Shall we make a deal? - Zane XXX

Det var en lækker forårs aften! Det var stadig lidt lunt fra dagens fantastiske solskind. der var ingen skyer at se, og det var lige før man fik lyst til at sætte sig ud på terrassen og nyde et glas vin. Selvom det stadig var for køligt til det, med mindre man havde tæppe på.

Emilia var heller ikke igang med at overveje at tage sol. Derimod var hun lige steget op af det varme karbad, og var nu ved at tørre sin krop. Hendes hår sad i en knold på hovedet, da hun ikke brød sig om at vaske sit hår mens hun var i karbad. Det havde hun allerede gjort samme morgen. Man var vel lidt af et luksus dyr!
Hun begynde så småt at ligge en meget diskret og næsten usynlig makeup hvis ikke man vidste hun havde det på. Emilia var en meget naturlig pige, og hun ynnede at var naturlig smuk!
Der var der jo heller ikke mange der kunne prale af! Så når man havde den gave, så burde man også bruge den. Men nu kom hun også fra en tid hvor de smukkeste piger var dem der ikke behøvede gør noget for det!

Da først hun var færdig, trak hun i en smuk lyseblå kjole, der lignede noget fra romer eller den egyptiske tid.
Hun lod sit hår sidde oppe i en knold, der blev holdt af en enkelt hårpind.

Hun gik ned i sin dagligstue, og satte sig elegant på sin sacelon sofa, og læste i nogle magasiner mens hun ventede på sin gæst, der forhåbentlig ikke havde brændt hende af.

Outfit - Plus et par mørke jeans, og hans sorte læderjakke.

Det var ikke ofte han befandt sig ved hjemmet af hans 'klient', men der var selvfølgelig nogen der hellere ville lave sådanne transaktioner under deres eget tag. Hvor de kunne føle sig mere sikre, eller hvad det nu ellers var. Zane var hverken sikker, eller usikker. Bange var han ikke, så han var gået den ganske lange tur hen til villaen. En villa da uden tvivl måtte være fyldt til randen af værdifulde og sjældne artefakter og genstande. Så det var intet under at der var et niveau af sikkerhed. Der var i hvert fald en stor mand i jakkesæt, der virkede til at insistere på at ville kropsvisitere Zane. Med så snart han så sølvkorset og rosenkransen omkring hans hals, samt Zane's lettere misfornøjede blik, valgte den store mand i stedet at træde et skridt tilbage, og lade Zane træde op til villaen.
Zane var ikke bange for disse dæmoner og djævle og what not. De kunne være uforudsigelige, men nok også mere menneskelige end de selv ville indrømme. Og så havde de en tendens til at frygte hvad der var helligt. Han ønskede ikke ligefrem at fornærme, men korset lod han hænge firt til åsyn, og i læderjakkens inderlomme, var der som altid en bibel. Hvis han skulle være omringet af djævle, syntes han nu det var hans ret..
Zane trykkede på ringeklokken og stillede sig så et enkelt skridt tilbage, foldede hænderne bag ryggen, og ventede på at der blev åbnet for ham. Han tog sig også et øjeblik til at betragte villaen.. uden tvivl en velhavende 'kvinde'. Ellers ville hun nok ikke have tilbudt et så betydeligt beløb for at han skulle finde noget for hende.. Og det havde skam heller ikke været nemt at finde...

Det var bestemt med fuld overlæg at Emilia havde en vagt ved hendes dør. Dog var det kun noget hun havde når der kom mennesker hun ikke endnu følte sig sikre ved. Normalt havde hun ikke andet end de alarmer der nu engang var i huset. Men det var nu også en masse.
Da dørklokken lød, rettede hun hovedet op. Opa kom med en knurren, men stoppede den så snart Emilia lagde en beroligende hånd på hans hoved.

Døren blev åbnet af en ung pige i sort kjole og et hvidt forklæde. Hun Smilede venligt "kom indenfor Hr. Machiavella" sagde hun og rykkede sig så han kunne træde indenfor.
Hun bukkede en enkelt gang "Frøkenen venter på dem i daglistuen" sagde hun, hvorefter hun blidt slog en arm ud for at vise vej mod stuen.
Hun lukkede døren efter ham, og fulgte ham ind i stuen. Da de kom ind i stuen bukkede pigen endnu en gang "Hr. Machiavella er ankommet frøken" sagde hun høfligt.

Emilia sad stadig i sofaen, hun vende roligt hovedet, og rettede sig en smule op. Opa rejste sig fra gulvet og knurrede mens han så truende ud. Emilia rejste sig roligt, og nikkede til stuepigen der vende rundt og gik ud af rummet.
Emilia så ned mod Opa der stadig stod og knurrede. "Opa!.. sådan behandler vi ikke gæster" sagde hun roligt, hvilket fik ham til at stoppe, og slappe mere af.
Emilia vende atter hovedet mod Den ny ankommende mand "Så kom de alligevel?" sagde hun roligt, som om hun havde forventet det værste af ham fra starten.

Hun trådte et par skridt nærmere, og samlede sine hænder foran hende. Opa fulgte tro hendes side. "de skal endelig ikke være bange for ham.. selvom han er en hellhaund så er han blid som et lam.. så længe jeg selvfølgelig befaler det" sagde hun roligt.
Emilia kom med et venligt smil "De må være sulten!.. jeg har sørget for lidt til os" sagde hun og gjorde tegn til at de skulle gå ind i rummet ved siden af.

