The Dark Forest.(A)

T: Omkring 02:00, Nærmere betegnet 01:54.
O: Ingen lige nu, de ting der nu er i hendes hus.
S: Amy’s hus ved skoven.
V: Lunt udenfor, med kig til stjernerne.

Amy var kommet hjem, efter endnu en aften i byen. Et eller andet skulle hun jo lave, men denne aften havde nu ikke ligefrem været den bedste. Hun havde virkelig kedet sig. Længe havde hun håbet at finde ham når hun kom hjem, men havde efterhånden opgivet den tanke. Det kunne ikke betale sig for hende, at vente på en der sikkert aldrig kom igen.
Let smed hun nøglerne på bordet, og strakte sig. Skoene havnede lidt hulter til bulter sammen med de andre, og jakken blev smidt over en stol. Med et ganske kort suk, gik hun op af trappen til sit værelse.
Hun skubbede døren op, og gik ind til skabet, hvor hun kort ledte efter noget andet at tage på. Det blev til de sorte løse nat bukser, og den sorte mavetop.
Med en rolig bevægelse lynede hun sig kjole ned, og tog det andet tøj på. Tankerne flød nu stadig om hvor han mon var taget hen, han havde jo sagt at han ville give besked, men det havde han bare ikke gjort. måske kunne han ikke komme frem og sige det til hende, eller også var der bare gået noget galt. det var ikke rigtigt til at sige. med rolige skridt gik hun hen til spejlet, og redte det røde hår med lette bevægelser.

Et lille stykke fra huset, inde mellem de mørke træer, begyndte skyggerne roligt at røre på sig...
Stilheden sprædtes øjeblikkeligt i skoven, næsten som en steppebrand... og da alt syntes unaturligt stille, begyndte de dansende skygger at bevæge sig mod hinanden, og slå sig sammen.

Dette gjorde de, indtil der i mørket stod en skikkelse, som var næsten usyndlig under disse omstændigheder... med undtagelse af de lysende, grønne øjne med den aflange pupil og oldgamle ondskab åbnede sig.

Dette syn ville være nok til at skræmme de fleste væk... men der var umiddelbart ingen i nærheden... selv dyrene var flygtet, så stille og roligt som de turde.

Dér stod han i flere minutter, mens han sundede sig og samlede sine kræfter.. og da han følte sig klar, begyndte han lige så langsomt at gå hen mod det hus der lå lige i nærheden. Et hus som han desuden kendte...

Da han gik hen over en lysning på vej til huset, lyste den sølvskinnende måne ham op, og afslørede hans lange sølvhvide hår og smukke, sorte hud. Han var kun iført et par mørke bukser.. ingen våben eller noget... for hvad skulle han dg med den slags legetøj?

Efter lidt tid nåede han huset, men i stedet for at tage i døren og åbne den, forsvandt han i sorte, røglignende skygger, og dukkede øjeblikkeligt, og på samme vis, op på den anden side ad døren.

Han så sig lidt rundt.. hvor lang tid var der gået...?
Alt for lang tid... alt, alt for lang tid...

Han spekulerede lidt på hvad hun mon havde bedrevet tiden med, og tanken fik et smil frem på hans læber.

Han anede det ikke.


Efter at have set sig omkring i stuen, forsvandt han igen, for denne gang at dukke op oppe ved enden af trappen.
Så gik han stille hen ad gangen, hen mod det værelse som han vidste var hendes, og mens han gik, vippede han let en enkelt gang med den ene hånd, og døren åbnedes før han overhovedet var nået halvvejs hen til den.

Amy stod for en stund og betragtede sit spejlbillede.
Hun smilte ganske svagt for sig selv, og lod en hånd stryge det røde hår om bag det ene øre.
Mon han overhovedet tænkte på hende? Et kort hovedryst med hovedet, fik hende til at slå det ud af hovedet. Hvorfor skulle hun blive ved med at tænke på sådan noget, det betød jo ikke noget som helst.

