Start Me Up

”Nå det var Carmen der fik mig på de tanker! Jamen du ved jo hvor uimodståelig jeg synes hun er!” Svarede han, og ville slet ikke tænke på Carmen på den måde, det ville nok ødelægge et eller andet inden i ham. Pigen var da meget flink, men aldrig ville han komme til at synes at hun var noget nær sexet – det ville han overlade til Mitchell!

Den trygge varme fra lejligheden begyndte så småt at sprede sig og synke ind i kroppen. Noget der skabte en afslappet stemning man aldrig helt fik udenfor. En duft af kaffe havde ligeledes spredt sig, og de to kopper dampede lystigt, som han satte dem ned.
”For vildt for MIG? Jeg tror da vidst at det er DIG der er ude på dybt vand” Lo han, men var der en af dem der var ude på dybt vand, så var det da vidst ham. Han kunne knap huske de piger han havde været intime med, for det var før hele engletingen, og her var hun, lige kommet ud af et seriøst forhold. Nej han var vidst bagud på points der, så var det nu heldigt nok at det hele var drilleri og jokes.
Sangen sendte små elektriske stød igennem hans krop, og han prøvede at lægge de følelser den før havde sat i gang om bagerst i hans bevidsthed. Den aften… Han havde næsten måtte tvinge ud af hende hvordan hun havde det, og han vidste ikke helt hvad det havde været godt for dengang. Det havde føltes ydmygende og ynkeligt at skulle indrømme at man var forelsket i en person, som man ikke burde, og han vidste ikke en gang om det havde gjort det bedre at hun havde haft det på samme måde. Det forværrede desperationen og uforståenheden overfor det hele. Desuden havde han været så tæt på bare at lægge sig ned på knæ og tigge hende om at gøre noget, og lige meget ville det have hjulpet. Det havde kun forøget hans egen ynk.

Der var ingen liveband, balsal, champagne eller pænt tøj, kun tv’et, lejligheden, den nylavede kaffe og det afslappede hjemmetøj, men det var også mere intimt på den måde. Nærheden i det fysiske såvel for det mentale var en kærkommen afveksling fra hvad der ellers i al den tid de havde kendt hinanden, havde været forsøg på at gemme og lukke af for nogen tiltrækning.
Hans evne havde ingen chance for at opfange hendes tanker, hvis hun ikke åbnede munden og sagde noget, så han kunne bedømme om det var løgn, men evnen behøvede han heller ikke. Hun havde en ekstraordinær gave til at vise præcis hvad der foregik bag de blå øjne, når hun gerne ville, og det behøvede han ingen evne til at se.
Ligeledes håbede han da, at der en gang imellem ville skinne ting igennem ham, som hun ville kunne se. Han elskede hende mere end nogen, og selvom det ikke var tiden til at gå rundt og sige det til hende hele tiden, så håbede han at hun vidste det lige så meget som ham, når de fik øjenkontakt.

Sangen begyndte at fade ud til de sidste par toner og akkorder. Det havde virket som kun 20 sekunder, men nu var de 3 minutter gået hvor sangen havde stået på, og selvom man kunne kæmpe alt man ville for at lade tiden gå i stå, så gik den ufortrødent videre, og man blev nød til at følge med den, og finde på noget, for ét enkelt øjeblik kunne man ikke leve i, hvor tiltrækkende det end var.
Han kunne mærke at hun strammede grebet i ham, og selv slap han den hånd, som hun havde givet ham for omkring 3 og et halvt minut siden, og lagde den rundt om hendes nakke i stedet, for at trække hende længere ind.
Hun havde ikke behøvet at sige noget, men han elskede hende for det. ”Det ved jeg godt” Svarede han, og det var ikke løgn. Mest af alt havde han lyst til at læne sig ned og presse sin læber ind imod hendes, men i stedet lagde han en hånd bag hendes hoved og pressede sine læber imod hendes kolde pande et sekund, trak sig lidt væk igen, og lænede sin kind imod hende i stedet.
”Jeg elsker også dig, men det ved du allerede.” Smilede han lidt fjernt, og det var ikke en løgn heller.

Carmen var virke the all American Woman, havde hun bare været mørkchokolade og boet i the States. Nu var de så uheldigvis i Frankrig og hun var lige så lys som et æg.
Men kropsformen var god nok. Hun havde enda de samme karakteristiske bevægelser med arme og hoved, når de der kvinder skældte ud - havde Millicent selv set i Dr. Phil.
"Oh...too much Woman for you? Ja sådan havde stakkels Chester det vist også da hun begyndte at twerke" kom hun til at grine , da hun huskede det lille optrin, hvis man kunne beskrive det sådan når det nu VAR Carmens behind der svingede op og ned, meget rytmisk. Twerkin var bestemt et af hendes talenter.

"Nå nånånå SÅ viser man pludselig sin sande kulør hva! Men ved du hvad? nu sagde du godt nok du IKKE behøvede hat og vest til mig, men..."hun begyndte igen at le da hun tænkte på den lille kasse med plastik køer, der havde stået ude i køkkenet . Måske den var der endnu, havde Gordon ikke smidt den ud eller måske sat den på loftet
" ...men jeg tror jeg stadig har min out fit fra da jeg inviterede dig på cowboytoast- remember ? " der havde den stået på fletninger og hat og det hele. Og små plastik dyr på bordet som pynt. Så han skulle da bare liiige blive ved at tirre hende nu.

Millicent var ikke i tvivl om Gordon holdte af hende.
Han havde vist det mange gange, hun var dog også bevidst om at ting hurtigt kunne ændre sig.
Hun var også i tvivl om helt andre ting, ting der holdte hende fast i en Støvregn af mismod.
Hun tvivlede stadig på om hun selv - nogensinde - ville blive istand til at kunne gengælde ikke kærlighed den evne havde hun intakt ( desværre , kunne hun tænke ) men mere en grundlæggende tillid og respekt . Gordon fortjente intet mindre, og hun kunne ikke rive ham ned fordi hun selv havde fået flosset de dele af sig selv grundigt igennem, vel ?
Hun ville ikke være god for ham, før fortiden var helt rystet af, og hun kunne give ham , hvad der ville være passende. Tillid og tons af kærlighed.Hun respekterede ham og havde altid gjort det. Men hun vidste at hun ville skulle kæmpe monstrøst højt, skulle hun kunne vise ham det, skulle respekten ikke slå revner af hendes manglende evne til at stole på nogen nu. Hun var bange for læbet VAR kørt. Men så var det at Gordon på finurlig vis fik hende til at glemme alle de ting. Bekymringerne blev sløret og gode følelser , nogle der var rigtig behagelige at have boblende i systemet vækkede han så istedet og trak dem helt frem på forreste række, inden i hende. Derfor var hun så vild med ham, han kunne de ting med hende. Han forstod hvordan hun var skruet sammen,næsten bedre end hun selv havde indsigt i, virkede det til.

Næste gang de skulle danse, ville hun huske at udstyrer ham med sorte glasrefleks solbriller, for hun kunne dårligt containe følelserne i hendes bryst, han udløste alene ved øjenkontakten.
Der var meget på spil. Og det VAR hendes første aften sådan ude i det fri, efter korthuset faldt sammen. Det VAR mærkeligt ikke at skulle holde igen , men være fri til at gøre hvad man ville.
Fri og fri....fortiden havde stadig et hold i hende, og da sangen var endt, og Millicent hang ind over Gordon, faldt den triste dis over hende. Ikke at hun var ked af sine ord....eller at han allerede vidste det, for det var kun godt og på alle måder betryggende. Hun fandt en form for lindring i hun ikke behøvede forklare sig, og at der ikke blev sået tvivl ved hendes ord.
Det triste kom fordi hun følte at hendes baggage misfarvede dem...hun var ked af fortiden ikke var bag dem, endnu ...helt...hun ville bare SÅ helt enormt gerne vise ham , hvor meget han betød for hende.
Men hans hånd på bagsiden af Millicents hoved , modtog hun hans kys.
Det var dejligt , trøstende og indbydende at mærke de varme læber mod hendes mere kølige hud.
Millicent puttede sig ind mod ham, og han var faretruende tæt på at bringe et hulk frem, da han sagde han elskede hende også.
Hun havde stadig sine arme snoet omkring Gordons hals, og hendes kram var mere tæt end før, da hun trak sig selv ind mod ham.Hun havde slet ikke lyst til at slippe ham igen, ikke lige nu. Hun ville befinde sig så close at hun kunne mærke aftegninger af hans krop mod hendes egen, hvilke bragte alle hendes sanser helt på dupperne.
En lille ændring i hendes stilling, så hun kunne dreje lidt på sig, og finde tilbage til hans hals, med sin mund og læber.
Hun tøvede...bare et nanosekundts betænkning om hun nu havde styr på hvad hun lavede ? For selv om det for de fleste var absolut ingenting, ville alle de kendte Millicent vide at for hende var det et omdrejningspunkt.
Hun lukkede øjnene og lod sin mund presse mod hans hals.
Var han nervøs...var han spændt, måske urolig for om hun ville bide til, kunne han slappe af .
Gordon ville kun mærke hendes bløde læber strejfe hans hals, først en gang, og så en mere. Anden gang ville de ikke nappe og efterlade et lille fugtigt spor som først- anden gang ville hun presse dem forsigtigt ind mod halsen , i et kys.
Der ville ikke være skarptænder tilstede, ikke nu.
Hun var al for optaget af hvad end hun luge fortog sig. Selv var hun ikke for sikker.
Derfor ville hun også nødtvungent lade hænderne glide tilbage , ned af hals og udover hans skuldre igen. Her ville de kort vikle sig ind i hans Tshirt, sno stoffet lidt mellem sine fingre, og trække en smule ned i den. "så..øhm...tror jeg ikke du kan tåle mere dans for i dag..."kom det kejtet! før hun spredte fingrene og lod stoppet smutte fra hende og hun så kunne trække sig en smule ud.
Ør...hun var ganske ør og en smule svimmel.
Hun ville ikke tabe kontrol- for det kunne ikke være sundt, kunne det?
"Tror det er kaffe tid !" for hun derfor afsted og over og sætte sig i sofaen. Her havde hun med et , meget travlt med at zappe rundt i de forskellige kanaler, der alle virkede kedelige, så man bort fra musikken.
Hun VIDSTE godt tilbageholdenhed og kontrol var nødvendigt..OG hun vidste godt man ikke skulle hundse med ting, og naturligvis var hun da klar over man aldrig skulle indlede noget nyt, når man stadig kunne græde over det der engang var.
Men....hvorfor gjorde det så ondt at trække sig væk fra Gordon nu? Det var rimeligt anstrengende at ALT skulle føre ondt , uanset hvad, hvor og hvem.
Var det SÅ forkert at bare ville glemme og begrave sig i det eneste der kunne stryge hendes krøllede sind ud? Gordon..

”Jeg tror aldrig rigtig at han kom sig over det” Stemte Gordon i, og kunne stadig se Chesters ligblege ansigt, da han stod face til face med Carmens twerking. For evigt ville han være taknemmelig over at Chester tog den kugle for ham, for han var ikke i tvivl om at han selv aldrig ville kunne gå udenfor en dør igen, havde det været ham.

Der var mange oplevelser og små stunder der poppede frem, når man sådan lige tænkte over det. Han havde aldrig prøvet at få cowboy toast før, eller hørt om det for den sags skyld, inden Millicent havde set det som en god ide, at byde ham på det.
Hun havde åbnet døren i cowboyoutfittet med vest, hat og fletninger. Selv var han lige kommet fra arbejde, og havde stadig skjorte og slips på. Han kunne huske at hun havde fået ham til at le, selvom hun selv havde fundet det lidt pinligt. Det var sådanne små skøre hverdagsting, som bare kom ud af det blå, når man var sammen med hende, der gjorde at netop hun var den mest farverige og finurlige personlighed han kendte – på den mest elskværdige måde muligt egentlig. Nogen havde det med at komme for langt ud på et sidespor, og man stod tilbage og kunne ikke hitte rede i hvad det lige var der skete, andre var kedelige og foretrak at snakke om vejret over en kop the. Hun havde den mellemvej. Finurligheder og små grin blandet med hverdagens små normer.
”Du henter det bare.” Udfordrede han hende. Selvom hun havde endt med at skifte til noget mere normalt, og tage fletningerne ud, så havde hun nu set bedårende ud.

Om han troede hun nogensinde fik tiltroen til verden, og dermed også ham selv, igen? Det var en langsom proces, og der var ingen der sagde at Rom skulle bygges på en dag. Det krævede måske en sten hver dag, men til sidst skulle byen nok stå. Desuden havde han ikke så meget imod at hun ikke kunne stole fuldt og fast på nogen lige nu, eller… selvfølgelig sved det lidt, når han egentlig aldrig selv synes at han havde givet hende grund til at have mistro til HAM, men han forstod også godt at sådan måtte det være lidt, og som tiden gik, ville den tiltro nok komme tilbage igen. Hun ville måske tvivle, men det gjorde han ikke.

Det var en hårfin balance lige nu. Der var en hvis befrielse ved, at kunne gøre egentlig hvad de havde lyst til, selvom det ikke helt var sådan. Måske det faktisk gjorde det endnu sværere? Før havde der været nogle faste grænser hun ikke kunne overskride, ja medmindre han havde kastet hende over dem, og det var sket et par gange, men nu var grænserne flydende, og det var svært at vide hvor meget der var ok. Grænserne synes at blive mere og mere udviskede og snoede, og ærlig talt havde han ingen ide om, hvad for langt ville være lige nu.
Følelsen af hendes krop presset tæt ind imod sig føltes kølig og rat. Om det var hendes lave kropstemperatur, eller bare situationen, var uvis, men han kunne mærke en kildende fornemmelse ned igennem kroppen. Selvom han for et år siden havde været skrækslagen for at have hende så tæt på, på grund af de skarpe tænder der lurede under overfladen, så var der ingen frygt at hente nu. Det var de vidst for længst kommet over. Hun ville ikke sætte tænderne i, uden at sikre sig at det var okay, og gjorde hun det alligevel, så havde han erfaret at hun kunne stoppe igen. Derfor var han også afslappet med at have hende så tæt på hans puls, som dunkede af sted lige nu, uden at han havde kontrol med den.
Han vippede hovedet lidt til side, så hun kunne komme til, og nød fornemmelsen af hendes læber imod hans hals. Det sendte en underlig fornemmelse igennem kroppen, som man ikke helt kunne sætte ord på, og gav et berusende krav på mere, som dog måtte forblive utilfredsstillet og hungrende. Også… var øjeblikket væk igen.
Revet tilbage ind i virkeligheden formåede hun på den mest kejtede og lidt akavede måde, at komme løs på. ”Eh… Ja du har ret. Det stiger mig bare til hovedet” Kom det med et lidt kejtet grin, og han dumpede ned på sofaen ved siden af hende. Stadig meget ør i hovedet, og ikke helt i stand til at fokusere på de kanaler hun zappede forbi.

