Alone in the dark.

Dato :: 19 Oktober 2014.
Tid :: 21.30
Sted :: Stranden La Plage.
Omgivelser :: Ikke en levende sjæl er ned ved stranden, der utrolig stille udover når vinden slå ind i mod land.
Vejr :: Kold, vinden blæser halv kraftigt ind i mod land. Himlen er skyfri, havet bliver oplyst af månen og de mange stjerner.
Emnet er tilegnet Afanasi.


Havet slog igen imod stranden med høj lyd, vinden havde i de sidste par uger tag til i Di Morga, den først frost havde allerede været inden over land, men den havde ikke haft nok kulde til kunne fastholde sig i byen. Vejret havde et utrolig stort skift den her tid af året, den ene nat var det iskoldt mens at den næste bød på et varmt vejr, dette vejrskift var hvad der havde fået ham til vandret ned til stranden. Han havde brug for slippe ham selv fri fra verden. Derfor havde han nu været under vandt i næsten to timer, han lå på bunden af havet, med op til seks meter til overfalden. I en lydløs tilstand hvor at han i sandhed kunne finde fred, hvordan at han overlevede under havet? Det var skam simpelt nok, han var ikke menneske, han var en vampyr, derfor behøvede han ikke at trække vejret som andre, han overlevede uden ilt. Derfor kunne han heller ikke dø af luft mangle som et menneske kunne, det var perfekt. Stille åbent han de blå øjne, selv i under havet i komplet mørke kunne han stadig se alle detaljer som hvis at det havde været dag, han kunne se hvordan at en gruppe fisk svømmet hen over ham, de havde ikke bemærket ham eftersom at han havde ligget komplet stille i de sidste par timer, selv med åbne øjne bevægede han sig ikke fra sin plads.

Han rørt sig kort, med det samme trak gruppen af fisk sig væk fra ham. De svømmede til et punkt i de mange grupper af tang, han sat sig op, det var på tid at vende tilbage til overfalden. Selv i vand var han utrolig hurtigt, der gik derfor ikke mange minutter før at han var tilbage oppe ved overfalden, han svømmet med hurtigt fart imod land, imod den bro hvor at han havde efterlad han tøj tidligere den aften da solen lige var gået ned, han kom op til trappen som han gik på af med et langsomt tempo, før at han nåede til toppen gjorde han sig sikker på at der ikke var andre mennesker inden på land. Godt nok var han ligeglad med om de så ham nøgen, men ville helst slippe for det helt store postyr som der sikkert ville ske hvis der var nogle der så ham, han lod begge hænder gå på i de store hår som han langsomt vred for vand, han blev nød til tag et bad når han kom tilbage, mængden af salt på hans hud var ikke just behagelige selvom der ville gå lidt tid i nu før at han blev helt tør. Han vendt sig langsomt op, månen var fuld den nat, han kunne svag mærk hvordan den påvirkede hans hud, den brændte svag. Som en ældre vampyr var månen en af få ting som der kunne påvirke ham om natten, den blev jo oplyst af solen, netop derfor var han ikke glad for månen mere, engang havde han kunne bruge en hel nat på stirre på den i mens at han tænke over mange ting, men disse tider var forbi, nu var den blot en svaghed som han helst undgik.

Langsomt vendt han sig igen mod hans tøj, han lod vinden slå ind imod ham, bare for luft tørre lidt, han ønskede ikke at gør hans tøj alt for vådt, men han ville heller ikke være i månen i længere tid end nødvendig..

Han løb langsomt mod havet, på trods af han ikke var lige så hurtig som en vampyr. Han stoppede og mærkede månens lys mod sine kinder og tog sine briller af. han stod i nogle minutter og mærkede naturens kræfter i mod sin krop. Hans jakke blafrede med den stærke vind og månens stråler ramte hans ansigt. I sådanne øjeblikke kunne man tydeligt se at Afanasi var fra en anden verden end menneskenes, da hans øjne lyste som fakler i nattens lys. Hans krop var tynd men samtidig kunne månens stråler ramme den. Som djævel kunne Afanasi ikke lade være med ar elske natten, på trods af han kunne gå i solen. Afanasi følte vinden i mod hans hår og smilte svagt. Han kunne mærke han blev draget mod vandet. For første gang i lang tid, havde han haft lyst til og tænke på alt det han havde gjort og alle de væsners liv han havde taget igennem sin tid. Han sukkede, mens han langsomt gik mod vandet. Han fandt sin mors halskæde frem fra hans lomme hvor hans tidligere general, fra det russiske militærs, dog tag var i. Han huskede stadig de fleste ordre der var blevet givet til ham den gang.