En lyd nedenunder, fik hende til at se mod døren ud til gangen.
Langsomt gik hun ud på gangen, og lydløst ned af trappen.
Men en duft fik hende til at stoppe op. Hun kendte kun en der duftede sådan, hvilket bragte et smil frem på hendes røde læber.

Og der stod han så bare. Og så sig omkring.
For en stund stod hun bare og stirrede på ham, selvom han stod med ryggen til hende.
Hvor havde han været henne?
Han virkede næsten som om han ikke vidste det, som om at.. At han ikke kunne huske det. Det virkede lidt underligt.

Hurtigt var hun nede ved ham, og hoppede op på ryggen af ham, holdt fast om ham, og grinte for sig selv. “Der er ikke adgang for indbrudstyve” smilte hun roligt.

Hendes lille 'overfald' bragte et halvvejs ufrivilligt smil frem på hans ansigt.
Det var... næsten underligt at opleve hende sådan.. det var tydeligt ud over enhver tvivl at hun var glad for at se ham.

"Jeg tror ikke du har noget valg hvad denne indbrudstyv angår.." svarede han, mens han førte hånden om bag sig, og op bag på hendes hoved, så han kunne mærke hendes flammende, røde hår...

Han fjernede sin hånd igen efter lidt tid i stilhed, og stod nu bare og smilede lidt, mens han nød hendes velkendte duft... selvom den var blandet med andre lugte fra byen.. alkohol.. mennesker.. andre væsener.. var den stadig kærkommen.

"Hvordan har du haft det, darastrix-thurirl?" spurgte han mens han bare stod der.

Amy grinte lidt for sig selv, og hoppede forsigtigt ned på gulvet igen, hun lod hovedet glide lidt på skrå. Betragtede ham, som for at se om han havde ændret sig. Men det virkede ikke sådan. Han virkede som han plejede.

“Hm.. Jeg kan også godt leve med at indbrudstyven er her” hviskede hun drilsk, og bed ham i øret. Langsomt strakte hun sig, det var skønt at se ham igen. Hun tog ham tænkende med ind i stuen. “Vil du have noget? Mad eller drikke?” spurgte hun tænkende.

Han spurgte hende, og hun smilte lidt “Jeg har.. Ærligt savnet dig.. Jeg har været lidt rastløs, jeg har gået meget i byen, hvilket minder mig om jeg ikke har været i bad endnu” grinte hun roligt, og bed sig kort i læben, hun strøg en hånd gennem hans hår. “Hvad med dig? Hvor har du været?” spurgte hun nysgerrigt, og blev stående for at kunne hente ham noget, hvis han ville have det.

Selv hendes halvirriterende vane med at bide ham i øret var noget han havde savnet...

Var dette sket dengang han var hel, ville han have leet ad si selv, og sat et grusomt eksempel... men nu... nu var sagen en helt anden. Og det var han tilsyneladende også.

"Noget at spise og drikke lyder godt..." sagde han og vendte sig om så han kunne se hende.
Han hævede fornøjet det ene øjenbryn en anelse, da han så hendes påklædning.

"Savnet mig..." sagde han, næsten som om ordene var fremmede for ham...
"Jeg har også savnet dig.. jeg har tænkt på dig..." sagde han og lagde armene over kors med et smil, mens hans grønne øjne langsomt ændrede sig til røde, og med normale pupiller.

"Jeg har været ude og lede efter noget..." sagde han henkastet som svar på hendes sidste spørgsmål.
"Men lad os nu ikke fokusere på den slags. Det kan vi måske tale om på et andet tidspunkt..."

Han så hende i øjnene, og smilede igen, men han sagde ingenting.

Amy grinte lidt for sig selv, hun vidste godt at det havde irriteret ham lidt når hun bed ham i øret, måske var det derfor hun gjorde det. Tænkende bed hun sig i læben, det var ikke for at være respektløs, men mere fordi at hun havde lyst til det. Fordi at hun ikke ville ændre sig.