Hans hænder lukkede sig om en lunken kaffekop, da han lænede sig lidt frem i sofaen, for at række over til sin kop. Hvad var der med den kaffe, som altid nåede at blive lunken af den ene eller anden grund? Okay, han kunne bedre lide denne grund end den sidste, hvor Carmen var dukket op. Med en anelse rystende hænder, blev koppen ført op til munden, men kaffen var allerede ikke helt så varm, som han ville foretrække, så han satte den fra sig igen, heldigvis uden at noget røg ud over kanten.
På en eller anden måde var det lidt unfair, sagde hans forvirrede hoved. Han havde ikke lyst til at trække sig væk, og slet ikke at sidde lidt akavet i hver sin ende af sofaen.
”Finder du noget godt?” Mumlede han og nikkede imod tv’et. Hun virkede ubeslutsom. Det var også for dumt det her. Han rettede lidt på sig og satte sig tættere på. Ingen grund til at understrege det akavede ved at sidde helt over i den anden ende. Lidt forsigtigt lagde han en hånd på hendes skulder, og lod den køre lidt ned over ryggen i en blød bevægelse. Den blev gentaget et par gange over stoffet på hendes top, mest fordi det gav ham selv en form for ro, at kunne række ud og mærke at hun var der.

"JEG vil aldrig glemme den oplevelse, og jeg tror den eneste der egenlig elsker den er Gloria. Hun fik ham med hjem på den konto, gjorde hun ikke ?" Fiskede hun efter inside sladder.

"Naaa jeg tror vi gemmer vesten til du har dit Web cam sat til, så skal vi nok få cybercity space til at spærre øjnene op"grinede hun, og ville KUN trække i det outfit, kunne hun lykkes i at  finde et der om muligt slog det i dårlig taste, til Gordon.
Det ville ikke blive det letteste opgave i mands minde.

Millicent ville have elsket at kunne se Gordons tanker, for hun havde ikke selv dén vinkel på, som han havde. Det var formentlig helt korrekt at det der pludselig ingen rødt lys, ingen klar grænse og ingen stop klods var mere, gjorde det meget svært for hende at vide hvor grænserne lå.
Både hendes og Gordons. Hun havde ikke spekuleret så meget på dem før, for de VAR defineret . Både Gordon hun kendte dem, og var helt bevidst om når de dansede på kanten af dem.
Men nu...det hele var anderledes nu, og der var så meget at hitte rede i.

Den lille ting at han strakte halsen lidt ud, og gav Millicent lov til at udføre sin lille ting, endte med at give hende en sødmefyldt lyst til mere, som hun dog gav luft for , med en sagte lille suk af ren betagelse over oplevelsen.
Det ville være synd at sige hun havde kysset løs på mange, hun havde vel været forbeholdt hendes ex i meget langt tid, og hun anså sig ikke som erfarne på noget som helst punkt, når det kom til mænd. Det eneste hun vidste var hun slet ikke vidste nok.
Hendes gps var intuition. Og hun var hurtigt væk og på plads i sofaen, fordi intuitionen havde hvisket at hun var på dybt vand, da hendes læber var begyndt at kæle for den glatte varme hud på Gordons hals.

Tilbage i sofaen smilede hun til Gordon der ikke lod til at nyde kaffen.
Det var ikke let at få en god varm kaffe denne aften, hun kunne jo lette bagdelen og sætte noget frisk over, men lige nu zappede hun rundt på kanalerne og hendes tanker løb i divergerende retninger.

De havde haft mange sjove og gode oplevelser , ingen tvivl om det.
En af hendes favoritter havde været da de købte juletræ og julegaver. Og da de aflagde besøg på børnehjemmet. Alt i alt var det altid skønt at være i hans selvskab, uanset om det var hjemme eller ude.
De havde haft deres øjeblikket , de personlige af slagsen, og det mest intime ville nok altid være alle de tavse følelser der stod skrevet mellem linierne, eller lå gemt bag de få kys der havde været delt. Eller stjålet.
Hendes hånd gled over kæden med de to vedhæng, som aldrig havde forladt hendes hals.
"Øhh ...der er vist ikke rigtig noget, måske bare musik igen?" Forslog hun og lod den hvile ved et nummer af John Legend, All of me.


"Vores tv er vist i det romantiske hjørne"vrøvlede hun og vidste ikke helt hvordan hun skulle reagerer på Gordons lette berøring.
Det havde været lidt kikset, at hun var stukket af så hurtigt, for det skabte lidt underlig stemning, men Gordon havde da fået rettet op ved at rykke sig en smule tættere på.
Det var fint nok - hvad der forvirrede lidt var hans hånd, hvor uskyldigt en berøring det end var, så sendte den mindre uskyldige små fornemmelser igennem Millicents røde tanktop og de brændte sig ind i hendes hud.

Hun drejde ansigtet en smule , langsomt og i hendes øjne stod spørgsmålet malet..
* what are we doing?*
"Gordon"mumlede hun og gumpede sig lidt sidelæns, så hun sikkert ville komme til at sidde helt ind til ham, sådan under hans arm, så hun kunne putte sig ind til ham. Hvile kinden mod hans skulder og bryst.

Millicents hånd lagde sig varsomt  ned på maven af Gordon.
Hun vidste hun afprøvede grænserne , og hun vidste at dem der var i dag - måske ville være anderledes om en dag, en uge, en måned .
Men hun afprøvede dem alligevel. Måske havde hun brug for at mærke ham. Mærke rammer.
Føle hvad der var tilladt og hvad der ikke var, for at kunne føle sig tryg? For ikke at forsvinde eller opløses, for at turde tro på han virkelig var der.

Hånden ville hun lade glide hen over Gordons mave, langsomt og med kun et blidt pres for at sikre han ikke dødede af grin, fordi det kunne risikerer at kilde.
Millicent ville kradse lidt på maveskindets følsomme hud, når hun kort trak de udstrakte fingre sammen, da hun lige tøvede kort- før hun igen strakte dem ud, og lod hånden glide det sidste stykke ,ned af hans side og  så lægge sig om livet på ham - havde Gordon ikke ændret på det hele.
Hun vidste ikke om hun skulle sige et eller andet? Eller gøre noget ?
Det eneste hun støttede sig til var en backup plan der lød at hun altid kunne skynde sig at sige godnat - og tage flugten ind i soveværelset, skulle hun ende med at dumme sig totalt inden for de næste par minutter.


// Gloris also known as Georgia XD //

”Det gjorde hun, og flere gange siden. ” Gav han hende ret. De to var stadig sammen, selvom de var et specielt par. Det ene øjeblik var de det kærligste og mest forelskede par i verden, og det næste øjeblik smed de ting efter hinanden i vredesudbrud.

Han skar en lille grimasse til det med vesten, og rystede på hovedet. Ikke tale om at sådan noget skulle ud på cyberspace! Men nu var det hele jo kun sjov og ballade, så intet at frygte der. Millicent vidste man trods alt jokede dér, havde det været Carmen, var han løbet for hans liv for længst! Se DET var en utilregnelig personlighed.

Grænser… Før havde han egentlig prøvet at bryde dem så meget så muligt, mest fordi de var sat af et forhold han ikke havde respekt for, og kunne han stikke bare en lille torn i det, så ville det føles som en sejr. Nu var det slag så overstået, og nye dukkede op. Grænserne var ikke længere sat af et forhold, men af Millicent alene. Hendes personlige grænser, og dem havde han respekt nok for, til at føle sig fint frem efter. At hun så gav alle mulige signaler om hvor de lå henne, ja det var noget helt andet. Det ene øjeblik følte han at skulle give hende noget plads, og det næste var det næsten som om opmuntrede ham til at komme tættere på. Guderne måtte vide at han ville tættere på, men han ville heller ikke have et dask over hovedet fordi han kom for tæt på for hurtigt.

Et godt eksempel var hvad der lige var sket. Det ene øjeblik kunne han mærke hendes læber imod hans hals på en sær kildende måde, som sendte brusende fornemmelser ned igennem kroppen, og det næste øjeblik trak hun sig pludselig væk, brød det af, og satte sig ned. Og han var tilbage uden rigtig at vide hvad han skulle sige og gøre. Vidste hun overhovedet hvad hun ville? For hans hoved var godt rundtosset.

”Musik er fint for mig.” Svarede han, da John Legends hjerteskærende klavertoner klingede ud i rummet. ”Typisk er det ikke?” Smilede han bare lidt fraværende, da hun lavede sjov med tv’et. Ja det var da sørme så blødsøden i mælet tv’et var blevet, og specielt på dette forræderiske tidspunkt, hvor hans hoved stadig var i oprør med sig selv. Et blik blev sendt til den kolde kaffe, som han havde givet op på. Desuden følte han sig overraskende frisk, som om hans nerver sad udenpå tøjet.
Jaja, de små berøringer var trods det blide udtryk nok ikke helt uskyldige, men det virkede umuligt nu at holde hænderne fra hende, og så længe hun ikke direkte daskede dem væk, så var det vel okay?
Det lydløse blik fik et næsten usynligt træk på skulderen og et skævt smil. Var det ikke ligemeget? Lige nu havde han ikke lyst til at tænke så meget over det, men bare gå med hvad han havde lyst til.

Den lette berøring fra hendes fingre var tydelig at mærke, fordi deres temperatur var i kontrast til hans, som var høj, specielt et så centralt sted som maven, og han lukkede øjnene et øjeblik for at fange alle sanseindtryk. Alt fra duft til de små lyde i lejligheden virkede meget skarpe på en behagelig måde. Det kildede en smule, og sendte små sug igennem indersiden af hans krop.
Hans hånd var fulgt med hendes bevægelse ind imod ham, og var gledet tværs hen over ryggen, og havde lagt sig om den bare hud på hendes skulder længst væk fra ham, hvor den fortsatte den rolige bevægelse op og ned. Vuggende, blødt.

Positionen var blevet vendt en smule, så han kunne have halv front imod hende, og den frie hånd lå lidt afslappet over hendes ene knæ. Et øjebliks nærhed var rart, selvom det måske efterhånden var mere end et øjeblik. Hun var jo afhængighedsdannende den pige, og han var ved at trippe. En gladelig overdosis så at sige, og han ville villigt lade sig drive ind i den.
”Undskyld, jeg .. havde bare ikke lyst til at give slip endnu” Lød det efter lidt, da han stadig ikke var sikker på om det var over nogen grænser. For det var HENDES grænser, som de skulle respektere. Han havde ikke været i det hun havde været, og havde intet at tage højde for på samme måde. Der var gået så lang tid med bare en længsel efter noget man ikke kunne få, og nu var han ret sikker på at hans grænser lå længere ude end hendes. Det var også okay, men kunne ikke forvente andet efter alt hvad der var sket.

" Det er typisk ja. Der er ofte ballader og stille sange på det her tidspunkt af døgnet " kom det henkastet.
"Jeg så i programmet at de kl 17 havde sendt fra en tysk new wawe techno fest - sååå på den baggrund har jeg ingen klager " smed hun tenoren væk og lod sangen stå.

Signaler.
Signaler der stak i alle retninger , som var de udsat for elektrisk stød.
Hun sendte dem sikkert ud nøjagtigt sådan , for det var et meget nøjagtigt kopi af hvad der skete inden i hende.
Hvornår det var okay at gøre hvad ?
Hvilke kriterier definerede det?

Hun havde været så langt nede som man kunne over en fyr , ville hun påstå og nu havde hun accepterer at det ikke stod til at ændre.
Hun var begyndt at trække vejret påny , metaforisk talt - skulle bygge et nyt liv op i di Morga.
Eller en ny død hvis man skulle være korrekt.
Men hvad var så kriterierne for at lave ting der ikke kunne puttes i venne kassen ?
Måtte man kysse ? Røre og kæle ?
Nogle ville måske gå hele vejen , men selv uden et kærligheds titanic skibs forlis i ryggen , ville Millicent aldrig være SÅ ' grundig' i begyndelsen af et forhold.

Men hvad hvis det var hvad hun behøvede? En OD af nærhed , intimitet og forgabelse , at antænde den dybeste flamme hun kunne og unde sig selv en ucensureret udgave af kærlighed? Hvis det fik hende til at slippe det sidste krampagtige hold i fortiden ?
Kriterierne for de ting - var de det samme ? Eller varierede de alt efter hvor langt man gik ?
Var det tilladt at gøre noget , så længe der stadig var en form for skygge over ens hjerte? Eller skulle der være sunshine all over ?

Helt ærlig - var der noget at sige til hun var ved at blive skør? Alle disse tanker der hamrede på indersiden af de blonde vægge.
Hun ville helst bare lukke det hele ude , og få alt til at forsvinde.

Men Gordon forsvandt ikke , og hun kunne ikke gøre for de kaskader af fryd hans hånd sendte igennem hende, ved hver en strøg , ved hvert et blødt kærtegn han tildelte hende.
Det var jo nærmest naturgenstridigt skulle hun modsætte sig det.
Millicent svejede istedet automatisk i sin ryg , bare let , som hun i en cat like bevægelse skubbede sin krop tættere mod siden af Gordons.
Hun var sluppet afsted med at føle sin vej , over en fast mave .
Hun havde set ham i bar overkrop og vidste at han både flot og veltrænet , på den gode måde - hvor musklerne ikke virkede forkerte men en naturlig del af hans krop.

Millicent havde ikke mod til at tage den videre , hun lod derfor sin kind lægge sig ind til Gordon , omkring navlehøjde på ham.
Det føltes godt. Hun vidste han ille tillod enhver den nærhed , og det fyldte hende med en enormt skøn ro og stolthed . En ro fordi det blev hun af at være i kontakt med ham. En stolthed over at netop hun fik lov . Hun kunne alt for nemt venne sig til den rolle , men hun vidste at intet var skåret i sten , heller ikke Gordons løfter.

Millicent trak knæene lidt op og hans hånd der hvilede der , ville glide lidt på sig , dog ikke ryge ned , med mindre Gordon selv flyttede den.
Millicent trak sig ud og med hånden mod hans hofte , skubbede hun sig lidt ud, da han undskyldte.
Millicent rettede sig lidt op og skød hagen op mod ham , for at tage er kik i de blå øjne .

" ja , jeg synes godt nok du strammer den !" Skændte hun , dog var Millicent øjne lige nu farvet af både tillid til ham og tonefaldet smurt med et skær af varme.
Venstre arm der havde 'siddet i klemme ' mellem Gordon og Millicent blev trukket fri, og hun skabte lige plads nok mellem dem , til at kunne lægge håndfladen på halsområdet hendes læber før havde berørt. Hun flyttede dog hånden til Gordons kind og trak forsigtigt med af den, enten ville huden føles glat og blød mod hendes vampyr følsomme hud - eller den ville kilde drillende mod håndfladen. Eftersom han havde arbejdet , ville hun nok forvente den blød og glat.

Hun ændrede igen sin position , så hun kom op på knæ nu.
Venstre hånd i sofaen, højre hvilede mod hans hofte stadig.
Millicents knæ stødte mod sofaryggen og lårene lå. Helt op af Gordons.
" Du skal ikke undskylde , ikke til mig. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig, forstår du ikke det ?"
Det var udtalt så lavt at der nærmest var en høj hvisken.
Jaja det var lige før det hang en lyserød vat sky over dem , men fakta var at Millicent hverken ville være i Terre by eller nogen andre steder i dén her verden , efter hendes brud med Andrija- havde det ikke været for Gordon. Så at undskylde til hende uanset hvad han gjorde var aldeles unødvendigt. Hun skyldte fem års tjenester fuldtid til den mand. And she knew that Well.

