Ny i byen

Det havde været en lang dag. Jarrik havde vandret i flere uger og kunne mærke i hans gamle lemmer, at tiden var til et længerevarende hvil. Vejret havde været solrigt, men på forårets tidligste måneder havde det været bidende koldt på de bjergrige stiger han havde vandret af. Han vidste han havde krydset den franske grænse tidligere på dagen og da mørket brød ud priste han sig lykkelig over, at han vidste, der lå en by indenfor rækkevidde.

Da han nåede til Terre fandt han hurtigt vejen til Den Glade Sigøjner. Selvom det var hans første visit så kendte han byens gader og gadebilleder samt dens geografiske facts fra bøgerne. Stjernerne stod højt på himlen nu, og han kunne mærke kulden bide i hans kinder. Den friske natteluft mødte pludselig den sødelige duft af øllen fra baren. Jarrik tog i håndtaget og i det han åbnede blev nattestilheden brudt med lyden fra baren. En storbarmet dame med brede hofter og noget der blot for 50år siden kunne antages som et tysk bondepigekostume, men med et præg af den moderne sygning. Hun smilede varmt og henviste ham til en plads ved kaminen. Det stikkede dejligt, da varmen strøg sig om hans iskolde kinder.

Natten havde endelig sænket sig over Di Morga og udkanten af Terre. Badet i det gule lys fra lygtepælene vandrede en mørk skikkelse ned ad gaderne i et hurtigt tempo. En let og munter nynnen undslap hans blege læber som han gjorde et hop og sprang over en bænk på en befolket gade. Folk gispede forbløffet og trådte skyndsomt til side som han fortsatte fremad. Han greb en lygtepæl med sin frie hånd, da han bar en formel vandrestav i sin anden, og svingede to omgang rundt om lyskilden, inden han vandrede videre - stadig nynnende og med et bredt og charmerende smil på læberne.
Det var længe siden han havde begivet sig ud i byen på en nat som denne. Det sidste stykke tid havde været præget af hans mørke fortid, som han i nat havde tænkt sig at drukne i alkohol og underholdning.
I hans høretelefoner spillede en irsk folkesang for fuld hammer, og var med til at løfte hans ellers flygtige humør. (https://www.youtube.com/watch?v=SBATrLRWySg)
Han begyndte at sænke tempoet og trak vejret tungt. Han stoppede til sidst helt op og så sig omkring med et tilfreds og frigjort smil på læben. Han så kort op på det mørkeblå himmellegeme som strakte sig over ham. "hah..." udstødte han kort og nød øjeblikket for sig selv. Hans fingre fandt hurtigt vej til sin inderlomme, hvor de lukkede sig om en cigaretpakke, alt imens hans øjne fortsat var fikseret på nattehimlen. Jo længere han stirrede op i uendeligheden, jo flere stjerners lys fandt vej til hans øjne. Han placerede åndsfraværende cigaretfilteret mod sine kolde læber, som blidt omfavnede det. Han tog sin læderhandske af og puttede den påpasseligt i lommen på sin lange sorte frakke han næsten altid bar uden på et jakkesæt. I nat var det mørkeblåt som dén himmel han stod under og betragtede. Han strakte pegefingeren og førte den op til smøgens munding og sendte den et flygtigt blik. En lille flamme opstod fra hans fingerspids og lod sig brænde videre ind i smøgens ende. Flammen forsvandt igen, og han greb fat om smøgen for at frigøre den fra hans læber. Han holdt røgen i en stund i sine lunger og nød den brændende følelse - følelsen af nikotinen som fandt vej i hans årer. Han pustede langsomt ud og så røgen stige til vejrs og til sidst forsvinde i mørket.
Sådan stod han i et stykke tid for sig selv i mørket på gaden, indtil han valgte at læne sig op ad en lygtepæl. Det blinkene lys afslørede hele hans skikkelse og udseende. Han var høj, slank - men muskuløs- mørkebrunt hår, så mørkt at man skulle tro det var sort, prydede hans hoved og et par lige så mørke øjne stirrede ud i mørket - som kunne hans blik være gjort af det samme mørke han stirrede ud i. Det var død og sindsforladt. Et svagt og skævt smil hvilede altid over hans læber, som en gestus til verden omkring ham og hvordan han så den. Som en leg. Hybriden lod kort sine lange fingre glide gennem håret, som lagde sig tilbage efter hans befaling.
Han kastede apatisk skoddet fra sig og genoptog sin vandring gennem byen. Han stoppede først op da hans fødder standsede op ude foran en kro. Hvorfor havde han aldrig været dér? Han rettede kort på jakken, hvorefter han med en lang og nærmest afværgende bevægelse åbnede døren og trådte ind med et nysgerrigt blik og et bredende smil på læben.
En kvinde tog imod ham. De udveksede samtaler og lo. Han fik en øl og hun fik et klap i røven. Med lange skridt bevægede han sig gennem værtshuset indtil han fandt et passende sted at slå sig ned - ved kaminen. Han satte sig ned med et langt og veltilfreds suk og stillede sit krus på det tilhørende bord, og fik først da øje på den fremmede gæst han tilsyneladende havde sluttet sig til.
"Skønt med lidt varme og en øl på en nat som denne, synes du ikke?" spurgte han og løftede kruset som en hilsen til den fremmede.
"Kommer du langvejsfra?" spurgte han og nikkede sigende til mandens vandretaske.

