Start Me Up

Vejret var lunt og lovende stjerne klart. Lige en sådan nat der kunne give de savnede solskind dage et snært af konkurence.
Musikken havde en rigtig udmærket lyd, når man tog i betragtning at den blev leveret af en firkantet lille trådløs højtaler.
Den var stablet lag på lag, og havde et læder håndtaget for over, , hvilke gav den et udseende der ledte tankerne på en god blandning mellem en lagkage og en lille håndtaske.
Musikken blev leveret af den lille hvide mobil, der lå henkastet på den ene skrivebord.
Den var sat til at høvle sig igennem en playliste med pop, og i takt til tonerne fra Taylor Swift, kunne man se en stramt beklædt popo vrikke løs , iført et par blå tæt siddende jeans-  med en masse syninger på kryds og tværs , der gav et lidt råt look til bukser og Millicent.

Millicent , der stod med ryggen til døren , stod lænet ind over det ene skrivebord.
Hun var optaget af at surfe rundt,og havde netop fundet et sted med åbent til midnat, hvor designer møbler blev solgt. Det ville være de første kontanter der skulle bruges af de penge Khá havde doneret, og da de ikke skulle købe mange møbler, havde Millicent besluttet at dem de købte , skulle sparke røv og være vildt fede.
Eller sagt på en anden måde. Møblerne skulle lave et statement, ligesom resten af firmaet.
Formålet og hensigtet lavede et. Gordon lavede et med hans særlige fremtoning og det indtryk han altid gav og Millicent ligeledes- om hun ville eller ej.
Hun ønskede også indretningen skulle være at huske. Det var branding der skulle til - på alle måder det kunne lade sig give. Hun havde allerede kastet sin kærlighed på nogen særlige møbler- men Gordon skulle da lige trækkes ind over.
Han havde trods alt også et say - teoretisk , smilede hun ved det lille ord der sneg sig med.
Men hoved nede i skærmen, finger der legede hen over tasteturet, slog hun med de høje sorte sko, takt med hælen....imen hun forsatte sin vrikken med til musikken.

Det var meget længe siden hun havde fortaget sig ....ja noget som helst.
Men denne aften havde hun bar besluttet at nu måtte det være nok.
Livet forsatte og det virkede til at hun var den eneste der var sat på standby.
Hun havde mere at byde på, langt mere at skulle nå at opleve inden hun pustede sit lys ud. Det var hun sikker på.
Hun havde enda en plan. Hun skulle bare lige få Gordon til at se ideen med at forlade DI Morga, og det ville komme. Han var bare stædig. Han ville ikke lade hende træffe beslutningen , så længe hun var så trist.
Og så måtte hun jo bare vise ham, at Tristheden nu blev lagt til side...at hun kunne være glad og stadig havde dén samme holdning. Så skulle han nok lytte!
Planen var lagt ud i små trin, og den første var at forlade soveværelset , og hjælpe manden med hans kontor og arbejde.Når han så slappede mere af og blev mere glad, ville han måske lytte bedre ?

Alt var som det plejede ,da Millicent ankom til bygningen. Det var nemlig bare SÅ typisk for hende, at nu hvor hun ville overraske ham , tage fusen på ham ved at dukke op....enda iklædt et godt humør og medbragt en ny frisk uskrevet side, til fælles udflydning-  så fandt hun kontoret tomt ?!
Fuglen var fløjet. Der var ikke skyggen af Gordon.
Hun satsede dog på at han bare var efter kaffe eller andet , og ville vende tilbage snart.
Hun havde altid den mulighed at sms ham, men hun gik efter overraskelsmomentet her- håbede han ville blive glad, ved at se hende omfavne natten once again.
Så hun var bare gået i gang selv, og heeeelt ærligt så var hendes hjælp tiltrængt.mænd og indretning- OH Lord!
Han havde jo INTET indrettet og det hele var så kedeligt.
Nu skulle der shines op - og besøget hos designer butikken stærkt overdue.

"Cause the players gonna play play eh eh eh
And the haters gonna hate, hate, hate, hate, hate
I'm just gonna shake, shake, shake, shaaaakeeeeee
I shake it off- shake it off
Heart-breakers gonna break, break, break, breeeeeak Mmmm!
And tfakers gonna fake, fake, fake, fake, fake
Baby, I'm just gonna shake, shake, shake, shake, shake
I shake it off....i Shake it off!"

Et lille kast hovedet på ægte headbanger manér, fik den opsatte hestehale i pendul sving og hun endte med at få sit eget hår piskende ind i ansigtet, så imens hun fjernede det, hørte hun ikke eventuelle lyse fra trappe og dør havde der været det.
Hun trak istedet ned i den lille figur syet asymetriske teeshirt, med et ærmer der gik til håndled, og det andet der ikke var tilstede med blottede skulder og arm, på Millicent . Blusen var sort med et gyldent tryk : Obey.

Gordon var så småt begyndt at arbejde i de senere timer. Hans krop var begyndt at justere sig efter at sove de lyse morgentimer ud, for at arbejde de mørke aftentider. Selvom Millicent ikke havde forladt værelset siden deres næsten ordløse diskussion uger tilbage, så kunne han godt lide tanken om at han ikke lå og sov, hvis hun besluttede at træde udenfor værelset. Eller i det mindste kunne nå ham på hans telefon. For selvom hun måske ikke havde lyst til at blive, så var han ret overbevist om at hun i det mindste ville underrette ham, hvis hun besluttede at stikke af.

Advokatkontoret havde efterhånden stået længe i dets lidt nøgne stadie. Et enkelt billigt og grimt skrivebord med en slidt stol, sammen med bunker af bøger rundt om. Ikke lige det ideelle sted at inviterer klienter hen. Lige nu var det da heller ikke her han selv var.
Lidt længere nede af gaden var han netop trådt ud af en lille kaffebar, med en ældre herre ved sin side. Manden havde et tykt overskæg med grålige stæng, som matchede hans mørke hår, som også var begyndt at vise tegn på alderen. På trods af de grålige farver, så havde han dog stadig en robust kropsbygning og en stærk fremtoning.
”Jeg sætter virkelig pris på deres hjælp. Og som sagt alle der virker til ikke at have råd til advokathjælp.” Sludrede Gordon videre ud af cafeen. Manden svarede med et muntert smil ”Jeg skal nok sende dem jeres vej”. Han trak en tyk cigar ud og proppede den ind imellem læberne under hans overskæg, for at lade en grålig sky stige op derfra. Det var en del stærkere lugt end Gordon var van til med sine cigaretter, og han takkede pænt nej, for at finde en af sine egne frem. ”Hvis de vil med et smut forbi mit kontor, kan de lige få nogle visitkort med. De må dog undskylde rodet. Jeg er ikke helt kommet på plads endnu.”

Få minutter senere åbnede elevatoren med et klik ud til etagen, hvor stadig dårligt dekoreret advokatkontor var lokaliseret. Allerede fra de trådte ud af elevatoren kunne han høre musik et stykke derfra, og han rynkede brynet. Well.. Det måtte være fra et andet kontor.
Et par skridt nede af gangen, og musikken var kun blevet højere. ”Ja så er vi her” Mumlede Gordon da han åbnede døren indtil kontoret, for at lade musikken strømme endnu højere ned af gangen. De frøs begge i døren, og kiggede lidt vantro ind på hvad der ikke helt var det tomme kontor der havde været forventet. I stedet var der fint udsyn til Millicent der vrikkede sin røv i stramme jeans til Taylor Swift.
Et lille øjeblik var der ingen der sagde noget, men inden længe ville en voldsom latterbølge ikke længere kunne holde sig i Gordons mave, og han vente sig væk fra den ældre herre, for at begynde at grine lidt foroverbøjet. Lidt halvhjertet fik han forklædt det som en hosten, og rettede sig op med tårer i øjnene efter at grine. Han havde efterladt hende en seddel, hvor der stod at han ville være på kontoret den aften, men egentlig havde han ikke regnet med at hun ville komme ud af værelset og se den. Hun fejlede aldrig i at gøre noget fjollet. Han smilede stadig. Mere af lettelse over at se hendes pludselig humør sving.

”Millicent” Ville han prøve at få hendes opmærksomhed, og ville det ikke virke ville han prøve højere, for at få hende til at skrue ned for poppen. ”MILLICENT”. Skruede hun ned, ville han trække på skulderen til den ældre herre og lave en håndgestus til Millicent. ”Det her er min nye sekretær Millicent.” Og den anden vej rundt. ”Millicent det her er dommer Brian Augen. Han gik med til at sprede rygtet lidt om os.”
Dommeren rettede lidt på sine tykke brilleglas, og så lidt uforstående på Millicent, som nok mest af alt lignede en teenager der trykkede den af. Et øjeblik ville han bare kigge lidt, indtil han også slog ud i en varm latter og daskede Gordon på skulderen. ”Ha! I ved hvordan man vælger dem nu om dage!” Lo han hjerteligt, og ville modtage en stak visitkort inden han stadig leende ville begive sig af sted ned af gangen og hjem.

Gordon så lidt efter ham, inden han rettede blikket på Millicent igen. Hun virkede i godt humør, men man vidste aldrig. Specielt ikke efter deres sidste sammenstød.
”Godt at se dig ude af værelset.” Prøvede han at smile, stadig i fare for at begynde at le over hendes skønsang.

Ingen skulle beskylde hende for at sjuske eller ikke gøre det godt da ! Sååå for at gøre ydmygelsen total og lukke alle døre i , for at prøve en forklaring der ville passe , nåede Millicent også at 'vrikke twiste' sig heeeelt ned i knæ OG skyde hele herligheden til vejrs igen , før Gordons andet forsøg på at råbe hende op , endelig fik hende til at snurre omkring.

"Gordon ! Endelig !" Smilet var stort , men hurtigt overstået , da hendes læber nu hviskede et
" OOH " ved synet af den ældre mand i Gordons følgeskabe.
Hendes blik hoppede på skift mellem de to mænd imens hun korsede sig inden i.
Jamen HVOR fantastisk var dét lige ? Han var ikke alene !
Hun vidste der ikke var en vej ud af det her , så Millicent fik travlt med at skrue ned for musikken - og op for charmen.
Kort hvilede hun blikket på Gordon , som hun gik over mod de to mænd.
De så begge ud til at more sig storartet , hvilke var mere held end forstand , men smilet kom da tilbage på Millicent, da hun fik travlt med at række en hånd ud mod Brian Augen.

" En dommer ! Mr. Augen det er mig en fornøjelse " glimtede hendes øjne den ældre mand imøde.
" Jeg beklager du måtte se .... det.... tilgengæld er vores visit kort enormt pæne , kan jeg berolige med " fik hun rundet det hele af med en kæk lille bemærkning og Gordon kunne overrække dem til ham .

Hun anede ikke hvordan de så ud , skulle sandheden ligges frem - men hun håbede der var et eller andet der både var stilrent og seriøst - men på samme tid hav et lille gimmick af sig.
De skulle være husk bare blandt konkurrenter.

Dommer Brian Augen viste sig en mand med humor og Millicent syntes instinktivt godt om ham. De udvekslede et par muntre ord og
da han leende forlod kontoret , kunne hun ikke dy sig for at liiiie afprøve en af sværvægterne , inden for cliche'erne " See you in court !"

Tankerne vandrede kort væk.
Hvordan mon den muntre mand ville dømme og styre en retsag. Ville hele auraen skifte eller ville man i det seriøse retslige arbejde , kunne se et spor af humor fra tid til anden ?
Ikke at den skulle smides upassende ud i retssalen på nogen måde , men ville man kunne fornemme hans personlighed mon ? De nysgerrige tanker blev Parael parkeret - hvilke hun var helt enormt ferm til , mentalt.
Irl voldte parkeriner i det hele taget en smule større .... Udfordring.

Endelig alene med Gordon , strøg hun håndfladerne ned over hendes lår/ hofter i en lidt urolig handling.
Millicent lagde hovedet en smule til venstre og trak lidt undskyldende op på skulderen.
" Jaa... Jeg syntes det var på tide , you know . Kan jo ikke blive derinde for evigt "

Millicent havde sågar været ude og spise, så der var heller ingen mangel på blod i hendes system , så hun begyndte så småt at tage form og ligne 'sig selv' igen.
Hun havde det bedre end længe , og det var sikkert synbart.
Havde hun så en maske på ?
Ja - det havde hun - Og det ville hun havde i en lang tid. Men sålænge hun kunne bære den , var det ok med hende. Nogle gange var det lettere at sætte et glad ansigt op, end at skulle forklare hvorfor man var trist.

Millicent vendte sig til mobilen og trykkede igen , denne gang tonede Sexed up, med Robbie Williams ud og hun havde justeret på lyden , så det var mere i baggrunden nu.

" Nååå så man hænger ud med dommere nu ? Fornemt selvskab " drillede hun Gordon og gik så over for at give ham et pænt goddag - eller måske det var et tak for at have båret over med hendes hvæsen og kradsen , da hun blev sendt ud i frit fald.
Millicent stillede sig ind mod ham , venstre hånd på hans højre skulder og hun lænede sig frem så hun kunne give et kys , på hans kind og lige nå at nyde et strøm af engle duft og fyren Gordon , i en hæsblæsende mikstur af en euforiserende duft.

" Godaften ... " smilede hun og trak sig lidt tilbage. Med hånden slog hun ud mod den bærbar og begyndte at indvige ham.
" Jeg tænkte at klynke tiden måtte have en ende og vi istedet skulle få møbleret stedet her ? Eeehhh .... Ikke at det du har gjort med det ligefrem er .... Øæhh dårligt ... Men .... Argh ... Let's face it , sweetie- her er kedeligt og håbløst. Så hvad siger du ? Kan vi tage ud til dem her ?"
Hun ville flyve over og klikke hjemmesiden frem på designer møblerne , og som hun placerede sit ene lår på skrivebordet og trak sig op og sidde der , betragtede hun Gordon forventningsfuldt.

Gordon ville lade de ting hilse på hinanden, imens han gik hen og fandt en bunke kort frem. De var egentlig meget simple. En sort lidt skrå tekst med navnet han havde valgt at give firmaet i hendes fravær. Han ville have konsuleret hende, men det sidste stykke tid havde det ikke virket rigtigt at gøre.
Derfor var det der stod frem på kortet ’Every Weather advokat firma’ med en lille undertekst der lød ’lige meget hvilken sky du er under’. Nogen ville måske sige at det ikke var så koldt og professionelt som mange ville foretrække, men det var let at huske, og han regnede ikke med at deres målgruppe ville tage sig af om de havde et fancy gammeldagsnavn. Det var om at sende et budskab. Fortælle folk at lige meget hvilket vejr de var ude i, hvor stor en storm, så var der et ly at krybe i. Så var der hjælp at hente.
Baggrunden på kortet var hvidt med 3 små dråber påmalet i det ene hjørne, som om det havde ligget lidt i regnen.

Dommeren var ude af døren med et kort håndtryk. Gordon havde aldrig været i en sag med ham. Generelt havde han førhen mest lavet kontorarbejde, men han glædede sig til at kunne komme ud og udrette noget i stedet. Noget mere.

Med begge hænder begravet i lommerne på et par mørkegrå bukser vippede han lidt frem og tilbage på fødderne imens han smilede skævt til hende. Lidt usikker på hendes mentale tilstand. Ikke at hun var sindssyg. Men han ville gerne undgå at få hende til at eksplodere IGEN.
”Jeg var begyndt at tro at du ville forsøge” prøvede han at drille. Det havde været lige ved at han havde troet hun aldrig ville komme ud. Han havde råbt beskeder igennem døren flere gange. Som hvor han var, eller hvis han havde lagt mad frem. Nogle gange om hun var okay. Nogle gange for at sige undskyld. Nogle gange for at bede hende komme ud. Det havde svinget meget.

Robbie Williams begyndte på et par triste toner fra hendes mobil. Den ramte plet et eller andet sted. På et eller andet han ikke helt vidste hvad var. Som om ordene mindede ham om en sang han en gang havde glemt.
Et træk på skulderen sendte ham tilbage til virkeligheden. ”Nahh jeg kender udelukkende Augen igennem min far. De spillede poker sammen da jeg var yngre. Han er også dommer.” Smilede han bare. Heldigvis var det udelukkende at han nogensinde ville skulle argumenterer i retten overfor sin far. Der var strikse regler om relationer imellem dommer og medlemmer af sagen.

