A strange feeling..//Caspian//

T: Lige omkring midnat.
O: Ingen desværre, men self er der sand og buske, små planter.
S: Stranden La Plage.
V: lunt selvom det er i oktober.


Aubreiane sad nede på det blide sand, hun havde ingen sko på denne aften, og der var egentlig heller ingen grund til at hun havde det, for hun frøs aldrig, hvilket nok også var grunden til at hun kun havde en tynd sort lidt gennemsigtig kjole på, og en cardigan også i sort, cardiganen stod åben også.
Stille sukkede hun for sig selv, hvad ville hun ikke give for at kunne se det her sted i en flot solnedgang med massere af farver, men det ville aldrig ske.. aldrig nogensinde, og nogle gange gjorde det lidt ondt at vide, ikke fordi hun ikke nød sit liv som vampyr, for det gjorde hun skam, men nogle gange.. savnede hun bare at kunne mærke nogle ting, at kunne mærke varme og kulde, at kunne mærke huden blive varm igen, nogle gange, var det forfærdeligt at være vampyr.
For en stund grinede hun for sig selv, hvor var det dog tåbeligt, hvor var det dumt af hende at sidde og tænke sådan noget, for hvorfor skulle hun det, hun var ønsket af alle mænd, stærkere end 10 mænd, hurtigere end øjet, men hadet af de fleste væsner, for det hun var, hun havde jo aldrig bedt om det. havde aldrig ønsket at være det her, men hun var det, og der var intet at gøre ved det mere. det var alt for sent for hende, og det havde det været i over hundredevis af år.
Svagt bed hun sig i den røde fyldige læbe, så man for en stund fik udsyn til hendes skarpe hjørnetænder, hun rystede af sig selv på hovedet, og lod hånden løbe gennem sit lange sorte hår, der pga vinden, fløj blidt og legende rundt om hendes marmor hvide hud.

Caspian kom gående ned af stranden. Han gik i vandkanten med bare tær i det våde sand og lyttede til bølgernes vuggen. Han havde altid holdt meget af havet og især lyden var noget der kunne få ham i godt humør.
Selvom det var midnat var han stadig ude. Han vidste godt, at det var nu vampyrerne vågnede. Han havde et ur som var indstillet til at ringe når solen gik ned og når solen gik op. Næsten enhver vampyrs livret var engleblod. Caspian havde aldrig prøvet at møde en vampyr, men lugten kendte han. Og til trods for den kraftige lugt af tang og hav, skar den igennem. Han stoppede brat op og stod fuldkommen stille, mens hans næsebor udvidede sig og faldt i et højt tempo. Jo. Der var ingen tvivl. Den lugt af død og blod og overlegenhed kunne kun komme fra en vampyr.
Caspian gøs og fumlede med at finde pennen fra sin lomme på blazeren. Den lille pen var et stykke elektronik på størrelse med en kuglepen. For enden sad en lille rem, der skulle hænge om hans håndled. I den anden ende var der en lille radar som registrerede eventuelle forhindringer og ting, han kunne løbe ind i. Alt efter hvor stor den var og hvor langt væk den var, modtog han forskellige vibrationer i sin hånd.
Men pennen tabte han i sandet. Febrilsk faldt han på knæ og kørte hænderne rundt i det kolde sand for at finde den tabte pen. Han var prisgivet hvis han ikke fandt den. Med den havde han da en chance for at flygte. Uden den var han fortabt.
De opsmøgede sorte bukser blev våde, selvom de kun gik til lige under knæet. Bølgerne slog kraftigere mod land nu. Hans skjorte var snehvid og blazeren sort. Hans hår sad, som hvis han lige var vågnet men uden at virke for sjusket. Alt i alt en pæn dreng. Ved håndleddet kunne man skimte en af de mange tatoveringer hans krop var prydet med og det samme gjaldt halsen.

