. For dette var en ting han ikke havde behov for at råbe ud over alle tage i Di Morga. Dette var en intim ting imellem Noah og Maya. Dette var en ting som kun hun havde behov for at vide.
Noah havde nu hele sin hånd på kvindens kind, hans fingre nåde hen over hende øre og hans lillefinger strejfede hendes hals. Langsomt, roligt lænede han sig ned imod hende, hans læber let adskilte, men han stoppede dog, før han ramte hendes bløde, røde læber.

”Må jeg kysse dig?” Hviskede han så. Han ville ikke bare springe på hende og se hvad der skete. Han vidste at hun kunne finde på at reagere… anderledes, end hvad han havde tænkt sig. Men dette skulle være rigtigt. Hun var ikke bare én af de dumme tøser han bare havde samlet op på gaden.

Dette var Maya.

Maya skammede sig nok altid lidt over sin tiltrækning til solen. Hun vidste ikke helt hvorfor. Der var intet der fascinerede hende, som foregik i dagslyset. Men således var det med natten. Hun kedede sig ikke, men hun fandt altid nydelsen i de samme ting, som hun gentog igen og igen. Hver dag. Det var vel også det som henviste til alle kommentarere om, at hun aldrig kom ud nok. At hun ikke kunne finde ud af at have det sjovt. Hun kunne have det sjovt. Hendes sjov var bare anderledes fra andres. Det var i hvert fald det hun altid stod inde for. Hvad kunne være sjovt i at blive mast sammen på et diskotek? Blive gnedet op ad af svedige mennesker, der konstant efterlod de værste lugte. Hun så det ikke. Så hvorfor skulle hun også mænge sig med disse former for folk?

Hun fulgte ham med øjnene, som han nærmede sig hende. Hun sagde ikke noget til at han lod sig selv kærtegne hendes kind. Hun reagerede sjælendt på noget i den retning. Det var intet specielt for hende. Hun fik ikke rigtig den almene følelse af at det kildede. Eller jo. Det gjorde hun vel. Men hun holdt det skjult. Verdenen behøvede ikke kende til det faktum, at hun ganske vist nød hans blide berøring. Dog var hun sikker på, det ville være således med alle andre, der turde nærme sig hende. Var hun virkelig så skræmmende?
”De er en håbløs romantiker. Jeg vil aldrig give nok lys til at lede Dem igennem mørket.” Hun trak gardinerne helt for igen og slap dem, som hun vendte sig helt. Så fronten var mod Noah. Lige i tide til at hans hånd lagde sig mere sikkert på hendes kind. Den var kølig. Lidt som en brise. Hun kunne skam stadig mærke forskel på kulde og varme. Det påvirkede hende bare ikke længere. Og idét han lænede sig længere og længere ned mod hende - tættere og tættere mod hendes læber - flyttede hun sig ikke. Det var tydeligt, at hun var sikker i sin sag, om at han ikke ville gøre noget. Og hvis han gjorde, ville hun kunne lægge ham med på få sekunder. Det var i hvert fald det hendes udstråling beskrev.
Hun forholdt den kølige holdning. Det neutrale udtryk i ansigtet med de lettere overlegende øjne. Hendes læber forblev lukkede, selvom hans skilte sig ad, for at gøre klar til kysset. Men hun var mere som en voksfigur. Lokkende. Pirrende. Der gik heller ikke længe, før hun løftede sin ene hånd. Hun lagde den ganske forsigtigt mod hans brystkasse, hvor efter hendes pegefinger sneg sig en smule op til hans T-shirts udskæring. Hun greb let fat med pegefingeren og trak meget lidt ned, inden hun gav ham sit svar.
”Nej.” Hun så ham direkte i øjnene. Egentlig var hendes øjne ikke selv følelseskolde. De var nok det ved hende der vidste allerflest. Klare. Men alt andet ved hende spillede med på at hun blot var ligeglad med andre, at man aldrig tænkte at se videre på hendes øjne. Hun fjernede så sin hånd fra hans brystkasse og førte den i stedet op til hans hånd, der lå mod hendes kind. ”Og De burde havde kendt svaret, før De spurgte.” Hun lukkede kortvarigt sine fingre omkring hans hånd og fjernede ligeledes den fra sit ansigt, inden hun tog nogle skridt væk fra ham. Videre ind i lejligheden.