Uden rigtig at sige noget modtog hen med et smil denne lille gestus. Hun virkede bedre. Mere til stede. Og man måtte da sige at hun havde fået det mere casual dressed to kill outfit på. ”Du ser godt ud. Cleaned up good” Han slog hovedet lidt bagud for at få noget hår væk fra panden, og så ned af sig selv. Han var en del mere formelt klædt end hende. Noget han godt kunne undvære egentlig. Så den grå blazer blev smidt over den eneste stol i lokalet, og han løsnede slipset for at smide det ovenpå. Den øverste knap på en mørkeblå skjorte blev åbnet, og ærmerne rullet op til albuen. Han sukkede lidt afslappet. Meget bedre mente han selv.
Han fnøs lidt underholdt af det hun sagde om lokalet. Det var en mindre katastrofe. ”I know i know. Det er forfærdeligt” Han kom til at le lidt. ”Guess jeg behøver dig mere end jeg indrømmer”. Det var ment med al munterhed indtagt, men han regnede med at de begge vidste at det havde en sandhed i sig. Havde han ikke behøvet hende, så var han smuttet for længst. Smuttet så snart hun fik ring på fingeren. Egentlig havde han aldrig troet at han ville være den type der blev trods det.

Hun smuttede over til computeren, og han gik med, for at kigge hende over skulderen. Lidt lænet frem med begge hænder på skrivebordet på hver side af hende.
”Det ser dyrt ud!” Smilede han først lidt bebrejdende, men trak så lidt på skulderen. ”Men hvis det er det prinsessen vil have, så lad os da tage derhen.”

Hun var ikke uenig med hans refleksioner , som hun ikke kunne læse. De havde slået fast at hun burde have hedder Storm eller Volcano og hun vidste hendes reaktioner var store. Det havde hendes kærlighed til Andrija så også været. Og han var den eneste der havde fået hendes komplette tillid og kærlighed , udover Gordon.
Der ville gå en rum tid , før hun igen ville føle sig hel og havde lyst til en mundfuld af livet.
Men Gordon her hjalp hende. Mere end hun kunne udtrykke. Var det ikke for ham så havde hun vendte ryggen til alt. Uden at se sig tilbage.
Men nu var hun her.
Og i dag var en god dag.

" Du må fortælle mig mere om din familie en dag. Jeg anede ikke din far var dommer ?" Hun begyndte med det samme at grave i om der var endnu et lag i Gordons ønske om at praktisere jura, udover hans really ønske om at gøre gavn?
Måske der lå et ubevidst ønske eller behov for anerkendelse fra hans far ? Hun ville tilbage holde sine nysgerrige spørgsmål , til de sad over en kop kaffe en dag, for hun ville mægtig gerne vide mere om ham. Hans baggrund.

Millicent var lidt af en hyggesmølf og hun kunne godt være fristet til at læne sig lidt længere tid op af Gordon , men hun skulle lære at gå igen , kunne man sige. På egne ben.
Så kysset på kinden blev givet og hun trak sig lidt ud , for at modtage hans høflige kompliment.
Hendes øjne scannede kort ned af sig selv. Udover skoene have hæle var der hverken dullet op eller stadset ud, så hans ord gjorde hende glad.
" Tak " lød svaret kort, men hun så både 'piget' og glad ud ved hans ord.
Nu havde hun så også lignet øllebrød på en dårlig dag , da han så hende sidst , but still.
Hendes øjne lyste op i et muntert glimt , da Gordon smed jakke og sørme også slips.
" SÅ godt så du undresser ligefrem ?" Sagde hun mindre højt , men hun vidste at han ville kunne høre det - selv om hun havde vendt ham ryggen for at skjule sit store smil - og forsatte over til den bærbare.

Hun svarede ikke på drilleriet.
Det var ikke nødvendigt og øjeblikkets stilhed betød egenlig bare at de begge var helt afklaret med at de begge havde behov for den andens nærhed og nærvær.
Sådan var det vare. Om de ville eller ej. De kunne altid hænge 'nærheds hatten ' på skytsengle knagen , men helt ærligt så var det så meget mere end bare det. For den tiltrækningen mellem dem som hun forsøgte ignorere , den var ikke af udelukkende psykiske bånd men også fysisk - og dét vidste hun ikke var skabt af selve skytsengle bindingen. Og der var også en lille detalje at Gordon kunne dække sig ind - til en hvis grad - men Millicent kunne vel slet ikke ? At hun så forsøgte var bare hendes måde at forholde sig til det på.

Ved den bærbare , fornemmelse hun Gordon stå og læne sig over hende og det gav hende en meget malplaceret og uvelkommen følelse.
Hun kunne lide det.
Lide at mærke ham så fysisk tæt.
Hun sagde intet . De var på arbejde nu og det var nok også meget upassende og meget pendul på vildspor agtigt.
Så hun drejede bare ansigtet en smule , så hun kunne se tilbage på ham. " Really ... Vi kan ?! " halvt om halvt havde hun nok regner med et afslag, da det var en bekostelig ide.
Havde det været til eget hjem , havde hun med glæde indrettet sig med loppe fund , men her var der andre ting på spil. Det var ikke for hendes egen vinding eller magelighed hun ønskede de her møbler. Millicent var ligeglad med mærkevarer og kopierede ofte selv de dyre kjolekreationer , med nål og tråd som hun var så talentfuld til. Det hér var for at brande og tiltrække kunder.... Og få gang i business.at sætte dem i fokus , et fokus med god stil og endnu bedre intentioner.
Udover en høj faglighed - men den del ville Gordon indfri helt alene. Og disse signaler sendte man bare ikke med en nedslidt loppe grøn sofa fra oldes kolonihavehus hus.

Millicent drejede omkring og fik smækker sine arme omkring Gordons hals , i et knus.
Hun masede ham vel sagtens så han kom i oprejst tilstand. Altså stående ... På sine ben !
" Så tager vi afsted med det samme, for de lukker midnat. Jeg har dog en rimelig god ide om hvad der ville være både klædeligt og funktionelt for os , så vi kan sikkert få handlet og aftalt levering med det samme" kvidrede hun og stjal sig til et lille ekstra kik på ham.
Gordon så pragtfuld ud. Måske lidt træt , men selv dét klædte ham.
Ham så uforskammet godt ud i hans stilfulde herre garderobe - og når han var i sweatpants det samme. Så fik man lyst til at kravle op hos ham. I en sofa. " Øøøhhh ?!" Hun rystede på hovedet , for at skyde de irrelevante tanker væk.
Nu skulle de tænke på arbejde , ikke .... Ikke hvordan Gordon så ud !

" Så lad os stikke af ! Det er altså SÅ langt du vil stikke af med mig ? Til en møbel butik ?" Lød det da hun steg ind i elevatoren og den tog dem ned i gade niveau, hvor hun håbede Gordon ville have sin vil parkeret.
Hun var i fint humør - so far - måske havde hans lille prinsesse label spændt et godt humørs sikkerhedsnet under hende ?- så sætningen med at rejse væk , var udelukkende for at tirre ham på en kærlig måde.
" det er egenlig sjovt , en af de sidste heart feel bøger jeg husker at læse som menneske, var Looking for Alaska, og det hedder stolene og bordet vi er ude efter. Så nu kan vi sige ... 'Halooo Were looking for Alaska'" små sludrede hun random , da turen gik mod deres destination.

Han nikkede en enkelt gang til det med familien. ”Sure. Intet ekstraordinært. De bor i udkanten af byen” Svarede han først, i gang med at løsne sin slipseknude, som forræderisk havde været ved at kvæle ham hele dagen. ”Jeg er sikker på at de ville elske at invitere min nye sekretær og ven på middag” smilede han og valgte ordene bevidst. Det var sjovt det der med at invitere piger med hjem og møde familien. Hvis hun ikke havde en officiel titel ville det helt sikkert blive misforstået. Det problem tog ’kollega’ eller ’sekretær’ sig godt af.
Egentlig kunne han ikke huske hvorfor han i første omgang havde valgt at tage på universitetet. Det var væk i en tåge sammen med resten af de små detaljer i hans liv. Egentlig undrede det ham at den slacker han havde været, havde valgt at gøre netop det. Han vidste at hans far var ambitiøs, også på sine børns vegne, men aldrig for hård eller pressende.

Han fnøs næsten lydløst af hendes kommentar. ”ja du ved hvordan jeg bliver” Svarede han med en rysten på hovedet, imens den øverste knap på skjorten med en lettelsens suk blev frigjort.

Der var mange ting han kunne give skytsengle tingen skylden for, og mange ting som han også havde givet den skylden for, men det cover havde han selv skudt i sænk ved at indrømme overfor sig selv, og hende for den sags skyld, at hun var mere end det. Selvom det halvt havde været i desperation og halvt i en eller anden form for nedbrudt panik, så ville han ikke trække det tilbage, hvis nogen spurgte. No points in denying it now were there? Og hun kunne for hans skyld ligne daggammel havregrød, og gå op i limningen, hvilket det havde været tæt på et øjeblik, det spillede ikke den store rolle. Intet havde ændret sig. Han ville flat out indrømme det, hvis hun spurgte.

Selvom midlerne ikke var uendelige, så havde Khá givet dem mere end han egentlig havde bedt ham. En gestus som ingen kunne kalde andet end fantastisk generøs. Det gjorde at de havde råd til disse ting. Havde råd til at invitere kunder på middag også, hvis de havde lyst til det.
”Men vi må vente lidt med at indrette med det vi køber, for jeg regnede med at male i morgen. Væggene kunne bruge et nyt hvidt lag”. Han så sig omkring. Man kunne så småt se hvor gamle billeder og ting og sager havde hængt, da den gamle ejer havde indrettet det.

Lidt pludseligt blev han tvunget op at stå af en begejstret Millicent. Det var godt at se hende glad. Se hende andet end knust egentlig. Hendes hår var halvt i hans ansigt, og den velkendte duft, som altid gav en form for ro, strøg ind over ham. Hans arme lukkede sig omkring hende, og løftede opad, for at svinge hende rundt en omgang uden et rigtigt formål.
Han slap hende igen, og lod hende få lidt plads. ”Sounds great” Smilede han skævt, og begravede begge hænder i sine lommer igen. At stå så tæt på, gav en underligt usikker følelse. Hans blik flakkede imellem hendes øjne, og lagde sig omkring 5 centimeter under dem et øjeblik, før han hurtigt valgte at se helt væk. ”Så lad os smutte” Skyndte han sig at sige, og snurrede rundt, for at pakke sin taske sammen, så de kunne komme af sted. Lidt overrasket over hans egne impulser. Overrasket over hvordan hans krop havde næsten automatisk lænet sig frem, for at lukke de sidste par centimeter imellem dem, på trods af at hans hoved meget udtrykkeligt havde sagt nej. To soon.

”Argh, jeg kunne vel godt tage med til udkanten af byen, men længere væk for du mig nok ikke med den agenda. ” gav han lidt meningsløst igen. Han vidste at hun tirrede ham, uden rigtig at mene det.
”Oh så du har allerede fundet ud af hvad vi skal have?” Lo han og kørte en hånd igennem sit hår. ”Then lets go look for Alaska!”

Inden længe ville de sidde i bilen på vej til den butik, som hun end havde givet ham adressen på. Han kom til at smile ved mindet om lige før det hele var gået af helvede til. Hun havde fået rattet på en øde landevej. Det havde virket som en dag med smil og godt humør. Det havde sandelig gået af H til.

Snart var de ved butikken, og hun ville egentlig få frit slag. Det eneste han krævede var 2 skriveborde, 2 stole og en bogreol. Resten var helt op til hende. Han ville følge med og lave protester, hvis hun kiggede på noget helt forfærdeligt, men ellers ville han bare følge med.

Millicent fangede hans lille leg ved valg af ord, og hun gav ham et lidt trodsigt blik i retur .Det var da også pisse irriterende at han skulle se sådan ud, ifærd med at løse sin slipseknuden, man kunne jo stort set ikke forventes at kunne samle sine tanker , i den process,vel ?!
"Åh ja ...de vil da elske det. jeg er ret familie venlig ....that is...indtil jeg beder om lidt af deres blod til middag " kurrede hun sukkersødt , men ville helt klart dække sig ind under at være en arbejdskollega , skulle hun nogensinde være heldig nok at møde hans familie.

Millicent ville nok aldrig spørge ham om de ting de tidligere havde fået sat ord på.Hun havde aldrig været en pushy type omkring det følelsesmæssige eller i time, og efter hendes forliste kærligheds sejlads , ville hun nok slet ikke være det nu.
Hun skulle formentlig mere eller mindre tvinges til at sætte ord på eller gøre et aktivt move, ellers ville de ting og tanker forblive uforløst inden i hende.

Gordon kunne have ret i at hvis hun ikke havde opdaget sin Ex's illoyalitet havde hun sikkert haft svært ved at gå fra ham. Men det betød egenlig ikke at hendes tilknytning til Gordon var mindre....hun havde bare bundet sig i en anden rækkefølge, og derfor var det ikke hende tilladt at spadserer ned af de stier hun havde kunne finde med Gordon.
Men det var det nu, og bortset fra hun ikke havde lyst til at stole på, lægge sit hjerte i hænderne eller bygge sig en tilværelse op med nogen igen, så lod det sig bare ikke benægte at hun var draget til ham.
På alle måder tænkeligt. Og havde hun kunne ville hun luge nu skrue tiden tilbage , så de sad på det regnvåde fortorv.Øjeblikket hvor deres læber havde fundet hinanden.Hun ville have klamret sig til ham, og aldrig have sluppet Gordon igen.
Istedet skulle de nu se på....møbler!

Man kunne ikke fornægte at hun havde meget humor, for en del af hende fandt det komisk.Midt i hele den store græske tragedie hendes ellers så ukompliceret liv havde udviklet sig til, havde hun lyst til at give det hele fingeren, og ryste det af sig.....og fokuserer på møbler....møbler og Gordon.
Det var nærmest umuligt ikke at fokuserer på ham, selv med ryggen til englen kunne hun fornemme ham.

"Skal der males ...okay, men lad os holde det i hvidt " grinede hun , da de endte med at tale i munden på hinanden, om den hvide farve.

Da hun vendte sig og kom til at stå midt i hans favn, tog farverne form i hendes sind.
Hans hænder med et greb i Millicent og den lille svingtur, var nok til at give kulør , nok til at alt ikke var så gråt.
Hun elskede ham for at kunne de ting, for at kunne så meget ved egenlig at gøre så lidt.
En lille bekymring gik dog på HVORFOR hun ikke kunne styre de ting og hvor de ville lede hend? Hun ønskede at lukke sit hjerte i. Bruge sin tid på andre, bare ikke romantisk set.
Og alligevel...når hun var sammen med ham, som nu....ARGH!
Lidt sløret i blikket , begyndte hun at rette på frisuren, og stramme på hestehalen.

"helt til udkanten af byen ? Åh du er sådan en flirt ,Gordon....du ved lige hvordan du skal fyre op for flammerne" teasede hun ham , og så var de afsted.

Hun kunne godt lide at lave ting med ham. De havde efterhånden lavet lidt af hvert, og Gordon var altid så dejlig nærværende, uanset hvad end de fortog sig.
Skriveborde blev valg, ikke prangende med meget smagsfulde og enkle. Der var noget skuffedariums med, Gordon fik et stort et med 18 skuffer og Millicent et mindre med seks.
Skrivebordene var ens, hvide med sort glas , igen hendes var en smule mindre.
Det var nu ikke for at artifakterne skulle vise hvem der bestemte, det var et praktisk baseret valg. Lokalet var ikke uendeligt i kvardratmeter og Gordons behov for arbejds plads og arkivering var større end Millicents.
Gordon fik desuden en sort kontorstol i læder, hun valgte selv en rød og drillede ham med den ville stå godt til hendes hår.
Det var nu mere hvis hun var lidt clumsy og kom til at spilde blod uden at opdagede det right away, men det ville hun ikke indrømme.
Lidt billed rammer til væg , hvor de kunne finde nogle plakater at sætte i ( Millicent var ikke til billeder ) og nogle hylder hvor nogle mega fede gigantiske lysestager skulle stå.
Selv professionalisme kunne have et hyggeligt skær, var Millicent ved at forklare ekspedienten , da hun udpegede hvad de skulle have .
Lamper og andre sager blev også købt , det værende kontor artikler som de af urangsagelige årsager havde en lille afdeling der solgte lækre sager med.

Det var ikke svært at vælge mere at vælge fra ! Det hele stank af god stil med et snært at at være unikt.
Men det bedste....to kingsize stole, man kunne næsten kunne ligge ned i- to personer af gangen.
En besynderlig form, men det var NETOP DEM Millicent var faldet pladask for på nettet.
De købte fire af dem, og et rundt bord i rustik look, sød et hele ikke blev glas og stål.
Nogle lidt rå urtepotteskjulere til et par træ ligende planter, ville samle møblementet på klædeligvis - det og alt i alt ville kontoret blive et trendy , funktionelt, og lækkert indbydende sted at opholde sig, hvad enten man var ansat der- eller en kunde i biksen.

