Feeling like P Diddy.

Det var en af de aftener. Bare en af de aftener. De forbandede aftner. Eller skulle han kalde dem for nætter? Det stod ham stadig uklart, hvornår man gik fra det ene tidspunkt til et andet i løbet af dagen. Men ligemeget hvad det så end var, brød han sig virkelig ikke om det. Og han tvivlede stærkt på at andre, som stod i samme situaiton som ham, havde gang i den største fejring, hvor der blev smidt med farverigt konfetti fordi: ”Hurra, I’m allergic to the fucking moon!” Men som den ældre ulvemand, som han desværre stadig var, så gjorde han ikke sig selv alt for deprimeret over det. Han var så småt begyndt at se det som hans helt egen udgave af PMS, og han priste sig over, at det kun skete en enkelt nat om måneden. Og man kunne vel også sige, at han havde sine egne former for kramper for det var da bestemt ikke behageligt når ens krop valgte at ommøblere dens knogler. Det vil få en hver til at ligge og klynke.
David havde aldrig haft den bedste kontrol over sig selv. Og han havde aldrig lært at kontrollere sin forvandling, selvom han faktisk blev kaldt en alfa. En stærk ulv. En leder. Det var alt sammen bullshit! Han følte sig ikke en skid anderledes, ligesom han havde troet, efter at have studere fænomenet der var varulve igennem diverse fiktions fortællinger. Han var måske stærkere, men det var på grund af andre ting. Ikke på grund af hans nye - knap så nye igen  titel. En ting han kunne prise sig over var at han ikke var en af dem, som var bevidst tilstede uden kontrollen under den ufrivillige forvandling. Det var det samme denne nat. Han var helt væk. Opslugt af mørket. Han var ikke andet end et bæst.

Der var ikke gået lang tid, før det robuste væsen var kommet helt ned på alle fire. Farten i bæstets løb var blevet forhøjet markant, og som det drønede hen over skovbunden, fløj der løse kviste og blade op som et fartspor. Det behårede kreatur knurrede arrigt igennem de sammenbidte tænder. Blikket var som låst fast på det stakkels lille englebarn, der ikke havde nogen former for chance i hendes situation. Flyve væk kunne hun umuligt, sådan som træerne lukkede sig tæt sammen. Kløerne var allerede fremme og borede sig ned i jorden hver gang, den store stykke ulv satte i galop efter lille Rødhætte. Utroligt, hvor hurtig et sådan stort dyr kunne bevæge sig rundt. Ikke specielt smidigt og flydende, men at ramle ind i et træ eller to, så ikke ud til at skræmme den væk fra sin jagt. Intet stoppede det frådende væsen. Bare lidt mere. Og så sprang på sit bytte.
Ulvens vægt blev lagt oven på pigen og tvang hende brutalt ned mod jorden. Forpoterne havde sit tag omkring skulderne og de noget faretruende klør havde efterladt et par fine rifter. Lugten af blod steg hurtigt mod dens næse. Der blev knurret endnu højere. Mere tilfredsstillende. Hæderligt. Stolt. En smule savl dryppede ned fra det dyriske kæbeparti, og selvom pigebarnet måske ikke havde det bedste udsyn, stirrede de orangerøde øjne mod hende med et sultent og vredt blik. Munden blev åbnet på vidt gab, som det kom længere ned mod den menneskeformede sæk af kød og blod. Skarpe tænder var at finde i både over- og undermunden på rad og række.
Med ét blev planen afbrudt. Alt for hurtigt. Der var ingen plan B for plan A burde have virket som margarine burde være nemt at smøre ud på brød. Bæstet nåede ikke at registreret det mindste, før det var for sent. Det nåede nærmest ikke at lægge mærke til kraftfeltet, der pludselig kom frem mellem jægeren og byttet. Det ramte hårdt. Men ulven forblev, hvor den var. Over hende. Kløerne var tydeligvis blevet boret ned for at holde placeringen. Men der blev ikke angrebet.