”Det viser sig, at jeg er nød til at tilbringe dagstimer her.” kommenterede hun så endelig på. Hun så ikke noget yderligere galt i det, udover at selve omgivelserne ikke var, hvad hun var vant til. Der rodede ikke, men det virkede alt for meget som et hjem for et voksent barn. Det var tydeligt, at han ikke brugte stedet specielt meget. Men i det mindste var det ikke et faldefærdigt skur ude i ingeting. ”Jeg må hellere gøre det bedste ud af det.”
Det var måske ikke hver dag, man lige fik lov til at opleve en mere afslappet udgave af Maya. Man troede vel bare, at hun ikke kunne slappe af. At hendes professionelle attitude var permanent. Men selvom hun ikke ligefrem smed sig på sofaen og åndede lettet ud, mens hun smed fødderne op på bordet, så kunne man stadig se på hendes skuldre at hun ikke var så anspændt længere. Og den stemning over hende blev forøget lidt mere, da hun endelig tog fat omkring fletningen. Hun trak roligt elastikket af og åbnede sletningens løse sætning, inden hun ruskede i det lange hår og lod det falde bølgende ned over hendes skuldre og ryg. Elastikket lagde hun blot på køkkenskranken, da hun nåede til den. Lige ved siden af skålen med de rådne æbler, som selvfølgelig fik lidt opmærksomhed.

”Jeg kan forstå, at De ikke bruger meget tid i Deres hjem.” sagde hun roligt, mens hun kørte en finger ganske let hen over et af de rødne æbler. Det var ikke specielt appellerende. Det var klart. ”Men det vil blive mere behageligt, hvis De ikke fyldte stedet med parfume og rådnet frygt, ..Noah.” Hun havde kaldt ham Noah før. Og lige meget hvor meget hun kunne lide hans efternavn, passede hans fornavn altid en smule bedre, til når hun skulle henvise sig til ham. Hun så sig lidt over skulderen, inden hun drejede omkring og så atter mod ham. I søgen på en reaktion.

Noahs læber havde skiltes i et let smil, da hun yndede at fortælle ham at han var en håbløs romantiker. Når hun kommenterede det, betød det vel at hun tænkte på ham som romantisk, at hun havde lagt mærke til ham på en anden måde. Han svarede hende ikke, svaret var plastret i hele hans, lige nu, ufatteligt fjollede ansigtsudtryk. Hun havde givet slip på gardinet, så der nu var rimelig mørkt i lejeligheden. Man kunne sagtens se, de behøvede næsten heller ikke at tænde lyset, solen vat jo alligevel på vej op, så hvorfor miste penge på den måde? Det var vel meget hyggeligt sådan her. Kun dem. Sammen.
Kvinden spillede spillet godt. Meget godt, alt for godt. Hun blev bare stående, uden overhoved at bevæger sig nogen steder hen. Dette gjorde ham næsten i tvivl om alt, men samtidig kunne han ikke lade være med at føle sig sikker på alt, lige pludselig. Hun lod sin lille hånd lande på hans brystkasse, denne handling fik ham næsten til at tro at hun ville give op og sige ja. Ja til det hele! Til kysseri, til kram… til ham. Men ak, hun var standhaftig, som den lille tinsoldat.  Og lige som ham, skulle man tro at Noah havde fået at vide at hans store kærlighed var væk for altid, men det var nu egentligt bare et udtryk som fortalte at hans livs store kærlighed havde afvist ham. Han havde fået et ’nej’ slynget lige i fjæset, som var det en lussing. Han tog det dog med værdighed. Han smilede til hende, grinede at hendes ord;

”Man har vel lov at håbe?” Han trak på skuldrende, som hans hånd blev fjernet fra hendes kind. Hans øjne hvilede på hende som hun gik. ”Virkelig? Det var da en skam.” Udtalte han. Han prøvede at lyde trist over at hun ikke kunne nå hjem, og på den måde fortælle at det var synd for hende, men det dumme smil på hans læber ville bare ikke forsvinde. Det var bare permanent på hans ansigt, hvilket fuldstændig ødelagde alle mulige overbevisninger om at han var en eller anden form for følsom. Men han kunne være ligeglad, Maya kunne ikke nå hjem, hvilket gav ham en hel dag til at få hende overbevist om at han var manden for hende. Det var fuldstændig fantastisk!  