Millicent strålede om kap med stjernerne da de var færdige. Det var længe siden hun havde haft det så sjovt, kælderen havde været et deprimeret sted...både mentalt og som bopæl.
Hun var fast besluttet på at lægge det bag sig, og istedet nyde de ting hun kunne .
Gordon....om hun ville eller ej....hun var viklet ind i ham, og kunne denne aften ikke helt slå ham ud af tankerne.Det var ellers meningen det skulle være om arbejde det hele, og ikke om Millicents belastende lyst til at være tæt på ham nu.

" tror du ikke det er ved at være kaffe tid, oven på den omgang ?" Forslog hun Gordon, og forsøgte at lave en findé så hendes 'Gordon søgende' tanker ville snuple -og gå over i en krog, for at tage en time out.

Han rystede lidt på hovedet. Hans familie kendte ikke til overnaturlige eksistenser, og de ville kigge noget, hvis han kom hjem med en pige, som claimede at hun var vampyr. Sikkert ville de tro at hun var en af de der lidt skøre mennesker, som troede at de var det, og drak en smule blod fra hinanden for at holde drømmen i live. ”Tror vi holder blodet udenfor” Sukkede han bare. Den Millicent han kendte var meget andet end bare vampyr, og han var ret så sikker på at hans 17 årige lillesøster ville elske hende, og helt sikkert fortælle de mest pinlige ting. Det værste ved det var at han ikke vidste hvilke ting han skulle se sig for overfor, for han kunne ikke selv huske alle de pinlige historier, som den lille lømmel elskede at dele ud af, og han kunne ikke huske alt det snavs han måske en gang havde haft på hende.

Det var klart at hun aldrig ville spørge om ting, som allerede var slået fast. Desuden ville konstante remindere og opfriskere skabe flere akavede stemninger. Kunne han, ville han fortælle hende det hver dag, men lige nu skabte det ikke andet end smertefulde billeder i hendes hoved, var han sikker på. Derfor måtte det blive imellem linjerne et sted. Det ville ikke altid være et brandfarligt emne. Tingene ville ikke altid være sådan her. Det håbede han i hvert fald ikke. Han håbede en dag at nutiden ville fylde mere end fortiden for hende. Hvor de ville fylde mere, end hvad der havde været engang. Den dag på det regnvåde fortov ville de vel altid have. En reminder om hvad de havde været og stadig var, selvom det ikke var det hun ledte efter lige nu.

”Nå, jeg skulle ellers lige til at lufte ideen med limegrøn” Himlede han med øjnene, dog stadig med et smil i mundvigen. Egentlig havde kontoret kun 3 vægge der skulle males. Den sidste ud imod byen bestod mest af store ruder, som gav adgang til en udsigt over parken og byen bag den. De var brudt fra hinanden igen, og var på vej imod elevatoren. Af en eller anden grund kunne han mærke at hans vejrtrækning var blevet en smule hurtigere. Han lo bare af hendes kommentar. Måske hele run away emnet var lidt touchy feely lige nu. Han havde ikke tænkt sig at lade hende stikke af, og hun ville ikke droppe tanken. Lige nu virkede det dog ikke umuligt at ændre hendes mening. At få hende til at ville blive.

Shoppingen var i fuld gang, og han var meget hurtigt overrasket over hendes effektivitet. Af en eller anden grund havde han regnet med at det ville tage en evighed, men hun var målrettet, og havde med frie tøjler snart udpeget de vigtigste ting. Han rendte egentlig bare rundt med hende og godkendte, hvis hun spurgte. Selv var det eneste han valgte en bogreol i lidt samme rustikke stil, som det bord hun havde valgt, og et stativ i stål til at have magasiner i, hvis nogle kunder ville blive nød til at vente i de store afslappede kingsize stole, som hun havde synes meget glad for.

Nipsting blev helt hendes område, men for pigede ting, som det julepynt hun i sin tid havde givet ham til jul, nægtede han at betale for. Det virkede dog heller ikke til at blive et for stort problem. Hvad der skulle være i billedrammerne kunne de altid finde ud af. Sjove plakater med lidt farve på, eller gode budskaber, kom man langt med. Et enkelt kunne han sætte sit eksamensbevis i, det gav en hvis sikkerhed, at man kunne se at de ikke var vagabonder, som pludselig besluttede at åbne et advokatkontor.
Da hun havde set sig færdig, måtte de op med den store pengepung fra Khá og betale en lidt svimlende regning. Det blev aftalt at møblerne ville blive leveret ved 23 tiden om 2 dage, så kunne de nå at male, og det ville kunne nå at tørre, inden der skulle møbler ind.

Atter ude i den friske luft, var tilfredsheden stor for begge parter. Lettet og taknemmelig over hvor nemt han var sluppet fra det, var Gordon smilende og glad, da de satte ud af butikken, og åbenbart ud for at finde kaffe. ”Jo jeg kunne godt bruge en kop i hvert fald. Der ligger en døgnåbent kiosk ikke så langt væk, da har nok?” Han kunne ikke helt komme i tanke om nogen cafeer der havde åbent til midnat. Så måtte de tage kaffen med, eller sætte sig på en bænk, hvis kiosken ikke havde stole.
Han kunne godt lide at bruge tid sammen sådan her. Nogle gange målrettet og med et formål, andre gange bare afslappet og uden noget rigtigt mål. De var begyndt at gå i den retning han mente at kunne huske at have fundet en kiosk en gang. Bilen holdt fint hvor den gjorde til de nåede tilbage. Luften var de sidste dage begyndt at blive køligere, og man kunne så småt mærke at sommeren var ved at være forbi. Efterårsluften var stærkere og køligere.
På trods af den kølige luft følte han sig dog ikke kold. Han havde en varm fornemmelse i kroppen, som han småsludrede lidt på vej ned af en sidegade. ”Georgia spurgte efter dig den anden dag. Noget med at vi var udueligt selskab, og at hun havde brug for kvindeligt selskab”

De blå øjne ville stjæle et blik på hende. Det virkede næsten som om hun havde farve i kinderne, men om det bare var den sundere udstråling? Der var helt klart sket en forskel på de sidste par uger.
De gik med et lille stykke imellem dem, men ikke nok til at han ikke kunne nå hendes næsten sne hvide hånd i aftenens mørke, så han ville række ud, og forsigtigt tage fat om den. ”Er det okay?” Spurgte han stadig med blikket fæstnet på hende. Viste hun tegn på andet ville han slippe igen. Det virkede uskyldigt efter alt der alligevel havde været imellem dem. Den fysiske fornemmelse af en anden person var bare betryggende og rar.

Millicent var meget mere en en blodtørstende vampyrisk vild skabning, det var sandt.
Hun havde sin menneskelige sjæl ikke bare intakt, men styrket sansemæssigt.
Hendes passion og temperament havde hun altid haft, det var også boostet til en grad det ikke lod sig tæmme- altid.
Gordon ville bestemt ikke bifalde alle ting hun havde gjort og ville gøre i fremtiden.
Men hun skulle jo ligesom leve, og hun var hvad hun var- hun prøvede at få det bedste ud af det, uden at skade for mange.

Det var en rigtig glad Millicent der forlod designer huset.
Hun var sikker på  at klienter ville befinde sig godt i deres lokale, og det derfor ville støtte op om at give dem et godt ry. Hun glædede sig som et lille barn, til igen at være lidt effektiv og gøre noget med sit liv.
Libra var godt kørende, og hendes agenter gjorde et glimrende arbejde.
Flere fra mafiaen var allerede bag lås og slå- eller sad og afventede en retssag.
Det havde været klogt at rense ud, og selv bestemme hvilke samarbejdspartner hun skulle trække ind.
Gordon havde vist sig et naturtalent, men hun havde ikke så meget lyst til at sætte ham i marken , af flere årsager. Men i ny og næ måtte hun krybe til korset og lade ham tage nogle af de alvorlige sager.
Millicent kunne bare ikke lide tanken om der kunne ske ham noget. Hun var selvisk på den led.
Hun ville ikke undvære ham.

"lyder godt , så får du lov at give ...denne ene gang!" Smilede hun og lod Gordon lede vejen, da han så ud til at have en ide om hvor de kunne få deres bønner.
Der var ingen klik lyde fra hendes hæle, hun købte altid sko med en ordenlig hæl, mest fordi hun fandt lyden pisse irriterende , når man gik øde steder eller lange gange.Et vampyr øre kunne være yderst sensitiv overfor de rigtige lyde.

"Georgia ? Ja...man kan da kun have ondt af den pige...jeg mener , tænk at skulle trækkes med jer to hele tiden." Hun smilede og spidsede læberne , for ikke at begynde at le .
"hvordan går det egenlig med hende...og med musikken -får i spillet lidt ?"  Ville hun spørge ind til inden  varmen fra Gordons hånd ville svøbe sig om hendes, og han ville tage fat i hendes hånd.Det var som at blive trukket ud på en isbane, som at få skøjter på begge fødder og skulle finde en balancen men hun glemte helt at man kunne falde og få blå mærker.
Hans berøring fastholdte hende hundrede procent i nutiden , og det samme hans dybe blå øjne.
Det gjorde en smule ondt i hendes hjertet, for hans øjne var så tillids indbydende, og hun kunne ikke helt slide sit blik fri af dem, selv om hendes forsvarstrang gerne så hun gjorde det. Men hun fandt sig draget til ham...til behovet for tryghed...til hans sind og hans humor.
Om det var okay ? Spurgte han og Millicent kunne kun nikke sit svar. En tudse havde sat sig på tværs i hendes hals, og hun hev vejret ud og ind af næsen.En menneskevaner der ikke havde sluppet sit tag, men havde forsat sit arbejde. Det var fint nok, for blandt mennesker gav det en illusion om hun ikke var....ja død...så det var i virkeligheden et kæmpe plus at netop dét faldt hende så naturligt.

Millicents nik fik nok lidt mere værdi, da hun lod sine krop handle , uden at tænke over det- og flettede sins fingre ind i hans.
Det var helt okay, og hun havde lyst til at forsvinde ind i ham, forsvinde væk i ham....tage væk med ham.
Men den stædige rad ville ikke accepterer at de smuttede.
Ja- så måtte hun jo drive ham til vanvid lige her i Di Morga , så det sørme ud til.
"i like that....a little...but dont say a word to anyone" lød det sagte  , som var det en hemmelighed på Langdon niveau fra bestseller bogen, om de mange symboler og den slemme albino. Lige nu var hendes hjerne død...ok MERE død end vanligt, og hun kunne bare ikke huske hvad den hed! Hun havde ellers alle bøgerne i serien.hans hånd fik et lille nus med tommelfingeren og Millicent løftede den langsomt op, op mod hendes læber.
Hun så på Gordon, lod sine øjne afspejle hendes sårbare tilstand og hendes affektion for ham, til trods- da hun førte hans hånd helt op til sin mund, og kyssede den tavst....blødt...lige sekunder nok til et utalt budskab ville komme ud af handlingen.

Hun lod deres hænder sænke til 'normal niveau ' igen, og en kiosk dukkede op just in time , så det hele ikke ville blive underligt.


Kiosk eller kiosk ? Det var mere en todelt lille sag, med noget 7-11 kørende i den ene halvdel og et American diner tema i den anden .


Millicents nysgerrige næse strakte sig i diner retningen og hun trak i gordons hånd, hun stadig var flettet ind i- havde han ikke viklet hende fri,
Millicent ville gerne sidde dernede og drikke kaffen. Der var hyggeligt og privat nok, og så havde de en frisk gåtur tilbage til hans bil bagefter.
Der sad en fire seks andre, med kaffe, sodavand og lidt kage værk .
Ellers var der frit valg mellem sidde pladserne.

"Lad os gå derned ? Så kan vi tage kaffe her " bad hun og ville hale afsted med manden.
Fik hun både Gordon og kaffe med, ville Millicent sætte sig, og trække Gordon ned ved hendes side.
Normalt ville hun have tavet plads overfor ham, men hun havde ikke så meget lyst til at være længere væk fra ham fysisk end nødvendigt var.
Det var første gang ude længe..jaaa...men det var nu ikke udelukkende det , som det handlede om.

”Oh yeah? Du ved hvor nærig jeg er, men denne ene gang kan jeg måske godt skrabe lidt sammen til at give” Gav han igen, med en stemme der dryppede af ironi. Han ville aldrig blive lige så rig som Andrija. Aldrig have råd til en stor villa, eller at give hende en sportsvogn i gave. Ikke når han havde valgt at bruge sine talenter på et firma, som kun fik løn, hvis det vandt, men han havde nok til at overleve, og nok til at give. Materialisme havde aldrig været det vigtigste hverken for ham, eller Millicent, det var han helt sikker på. Besides, han kunne lide den halv lille lejlighed – den gav ham overskud nok til at beholde bilen.

”Ja hun har det hårdt.” Gav han hende ret, selvom det nu aldrig havde været så galt. ”Det er efterhånden længe siden vi har spillet. Det kommer nok.” Fortsatte han med et træk på skulderen. Ikke at han ville indrømme det, men de sidste uger havde han haft svært ved at tage sig sammen til at forlade lejligheden. Både før hun ’flyttede ind’, og efter. Tanken om at hun ville vågne, beslutte sig for at komme ud, og han ikke var der, den havde ikke været rar.

Gordon kunne ikke holde et lille smil tilbage, da den varme følelse spredte sig op igennem hans hals, ved hendes fysiske gestus af hendes fingre der flettede sig ind i hans. Han kunne mærke hendes kølige hud imellem hans fingre, og den virkede rart i kontrast til hans egen, som pludselig var meget varm.
Øjnene søgte automatisk væk, som et værn imod at lade noget skinne igennem, men det havde mest været noget hans krop gjorde uden at tænke over det, og selvom det var en smule skræmmende, tvang han blikket tilbage på hende. Hendes øjne, hår, mund. Der behøvede intet svar på det hun sagde, men hans smil kunne ikke undgå at skinne igennem. Det mindede ham nogle ord han engang havde hørt. ’She won’t kiss and tell, but this isn’t hell. If i’d have to guess i’d say we have a mess you could sell’ . Meget kunne man sige, men det de havde, det var noget af et ‘mess’. Alle de forskellige følelser og situationer der bare havde bundet sig sammen og skabt et knudepunkt af alt hvad verden kunne tilbyde. Han elskede deres ’mess’.
Fastlåst i hendes blik, kunne han mærke hendes læber imod hans håndflade. En pludselig følelse af at ånde lettet op slog ham. Alle de ting der var at læse i hendes blik, og han var sikker på at mange af dem skinnede lige så tydeligt igennem i hans eget. Hun var vidunderlig. Intet mindre.
Han kom til at smile igen. Usikker på om han skulle sige noget, men følte ikke at han behøvede det, da deres hænder faldt ned igen, som om de faldt på plads, og det var ikke ’forkert’ mere. Hun brød ingen regler mere, ved dette, og det var en utrolig lettende følelse.

Lige som det egnede sig bedst dukkede en halv kiosk, halv dinner frem. Det måtte være en heldig dag.
Det var et hyggeligt lille sted med vuggende jazz i baggrunden, og kun få mennesker. Han lod sig villigt hive med, og satte sig ned ved siden af hende. De små røde sofaer gav ikke meget plads, og havde de siddet ret skulder imod skulder, havde det måske været trængt, men han havde vendt kroppen halvt imod hende, og havde lagt den ene arm over toppen af sædet, hvilket gav lidt mere plads til dem begge. Havde hun ikke trukket den til sig, havde han omhyggeligt undgået at give slip på hendes hånd.

Ekspedienten i kiosken fungerede åbenbart som medarbejder i dinneren også. En bumset teenagedreng på omkring de 17. Han var derover næsten med det samme for at spørge om de ville have noget. Nattetimerne var kedeligt på jobbet, fordi der næsten ingen kunder var. Gordon ville bestille en almindelig sort kaffe.

Drengen vendte sig halvt om, da en flok fulde teenagere væltede ind af døren og maste sig ned i en bås lidt væk. Deres høje latter og snak fyldte hurtigt ud i cafeen, da der ikke var så meget andet larm. Efter at have taget bestilling, ville han vende tilbage til kioskdelen for at hente kaffen.