Det første han lagde mærke til, var hvordan blev kom tilbage. Det var underligt at kunne fornemme sig selv inde i kroppen af andet end en selv. Så kom smerten. Halvkvalte brøl lød fra ham, og overdøvede næsten den groteske lyd af knogler, der knækkede for at sætte sig på plads. Pelsen forsvandt igen med overraskende fart. Faldt ikke af men trak sig blot tilbage ind i huden, indtil han ikke længere var dækket. Brølene blev til udråb af smerte. Og ingen længe havde bæstet forvandlet sig til en almen ung mand. Nøgen så om sige, men i det mindste lignede han ikke længere et glubsk monster. Selvom hans brune hår stadig så noget vildt ud. Han fik lige akkurat rettet sine øjne mod englen - afslørede ændringen af farven i dem - hvor efter han skilte sine læber ad i en kort besked, før øjnene faldt i og han som en kludedukke faldt sammen oven på pigen. ”Fucking hell…”

En varulv. Hun blev jagtet af en varulv! Hjertet bankede helt oppe i halsen, og gjorde det yderst besværligt at trække vejret. Alligevel blev lungerne på mirakuløs vis fyldt til randen, med hvert hastige åndedrag. Diverse grene rev i hendes løse hår, og skar små rifter i både tøj og hud. Adrenalinen gjorde smerten ubetydelig, og hvem bemærkede også små rifter, når man løb sit livs spurt, for at undslippe et firbenet, blodtørstigt bæst?
Et hastigt blik over skulderen, fortalte hende at løbet var kørt. Bæstet havde uden tvivl vundet deres kapløb. Instinktivt stoppede hun op, og hævede armene foran sig i et ynkeligt forsvar, imod den kæmpemæssige ulv der fløj igennem luften. Øjnene blev knebet hårdt i, og i de få sekunder det tog varulven at kollidere med hendes smalle ramme, spurgte hun sig selv hvordan hun var endt i skoven midt om natten. Hvad havde ført hende til hendes død? Det var hendes forbandede mavefornemmelse, intuition, guds befalelse - hvad man så end skulle kalde det, der havde nægtet hende søvn. Hun måtte have trasket afsted i flere timer under fuldmånens skær, med en blind tillid til hendes mærkværdige indbyggede radar. Der var noget hun skulle, og søvn kunne ikke komme på tale før hun havde udført opgaven. Om det bare var rent uheld, eller om det faktisk var opgaven, at hendes liv skulle komme til ende denne nat vidste hun ikke. Men det så desværre ud til at være tilfældet.

Kløerne skar sig igennem huden, og forpoterne tvang hende ned i skovbunden. Ingen smerteskrig rev sig fri fra englen. Frygten havde stjålet hendes stemme. Ufrivilligt åbnede de lyse øjne sig, og stirrede op i gabet på hendes overfalder. Savl ramte hendes kind, og gled videre ned i det mørke hår.  Nu var det nu. Hun var død om lidt. Tænk sig, at det skulle ende sådan. Trodsigt skreg hendes indre, at hun ikke ville dø. Hun havde fået livet tilbage, og nu smed hun den dyrebare gave væk. Men hvad kunne hun gøre? Hun kunne umuligt kæmpe imod varulven, hun hverken matchede i styrke eller fart. Hendes helbredende hænder var heller ikke til nogen nytte. Det var jo ikke ligefrem fordi hun kunne spørge ulven, om den havde ondt nogen steder, og så forhandle om sit liv derfra.
Skæbnen ville, at gud havde udstyret hende med et forsvar. Out of nowhere skød en brændende varme igennem hende, og derefter ud af hendes krop og lagde sig som et beskyttende, næsten usynligt kraftfelt omkring hende. Bæstet frøs i sine bevægelser og et umenneskeligt smertebrøl fyldte natten. Det gik alt sammen så stærkt. De makabre lyde af ulvens knogler der knækkede og omdirigerede sig selv, pelsen der med hastig fart trak sig tilbage igennem huden, formen på ulven der blev mindre og snart ikke længere var en ulv. Et mix der alt sammen førte til den unge mand, hvis hænder – i stedet for poter og klør, stadig havde et fast tag i Isabellas blodige skuldre. Hun havde lyst til at sige noget, måske endda skrige som et stakkels offer i en gyserfilm. Men der kom kun nogle halvkvalte lyde ud af munden på hende. Øjnene var store og runde, som hun stirrede op på den fremmede med åben mund.
Hun kunne dog ikke stirre på ham længe, udsynet til hans ansigt forsvandt, da han faldt sammen oven på hende. Nu kom der gang i både stemme og lemmer. Anstrengte, klynkede lyde kunne høres, imens hun febrilsk prøvede at skubbe manden af sig. Hun besad helbredende hænder og et mystisk skjold der kunne tvinge en varulv tilbage i sin menneskelige form, men den fysiske styrke til at skubbe en normalt bygget mand af sig var ingen steder at finde. Hun kunne vel kun hvile i sit ubehag og panikken, indtil han genvandt bevidstheden.