Hun lænede sig frem og ville stryge sin næsetip mod hans kind .
" mon vi snart burde sige godnat for i dag ?" Mumlede hun med øjnene mest fokuseret på hans , kun en enkelt afstikker eller to til hans læber.
Men det var nok tid til at bryde op , inden hun fik vendt op og ned på alt.

Han kom til at halvt fnyse halvt grine, da hun sagde hun intet havde at klage over på den baggrund. Nej okay, tyskerne var ikke lige de bedste i verden til at lave musik, langt fra faktisk, og når det så blev blandet med new wave tecno, så ville han hellere æde ren wasabi. Generelt var han bare rigtig dårlig til elektronisk musik, som blev styret fra en computer eller mixepult. Der var en renhed over når musikken kom fra instrumenterne, og blev skabt af den menneskelige kreativitet. Der var ikke mange der vidste det, men det er umuligt at ramme perfekt på hvert et beat i en sang. Om det så er 1 millionendel af en takt, så vil hver trommeslager altid have sit helt eget beat, som aldrig kan blive perfekt, ligesom hver en sanger havde sin egen klang og småfejl - sin egen måde at styre sin stemme. Dette ødelagde den elektroniske musik, for her blev alt kalkuleret ned til milliondele, og her ramte slaget altid, her blev stemmen altid sporet ind på det perfekte igennem autotune.

Gordon følte sig træt, energisk, høj og trist på en og samme gang. Argh hvorfor var det så svært lige nu? Han følte sig fuldstændig uden af stand til at bevæge sig særlig meget lige nu. Hverken for at rejse sig op og sige godnat, eller for at gå den helt anden vej. Det var den der skræmmende mellemvej. Man stod med et ben på hver side af vippen, og kunne kun vendte og se hvilken side der ville ramme jorden først.

Han gad nok vide, om hendes tanker fløj lige så meget rundt som hans, eller han bare var ved at miste forstanden. John Legend synes at svare fra tv’et.
‘What's going on in that beautiful mind?
I'm on your magical mystery ride
And I'm so dizzy, don't know what hit me, but I'll be alright
My heads under water,
but I’m breathing fine
You’re crazy, and i’m out of my mind.’

Kendte han Millicent ret, var hun selv ved at miste forstanden og ved at være rundtosset af underlige signaler over det hele. Det var nok slet ikke nemmere for hende det her. Ikke at en gang selv at vide hvad man fandt okay. Sandheden var nok at der ville gå lang tid inden hun ville være all sunshine igen. Livet satte spor.. eller døden i dette tilfælde… Og de ar man havde viste at man havde levet – ja de blev siddende, men ikke ved med at gøre ondt. Han havde intet imod at hun ikke havde rystet alle dæmonerne af sig endnu, for de vidste jo begge to godt, at det aldrig ville blive ’bare’ rebound imellem dem. Hvad end hun behøvede eller ikke behøvede lige nu var okay. Faktisk havde han det bedre med, at hun havde brig for komfort, selvom der stadig var grå skyer, frem for at hun var blevet på værelset flere måneder indtil himlen var blå. Mest fordi han allerede var ved at eksplodere, og havde det været et halvt år senere, havde han allerede ligget død på gulvet.

Hun havde lagt sig halvt ned ind over ham, og det gjorde ham en smule døsig at sidde der lidt. Det gav en tryghedsfornemmelse, og havde hun ligget der længe nok, var han nok faldet i søvn, men det gjorde han ikke, for hun rettede sig hurtigt op igen, og han så ned på hende med et lille smil. Okay, han havde måske selv lige taget alt skylden, men hun behøvede da ikke tvære det i hans ansigt- selvom det var kærligt ment, kunne man tyde i hendes blik.
Hendes håndflade gled ned af hans kind, og han sendte hende et lille smil. Den føltes altid blød. Hende generelt, men hun skulle jo så heller ikke kæmpe med de irriterende små skægstubbe, som begyndte at stikke efter bare en halv dag. De ville nok kunne mærkes en anelse, men ellers ville den være varm og nogenlunde blød. Han kunne selv mærke hans puls stige i tempo ved den lette berøring, og dermed også temperaturen i hans krop.

Endnu en gang rettede hun på sig, som en utålmodig kat, der bare ikke lige helt kunne finde det rigtige sted at ligge sig. ”Derfor kan jeg stadig gå for langt.” Rettede han hende. Og han håbede altid at hun ville sige til og sige fra, hvis han gjorde. Der var intet med at skylde hinanden noget her. Jaja han havde hjulpet i en hård tid, men hun vidste ikke hvor meget hun havde givet ham igennem den faktisk halvkorte tid de havde kendt hinanden rigtigt.

Hun var meget tæt på lige pludselig, og han havde slet ikke forudset, at hun ville komme det, så han vendte hurtigt blikket og ansigtet imod hende, da han kunne mærke spidsen af hendes næse imod hans kind. Det gav en kildende fornemmelse, og mindede ham lidt om når en kat gned sig op af nogen de holdt af. Kun få centimeter væk, og havde hun trukket vejret, som mennesker gjorde, ville han nok have kunne mærke hendes ånde imod hans ansigt. Havde han følt at han ikke kunne bevæge sig før, så var det da intet imod nu. Hans hals var tør, men træt var han ikke længere. Hendes stemme nåede ham som en hvisken, der kunne have været noget i vinden man knap havde hørt, men han hørte det skam tydeligt.
”Burde vi?” Gentog han lavt og lidt hæst. De blå øjne var låst fast i hendes, en enkelt gang afveg de en smule for at lægge sig på hendes læber. Damn hvor han gerne ville. Damn damn damn. Han tvang blikket op til hendes øjne igen, og lod sin ene hånd følge med op, for at stryge håndryggen over hendes kølige kind én gang. Han var bange for at det var lige ved, at hun ville kunne mærke hans puls igennem den, selvom det nok ikke ville være muligt. Hvis det var muligt for nogen, var det nok en vampyr.

At natten var på dens sidste timer, måske med en tidszone på en tre fire timer, daggry ville slutte sig til dem, kunne Millicent vide, udfra sit eget personlige indbygget ur.
En lille gave man som vampyr blev udstyret med , og den virkede glædeligvis max hos de nyfødte. De havde behov for mere mad men også mere søvn, end de ældre. Derfor sukkede kroppen altid og blev døsig når dén tid på døgnet var ved at vende tilbage.
Det kunne snildt være det, der fik Millicents krop til at føles mere 'tung' men man skulle nok ikke undervurderer effekten af at være i nærkontakt med Gordon.
Den summen , de vibrationer og den fornemmelse af at citre en smule som der opstod når hun rørte ved ham, de optog plads og gav en mere tyngende fornemmelse af sig selv.
Som hun skulle bruge flere kræfter på at bevæge sig. Det var naturligvis mentalt, psykologisk set at hun kæmpede med lidt barriere, hun ikke vidste om hun burde bryde?
Millicent havde en klar forventning om at Gordon ville bremse hende, skulle hun kaste sig ud i glade ting, han måske fandt lige et hal for lystige i forhold til hvor de var nu, så hun var ikke nervøs for at gøre noget han ikke ville.
Måske en smule stereotyp med sit syn, med hun mente nu godt at kunne fornemme om en fyr var ...begejstret eller ej. Gordons bekymring gik på det samme som Millicents, gættede hun på. De tøvede vel begge fordi i gen af dem kendte til, hvordan hun ville begynde at reagere?
Halvt om halvt havde hun en følelse af hun svigtede Andrija, og en forventning om han ville zappe sig ind midt i hendes lejlighed, hvis hun indlod sig med Gordon- eller en anden for den sags skyld.
Men hun vidste det var en forvrænget illusion, den bobbel hun havde elsket med Andrija at være i- havde aldrig set ud som hun havde troet- kun Millicent havde befundet sig deri, ikke Andrija , han var andre steder.
Så at føle hun svigtede Andrija ved dette, var for dumt.
Hun var singel og de havde ikke engang en relation hvor de snakkede sammen mere.
Intet havde betydet noget for ham, og selv med den hårde vished Millicent nu lå inde med, så gjorde det ondt a helvedes til at skulle slippe det hele fri, og begrave fortiden.
Hun tænkte ikke tankerne så direkte, men de ville spøge i hendes underbevidsthed som var de silke tråds tyndt og gennemsigtigt gråt slør , der hang og kastede skygger over hendes handlinger.
Millicent trak dog sløret til side,i et enkelt beslutsomt ryk- da hun strøg sig op af Gordon , og lod næsen strejfe hans kind.
Det hér handlede om HENDE og ikke om en ex.
Det her handlede om hvad hun bare ikke kunne modstå at afprøve, selv om fornuften nok ville guide hende på en lidt længere gåtur, før hun så ville ende op samme sted....en smule senere på tid.
Måske havde hun også lyttet til den lille gps fornuft, havde Gordon ikke i samme øjeblik, drejet ansigtet og låst hendes øjne fast i hans.
Det var nøjagtig lige så intenst som en argentinsk udført tango, bare med al dramaet fratrukket. Men følelserne og overgivelser var der , fra hende til ham.
Sidste skub udover kanten, var lyden af Gordons stemme der havde en mere hæs klang, var mere ru og fik spørgsmålet i hans 'burde vi' til at føles som et ' det ved jeg ikke om jeg har lyst til'.
Sjovt som et kærtegn på en kind , kunne reflekteres i et bryst.
Det lette strøg af hans varme hånd, fik hendes hjerte til at banke, som var det levende igen. Millicent hev langsomt luft ind gennem næsen. Det havde været dejligt om det kunne trække tid ud- nedsætte tiden så den blev forbrugt i slowmotion, men den effekt havde det altså ikke. Det kunne højest gavne ved at lægge en dæmper på nervøsiteten, hvis man var heldig .

Fra fjernsynet ville sangen blande sig , med al det usagte i luften mellem Gordon og Millicent, som et krus fyldt med varm mørk chokolade drik -der blev blandet med hvid.
Der ville opstå en dampende varme med en sødelig duft, som nu - hvor der stod en masse på spil.
'Cards on the table...we're both showing hearts
Risking it all- though it's hard'

Millicents skuldre var anspændte, som hun sad der og mindede om en kat der fastholdte positur.ja - en smule tense, det var de fleste af musklerne i Millicents krop right about now.
Spændte på den her pinsomme søde facon, der var ved at tage pusten fra hende, psykisk.
En lille nerve i hendes kind vibrere, et tegn på den kølige vampyr ikke var SÅ cool igen. Der var en ærlig nervøsitet tilstede , forbundet til hendes handlinger.
Millicent pressede sin læber hårdt sammen, som et sidste sekundts forsøg på at overtale sig selv , til de IKKE måtte forsætte.
Hell...hun bed enda i indersiden af hendes underlæbe, på samme tid hun forsvandt ind i de blå øjne af hans, der var så levende og fængslende. Som om den milde smerte ville afhjælpe.

Millicent sad i samme stilling, ubevægelig - som det kunne fraholde hende at gøre noget aktivt. En håndflade plantet solidt i den hvide stofsofa og den højre hånd pressede mod Gordons hofte.
Men det hjalp intet !
Oh boy- Hun kunne have vædet om hun ALDRIG ville den pige som tog det første skridt til det her!
And yet she found herself leaning towards him, closing space.
De forventningsfulde og nysgerrige øjne rykkede ned til hans læber, og fulgte deres linier og former med blikket.
Da det sidste afstand forsvandt og hun hun adskildte sine egne, for at kysse ham, lukkede hun sine øjne i, for udelukkende at kunne føle og smage, uden andet støj på frekvensen.
Millicents bløde læber ville kysse, eller rettere suge Gordons underlæbe et lille stykke til sig, i et meget forsigtigt og nænsomt lille sug..eller kærtegn...En anden slag kys, et mere privat et, der i hvertfald ikke blev skænket ud til en ven.
Han smagte som hun huskede, men det virkede mere farligt nu, end da de sad i regnen sidst. Og der havde det ellers godt nok været heated.
Millicent løsnede det bløde hold på hans læbe,ikke med det det samme, men over nogle sekunder. Det bevirkede så underlæben ville glide langsomt fra Millicents læber før hun gav endelig slip og træk sig et par centimeter tilbage.
Det var lidt som kun at måtte tage EN chips, fra den store skål- det ville da kræve helt urimelige store mængder af meget selvkontrol at stoppe ved det, eller...

Efter at have flyttet arbejdstimerne længere op på døgnet, var han ikke længere oppe kl 7 hver dag, og det gav en del mere energi i de sene nattetimer, som han ikke nænnede at sove væk, når det nu var der hun var vågen. Derfor havde hans hoved og krop stadig et pust af liv, hvor han ellers ville have været ved at besvime af træthed nu. På trods af det, kunne hans krop nu godt mærke, at han stadig ikke var van til at være vågen om natten. De sidste par uger havde han ligget vågen i sofaen, så længe han kunne, for at håbe hun kom ud, men uden nogen til at holde en med selskab, virkede det bare meningsløst, og han var ofte døset hen ved omkring 2 tiden – lige meget hvor meget kaffe han indtog. Nu var køleskabet også blevet tanket op med faxe kondi booster, som kunne skyde ny energi ind, hvis de sene timer blev lange.

Lige nu var det dog intet problem. Hans krop svingede enormt meget frem og tilbage med hvordan den havde det lige nu. Han bildte sig selv ind at hun kunne have brug for det. Brug for at mærke at alt ikke var sprængfarligt, og at der var et liv efter forliset. Mærke at det ikke ville være et svigt fra hendes side, bare at bevæge sig lidt videre. Desuden var det jo ikke fordi han ikke kunne finde ud af at vide hvornår nok var nok, og hvornår det nok var bedst at sige godnat, heller ikke selvom begejstring var involveret. Faktisk begyndte det at ligne en helt god ide, også igen.. Hendes reaktion, havde hun ikke slået ham før for sådan noget? Det havde været under andre forudsætninger men stadig.

Måske det var lidt som en dans, men han holdt fast i at det var en kinddans i et brændende lokale. Sådan ville det nok altid være. Lidt farligt. Også galt det bare om at finde de brædder at træde på, som endnu ikke var blevet opslugt af flammerne og blevet for skrøbelige til at træde på uden at træde igennem.
Så småt synes lejligheden at forsvinde et sted i baggrunden sammen med lyden fra tv’et og lysende fra byen udenfor. Der var en form for grotesk skønhed over de små lyse blink i hendes blik, som gjorde det svært at rykke sig så meget som en millimeter tilbage. En form for ubevidst hypnose ville være hans første bud, ja måske bortset fra at han nok ikke ville hoppe 3 gange rundt om sig selv og sige som en kylling, selvom nogen bad ham om det.

Det var nok godt at han sad ned, for ellers kunne han forestille sig, at hans knæ ville forråde ham, og give efter under hans vægt, som ellers aldrig før havde været et problem for dem. Han havde stadig en hånd på hendes knæ, og den anden hvilende lige under hendes kind, som han lige havde sluppet med håndryggen. Hans blik skiftede lidt vigende imellem hendes øjne, med en puls som dunkede helt oppe i halsen.
Han kunne mærke hun kom tættere, og kom til den konklusion, at hun måtte have set, at han var alt for paralyseret til at bevæge sig overhovedet. Alligevel lykkedes det dog at lukke et par centimeter, og lænede sig lidt frem i en dvale tilstand, imens hans øjne gled i. Et sekund var han helt bange for at vågne op og opdage, at det hele blot havde været et foster af hans underbevidsthed, men dette varede kun et sekund, for han var klar over at hans underbevidst aldrig ville have kunne udtænke en så uperfektioneret genialitet, som hun bestod i. Man sagde at intet nogensinde ville kunne leve op til de forestillinger, som man kunne skabe sig over årene, men lige meget hvor meget han havde idealiseret billedet af den pige han havde mødt for flere år siden, så nåede hun derop, og opover med de små fjollerier og smil hun udsendte hver dag.