Det overraskede ham at hun bevægede sig så frit derefter. Han kunne se at hun kiggede rundt og ikke var så bange for at han skulle springe på hende, eller noget. Det var… rart. Det fik det til at føles som om han ikke lige havde båret hende igennem hele Di Morga, som en anden kidnapper. Dette føltes mere som om hun gerne ville være i nærheden af ham… eller i hvert fald en fin afstand fra ham.
Det var næsten som at se et barn julemorgen, det udtryk der var i hans ansigt da kvinden besluttede sig for at sænke paraderne en smule, og hive elastikken ud af håret og ruske lidt i sit lange hår. Han holdt sig for munden, som var han bange for at begynde at savle over det. Noah tog en dyb indånding, så han kunne få indsnuset den dejlige duft som nu lagde sig i hans lejelighed. Hendes duft.
Hun begyndte at tale igen, og han måtte lige ryste lidt på hovedet for at vække sig selv op af den trance som han var fanget i. Han smilede, som han gik hen imod hende, noterede at hun brugte hans fornavn denne gang.
”Hvad skulle jeg ellers fylde det med? Jeg bruger ikke just så meget tid her.” Han stod nu foran hende og gjorde et stort nummer ud af at komme så tæt på som muligt, som han lænede sig frem og greb fat i skålen med æbler. Han havde det stående til når han tog piger med hjem og nu var det begyndt at være noget tid siden at det var sket, så han have naturligvis ikke haft behov for at skifte dem ud.
Han smed dem ud i skraldespanden som stod ved siden af køkkenbordet, hvorefter han stillede skålen ned i vasken. Han gad ikke skulle rende rundt og vande blomster, og han fik myrekryb af de falske… det var de der falske regndråber der gjorde det… Det var bare ikke normalt. Fanden tage den som syntes at det var en god idé.

”Det er jo ikke fordi der er så mange der kigger ind,” Han førte sin hånd ned i lommen for at hive cigarretter og lighter op, og så gik der ikke længe før han stod og pustede røg ud. Cigarret-pakken blev placeret på køkkenbordet, ved siden af hendes elastik, som han gik forbi hende for at placerer sin mås i sofaen. Noah tog cigarretten ud af munden, for at smile hen til hende. ”Det ville være noget andet, hvis man havde én at gøre det fint for…” Det var tydeligvis en hentydning, som han sad der og lod øjnene flyve fra hende og ned på cigarretten. Hun ville sikkert bare vende det hvide ud af øjnene af ham, med hvert et trick talte i dette spil. Han lod sin hånd falde ned på sofapuden ved siden af sig og han klappede let på den, for at fortælle hende at hun skulle komme og sætte sig.

Han var underlig. Han var præcis som en hver anden ung mand i hans samfund. Han var langt fra, hvad hun normalt omgik sig selv med. Men alligevel forblev han der altid. Han havde ikke givet op på denne åndsvage leg endnu. Ikke engang efter de mange år, de ikke havde set hinanden. Hun havde ikke så meget om ladet en tanke flyve hans vej. Det var kun efter at have set hans ansigt igen, at minderne var kommet tilbage. Hendes hoved havde været fyldt med så meget andet. Vigtigere ting end en vampyr, der nød at joke omkring. Og at lade joken gå for langt, så det ud til. Hvornår ville han holde? Havde han ikke fået nok af hendes afvisninger? Det ville en hver anden da. Det var bevist flere gange. Og ikke kun af folk der lavede sjov med det hele. Hvorfor prøvede han så stadig at få skovlen under hende på den måde? Han burde vide, at det ikke ville være muligt.