Aubreiane bemærkede pludselig en sødlig duft, og så tænkende rundt, joo rigtigt nok der var en person, og med den duft, kunne det kun være en engel, men der var noget galt med ham. Først kunne hun ikke finde ud af hvad det var, i ndtil hun bemærkede han tabte den lille dims han havde haft i hånden, og nu gav sig til at lede i blinde efter det.. Blind.. det måtte være det, han var nok blind.
Langsomt rejste hun sig og tøvede lidt, chancen for at han blev vred ved at hun kom nærmere, var nok ret stor, men alligevel gik hun hen mod ham, og fandt langsomt den lille ting i sandet, som han istedet bare havde fået skubbet længere og længere væk, for en stund betragtede hun den, hun havde aldrig set noget som den, til sidst lod hun dog en hånd hvile på hans skulder,.
Havde med hjælp fra sine ildkræfter sørget for hun ikk var iskold, sådan så han nok ville flyve væk fra hende, hun gav ham langsomt den kuglepens agtige ting i hånden og smilte lidt. "Jeg tror.. det var den du tabte" smilte hun forsigtigt og gik lidt tilbage, satte sig samme sted som hun havde siddet før. Og lod blikket hvile på havet. Selvom hun nu havde været i det et par gange, var hun stadig ikke videre glad for det, og de nu stigende bølger, gjorde hende faktisk lidt usikker, dumt egentlig.. en vampyr der er vandskræk.
Jovist kunne hun høre hans hjerte, og tanken om hans blod fik hende til at smile, men hun gjorde ikke noget, hun havde aldrig brudt sig om at skulle myrde folk for at stille sin egen sult. Kun en gang imellem gik det galt for hende, hvis hun ikk havde spist nok af det falske, men heldigvis var det ikke en af de nætter.
Stille lod hun blikket glide tilbage på englen, gad vide hvad han lavede ude så sent, han burde da nok vide det var nu vampyrene kom frem, eller burde han? for måske kunne han ikke kende forskel på nat og dag, hun havde aldrig mødt en blind person før. Men han fascinerede hende faktisk en hel del, og uden hun selv forstod det, normalt holdt hun sig så langt væk fra engle som det var hende muligt, fordi de altid så så nedladende på hende, i hendes øjne var de lidt arrogante,. Men det var der nok oz mange der mente om vampyre, og sådan var det jo.
Stille lod hun hånden løbe gennem sit lange hår, og smed det om på ryggen, for at det ikke irriterede hendes blik. de røde øjne hvile stadig på englen, hun vidste ikke hvordan han ville reagere over hendes hjælp. Men kunne næsten regne ud han nok havde brug for den lille dims, siden han var blevet så usikker på sig selv, da han havde tabt den. Enhver anden vampyr havde nok set sit snit til at overfalde ham og suge alt hans blod ud, men det gjorde hun ikke. sådan var hun ikke. Det var en fej og kujonagtig måde at gøre det på efter hendes mening.

Caspian ledte desperat videre, da han pludselig opfangede at væsnet bevægede sig tættere på. Det var en kvinde. En kvindelig vampyr. Og hun nærmede sig langsomt. Sikkert fordi at havde hun gennemskuet hans solbrilletrick. Der var faktisk overraskende mange, der hoppede på at han bare gik med solbriller. Dog var pennen en anelse afslørende.
Pludseligt mærkede han en hånd på sin skulder og stod stille. Han stod på knæ i det kolde sand, men var alligevel relativt høj. Han stivnede da hånden rørte hans skulder og han turde kun lige synke en enkelt gang, inden han mærkede at hun havde fundet hans pen og gav den til ham.
Hendes hånd var overraskende nok ikke kold. Det var en hel behagelig temperatur hun havde. Caspian var forvirret over vampyrens opførsel. Hun havde stået foran en forsvarsløs engel, hvis blod var noget af det mest delikate der kunne fås. Og alligevel havde hun blot hjulpet ham?
"T..Tak.." fik han fremstammet. Han var sjældent en mand der var mundlam, men lige nu var han helt rundt på gulvet. God damn, forvirring var ikke godt, især ikke for ham. Han mistede overblik og alt føltes ti gange sværere.
Normalt anså han vampyrer for at sit værste mareridt. Men umiddelbart var han ikke bange for hende, ikke længere. Hun var venlig, hun havde hjulpet ham og hun havde ikke gjort ham noget - ihvertfald ikke endnu. Bagtanken var der stadig, men den var skubbet væk.
Caspian lod sig synke ned i det kolde sand og sad lidt, hvor han bare hang. Fødderne hvilede i det fugtige sand og nu og da skyldede bølgerne op og kølede dem ned. Han tog sig et par minutter med lukkkede øjne, hvor han samlede sine tanker. Han vidste godt at hun sad lidt væk, men lige nu var det alt for underligt til at han kunne samle sig og gå derhen.

