Ohh... Young love ~~ //Apollo//

Sted: Gågaden.

Omgivelser: Der er en god del mennesker omkring hende.

Vejr: Solskin og en kølig vind fra vest.

Tid: Sen formiddag.

Klokken var blevet omkring 11 og Mallorie havde endelig fået begivet sig ud af sin seng og ned på gaden, hvor hun egentlig ikke havde noget at gøre, men det var bedre end at ligge i sin seng resten af dagen. Dog måtte hun indrømme at det var en meget tiltrækkende tanke. Hun havde ikke været i byen dagen før og var gået overraskende tidligt i seng, hvis man tænkte på hun som regel ikke var i sin seng før solen stod op. Det var nu et meget godt liv hun levede lige for tiden. Hun kunne gøre hvad der passede hende og lejligheden gav hende endnu mere frihed end hun havde haft, da hun et par år før var kommet til Di Morga. Selvom hun lige var kommet hjem fra 2 års rejse, så så byen stadig ud som den plejede. Hun havde derimod ændret sig markant. Hun var blevet langt mere voksen end sidste gang nogen så hende. Selv Luke havde fået noget af et chok da han så hende ... og alle de tatoveringer hun havde fået siden sidst. 

Nu var hun altså på vej ned af gågaden. Hendes tøj bestod af en gammel trøje hun havde stjålet fra Luke, et par slidte bukser og et par støvler. Ikke noget af det vilde, men nu havde hun heller ingen grund eller lyst til at vise sig frem. Det kunne vente til om aftenen, hvis det skulle være. Butiksvinduerne kaldte på hende, som hun stoppede op foran en kjole. Den var rød, skrigende, præcis ligesom hendes flammende lokker. Sølvperler skød ned af siden på den og endte i et mønster nederst på kjolen. Tyl var spredt ud over den, så bunden alt i alt lignede et ballerinaskørt. Den var pæn. Meget. Hun kunne måske overveje at købe den med hjem. Prisen var heller ikke helt gal. 

Påklædning Tøj

Normalt var Apollo ikke just en man så, før klokken var mange eller også skulle man være omkring de lokale cafeer, hvor han så til gengæld sad og fik sig en kop kaffe. Apollo var på mange måder en nørd, han var typen som virkelig gik op i et emne, hvilket i hans tilfælde var biologien. Han var en mega nørd omkring det og fik man ham først i gang, ja så stoppede han sgu aldrig med at snakke. Han havde nok altid været sådan, selv som ung havde han været en af dem man skulle bede om at holde kæft. Det blev dog kun værre hvis han var nervøs...ja for så var han virkelig en der snakkede meget. Hvis man fik ham bange eller nervøs, så stod munden ikke stille på ham. Dog var det vel kun i det øjeblikke hvor han virkelig snakkede, ellers var han nok den mest stille person.
I dette øjeblik var han dog at se på vej ned af gaden, efter at havde siddet til en tre timers lang forlæsning, så var frisk luft i den grad noget han havde brug for. Normalt brokkede han sig aldrig, for han elskede disse forlæsninger og specielt det med at få ny viden! I hans verden var der jo intet bedre end viden. Dog når det havde været tre timer også havde de været fanget i et lokale, hvor der næsten ingen luft havde været! Se der forsvinder det sjove i det hele. Derudover havde læreren også været en af de gamle, næsten døde typer...han havde snakket med en udelukkende monoton stemme igennem hele den lange forlæsning, så da det endelig sluttede, så var han ikke den eneste der så frem til rent luft.

Som han gik der på gaden, fik han med et øje på en bekendt skikkelse...og alligevel var det som om han ikke helt kunne placere hende nogen steder. Han havde en stærk deja vu hver gang hans øjne landede på hende, næsten som havde han set hende før. Han gik stille tættere på og det ville næsten havde set dumt ud, hvis det ikke havde været fordi hun havde sin opmærksomhed rettet direkte imod glasvinduet. Det var først da han var kommet helt hen til hende, så der måske nu kun var en til to meter imellem dem, at det virkelig gik op for ham hvem det var "Mallorie...er det virkelig dig" spurgte han og hævede spøgende øjebrynet. Det havde været så længe siden de to sidst havde set hinanden...ja faktisk havde det været London for at være præcis. Han sendte hende sit bedste smil, alt i mens han tog solbrillerne af og betragtede hende med de brune øjne. Som han stod der foran hende, kom der ligeså stille gamle minder frem, minder fra da de var små og unge. Han havde på ingen måde forventet, at se hende igen...dog var hun en af de få som virkelig kunne få smilet frem på hans læber og endda få ham til at snakke om andet end biologien.

//jeg håber dette er godt nok!