Maya fulgte ham igen med de røde øjne, da han nærmede sig hende. Hun virkede ikke påvirket af tæthed. Ikke fysisk i hvert fald. Så hun lod ham. Der var ingen grund til at skubbe ham væk. Han fik tvivlen senere, hvis det gik i den retning, og at han blev lidt for tætstående. Endnu engang sagde hun ikke noget. Hun var ikke typen der talte, når det var unødvendigt. Også selvom det havde været et spørgsmål, der havde forladt hans strube. Måske kendte hun bare ikke selv til svaret og ønskede derfor ikke at svare. Hun tillod sig endda at stadig holde blikket rettet mod ham, som han ellers fik lænet sig ind over hende for at få fat i skålen med æblerne. Det var tydeligt, at han ryddede dem ad vejen på grund af hende. Men hvorfor han lige fandt det vigtigt, at hun følte sig mere eller mindre tilpas, undrede hende en smule. Var dette ikke bare en joke?
Som han stod ude i køkkenet og fik gjort det af med den rådne frugt, rettede vampyrkvinden lidt på sig selv igen. Hun rettede sig op og børstede igen sin kjoles skørt, som var hun vitterlig bange for at det ville sidde forkert og vide diverse ting, hun ikke ønskede, der blev vist frem. Det var underligt at have håret frit i andres selvskab, og hun havde lysten til at binde det op igen, men hun holdt sig fra det. Det var egentlig en rar følelse den måde, totterne kildede hende kinder, når hun bevægede hovedet.
Det var egentlig først, da Noah havde begivet sig igennem lejligheden og placeret sig i sofaen. Ikke underligt at han virkede så afslappet. Dette var trods alt hans hjem. ”Hvorfor finder De Dem så ikke en, De føler at gøre Deres hjem et mere behageligt sted for?” Hun satte roligt den ene fod foran den anden og nåede på kort tid selv hen til sofaen. Hun startede med blot at stå op, som om hun nægtede at sætte sig, men hun tabte kampen med sig selv efter få sekunder. Ganske elegant satte hun sig ned. I den anden ende fra Noah. Gjorde bevist afstand mellem dem. Han kunne få det ene armlæn, og hun kunne fint have det andet. Lige delt op.
Hun startede ud med at svinge det ene ben over det andet. Og hun sad mere eller mindre stadig med ryggen ret. Lige som om det var akavet for hende at være i nye omgivelser. Men hun kendte Noah, så det hele var ikke alt for uvant. Men hun kunne stadig føle en underlig fornemmelse ved at sidde sådan. Og hun fik en pludselig lyst til at skifte stilling. Hvilket hun ikke rigtig tøvede med. Et suk løb hen over hendes læber, hvor efter hun fik sendt begge ben op på sofaen. Stadig lænet mod armlænet, som lå hun som et typisk franskmodel.
"Hvor længe har De tænkt Dem at lade denne leg vare ved?” spurgte hun endelig, og hun drejede hovedet, så hun atter så mod ham. Undrende. ”Finder De det ikke trættende? Og kedsommeligt? Jeg troede De havde bedre ting at tage Dem til.” Som forventet røg hendes hår ned foran ansigtet igen, men både af ren refleks og hukommelse fra tidligere, fik hun selv ført en hånd op for at få det strøjet væk igen. Godt om bag øret, hvor det forhåbentlig ville blive. Hun skulle helst ikke nyde, at han igen kom for tæt på. Selvom det havde været behageligt. Den måde hans hånd svagt havde strejfet hendes ansigt, som han samtidig havde fjernet hårtotten tidligere.

Noah havde betragtet kvinden, sådan som hun kom imod ham. Han havde øjnene på hver en kurve på hendes krop, hver en lille detalje i hendes fine ansigt. Han blev aldrig træt af det syn. Han smilede. Det var ikke et flirtende smil, eller hans normale, lille charmesmil. Det her var et kærligt smil, kun egnet for denne kvinde. Men dette vidste hun selvfølgelig ikke. For hende var han bare et bump på vejen, han vidste at hun ikke følte noget for ham. Men han blev ved. Han kæmpede. Hun stillede ham et spørgsmål, som fik ham til at hæve begge øjenbryn. ”Jeg har skam allerede fundet hende.” Mumlede han, næsten uhørligt. Men han vidste at hun ville høre det, måske bare ikke reagerer på det.
Den yngre dreng studerede hende, da hun endelig gav op og satte sig ned. I den anden ende af sofaen. Han dømte hende ikke, det var jo første gang hun var hos ham, første gang de rigtigt var alene og første gang det kunne blive akavet, hvis ingen af dem sagde noget i længere tid. Åh, hvor var hun dog fin, sådan som hun sad og spillede elegant og kold. Som spiste hun middag med dronningen selv! Han skulle til at fortælle hende at hun sagtens kunne være afslappet her hos ham, men hun reagerede, før han kunne få lov til at åbne sin mund. Det var tydeligt at se at hun ikke kunne holde porcelænsfacaden hos ham. Men hvorfor skulle hun også det? Det var bare ham, en dum vampyr som tilfældigvis havde hende i sinde at irriterer hende, sådan måtte det da se ud fra hendes synsvinkel.