Aubreiane lod stille hovedet glide på skrå, og smilte lidt for sig selv, hun var rykket lidt længere væk fra vandet der kom op imod hende med blide tag, stille betragtede hun ham med nysgerrige øjne. "Hvad laver du hernede? jeg mener.. når nu du er engel, ved du da.. eller ved du overhovedet om det er nat?" hendes stemme havde virket legende i starten, men sluttede af med at være ret forvirret, for hun kunne ikke helt finde hovede og hale i det.
"Du undre dig egentlig nok over den.. den unormale varme jeg har, jeg kontrollere ilden, og det gør at jeg også kan gøre min krop varmere, dog ikke i flere dage, men i et par timer af gangen kan jeg godt" hun tav lidt og kravlede hen, så hun sad et par meter fra ham, men længere oppe af stranden, hun behøvede ikke at røre vandet, når nu hun virkelig ikke ville. Langsomt smilte hun for sig selv, og lod blikket hvile kort på hans solbriller, inden hun så ned på sine hænder.
"Det nu et smart trick du har dig der.. det med dine solbriller.. det var kun fordi du ledte efter pennen jeg opdagede du ikke kunne se.. har det altid været sådan?" spurgte hun langsomt, for en stund, kunne hun have bidt tungen af sig selv, for at blive ved med at snakke, og især at spørge ind til ham på den måde, det var jo ikke for at være anmassende, men det var så sjældent hun stødte på andet end vampyre, så hun ville bare.. virke interesseret i ham, så kunne hun måske have nogen at snakke med, bare for en stund.
Stille lod hun fingrene løbe gennem sit sorte hår, hvor var det underligt, for selvom hun havde lyst til at smage hans blod, generede det hende ikke at være så tæt på ham, hun havde godt smagt det, alsa engleblod, men kun en gang før, og det var noget af det sødeste hun nogensinde havde smagt, men hun ville ikke tage det med magt længere, hun ville helst ikke tage noget som helst rigtigt blod faktisk, men af og til måtte det jo bare løbe af med en, tilsyneladende i hendes tilfælde. Blidt strakte hun sig, og så tænkende på bølgerne der skyllede op mod dem, men hun blev siddende. Det var ikke tæt nok på til at hun ville flytte sig endnu.