De sidste par millimeter var væk, og han kunne mærke hendes læber stryge let over hans underlæbe. Ikke hårdere end at det kunne føles som små fjer imod hans læber. Det gav en dejlig berusende følelse. Ikke kun fordi hun generelt virkede som morfin på den måde, men også afvekslingen i at hun aldrig havde gjort det før. Det havde altid været ham der måtte skubbe på og presse. Okay, han havde stadig en lille rolle der, men at det var hende der lukkede de sidste par centimeter sendte små elektriske ladninger ud igennem kroppen, og automatisk lænede han sig lidt længere ind imod hende, lige som hun lænede sig væk igen, og slap ham med en forvirret følelse af at blive efterladt midt i en brændende varm ørken.

Okay, nu kunne han have tænkt, at det var en sejr for i dag, og sige godnat, men helt ærligt, så havde han altid haft et godt stofskifte, og havde aldrig haft brug for at lære at sige nej til trangen til at tage den ekstra chips. Derfor var det også uden den store tøven, at han lænede sig fremad igen, for at lukke afstanden og presse sine læber ind imod hendes igen. Ikke hårdt, men hårdere end hendes havde været. Hånden der før havde hvilet under hendes kind, havde flyttet sig op til hendes kind igen, hvor håndfladen havde lagt sig lige under øret, så en tommelfinger kunne køre over hendes kindben. Hans krop citrede og nerverne synes meget sensitive, måske fordi han havde lukkede øjne. Hovedet var lidt på skrå, som han lænede noget af vægten fremad. Hun smagte af kaffe. Ikke den bitre lunkne kaffe, som han havde efterladt på bordet, mere den hjemlige hyggelige kaffe, som man kunne dufte, så snart nogen havde sat en kande over. Hendes duft var overvældende så tæt på, hvor den synes at overmande og kærtegne alt den kom i kontakt med.

Måske var det fordi Gordon sad så stille at Millicent fandt modet og turde bevæge sig lidt. Hun vovede noget så farligt som en direkte handling, da hun forsøgte sig med hans læber. Den var endeed en dans. Men der var ingen opskrifter og ingen regler for hvornår der var hæl og tå- de var gået igang med en freestyle, kun dikterer af dem selv, af deres krops, sind og psyke.
Gordons hånd der strålede sin varme mod Millicents kind, var mere effektiv end han sikkert selv have formodning om.
På hende var det ikke blot et kærtegn, et nus...det virkede til at give en tryg følelse, som hans hånd blev til et nærvær , en forsikring om han ikke ville forsvinde.
Enhver kunne vælte selv en fremmed omkuld på et køkkenbord og praktiserer rå og koncentreret sex, ,men langt fra alle var i stand til at skabe en intimitet i akten, eller få følelser ind i et kærtegn af en hånd. Gordon var en af dem der kunne.

Selv om hun umuligt kunne undgå at påvirkes af den brede hånd, der hvilende i ro på hendes knæ, havde Gordon trukket hendes opmærksomhed op i ansigtshøjde.
Millicent krummede ryggen en lille smule, da hun havde indfanget underlæben og nydt den lidt krydderet smag.
Et underligt slags velbehag susede igennem hende, da hun slap den.
Ikke FORDI hun slap , det sagde sig selv. Men fordi det var en berusende ting at få lov til at prøve. Det var måske ikke de store udskejelser for de hardcore, men havde man kunne skære ud og sælge mundrette skiver af den følelse hun havde i sin krop- havde man kunne putte den søde æggende prikken hun fornemmede på sin hudoverflade på flaske, så ville de kunne tjene stygt på det koncept; for det var fuldkommen garanteret at det var følelser som det , de alle jagtede - derude i den natte oplyste menneskeøde gade.

Som hun lænede sig tilbage, en smule overrasket over sit eget initiativ og det Web hun selv var ifærd at spinde omkring dem, havde hun intet fået stillet tilfreds.
Kun fået en smagsprøve på alt hun blev snydt for, og hendes tanker hamrede som en nådeløs trommestik mod det udspændte skind.
Hendes automatiske vejrtrækning ,der åbenbart havde samme menneskelige islæt som resten af Millicent, blev hastigt øget, da Gordons hånd ændrede nogle centimeters plads , og han søgte efter endnu et kys. Eller tog det, hvordan man så det.
Millicent fik en lille " Mmm" lyd frem, opstået af overraskelse og fordi hun nød det.
Var det ikke tegn nok , havde hun trukket hænderne ind mod midten, hvilke betød de strøg op over Gordons mave , gled over den grå Tshirts bløde bomuld og forsvandt om i bagved , hvor hun 'kæmmede' nakkehårene med sine fingre, da hun krammede dem ind i hans hår, der så ville løbe igennem fingrene, der ville kildes af det tykke bløde hår.
Hun følte sig fanget, fanget af hans udstråling, hans duft der synes at slikke op af hende og byde sig til, fanget af blik og af de impulser hans berøring hvor let den end var kunne sætte i hende. Hun var som en killing der var fanget af hånden der gav den fløde...lækker must have fløde...og hun ville gerne tages op og med hjem.
Hun slap hans kys efter et øjeblik, dog kun for lige at læne sig lidt tilbage og se ind i Gordons øjne...en to tre sekunder ..og hun vendte tilbage til ham, overbevist om hun ønskede mere , og hun lænede sig helt tæt på - for at kysse på hans læber igen.
Måske enda med mindre tilbageholdenhed nu hvor hun var sikker på han ville , bildte hun sig ind, men sandheden var også at der blev skruet op for hendes ....iver.
Højre hånd forblev i Gordons nakke , hvor fingrene legede med det pjuskede hår, den anden var smuttet og hun havde nu et par nysgerrige fingrespidser lagt på hans kæbe, næsten som hun ville styre hans bevægelser, men hun følte ham egenlig bare an, intensiverede på en måde kysset blev det oplevet som.
Er du tosset, hun fik lyst til at flytte på sig , igen at udskifte pladsen og tage plads på Gordons lår/ skød så hun kunne sidde langt tættere, og en hel del mere...argh....men det gjorde hun nu ikke.
Hun forblev ved kysset og det skønne kaos det skabte i hende, så hun adskildte læberne og gav sig en smule , da hun lod sig rive lidt med.

Hvis dette var freestyle, så skulle han vidst til at praktisere det noget mere. En dans, et spil, det var så meget. Hver lille bevægelse og berøring havde en mening med sig, som skulle nydes og fortolkes. Hendes læber var bløde og indbydende, som bløde dyner efter en lang dag, og de var lige så svære at gøre sig fri fra som samme bløder dyner den tidlige morgen efter. Han kunne mærke en lok af hendes hår imod siden af hans ansigt, en kildende fornemmelse.
Han følte sig høj, og havde ikke lyst til at tage neddykningen på noget tidspunkt snart. Den tyndeluft på toppen, føltes for godt.
Hånden på hendes knæ foldede fingrende sammen om det bløde stof på hendes sweatpants og foldede sig ud igen, for at gentage handlingen et par gange. En forsikring om at hun rent faktisk var der. Efter alle de stjålne blikke var det som om at han kunne visualisere hendes ansigt, hænder, ja selv en ting som et knæ, imens han havde øjnene lukkede.

Hvis hun troede at en så lille gestus, som hun først havde udvist, havde været nok, så var hun kommet til at tage fejl. Han var bestemt da han lukkede centimeterne igen, uden så meget som at åbne øjnene den første gang. Et lille smil formede sig bag hendes læber, ved det lille overraskelses udbrud.
Hendes hænder virkede meget tydelige over hans mave, og sendte en række af eksplosioner igennem hans nervebaner, som næsten skreg på mere. Havde de været ude at drikke den aften, havde han troet at han havde fået for meget, for hans hoved snurrede på samme måde, som procenter ville få det til, og alligevel var hans krop skarpere end den plejede at være. Øjnene var lukket, og alt han kunne dufte og smage var hende, måske netop derfor var hans følesans så skærpet lige nu.

Hårene rejste sig i hans nakke, i takt med at hendes fingre kørte hen over den, og flettede sig ind i hans hår. Det gav en følelse af at blive holdt fast i, på en god og betryggende måde, og ikke ligefrem opildede ham til at give slip. Han kom til at sukke ind imod hendes alt for indbydende mund, som et tegn på hengivelse og fortabelse. Lige nu havde hun ham nok rundt om hendes lillefinger, hvis hun ville. Normalt ville alle ellers vidne om en stædig og meget selvstændighed, men lige nu… Lige nu lod han sig bare flyde med som skibsvrag på havets bølger.

Hun slap, og han fulgte med en centimeter, inden han lod hende slippe, og sad tilbage helt rundt på gulvet og meget forvirret. De blå øjne åbnedes langsomt, og fæstnede sig i hendes med et skævt lille lykkeligt smil, som nok ikke helt kunne holdes tilbage. Det føltes som en evighed de tøvende par sekunder, inden hun lænede sig frem igen. Hendes iver var velkommen, og noget anderledes end hvad han før havde prøvet med hende, hvilket jo havde en god grund.
En hånd imod hans kæbe kildede den bløde hud, og indrammede en del af hans ansigt i en kølig rolighed, som han slet ikke selv besad lige nu.
Hånden på hendes knæ, gled op over låret og forsatte langs hendes side, indtil den nåede hendes talje, og strammede sig om den, for at hive hende så tæt på som det lod sig gøre. Gordons krop reagerede af sig selv, og han havde nok ikke kunne bremse den, om han så ville. Så var det jo så heldigt at krop og hoved var enige netop dér.
Forsigtigt adskilte han sine læber en smule, og lod tungen køre blidt henover det inderste af hendes overlæbe bag deres læber, som en lydløs bøn om at få lov at komme ind, og bare udforske en smule

At en vampyr i den grad kunne miste pusten var et under i sig selv , men HUN kunne.
Gordon tog den fra hende, med hans beslutsomhed. Måske hun havde taget fejl?
Lå den tøvende tilstand kun lejret bagerst i hendes hoved?
Eller dukkede den monstro op  hos Gordon ,hvis de rundede det næste hjørne?
Det kunne hun finde svar på senere, eller forsøge ved at bruge tid på at gætte sig frem til hans reaktion, men for nu lod Millicent sig udelukkende overraske og nyde godt af hans beslutsomme forfølgen.

Det var igrunden en meget særlig tilstand at være i, denne opslugthed...denne totale fintuning ind på en anden.
Hele Millicent centrerede omkring Gordon.
Hans helt særlige signatur duft som alene kunne drive hende skør, hvis hun tillod det .
Den var vanskelig at beskrive, men for hende havde den et mildt krydderet spor, hun fandt  stimulerende på den pirrende facon der kunne skabe +18tanker og  det var Gordons egen duft når den ikke var påvirket af parafumer, mad eller andet !
Den var  så lagt hen over en svag parfumeret aroma , en blød med frisk duft ,der sikkert var et mikstur af deodorant og aftershave, og SÅ var der hele engle viben til at toppe det hele med.
No wonder at sådan en lille harmløs ting som at stryge sin næse over Gordons hals eller kind, kunne tippe en pige som Millicent udover randen af anstændighed, hvis altså hun sendte selvkontrollen i seng.
Hans duft var direkte lokkende og ophidsende.

-  Men også varmen der strålede fra hans krop synes at skinne ud over hende og varme Millicent op, som den sol hun ellers aldrig fik lov at nyde.
De kærtegn han lod hende have indprintede et usynligt orange spor af flammer i hendes flødefarvet hud.
Stuen synes at trække sig sammen omkring dem, som Gordons fingre på Millicents knæ.
Det gav en tæt tryg relation, og bragte en varme tilbage i hende, der længe havde været ikke tilstedeværende.

Hun kunne med lethed fortabe sig i ham, og hun ønskede det også. Det var længe siden hun havde befundet sig et besnærende  sted , både fysisk og  psykisk så hvorfor ikke ?
Der var stadig små alarmerende klokker der kunne bimle , klokker der ville signalerer at hun virkelig skulle passe på.

Millicent havde IKKE råd til flere fejlsatsninger på kærlighedens roulette, ikke hvis hun ønskede at forblive død...og ikke svinde bort som aske i vinden.
Øjnene blev presset en smule mere sammen og hun spændte let i skuldrene, da Gordons tog imod hendes læber, efter den korte pause.
Hans smil og øjne havde budt det velkommen og det føltes befriende  at bevæge sig videre, med de små forsikringer han hele tiden udviste hende.
Millicent havde smilet retur, et lille overrumplet men kærligt et.
Hun behøvede ikke famle sig frem i uvished over hvad  der skete inden i ham, ikke lige nu så det ud til.
Lige nu var de synkron, befandt sig på samme frekvens.
Gordons hånd  strøg op af hendes lår, for så at gribe om livet og trække Millicent helt ind til sig. Igen en handling der pustede til de små flammer han havde fået tændt, i hende.
Millicent var ellers en reserveret pige når der kom til de her ting, og et flammehav af begær var ikke en hverdagsting eller noget hun havde lyst til at antænde i selvskab med enhver. Og det gjorde hun heller ikke!
For Gordon havde de gløder altid ulmet, og enkelte stjålende stunder var de blevet til små blå -orange flammer, der havde blafret og varmet , hvor de ikke var tilladt dengang.
Men som hun sad der nu , lænet nej..presset op imod hans faste krop, med læber i færd med at varme hinanden op, hældte manden jo ren benzin ud over hende.
Og ellers ville hans tunge løse opgaven og koste flammerne at vokse.
Med overkrop og bryst presset op imod Gordon kunne hun bare trække sine knæ lidt mere op , hvilke blev reaktionen,da hun mærkede en fugtig tunge glide blidt over læbens inderside.
Pirrende.
På en måde hamrende unfair, for hvordan det var forventet at hun hér skulle begynde at sætte tempoet ned, og styre dem pænt uden om al for meget ballade, det anede hun ikke.
Og hun kunne heller ikke.
Den lille ting med hans tunge, virkede som en edderkop der hurtigt og effektiv spandt sin tråd om det lille insekt i dens spind, og gjorde det umuligt at stikke af. Den var helt uden forsvar.
Gordon var udentvivl eneste 'spiderman' der kunne få hende til at gennemstrømmes af følelser, der sikkert først var forventet at ligge et pænt stykke senere i en dans som denne.
Millicents fingre forlod Gordons kæbe i et nænsomt kærligt strøg, og hun fandt lidt støtte da hun istedet greb fast i hans skulder, hvor de lukkede sig en smule mere hårdt.
Højre hånd var stadig på spil bagved, men istedet for at lege med håret i nakken, havde den forflyttet sig fem cm længere op, og havde viklet sig ind i det længere hår dér.
Selv med lidt voks i , gav det en lækker kraftig kilden mod håndens flader og imellem fingrene især.

