Unholy experiences..

Det var en af de nætter. En af de nætter, der uden tvivl ville bringe kaos, i enten den ene eller anden forstand. Nætter som disse blev også løst betegnet som ’fredag aftner’, men denne fredag var ikke som de andre. Nathalie vidste ikke hvad det var der lå i luften, men noget var helt klart anderledes. Eller måske var det bare noget hun bildte sig ind? Hvad skulle også gøre denne fredag anderledes end de foregående? Tjoh, udover at hun ikke havde taget et liv i mere end 8 måneder, så var det vel og mærke en helt normal fredag.

Et svagt smil brød frem på de rosa prægede læber. Det havde ikke været nemt, og kampen var langtfra vundet. Men at hun endnu ikke var faldet tilbage i gamle vaner, overraskede hende, og gjorde hende håbefuld. For hvis hun kunne komme igennem det, betød det at der også var håb for andre. Dog var der ikke én eneste aften hvor Nathalie vågnede, uden at være fristet til at lade sig forføre af sin tørst. Så for nu, ville hun lade de revolutionerende tanker ligge, og i stedet fokusere på at holde sig beskæftiget. Nathalie vidste nemlig at der med kedsomhed, fulgte en nagende sult, og med de sølle 99 år hun havde på sig, var hun langt fra stærk nok til at modstå så stor en fristelse.

Hun rystede dog hurtigt den ængstelige følelse af sig, i aften stod nemlig ikke i bekymringernes-tegn; nej, i stedet så hun aftenen som en mulighed for at fejre sin lille sejr. Og det skulle bestemt ikke gøres alene. Hun havde lovet sig selv, at se efter noget, eller nogen værd at tage interesse i. Hvis ikke for en aften, så i det mindste for en kort stund. Nathalie havde nemlig ikke været i kontakt med en pensel eller et lærred, i to uger, og det gik hende på. Hun kunne ikke klare perioder som disse, uden penselstrøg, og følelse. Det var i tider som disse, hun mærkede den indre tomhed der ofte lurede, bag eksistensen af hendes væsen. Det var en smerterig kontrast til, den menneskelighed hun genkaldte, hver gang hun gengav et andet væsens følelser, i et maleri. Det var som at besidde essensen af en anden, et stykke af dem, deres mest intime tanker;
samlet i et visuelt symfoni.

Nathalie's påklædning i aftenens anledning, virkede ikke specielt festlig. Hun bar en simpel sort kjole, der var prydet med en dyb halsudskæring, dog langt fra vulgær. Kjolen var figursyet, med ærmer der gik til albuerne, og stod i pæn kontras til hendes orange/røde hårfarve. Om sin hals bar hun et smykke af hvidt guld, der snildt kunne gå for at være sølv; derpå hang der et mindre pendant, med initialet N graveret foran, og R graveret bagpå. Normalt var Nathalie ikke til smykker, men dette en undtagelse, da det var en gave fra hendes skaber.

Hun lagde sig stilfærdigt tilbage i barstolen, og tog et sip af sit vinglas. Med et skævt smil pustede hun til en lok af sit hår, hun havde bundet det op i en messy-bun, og sat sit pandehår til siden.

Hun lod kedsommeligt sit blik glide forbi de mange flasker, der lå på bordet, og udvalgte en bordoux farvet champagne flaske. Indholdet var en anelse mørkere end flasken selv, og tykkere end champagnens egentlige konsistens. Og med sit nu fyldte glas hævet, udråbte hun en lille skål, i sit eget selskab.

”Til Happy hour, og til mig selv, fordi jeg er så fandens fantastisk. Cheers my dears!”

Sarkasmen i hendes stemme kunne ikke have været mere naturlig, og med et skævt smil, drak hun glasset i en enkel slurk.

Den blide vind tog fat i den sorte skjorte på en ung mand udenfor. Han bevægede sig hen af det lille fortov i sine egne tanker. Hvorfor blev han? Han havde ingen grund til det. Hvorfor gik han her? Det var jo åndssvagt at tro han kunne finde noget at lave et stykke tid uden videre. Han var en slavehandler. En don. En morder og en voldtægtsforbryder. Kunne han ha en normal flirt et stykke tid? Kunne han? Måske. For han havde gjort det før. Men det var lang tid siden. Det var før Kimberly. Han så roligt opad kort. Det blide blik faldt på himlen. Solen var gået ned og man kunne se de blide stjerner. Han smilede roligt. Jo hvorfor ikke? Det kunne være sjovt. Han rettede blikket henad igen. Og fortsatte så. Måske skulle han prøve sit held?
 