Han tog et hvæs fra sin cigaret, idet hun kom med flere spørgsmål. Dumme spørgsmål. Han havde egentligt bare troet at hun ignorerede ham, fordi hun ikke følte på samme måde som ham, at hun ikke ville fjerne masken, fordi hun var en enspænder og havde det bedst alene. Noah havde ingen anelse om at hun troede sådan. At det hele bare var en dum leg, som han brugte som tidsfordriv. Som når man spiller kryds og bolle, bare for at få tiden til at gå. Det var klart at hun ikke ville lukke ham ind, hvis hun havde fået en idé om at han bare ville skubbe hende væk, når han havde fået det han ville have.
Drengen løftede en finger mod hende, som for at bede hende om at vente. Han rejste sig, og idet han vaklede hen imod vasken tog han en masse hvæs af smøgen, bare for at få den af vejen. Han kylede den i vasken, hvorefter han tændte for vandhanen, for at slukke det der var tilbage af glød. Som et lille futtog pustede han resten af røgen ud, som han vendte sig om og gik imod hende, hen til sofaen. ”Du tror at det er en leg.” Det var ikke et spørgsmål, det var mere en konstatering. Han placerede sin bag så tæt på hende, at han næsten fik sat sig på hendes fødder, han undveg dem heldigvis lige. Han rystede på hovedet over det sidste spørgsmål, med et lille smil. ”Hvem kan blive træt af dig?” Han fyrede et af sine charmerende smil af, før han lænede sig op af hendes ben, og placerede sine, nu foldede, arme på hendes knæ, for at støtte sig selv.

Nu blev hans ansigt dog mere seriøst, sådan som han sad og studerede hendes fine ansigt og søde træk. ”Det er ikke for sjov, Maya, det er ikke en leg. Hvis jeg vil lege, går jeg i byen. Et lille smil fandt vej til hans læber igen. ”Ligner det her byen?” Han ville langt hellere sidde her og stirre ind i hendes røde øjne, end at sidde på en bar med høj musik og flirte med tøser som ikke vidste bedre.
”Hvordan kan jeg få dig til at tro på mig?”

Det var mere bare en refleks, at hun åbnede din mund en smule, som hun skulle til at sige noget, men blev afbrudt af hans finger, der blev holdt op foran hende. Nok kun for at lade hende blive siddende og vente som en god lille pige. Det irriterede hende egentlig ikke. Han stod jo ikke og pegede fingre for hende, og han havde ikke afbrudt hende i midt sætning. Heldigvis. Hvis det var tilfældet, skulle han meget muligt selv ende ud med at finde ud af det. Det var i hvert fald sådan, hun selv forestillede situationen. Hun havde ført ladet fingeren, på den person der stoppede hendes tage med en overlegen håndbevægelse, vende sig modsat det naturlige bøj. Dog syntes hun ikke at forestille sig selv gøre det. Ikke mod Noah. Han var en smule for naiv. Som om han ikke rigtig viste bedre. Og egentlig behandlede han hende ikke som om han var højere stående end hende. Eller ikke som han var lavere stående. Faktisk holdt hans dem begge på en lige stilling. En ting hun ikke havde oplevet over længere tid. Folk tilpassede sig trods alt meget hurtigt til hendes natur. Der var ikke mange, der havde holdt sig på måtten. Ikke som denne vampyr. Og hun måtte være ærlig med sig selv - Han var begyndt at give hende følelsen af behag.