Caspian rettede hovedet op mod den retning, hvor lyden kom fra. Ja, hvad lavede han egentlig her? Han vidste at det var nat og at vampyrerne lurede derude. "To be honest? Jeg ved det ikke.. Jeg fik lyst til en gåtur?" svarede han med et skuldertræk og smilede skævt. Han var næsten helt afslappet nu. Hun var slet ikke så slem som han havde troet. "Ja da! Jeg ser faktisk kun lys eller mørke. Det er det eneste mine øjne kan skelne.. Men jeg har også en alarm i mit ur, som bipper når solen står op og når solen går ned.." svarede han med et skævt smil.
"Det lyder da interessant! Jeg har faktisk aldrig mødt en vampyr før, men jeg har hørt meget om dem.. Men det er da ret lækkert at kunne varme sin krop op? Så vil mennesker ikke mistænke dig.." sagde han og nikkede eftertænksomt. Det var en ret interessant evne! Det måtte han give hende.
Caspian registrerede at hun bevægede sig, men ikke kom helt tæt på. Var hun mon bange for ham? Eller for vandet?
"Skal jeg sætte mig op til dig?" tilbød han og var allerede begyndt at rejse sig. Han ville ikke virke uhøflig og havde hun ville drikke hendes blod, havde hun gjort det. Uden tvivl. Hun virkede ikke som typen der holdt sig tilbage, med mindre noget virkelig skræmte hende eller holdt hende på afstand.
"Ja, det er et smart trick - det virker bare ikke om natten" grinede han og rystede svagt på hovedet. Det var lidt afslørende om natten. Det var meget få der bar solbriller på selvom det var mørkt. "Nej, det har ikke altid været sådan.. Da jeg var menneske kunne jeg se.. Indtil et år inden jeg døde og blev en engel, kunne jeg se. Et større slagsmål resulterede i, at jeg ikke længere kan se andet end lys eller mørke.." svarede han imødekommende og smilende.
Han fortalte gerne om sin blindhed, det var federe at folk spurgte end at de blot dømte ham på hans uhyggelige hvide øjne.

Aubreiane så smilende på ham, og bed sig tænkende i læben mens hun lyttede til hvad han sagde, "Nårh ja det var bare.. en tanke jo.. men hvordan ved uret hvornår solen går ned? det var da ret smart" sagde hun tænknede og lod hovedet glide en anelse på skrå, sådan et ur havde hun aldrig hørt om før, men det kunne jo self være vigtigt på sådan et sted som de var.
Hun smilte kort for sig selv, og tyggede sig for en stund lidt i underlæben, "Tja.. jeg har stadig røde øjne, eller i hvert fald et rødt skær i dem selv når jeg skifter farve på dem, så nogle gange regner de den stadig ud, også er der self også det der.. med at en vampyr har overnaturlig skønhed og forførende bevægelser, der lurer de mig oz af og til" sagde hun let og smilte lidt til ham. havde egentlig kort glemt at han ikke kunne se det, så det kunne jo være ligemeget med at smile, når nu han var blind.
Blikket hvile stadig på ham da han spurgte om han skulle komme op til hende, "Uhm..jaah det må du gerne.. det lyder dumt men.. jeg er ikk videre glad for vand" sagde hun lidt lavt, for det irriterede hende stadig helt forfærdeligt, at hun skulle være bange for noget så dumt som vand, men ikke desto mindre, så var det alsa sådan landet lå.
"Men hvis det ikke rigtigt virker om natten, hvorfor har du dem så på? jeg mener.. der er nok større chance for at folk ikk bemærker noget, hvis du ikk har dem på?" spurgte hun efter at have lyttet til hvad han sagde, stille smilte hun for sig selv, og lod blikket glide udover havet, "Var det ikk mærkeligt.. pludselig at.. ja ikke kunne se.. det sjovt du stadig kan skelne lys og mørke" sagde hun tænkende, nok egentlig mest for sig selv, hun havde en tendens til at snakke med sig selv, når noget undrede hende, til stor morskab for de få venner hun nu en gang havde,.
"Undskyld hvis jeg spørger for meget, det ikke min mening at være belastende, men det ret sjældent jeg møder nogle der gerne vil snakke med mig selvom jeg er vampyr, sig til hvius det bliver for meget" sagde hun langsomt efter et par minutter, allerede nu havde hun spurgt om en hel del, og hun ville nødig virke for påtrængende.

//Heeeeeej, jeg har spurgt om at få ændret min race og er derfor nød til at stoppe alle mine emner som vampyr, men vil helt klart gerne have et nyt med dig en gang? ^^