Jarrik smilede venligt til den nyankomne, der lod til at være i et usædvanlig godt humør. Jarrik nikkede anerkendende til den tilsyneladende unge mand til svar på hans spørgsmål. Han var stærk, men på trods af hans styrke mærkede han sine ømme fødder efter den lange tur.
"Det er an på om man betragter en lang afstand som fra den ene ende af byen til den anden, eller om det er fra den anden side af Europa?" lo Jarrik muntert.
Han bappede lidt på sin pibe og pustede en røgcirkel ud inden han fortsatte,
"Jeg har vandret milevis," han så på den unge mand foran sig med et venligt smil, og mærkede humøret smittede og gav ham fornyet energi "men hvad bringer dig i så godt humør i aften?"
Jarriks øjne gled ind i flammerne i kaminen og derefter tilbage på den unge fyr. Det var nu rart med lidt ungt selskab.

Dominics kække blik forsvandt langsomt ind og blev erstattet af et nysgerrigt istedet. Han betragtede den fremmede og hævede let sit ene mørke øjenbryn ved hans svar. Øh ja... det gjorde det vel. Dominic var ikke specielt filosofisk anlagt og var egentlig ret primitiv når det kom til stykket. Han var typen som satte sig for noget, og fik det gjort. Hvis der var noget han ville have, tog han det. Hvis der var noget han ville sige, sagde han det. Så simpelt var det. Han bekymrede sig ikke længere tid af gangen og levede mest i nuet. Men sådan havde det ikke altid været. Han havde tilbagelagt den mørke vej som var ført ham til hvor han var nu. Han havde endda malet lidt røde pletter hist og her. Nogle planlagte, andre ikke. Det havde ikke nogen betydning for ham.
Han lagde sin formelle stok i sit skød. Stangen var sort og mundede ud i et sølvbelagt kobrahoved med smaragder som øjne. Den så harmløs ud, men gemte en drabelig klinge indeni. Lidt ligesom han selv. Swordstikken kunne han styre, men uhyret som hvilede indeni ham, brydede han med hver dag. Han førte hånden op til tindingen som han begyndte at massere ved tanken, som gjorde den ham træt.
Med sin frie hånd greb han atter cigaretpakken i inderlommen på hans frakke, for at tænde sig en ny cigaret. Denne gang gjorde han dog brug af en lighter, for ikke at vække opsigt for de eventuelle ikke-magiske-væsner som opholdt sig på kroen.
Han pustede en røgsky frem for sig og sendte den fremmede et tænkende blik. "business or pleasure?" Spurgte han med et skævt smil, henvendt til den fremmedes rejse hertil.
Han lænede sig langsomt tilbage og udstødte et kort suk, før han placerede cigarettens filter mellem sine læber. Han legede let med smøgen mens han så åndsfraværende op i luften. "Hmm... Det er svært at sige. Mit humør kan være ganske... flyvsk." Han holdt en kort kunstnerpause og skævede til den fremmede med et mystisk blik, som forsvandt han i en stund ind i sig selv. Han blødte dog hurtigt op igen, som havde intet hændt og det gode humør aldrig havde forladt ham. "Jeg tror det var musikken i mine ører" Sagde han kort og greb høretelefonerne for at svinge dem en omgang i luften.