Men som den gode lille pige hun var, sad hun blot og ventede til, han kom tilbage igen. Heldigvis uden cigaretten imellem sine fingre. Hun var taknemmelig for, at han ikke var typen der konstant farvede sit hår for så at fylde hele lejligheden med den forfærdelige stank af ammoniak. Hun kunne tåle tobaksrøg. Hun kunne bare godt undvære det.
Han blev ved med at forvirre hende. Hun fulgte ham roligt med øjnene, som han satte sig noget tæt på hende. Og hun fremviste et noget undrende udtryk i stedet for det mere neutrale. Hun var ikke fuldkommen følelseskold. Hun havde kun en god bunke år bag sig. Helt frossen kunne hun da ikke have nået at blive. Det var så først, da han valgte at læne sig op ad hendes ben, at hun drejede sin krop en smule så hun lå med armlænet mod ryggen. Og Noah ved sin front. Det var vel bare en automatisk bevægelse for ikke at ligge alt for akavet. For hun havde ingen yderligere planer, om at skarpe ham væk og tværs gennem rummet. De talte. Også selvom det var en mere eller mindre dum samtale.
”Nu må vi lige huske, at jeg fandt Dem siddende udenfor et af de såkaldte diskoteker.” Der var vel ikke meget andet at komme med. Han havde ret i det meste, han sagde. Og nu, hvor hun endelig så ham mere i øjnene, begyndte hendes teori at falde fra hinanden. Men det virkede bare logisk, hvis dette blot var en leg for ham.

”Vi - nattens børn - lever ikke af følelsen kærlighed’, derfor finder jeg det besværligt at tro Dem.” Hun lagde sit hoved en smule på skrå, og løftede stille og forsigtigt sit ene ben, som stadig lå under ham. Løftede han med sig en smule, som for at få ham til at rette ryggen en smule. ”Og jeg forstår dig ikke, Noah. Du fortsætte, selvom jeg bliver ved med at træde og afvise.” Hun sank så sit ben igen. Lod ham sænke sig med sig, med mindre, han havde fjernet sig fra hendes ben igen. Hun veg sit blik lidt væk fra ham. Rundt i lejligheden. Søgte egentlig lidt andet at fokusere på, men de røde øjne landede tilbage på ham. ”De er besynderlig. Og jeg befinder mig ikke alt for godt med besynderlighed, må De forstå.”
Hun havde skam selv opdaget, hvordan hun var begyndt at skifte mellem dis og dus. Det virkede underligt. Men det kom af sig selv. Hun gjorde det ikke hundreds procent bevist. Måske var det stemningen. Afslappet.

Noah kunne ikke undgå at grine af hendes ord. Touché! Hun havde fuldstændig ret! For ham havde dette jo startet som en hel almindelig nat, han skulle bare have det hele overstået, som altid. Han havde ikke lige regnet med at hans livs kærlighed lige pludselig ville dukke op. ”Guily!” Grinede han. Han tillod sig at fjerne en nullermand, som havde sneget sig hen på hendes knæ, før han forklarede; ”Man skal jo æde. Nogen bruger muskler, andre bruger sit ansigt… Desuden er det sjovere på den måde.” Hans tanker fløj tilbage på den natklub han havde siddet ved da Maya fandt ham. Noah havde det som om han havde glemt et eller andet, men lod det ligge, da hans kvinde snakkede videre.
Et næsten sørgmodigt smil nåede hans læber, da han åbnede munden for at svare hende. ”Vi lever ikke af den, men den er rar. Det er… anderledes end bare at være kold og død. Man får andet at tænke på… noget at tage sig af.” Han trak hurtigt på skuldrende. Noah troede virkelig at kvinden havde fået nok af ham, og forsøgte at skubbe ham væk, da hun pludselig bevægede benet, men nej. Han blev roligt siddende, uanset hvor meget han blev rettet op, takket være hende.
Hans øjne var rettet imod hendes fine ansigt, som hun kiggede på ham, snakkede om at hun ikke forstod ham og what not. Noah smilede som hun sænkede sit ben igen, og han kom med et lille grin, da hun vendte blikket væk. Han regnede med at det var fordi hun syntes at det var begyndt at blive akavet, eller noget i den stil, men man kunne aldrig vide med hende. Hun var virkelig et fascinerende væsen. Det var noget af det han kunne lide ved hende. Hun havde så mange forskellige ting ved sig som var helt specielle, han vidste aldrig hvad hun ville, hvad hun tænkte, eller had hun følte og det gjorde ham vanvittig.

Vanvittig forelsket.