Han sukkede og lod sin hånd køre i gennem kæden ind til han kom til dog taget og hans mors medaljon. Han smilte til sig selv" hvorfor kunne jeg ikke beskytte jer tre hvorfor skulle i alle sammen dø" han rodet i sit hår endnu en gang og kiggede op mod månen. Han tog sin brune jakke af og kiggede ud over vandet. Han nød stilheden ved vandet. Han grinte lidt for sig selv over det. I de sidste mange nætter havde han været nød til og gå andre steder hen da nogle menneske børn havde spillet høj musik, i udkanten af skoven, i nærheden af hans hjem. Afanasi tænkte ofte på hvis han havde været fra efter krigens tid og smilte stille ved sig selv.

Han fik øje på en skabning ud af hans venstre øjenkrog, som mindede meget om hans tidligere generals kropsbygning. Han vidste det var umuligt for et menneske og genopstå fra de døde, men havde hans general holdt han for nar i alle de år. Han rejste sig op, hans militær støvler var svinet til. De sorte bukser han havde på havde lidt sand på sig, som han hurtigt fik børstet væk. Han samlede forsigtig sin jakke op og overvejede hvor smart det ville være og gå hen til denne fremmede skabning. Han samlede mod til sig i mens han mumlede "de er ikke muligt at det er ham" han holdte øje med skabningen der til syne ladende var i gang med og tage tøj på. Han vidste ikke hvordan han skulle reager hvis det virkelig var ham, for generalen var død det vidste han. Han så det jo selv den gang. Det var umuligt, mens de tanker fløj igennem hans hoved begyndte hans plus og stige. Afanasi samlede modet til sig og råbte "SIR! GENERAL VATALIS" han kunne ikke forstå hvis det virkelig var ham, han rystede svagt ved sine hænder og fik fat i dog taget og medaljonen, i mens hans højre hånd var i lommen på ham. Hans øjne stirrede stift på denne skabning der nu kun stod få meter fra ham.

Han begyndte langsomt at tag tøjet på efter at små fem minutter var gået, han kunne have løbet derfra, tilbage op til hans villa uden at nogle ville have mulighed for at kunne se ham. Men han lod være, han havde stadig en smule menneskelig værdighed selvom han havde været død i over tusind år. Han trak underbukserne på og der efter de blå jeans, men han blev stoppet af lyden af en stemme før at han kunne komme videre med hans tøj. Han kiggede op for se hvem det var der havde råbt hans navn, de eneste der kendte hans navn var hans afkom, men dem havde han efterlad tilbage i Rusland da han fordi landet i 1990. Det var virkelige en evighed siden at han havde set disse tre mænd som han havde udvalgt til hans speciel hær, alle var de blev genfødt for at være med ham i evigheden. Man kunne næsten sige at han havde haft et intimt forhold til alle disse tre vampyr som der var hans børn, hans elsker og hans efterkommer.

Han blev nød til at kigge for se hvem det var som der havde tiltalt ham som general, han havde ikke været general i flere år. Den titel lå tilbage i tiden, han var bare Dante, vampyren som kun de færreste kendte. Men stemme som sagde han navn lod nu bekendt, som fra dengang da han havde givet ordre til hans soldater. Han rystede kort på hoved, hvorfor skulle folk fra hans fortid opsøge ham nu? De viste alle sammen at han var død, han havde ingen årsag til at kontakt dem igen. Men så igen? Måske var det ikke alle der havde hørt dette, han stoppede med tag tøj på og han kiggede frem på skikkelsen som råbt til ham fra afstand, han tog det sidste at hans tøj under armen for at han selv startet på at gå imod person. Han gik i et menneskeligt tempo blot for at holde hans natur i skjul, da han stadig ikke viste hvem det var at han stod overfor. Men da han kom til enden af broen kunne han endelige se hvem det var, Afanasi stod foran ham. Han havde ikke forventet af se denne djævel her, i en fransk by, det virkede næsten som om at han var i en drøm.

”Borisovich, hvad fortag de dem her? Er du komme for at hente mig tilbage til Rusland”

Hans stemme havde den kolde natur som den altid havde haft, det var kun ganske få væsner der havde vækket han venlighed igennem tiden. Men fordi at de arbejdet sammen fortrak han også at holde den tone som han havde haft dengang da de havde været i det samme team, dette havde naturligvis kun været indtil at han havde skabt Corpse Corp, der efter havde de været gået af hver sin vej.