“Hvad kunne du så tænke dig? Jeg kan lave noget kød og nogle kartofler?” spurgte hun let og lod fingrene sno sig gennem hans hånd, som hun havde gjort førhen. Det var dejligt at se ham igen.

“Har du virkelig savnet mig? Det troede jeg slet ikke du kunne” grinte hun drilsk, og gik langsomt ud i køkkenet. Hun havde ingen ide om hvad han spiste eller drak, men alle kunne vel li koldt vand?. Hun åbnede køleskabet, og tog en kande ud. Og fandt et glas til ham, lod vandet fylde glasset op, og stilte kanden tilbage.

Da hun gik ind med det, satte hun sig på sofabordet. “Dine øjne gør det der igen..” smilte hun tænkende og mødte hans blik. “Jeg har skam også myrdet en del.. Så tingene er vel som de plejer” drillede hun.

Hun nikkede for sig selv, “Jeg vil lytte, når du vil fortælle mig om det, præcis som vi aftalte” sagde hun mildt, og lod benene glide over kors. Det havde været lidt ironisk, at hun havde taget noget tøj på, der afslørede hendes mave.

"Kød og kartofler...? Lyder fint.." Ikke at han kunne huske nogensinde at have spist den blanding før.. men det skulle da prøves.

Hendes næste sætning fik ham til at smile lidt. Nej.. det var vel ikke lige den opfattelse man fik af ham... han virkede jo ikke som typen der bandt sig... og han havde heller aldrig gjort det - før han havde mødt denne særlige lille blodsuger...

Da hun kom ind igen, fulgte han hende med øjnene.. nød hver en bevægelse og hver et ord hun sagde...

"Mine øjne gør blot som de naturligt vil gøre... man kan jo ikke have en maske på hele tiden, kan man?"

Han så lidt på hende mens hun sad der på sofabordet, før han gik hen til hende, og lagde hænderne på hendes skuldre.
"Jeg vil fortælle dig om det når jeg mener du bør have det at vide... jeg har stadig mine hemmeligheder, som du jo ved, darastrix-thurirl..."

Han slap hendes skuldre igen, og sukkede med et halvkoldt smil, mens han bare så på hende.

"Jeg kan lide din påklædning..." sagde han så. Men det var hun udemærket klar over...

"Har du noget spændende at fortælle...?" tilføjede han så.
Det var jo længe siden.. måske hun havde oplevet noget interessant...

Amy så ham tænkende i øjnene, og smilte så for sig selv “Jeg ved godt det en mærkelig blanding, men jeg var ikke forberedt på du kom tilbage, så alt jeg har” sagde hun mildt. Og holdt deres blik sammen.

“Du behøver heller ikke have en maske på sammen med mig, det håber jeg du ved” sagde hun blidt, og strakte sig kort. Hun lod de røde øjne hvile på ham, idet han rejste sig. Han havde virkelig gjort en masse for hende, og hun kunne på ingen måde drømme om at forråde ham.

Da han lagde hænderne på hendes skuldre, rejste hun sig langsomt “Jeg ved det godt.. Og det respektere jeg” svarede hun smilende, og lod kort armene hvile om hans nakke, “Men det betyder ikke at jeg giver op” hviskede hun drilsk i hans øre, og lod læberne hvile mod hans hals ganske kort, inden hun trak sig væk, idet han trak sine hænder til sig.

Han kommenterede hendes påklædning, hvilket skabte et ondskabsfuldt legesygt smil på hendes læber, “Ja det ved jeg” svarede hun og tog ham med ud i køkkenet. Det var nemmere at snakke med ham, når de var i samme rum.

Hun virkede lidt tænkende til hans sidste spørgsmål, og begyndte at gøre kødet klar. “Zane er væk..” sagde hun tøvende, og så om på ham. “Jeg har.. Været ond ved folk i dit navn,” smilte hun og grinte for sig selv. Hun lagde kødet på en pande, og tog nogle nye kartofler ud af køleskabet.