Han stoppede roligt op udenfor en bar. Der var latter og grin derinde fra i takt med der stank af øl. Roligt faldt hans blik på sit rolex armbåndsur. Og smilede kort. Klokken var lige omkring 22. Og han fik pludselig sådan en lyst til at prøve sit held. Den unge mand lod roligt sin hånd falde på dørens håndtag. Og i takt med han åbnede den. Mærkede han hvordan gennemtrækket gled hen forbi hans krop. Så den kulsorte skjorte blæste blidt. Og gled lidt opaf foran. Så man kunne se starten på den muskuløse sixpack som han havde. I takt med vinden også tog fat i hans hår. Og lod det glide tilbage så hans smukke blodrøde øjne gled frem. Unikke og specielle. Men meget fangende på trods af de var blodrøde. Mange havde virkelig svært ved at slippe dem ved synet af dem. Selvom de så så blodige ud. Buksernes bukseben gled også en smule hen. Han var iført et par mørke cowboybukser. Ikke sorte men mørkeblå. Samt italienske sko. Ægte italienske sko.
 
Da han var kommet igennem lod han roligt døren falde i bag ham og lukke. Før han svagt rettede på sin skjorte. Og vendte sig så mod baren. Der var et par stykker ved baren men de fleste sad ved bordene. Dog var der en som hans interesse faldt for. Han duftede kort ind. Jep en vampyr. De var altid interessante. Og han følte en trang til at nærme sig og undersøge hende yderligere. Langsomt begyndte han at bevæge sig hen imod hende. Og satte sig ved hendes ene side dog ikke lige ved siden af hende. Han sad med en stols plads imellem hende og ham selv. Fordi han hellere ikke ville som en eller anden perv. Roligt vinkede han bartenderen hen. Og bestilte den dyreste whisky de havde. Der blev roligt stillet et glas og en flaske foran ham. Han tog flasken og hældte en smule op. Han skulle iagtage hende lidt følte han. Måske fik han en åbning. En måde at starte samtalen på. De fleste kvinder sagde nej pr refleks når man bare sagde hej. Men hvis han hørte noget han kunne bruge ville det måske hjælpe.
 
Og så hørte han det. Hun skålede til sig selv og happy hour. Det var lige hvad han havde haft brug for. Han rejste sig op. Og i det hun var ved at tage en tår. Løftede han roligt sit glas op ved siden af hende. Så hun ville se det. Men ikke se ham. ”Cheers love.” Sagde han blidt med en rolig tone imens han holdte sit glas så hun kunne skåle med ham. Før han roligt så på stolen der var ved siden af hende. Og smilede blidt til hende. ”Må man have lov til at give dem selvskab? En så ung og smuk kvinde som dem burde ikke sidde alene.” Sagde han roligt og lod hende give svar. Hvis hun svarede at han ikke måtte nikkede han forståeligt og sagde til hende hun måtte ha en god aften.
 
Men hvis hun gav ham lov til at sætte sig og give hende selvskab. Ville han roligt sætte sig ned ved siden af hende. Og se på hende blidt. Før han løftede sin hånd. ”Zeronium Allistor Elliot Bang. Eller som folk kalder mig. Zero.” Zero smilede roligt til hende og lod sin hånd hænge i tilfælde af at hun nu ville give ham hånden. Mens han stadig havde sit glas whisky i sin frie hånd. Bartenderen tog sin whiskyflaske fra den anden plads og stillede ved siden af Zero så der kunne komme andre kunder og sætte sig ved baren. Zero hang sit glas fra sin venstre hånd. Mens han havde højre side ind mod bartenderen. Og havde sin højre hånd hævet for at give hende hånden. Den gyldne væske i glasset i hans hånd gled roligt rundt i takt med han svagt drejede glasset rundt. Afventende på hendes reaktion at en person så pludseligt kunne komme hen. Og hvad hun mente om det. For hvert eneste blik hun udsendte fremviste hendes tanker. Og han skulle bare læse dem rigtigt.