Da han lagt om længe kunne se personens ansigt stivnede han inden i og kunne mærke kold sved på ryggen ligesom første gang generalen havde råbt hans navn op. Afanasi stod ansigt til ansigt, med hans egen general fra den gang han havde været i militæret. vinden greb fat i hans blonde hår, som glimte i månens lys. en sky gled hen over månen, i mens stod Afanasi og rystede i hans indre han var stum i et kort øjeblik og åbnede så sin mund " General Vatalis" han hviskede de ud af sine læber og kunne ikke få så meget som en lyd ud af den. Han var ikke bange kunne man se, men enormt chokeret efter han havde været i Rusland i år 1990 for og få fat på en gammel ven der og havde hørt om generalens død og fået det dog tag hans ven havde fundet liggende på gulvet da de havde gjort rent efter massakren på generalen og de andre.

Afanasi stod og kiggede ham direkte ind i øjne. Han bøjede sig ind og snuste til Vatalis " så de er altså ikke det" han rystede på hovedet " så har Fyodorovich altså taget fejl igen" han kiggede væk og ud over vandet " angået deres spørgsmål. Jeg kommer ikke fra Rusland og da slet ikke for og tage dem tilbage" han kiggede stift på Vatalis med mistroiske øjne. Han kiggede ned af hans tidligere General fra den gang han selv havde været ny til generalmajor. Han kløede sig i håret" hvordan i himlen overlevede du den massakre?" Afanasi stod som et stort spørgsmåls tegn, man kunne sige han troede han var blevet sindssyg. Afanasi vidste godt der fandtes andre væsner end blot djævle og engle, Fyodorovich var en varulv og havde siddet i kørestol da han kom og besøgte ham.

Han folde sine hænder og knyttede dem så man kunne se ,den blot unge djævel var urolig over dette syn. han kunne ikke samle sine tænker og kiggede ned i jorden. han mumle lidt og kiggede så op på generalen igen. han stod halvt om halvt i chok endnu" hvorfor kommer du først frem nu? jeg har været her siden 1960 det tog noget tid for mig og komme her til" han kiggede på Vatalis som om han var tilbage i skutte kurset hvor han første gang så generalen. Afanasi udstråle angst og frygt på samme tid, som han stod over for sin gamle general og lærer.

Afanasi havde lært at holde sig fra tæt befolket stedet, men alt hvad han havde lært var på grund af hans ærlighed overfor generalen han havde troet havde været død i lang tid. Han kunne ikke samle tankerne, hans øjne var ved og løbe i vand som den dag han fik brev fra Fyodorovichs datter der skrev hendes far var død og hvor han var begravet. Afanasi stod bare og kiggede på sin tidligere general og kigge med uforstående øjne.  Vinden fik fat i hans briller, der bare havde siddet lidt fat i hans bryst lomme over højre bryst, men han opdagede det ikke. Vinden var ikke kold i hans hovedet, men intet var koldt i hans hoved. Han stod der og kiggede ind i en død mands øjne som om han aldrig havde forventet og se nogen der var blevet erklæret død igen.

Han var først mistroisk omkring hans ord til start med, men så igen. Hvorfor skulle de overhoveder ville have ham tilbage igen? Han da han gik ud af de døre afsluttede han sit kapitel med det russiske militær, han afkom havde han lad blive tilbage i Rusland, han ønsket ikke at have dem med som hans selskab på hans rejse. Det havde været en hård opgave at efterlad dem der, men han viste at det var bedst sådan, han søgt den ensomhed som ikke havde haft mulighed for smage i mange år. Selv ikke i cellen i Amerika, der havde han haft selskab, i for af uønskede afkom som han blev tvunget til skabe. Han bed sig kort i læben for at han kiggede på Afanasi med halv koldt blik, han vist udmærkede hvordan at folk havde haft det med ham dengang, det var kun få modige mænd der havde stået imod ham som person. Men selv med det mod havde de hurtigt lært at Dante ikke var en mand som de skulle pis af, hans afkom som der var med ham vist tit de samme metoder og måder som Dante. Man kunne sige at de næsten var ham ind i mellem.