Hun vidste de skulle eller burde passe på med hvilke gear de fra nu af valgte at køre videre i. Problemet var bare at Millicent ikke var en videre god billist og ikke altid kørte i forhold til regler og lov.
Ligenu var hun for eksembel RET sikker på der vankede dødsstraf , hvis man ikke lyttede efter kroppens signaler , OG de tiggede om at få lov at lege med Gordons tunge.  Hun adskildte læberne lidt mere og ville lade sine tunge finde vej til hans, for at lade den lyserøde tungespids først 'prikke' et par gange til hans, og så ellers prøve at få sin puls underkontrol - hvilke var en meget stor opgave når man ikke HAVDE en, og den alligevel dundrede derud af med 220 i timen.

* bare en chips mere...bare en chips mere * sang hendes tanker,  da hun uden at trække sig fra kysset! fik ændret på sig og rykket sit ene lår hen over Gordons, så hun med en meget lille og ikke ret iøjenfaldende bevægelse, kunne trække sig op, så hun blev placeret på hans skød. Med en ben på hver side.
En chips mere var ingen vel døde af .

Han kunne mærke at intensiteten nåede nye højder i takt med at hun blev mere ivrig, og han blev mere ivrig, indtil de befandt sig på en rutchebanetur, som åbenbart kun gik op og op og op. Hendes krop var presset tæt ind imod ham, men den kropsvarme, som man ellers ville forvente, var ikke til stede, og det var egentlig ikke en dårlig ting. Det kølede hans lidt overophedede hud, og forhindrede at han blev svedig eller døsig.
Den overvældende duft og smag indhyllede hans bevidsthed. Der var ingen smag af salten, som mennesker ville have i deres hud. Kun den rene og koncentrerede smag af Millicent, Bag den smage duft af kaffe var den rene og friske duft af hvad han altid havde synes duftede som lige efter en regnvejrsdag.

Ovenud lykkelig var meget godt til at beskrive den følelse, som han fik ved at få lov at lade sin tunge glide lidt længere ind imellem hendes læber, og kilde indersiden af hendes overlæbe. Bare følelsen af at få lov at udforske hver en centimeter af hendes mund og læber var euforiserende. Det var meget lang tid siden at han havde kysset nogen på denne måde, og egentlig troede han aldrig at han havde kysset nogen præcis denne intime og passionerede måde. En ting var han dog ikke i tvivl om, aldrig havde det føltes SÅ godt.
Udover det var det helt utroligt pirrende at være så tæt på, og det ville da være løgn at sige at det kun var artige tanker der kørte igennem hans hoved. Det var ikke fordi han ville tænke sådan, men det var nok umuligt at gøre andet lige nu.

Den lille pause hun havde lavet, lige meget hvor pinefuld den havde været imens den stod på, havde nok været godt for noget, for hendes lille smil, havde skabt en sikkerhed for at han ikke trådte over alt for mange grænser lige nu, og det tog en sten fra hjertet at kunne møde hendes læber igen, uden den samme nervøse klump i maven. Han var på en eller andet form for tog, som han ikke kunne komme af, det bare kørte og kørte, og han kunne ikke se næste stop. De første par chips var spist, og nu ville han have hele posen i en form for grådigt begær.
Det gjorde det bestemt ikke bedre at hun i det øjeblik valgte at glide op på hans skød. Hendes ben på hver side pressede imod hans hofter, og hendes vægt lå over ham. Måske det tog var kørt af sporet nu, eller havde ramt kløften? Det hele virkede så surrealistisk.
Hun var kommet et stykke højere op ved at sidde på ham, og han blev nød til at strække sig lidt opad for at nå hendes læber.

Den hånd, der før havde hvilet på hendes ansigt, flyttede sig ned til hendes hofte, hvor den gled ind imellem mellemrummet imellem stoffet på hendes sweatpants og top, og fortsatte op af ryggen under det bløde stof fra toppen, og kærtegnede den nøgle kølige hud indenunder. Der var en form for anden nærhed når det var nærhed med huden, frem for stoffet ovenpå, og han sukkede ind imod hendes læber igen, af nydelse over hendes hånd der gled igennem hans hår.
Måske det ikke var smart, gennemtænkt eller noget helt tredje, men lige nu føltes det bare godt, og han var alt for langt væk til at kunne give sig selv et dask over hovedet og sige stop.

Millicent var både skræmt og henrykt på samme tid. Side by side tog følelserne ophold i hende.
Hun ville ikke lyve omkring det angstprovokerende i at engagerer sig i heavy kissing, når hun ellers kun havde givet sin affektion til Andrija.
Det var ikke fordi hun tænkte på sin ex da hun kyssede, men historien hun havde med sig i sin personlige baggage var et islage der gjorde hun nu var på glat is, og dét kunne hun jo mærke. Grunden under hende føltes mindre solid og forudsigelig end hun var vant til.

Det var som at befinde sig ombord en færge, den vuggende blide gyngende oplevelse, det betød man mistede balance kontrollen - dog på den dejligeste og mest behagelig måde.
Men Gordon sad stille i sofaen, så
Måske var det blot Millicents hofter der nu bevægede sig i bløde bølge , som hun sad på Gordons skød, dybt engageret i hans læber og mund.
Det havde nu ikke været planen fra start , hverken at komme op på hans faste lår og tværs over hans skød- og da slet ikke at begynde bevæge sig.
Men da en varm hånd blev listet ind og begyndte at stryge over den nøgne hud , var det som noget inden i var ved at sprænges. En længsel, et behov...nej et ØNSKE om at mærke mere, overvældede hende og gav en parade af gåsehud, da de små lyse hår rejste sig og indikerede hvor modtagelig Millicent var, for de berøringer Gordon gav hende.

Gordon begyndte at nusse hendes bagsiden af Millicent, og hun sukkede mod hans læber, henført over den tilstand han bragte hende i.
Hvordan kunne hun stoppe noget der føltes SÅ godt ?
Uden hun tænkte videre over det, startede bevægelserne helt uden hun 'gjorde noget' og Millicents bagdel skød først lidt bagud, og så frem igen mod Gordon, imens hun pressede en smule ned.
Sagelig var den følelse der dermed fandt vej, og gav en helt ny farve bag Millicents lukkede øjenlåg.

Hun slap ikke kysset, ikke med mindre Gordon ønskede det.
Hans hånd var så velkommen , og Millicent blev blød som smør over den længsel han både vækkede og stillede tilfreds , med de bløde strøg over hendes ryg.
Hun strakte sig intuitivt lidt til siden, i et lille vred i taljen. Det var et ubevidst forsøg på at få hans kærtegn til at brede sig , og med dette mærke hans kærtegn over et større område, hvilke måske var en smule begærligt af hende.
Men hun elskede fornemmelsen han gav til hende og hun var forført af tanken om at få lov at være så intim, så tæt på ham.
Det havde altid været forbudt- og måske burde det stadig være det ? men 'nogen' havde valgt at tage lysstoppet ned - så der var ingen legal grund til længere at stoppe op.
Hun var så træt af at være ansvarlig. Træt af at tænke på andre før sig selv. Og træt af at føle hun aldrig helt var tilstrækkelig eller helt slog nok til.
For en gangs skyld havde hun lyst til at fordybe sig i noget , fordi det ville gøre HENDE glad, og bringe HENDE indhold i den ødelagte ruin , hun kaldte sit liv.
Hun behøvede mere af ham, behøvede at fortabe sig og drukne i noget der var afhænigheds skabene....hans kys, sind og kærtegn.


Millicent forelskede sig i at kysse ham på denne måde.
Hun var optaget af legen , henført af smagen hun fandt ved at stryge sin tunge over hans , og lade tungespidsen forsigtigt bugte sig lidt rundt, som deres kys nu engang ville inviterer til.
"Mmm"gav hun sig, og lidt luft blev presset ud af hendes næse.
Hendes hænder satte begge i bevægelse på sammetid, og der var ingen tvivl om det kærlige små strøg, der blev ført over Gordons nakke, hals og skuldre, inden hun indrammede ham da hun tog hans ansigt mellem dem og lagde de sidste hæmninger fra sig, hvad angik kysset og overgav sig helt til ham.
Det betød at hun stort set ville gøre hvad han bad om nu, hvis altså han bad om noget som helst.
Hun havde tabt kontrollen, på helt samme måde at remoten lå tabt bag et par af sofaens puder.

"Mmmm" lød det igen, da hun endnu en gang synes at skyde den lille popo, frem og tilbage hen over ham, hvilke gav den mest udsøgte følelse i den lille vampyrs nærtagende krop.
* du burde stoppe...burde stoppe* bimlede en klokke langt borte....eller kunne det ikke godt være isbilen der var blevet forsinket i dens aften rute?

Åh nej, nu gik det vidst først rigtig galt. Alting gik så hurtigt, og han nåede knap nok at opfange sine egne handlinger, før de for længst var ført ud i livet. Den bare hud under hendes top blev udforsket, som hans hånd kørte hen over hendes ryg og kærtegnede så meget af den, som han kunne nå. Det var så pinefuldt afhængighedsdannende, og for hver centimeter han kunne mærke under håndfladen, havde han lyst til at udforske 3 mere. Det eskalerede hurtigt, og uden tid til at tænke over hvad det egentlig var, som var ved at ske.

Den anden hånd flyttede på sig, og gjorde den første selskab, ved diskret at snige sig ind imellem mellemrummet imellem hendes tøj, og glide op af ryggen, for at dække mere af den bløde sårbare hud indenunder. Han elskede den måde hendes krop kurvede og snoede sig imellem hans hænder, og han ville nok aldrig få nok af hendes krop, presset så tæt ind imod ham, at han kunne mærke de samme kurver imod hele kroppen.

Hendes krop begyndte at røre mere på sig, og de bølgende bevægelser var en utrolig pirrende overraskelse, som sendte en strøm af underlige fornemmelser igennem hans krop. Vidste hun hvilke flammer hun legede med nu? Han havde hele tiden ville have hende, det vidste de vidst begge to, men nu var nok første gang at de mere erotiske aspekter af det kom på banen, og det var ikke fordi at han ville den del mindre. Faktisk var det en del, som var ved at koge over lige nu, og det udløste et sagte støn. Der var ingen navigation til at vise vej, og det var udelukkende per intuition at han følte sig frem. Ingen esser i ærmet, eller tricks at tage af, kun den voksende trang til mere.
Hendes hænder virkede til at være over alt fra hans hår og ned til skuldrene, og hvor end de nåede frem udløste de små rækker af kuldegysninger og behag. Nydelsen strømmede ud fra hver en del af hans krop, og hans tunge snoede sig rundt om hendes i små bevægelser og kildede hendes læber, når den kunne komme til det. Det var som om at de for længst var smeltet sammen, og havde blandet sig. Som om at det ville rive noget af ham ud, hvis han trak sig væk nu.

Vejret blev trukket i lange indåndinger igennem næsen, og han var sikker på at det slet ikke var ilt nok. I hvert fald var han for længst blevet svimmel. Lidt grådigt kørte hans hænder en smule opad, og trak noget af stoffet fra hendes top med, for at blotte noget af huden ved hendes mave. Diskret kørte de et stykke mere op, og rykkede et par gange opad, for at bede hende lydløst om at fjerne tanktoppen selv. Det var ikke sikkert at han var helt klar over sine handlinger, for der blev navigeret i blinde og uden en førerhund, men han var ikke tøvende mere. De første barrierer var for længst bag dem, og som det var nu, kunne han ikke få sig selv til at stoppe.
Hvis hun imødekom hans bøn og fjernede toppen, ville han blive nød til at slippe hendes læber et øjeblik, da stoffet ville komme i vejen, og i stedet ville hans læber blive lagt lige over hendes kraveben, og bevæge sig opad i en række af små fugtige kys og nap, som fortsatte op af halsen og op til hendes læber igen, hvor de ivrigt ville genoptage deres dans med hendes.

Den lettere erotiske måde hendes krop bevægede sig i en bølge op af ham igen, sendte sug igennem hans brystkasse, og imens hun fortsatte, kunne han mærke sin krop reagere mere fysisk på det, hvilket hun muligvis også kunne, og det gav ham vilje nok til et øjeblik at konfrontere virkeligheden, og se i øjnene, at han blev nød til at sikre sig at dette var okay. Den ene hånd blev flyttet fra hendes talje, og op til hendes kind igen, og det lykkedes ham i en kræftanstrengelse at løsrive sig fra hendes mund et øjeblik, og åbne øjnene svagt, for at kunne se lidt på hende. Det gik ikke så godt som han havde håbet, for han kunne kun få mere end 3-4 ord ud af gangen, inden han søgte tilbage og gav hendes små kærtegnende kys imod læberne imellem ordene.
”Hey lad os … lige tænke os lidt … om.” Prøvede han at mumle ud igennem de små kys, og tvang endelig sig selv helt fri fra sin egen afhængighed, hvilket virkede absurd svært. Et par centimeter ville han læne sig væk fra hende, men ikke mere end at hun stadig var meget tæt imod hans øjne og mund.
”Jeg vil ikke lyve for dig – jeg vil virkelig gerne det her, men..” lød det stille fra ham endelig. Der var nok ingen tvivl om at han havde lyst, hans øjne og tone ville nok råbe det, men han ville heller ikke risikere at det gik for langt, og at hun så fortrød det i morgen. ”jeg er bekymret om det her er for meget for hurtigt.” blev der fortsat, og han kunne ikke modstå at læne sig frem og fange hendes læber i to sekunder mere, inden han lænede sig lidt væk igen, og søgte hendes blik med sit eget. ”… er det?” Hans hals var tør og det samme var stemmen. Det sidste blev et spørgsmål, for det skulle være klart, at dette var hendes valg, og at han kunne acceptere begge svar, selvom hans krop ville skrige og hade ham resten af natten for at spørge, hvis svaret var nej. Lige meget hvor opstemt og fyldt med begær han var nu, så kom hendes behov først.

Var Gordon vinden , ville Millicent være det blad der lod sig føre væk af ham. Hun fulgte hver og en af hans direktioner og bevægelser, nu udstukket af hans hænder og tunge.
Hun var dybt forfalden til smagen af ham , den virkede helt narkotisk på hendes smagsløg. Hver gang han med tungen kildede hendes læber eller strøg den rundt om hendes tunge, pustede han til flammer - flammer der voksede i hende og blev mere og mere varme.
Al tanke virksomhed var som blæst væk, og det var vel næppe tidspunktet at gennemgå næstedags indkøbsliste heller, så hun var ikke spor bekymret over det, men nød det fuldt ud.

Fyr og flamme, var hvad de var. Hun var allerede beruset, indfanget af den opstemthed som de bløde bevægelser hun lavede med hofterne - resulterede i.
Gordons hænder opildnede hende , gav hende hele tiden en trang til mere for hver gang de strøg over hendes lyse hud. Og det gjorde de ofte.
Hun næsten citrede ...vibrerede efter hans touch hvilke gav den mest vidunderlige søde 'smerte' hun havde kendt til.
I nogle situationer kunne man slappe af, give sig god til og trække al det gode der var i vente ud i langdrag.
Man kunne forlænge nydelsen, pirre og tirre fantasien og vifte lokkende og drillende ' with all the good things to come'.
- og så var der de situationer, hvor man bare ikke kunne !
Hvor alle de ophobede følelser inden i bare pressede sig på og krævede opmærksomhed her og nu - speederen var trykket i bund og man kunne kun overgive sig til hvad instinkterne krævede.
En forløsning var eneste mulighed for at genfinde roen og slukke den tørst og sult som nu rev i hver lille nervebanerne, der var vaks og vågen.