De materielle ting havde i sig selv intet værdi. Og hun behøvede ingen stor ville for at være lykkelig, eller en sportsvogn. Ingen af de ting havde fået Andrija til at elske hende anyway, vel ?
Og ingen materielle goder ville få et fokuspunkt i et nyt forhold. Det eneste der havde haft betydning for hende, var at hvis man sagde man kun var to...så var man kun to! Så sad man ikke og gramsede på bryster et andet sted, og to minutter efter havde sex med Millicent. Sådanne melodier var ikke god musik i hendes øre.
Bevares.....alle skulle da gøre som de ville. Og ja ...nogen  ville mene at hun tog de ting for nært, men det var jo ikke DET der var problemet. Problemet bestod i at Andrija havde ganske udmærket vidst at DE ting betød alt, måske HAN ikke tog det tungt, men han vidste at HUN gjorde. Og det havde ikke fraholdt ham at lyve om hans løfter - han havde sat hende i den situation selv om han vidste det betød så meget for hende - DET var problemt , og så gøre det hele bag om hendes ryg . Dygtigt....listigt....han kunne få det hele, ik.
Hende....og de andre!
Problemet var så bare at hun havde opdaget det, ved et tilfælde.
Og alt hun havde satset på, blev nådesløst trukket væk fra under hende.

Hun var bedøvende ligeglad med penge, det eneste hun søgte i et forhold, var en der havde nosser nok til at sige når tingene ikke fungerede, og ikke ville lyve om de aftaler man havde. For når dén tillid blev knust, så var selv de dejligeste minder nu bare en fremkaldelse af kvalme.
når hun tænkte på hvad han havde lavet , imens han var med hende - på samme tid.
Og der havde hun siddet , naiv og forelsket , sad hun og spillede idiot for ham - og troede virkelig på hun havde noget godt og solidt med ham, alt det de havde delt og været igennem sammen. Var næsten taknemmelig for han valgte andre fra, tog det som et tegn på han VAR glad for hende. How stupid could one girl be?
Hun var så meget til grin , at en klovn ville lignede en bedemand ved siden af.
Men nu var det slut.
Og hun ville aldrig være så dum igen. Og ikke om hun ville bruge de næste to år på at sørge over en fyr, der tydeligvis ikke havde ment en disse han sagde.
Hun valgte ham til...i sin tid....og nu valgte hun ham fra!

"Må jeg komme med næste gang ? Så kan jeg hilse på Georgia igen og jeg kunne havde lyst til en aften ude, altså...en rigtig  aften , med musik og det hele " trak hun let på skuldrene. Hendes hår ville kilde på den bare skulder, når hestehalen ind i mellem strøg henover, og hun løftede en hånd op for at skubbe den tilbage, ned ad ryggen.

Med baggrunden og hendes kedelige historie sendt på pension, var det nu en pige med en mere glad facade, der sad ved Gordons side. At sidde og flette finger med en mand nu, ville ALDRIG komme til at ske- ikke med mindre fyren lige var Gordon Matthews. Selv om Millicent var forvirret og havde udsving i følelserne, som hoppede de på trampolin, så vidste hun at hun sad her med måske den eneste fyr der ALDRIG ville snyde hende og gå bag ryggen på hende. Han havde bevist sig , vist hvad hans værdier var og hvilke filosofier han nu byggede sit liv op omkring. Og hun var ganske facineret af ham. Og taknemmelig for han stadig sad her. Han havde godt nok taget mange af de slag som hendes ex burde have haft, og hun havde også langet ud efter Gordon many a time, når humøret var sortest.
Men han rummede det....stak ikke af....og begyndte ikke at behandle hende grimt. Han forstod hvor det hele kom fra, lod hendes komme af med det, og gik så roligt i gang med at samle hende op.
Millicent havde ikke trukket sin hånd til sig, og hun sad og tildelte hans små random strøg , men sin pegefinger.
Millicent sad inderst i boksen, og havde højre hånd i Gordons.
Plads var der ikke meget af, men det var kun en bonus.
Var det ikke for skams skyld, og for at Gordon ville tro hun var blevet sindssyg nu , så havde hun kravlet op på hans skød. Hun havde lyst til det. Brug for det. Men vidste at det ville virke helt forkert, så hun lod istedet alle hendes tanker omkring det, summe rundt i hendes tanker og prøvede at koncentrerer sig om en samtale.

Den unge mand modtog bestilling, og kradsede Millicents latte ned på en blok ,med krøllede gustene hjørner, ved siden af Gordons bestilling.
Han rettede lidt på den skæve butterfly,og så  blev han da noget overraskende bleg , da døren gik op, og en folk unge omkring hans egen alder væltede ind og overtog rummet.

Hans brune øjne søgte ned til Gordon, nærmest i desperation.
"Åh nej"hviskede han og Millicent kunne se at han næsten fik det fysisk dårligt.
I hvertfald var hans pande nu helt blank og skinnende.
"Åh gud ... Hun er her!" Han så igen på Gordon og hviskede "hvad skal jeg dog gøre?"

Millicent lænede sig nysgerrigt lidt frem, for at kunne se forbi, eller rettere Tværs over Gordons skuldre.
Det var ganske rigtig sandt der var en lille gruppe på 6 teens, og Millicent holdte godt fat i gordons hånd da en skikkelse dominerede den lille klikke.
" oh oh no no" mumlede Millicent, og blev lidt irriteret. Hun havde da slet ikke lyst til at dele Gordon NU- og på en måde vidste  hun bare hvad der lå i vente nu.

Den buttede pige , med de mange karismatiske og særlige træk var som man forventede, hun skuffede ikke.
I en tæt og meget udfyldt strikkjole i flaskegrøn-  tilsat et par pink strik gamacher og en lille sort pump sko, kunne man høre hendes latter over hele stedet.  fødderne poppede godt op over kanten,og det var svært at udlede om skoene bare skulle have været et par numre større- eller om hendes fødder bare var buttede - eller måske fyldte af vædske.
Et par klips spænder hvor en sort sløjfe var påsat, sad hapset i hendes sidehår, og make uppen var blå om øjne og blommefarvet på læberne. Små pink flamingos hang og dinglede fra hendes øre, og en kunstig kæde af guld, fladt ned og blev delvist holdt godt skjult , mellem den noget så frodige barm.

Med en vraltede gang og hænderne i siden , gyngede hun over gulvet og ned mod deres boks, hvor også den unge tjener var.
"Mitchell .....min skat! laver du en cherrycoke til mig " lød det lidt skingert og flirtende ! men SÅ stoppede hun op, og glemte helt sit røde tyggegummi der ellers blev gumlet flittigt.
"GORDON MATTHEWS, Aiii hvor FAB ! Hvor er det længe siden SUGAR !" Hun glemte alt om den stakkels Mitchell der koldt blev droppet , som var han en slankeopskrift- og nu  havde hun  udelukkende blik for Gordon.
Et par mindre slanke arme, omsvøbet ham og trak hans hoved ind mod hendes barm.
Med Gordon i sidde position og  Carmen stående, var det hele jo bare perfekt  , spurgte man Carmen. Her kunne hun rigtig styre slagets gang.
"Snuskebasse jeg har jo savnet dig " rystede hun sit frontpartin, big mama  style, før hun slap sit hold om gordons hoved med begge hænder, og lod Gordon slippe fri igen.

”Selvfølgelig kan du komme med. Vi skal på karaoke bar i næste uge?” Svarede han. Hun var vellidt blandt hele flokken, og han var sikker på at de ville elsker at have hende med. Det med at spille forskellige steder var sjældent, så i stedet tog de nogle gange ud og spillede på anderledes måder. Det kunne fx være karaoke med alkohol i blodet. ”Men du er advaret. Chester synger som en hængt kat.” Kom han til at le. Specielt med lidt indenbords havde han virkelig ikke mange toner i livet. Heldigt at han spillede trommer, hvor det var takten og ikke tonen der var i fokus. Til gengæld kunne han med lethed tegne firkanter med den ene hånd, samtidig med at han tegnede cirkler i den anden, eller klappe en rytme, imens han trampede en anden. Noget de fleste andre ville have sværere ved.

For første gang længe føltes tingene mindre komplicerede end de var. Selvom der nok ville gå lang tid inden hun rigtig ville stole på nogen igen, så vidste han også godt at det intet havde med ham at gøre, og at det nok skulle komme når tid var. Han var sikker på at han selv kunne lave noget lort en gang imellem, sige ting han ville fortryde senere og sikkert også være en nar overfor hende i ophedede situationer, det ville fremtiden vise. Tryghed kunne ændre folk, og vise nogle mindre pæne sider, men han kendte sig selv nok til at vide, at han ville køle af og vide når det var hans tur til at sige undskyld. Og hvad mere var, at han kendte sig selv nok til at vide at han aldrig ville kunne gå bag ryggen på nogen og være dem utro. Simpelt fordi han ville dø af skam over det bagefter.
Hans blik gled lidt omkring. Situationen lige nu, som den var nu, kunne i princippet have foregået omkring 4 år tilbage, hvis han dengang altså havde ringet til hende. Måske havde de siddet sådan her med en kop kaffe hånd i hånd og snakket om alt og intet. Måske i dagslyset, for ingen af dem ville have oplevet den bittersøde oplevelse af livet der gled ud af hænderne på dem. Han vidste ikke om han ville gå tilbage og ændre det hvis han kunne. På den ene side havde det sparet mange år, besvær og hjertesorger, på den anden side var han ikke sikker på at man kunne få det forhold de havde nu, uden at have gået igennem det de havde.

Tjeneren var netop nået tilbage med deres bestillinger, da han næsten for sammen i forskrækkelse over en underligt velkendt gnæggende latter. Fyrens lidt fortvivlede blik mødte Gordons, som ikke helt havde været beredt på den stille bøn. ”Øhh” Mumlede han lidt forvirret, og kiggede forvirret fra ham og til Millicent, for at se om hun havde nogen ide om hvad der foregik. Der var en desperation, som han ikke kunne bedømme om var frygt eller nervøsitet.
Gordon strakte nakken og prøvede at se over fyrens skulder, for at se hvad det var han mente. Han havde halvt forventet at se en nedringet teenage pige langt over fyrens league, men i stedet ramte hans blik noget meget mere skræmmende, og med det samme lod han sig glide længere ned i sædet for at komme ud af buttepigens synsvinkel. Instinktivt maste han sig længere ind mod væggen, hvor Milicent var lidt i vejen. Nu kiggede begge drenge bedene på hende, men for sent. En skinger stemme skar igennem lokalet, som et pistolskud, og Gordon ville ønske at han havde valgt at tage den store grå hættetrøje på, som lå i hans skab. Så ville han kunne hive den op over hovedet og gemme sig under bordet. Desværre var det nu for sent, og en glad Carmen var nu på vej imod dem.

Han prøvede desperat at få sin frie arm ind imellem, men nåede det ikke, og fandt snart sig selv mast ind imod den fyldige kvinde. Nogen ville være bange for at blive kvalt, og Gordon var en af dem, så han fik skubbet sig ud fra hende, efter et par forsøg.
”Carmeeeen. Ja skønt at hilse på dig, men som du kan se har jeg lidt travlt” En hurtig håndgestus imod Millicent. En million undskyldninger tog form i hans hoved, og alligevel var det den simpleste der kom ud. ”Vi er på en date, sååå” Han vidste godt at det ikke var hvad det var, men hvis Millicent ville protestere, ville han se bedene på hende, for at få ham ud af samtalen med Carmen.
En hurtig plan tog form i hans hoved, og han vendte hurtigt en håndgestus imod fyren der åbenbart hed Mitchell. ”Men mig og min gode ven Mitchell her snakkede netop om dig, og han ville elske at høre mere om… din… meget smukke frisure” Lidt nervøst lo han lidt, og sendte Mitchell et skarpt blik, for at han også begyndte at le lidt nervøst. Hendes mørke pandehår sad som altid knivskarpt over det runde hoved.
”Millicent, du burde overveje den frisør ” Nåede han lige at kunne drille hende lidt.

"En karaoke bar ? Ikke et lille mørk jazzy gemmested ? "Så hun betuttet op på ham.
Karaoke var væsentlig mere levende, og hun fik straks flashbacks til hendes lille Monroe optræden , hvor hun havde stødt ind i William. Årh de havde da været noget så fulde den aften, for at sige det mildt.
"Men ok...en duet med Chester , er jeg med på " hvorfor ikke? Chester kunne ikke synge og hun ikke spille, så det måtte vel gå. Millicent var ingen sangstjerne, og toneren kom enda lidt..eeh...anderledes ud , men på en eller anden måde passede de til hende, og den samlede pakke blev en helt okay oplevelse.Hun havde prøvet det et par gange nu. Og den eneste der ikke havde leet eller klappet, var hendes ex.
Han havde vist fundet både den lille optræden og afro parykken helt forfærdelig, da hun havde forsøgt at sætte lidt sjov i gaden.
De ting tog han mere alvorlig, end hans løfter ...åbenbart.

"Anyway...det lyder som en munter aften " indrømmede hun, og var glad for der var en uge til. Millicent var ikke vild med at rushe tingene for meget, det kunne give et fælt bagslag. Nu kunne hun lige venne sig lidt til tanken, så det var meget godt.

Tilbage i den lille boks, måtte Millicent blinke et par gange ekstra, som Carmen trampede nærmere."Det..det er hende...Carmen !" Mumlede Millicent , da Gordon stadig var lidt i vildrede over hvad der skete.
"Oh shit...hun har set dig "hviskede hun og prøvede at gemme deres hænder inde under bordet, for Carmen ikke skulle fristes til at tackle Millicent eller noget, da Carmen helt klart så Gordon som fri på market.

" Sugar...hvorfor har du ikke ringet ? Og tak for sidst" hilste hun hjerteligt og plirrede med vipperne mod Gordon.
"...Millicent , godt at se dig igen...det var sjovt sidst" hun flugtede blikket ned langs Millicent og endte for enden, ved deres sammenflettet hænder , der var skjult under bordet .Carmen foldede armene over sit bryst. Hvor de lige kunne nå . Hun havde måske lidt lyst til at hate på Millicent. Men omvendt havde det været sjovt at hænge ud , på en måde at have en søster ,DET kunne Millicent jo være ..og skulle hun stå godt hos Gordon, gik det ikke at være uvenlig mod hans venind. det vidste Carmen jo godt ,  så hun sendte Millicent et smil, der ret klart viste at den blommefarvet læbestift ikke var et godt mærke. Der sad lige så meget på de små tænder, som over de fyldige læber af Carmens.
Millicent øjne måtte have afsløret det, for Carmen fik med det samme en pegefinger op- og gnubbede den et par gange over hendes tænder, der nu lignede neon belysningen var årsag til den svage misfarvning.

"På Date ?!" Udbrød begge piger , som var de til kor sang, og Millicent fik meget hastigt adresseret et uskyldigt smil til Carmen. Det ville ikke være ok slå sig uden om og lade Gordon tage skraldet alene, så Millicent fik den geniale ide at tilføje "ja....vi er blevet et fast par" og hænderne blev trukket ud og viftet med en enkelt gang.
Carmen stirrede på Millicents hånd og fik citron mund,da hun opdagede at Millicents forlovelses ring ikke længere sad hvor den burde.

"Gordon var dog kvik og ledte hendes tanker lidt videre..."talte i om mig ? ....jamen Mitchell og jeg er også rigtig gode venner. Han reciterer digte for mig , vidste i det ?" Forklarede Carmen . Hun var glad for Mitchell, men ikke på den romantiske måde.
Men hun kunne godt lide lidt at sole sig i hans åbenlyse beundring.
"Aii mit hår ...jeg klipper det selv , men jeg tror....jeg tror da godt jeg kan få dit hår rigtig pænt Millicent "strålede hun ved tanken om at få lov at lege frisør med det lange tykke lyse hår, på toppen af Millicents hoved.
"Mitch , hvis du nu henter den Cherry coke ...og en saks ...så kan jeg drikke min soda, inden jeg får Millicent til at ligne en drøm" sendte hun et indsmigrende smil til Mitchell, der strakt rødmede helt op af halsen og over ørene.

" ja øøhh Carmen , dit hår er flot" fik han ud , inden han blev helt tomat farvet og hastede afsted, for var der en kunde han ønskede glad og især tilfreds var det nok Carmen. Han var allerede i færd med at udvælge de digte han næste gang ville fremsige for hende, når de var alene.
Millicents hånd strammede om Gordons. Ikke om hun ville ligge hår til det, men hun kendte Carmen! Inden man fik set sig om havde man en page der gik til ørene. En skæv  page oven i hatten .