Han ventede med at sige noget til de var ude i køkkenet.
Det var ikke helt så simpelt som hun måske troede...
"Nogle masker redder dog dit liv hvis du har dem på... på nuværende tidspunkt kan jeg ikke overleve uden min maske." sagde han.
Det var en svaghed som hun måske ikke ville kunne forstå... men ikke desto mindre var det en svaghed, og dermed et sats at afsløre...

Han skubbede hurtigt tankerne om sin 'maske' bort, og smilede lidt.
"Hvis du gav op, ville jeg ikke kunne kende dig... og jeg ville blive skuffet."
Der var bare visse ting ved hende, som ikke måtte ændre sig... ikke at han troede det ville ske. Hun var... ret så viljestærk.

Oplysningen om Zanes forsvinden kom lidt bag på ham..
"Væk..." sagde han, mens han tyggede lidt på det.
"Nej.. han er ikke død... han er der ude et eller andet sted... men ligemeget.. Zane er ikke længere vigtig."

Han betragtede kødet lidt, mens det begyndte at stege.
En sær måde at lave mad på... men han var vel også en anelse gammeldags!

Amy satte kartoflerne over, og vendte sig let om mod ham. Hun gik tænkende hen til ham, og lod armene hvile om hans hals. “Så du mener, at jeg aldrig kan vide om det du siger, og viser, er sandheden?” hviskede hun smilende, og strøg hånden ned af hans brystkasse.

“Mig? Give op?.. Det ville aldrig nogensinde ske.. Så kan jeg ligeså godt falde død om” hviskede hun drilsk, og lod tungen glide op af hans hals, inden hun slap ham, og gik tilbage for at vende kødet.

Hun smilte lidt af ham, “Jeg tror heller ikke at han er død eller noget.. Men han er ikke på tronen mere, så meget ved jeg” svarede hun og så om på ham igen. “Jeg ved ikke så meget om den del, er jeg bange for” sukkede hun opgivende, og lod let blikket hvile ud af vinduet.

“Det har ikke været det samme uden dig må jeg indrømme.. “Hendes stemme virkede en anelse fraværende. En anelse tænkende også. Selvom de ikke havde kendt hinanden så længe, havde hun stadig manglet ham. Let så hun ned på kødet, og vendte det igen. Hun var stadig ikke så god til hvornår kødet var for rødt, det betød ikke så meget for hende.

At hun ikke ville give op, var han slet ikke i tvivl om.
Hun var alt, alt for stædig til den slags pjat...

Han fulgte hendes blik og så ud i mørket, der lå om alting...
Et smukt mørke, synes han...

"Hvor vidt han er på tronen eller ej er også ligegyldigt. Han er ikke længere vigtig... så det er ikke noget at være ked af, at du ikke ved så meget om det."
sagde han, og smilede igen ved hendes sidste sætning.

I stedet for at svare, gik han hen bag hende, og lagde den ene arm om livet på hende mens han bøjede hovedet ned og kyssede hendes skulder.

Hendes bare hud mod hans arm var utrolig rar.. så silkeblød.. noget han havde manglet længe...

"Kød må godt være rødt..." hviskede han og kyssede igen hendes skulder.
Det betød intet for ham.. han kunne spise det råt hvis han ville...

Amy smilte og så ganske svagt op på ham i glasset, “Det er sandt nok… men hvad så med din magt? Hvad med dine kræfter? Skulle du ikke bruge ham?” spurgte hun tænkende, og lod stadig blikket hvile ud af vinduet. Mørket generede hende ikke, det var en del af hende.

Hun mærkede hans arm lægge sig om hende, og lukkede øjnene da hans læber ramte hendes skulder. Det var dejligt.. En følelse hun havde savnet. For hun havde ikke tilladt andre at røre hende på nogen måde,. Det virkede måske mærkeligt, men for hende var det en selvfølge. Hun kunne ikke se at der skulle være noget forkert i det. Uanset hvem der syntes det modsatte.