Millicent lod hænderne svinde ned til kanten af Gordons Tshirt. Først famlede hun lidt med stoffets kant , viklede det omkring fingrene og trak lidt blødt ned i det, imens hun lettere ør i hovedet, lod læber og tunge lege med Gordon- kysset var rimeligt intensiveret by now.
Da hun slap, lod hun begge hænder søge under det bløde bomuld, hvor hun stønnede sagte, da den bløde faste hud ikke længere var fraholdt hende, af hans tøj- og hun samtidig igen skubbede bagdelen bagud, og frem igen - i nogle vidunderlige langsomme ryk.

Gordon havde begge hænder i brug nu og det gav hende ikke ligefrem mere lyst til at skrue ned for noget som helst, og da han trak lidt i Tanktoppen var det faktisk første gang hun realt fik een tanke , et lille break om det var ok ? Hun var allerede så uendelig langt ude , at hun ikke vidste hvordan hun skulle komme i land, hvis det ikke var Gordon der tog hende dertil?
Gordon ville kunne mærke hvordan hænderne var strøget op over hans mave, hvor hun kælede og som ved et svømme tag , skød de op af for at dele sig ved hans bryst, hvor de lige havde kærtegnet da han trak i hendes top.
Ubevidst kneb hun en smule hårdt omkring hans brystvorte, inden hun modstræbende trak hænderne ned over ham igen, og ud af hans bluse. Hun løftede dem over hovedet, så Gordon kunne trække et stykke mere op, men det sidste klarede hun dog selv , ved at gribe i kanten og hale stoffet over hovedet. Den blev smidt til højre for hende, hen over sofaens armlæn.

Okay...
Nu var hun blottet, ikke bare for hans syn men også i sit sind .
Millicent havde ingen undertøj under toppen haft, og det var ikke ligefrem rutine for hende at være nøgen , eller halv nøgen ( men hun følte sig RET meget nøgen ) med en fyr.
Alligevel fik Gordons varme læber der kravlede over de tydelige kraveben , og hans lette kys der spadserede op af hendes hals ,hende til at glemme det et øjeblik, da de efterlod en så frydefuld sød gysen , der fik effekt på såvel inden i som udenpå , hvor center af de bløde bryster trak sig hårdt sammen. Millicent havde lænet sig smule , bøjet nakken bagover , for at tilbyde mere plads til hans kys. Det lange hår bugtede sig og faldt som et tæppe ned af den nøgne ryg, for af ligge sig blødt over Gordons knæ.

Et skub til med underlivet mod ham, og hun var ikke spor i tvivl om deres gerningen havde påvirket ham i den meget rigtige retning.Millicent gav lille støn da en luftig brise af nydelse skød igennem hende.
Selv med flere lag tøj der sørgede for en lille afstand mellem dem, var det en ekstatisk følelse at mærke ham så tydeligt.
"Mmm...hva?" Lød det desorienteret, fra en ør Millicent. Hun lænede kinden ind mod hans håndflade, og holdte inde med sine bevægelser.
Havde han ikke bremset op der, havde det endt med han fik tilfredsstillet hende, havde hun fået lov at 'sidde der lidt længere'. Hendes kinder blussede , havde han kunne 'se det '?
Hvad nu?
Det spændte i hendes bryst og imens hun forberedte sig på det væreste.
Hvor bar det her hen ? Hun modtog hans små kys , mellem ordene men hendes underlæbe var begyndt at citre...just a little bit.
Millicent førte en hånd om i hendes nakke og trak det lange hår med sig tilbage, over hendes skuldre, hvilke gav en smule dække, alt imens hun lyttede og fik de små kys.

Hun var 210 på at Gordon ikke ønskede at såre hende, eller få hende til at føle sig utilpas, han ville sikkert hellere amputerer en lillefinger i forsøg på at løfte stemningen, skulle den dale netop nu.
Hun hørte alle hans ord...men dem der bed sig fast..dem der kørte på repeat var MEN og JEG ER BEKYMRET.
En helt anden snurrende fornemmelse var nu i hendes krop. Og den havde samme farve om en light udgave af panik.
Han havde ret. Det var dumt. Det var for hurtigt og ingen af dem havde gennemtænkt noget.
Hun skulle bare stikke hovedet ud og se at verden ikke hele tiden langede ud efter hende, og nu....nu sad hun her og gned sig kælent op af Gordon.

Et stort låg blev meget hårdt knaldet over Millicent , den lille boblende gryde og slukkede så den ikke ville koge over.
Som set på film, ville hun i vampyrfart trække sig væk, og for Gordon ville det næsten ligne et stor usynlig kræft sugede Millicent bagud, til hun stod med ryggen plastret mod den hvide stue væg.
Hun havde kun akkurat nået at gribe ud og få sin tanktop med, der nu dinglede fra hendes højre hånd.

"Hmm... Hows that for a first night out? " lagde hun humoren ind over , for at afbløde slaget for hende.
Hun vidste det ikke var hans hensigt, så no big drama were to come.
Omvendt kunne hun ikke rigtig finde ud af hvordan hun skulle komme ud af det ophidsende blæsevejr der havde fået hende stoppet ud ,med så meget længsel og varme efter ham, og for hende ville ikke engang et koldt bad kunne afhjælpe det.
Hun måtte blinke et par gange, for følelser ikke skulle få overhånd, for lige da Gordon havde sagt ordene, havde hun godt kunne mærke hvordan det knuede i hendes bryst og tårene havde presset sig på.
Men måske var det vare en reaktion på den bratte nedkøling hun fik nu, der var jo ligesom ikke noget mellem vej, ikke noget 'næsten' at navigerer efter. I så fald havde de kørt den ned, i deres ophedet lille ting her.

Hun lagde et par fingre spidser mod de læber der lige havde været så dejligt forbundet med Gordon. Så blev hun opmærksom på sin bluse der hang fra hendes hånd.
"Oh..jeg..øhh" tager den lige på, ville hun havde sagt, men ordene sad bare fast!
Så hun rystede lidt på hovedet og gav et lidt forfjumsket smil.
Blusen blev krænget på, og håret trukket ud af den bagefter, da Tanktoppen havde klemt det mod hendes bare bryst.
Lidt tøvende og med kinder der stadig blussede af affektion, så man skulle tro at alt blodet i vampyrens krop havde ophold dér, sagde hun så blidt kun kunne...
"nu...tror jeg vi skal sige godnat, og sige tak for i nat"
Mange følelser stod på nakken af hinanden , i hendes blik.
Men han havde ret. Det var sikkert for tidligt. Og det ville sikkert havde endt med de fortrød. Og det ville sikkert være fornuftigt at vente. Og det ville sikkert ...sikkert havde været så helt enormt opløftende, berusende og gennemgribende ekstatisk at få lov...bare at tage Een chips mere, ik ?

Den sødmefulde smerte havde bredt sig rundt i kroppen i takt med at intensiteten havde skruet volumen op, og det føltes ikke længere som om at hans krop var stor nok til at indeholde det hele. Det bankede på, og ville løsrive sig. Det dunkede igennem kroppen hårdere end hans puls, som ellers også havde fået frit løb. Alting var sløret og forvirret. Havde de ikke siddet ned, havde han nok mistet balancen for længst, men sofaens bløde puder under, og vægten af hendes krop over ham, som på en himmelsk facon gned sig kælent frem og tilbage, blev han hvor han var. Låst fast i noget han egentlig heller ikke havde nogen trang til at bryde fri af.

Hele kroppen skreg, at han aldrig havde ville noget så meget, som han ville have dette, men når morgendagen kom, og den ophedede situation og de kogende følelser var blevet lagt låg på, ville han nok vide, at han altid ville have den psykiske binding frem for den fysiske. Det hele var meget overvældende lige nu, hvor det fysiske og psykiske var begyndt at smelte sammen, og lede dem ud på et spor, som muligvis ikke var helt nemt at betræde.

Hendes hænder fandt vej forbi T-shirtens stof, og gled hen over hans varme hud, som tog imod hendes berøring uden at stå imod. Han havde allerede givet sig fuldt hen til hende uden specielt meget modstand, og de små rystelser af nydelse, som hans muskler afgav når hun strøg over dem, virkede til at blænde alt andet han ville have kunne tænke på. Om det var en god ide, konsekvenser, regler, lige nu kunne hans hoved hverken finde eller fokusere på de ting.
Var adrenalinen ikke allerede ved at overdosere, så gjorde den det i hvert fald, da hun efterkom hans hænders lidt grådige ønske, og krængede toppen af. Som en mimik gengav han hendes bevægelser, og løftede sin T-shirt af over hovedet på samme, smed den et sted til venstre for sig, med den absurde argumentation, at det da ikke var fair, at det kun var hende der skulle være blottet. Hun havde set ham uden T-shirt på før. Den dag hvor de var hoppet i havet på en tidlig forårsaften. Han havde intet problem med at være blottet på den måde, men nu var hendes overkrop måske også et mere erotisk præget sted på kroppen end hans.
Han låste læberne fast i hendes igen, så snart det var muligt, og sukkede henført ind imod den bløde læber, som var helt ekstatisk forførende lige nu. Selvom hun var blottet, var det ikke fordi han kunne stoppe op for at se det. Hun var presset så tæt opad ham, at det meste alligevel ville være skjult, og der var intet behov for det. Med stoflagende væk kunne vær en krumning på hendes overkrop føles ind imod hans. Mave, bryst, skuldre, og den store nøgne overflade, som nu var presset imod hans egen virkede som noget af det bedste han nogensinde havde følt. At være så tæt på, at det næsten ikke var muligt at komme længere virkede så langt ude, at det var lige før han havde nevet sig selv diskret i armen, for at være sikker på at det var virkelighed.

Og ja, så var han da lige så smart selv at ødelægge det, flot Gordon, det er bare super. Hun var ovenud smuk, da hun lænede sig lidt væk, forfjamsket og rød i kinderne. Så smuk at det sendte varme fornemmelser igennem hans mave, og pressede et lille smil frem i glæde over at kunne få lov at være så tæt på hende. Og så… VUSH … og hun var i vampyrfart i den anden ende af stuen, og efterlod ham meget desorienteret, ør og forvirret. Automatisk kom han på benene, og tog et skridt hen imod hende, men stoppede sig selv. ”Millicent lad vær at misforstå..” slog han hendes humor til siden, og kæmpede en indre kamp for at holde blikket i øjenhøjde, selvom det var meget insisterende på at bevæge sig nedad imod hendes blottede krop. Det blev dog hvor det var, fastlåst i hendes blik.
Det havde hverken været meningen at såre hende, skræmme hende væk eller hentyde at det var en dårlig ide, for helt ærligt kunne han ikke se det helt store problem mere. Måske det var den desorienterede og meget påvirkede tilstand der ikke kunne se hele det dårlige ved det. Hvis hun ville, og han ville, hvor var så problemet? Men det havde været et valg han havde givet hende der, hvilket han halvt fortrød nu. En mental note til sig selv at lade vær med det, hvis der blev en næste gange, men han ville nok komme til at gøre det igen, for lige meget hvad han kunne sige til sig selv, så ville hendes grænser altid komme før de lyster han kunne finde i sig selv.

Han forholdt sig stille og i ro, indtil hun fik taget toppen på igen. Hans egen havde han ikke lige styr på, men det var også lige meget, SÅ fysisk blottet følte han sig ikke.
”Det ville være fantastisk, og der er intet jeg hellere ville” Prøvede han lidt at redde den. Det var som om hun troede at han havde sagt at han synes de skulle stoppe, og det var virkelig det sidste han ville have sagt i den situation.
”Det behøver ikke være en dårlig ide.” kom det sidste halvdesperate forsøg, inden han sukkede og slog blikket væk. Velvidende at den kamp var tabt, så snart hun havde trukket sig væk. Han bed det pinefuldt i sig, og slugte en kamel, som han ikke havde lyst til at sluge. Det HAVDE været hendes beslutning, og han havde givet hende den, for at respektere den, lige meget hvor hårdt det så var.
”Undskyld, du har ret.” Han bakkede lidt væk igen, og ville prøve at undgå hendes blik. Hans krop var i en tilstand af forvirring og han følte sig både lidt skuffet, beruset og flov over det hele.

”Jeg .. øhm.. ordner lige noget på computeren, inden jeg går i..” seng- ville han have sagt, men stoppede sig selv, da han huskede at soveværelset havde været Millicent domæne de sidste par uger, og han rettede det i sidste sekund med et lidt påtvunget smil.”Sofa.” Selv lige nu, kunne han da se det komiske i dét. Egentlig var der intet vigtigt på computeren at lave, men han kunne vel finde nogle mails at besvare. Hele pointen lå i at køle hans alt for ophedede krop ned igen, og det virkede ret umuligt lige nu.

Alle hendes tanker hvivlede rundt , som blade i et mild efterårs blæst , der drev dem rundt i en vilkårlig rækkefølge, spredt for alle vinde.
Millicents klare øjne havde svær ved at slippe Gordon. Det var alt ved ham lige nu som hun sugede til sig. Hans dybe blå øjne, de varme kurvede læber, hans ophidsende hænder og hans blottede tatoveret overkrop. Hun havde da set ham før kun iført bukser, ja...faktisk et par gange nu, både i den lille hyttet efter de havde badet men også den aften han havde opsøgte hende og givet Millicent  glasfuglen retur. Men aldrig havde han da taget sit tøj af FOR HENDE, for at de kunne røre og kæle....og det havde hun da godt nok heller ikke gjort for ham. Så hun var lidt blown away over så hurtigt de var gået fra minus tre til ++++ something- og selv om hun frivilligt havde trukket sig ud af situationen, så havde hun det jo inden i , som hun var et barn der med to udstrakte arme skulle vristes fri,via to voksene , fra fra den nye dukke med det smukke hår og røde læber som sad på hylden i legetøjsbutikken, og bare SKULLE med hjem. Hun havde lyst til at lege.

Men ...
At besinde sig en smule havde aldrig skadet en sjæl, og hun var måske stadig ikke der hvor hun kunne give sig helt hen. Problemet var bare om hun kunne komme det nogensinde, hvis ikke hun bare kastede sig ud i frit fald, og så måtte hun snuple eller blive grebet.
Det kunne ikke blive værre end noget hendes bagdel allerede havde været trukket igennem, for ikke at sige hendes hjerte.
"Lad nu vær at undskylde...vi..øhm...lets blame it on Carmen?! Hun har den mærkværdigeste effekt på folk. Hun fik Chester til at gå i gulvet !" Prøvede hun igen lidt humoristisk at runde det hele af.

Millicent ville trække sig til badeværelset og føre sig klar til natten.
Da hun tog plads foran spejlet , og havde begge hænder placeret foran sig på vasken, lænede hun sig lidt frem...tog et grundigt kig på sig selv.
"Du gode ....shit Millicent....DET styrede du jo virkelig godt" hviskede hun ironisk til sit spejlbilled der stirrede tilbage med kulørte kindben og strålende øjne.
Lidt vand blev brugt til at rense både make up og opstemning væk med, så hun sådan nogen lunde sammenhængende ud, da hun igen mødte Gordon.