Carmen satte sig over for Gordon og Millicent. Hun trommede lidt på bordet og spurgte så Gordon..."En date ...så kan man da stadig godt have en anden date, en anden dag...men en anden pige, går jeg ud fra ? Som om tre dage måske ?"
Carmen sendte et fortroligt blik til Millicent..." Sorry girl, men du ved ....jeg har jo bare den effekt på mænd, og Gordon her skal da ikke snydes for lidt Carmen "
Det var en sætning hun havde hørt i en film, og havde ventet på en passende anledning til st skyde den af. Hun så begejstret på skift mellem Millicent og Gordon.

Langsomt fik hun sin lille taske åben og op af den trak hun to fribiletter.
Hun kørte dem over bordet, over til Gordon.
Der var noget mere skrøbeligt over Carmen nu, som var hun nervøs for et afslag.
" de er til the Maze runner, i overmorgen.....går du med ?" Lød det usikkert og for første gang flakkede Carmens øjne.
Man så klart en mere usikker pige, fik et kik bag de mange lag af facade som de ekstra kilo måske havde været medvirken de til at udstyrer hende med.

Han smilede ved tanken om Millicent og Chester der gav den gas. Egentlig var det begrænset hvor meget han havde hørt hende synge, men hun havde aldrig givet ham det indtryk at det var noget hun mestrede til fulde. Med det ikke sagt, var han nu sikker på at hun ville klare det godt.
”Jeg glæder mig allerede” Svarede han bare. Det var en sjov måde at være sammen på, at synge og spille sammen. På den ene side kunne man fjolle og grine og gøre en idiot ud af sig selv på den bedst tænkelige måde. På den anden side var det også en måde at udtrykke følelser på. Om det var lykke, vrede, anger eller noget helt andet, så havde han altid haft lettere ved at synge nogen ting end sige dem. Gemme dem bag en melodi, som gav ordene mere betydning.

Det var modigt af hende allerede at planlægge at komme ud i verden. Noget der gjorde ham stolt af hende. ”Du ved.. Vi kan altid gå tidligt hjem hvis humøret svinger” Forsikrede han. Der var ingen der tvang hende ud i det åbne, hvis humøret ikke ville, men at lukke sig inde havde aldrig hjulpet på noget humør. Den smittende latter fra nære og bekendte havde til gengæld.

Carmens ’hvorfor har du ikke ringet’ kommentar høstede et forvirret blik. Great, endnu en pige i lokalet han havde ’glemt’ at ringe til. Egentlig kunne han ikke huske at de havde udvekslet telefonnumre. Havde hun fundet hans på nettet eller noget. ”Øhh Hvorfor skulle jeg…-” Nåede han, men blev afbrudt, da den buttede pige også hilste på Millicent.
Det var ikke helt usynligt hvad hendes kropssprog gav udtryk for, og et øjeblik lignede det at hun overvejede at begynde at kaste sig over Millicent som en anden vildkat. Det blev dog ikke til det, heldigvis. Hendes ucharmerende gnub på tænderne, som normalt ville have provokeret et par grimasser, fik et let suk frem hos Mitchell, som var blevet stående lidt måbende.

Gordon smilede lidt lettet, da Millicent gik med på den, man skulle tro at det da ville tage lidt heat af Carmens flirteri. Ja det skulle man tro. De burde vide bedre. Han fulgte hendes lidt bitre blik i retning af Millicents hånd. Den sad ikke hvor den burde? Den sad præcis hvor den burde. Den sad der slet ikke!
Følelsen af hendes håndflade trygget imod hans egen føltes stadig lige så betryggende og rar. Hendes hud var stadig kølig, men ikke så kølig, som den havde været udenfor. Noget af hans kropsvarme måtte have varmet den lidt op.

Den boblende følelse af latter der var på vej op, blev stædigt holdt tilbage, da Carmen kom med den oplysning af den meget smukke og lettere skæve frisure var hendes egen kreation. Selvom han forsøgte bravt, ville man nok godt kunne se morskaben i hans ansigt, så man efter. Billede af Millicent i en kort skæv page. Det havde været hysterisk morsomt et øjeblik, hvorefter det bare havde været tragisk. De bølgende gyldne lokker klædte hendes kønne lille hoved langt mere end en kort frisure ville. Desuden slog intet fornemmelsen af, når han kunne fange en lok der var røget ind over hendes ansigt, og stryge den om bag hendes øre sammen med resten af manken.
Mitchell var smuttet efter cola og saks, og selvom han godt kunne mærke det lydløse råb om hjælp hun sendte via sin hånd, så var der ingen hjælp at hente. Ja ikke endnu i hvert fald. Han prøvede stadig at holde sig selv fra at bryde ud i latter.

En helt anden Carmen foldede sig pludselig ud for dem, som en blomst der begyndte at tage form. Bag hendes lidt tykhudede og specielle ydre synes noget andet at komme frem. Han ville næsten vædde med at han kunne se en rødmen bag et tykt lag make up. Hun havde hele tiden virket som en selvsikker pige der bare gjorde hvad hun ville, uden rigtig at tænke over noget, men nu virkede hun pludselig genert og mere menneskelig end de før havde set hende.
Han svarede først ikke rigtig på det hun sagde. Stadig forundret over denne nye side, som havde åbnet sig op. Et splitsekund var det en overvejelse bare at sige ja for at bifalde denne nye side, som næsten havde givet ham mere respekt for hende. Overvejelse blev det dog ikke mere end, for selvom det ville udskyde hans problemer, så ville det heller ikke være fair at give hende falske forhåbninger.
Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen og så over på Millicent. Så hun det også? Pigen var jo genert nu! Blikket blev rettet imod Carmen igen da han sukkede.
”Hør Carmen, du er awesome, virkelig. Helt din egen, og jeg er sikker på at fyrene derude står i kø, for at tage med dig ind og se den film” Det var nok første gang han egentlig havde sagt noget til Carmen uden det var undvigende, forvirret og eller skræmt. I stedet fastholdt han roligt hendes blik og et imødekommende smil. ”Men jeg kan desværre ikke tage med dig, for jeg er rigtig glad for Millicent her.” Han sendte et varmt blik til vampyren ved siden af sig, og gav hendes hånd et lille klem. Blikket blev rettet tilbage igen. ”Og jeg havde håbet en dag at blive noget specielt sammen med hende. Derfor kan jeg ikke begynde at gå ud med andre. Det håber jeg du forstår.” Han smilede til hende igen, og det slog ham at siden buttepigen kom ind af døren, var det nok noget af det eneste 100% sandfærdige han havde sagt til hende. Så ville han altid senere kunne skyde det til side med at det bare var for at afvise på en pæn måde, hvis nogen rodede i det.

Måske hendes øjne havde afspejlet de bekymrede tanker, for Gordon ramte sømmets hoved rent, med et enkelt slag.
"Det lyder godt, for det kan måske blive lidt overvældene" prøvede hun at rede ud.
Det var bestemt ikke selvskabet, bare det at skulle forgive at være glad tog mere på kræfterne end man skulle tro. Hun følte sig ofte glad sammen med Gordon.
Han gjorde hende glad, men så snart tankerne stak af og befandt sig i fortidens torturkammer, så blev hun så uendelig trist at tårene ville trille påny. Hun glædede sig til den tid var slut. Til hun ikke havde flere tårer at græde over det, og hun kunne tænke på fortiden med et skuldertræk, og intet andet.
Lige nu brugte hun kræfter på at komme videre, det faldt hende endnu ikke naturligt.

Hendes hånd i Gordons , føltes dog så godt at hun ingen ønsker havde om at ændre på det.
Nogle ville kalde det total rebound, men så ville man ikke huske at deres tiltrækning havde rødder langt tilbage, helt fra en tid før hun havde mødt Andrija.
Deres veje var bare blevet skildt , og da de krydsede hinanden påny havde Millicent bundet sit hjerte til en anden , og dermed takkede hun nej til at lade tiltrækningen ,der klart stadig var der, udforske yderligere. Det kunne hun så gøre nu.
Og det ønskede hun, for hun ville ikke lege offer resten af evigheden, hun skulle nok komme videre, når det nu var det livet ville med hende.
Gordon var den eneste hun var tryg ved og den eneste der kunne vække så meget i hende, med hans ord og enkle berøringer. Hun ville ikke kunne stå imod , ikke nu hvor hun ikke havde en kæreste mere, så ville det være en umulig opgave.

Det var det også for Carmen, en umulig opgave.
Millicent forblev meget stille, og ville lade Gordon selv klare dén snak, for det var da vist lidt ømfindigt.
Havde han lovet at ringe til Carmen ?
Millicent løftede begge bryn og så lidt anklagende på Gordon. Hvad var der med ham og hans løfter om at ringe ?

Halvt om halvt havde Millicent set en skideballe komme flyvende, for hun var ret sikker på Carmen ganske problemfrit kunne levere en sådan. Og hun havde også set sur ud, til at begynde med.
Men så ændrede pigen total struktur og blev en blød nervøs ting, da hun kørte de to billetter hen over bordet, med sit tilbud ...sin invitation til Gordon.
At hun ikke lod sig bremse af det fact , Gordon sad og flettede fingre med Millicent, sagde en hel del om Carmens situationsfornemmelse. Hun havde ingen!
Så Millicent prøvede istedet at synke ned i det røde læder, da det begyndte at blive lidt 3 hjuls agtigt at være hende.
Desuden var hun bange for sit hår , selv om hun havde mumlet et "no...no !!" Og havde skabt øje kontakt med Mitchell , da han smuttede op i baren. Millicent havde på fornemmeren at Mitchell slet ikke fangede saksen ikke skulle med tilbage, hun mistænkte ham for at udækket som seriekillar,skulle varmen bede ham om det. Han var jo ganske forblændet af pigen der kunne nå otte gange rundt om ham, der kun var en splejs.

Millicent blev glad , glad over Gordon fik givet et pænt afslag til Carmen.
Men også over hans ord. Jaja...han kunne bruge det for at afværge en BIF katastrofe, men hun fornemmede der var mere i det. Spontant lænede hun sig ind mod ham, strøg kort næsetippen mod hans kind og kyssede den så.
Så blev det jo lige understreget for Carmen at de var et par...næsten da... kunne hun altid dække sig ind med bagefter.

Carmen så først lidt forvirret ud. "Ooohhh...men ....kan vi så alle tre gå ?" Prøvede hun at holde fast i Gordon, selv om han var et glat bekendtskab nu. Hun havde sagtens kunne se sig selv med ham, mørket der dækkede dem en smule og hvordan gordons hånd laaaangsooomt ville nærme sig Carmens, der ville ligge tilgængeligt med cool på armlænet.
Og bagefter ville Gordon prøve at kysse hende. Første gang ville han ramme Carmens kind, men ANDEN gang, kunne de læber der suge sig fast på hende. Skulle hun have lilla eller pink læbestift på ? Hvad mon han fortrak ? "Midten ! Jeg vil sidde i midten " røg det ud af hende, og hun smilede til Mitchell der satte en cherrycoke til hende, og rakte en saks ud.

"Jeg mener det kunne være hyggeligt ...men nu ordner vi lige dit hår Millicent "strålede Carmen og kom op at stå, for at trampe omkring og stille sig bag ved Millicent.
Millicent begyndte at dække sit hoved til med begge hænder, hvilke betød at Gordon måtte slippe hende nu.
Mitchell sukkede og lod sig dumpe tungt ned, der hvor Carmen havde opvarmet sædet.
Han så ulykkeligt over på Gordon..." Tager min Carmen med i biffen , hvorfor gør du ny det?" Lød det helt opgivende fra den unge mand.

Imens var Millicent begyndt at skælde lidt ud " NEJ NU STOPPER DU CARMEN,jeg skal ikke klippes nu og ikke kort ! "Hylede hun op, og forsøgte trække sin hestehale tilbage , som Carmen havde fået greb i . Det så ud til hun havde tænkt sig at klippe direkte i det opsatte hår, hvilke var en døds synd- da intet af håret ville være klippet så længderne passe, når man slap det frit igen.

Hele deres historie sammen havde helt klart lært ham noget. Meget faktisk, men det vigtigste var ikke at spilde chancer når de var der. Ikke at tænke at der var en ny dag i morgen, når det måske ikke forholdt sig sådan, og hvem vidste, måske i morgen ville blive regnvejr? Det havde været en stor fejl at proppe den lille papirsserviet med hendes nummer tilbage bagerst i pungen, og lade den ligge der til det var for sent. Det vidste han nu, og selvom han nok ikke havde været klar til en som hende i hans liv på det tidspunkt, så skulle han have taget den chance. Været ligeglad med drillerier og blikke fra hans venner, der nok havde set hende lige lovlig ung dengang. Selvom hun havde været en smuk pige dengang, så var han ret sikker på at de venner ville have holdt deres mund hvis de kunne se hende NU.
Men hun havde også lært ham at hvis man elskede noget eller nogen, så skulle man ikke lade det gå. Lige meget hvad andre dumme ordsprog sagde. Derfor mente han også de ord, som han gav Carmen retur. Han håbede at de en dag kunne blive noget specielt. Noget sammen.

Desværre var det som om den buttede pige ikke helt forstod hvad et parforhold var. At være et par. At være to. ”Øhh” Begyndte han, men var helt paf over at hun stadig ikke helt havde forstået hans ellers omhyggelige afvisning. Spørgende blev blikket rettet imod Millicent. Hvad skulle han sige?
”Desværre har vi vidst planer den dag” Sukkede han lidt opgivende, og kunne ikke finde en anden vej rundt om det. Hun synes ikke at give op medmindre han begyndte direkte at fri til Millicent midt i det hele, og det synes alligevel også liiiige lovlig meget.
Mitchell var tilbage og sendte en bebrejdende kommentar af sted. Gordon fik det næsten helt skidt over det, selvom han ingen intentioner havde om at tage med. Et øjeblik havde han overvejet at sige at han selv skulle noget, og fodre Millicent til løven med et djævelsk grin for at sige at hun sikkert gerne ville med alligevel, meeeeen hun var heldig, for Mitchell var en bedre kandidat.
”Carmen hvorfor tager du ikke Mitchell med? Han har ville se den film i lang tid nu.” Blev næste forsøg med et anstrengt smil. Fokus var dog skiftet, og Millicent kæmpede for sit hår.

Selv stirrede han selv og Mitchell bare lidt på pigernes hvinen og anstrengelse, men Gordon blev enig med sig selv om alligevel at bryde ind, så han fik rejst sig halvt op, og prøvede med anstrengelse at mase sig ind imellem. Han rakte ud efter saksen, men Carmen svingede den rundt for ikke at lade ham få fat i den.
”Ved du hvad, jeg tror egentlig godt at jeg kan lide hendes hår som det er, ellers så ringer vi og bestiller en tid ved dig. Så tager vi hjem til dig og får det gjort” Prøvede han at lokke, og håbede at det ville virke mere fristende end at klippe det her, så kunne de altid bare lade helt vær med at dukke op.

Hvis Carmen ville falde bare lidt ned, og sænke saksen så den ikke var til fare for nogen mere, ville alle nok ånde lettet op.
Gordon så ned på sit ur, selvom han udmærket vidste hvad klokken var. ”Nej, se hvad klokken er blevet. Vi har planer i morgen, så Millicent, måske vi skulle tage hjem?” Et bedende blik som mest lignede en sparket hundehvalp ville blive sendt hendes vej. De havde næsten ikke rørt deres kaffe, som også var ved at blive kold, men Carmen ville højst sandsynligt ikke give op, og han kunne nu godt onde Mitchell den alene tid.

Millicent havde trukket Gordons hånd over i hendes skød, og holdte nu om den med begge sine.
Presset fra Carmen var nådeløst, men det var noget meget ubekvemt over at skulle skære et afslag ud i pap- for det skulle åbenbart også både forstørres op og lamineres før Carmen ville give opmærksomhed til det, og så kunne det risikerer at ramme hårdt, hvad Millicent helst gerne ville undgå.
Men hvad stillede man så op , når alle de små som store hints ikke blev fanget af pigen ?
Millicent krammede opmuntrende Gordons hånd. Hun havde ikke lyst til at slippe den, og Carmen gjorde det ikke bedre, men gav hende en glimrende undskyldning, et herligt dække for at kunne kramme løs, uden det virkede påfaldende.

Om et frieri ville åbne Carmens øjne? Med det kendskab de havde til pigen , ville hun nok først fange budskabet når de forlod en kirke som ægtemand og viv, for mindre var ikke en RIGTIG binding ....ikke når det var en Carmen havde sine øjne på da.
Desuden var det gensidigt. Carmen vidste bar der var noget særligt mellem hende og Gordon Matthews.
Derfor stod forvirringen klart frem i de runde øjne, da Gordon havde planer med Millicent den dag. " nååå...øøhhhh" blev svaret inden hun kastede sig al for energisk over Millicents hår.