Jarrik slap en munter brummende lyd, en varm klukken fra hans indre og mindede pludselig om julemanden, dog ikke med en bulende bug, der ville havet svælget i rytmen til hans latter. Jarrik var en muskulær dværg, en af de stærkeste af hans slags, så vidt han vidste.
Den unge mands spørgsmål var grunden til hans muntre klukken "Man kan vel sige lidt af begge dele..." sagde han og skævede til den unge mand under hans buskede øjenbryn. Den unge mand så pludselig lidt medtaget ud, men kun for en kort stund.
"Musik, - ja den rette musik kan smitte godt af på humøret!"
Jarrik lænnede sig lidt frem og puttede piben i munden imens han rækkede sin hånd henimod den unge mand overfor. "Lad mig præsentere mig selv," sagde han igennem de sammenbitte tænder om piben i mens den anden hånd fandt en lighter frem fra lommen. "Mit navn er Jarrik...Jarrik Oakenfall!". Hans øjne løb over den flotte stok, der lå på skøddet af den unge mand. Flot håndværk, tænkte han ved sig selv, men mystisk at se en ung mand med en stok.
Hver gang han præsenterede sig selv mærkede han altid en forvendtning til modparten. Hans familienavn var kendt over hele verden, Oakenfall Våbensmedje havde været en kendt leverandør indenfor både de royale samt religiøse bevægelser især i Vest Europa. I dag var det dog blot en værdigfuld klenodie for mange, og solgtes som nogle af de mest værdigfulde genstande på aktioner i hele verden. Jarrik havde dog ingen forvendtning til den unge mand, - alderen umiddelbart taget i betragtning samt den ungdommelige attitude bekymrede ham ikke. Han følte dog lysten til at spørge ind til den unges mand pludselige adfærdsændring, der kun varede det enkelte øjeblik.

Dværgens grin smittede af på Dominic, og efterlod et skævt smil over hans læber, som medførte at cigaretten gled ud i hans mundvige. Hans øjne snævredes og et undersøgende blik gled over manden. Det var længe siden han havde mødt en som ham. Eller rettere en som hverken var totalt korrupt og forsøgte at tørre sin beskidte interesser af på Dominic, eller en som lyste af uskyldighed som solen selv. Det var for det meste enten eller i denne bydel. Og begge gav Dominic kvalme.
Fordybet i sit tankespind, tog han i ny og næ et hvæs af sin langsomt forsvindende smøg. Til sidst smed han skoddet i kaminen og tog en tår af sin øl. Han elskede røgen og nikotinen. Hele følelsen af at fordærve sit indre, men den tørre eftersmag hadede han.
Han drejede prompte hovedet da dværgen præsenterede sig. Han rømmede sig kort og tog imod hans hånd og gav den et høfligt klem. "Dominic" Sagde han kort, som fulgte der ikke mere efter. Han præsenterede sig aldrig med sit fulde navn. Han ville ikke sætte ansigt på sit fars firma - som han nu ejede - eller tillokke smudset fra det sorte marked han afpressede og handlede med. Han var ikke blevet myrdet af dem endnu, fordi han var stærkere og havde slået rod i deres frygt. Han forstod at prikke hvor det gjorde mest ondt, og han vidste hvad der virkede.
Han fugtede kort sine blege læber. "Oakenfall..." Han blinkede kort og prøvede at grave ned i sin splittede hukommelse og sit forpurrede sind for at sætte sted, ansigt eller certifikat på navnet. Til sidst rystede han afværgende på hovedet "Det lyder bekendt." Han tog endnu en tår af sin øl "Du skulle vel ikke være skuespiller?" Sagde han i et kækt tonelege "Nej! Jeg kan se det. Du er da model!" Sagde han og grinte let. Han fyrede kun sådanne jokes af, når han mærkede selskabet var til det. For det var vel temmelig ironisk at se en dværg som han, som model i den moderne verden som denne.
Han lagde låg på latteren og rankede ryggen, for at se over hovederne på de andre tilstedeværende. Han løftede armen og strakte pegefingeren for at få kontakt til kvinden han tidligere havde gjort bekendtskab med. "Ny omgang til Jarrik og jeg!" Sagde han og tømte eftersigende sit krus.

Jarrik, der efter det venskabelige håndtryk havde sat lidt ekstra gang i det nu svagt glødende tobak. Og måtte efter Dominics kommentar tage piben ud for at le med latteren stammende helt fra dybet af maven. "Haha, du, Dominic, må siges at være et herligt selskab!". Med en følelse af fornyet energi og med pressende latter tåre tog han og fulgte sin nye åndsfælles eksempel og drak ud. Den røgede whiskey mærkedes kold på tungen efterfulgt af varmen igennem kroppen.
"Dominic...et latinsk navn, hvis jeg husker rigtigt!" Han lænte sig tænksomt tilbage "Joh, jeg mener det betyder Herre på latinsk..." Han smilede varmt over på den unge fyr. Han tog en tår af det glas, der nu var blevet serveret. "For at besvare din spørgsmål," sagde han smilende så man kunne se de nikotinfarvede tænder under overskægget "jeg er faktisk guide, jeg guider folk fra et sted til det andet...ja, i gamle dage ville man nok kalde mig stifinder." sagde han med hans brummende latter, "men i dag kan man vel kalde det for en levende GPS."
Og det var ikke helt galt, han kendte til verdens geografier som sin egen baglomme.
"Men hvad mig dig, Dominic, hvad beskæftiger du dig med?" Jarrik så på den unge mand overfor sig og bappede lidt på sin egetræspibe med en venlig afvendtende gestus.