Han sendte hende et kækt smil, da hun endelig fik vendt sig imod ham. Han vidste ikke hvad han skulle forvente af hende, måske ville hun ikke engang snakke til ham...måske noget helt andet. hun var jo på mange måder vokset op. Man kunne i den grad se at hun var blevet voksen! Ikke at hun ikke havde været smuk dengang han sidst havde set hende...for det havde hun da i den grad været, men hun var så voksen nu. Hun var med andre ord utrolig smuk og han var faktisk fuldkommen tom for ord. Man kunne på mange måder sige, at han nok var ligeså overrasket som hun selv var...for han havde da slet ikke forventet at se hende. Han gispede overrasket da hun med et nærmest kastede sig ind i hans arme, men om ikke andet lagde han hurtigt sine egne arme rundt om hende. Det føltes helt underligt, det at have hende i sine arme igen! men på samme tid gav det også så mange minder tilbage. Han, ligesom hende, begravede også sit ansigt imod hendes nakke, alt i mens han lod krammet være ved "Mallorie" sagde han med et smil på læberne.
Det at se hende igen...efter så lang tid, ja det gav mange minder og de kom alle lige efter hinanden. Han så for sit indre den måde de havde haft deres første kys, da de havde ligget og kigget på stjerner ude om natten. Han huskede det hele og han kunne ikke lade hver med at grine over det. Normalt var han utrolig socialt akavet omkring alle, hvilket man kun kunne bebrejde hans forældre for...efter alt det press de havde lagt på ham. Men omkring hende, var han blot sig selv, han var rolig og smilende. Han kunne rent faktisk holde sin kæft i længere tid af gangen, hvilket han ikke kunne omkring andre da de gjorde ham nervøse. Hun var en af de få, som rent faktisk kunne få ham til at slappe af og ikke være så pokkers nervøs i områder med flere folk. Han holde krammet lidt længere før han stille trak sig ud og så ned af hende "wow...du er godt nok blevet smuk, ikke at du ikke var det førhen...men wow" han bed sig i læben og rødmede stærkt da det gik op for ham hvad han havde sagt

Han rødmede stærkt, da hun med et komplimenterede hans udseende. Det var ikke just hverdag for ham, normalt kaldte folk ham altid nørd...så hun var nok en af de få der rent faktisk komplimenterede ham. Hendes blik op ned af ham, fik ham helt til at rødme kraftigere...som sagt var han jo slet ikke vant til dette fra det andet køn. Han var vant til at kvinderne ikke engang gad kigge i hans retning, da slet ikke tale til ham. Han var ikke just af den rette støbning ville de sige. Han slog ud med den ene hånd over hendes undskyldning "du behøver skam ikke undskylde...jeg ville nok havde gjort det samme hvis jeg havde stået i dine sko" ganske vidst havde han ikke hoppet ind i hendes arme, men han havde nok givet hende et stort kram. Ellers ville chokket over at havde set hende igen, blot få ham til at stivne fuldkommen. Da hun lagde hånden imod hans kind, sendte han hende et lille smil. Som sagt var hun jo en af de eneste som virkelig kunne få ham rolig, når først han var nervøs. Hun havde en eller anden speciel måde at få ham til at slappe af på...hvordan kunne han slet ikke forklarer.
Da hun snakkede, rettede han hurtigt de brune øjne direkte imod hende. Han kløede sig i nakken og sendte hende et halvhjertet grin. Han ville gerne komme med en eller anden vittig vending. Dog var hans sociale angst blevet værre igennem årene. Den havde været der dengang de to havde været sammen, men i hendes selvskab havde det ikke være så slemt...men som hun forsvandt kom det ligeså stille igen "I am trying" når først han snakkede om personlige ting...så forekom det altid at han snakkede på engelsk. Det var hans modersmål og derved altid det sprog han følte sig mest tilpas ved. Han rystede tankerne væk og sendte hende et smil "men nok om mig! fortæl mig, hvordan går det med dig? Kigger vi på nyt tøj?" spurgte han og vendte straks blikket op imod vinduet hvor han betragtede kjolen

Han stivnede helt da hendes bløde læber berørte hans. Han havde ikke forventet dette også mest fordi han havde forventet hun havde elsker og det hele. Dog fik han ligeså langsomt et smil op på sine læber "yeah you can say that" sagde han stille. Han var ikke vant til at blive kysset på, hele ideen med at blive kysset var noget han ikke havde oplevet de sidste mange år. Da hun lænede sig ind imod ham, var det som kørte han på kommando og uden rigtig at opdage det, så lagde han armene om hende. Han vidste ikke hvorfor, men det havde blot føltes så normalt...det at have en arm om hende. Det var en ting han havde gjort så mange gange, så der var intet unormalt i dette...intet anderledes. Det var bare helt normalt. Han nikkede til hende og havde stadigvæk blikket op imod vinduet "mhh det er efterhånden godt et år siden jeg kom her til...du kan vel sige jeg blev træt af min kære faders tyrani" han havde en far som gik meget op i perfektion. Så fra da han var helt lille af, var alle hans fejl konstant pointeret og faren havde heller ikke været ræd for at give ham en over hoved, hvis han nu gjorde noget forkert. Hans mor havde været ligeglad, hun gik mere op i sig selv end hun gjorde i sin familie. For hende var det mere vigtigt, at familien så godt ud...ja frem for at alle havde det godt.
Han klukkede og rystede på hovedet "jamen så lad os gå ind...du kan prøve den også fortæller jeg dig hvor smuk du ser ud...det vil være ligesom i gamle dage" forslog han og vendte blikket ned imod hende. Selv havde han intet at lave, så hvorfor dog ikke lave noget sammen med et kendt ansigt? Han havde vel brug for at komme ud af sin tykke skal, og hun var nok en af de bedste til at hjælpe ham med lige netop dette!