Det var bestemt ikke en fordel at Carmen var i DET lune, og oven i købet udstyret med en saks.Millicent kunne høre saksen svinge i luften og mærke hendes tænder presse sig på, da gummerne begyndte deres kløen. Hun var tæt på at miste tålmodigheden, især fordi hun ikke mere kunne flette fingre med Gordon, hvis hun skulle undgå en hår katastrofe.

"Har han det ?" Hun talte som den stakkels Mitchell ikke var der, hen over hovedet på ham - men holdte da lige inde med saksen for at se hen på Mitchell.
Måske det kunne virke ? Mitchell var også rigtig god til rygmassage havde han fortalt hende , så måske det ikke var så tosset?
Mitch havde før gnedet oliven olie på hendes bare hud, da han skulle prøve at yde benmassage og de hjemme hos Carmen ikke havde kunne finde andet der kunne bruges.

"Er det sandt Mitch...vil du gerne med ?" Kneb hun øjnene sammen og mangt en fyr ville helt sikker blive bange ved det udtryk hun kunne sætte op.Mitchell nikkede og hans kinder blev røde.
"Hmm. Nå...men SÅ skal jeg altså også have rygmassage !" Kommanderede Carmen med fyren , og Mitchell nikkede sammentykkende med det samme. Han var i tvivl om hvad base man kunne kalde en massage af en ryg....men det VAR Kontakt med bar hud, så noget måtte det da være ?!
”Deal Carmen....det siger vi så” smilede han stort.

Carmen vendte tilbage til de lyse lokker, i bedre humør men desværre med fornyet energi. Og hun ville ikke slippe hestehalen.
Gordon der kender til Millicents hemmelighed, ville sikkert opfange det lave hvæs der sev som læs røg , ud mellem hendes læber.
Især da saksen med et KRUSH fik klippet en tre centimeter hårlok af Millicent.
"Gordon !" Hvislede Millicent, og hun vidste han ville opfange beskede der lå gemt i hans navn.
Kunne han ikke stoppe det her, ville hun switche til vampyrmode og så kunne alt ske.
Hun ville ikke finde sig i at Carmen fik eet eneste går mere klippet af, så ville Millicent miste kontrollen.

Carmen ville ikke give sig. Kunne hun ikke få en biftur med Gordon , kunne hun da i det mindste få lov at klippe i Millicents hår. Guderne måtte da vide hun havde rigeligt...endnu.
Det var også lidt sjovt at have Gordon over sig, og Carmen udlæste op til flere små piget hvin , da saksen blev viftet rundt.
Men ...hvad var nu det ? Hun stod bom stille, og armen faldt ned langs siden,så saksen kunne nåes.
"Vil i det....vil i komme hjem til mig? Besøge mig ? " hun strålede ved tanken . Hvor cool ville DET lige være.
Måske en privat fest, med hendes veninder.Så kunne de se hun virkelig VAR venner med Gordon og Millicent !
Saksen blev smækket i Gordons hånd med et klask.
"Deal....så kan jeg altid ligge Millicents make up , når i kommer til min privat fest !" Kurrede hun og NU var hun Cherry tørstig.

Millicent ville bare afsted med du et samme,og det kunne kun gå for langsomt da hun frygtede at få hugtænder lige foran Mitchell og Carmen. Så Gordons forslag var perfekt timet. Millicent greb sit pap krus og puffede lidt med sit højre lår til Gordon, for at indikerer han skulle rejse sig.
"GUUUUD er den SÅ mange, ja SÅ er vi da sørme da nød til at smutte nu " stemte hun i, og kunne ikke komme hurtig nok ud derfra.

Ude på gaden rystede Millicent på hovedet.
"Jeg sværger...havde du ikke stoppet hende der, var det gået galt. Hun klippede i mit hår ! Can you believe that " klagede hun men kunne ikke lade vær med at grine.
"Hvad er der egenlig med dig og piger ? " spurgte hun nysgerrig, og missede med øjnene op imod den smukke stjerne ramte himmel.
"Jeg husker dig som en meget...spændende ...fyr...tiltrækkende og lidt af en pigemagnet allerede ...dengang,..og det synes at hænge ved " så hun smilende ud for sig, ved mindet om den aften hvor hun havde haft fat i Gordons slips ude på dansegulvet, og måske danset en lille smule mere tæt, mere vovet end hun havde skulle til Love,Sex and Magic sangen.
Det havde ihvertfald være tilstrækkelig til hans navn var blevet ridset under skrivebordet i hendes ungpige værelse.
Hun pressede sine læber lidt sammen , for at prøve at skjule hendes smil det opstod ved det særlige minde.

Som en trussel blev afværget, kom bare en ny af meget værre kaliber. ENDELIG så det ud som om at han var sluppet for en Carmen date, og havde fået sendt Mitchell glad af sted. Det ville måske ikke blive til den store romance fyren håbede på, men i det mindste fik han en chance. Alle fortjente den chance. Der var så nogen, ham selv inkluderet, som ikke var gode til at gribe den chance, og skulle bruge år og måneder på ar rette op på det. Han håbede ikke Mitchell var så tykpandet.
Desværre så det ud til at lynet slog ned to gange samme sted, for næste katastrofe var i gang, og selvom Carmen mente det som sjovt og som en tjeneste for en veninde, så begyndte det at udvikle sig til noget andet. De små lyde fra Millicent var ikke til at tage fejl af, og derfor blev det mere desperate forsøg på at få fat i saksen, som kom fra Gordon, der næsten var i stående brydekamp med den buttede pige.
”Nej kom med den!” ”Carmen!” Udbrød han lidt irriteret, da hun mest af alt synes det var sjovt. Desperationen nåede nye højder og Carmen blev lovet at de kom på besøg, noget han ikke håbede, blev en realitet.
Lettet åndede han op da saksen blev overrakt. ”I kan give hinanden make up på alt det i vil, men lad os holde de spidse genstande væk” Svarede han til hendes make up forslag, og selvom Carmen og Mitchell ville tro at han hentydede til saksen, så ville et hurtigt blik til Millicent vidne om at det ikke kun var den han mente. Hvor meget ville de ikke traumatisere folkene her, hvis Millicent lige pludselig sugede Carmen tør.

Han rykkede ud, så Millicent kunne komme ud, og de kunne sige farvel til teenagerne. Et hurtigt vink blev det til, så han ikke risikerede at blive mast ind imod Carmen igen og være i fare for at blive kvalt. Kaffen blev taget med i pap kopper, så den kunne drikkes på vejen.
Gordon var blevet nød til at slippe Millicent i sin ’kamp’ mod Carmen. Det virkede ærgerligt nu, hvor de igen var ude i nattekulden, som efterhånden virkede kold imod kun en skjorte.
”Fryser du?” Lød det efter lidt, og han kom i tanke om at han ikke vidste om vampyrer kunne fryse. ”Øhhh hvis vampyrer fryser” Det blev til et lille smil. Han havde vidst stadig meget at lære om den overnaturlige verden, og om hende.

Han kom til at grine af det med håret. ”Fik hun noget?” Spurgte han, og rakte om bag hende, for at køre hestehalen igennem håndfladen. Den virkede blød imod hans hud. Han lod enden glide ud imellem hans fingre. Det så ikke ud som om hun havde nået at gøre det store skade med den forræderiske saks.

Gordon rystede lidt på hovedet af hendes ord. Det var ikke fordi det var SÅ svært at få Carmens affektion. Men nej han havde aldrig haft svært ved det modsatte køn, måske lidt Millicent.
”Det er jeg da glad for at du synes.” Smilede han lidt forlegent, og lagde blikket ned i asfalten under dem, før han lagde blikket på hende igen. Dengang havde han været en anderledes person, og lokket med en anderledes charme end noget af det han havde nu. Modenhed var det vel. Med det sagt var det ikke fordi han havde en slipsstrøm af piger efter sig. Mange fandt hans attitude og fremtoning lokkende som en start, men det var et førstehåndsindtryk. Når de lærte ham at kende, ville nogen kunne lide hvad de så, og andre ikke, præcis som det fungerede som alle andre.
”Jeg er god til førstehåndsindtryk” Blev svaret efter lidt. Der ville altid for alle, være frygten for at folk ikke ville kunne lide den de så, når de kom tættere på. Måske havde noget af det også været grunden til hans tøven da han var yngre. Hvad hvis hun ikke ville have kunne lide ham uden alkoholen i blodet? Hvad hvis hun bare have set ham som en anden umoden ung fyr? Det var han ikke bange for mere. Han var noget mere når han var sammen med hende, og hvad de havde, vidste han ikke bare ville gå væk, fordi hun lærte ham bedre at kende.

En håbløs hårklipning var nok alligevel at betragte som den mindste katastrofe der blev afværget.Havde Gordon ikke fundet de magiske ord 'at besøge Carmen' så var det nok endnu ud i Millicent havde kastet Carmen ned mod det hårde gulv, og som med bevægelser af en kat var sprunget over hende. Millicent ville have hugget tænderne i pigens hals, og suget til saksen røg uf af Carmens livløse hånd. Det var i den grad svært for Millicent at styre hendes impulser og instinkter, når hun var vred. Der kom en smule 'skyd først tænk bagefter' over hende , hvis verdens bølger rullede igennem hende.
Da Gordon gav den lille indirekte advarelse om at holde bisserne på plads, var det lige før hun var fristet til at tigge om at få lov. Set ud fra en vampyrs vinkel ...ydermere en med kvindelig logik...kunne man da godt argumenterer for DET var uretfærdigt ikke at få lov at bide, når nu Carmen var så irriterende. Måske skulle hun købe en pose vingummibamser at gumle på , når hun nu ikke måtte tygge i Carmen!
"Jaja..vi skal PRØVE" mopsede hun kortvarigt, før det var lagt bag hende, og de nu kunne forsætte alene , ude i det fri.

En hånd røg op og lagde sig på dennne skulder der var bar, ved Gordons spørgsmål om hun frøs.Kort strøg den ned af den lyse hud, og Millicent stoppede bagefter bare tommelfingeren i hendes lomme, så resten af hånden dinglede lidt derfra. Bukserne var for stramme til at kunne rende rundt med hænderne stoppet helt i , det ville blive ukomfortabel.
"Nej, jeg fryser ikke " der lagde sig et varmt smil på Millicents læber og hun forklarede gerne lidt nærmere ..."Det er i grunden mærkelig at jeg ikke kan fryse, for selv om min egen kropstemperatur er meget nedsat, så er den jo ikke i minus. Jeg er ikke frøken frost, selv om op til flere har påstået jeg var en isdronning- men jeg tror ikke det var min temperatur de hentydede til " små lo hun og uddybede .. "Jeg tror ikke det er muligt for mig at føle kulde og dermed fryse, men jeg registrer da temperatur forskellene. Jeg kan godt mærke det føles anderledes med en isterning ned af ryggen end din hånd for eksempel, isterningen vil føles kølig, men ikke på en måde at jeg vil tænke bbrrrrr jeg fryser"
Hun gik nærmere ind i tanken.."men jeg aner helt ærlig ikke hvad der ville ske hvis jeg blev spærret inde i et frost rum med meget lave frostgrader...eller siger man høje frostgrader? Kunne jeg mærke det og blive virkelig utilpas, eller ville jeg bare kede mig ihjel over den manglende wifi forbindelse derinde ?" Millicent havde ikke haft folk , andre vampyre til at lære hende, til at fortælle hende om tilsvarende ting.

Andrija havde lært hende at overleve. Lært hende altid at rejse sig, uanset hvor mange slag verdenen tildelte , og han havde lært hende det ikke gik at være for blødsøden, ville hun overleve i en verden som den her. På mange måde havde hun haft en mentor der var ubesejret i mange måder, og hun havde taget ved lære fra den bedste. Både direkte da de var sammen, og indirekte da de brød op.

Havde de været to boksere, ville Andrija være Mike Tyson der ikke veg tilbage for at æde modstanderens øre i en kamp. Tyson fightede dirty og lod hånt om alle regler. Han var en gadedreng , men han vandt de fleste kampe på knockout, enda i første omgang.Et elelr andet sted var det svært ikke at beundre.

Millicent derimod, ville være Mikkel Kessler. En der boksede rent, og ikke overskred reglerne. En der kunne tage imod mange smæk og som sled og arbejdede sig til sine sejre.
Hun ville også tabe en kamp ind i mellem , enda en titelkamp ! Men hun ville slikke sine sår og finde vej tilbage i træningslokalet, for at raffinere hendes punches- måske hun aldrig ville slå de samme knock outs som Andrija Tyson, men hun ville vinde sine omgange på points, talt fair af neutrale dommere. Så man skulle ikke dømme hende nede, fordi hun var en ren bokser med et blødt hjerte og en ægte kærlighed for sporten, og ikke kun til pengene. Hun ville sende sine modstandere til teknisk knock out.

Millicent var blevet halet lidt ind i fortiden , da hendes tanker legede med boksehandskerne, men Gordons hånd igennem Millicents hår, vækkede hende op lige med det samme. "Hun fik da tre fire centimeter ! Og jeg ved ikke om de vokser ud eller om hår ikke kan det på en vampyr?" Igen en oplysning, vigtig for en kvinde.
"Det er jo upraktisk hvis jeg nu gerne ville klippes korthåret og jeg så skulle være det .....for evigt, så skal man da sørme være sikker på at vælge den rigtige frisure" tænk at ende op med en der var grim, og dømt at leve med den i 14000 år , eller hvor lang evigheden nu lige ville vise sig at være for hende.

Hun var mere nysgerrig på Gordon dog, og hun kunne lide hans svar.
Gordon havde øverste etage ret godt oplyst, ingen sparepærer der ! En af de ting hun virkelig kunne lide ved ham. Og så var han ikke selvhøjtidig, men kunne udmærket tage et par slag og lave lidt grin med sig selv. She liked that thing about him.
Han var nem at være omkring, med undtagelser af de få gange han insisterede på at bestemme....et eller andet. Der kunne han drive Millicent til vanvid, fordi han vare ikke ville give sig en døjt.
"Gode førstehåndsindtryk....oh...så det er deri hemmeligheden er ?" Smilede hun igen og var gået i gang med at ville trække hår elastikken ud.
Efter nogle timer med stramt opsat hår, var det en vidunderlig fornemmelse når håret sprang ud i frit fald, og det ikke mere nev i hovedbunden. Hun masserede hurtigt baghovedet med sine fingre , og lod så håret gøre hvad det ville.

"Jeg tror du har ret. Førstehåndsindtryk er du god til, men hvis folk gider tage et dybere kik, er du endnu bedre til resten" sådan havde hun det selv med Gordon.
Der var mange fyre der både var sjove, kække og interessante lige ved første indledende samtale, men hurtigt blev de kliche , stereotype og ville egenlig kun tale om dem selv zzzzzz det var da kedeligt. Ingen holdninger der kunne diskuteres og ingen sange at synge.
Dårligt en selvstændig tanke der ikke omhandlede en narcissistisk tilgang til sex - eller alkohol.
Men med Gordon var det omvendt. Jo mere tid man brugte med ham, jo flere sider opdagede man bogen havde. Og den var pokkers velskreven! Dragende og fængslende.
"Tror du er lidt af en bestseller for en læsehest" små lo hun igen og tog den sidste slurk af kaffen, før papkruset blev sendt en meters penge gennem luften, og landede nede i en skralde beholder.

Jaja, han havde ingen ide om hvordan hendes instinkter fungerede som vampyr, men han vidste at hver en celle i Millicents krop kæmpede imod vampyr generne. Hun var den mest godhjertede og varme person han kendte, ikke en man just skulle tro levede af andres blod. Selvfølgelig skulle hun overleve, men han ville aldrig blive tilhænger af at hun overlevede igennem irriterende teenagere, som havde hele deres liv foran dem. Hvor hendes forrige ’mentor’ havde givet hende en kold og kynisk side når instinkterne tog over, så ville Gordon nok kæmpe imod den side af hende, om hun kunne lide det eller ej. Gøre alt for at hun aldrig ville komme til at gøre overfor nogen, som en vampyr en gang havde gjort overfor ham. Minderne om det kolde fortov, livet der forlod ham, og senere hans spark imod lågen på et lig skab, havde skabt ar på mentaliteten, og selvom han stolede på at Millicent aldrig ville gøre HAM fortræd, så anede han intet om hvordan hun kunne blive overfor andre.