//Sorry jeg var lang tid om at svare ^^''

Hun havde ikke nået at føre glasset op til sine læber, inden hun hørte døren glide op. Duften vinden bragte med sig var syrlig, men sød, og svøbte sig igennem lokalet. Da den nåede hende, var hun ikke i tvivl om hvilken race der var trådt ind i den lille kro. Ej, heller var hun i tvivl om at personen var af betydning. Det kunne ses i måden, en kortvarig stilhed lagde sig over kroen; den blev dog hurtigt brudt, da personen begyndte at bevæge sig imod baren. Nathalie lagde skjul på sin nysgerrighed, og den overvældende lyst til at kigge sig over skulderen. Hvis hun havde opfattet hans skridt korrekt, var han på vej imod baren, og med lidt held ville hun snart kunne få lagt et ansigt på det mindre spektakel. En hver der kunne vække en reaktion i et halv drukkent publikum, var værd at ville vide mere om. Til Nathalie's overraskelse satte han sig kun en stol længde fra hende, og da han bad om deres fineste flaske – fik hun det perfekte udsyn til aftenens mest interessante individ.

Og for første gang i lang tid, var Nathalie blevet en anelse stum. Hans udseende var af en kaliber, selv de mest raffinerede kunstner, ikke kunne fremtrylle. Et menneske ville nok sammenligne ham med afstøbningen af de gamle græske guder, men Nathalie var ikke et menneske. Ej heller var hun typen der lod sig fascinerer af udødelighedens typiske skønheder. Men intet ved ham virkede den mindste smule typisk. Hun lod sit blik glide forbi ham, fra ansigtsstrukturen til de umenneskelige dybe øjne, og det Eleanor gættede sig til måtte være et særpræget smilhul.

Hun vendte sit blik tilbage imod sit glas, og kunne ikke undlade at give efter for et mindre smil, da han besvarede hendes skål. Hun håbede inderligt, at hendes undersøgende blik fra tidligere havde være diskret. Med en rolig bevægelse, lod hun sit glas ramme hans, hendes blik faldt hurtigt på det gennemsigtige indhold i hans glas, og det bodorøde indhold i hendes eget. Kontrasten imellem dem var stærk, hun trak dog endnu engang på smilebåndet, da han sagde at hun ikke burde sidde alene. Nathalie satte hovedet på skrå, og lod sit blik falde på de ellers mørke øjne han besad.”En smule selskab kan vel ikke skade, de fleste undgår dog den plads. Ikke alle ønsker at sætte sig vedsiden af en fremmed..”

Hun nikkede med et mildt grin, inden hun tog endnu en sip. Han var gammel, langt ændre end hende selv. Det lå i luften omkring ham, hvad det var, var hun ikke sikker på. Men der var noget i måden han bar sig selv på, talte, og holdte en vis form for takt. Få besad den evne, da det var blevet en glemt kunst.
Hun tog den udstrakte hånd, han rakte hende.”Nathalie Ives, mig en ære at møde dem, Zero.”

Hvis der var en ting der ikke havde forandret sig, hos Nathalie, selv efter sin forvandling til vampyr; så var det at hendes høflighed og pli stadig var intakt. Hun vidste hvordan man skulle gebærde sig i det offentlige rum, hvilket i sig selv var ret overraskende, da hun ikke var vokset op i de bedste omstændigheder. Hendes stemme havde som altid været blid da hun talte, hendes blik havde ikke vandret en eneste gang, men var i stedet fastlåst i hans. Hun havde en underlig trang til at grave dybt ind i det sind, der stirrede tilbage på hende. Der lå en verden gemt bag hans øjne, og hun ville se ind i den.”Hvad bringer dig her i aften?”

Hun lod sin finger cirkle vinglassets kant, det var ikke hver dag man stødte på et omvandrende kunstværk. Den slags skete i hvert fald sjældent for Nathalie. Hun mærkede en mindre prikken i sin finger, det hjalp vel ikke at hendes skitsebog lå på bordet, og som en anden hver tosse, ville hun intet andet end at kreer på livet løst. Dog måtte det vente. Hvordan ville det ikke se ud, hvis hun pludselig sagde ’to sek’, tog bogen frem og begyndte at skitserer ham? Det ville være alt andet end passende, det var helt sikkert. Og det sidste Nathalie ønskede var at fremstå som en galning. Så hun fokuserede i stedet på ham, og undveg trangen til afklæde ham med sit blik, mens hun afventede hans svar.