Dominic delte Jarriks grin og blev kun kort afbrudt idet han tog imod den nyankommende øl som han holdt foran sig, delvist hvilende i sit skød. Det var længe siden nogen havde brudt sig om hans selskab... Men han havde også til vane at være.. Ja en kende modbydelig, og hans eller pænt syge form for humor, plejede kun at få ham selv til at grine. Men det var heller ikke mange som slog en latter op af farven rød som bredte sig på gulvet.
Hans noget mørke tankespind blev brudt idet Jarriks stemme atter blev vendt imod ham, som han forklarede Dominics navnebetydning. Han skød et øjenbryn i vejret og en skævt smil bredte sig over hans læber. Det ramte ikke helt ved siden af, faktisk ramte det næsten plet. Han lyttede fortsat som dværgens stemme blev ved med at flyde og udfylde rummet omkring dem. Det lød som en ganske fin beskæftigelse han havde sig, ham Jarrik. Hvis man da var til natur og selvudfoldelse på det plan. Dominic kunne dog ikke se sig selv i Jarriks sko. Det var en anden virkelighed han var fanget i.
Dominic tog en tår af sin øl og overvejede hvordan han skulle formulere sit erhverv og sine beskæftigelser. "Årh" startede han let ud og tørrede ølskummet af sin overlæbe. "Jeg beskæftiger mig med lidt af hvert" sagde han med et svagt skuldertræk. Ja udover at plage og pine folk før han myrdede dem med en gruopvækkende latter, var han involveret i det sorte marked, mafiaen og de væsner som ingen andre turde handle med. "Jeg har et firma, som jeg arvede efter min fars... pludselige død" forklarede han og udelod de fleste sigende detaljer om hvordan det havde været ham selv på et sindsforladt hævntogt som havde dræbt sin egen far og overtaget 'forretningen'. "Jeg foretrækker at leve i nuet og følge min egen eventyrlyst" afsluttede han og løftede glasset i en hilsen før han begyndte at drikke af øllen, som var han ved at dø af tørst. Han satte det tomme krus ned med et smæld på bordet ved siden af ham og hev atter ud i jakken for at finde sin pakke cigaretter.

Jarrik nikkede medgivende, og lyttende. Han kunne mørke, at varmen i kroppen var ved at indfinde sig, og der kun skulle få tåre mere til før han ville kunne mærke alkoholsens virkning blot en smugle. Han nød virkelig den unge mands gode humor og rolige gemyt, sådan som han nu kendte ham. Og efter Dominic afsluttede sin sidste sætning tog han sit glas i hånden til en skål. "Til nuet og eventyrlysten" sagde han med et blink med æjet og et varmt og hjerteligt smil.
"Jeg har selv rejst og oplevet mit," han tog en tår og satte det nu tomme glas fra sig og gjorde tegn til servitricen om en genopfyldning og skævede over til Dominic, der efter hans mening også sagtens kunne tåle en opfyldning. "Endnu en omgang til mig og den unge mand, her!" hun nikkede muntert og satte i gang med bestillingen.
Jarrik sukkede varmt i sit gode humør "Ja, jeg har været rundt omkring,men jeg overvejer at blive her i byen noget tid." Hans far havde fortalt om stedet som om det var våbenverdenens hovedstad. Han havde gjort en masse god forretning i sin tid. Jarriks planer var dog blot at slå sig til ro i noget tid. "Jeg har på forhånd opkæbt en hytte oppe i bjergene, men jeg overvejer også at skaffe mig noget fast tættere på byen..." den muntre servitrice glimtede til Jarrik som en mindre flirt og satte glassene til ham og Dominic. Jarrik bemørkede det godt men himlede kort med øjnene af hende, da hun gik sin vej og vendte igen sin opmærksomhed mod Dominic med et smørret grin på læben. "Måske du kender et passende sted, hvor man kan leje sig ind eller eventuelt købe noget? Jeg antager at med din beskæftigelse, at du nok også har en god del kontakter?" Jarrik smilede afventende og løftede kort glasset endnu engang, men kun til et nikkende skål inden han igen mærkede den lettere røget whiskey varme kroppen endnu engang trods dens kolde konsistens.