”Tro aldrig på hvad folk siger omkring mord i militæret, der så mange udgaver af en historie. Rygter og andre ting er ikke unormale blandt lavere enheder. Jeg overlevede skam, godt nok blev jeg ramt syver tyve gange i forskellige del af kroppen. Men om det var fatalt, det er så en anden historie. Hvis du vil kende sandheden behøver du ikke at kigge langt, jeg har sagt at jeg var dødelig. Jeg holder bare min natur hemmelig overfor de dødelige, dødelige vil gøre meget for blive til det som jeg er. ”

Hvorfor at han først var der nu? Han havde først valgt at bo i selve Di Morga for lidt over et år siden. I den lange mellem tid havde han blot rejst omkring i mange af de europæiske lande, han havde, boede i nogle i år før at han igen var på farten. Der var altid en årsag til at han aldrig blev det samme sted i lang tid af gangen, hans natur gjorde det umulig for ham at forblive i en by fordi at han aldrig blev ældre, derfor kunne han højst være seks år i en by for at han forlod den igen.

”Jeg har haft brug for tid, tid til komme tilbage til verden som jeg huskede den. Den årgang i mellem 86 og frem til 90 var hård ved mig, den nat hvor at hele episoden sket var den anden gang hvor at jeg nogen sinde har været bange for døden. Den gruppe der kom tog mig fra scene, heldigvis var ingen af de andre der da det sket så jeg alene blev taget. Jeg ankom i usa tre uger sener, med skib. Jeg var skygge af migselv på det tidspunkt, min krop havde mumificer, jeg blev genfødt via blod fra donor i usa. Som du sikkert har opdaget arbejdet jeg aldrig om dagen, kun om natten. Jeg tilhører natten, jeg er en vampyr, det har jeg være over tusind år, selvom mange blot tror at jeg er en mand at det århundred som jeg levede i.”

Han var stille der efter, han vendt sig om. Han kiggede imod månen mens at han svag kunne mærke hvordan af lyset fra månen fik hans hud til stikke en smule af smerte, han kunne ikke mærke fysisk smerte på den samme måde som et menneske kunne, men når han stod der med månen lyset på han bare hud. Så var det smertefuldt for ham, ikke at han ville skrige i smerte, for sådan var det slet ikke det var blot som når knive af sølv blev kørt over hans hud.

Han vendt sig tilbage om, han havde et mindre om at han ord ville blive modtaget på en god måde, selvom det også kunne betyde hans egen død ved at han sagde disse ting. Hans vampyrisk natur havde altid været en hemmelighed for alle omkring ham selv hans børn hold deres natur hemmelige når de gik i byen på fridage, eller andre stunder om natten, det var vigtige at en vampyr var diskræk med sin natur.

Afanasi kiggede skamfuld ned i jorden mens generalen sagde de første par ord. På trods af hans stupiditet vidste han godt når han var gået over stregen ved hans dumme spørgsmål. Han bevægede hovedet langsomt op for og få øjenkontakten bevaret med Generalen. Han smilte et svagt smil og rynkede på hans øjenbrun.

"Der kunne være noget om den snak. Men jeg er glad for at du endnu ikke er død sir Vitalis. For hunden uden sin herre er intet værd. Men sir du skulle bare have ladt være med og svare på det. Du burde kunne huske mig for alle de dumme spørgsmål og mit dårlige syn i sollys "

Han bøgede hovedet mod Dante og vidste ham respekt. Afanasi kiggede ind i Dantes øjne og grinte svagt endnu en gang. Han vendte blikket op mod natten og rystede på hovedet. Han vidste godt der havde været mange overnaturlige væsner i Rusland den gang de begge boede der. Han vidste også han ikke ville overleve en kamp med Dante, lige meget hvor hårdt han havde set folk træne havde alle tabt. Afanasi smilte til månen og kiggede over på Dante da han sagde noget.  Afanasi sukkede og prøve på og holde sin mund lukkede mens generalen talte han havde altid haft det med og af brude andre når de snakkede.

"hmmm jeg forstår Vitalis, jeg forstår.... Eller i hvert fald prøver på det." nogen sekunder efter gik det op for Afanasi hvad Dante havde sagt" du er barn af natten eller vampyr i lever  af blod hvis jeg husker rigtigt" han stivnede" hvorfor du så blod fra nu og hvor fik du blod fra den gang" han trak sin krop to skridt væk fra Dante.
"du siger ikke den gang fik du blod fra os soldater da vi sov vel" hans øjne blev meget store og forskrækket. Han kunne mærke sveden glide ned over panden. Han nærmede sig langsomt Dante igen" ser de sir mig som et bytte dyr så" han kigge skeptisk på Dante.

Afanasi slog sin hånd mod Dantes skulder " man alt det kan gøre lige meget selv om det er lige lidt for mærkeligt men først og fremmest skal vi ud og drikke som man gør i de dødeliges verden når man møder en der er død" Afanasi grinte højt og kiggede på Dante " eller vi kunne lave noget andet, der ikke skal være sol for og kunne lave" han grinte svagt.