"ok...gør du det "lød det til computer tingen, han ville bruge lidt tid på.
Mon han undgik hende eller var lige så rasteløs som hun ?
"Du...hvis du vil kan du komme ind, når du er færdig. Jeg sover med det sammen anyway..så øøhh vi burde være i sikkerhed for...Carmen"lød det lidt kejtede tilbud, og så vimsede hun ellers ind og kom meget hurtigt på plads under dynen , hvor hun bare ville smide sine sweatpants forinden- og sove i toppen.

Inden hun faldt i søvn og indtog den drømmeløse tilstand hun oftest var i, pånær når store fæle mareridt ikke kunne udelukkes , lå hun og spolede igennem aftenens forløb.
Det havde indeed været ludt af en upstart hun havde fået- og i morgen skulle de se at få lidt gange i kontoret.Få det malet og indrettet.
Det var meget der skulle startes op påny, så det ud til.
Snart ville hun sove, og være tabt for omverdenen.




"Argh.....mmmmm Gordon ?" Lød en søvndrukken lys stemme, og hun begyndte at mærke efter ham i sengen, allerede før hun fik åbnet øjnene.
Hun ville nok ikke finde ham der, da Gordon formentlig var oppe nogle timer før hun, omvendt var hun faktisk gået i seng før ham, så han kunne havde sovet igennem også?
Et svagt smil lagde sig over de lyse læber....som små brudstykker fra aftenen forinde begyndte at præsentere sig , som meget levende minder.
Du gode....godt der var mange ting der skulle nåes i dag ! Der ville ikke være tid til det....pjank. Det havde været pjank, og i dag ville hun havde langt bedre styr på sig selv....og ikke mindst Gordon !

”Ja det må være Carmen” Gav han hende bare ret, og lod begge hænder køre op til ansigtet, for at massere sine tindinger og samle sig selv en smule. Han var dumpet ned i sofaen bag ham igen.  Selvom det normalt var den måde de tacklede hverdagen, så virkede humor ikke lige til at bide sig fast lige nu. Han var rundt på gulvet, stadig en smule forvirret og måske lidt vred på sig selv? Vred på sig selv over at han kunne have ladet det gå så langt, når han udmærket vidste at det ville være for tidligt, men også vred på sig selv over at han ikke bare kunne slippe den søde og prikkende fornemmelse, hvis forbandelse stadig lå over ham, og slippe den lyst der stadig lå i det yderste af hans nervebaner.

Hans blik fulgte hende ind i badeværelset, og så snart hun havde lukket døren, ville han rejste sig og finde sin computer frem. Han lagde den på sofabordet og begyndte på et par mails, men nåede ikke så langt inden hun kom ud igen. Om han bevidst prøvede at undgå hende lige nu, eller han bare var rastløs? En smule af begge måske. Han skulle ned i gear, og have sit hoved og sin krop under kontrol igen, inden han turde nærme sig hende igen.
”Ja.. Bare lige giv mig et øjeblik” Smilede han til hende, halvt blændet af det skarpe lys fra computerens skærm, og halvt taknemmelig over at hun ikke trak sig helt væk lige nu. Det var ikke fordi han ikke havde lyst til at smutte med ind med det samme og krybe sammen for at sove, problemet var nok mere at han lige skulle køle af for ikke at have lidt for meget lyst til det, og derfor blev han også oppe lidt endnu, for at besvare nogle lidt ligegyldige mails.

Der gik nok en halv times tid, inden trætheden tog nok over, til at han klappede computeren i, gabte en gang og rejste sig op. Han samlede sin t-shirt op på vejen, men regnede ikke med at hun havde noget imod at han beholdt den af, han plejede trods alt ikke at sove i dem. Så den blev smidt i vaskekurven, og han fik vasket sit ansigt i det kølige vand fra under vandhanen. Endelig var det faktisk lykkedes ham at få pulsen ned, omen han stadig bebrejdede sig selv en smule.
Der gik ikke længe, inden han smuttede ind i soveværelsets stille mørke, og følte sig frem i rummet hen til sengen, som han forsigtigt fik lagt sig ned i for ikke at vække hende. Først lå han bare på ryggen og stirrede ud i det uigennemtrængelige mørke og tænkte på alt og intet. Han tænkte på aftenen, det var nok det der fyldte mest. Den både fik ham til at smile lidt dumt, men var også skræmmende på et plan han ikke helt forstod. Noget der trængte mest igennem var dog at han var stolt af Millicent, for at våge sig ud af værelset og være lidt social.
Ud over det tænkte han på kontoret og hvordan det skulle indrettes. Til slut på sin familie, dem skulle han virkelig snart til at tage sig sammen til at besøge, for han anede ikke hvad der skete i deres liv, og de vidste ikke hvad der skete i hans.

Efter hvad der synes virkede som en evighed, men som i realiteten nok kun havde været et par minutter, lagde han sig om på siden, og kunne mærke Millicents ryg foran sig, som han lagde sig indtil med en arm over hendes talje og mave. Hun virkede til at sove, og der gik heller ikke længe inden han tabte kampen imod trætheden og lod sine øjne glide i.


Da han vågnede førstegang blinkede vækkeuret til ham at klokken var 10.32, og han trillede om på siden igen, og faldt hurtigt tilbage i en tung drømmeløs søvn. Det føltes som kun et par minutter mere at han lå med øjnene lukkede og nød fornemmelsen af hendes spinkle figur under hans arm, men da han åbnede dem igen var klokken ved at være 14, og han besluttede at stå op.
Han prøvede at holde styr på sine tanker, for de fandt hele tiden tilbage til aftenens begivenheder, og mindede ham om de bittersøde fornemmelser der havde været i spil. Stædigt pressede han dem tilbage i underbevidstheden, og var fast besluttet på at der ingen akavede stemninger skulle være i dag.

Efter en hurtig morgenmad, fik han skrevet en seddel om hvor han var, som hun kunne læse, når hun endelig slog øjnene op for at omfavne en ny nat.

”Godmorgen sovetryne. Jeg er på kontoret med malergrej, så kan du møde til direktørtid.
- tag en kande kaffe med!!! – Gordon”

Klokken var nok omkring halv tre, da han endelig nåede hen til kontoret efter at have hentet en masse malerbøtter og en stilas stige, så han kunne nå det øverste af væggene også. Så var det bare at komme i gang. Han havde taget et par gamle slidte grå sweatpants på, og en sort t-shirt, begge ting han godt kunne undvære, hvis der kom maling på dem, og det gjorde der jo nok. De sparsomme møbler, som var i rummet, havde han rykket ind i midten, så væggene var fri, og på skrivebordet havde han skruet op for radioen.
Det viste sig at være hårdere arbejde end han lige havde troet, men da mørket begyndte at falde på, havde han nået hele 2 vægge, og manglede kun den helt ovre til venstre, som han så småt var begyndt på. Den sidste væg var mest dækket af store glasruder ud til parken, og de skulle heldigvis ikke males, så han havde sat stigen op ved den sidste væg, og havde sat sig på den firkantede overflade i toppen sammen med en malerbøtte for at begynde.
Radioen sang Fall out boy med “Alone Together”, og Gordon svingede penslen og sin krop I takt med sangen, imens dovne penselstrøg gav væggen I klar hvid farve.
” I don't know where you're going
But do you got room for one more troubled soul?
I don't know where I'm going
But I don't think I'm coming home and I said
I'll check in tomorrow if I don't wake up dead!”
Sang han lidt fjollet med, og gav den gas med rytmen I kroppen, for at prøve at have det lidt sjovt med det ellers kedsomme arbejde. Han vidste ikke helt hvad klokken var, kun at solen for længst var sunket ned under horisonten, så han regnede med at Millicent snart ville dukke op, men musikken, og hans egen ’skønsang’ ville nok overdøve eventuelle fodtrin.

Hånden blev fælt skuffet da den kun kunne indfange krøllede lagner og en tom dyne. Det forklarede dog hvorfor hun ikke havde færden af ham helt så klart som hun ønskede, trods al linned havde hans særlige duftspor ud over sig.
Nå...men hun slog øjnenen op og dermed hul på another night to come. Sswwooosh...og hun stod inde i stuen ,med Gordons besked i sin hånd. "Direktør tid , det manglede da også bare .Hvis det forsætter som i aftes , så ender det med jeg skal til at....begynde at ryge" mumlede hun frem for sig selv og gik ud for at lune en portion blod i microovnen. Hun var træt og ukoncentreret og der lød et knald, hvorpå ovnen gik total i sort.
"Ai DET da løgn ! De skide sikringer ødelægger jo ALT elektronisk" lød det SÅ overbevisende at man ville købe forklaringen, selv om det var umulig i praksis. Men Millicent total ignorerede at hun havde kortsluttet microovn nr xxxxxxxxxxxxx .
"Så det frem med kasserollen " talte hun med sig selv. De burde virkelig få en kat eller en skægagami, så hun have en der kunne lyttet. Blodet skiftede plads, og hun lod den simre op til stuetemperatur, før den blev hældt i et stort termo krus.
Hun savnede godt nok at drikke fra en frisk kilde. Bortset fra den dag Gordon havde hentet hende i kælderen, havde hun ikke drukket fra noget levende, hverken lang tid før eller efter .
Hun prøvede at pebbe det lidt på , ved at tilføre et sugerør og en gul papir parasol, og tog så kruset med sig ud på badeværelset.

Det var et pænt stort badeværelse.
Godt nok kun med brus, men der var et giga bord til alt personligt dufte sager, et stort skabs arrangement under og en flot stor håndvask. Alt meget lyst og venligt. Derfor var der masser af håndklæder i mørke farver , ud over nogle i pastel og hvid.
Trusser og tank top blev kasseret i en vasketøjskurv, og Millicent trådte ud i bruseren.
Hun gav sig god tid og nød de lune strålers opvarming, sammen med blodet hun ind i mellem rakte ud efter, og tog en slurk af.
En skøn måde at få en varm og levende følelse tilbage i hendes krop.
Efter at have frotteret , creamet, smurt, sprayet, redt, og ordnet hvad der ordnes kunne - samlede Millicent det lange hår i en fransk fletning. Så hang det ikke i vejen når hun skulle arbejde, og der ville være et brus af krøller i det halvtørre hår, når hun til morgen flettede det ud igen.
Hun valgte noget random undertøj inderst, et helt almindeligt sort sæt, i en diskret blonde stil og trak en lille sort figur klæbende Tshirt på. For at være total arbejdes agtigt , trak hun i et par gamle slidte jeans , med et par huller hist og pist.
Hendes vans i sort og hvide tern og så var hun selv klar.

Hun satte kaffe over og gav sig til at smørre nogle sandwich til Gordon, med salat og pålæg i. En flaske martini blev også lagt ned, og noget frugt. Det måtte være fint nok, og ellers kunne hun altid rende i 7-11.
Da kaffen tillod det, blev den hældt på kanden, og så var hun ellers afsted.

Da hun ankom til opgangen, kunne hun allerede høre musikken der sev ud fra kontoret, og automatisk blev smilet en realitet.
Gordon var i godt humør- ellers sang man ikke med på den måde.
Hun listede sig frem og forsigtigt lod hun døren åbne på klem og gav sig til at nyde hans lille opvisning.
Hun sneg sig ind og satte kurven fra sig. Imen hun nærmede sig Gordon bagfra, snuppede hun en af de ubrugte pensler, og holdte den op som mikrofon.

Først ville hun dog stryge den ned af Gordons nakke, og bede om opmærksomhed. Når han vendte sig ville hun følge med hvor sangen var nået til...

I'm outside the door, invite me in
So we can go back and play pretend
I'm on deck, yeah, I'm up next
Tonight I'm high as a private jet

Den ene hånd røg op i luften og viftede med hånden , imens resten af Millicent lavede nogle shakira agtige moves med hofter og mave.
Hun rakte sin pensel til Gordon, som skulle de synge sammen og hvis han var med på den ville hun lægge armen om hans hals og lige nappe det næste med, før hun ville stryge den rene pensel over hans næse og bryde ud i grin.
"Nånå...det er DET du laver når jeg ikke kigger ? Leger sanger?" Drillede hun og ville vende sig og tage et kik på væggen.
"Not bad....det ser faktisk godt ud!! " hvis du nu sætter dig op napper en kop kaffe, så skal jeg nok lige være lidt effektiv. Så kan du tage kanterne bagefter?" Gik forslaget på.

Med vampyr speed kunne hun faktisk være rimelig god arbejdskræft, men maler talentet blev jo ikke STØRRE af hun var vampyr, så der skulle lige gåes efter, og lukke eventuelle helligdage. Men det meste ville faktisk end op med et fint resultat.

Ja humøret var højt efter at have efterladt sine sorger for at arbejde den eftermiddag. For længst var han blevet enig med sig selv i at forrige nats begivenheder lå halvt i glemmebogen, ja i hvert fald de begivenheder, som kunne skabe akavede stemninger.
Efter at have skrålet halvdelen af Fall out boy igennem, var han hoppet ned fra stigen.
” You cut me off, I lost my track
It's not my fault, I'm a maniac
It's not funny anymore, no it's not”

Væggen fik et par skødesløse penselstrøg. Godt nok var arbejdet gjort helt fint, men man skulle tro at han havde malet sig selv sammen med. Overalt havde han fået maling. På hænderne, i ansigtet, på tøjet og sikkert også lidt i håret. Det var det der med at få det på hænderne, og det var uundgåeligt, og han var rigtig dårlig til at huske, at han ikke skulle røre ved sit ansigt eller tøj, når han havde våd maling på hænderne.
” My heart is like a stallion
They love it more when it's broke in
Do you wanna feel beautiful?
Do you wanna? Yeah!”

I samme sekund fik han et chok, da noget underligt kørte over hans nakke, og han snurrede hurtigt rundt, imens han tog sig til nakken, og sikkert også smurte maling der. Det forvirrede udtryk, blev dog erstattet af et smil, da blikket fandt hvad det ledte efter. Hun var smuk og simpel som altid, noget der ikke kunne undgå at lokke et smil frem, som kun blev større, da hun gav sig hen i den samme opvisning. Det var lige før han kom til at grine, men tog dog imod hendes ’mikrofon’ i stedet, og smurte tykt på et stykke mere af sangen. Ingen grund til at gøre sig umage der, når den forvrængede og lidt humoristiske version var så meget mere munter.
” 'Cause I don't know where you're going
But do you got room for one more troubled soul?
I don't know where I'm going
But I don't think I'm coming home and I said
I'll check in tomorrow if I don't wake up dead
This is the road to ruin
And we're starting at the end”

Han lavede en grimasse da penslens hår kildede hen over hans næse, og trådte et skridt tilbage på gulvet, som var dægget af plastik, for ikke at få hvid maling på sig. ”Argh, jeg gør det da også når du kigger nogle gange. I det mindste vifter jeg ikke min popo i en anerkendt dommers ansigt” Smilede han drillende, og huskede udtrykket id en stakkels mands ansigt, da han trådte ind i kontoret.