“Hvordan vidste du jeg var i tvivl om det?” hviskede hun og vendte sig let mod ham. Hun lod armene hvile om hans nakke igen, og bed sig kort i læben. Havde det virkelig været så tydelig, at hun var i tvivl om hvordan kødet skulle være? Jaa det kunne sagtens være. Han kunne så nemt læse hende af en eller anden grund.

Han smilede mystisk til hende da hun vendte sig om mod ham.
"Min magt kan sagtens komme tilbage på andre måder, ser det ud til... så han er som sagt ikke længere vigtig."
Åh, de gode ting man kunne finde, hvis bare man brugte noget tid og ledte de rigtige steder...

Han tog sig selv i at spekulere på hvor mange andre der havde fået lov at røre hende, som han rørte hende... og han tog dermed sig selv i at halvvejs forestille sig hvad han ville gøre ved disse personer, hvis de eksisterede...

"Hvordan jeg vidste det? Den smule usikkerhed der var i dine bevægelser... såmen ikke andet..." sagde han.
Så lænede han sig en anelse frem, og kyssede hende uden videre på munden.

Amy smilte og nikkede lidt for sig selv.
“Jeg er glad for at han ikke er vigtig for dig så” sagde hun mildt, og mødte hans blik. Det havde hele tiden været vigtigt for hende, at hun kunne hjælpe ham.

Let gengælde hun hans kys, idet han lod sine læber møde hendes. Hun mærkede den velkendte varme han fik frem i hende, og nød hvert øjeblik. Forsigtigt trak hun sig tilbage, og kyssede ham ganske kort igen, inden hun trak sig helt væk, og fandt nogle tallerkner til dem. “Du kender mig vidst allerede for godt” sukkede hun drilsk, og delte det store stykke kød mellem dem, og gav dem begge nogle kartofler.

Let satte hun tallerknerne på bordet, og stilte et glas vand til ham. Selv havde hun stilt en mørk flaske foran sig, der med garanti indeholdt blod. “Sansiss? Jeg vil gerne fortælle dig noget, og uanset dine tanker om det vil det ikke ændre sig” sagde hun efter lidt tid, da han havde sat sig. “Det er kun dig der får lov til at.. Røre mig.. Også selvom du ikke er her, det er sådan jeg vil have det” sagde hun let, og så lidt på ham. Afventede hans reaktion.

Det var næsten en skuffelse da hun trak sig væk.. men på den anden side var det helt okay.. han trængte til noget mad.. og bare at sidde og spise og snakke med hende virkede bestemt også indbydende.

Han betragtede hende mens hun gjorde maden færdig og anrettede den, og da hun begyndte at tale, var hans opmærksomhed kun mod hende.

Et glimt af overraskelse var at spore i hans øjne da hun talte... og han mærkede en sær glæde...
Han måtte betyde en hel del for hende...

"Hvor meget det end undrer mig... så betyder det faktisk meget for mig..." sagde han mens han så hende i øjnene.
"Du har magten, og kroppen, til at få hvem du vil have.. du kan gå ind i byen og vælge som du ønsker, og alt hvad du skal gøre, er at vise lidt hus, eller endda bare være dig... og så vil de være der med det samme, de ynkelige... så det betyder noget, når du siger sådan."

Han var begyndt at have det på samme måde... men der var ingen grund til at blive alt for sentimental lige nu...
Denne underlige glæde var skam overvældende nok for ham lige nu.

Et forsigtigt smil bredte sig på hendes læber, da han virkede okay med det. Han virkede ikke som om at han havde tænkt sig at løbe langt væk fra hende nu, og det gjorde hende meget mere rolig.

De røde øjne mødte hans med en intens glød.
“Jeg er glad for det betyder noget.. Så er jeg ikke helt til grin lige nu” grinte hun ganske let.
“At have magten til at vælge hvem jeg vil, betyder ikke at jeg gør det.. Du har gjort det her for mig, og det er dig jeg er knyttet til.. Ikke et ligegyldigt væsen inde i byen” sagde hun drilsk, og blinkede til ham.