Han rykkede langsomt tættere på hende, så da hun vendte sig mod ham igen, ville hun se en betydelig ændring i hans position, men hun ville allerede have kunne mærke det på sit ben, som blev meget lettere, så overrasket ville hun nok ikke blive. Noah placerede sin ene hånd på armlænet, så han kunne læne sig in over hende, forhåbentligt ville hun lade ham komme ind mellem hendes ben, så han ikke skulle have gang i alle mulige mærkelige stillinger, men ellers ville han bare stå der og kigge på hende. Hendes ansigt. Han ramte hende næsten ikke, hvilket hun sikkert ville blive glad for.
”Du svarede aldrig på mit spørgsmål,” mumlede han. ”Hvordan kan jeg få dig til at tro mig?” Han havde halt lukkede øjne, som han rykkede tættere på hende, præcis som før, da han havde spurgt om han måtte kysse hende. Denne gang håbede han dog på at det endte lidt bedre.

Maya forstod ikke hans princip omkring kærlighed. Hun havde hele sit vil levet med at blive fortalt, at kærlighed ikke var en nødvendighed for nattens børn. For sådan nogle som hende. Det var alt for værdiløst. Og man fik aldrig noget ud af det. Hun havde hørt historier om, hvor let man mistede denne kærlighed. Denne lyst til at være sammen. Og andre historier omkring hvordan man blev overvældet af sorg, fordi man levede for evigt. Var det ikke sådan det var for en vampyr? At leve uden diverse følelser, der kunne varme et frosent hjerte op?
Hun ville kommentere på hans ord, men hun havde på fornemmelsen, at hun ville sige noget forkert. Noget der ikke lå i hendes karakter. Derfor holdt hun sin mund lukket. Beholdte det neutrale ansigtsudtryk. Hun lå bare der med de røde øjne rettet mod ham. Han virkede så følelsesfuld. Den måde han smilede. Den måde han så på hende. Den mængde af følelse, hun ikke var vant til at følelse. Hvorfor havde han dem? Hvorfor var det anderledes for ham frem for hende? Hun følte sig... missundelig. Et lille stik af jalousi pressede sig ind mod hendes brystkasse. Havde hendes virkelighed ikke været den samme som alle andre som hende? Hvad var egentlig det rigtige? Hun vidste, at hun ikke ville kunne ændre sig selv yderligere. Det var for sent nu. Men måske ville han smitte af på hende, når hun var i nærheden af ham. Det virkede absurd, men der var en mulighed for at det var sandt.

Hun havde ganske rigtigt lagt mærke til, at han bevægede på sig, men hun havde ikke forventet, at hun skulle vende tilbage til ham, der stille og roligt begyndte at lægge sig ind over hende. Hun havde været for optaget med at holde øje med hans ansigt - hans øjne og mund - til at lægge for meget i det faktum, at han havde sneget sig ind imellem hendes ben. Det var faktisk kun en svag underlig følelse, der fortalte hende om det. Og da var det for sent for hende at reagere på det, med mindre hun valgt springe op eller direkte skubbe ham væk. Men hun gjorde ikke meget andet, end at se fortsat på ham.
”Jeg så ingen grund til at svare Dem på spørgsmålet. Jeg fandt det ligegyldigt.” svarede hun ham med en rolig stemme. Automatisk holdt hun lydniveauet en smule nede. Han ville sagtens kunne høre hende. Især med den tæthed, de havde på hinden i øjeblikket. Hun så, hvordan hans ansigt nærmede sig hende, men hun kunne ikke flygte nogen steder hen. Hun var nærmest faldet helt ned i sofaen. Og hun kunne ikke presse sig længere ned. Hun bøjede sit ene ben en smule for at ligge en smule bedre, men hvis man så dem, ville de nemt forstå situationen forkert. ”Men hvis De aboslut ønsker et svar og miste mystikken.” Hun pressede sine læber en smule sammen. Fugtede dem diskret. ”Svar mig, hvad du ønsker fra mig. Hvilket resultat ønsker du efter alt dette? Og… Hvad er der for fantastisk omkring mig? Hvad var det der fik dig til at blive så motiveret til at blive ved?” Hun lagde sit hoved en smule på skrå, og der syntes igen at komme noget mere oprigtigt frem i hendes ansigt. Blikket i øjnene formerede sig også i hendes ansigt folder. Køligheden havde løftet sig. Bare en smule.