Der blev lyttet til hendes forklaring. Hver en lille detalje blev gemt et sted, hvor han ville kunne finde det frem, hvis det nogensinde blev nødvendigt. ”Must be nice” Svarede han, og lagde armene om sig selv et øjeblik, for at prøve at hive lidt på sin egen kropsvarme. Natten var kold, og hans hud var kun beskyttet af en tynd skjorte, som vinden rev en smule i, når de ikke var i ly af betonmurene fra byen.
”Kan du huske dengang efter vinteren, hvor vi hoppede i havet?” Røg det ud af ham, som mindet hoppede ind i hans hoved. De var hoppet i havet med alt tøj på uden rigtig at tænke over det. Han selv havde været helt blå af kulde da de kom op, men hun havde ikke en gang haft gåsehud. ”Du virkede ikke påvirket af kulden der”. Minderne i den lille livredderhytte med varme tæpper og kaffe var nok noget af det livligste han kunne finde frem i sit hoved. De spontane små og sjove øjeblikke var noget af det der definerede deres forhold, og noget han ikke ville bytte med noget.

”Lad vær at klip det. Jeg kan lide det langt. Desuden ville du fortryde det.” Svarede han hurtigt på hendes spørgsmål. Igen dukkede billedet af Millicent med en page op i hans hoved. No no no. Også for resten af evigheden. NO. Han var meget sikker på at hun ville fortryde det efter en uge, ikke at kunne svinge omkring og lege med håret, som hun ellers altid gjorde.
Han tog et sip af sin kaffe, som allerede var iskold, og lavede en grimasse. Han måtte lave en ny derhjemme, for dette var udrikkeligt. Kruset røg ud i nærmeste skraldespand, og kursen var sat imod det sted de havde købt møbler, så de kunne tage bilen hjem.

”Ja det er min store hemmelighed” Jokede han lidt med det med førstehåndsindtryk. Hvordan man tog sig ud overfor folk, ved første møde, hang som regel fast i resten af forholdet, om det var godt eller dårligt. Carmen var et godt eksempel. Om hun så tabte sig markant, begyndte at gå i modetøj og fik lagt en ordentlig make up – måske også en situationsfornemmelse oveni, så ville han nok altid se hende som en lidt småirriterende buttet teenager for hans indre øje. Lidt ligesom Millicent altid ville være det der pynt på juletræet, som bare hang lidt for højt op til at han kunne nå det. Lige udenfor rækkevidde.

Hendes ord bragte endnu en gang varme smil frem. Hun vidste altid hvad hun skulle sige for at få dem frem. Det var noget af det uimodståelige ved hende.
”Hah, jeg tror din ex ville være uenig. Han kunne ikke lide mig – heller ikke efter at have mødt mig” Kom han næsten til at grine, selvom det egentlig havde været et seriøst emne dengang. ”Åh ja, og kan du huske hende jeg interviewede til dit job før dig?” Fortsatte han og begyndte reelt at grine imens han fortalte det. ”Da jeg skulle ringe og sige at hun ikke fik jobbet, sagde hun at jeg kunne go screw myself – og dig. Meget modent ordvalg.” Folks smålige bemærkninger sagde ham nu ikke så meget. Så længe man opvejede det positive til at veje mere end det negative, og sådan var han. En ’cup-half-full’ kindy guy.
”Det gør mig nu ikke så meget, så længe du nyder bogen.” Smilede han til hende, lige som de nåede til bilen.

Millicent ville nok ikke have noget at indvende til Gordon ville forsøge at tippe vægten to the good side.
Men han skulle nok bare ikke udfordre skæbenen , og gøre det når hun var i overdrive og ifærd med at være meget aktiv på vampyrscalaen.
Meget kunne siges om Andrija, og meget ville være sandt.
Men hun havde elsket ham og haft en tro på han ville det godt for hende. At han selv troede på hun ville få et bedre liv hvis hun lukkede af for følelserne. Problemet med det var så bare at Millicent ikke rigtigt mere ville være.....ja Millicent.
Men hun prøvede altid ikke at såre andre, og langt største dele af hendes ernæring kom fra blodposer, selv om de slet ikke gav hende den samme tilfredsstillelse og lækkerheds fornemmelse , som når hun drak fra en levende. Og bedre endnu....en hun elskede.
Så var det en ren feast at spise.

Hun så frem for sig , da Gordon spurgte om hun kunne huske natten ved stranden? "Åh ja....den var hyggelig" småsmilede hun.
Det havde været sjovt og befriende.Men også en alvorlig aften.
Hun havde fundet Gordon i dårlig stand, og fundet ud af det var ham der havde fået hende ud af kælderen.
Det var også den aften han var blevet præsenteret for Andrija og endnu en aften hvor hendes forhold led store udfordringer som de kun lige fik samlet op på.....inden det helt forliste.
"Nej...det er klart en bonus- jeg kan ikke sole mig mere, men jeg kan bade året rundt....måske vinde titlen årets vinter bader by night ?" Drillede hun og puffede uhårdt med skulderen til ham.

"Oh så du kan lide mit hår? Jamen så gud forbyde jeg klipper det da " hun grinede og vippede sig lidt forover så hele manken strøg frem, og hang ned over hendes ansigt, da hun rettede sig op.
Hun lignede en skovtrold. "So ...how do you like me now?" Prøvede hun at lyde alvorligt. Gordon kunne prise sig lykkelig over de ikke var i en sofa eller seng, så have hun sat sig over ham, lavede samme bevægelse og ladet sit hår feje kildende over hans ansigt,der ville drukne i det.

Tilbage til Gordon førstehåndsindtryk måtte hun alligevel holde fast i sin mening. "Hør...jeg er ikke typen der er let at duperer og når du kan charmerer mig, så tror jeg du står ganske godt hos alle" hun skar dog en grimasse da Gordon lavede sjov med hendes ex ikke kunne lide ham. "Well ...he didn't like ME that much eighter, soooo" kom hun til at grine- selv om intet af det i grunden var sjovt.
Hun glædede sig til den dag hvor hun ærligt kunne sige hun ikke savnede Andrija længere, at han var ude af hendes system.
Men der var ingen grund til at lyve, Gordon vidste godt det ville tage tid. Men han vidste også at han selv havde hendes hjerte nu, og hun ville kunne bise ham det...når hun en dag følte sig helt fri igen.

Det kom i perioder, hun glemte det sammen med Gordon. Aftenen havde været et eksempel på det. Hun kunne stadig både le og hun kunne føle. Hun kunne enda have en smule lyst til at udforske Gordon nærmere, stille hendes nysgerrighed og lyst til nærhed tilfreds- men hun var klar over han ikke ville tillade hende at rykke frem for hurtigt. Sikkert for at passe på det ikke gav bagslag og endte med at bide dem i røven, eller noget.

Med hænderne rettede hun på sin frisure og planen var at få håret til at falde tilbage, størstedelen ned af ryggen igen.
"Mener du Baaambiiii ? Jov hende husker jeg da ?" Lød det forundret.Hvorfor bringe hende op nu ? Hvis han begyndte med han stadig havde kontakt til hende, så ville Millicent hurtigt glemme alt om nogensinde at overveje så meget som et kindkys mere- for hvor uproff ville det da ikke lige være ? Forklaringen fik hende dog til at skrald grine og hun lagde en hånd på sin mave.."she said that? Seriøst....wow...jamen, SÅ må vi da heller tage os af den sag, DET synes jeg da vi skylder hende, som det mindste"
De var ankommet til Gordons bil, parkeret ved designer shoppen, der nu var helt lukket.
"Jeg bliver mere og mere draget for hver side jeg vender " han kunne slå det hen som sjov, men trods alt Millicent lorte baggage der var svær for hende at skille sig af med, så var sandheden at hun VAR tiltrukket af Gordon, langt mere end hun burde.
Men nu var det kun hende der forbød det, ikke en kærlighed til en anden mand, den havde hun ikke haft anden mulighed for end at begrave.
Miliicent ville vente på han låste op og så sætte sig ind . Stadig med et drillende smil, og et forsøg på at bevare den gode stemning, som hun skyldte Gordon big time.
"Nå...så skal det være hos dig eller mig ? Nå...ja...same same, men ELSKOV er vi altså bare nød til , for Bambi ! Men....she did said schrew...så det skal nok være lidt vildt- og så synes jeg vi skal tape det- så hun kan blive rigtig glad ! " Millicent ævlede løs, og der var nok ikke en eneste der troede på hun nu var seriøs.

"Mmmm Faktisk er jeg lidt flad nu, kør vi ikke bare hjem ?" Spurgte hun ind til. Ønskede han andet ville hun gerne føje ham, men første aften ude blandt de levende , havde været ....lidt af en mundfuld og tanken om at trække benene op i en blød sofa var lokkende - og måske en kaffe der var varm når man drak den !

"Hjem....det føles underligt at sige hjem, når det gælder os begge" Millicents pegefinger gled som en lille vindues visker åndsfraværende hen over hendes passager vindue, imens hun kiggede ud på gadelysene de passerede , og hun tænkte højt..."hvad skal jeg med bolig? Jeg er nød til at finde et sted. Og NEEEEEEJ Gordon, glem ALT om at flytte ud, det tillader jeg ikke. Så bliver jeg for alvor først deprimeret"

// OOC: ikke med at sende optagelsen da :P //

Den aften ved vandet havde været et pragteksempel på hvad deres forhold var og havde været; en rutchebane tur uden lige. Som engel havde det overskredet en lang række grænser, at have blevet nød til at slå et andet væsen ihjel, og det havde i den grad kørt ham ned, lige meget om denne person havde været en idiot. Det var som om det gik imod alt hvad han havde fået en chance mere til, og det havde påvirket hans krop fysisk såvel som mentalt.
And along came Millicent. Hun formåede at fiske ham op igen, og sætte ham på sin egne fødder på kun et par timer. En ekstraordinær egenskab at have egentlig, og selvom han havde brugt uger med at lukke sig inde i sin lejlighed, havde hun hevet ham ud, og lige så stille pustet lidt til en glød, som var begyndt at vokse, og som havde skabt både smil og tåre. Aftenen havde udviklet sig fjollet, sjovt, lidt intimt, og til sidst kuldkælderen igen, denne gang ikke for ham.
Selv havde han aldrig rigtig kunne lide Andrija, og det havde ikke haft noget at gøre med den arrogante karakter han havde vist overfor Gordon, mere at han havde vist hans egen kæreste den samme karakter, noget der virkede meget urealistisk. Det havde da retfærdiggjort det lidt, at fyren heller ikke havde kunne lide Gordon, men personen det var meningen man skulle holde mere af en nogen andre, burde da få en lidt anden smøre.

”Altså jeg synes også at jeg er en god kandidat til den titel. At fortsætte med at bade efter at man er blevet blå” Lo han, og skulle ikke nyde noget af at hoppe i vandet vejr nat. Specielt ikke når det blev koldere og koldere fra nu af.

Hvor var han glad for at det ikke varm ham, der havde så langt hår at skulle holde styr på. Egentlig ville han være bange for at blive kvalt i det i søvne, og helt sikkert beklage sig højlydt hver gang filtreret skulle reddes ud. Også var der det der med hele tiden at få det i øjnene.
”Se DET er en skøn frisure til dig” drillede han hende, og var lidt imponeret over at hun stadig kunne se hvor hun gik. Nej han holdt sig til det korte hår. Det var så meget nemmere.

Han vidste ikke helt hvad han skulle svare til det næste. Hun vidste vel forhåbentlig godt at det var løgn, at hun ikke havde betydet noget for dæmonen, så meget måtte man da givet ham, han havde prøvet at holde fast på hende, selvom hele hans natur havde været imod det. Hvis hun fortalte sig selv at det intet havde betydet, så var det klart det gjorde ondt, men intet varede evigt sagde man, og det havde nok hele tiden været meningen at det skulle glide ud i sandet, måske bare ikke så voldsomt og eksplosivt.
Han elskede at bruge tid sammen med Millicent, ja det havde jo været løgn at sige at han ikke elskede hende, men deres forhold var blevet nød til at ændre sig, efter at hun ikke var forlovet mere. Dengang kunne han være mere aggressiv i sin tilgang og mere pressende, simpelt fordi hans mål havde været at få dem til at bryde op, men det var anderledes nu. Selvom han havde lyst til at fortælle hende hver dag, hvordan han havde det med hende, og lyst til at omfavne hende hver gang han havde chancen, så kunne man ikke bygge en flot ny bygning på et gammelt skrøbeligt fundament. Den ville brase sammen ved den mindste turbulens. Nej først måtte man fjerne resterne af fundamentet, og bygge et nyt solidt fundament, og det var den proces de var i gang med. Han ville ikke presse på med det hele, for at hun en dag vågnede op og fortrød det hele, så hellere vente og være sikker. Måske det var fordi han var bange for at det ville bide ham i røven igen. Èn ting var sikker; han vidste at han ikke ville klare at miste hende, hvis han først havde haft hende.

Den gode stemning var stadig intakt, og hendes svar fik ham til at grine. ”Ja nu hvor hun ikke fik jobbet, så skylder vi vel lidt” Svarede han imens de nærmede sig bilen, og en klikkende lyd indikerede at bilen ikke længere var låst. Han satte sig ind i førersiden, og startede motoren med det samme, hvor at varmen kunne begynde at sprede sig i bilen. Ruderne var en smule duggede efter at have stået ude i kulden, men de ville snart klare op, når bilen blev varm.
”Hun bliver ovenud lykkelig for den video! Måske vi får et takkekort? Eller en brandbombe på vores dørmåtte, det er vidst 50/50”. Smilede han videre. Nej alle ville vide at intet af det var seriøst, men han var glad for at de kunne joke med sådanne ting, uden at det blev akavet eller underligt.
Bilen brummede tilfredst, da de trillede ud fra parkeringspladsen, og satte kurs imod lejligheden. ”Hvad? Er du allerede flad? Altså hvis Bambi skal have en video, så bliver du nød til at finde noget energi frem, for jeg gider ikke lave alt arbejdet” Drillede han hende lidt, imens de accelererede ned igennem byen. ”Jo jeg synes bare vi skal tage hjem” Svarede alligevel efter lidt.

Han skulle til at foreslå at han kunne flytte, da hun havde nævnt det, men hun lukkede munden på ham før han kunne nå at sige noget, og lidt uroligt flyttede han på sig. ”Millicent det er DIN lejlighed. Jeg kan sagtens bo hos mine forældre indtil jeg finder noget andet. Jeg er sikker på at min lillesøster ville elske at dele sit værelse” Det sidste kom med et lille smil. Hun ville HADE det. Men heldigvis havde de et gæsteværelse, så der kunne han sagtens være.

Lejligheden blev nået og bilen parkeret. Så snart de trådte ind i lejligheden ville han sætte vand over til kaffe. Trætheden var begyndt at nage en smule, og koffein var den rigtige løsning.

Om det havde betyde noget ? Ja da.
Hendes ex havde haft al det selskab han ønskede , stort set når han ville.hun havde været glimrende tidsfordriv, både til det søde og det stormfulde. Hans ego havde sikkert haft kronede dage , for hun var ikke typen der undlod at fortælle hun var glad for ham, og hun sagde ikke de ting til enhver fyr der havde vist interesse eller kastet komplimenter hendes vej, hvilke Andrija ganske ud,ærket vidste.Han slap gennem nåleøjet og hun havde været all his.
Hun havde altid vist fyren havde kanter, skarpe kanter og de var ok for hende. Selv det at hun skar sig i ny og næ var okay. Guderne skulle da vide hun selv var spækket med fejl og mangler- og tog ansvar for dem alle- og undskyldte hver gang hun havde ( eller troede hun havde ) gjort noget galt.
Hun havde aldrig forlangt perfekt. Eller overdreven lyserød love. Egenlig havde hun kun krævet de var to ...at der ikke var andre piger.
Og at han skulle sige det, vis han gerne ville ud af den aftale med hende. Om det havde betydet noget ? Sikkert.... For hende havde det betydet hun var komplet til grin, og aldrig havde haft det forhold hun havde sat så meget pris på, gennem så lang tid.

Det havde været forfærdeligt at skulle slippe og var hun ærlig , så var det stadig sådan for hende. Hun kunne ikke huske tilbage på de gode tider mere, for hvornår der havde været en der lurede i hans baglomme, om der havde været det hele tiden eller hvad- hun vidste det ikke. Og Andrija havde lukket af for al samtale der omhandlede det emne, så hun var efterladt med....intet.
Havde hun været en perfekt lille engel ? Nej for pokker da - og det havde hun aldrig påstået heller, men hun HAVDE været loyal på alle måder overfor hendes forlovet.
Men - nu var det et kapitel der var slut, de brikker ville aldrig komme at passe og ingen ville mere forsøge lægge dem.
Andrija var videre for fyld styrke- og hun forsøgte på at rykke frem selv.
Like it never had happend, hvordan man så lige gør det ?