Let begyndte hun at spise lidt, og smilte for sig selv, bøffen var stadig ret rød, men det gjorde ikke noget, nu hvor han havde sagt at det var okay. “Jeg har andet end vand, hvis du gerne vil have det, jeg går ikke ud fra du vil have det samme som mig” smilte hun legende, og tog en tår af blodet. Det var noget af det hun havde brugt tiden på, på denne måde behøvede hun først at jage om et par dage, heldigvis.

“Kan du virkelig ikke fortælle mig noget som helst, om hvad du har lavet?” spurgte hun med et lokkende smil, og betragtede ham. Nysgerrighed var en del af hende, og det samme var stædighed. Så måske kunne det være dumt at blive ved, men en enkelt gang til kunne ikke skade.

Et ligegyldigt væsen inde fra byen... hendes ordvalg morede ham, og gjorde ham på samme tid glad.

Da han begyndte at spise, kunne han mærke sin energi vende tilbage, hurtigt.
Det var en skøn følelse... og kødet var ganske godt!

"Jeg har ikke brug for andet end vand, men hvis du gerne vil have noget andet, så find det bare." sagde han og spiste videre.

Han var halvvejs igennem sin portion da hun spurgte ham..
Han smilede, så på hende, og sagde:

"Jeg har bare været ude og lede efter noget... som kan erstatte Zanes plads i mine planer. Hvis du vil vide mere, må du gøre dig fortjent til det."

Han kunne godt lide hendes nysgerrighed... det var trods alt en del af hende.
Han vendte tilbage til maden, og tænkte tilbage på hans rejse...

Amy smilte og nikkede blidt for sig selv.
“Fint nok, jeg ville bare være sikker på at du kunne li vand, ellers måtte vi jo finde på noget” smilte hun let.

Hun spiste lidt videre men spiste ikke det hele op. Så sulten var hun alligevel ikke.
Hun så lyttende på ham, da han snakkede igen.

Med et let nik, lagde hun bestikket fra sig. “Fandt du det så?.. Og gøre mig fortjent.. Hvordan helt nøjagtigt?” drillede hun og bed sig en anelse i læben. Hun satte sig tallerken hen til vasken, efter at have smidt resterne ud. Det kunne helt klart godt misforstås, uanset om han ville det eller ej. Det kunne hun nu ikke helt finde ud af. Han var ikke så nem at regne ud.

“Skal du med i bad?” spurgte hun da han var færdig med at spise, og hvilede lænden mod køkkenbordet. Betragtede ham smilende, og med et let ufordrende glimt i øjnene.

Det morede ham at visse væsener ikke kunne lide vand... det var bare et bevis på hvad denne verden var blevet til.. poptøser og unge mænd med bruncreme i hovedet og franskbrød under armene... afskyeligt!

"Jaa.. jeg fandt noget..." sagde han, og spiste den sidste bid.
"Hvordan du kan gøre dig fortjent? Det må du selv finde ud af.." sagde han drillende.

Han gik over til hende med sin rene tallerken, og stillede den på bordet.
"I bad...? Et fristende tilbud... gad vide hvordan det kommer til at ende..." sagde han med endnu et drillende smil.

Amy smilte for sig selv. “Jeg sys nu koldt vand er okay.. Jeg kan ikke leve kun af det, men det er okay” sagde hun smilende. Og nussede hans arm med et drillende blik.

“Det er godt du fandt noget” sagde hun med et let smil, og lod let hænderne hvile mod hans brystkasse.” jeg kan finde på en masse ting, men det jo ikke nødvendigt, hvis det alligevel ikke virker vel?” hviskede hun drilsk og grinte blidt for sig selv.