”Selvfølgelig ser det godt ud!” Pralede han lidt og nikkede taknemmeligt, da han satte sig hen til bordet i midten af lokalet og hev kanden frem, for at hælde en kop op. Den var godt nok tiltrængt, det måtte man sige. Hvis hun ville rende rundt i vampyrfart lidt, ville han se på, og være ærgerlig over at han ikke bare lod hende lave det meste, når det nu gik så hurtigt, frem for selv at bruge tiden på det.
Den varme kaffe blev sippet, og efter en halv kop, rejste han sig op igen, og ville se på hvad hun havde lavet. Det var slet ikke dårligt, selvom det lige skulle gås efter. Hans egen pensel, stadig våd efter at male, havde han hevet med, og kunne ikke helt dy sig, for fra at drille noget mere.
”Hey Millicent, du har misset et spot” Smilede han lidt flabet, og ville betragte hende. Væggen havde kun små steder der lige skulle males over igen, så når forvirringen ville begynde at melde sig, ville han fortsætte. ”Du ved liiiige…” Begyndte han, og lavede en hurtigt bevægelse med sin pensel, for at stryge enden af den over hendes kind, og efterlade en streg hvid maling. ”Lige dér.”

” 'Cause I don't know where you're going
But do you got room for one more troubled soul?
I don't know where I'm going
But I don't think I'm coming home and I said
I'll check in tomorrow if I don't wake up dead
This is the road to ruin
And we're starting at the end” Millicent kom skiftevis op på tå og ned igen, for at synge med og nå microfonen.
Hun svingede med og lykkedes enda også i at snurre rundt en enkelt gang, og gnide ryggen mod Gordons venstre arm, og gå lidt ned i knæ.
Hvis man skulle lege rockstjerne så var det om at give los.

Hun smålo og viftede for sjov med en finger på belærende vis.
"Arhh men du skulle prøve at give demlidt bagdel....jeg lover den dommer vil huske os " det var nok et godt bud, og så kunne de ellers bare håbe det ville være for det gode de blev husket og ikke andet.

"Godt at se selvtilliden ikke lider" skød hun øjne til ham og kastede sin egen pensel op i luften, for at gribe den igen.
"Godt....så lad mig lige vise dig et par triks" skød hun brystet selvsikkert frem.
Og snart kunne hun tørre et par maler stænk af , fra håndfladen ned over hendes lår.

"Se....det er da PERFEKT malet!" Beamede hun stolt.Hun huskede ikke at have malet siden hun var en 15-16 år og hjemmeboende. Den lille lejlighed havde været nymalet da hun flyttede ind som nyfødt- og huset havde Andrija fået gjort istand , imens de var uvenner, så det fælles hjem det senere blev, havde hun ikke haft en finger med i.

"Hvad,..HVOR?!" Så hun sig forvirret omkring. Havde hun lugefrem misset et sted? Men hun havde været så omhyggelig.
Hun drejede sig mod Gordon og så spørgende på ham, undrede sig over om det ikke kunne være noget skygge eller lys der faldt forkert fra hans vinkel.
Hun anede ikke uråd og fulgte spændt med ved hans liiiiiige dér , indtil hun blev malet ned af kinden.

"YOU DID NOT DO THAT" himlede hun op og gned sig hele automatisk over den fugtige kind, hvor malingen kildede og strammede en smule på den sanselige hud.

"Dumme engel....at udfordre en vampyr" små grinede hun og rystede på hovedet.
Han kunne jo ikke bare stikke af, vel ? Så hun skulle nok få ham.

"Mmmm kaffe vil jeg også have . Tror der er 45 min til de første møbler kommer " udbrød hun og gik over til kaffen. Der blev hældt op og drukket- man skulle jo nødigt vække mistanke.
Men så dybbede hun langfingeren og pegefinger ned i den tykke hvide maling, og skjulte dem bag på ryggen, indtil hun stod foran Gordon.

”hvor skal vi sætte det hele? To borde...reglerne og de læææænkre sofa stole ting” tænkte hun højt. Hun lænede sig ind mod Gordon som skulle hun til at give ham et kindkys...

" Tak...for vi kunne købe dem, ved godt de er lidt ekstravagante, men det vil gøre et fedt statement " kurrede hun men istedet for et kys, trak hun sine fingre først over hans panden og videre end af hans kind. Et ...to spor af maling blev resultatet. Så kunne han måske lære det !

"Ups...ej....sorry...et uheld !" Lød det , da hun bagefter tørrede sig fingre rene for maling - ved at stryge dem ned af hans højre lår.

Gordon kom til at grine lidt af den lille fælles optræden, og purrede lidt op i hendes hår med den ene hånd. ”Du er klar til karaoke om et par dage, kan jeg høre” Rystede han bare på hovedet, og måtte beundre hendes humor. De fungerede godt på den måde. Hver en lille situation kunne blive til en eller anden form for leg, samtidig med at der faktisk blev lavet noget.
”Jeg skal huske at hilse ham fra popo-pigen, når jeg ser ham” Himlede han kærligt med øjnene. Hun havde jo ret. De ville bestemt blive husket, og det var ikke just hans fortjeneste, men mere hendes roterende bagdel, som nær havde givet den ældre dommer et hjerteanfald. Heldigvis havde han da haft humoren på plads, og forladt stedet med et smil om læben. Gad vide om det overhovedet var muligt ikke at kunne lide Millicent. Hun var social og kærlig ud over alle grænser.

Han gengældte hendes blik med et flabet smil. ”Burde den det?” Lød det bare, da han satte sig ned efter kaffe. Den var tiltrængt. Hans krop havde arbejdet det meste af eftermiddagen, og uden lidt koffein var han begyndt at blive lidt træt. Det var nok også det der havde fået den overtrætte sang frem.
Hun susede omkring i en fart, som hans øjne knap nok kunne opfange, og snart var væggen hvid. Man måtte indrømme at det var lidt imponerende. Hvorfor var det lige at hun havde fået den seje race efter døden? Det var mest en ironisk tanke, for han havde nok ikke kunnet klare at skulle leve af andres blod. Han ville måske altid føle sig lidt skyldig over at hun ikke længere kunne leve sit liv som et almindeligt menneske, også selvom han vidste at det var åndssvagt at bebrejde hvor en lille detalje ens liv, for at man var nået til hvor end man var nået, så kunne det ikke hjælpes.

Han havde rejst sig op, for at betragte hendes forvirrede udtryk, og kunne næsten ikke holde masken, som da også knækkede i et grin, da hun blev helt hvid på en stor del af kinden.
”Kom an!” Svarede han bare til vampyr imod engle tingen. Godt nok var det ikke set før at det var gazellen der nedlagde løven, men der skulle være en første gang til alt ikke? Det så dog ud som om hun havde givet op og anerkendt sit nederlag, så han var selvsikker, da hun smuttede hen efter kaffen.
”Jeg har sagt at du står for indretningen. Jeg hjælper bare med at slæbe møblerne” Blev svaret, og han havde næsten glemt den lille udfordring, så der var ingen mistanke i hans sind. Faktisk ville han gladelig modtage et lille takke kindkys med et smil, lige indtil han fandt ud af at det var en distrahering, og at han nu stod tilbage med en hvid stribe ned langs ansigtet.
”Din lille snedige idiot!” Kom han til at grine, og var ikke langsom til at reagere.

En spand med maling, som stod ved siden af dem, blev øjnene lagt på, og med en håndbevægelse løftede hans telekinese en klat op, for at slynge den efter hende med en anden håndbevægelse. Han havde ikke lært at kontrollere den godt nok til, at han ikke behøvede at simulere bevægelserne med hænderne. En klat mere ville flyve af sted, hvis hun prøvede at flygte, og de ville blive ved med at komme, til han havde ramt et par gange, koste hvad det ville.
”Du kommer til at fortryde det her!” lo han bare, og sendte lidt mere af sted. Han ramte godt, men desværre var det svært at fokusere på så meget andet, når han brugte sin evne, så eventuelle modangreb, ville nok være svære at nå at undvige.

En let rynken på næsen viste at hun fuldkommen have glemt den aftale.
Det var også al det halløj med Gordon bagefter , det havde jo praktisk talt hjernevasket hende og kostet hende at glemme alt andet.
Nu var hun slet ikke så sikker på hun havde mod på at møde andre.
Een ting var han slippe paraderne en smule sammen med Gordon , alene.
Social glad opførelse blandt andre kostede mere arbejde.

"Popo pigen ? Jeg lyder som en gogo dancer !det har en eh lidt forkert Sound , dont you Think " kvidrede hun videre og svarede ikke på om hans bagdel skulle ryste noget mere. Hun ville da ikke klage , ikke så længe det blev inden for kontorets fine hvide ramme .
Om det var muligt ikke at kunne lide Millicent ? Hun ville nok smile stort af de tanker. Hun var RET sikker på der var folk der slet ikke kunne tåle hende , men det var ikke fordi hun havde gjort dem noget så. Men hun havde oplevet at folk kunne tolke hendes væremåde , blev hun usikker eller andet - som værende arrogant eller snoppet. Det var ikke OFTE det skete , men det var da hændt.
Så længe man gjore sit bedste , kunne ingen blive vrede , vel ?


" argh ... Nu skal du ikke udfordre skæbnen vel " hun ville straks have leget videre med hans tanker og kaldt ham for et LAM , havde hun haft adgang til dem. Den lå jo lige til højre benet , da ALLE vidste at det var her hun skulle have trængt Gordon op af en ( nymalet ) væg og se ham dybt i øjnene , inde hun sagde ' ... and so the Lion fell in love with the lamb ' !
Den klassiske twilight replik , der havde fået mangt et pige hjerte til at banke et ekstra slag.
Men hun måtte nøjes med at grine lidt - og snart var krigen i fuld sving.

"Næææ NEJ , DET gør du ikke !"
* slam* en klat på hendes hofte.
Millicent så målløs ud , hvad lavede han dog lige ? Da hun så han drog den næste klat op , for hun over i et hjørne og hyldede op " DET SNYD DET SNYD DET DER ! INGEN EVNER !" Og selv om hun forsøgte beskytte sig med begge hænder , lød et slask og hun havde en stor klat på armen.
Hun kiggede vantro ned og underlæben røg lidt syd.
" Så ... Så det..." Hun løb igen over mod vinduet og slam .... En klar på hendes kind , der også stænkede lidt op i de lange vipper og tæt ved øjet.
Hun begyndte at grine - imen hun tørrede sit øje , som det nu lod sig gøre.
"Ok ..ok .. Please .. Ikke mere ! Du den bedste ... Den sejeste .... Den med den længeste tunge !" Og så knækkede hun sammen af grin igen og måtte lægge hænderne på lårene.
Kom der fler angreb havde hun sket ikke kunne flytte sig , ikke før latteren stillede af.

" Det var SÅ unfair det der " klagede hun. " overvej lige hvor åndssvagt vi ser ud , når møblerne kommer !"
Og som med slag fra en trylle stav, kunne lyden af en stor flytte bil høres , da den parkerede neden for opgangen, hvor der heldigvis for flyttemændene var ledig space.


Man kunne høre lyden af døre der smækkede og nogle mande stemmer der talte indbyrdes.
" det fandme fede møbler de har valgt dem her.... Der er godt plads til selv en røv som Carmens her i !" Lød den ene.
Og den anden svare " Ja ... Sig mig , har du set hende fornyeligt ? Jeg hørte hun var ved at planlægge en vild privat fest ... Noget med en Ny fyr?"

”Jeg synes det lyder meget tiltalende” Svarede han til popo-pigen, og sendte hende det mest uskyldige smil han kunne komme op med. At hun dansede sådan hver gang han kom ind på kontoret, havde da ikke været helt dårligt. Ja han havde ikke klaget i hvert fald, og det regnede han ikke med at nogen mandlige klienter ville heller. Måske det ligefrem kunne hjælpe forretningen? Det var dog ikke et forslag, han ville give hende, mest fordi han vidste hun ville slå ham for det.
Én ting var ikke at bryde sig om folk, fordi man havde fået det forkerte førstehåndsindtryk, det talte ligesom ikke. Det var den Millicent inden under førstehåndsindtryk og fordomme, han havde i tankerne. Ja så skulle det da lige være de jalousiramte piger, som fangede blikke en hver mand ville sende efter hende.

”Det er lidt for sent er det ikke? Jeg mener… Var det ikke at udfordre skæbnen at gå efter dig i første omgang?” Gav han hende igen, og havde nok leet højt, havde twillight tankerne kommer ud i virkeligheden. Hele den film var nok den største skændsel imod alle genre film han kunne komme på, og det største turn off for en enhver fyr i mands minde. Han havde set blot en halv time af den første, da den kørte i tv’et en gang, og den eneste måde han ville komme til at se resten, ville være hvis nogen bandt ham til sofaen, og tapede hans øjenlåg fast, så han ikke ville kunne lukke øjnene og sove igennem mareridtet.

Han lo, da hun flygtede, og sendte mere maling af sted. ”Så DET er snyd? Hvad er dine forførende distraktioner ikke eller hvad?!” Næ nej, nu legede de med ufine tricks, og alle kneb galt i krig og kærlighed. En kærlig krig i maling, måtte være inkluderet der!
Han lo stadig, og holdt inde, da hun bad om det. ”Der kan du selv se!” Fik han sagt ind imellem latteren. Et par skridt og han var ovre ved hende. Nu var hun lige så malet ind, som han var, og det var vel også kun fair! Hans hånd rakte frem, og strøg noget klatten, som havde ramt hendes kind væk, og afslørrede noget af den blege hud lige under øjet. ”Argh, i det mindste klæder det da dig med hvid” Smilede han bare, og trak hånden til sig igen, for at tørre den af i sit tøj.

Når man talte om solen.. Han skød blikket i retning af et åbent vindue, da lyden af en lastbil der parkerede, kunne høres. ”Hey, hjælper du ikke lige i vampyrfart, med at fjerne plastikket fra gulvet, så vi kan få møblerne ind?” Spurgte han hurtigt, og ville gå over for at rydde kaffekanden og krusene sammen og ned i kurven, så det hele nemt kunne flyttes, når de nye møbler kom op.

Flere lyde kom ind igennem vinduet, og hans krop frøs med det samme, navnet ’Carmen’ nåede ind af vinduet. Det var da utroligt! Det var lige før han begyndte at tro på at verden kunne være så ond, at prøve at sætte ham op med Carmen. ”Det er bare løgn!” Sukkede han og så hen på Millicent med et træt blik. Hun måtte more sig strålende jo!
Han lagde sin pegefinger hen imod hende med et alvorligt, og på samme tid underholdt blik. ”Hvis du nævner noget om Carmen og mig, så kommer malerbøtten til at tømme sit indhold ud over dig!” Lidt latter var der stadig i hans stemme, men han ville skam ikke være bange for at gøre alvor af den trussel!

Flyttemændene var begyndt at slæbe møblerne op i elevatoren, men det gik lidt langsomt, da de kun kunne have en eller to ting af gangen. Den første lidt buttede unge mand, bankede på og trådte ind i kontoret. Han havde kagekrummer i et lidt sjusket skæg som omringede hans ansigt, og det var lige før hans øjenbryn var vokset sammen. Først stirrede han bare forvirret på dem, inden han sagde noget. ”Er det jer der har bestilt møbler?” Gordon ville nikke og bede manden komme ind. Den buttede mand havde en af de store lænestole med på slæb, og stærk som en bjørn, løftede han den ind i lokalet og satte den ned. ”I ved godt, at malingen skal på væggene ikke?” kluklo han, og sendte et meget tilfredst blik til Millicent. ”Nå snuske, hvor vil du have den her?” brummede han og klappede på stolen. Gordon måtte holde sig for munden, og kigge lidt væk for ikke at komme til at grine. Det så ud som om han ikke var den eneste, som havde buttede bejlere.