Udmattelsen var også med til at tvinge ham dybere ned i det ubevidste. Ikke nok med, at forvandlingen fra og til bæstformen var smertefuld som bare helvede, men han kunne også mærke, hvor meget han havde sprintet rundt i løbet af natten for at få fingre i en fimset lille engel. Det havde ikke engang været på grund af sulten - okay, måske lidt - men også på grund af jagten. Man skulle trods alt bruge sin enkle nat i måneden på at udfolde sine dyriske sider, som man gjorde alle de andre dage. Nu var det dog aldrig en ting, David nød at gøre. Hvis han kunne undgå alt det lort med at forvandle sig til en glubsk ulv, ville han mere en gerne tage den mulighed. Han ville omfavne den med begge sine arme og presse den tæt ind til sig. Han ville for guds skyld tage den mulighed med ud til en romantisk middag, for at være sikker på, at muligheden forblev hos ham. Og han var ikke den eneste. Det var han hundred på!

En anden ting, der havde holdt ham fra at vågne var de ømme muskler, som han tit skulle arbejde med dagen - dagene - efter. Det var trods alt mere eller mindre en reverse udgave af vokseværk. Først blev hans krop gjorde større og så mindre. Han forstod ikke at nogen rent faktisk ville gennemgå forvandlingen frivilligt. De måtte være sadistiske blærerøve. Men siden han altid syntes at være ramt af uheld, valgte hans bevidsthed at skubbe ham længere og længere op mod overfladen, indtil han endelig brød igennem, og virkelighedssansen hjalp ham det sidste stykke til at vågne op.
Den almene proces startede. Hans øjenlåg sitrede. Hans krop rørte en smule på sig. Eller den gjorde et forsøg på det. Men han følte sig underligt lam. Han kunne sagtens mærke sine forskellige kropsdele, men han for fanden ikke få dem til at bevæge sig. Ubehaget var det, som sparkede ham den sidste centimeter over målstregen, og hans øjne åbnede sig med ét. Stirrede direkte ind i… ingenting. Det eneste han kunne se, var mørke. Meget muligt fordi hans fjæs var placeret direkte ned i denne flugtpersons overkrop. Om det var hendes skulder/kraveben eller han var heldig og have landet ned omkring hendes barm, kunne han ikke helt få langt på plads. Han havde så heller ikke meget tid til at overveje sine muligheder, for hurtigt kom han til en konklusion. Han kunne virkelig ikke røre på sig. Overhoved. Jo, lidt kunne hans. Hans mund så ud til at virke fint. Det samme med hans øjne. Og næse. Måske var det kun hans større legemer der havde sagt arbejdet op uden to ugers varsel? I det mindste lå han blødt i stedet for at ligge og sumpe sammen med fugtige blade og grene og kriblende insekter.

Noget af det første, der kom ud af hans mund var tydelige tegn på, at der ikke var speciel god adgang til luft, hvor hans vejrtrækningsinstrumenter var placeret. Han gispede og mumlede uklare ord, som sikker ikke engang var oprigtige ord men bare lyde, for at få lagt en smule opmærksomhed mod ham selv. Dog gik der ikke længe før, at han fandt ud at tricket med at tale ordenligt.
”Get off me!!” Med en langt højere stemme kunne han selv hører, hvordan han endelig brød igennem besværet med at tale klart og tydeligt. Det lod stadig utrolig forstummet, men det var bedre end ingenting. ”Jeg kan ikke få vejret!!” Han var godt klar over, at situationen ikke ligefrem var rettet mod ham som jomfru i nød. Og han vidste godt, at han sjovt nok var personen der var over hende - for det var uden tvivl en kvinde, han brugt som madras. Men det bekymrede ham ikke helt. ”Hvad fuck er der sket!? I can't move!” blev han ved, som om han forventede svar. Åh gud! Tænkt hvis hun var død. Eller lammet lige som ham? Det var den mest perfekte morgen nogensinde.