Blikket blev lidt mere intenst “Jeg er meget fristende det ved jeg godt” grinte hun legende, og lod hovedet glide på skrå “Hvad det ender med? Ingen anelse..” smilte hun uskyldigt, og gik langsomt ovenpå. Om han overhovedet ville følge efter, var helt op til ham. Hun ville ikke tvinge ham til noget.

Han svarede hende ikke, men lod hende i stedet gå op ovenpå alene... - men ikke ret længe.

Da hun nåede op i gangen, dukkede han op bag hende, og tog fat om hende, den ene hånd på hendes mave, den anden blidt placeret på hendes hals.
Han førte læberne ned til hendes øre, og hviskede, mens han lod sine fingre glide hen over hendes hud: "Jeg vælger det her..."

Så førte han hænderne ned til hendes buksekant, og hev let og drillende ud i den.
"Så er spørgsmålet bare..." hviskede han men han stak den ene hånd ned i hendes bukser og borede fingrene ned i det øverste af hendes ene lår.
"Hvor voldsomt skal det være...?"

Han lod hende tilsyneladende gå op alene, eller det troede hun i starten.
Indtil han pludselig dukkede op bag ved hende.

Han lod armene glide om hende, og hun lod ham gøre det, uden at stritte imod. “Så det er det du vælger? Yderst fristende” hviskede hun med et drilsk blik, og nød at mærke ham så tæt på sig igen.

Langsomt vendte hun sig lidt, så hun kunne se ham i øjnene. Mærkede hans fingre hårdt mod hendes lår, og bed sig legende i læben. “Hvor voldsomt? Så voldsomt du vil have det, jeg kan klare lidt af hvert” hviskede hun frækt, og lod hænderne hvile mod hans brystkasse, “Så længe du kan holde til det” fortsatte hun drilsk, og blinkede til ham,.

Der tændtes nærmest en ild i hans øjne ved hendes ord, og et smil bredte sig på hans læber..
"Som du vil..." sagde han.
"Lad os se hvad du kan klare..."

Han kyssede hende en enkelt gang, og lagde så sin ene hånd mod hendes mave, knyttet.
"Underligt, måske... men i mine øjne, noget helt andet..." hviskede han...

Han slog hende ikke.. men han pressede sin næve hårdt ind i maven på hende, mens han med den anden hånd flåede hendes buksekant over, så de løse bukser ville falde ned om anklerne på hende.

Vold og sex havde en, for ham, unægtelig sammenhæng.. en sammenhæng som gjorde begge dele langt bedre.
Tanken om at denne følelse var noget han havde fået, og ikke noget han selv havde 'udviklet', skubbede han hurtigt ud af hovedet...

Dette skulle blive godt..

Amy smilte roligt for sig selv.
Hvis det var det han ville have, så hun ingen grund til at stoppe det.

Da han knyttede sin hånd mod hendes mave, “Men… hvis vi skal lege legen her, så stopper du hvis jeg siger det,” hviskede hun legende mod hans øre, og nappede ham ganske let i hans skulder. Hun ville gerne have en vej ud af det, hvis han pludselig gik over gevind. Men det regnede hun nu ikke med.

Et let gisp slap fra hendes læber, da han fik hendes bukser til at falde, ikke lige det hun havde regnet med at han ville, men igen hvorfor ikke. Det havde hun intet imod, på nogen måde.

Let lod hun armene hvile om hans nakke, så hænderne lå ned af hans ryg. Neglene hvilede hårdt ned mod hans hud, idet hun mødte hans blik. Det var en side af ham hun endnu ikke havde set, men på sin vis, overraskede den hende ikke. Han havde allerede virket til at have den, første gang de mødtes.

“Du må fange mig først” hviskede hun drilsk, og skubbede ham væk fra sig, hurtigt var hun smuttet ind på hans værelse, og havde gemt sig bag døren. Helt og aldeles klar over, at det ville tage ham 2 sekunder at regne ud hvor hun stod. Men han skulle da ikke tro at han fik det hele foræret. Hvis han ville lege, kunne hun også lege. Og det udnyttede hun.