Gordon havde naturligvis ret. Fundamentet skulle være iorden.
Og man skulle ikke haste med ting. Var Gordon et nyt bekendtskab ville hun aldrig have ...ja...hun havde sku nok ikke engang gået ud med en fyr for at snuppe en kop kaffe lige nu- men han var den eneste der kunne trække hende op, hive hende ud af det afsavn og den følelse af svig hun prøvede at forholde sig til.
Gordon fik hende at
Hvad det var han kunne- hvad det var Gordon gjorde omkring hende der fik de følelser frem og hvorfor han dog gad blive ved? Det kunne hun på spejder ære ikke se.
Verden var spækket med kulørte,sjove og kvikke bekendtskaber, og hans valg var faldet på en der nærmest var totalskadet.
Det var meget muligt der både skulle fejes, vaskes guld og støbes nyt fundament, men skulle der nogensinde stå en bygning igen, havde hun brug for ham.
På alle måder, men lige nu kunne hun ikke helt tænke på det...det virkede bedre hvis hun slog tankerne fra og tillod sig selv at navigerer udfra de signaler og det hun så i luften mellem Gordon og hende.
Havde hun først sagt ja til at være en fast kæreste, så ville hun ikke svigte - men det kunne Gordon nok ikke vide.


"Du er en glimrende vinterbader kandidat , Gordon...især hvis du også hoppede I vandet ind i mellem " lo hun og lod fantasien løbe et øjeblik frit.. "Jeg ville ønske jeg var en varulv! Har de ikke en højere temperatur generelt? Så havde jeg kunne varme dig...men til sommer, når hedebølgen sætter ind, SÅ vil du elske mig " drillede hun og kom på plads i Bilen.
"Jeg var nu ret vild med Bambi, næsten lige så vild med hende ,som hun var med dig. Det var nu nærmest som at snage i private uanstændige tanker, når man så hvordan hun kiggede på dig - så jeg TROR nu jeg har en lille bitte overvægt på brandbombe, selv om jeg er sikker på vi ville lave et bedårende bånd " morede hun sig.
Millicent var i fint humør. Deres pjat var velkomment og hun havde haft det langt sjovere, været så meget mere veltilpas denne aften end hun havde turde tro.
Men hans bemærkning om ikke at gide lave hele arbejdet selv, skubbede Millicent over i et regulært lille latteranfald.
"Haha..du....du er da haha, årh..."du SÅ dum " efter af have rystet opgivende på hovedet over ham og tørret en lyserød tåre ud af øjenkrogen , kom der lige en smule mere...
"Sååååå ...det du gerne ville have ud mellem linierne er at du rigtig gerne vil spørge om at ligge nederst ?" Drillede hun mildt.
" ....og next up spørger du mig om jeg har en cowboyhat og en West ? " hun hikstede lidt igen, og var på nippet til et nyt lille latteranfald, men beherskede sig og kom istedet til at hoste let.
Millicent ville aldrig alvorligt rode i hans præferencer, da hun var helt sikker på han ville vride sig langt mindre end hun, ved samtaler om de ting. Men under lidt leg, kunne hun da sikkert udfritte ham en smule, uden han bemærkede det....og uden hun selv ville ligne en tomatplante uden stilk.

Omkring lejligheden var hun dog granit.
"Nej...jeg GAV dig nøglerne fordi du manglede et sted....enda grundet mig, hvis jeg husker DEN aften korrekt, så du BLIVER hvor du er, Gordon. Mit rod i privaten, skal ikke lave mere besvær for dig." Hun sukkede og steg ud af bilen, som han havde parkeret efter et par gange frem og tilbage.
"..men jeg kommer nok til at crashe et par dage hos dig endnu, hvis du kan leve med det ?"
Millicent fordampede ind i soveværelset og imens hun fik vrikket sig ud af de stramme jeans, løb hun aftenen igennem.
Det måtte vel betragtes som succes...trods mødet med Carmen.
Blusen blev også udskiftet, så hun faldt ned i sofaen i et par røde sweatpants, og en hvid tanktop med OBEY påtrykt brystet , også i rødt.
De højesko var skubbet lidt sjusket ind under sengen, tilbage i soveværelset- stilen så afslappet som det kunne lade sig gøre, da hun vippede lidt med de bare fødder.
Hun stak næsen i sky og sniffede ind. Kaffe aromaen tog man aldrig fejl af, og hun var vild med den.
Dovent rakte hun ud efter remoten, og klikkede et par gange til hun landede på en all music kanal.

A great big worls 'say something ' gled ud og fyldte stuen.
Millicent lukkede øjnene og måtte synke en ekstra gang, da sangen bragte stærke følelser frem.
Gordon... Og dén aften.
Kom han ind med kaffe, eller VAR han kommet ind, ville hun komme på benene og gå over til ham. Millicent ville række hendes hånd ud mod ham. Læberne en smule presset sammen, grundet et snert af nervøsitet.
Det var kun en dans...kun en dans...hun ville bede om. Intet andet.
Men hun bille gerne lave et andet minde , omkring sangen der.
"Kom...dans med mig" bad hun sagte, med et blik der talte tusinde ord og følelser i munden på hinanden.
"Det kun en dans "mumlede hun , nok mest for at holde fast i det selv.

Hvorfor det lige var han var blevet ved og stadig blev ved? Ja han ville ikke selv have kunne svare på det, for hun havde ret. Der var masser af smukke, kvikke og sjove mennesker derude, og han var da sikker på at mange af dem ville være en hyle morsomme at tage ud og få kaffe eller andet med, men der ville bare altid mangle et eller andet. Det der sidste lille puf, som udgjorde helheden og gjorde ham glad. Gjorde ham til den bedre person, som han prøvede at stræbe efter, og det var ikke Bambi, Carmen, Alessa, Georgia eller Tess der havde det, selvom de alle var farverige personligheder, det var Millicent. Derfor havde han ikke bare kunne give op, og der havde ellers været tider, hvor han havde været tæt på. Så var der jo hele skytsengle aspektet af det, men skulle han være ærlig, så var han rimelig sikker på at selv dét var noget han selv underbevidst havde valgt, allerede før han havde mødt hende igen som engel.

Det var ét mysterium, og sikkert et lige så stort et som han så i, at hun var blevet i det forhold, selvom det havde været tydeligt, at det havde været mere en forpligtelse end en glæde de sidste måneder. Hun kunne benægte det for ham og sig selv, så meget hun ville, men han ville aldrig tro på, at hun havde været glad og forelsket den sidste tid. Og alligevel var hun blevet i det, ligesom han da var sikker på at hun ville blive i et hvert forhold hun sagde god til, men var det nu en så pokkers god ting at være SÅ loyal? Han ville til hver en tid foretrække, at en person gik fra ham, frem for at bilde sig selv ind de var glade, når det ikke var sådan. Var det ikke det et forhold gik ud på? At gøre hinanden glade betingelsesløst? Så snart det ikke var forudsætningen mere, så var det alligevel ikke et forhold mere.
Men det var ikke noget han skulle blande sig i, for han havde ikke ret mange erfaringer om faste forhold der kunne bakke det op.

I bilen var de nu, og han skar en grimasse ved hendes varulve snak. ”Men overvej lige hvor behåret du ville være” Sukkede han, og skød den ide til siden. Så hellere kølig. Han kunne også en del bedre lide kulde end hede, så det gjorde ikke noget at han ikke brændte sig hver gang han rørte hende.
”Uh ja hun kunne lide mig, lige indtil hun fik jobbet, så handlede det jo ligesom ikke om mig vel” Rystede han bare på hovedet. Hun havde været charmerende og flirtende, men han kendte typen. Det havde været udelukkende for jobbet.

Han stjal et glimt af hende, som han fik at vide hvor dum han var. Der var en befriende følelse ved at se hende så afslappet, og han kunne da heller ikke selv lade vær at grine lidt.
”Hah, det havde da ikke været helt dårligt, men jeg tror jeg klare mig uden kostume” Gav han igen med et glimt i øjet. Jaja han ville reagere nogenlunde ligesom soft ice på en sommerdag, hvis hun var begyndt oprigtigt at spørge ind til de ting. Med drengevenner havde han intet problem med at snakke om de ting, men det her var ligesom liiiiidt anderledes ikke?

Hun var stædig, og han vidste at han ikke ville få lov at flytte, og han ville ønske hun heller ikke ville, i hvert fald ikke allerede om et par dage. Det var … betryggende… ikke at være alene i lejligheden. Den virkede lysere og mere varm, når man vidste hun var der, men om det ville være underligt at spørge hende, om hun ikke bare ville blive, det vidste han ikke helt.

De var nået ind i lejligheden, og inden hun smuttede ind for at skifte, ville han lige skynde sig selv at finde noget andet tøj frem, og hive det med ind på badeværelset for at skifte der. Et par sorte sweatpants og en grå t-shirt blev det. Ikke lige den mest farverige kombination, men afslappet og behageligt at have på.
Kaffen var så småt blevet lavet på køkkenbordet, og lige som han tog de to kopper op, flød lyden af A Great Big World ud i lejligheden. Han satte et øjeblik kopperne ned igen, og overvejede at spørge om hun ikke ville skifte kanal. Den bragte minder og følelser frem af desperation, magtesløshed og opgivelse, men ordene sad fast i hans hals, og han endte alligevel med lydløst at bære kopperne ind i stuen, for at sætte dem foran hende på stuebordet.
Inden han fik noget at slynge sig ned i sofaen, var hun kommet op, og han så lidt på hendes hånd. Hun ville danse… til dette? Han kunne ikke holde et lille smil tilbage, okay det VAR en måde at lægge dårlige minder bag sig. Bare at begynde at associere de ting der mindede om de dårlige ting til noget andet.

”Bare en dans? Jeg troede du ville til at begynde på det bånd der” Drillede han kækt af hendes lille konstatering til sidst, men tog alligevel hendes hånd, og hev den lidt tættere på og opad, for at snurre hende langsomt en omgang rundt. Kom hun rundt, ville han lægge den frie arm rundt om livet på hende. Små vuggende bevægelser, for man kunne ikke beskylde sangen for at være en man kunne ryste kroppen til.
Hans øjne slap ikke hendes, de sad ligesom fast der og slap hende først, da han lukkede dem i, og lagde sin pande ind imod hendes. Den føltes kølig, beroligende. Uden at tænke over det nynnede han en smule med. Toner der mest skabte molklange. Ingen tvivl om at det var meningen at den skulle vække triste billeder og historier, men lige nu gjorde den det nu ikke.

"Eeewww , det havde jeg slet ikke tænkt på ! " Millicent fik et meget lidet flatterende billed frem, af sig selv og et fuldvoksen langt lyst skæg, der mildest talt fik hende til at ligne en af de der høje tynde hunde med al for meget lang pels. En mynne- hed de det ?

"jeg sværger....Carmen har det med at puste til en uanstændig side i dig "skulede hun mod Gordon, inden et smil lyste op. Carmen var fokus lige nu- og hun holdte det liiiiige lidt tid, for ikke at falde for de forkerte nethinde billeder, af Gordon og en ukostumieret Millicent. Det var godt HUN ikke skulle have kontrol over rat og bil lige nu, blev hun enig med sig selv om.


Stemningen var en ganske anden nu, i lejligheden- end den havde været længe.
Hvornår hun sidste have oplevet at være 'hjemme' i en total afslappet mode, og der ikke var en eneste pligt eller andet der rev og kaldte på opmærksomhed, kunne hun ikke huske. Hun følte sig ikke anspændt og faktisk....glad!
Og hun havde bestemt ikke i sinde at grave i erindringerne for at finde det minde frem , de skulle fremover skubbes tilsiden, ikke dyrkes.

Sangen var endeed sørgelig, og hun kunne stort set ikke længere høre den, uden at blive bragt tilbage til dén aften og de voldsomme følelser de begge havde måtte tackle der.
Det havde været så forfærdeligt at se Gordon knust, men også at måtte erkende Millicent elskede ham...når hun følte hun gjorde både ham og Andrija fortræd ved at sige det højt. Men det måtte ud- ellers var Gordon forsvundet fra DI Morga den dag, og det kunne hun ikke være årsag til.
Det havde været en forpint og tårefuld indrømmelse, og ikke en invitation til der skulle hverken kysses eller kæles, som et andet par. Blot en ærlig tilståelse af der VAR kærlighed , at hun vidste han var SÅ meget mere end en god ven og en skytsengel- og at tilstå hun var forelsket i ham, også.



Gordon trådte ind, og Millicent så kort væk, over på fjernsynet.
Det var jo for latterligt, at manden var næsten mere uimodståelig iført no stress outfit- men der var noget over det der gav hende den her lyst til at krybe sammen i en sofaen, men ham og bare putte og hygge. Det var faktisk RET store signaler det tøj og Gordon slyngede rundt med. Måske hun burde bede ham skifte til....jeans? Nogle meget løse nogen altså!
At bringe THE TAPE back , gjorde ikke rigtig noget HELT godt for at få tankerne på rette køl.
" er det ikke FOR vildt for dig midt i stuen , soveværelset er vel det mere traditionelle valg " drillede hun og
fandt så sig selv i færd med at tilbyde sin hånd til en dans.
Et 'okay..okay now' smil lagde sig over Millicents læber. Ikke selvsikkert eller prangende, mere et tegn på hun var lettet over han tog imod.
Hendes fingre ville følge rundt mellem hans, som hun langsomt adlød og drejede en enkelt gang rundt .Det satte straks noget i gang, gav hende den selvsamme sommerfugle kilden i maven, som en første promnight.
Men der var ingen fine kjoler, eller opsatte krøller.Ingen smoking og ingen date. Der var bare Gordon, Gordon og Millicent, undone and uncovered.Uden filter for bare et øjeblik.

Hendes blik ville være uden filter, anyway og hun brændte sig fast i hans blå øjne, der altid havde det særpræget skær, som kunne han se lige igennem hende. Måske var det hans evne der påvirkede ? who knew...men hun vidste han kunne snuse rundt i hendes sandheder og løgne, og hente de svar han skulle have.
Men lige nu var hun sikker på øjnene ville fortælle og afsløre , alt hun ellers prøvede stædigt at ignorere der lå på spil mellem dem.
Gordon førte panden ned mod Millicents, hvilke skete samtidig med hun lagde sin hånd til hans bryst.
Ikke en korrekt positur, men nu var de heller ikke deltagere i en dansekonkurence.
Hun lukkede øjnene i, og forstærkede alle de øvrige sanser, som var de ikke rigelig hyped i forvejen.
Hans stemme ....Gordon vuggede hende i takt til sangen, med både bevægelse og stemme. Hun følte sig svøbt ind i en døs af velvære og en pinsom fryd,der bugtede sig inden i hende, som en spiral i konstant bevægelse.
Hendes egen reaktion på ham, var ganske overvældende. Hans stemme der skildte sig ud fra triviel hverdagssang og havde et mere professionet islæt, selv når han nynnede , føltes som kærtegn og kunne hun få begge hænder fri , ville de som var han lavet af glas , stryge over de brede skuldre og glide om hans hals , for at lukke sig der.
Det var kun en dans.
Men for hende så lang mere , havde hun skulle sætte adjektiver på - hvilke Thank God ingen bad hende gøre.
Sangen var ved at tone stille ud , os de sidste strofer fadede. I Millicents hoved klingede opfordringen , at sige noget.
Burde hun .... Sige noget?
Nej helt sikkert ikke ! Det ville være helt kikset at ruinerer et for hende ømt og dejligt øjeblik , så selfølgelig burde hun ikke sige det der slap ud af hendes mund , da hun krammende sig ind til Gordon.
" Du ved ... I do love you " lød det som hun havde munden fuld af vat.
Måske han ikke engang kunne høre det, høre hvad hun sagde. Det villle ikke blive gentaget no matter what.
Men nu var det sagt , og Millicent gryden ville nok ikke koge over , kunne man da håbe.
Som sidste betød det ikke 'skal vi giftes?' Men der var ingen tåre og pine denne gang, hvilke var en stor ændring.
Der var på en måde en dyb erklæring af at behøve ham , at han ændrede ting for hende og at hendes hjerte .... Elskede ham.
Hvor end det en dag ville tage dem hen, skulle retningen ændres.