Inde i det næste rum var der et langs spisebord hvor der var dækket op til 2 mennesker overfor hinanden. Hun satte sig selv roligt ned, og gjorde tegn til at han skulle sætte sig ned.

Det virkede tydeligvis til at Zane måtte grave en smule efter sine finere manerer. Det var næsten som at være i Vatikanet igen, på en underlig måde. Hvor alle behandlede en med respekt og ærbødighed, og hvor hans navn havde haft en betydning større end den havde nu i dette gudsforladte sted; Di Morga. Så gammel var han ikke at han huskede djævle gemme sig i skyggerne når kirkens mænd gik forbi, men han havde nu heller ikke regnet med en invitation til denne djævels hjem.. Noget sagde ham dette ville blive en usædvanligt aften. Han forblev stille, rolig, og høflig, som den unge pige bød ham velkommen, og ledte ham ind i stuen.
Uden tvivl, var det den meget blonde kvindelige skikkelse i sofaen, der tiltrak hans opmærksomhed som det første. Dog en opmærksomhed der blev afbrudt idet han så i det samme derefter, bed mærke i bæstet der åbenbart hed Opa.. Det var selvfølgelig en overraskelse. Ikke ligefrem hvad man forventede at se i en fin stue. Men lidt efter lidt, formede der sig et diskret og sikkert smil over hans mundvig, da bæstet formåede at adlyde sin misstress. "Artefakten du ville have mig til at finde, var yderst svær at lokalisere. Denne gang vil jeg se det til dets ende." Svarede han roligt og med et lille nik. Selvfølgelig kom han. Han droppede den overdådige høflige og formelle tone. Det var ikke alle i denne verden der var født i finere og ældre tider. Han var født og opvokset under en verdenskrig. Ønskede de at have sofistikerede samtaler, kunne de og deres slags få lov til det.. Hurtigt skænkede han bæstet endnu et blik, og smilte diskret som blikket atter blev rettet mod hende igen. "Jeg er ikke bange. Hverken for din Hellhound.. eller noget andet fra flammerne." Svarede han ærligt, og måske også en anelse direkte. Han var på fjendtligt territorium. Hun kunne forsøge at få ham dræbt når hun ville, eller pudse hendes lille kæledyr på ham. Han ville ikke efterlade hende med indtrykket om at hverken hende, eller en frygt for hende, havde noget tag over Zane.
Høfligt nikkede han da hun tilbød ham noget at spise. Han var egentlig sulten. Men egentlig også mere hungrende efter en smøg, eller noget stærkere. Måske endda et glas cognac. Zane lod selvfølgelig hende gå til bordet først, hvorefter han fulgte hende ind i lokalet. Inden han selv ville sætte sig, gravede han ned i jakkelommen, og fandt en lille sæk frem, bundet med en kort snor. Han lænede sig lidt ind over bordet, og placerede den imellem dem. Artefakten han var blevet hyret til at finde. Derefter tog han jakken af, og hang den på stolen hvorpå han satte sig. Han ville helst ikke være for langt væk fra sine ejendele. Der blev rettet en smule på hans ærmer, inden han satte sig til rette.
Zane hintede lidt til den lille sæk.. ikke større end en knytnæve. "Artefakten du ønskede." Han vendte så blikket mod hende. "Siges at være Kleopatras gyldne halskæde. Efter sigende giver det bæreren evnerne til at bøje mænds vilje og krop.." Han havde mærket den.. rørt den.. og et smil viste sig lidt over hans læber ved hans ord. Han vidste det var den rigtige halskæde, og ikke blot en kopi.

Der kom et nik fra Emilia da han sagde at det havde været svært at få fat i det hun havde ønsket. Og ikke mindst da han sagde at han da selvfølgelig var kommet.
Emilia kunne ikke lade vær med at smile da han sagde at han ikke var bange for Opa. *Modig fyr* tænkte hun for sig selv. Hun rettede dog blikket mod ham da han sagde han ikke var bange for andet der kom fra flammerne. Et kort sekund lyst hendes øjne op, men blev med det samme normale igen. Hun var godt klar over at det var hende han talte om.

Emilia kunne ikke lade vær med at smile over hans meget direkte og udformelle måde at tale på. hvilket egentlig bare var rart, eftersom at alle talte formelt til hende. Det var faktisk rart at der var den der bare sagde tingene som de er.

Emilia sad roligt og fattet ved bordet og betragtede ham da han var ved at sætte sig. Dog var der noget helt andet der fangede hendes opmærksomhed da han trak en lille pose frem fra lommen. Hendes blik fulgte den lille pose med et intenst blik. Som om hun ikke turde fjerne øjnene fra dem.
Hun bed sig kort i læben da han begynde at forklare. Hun var skam klar over hvad der lå i posen. Og hvad den kunne. Man kunne sige, hun havde ikke rigtigt brug for dens evner på grund af hendes egne der i forvejen mindede om dem.
Men det var selve smykket hun var intrasseret i. dets sjældenhed og det faktum at det var uendeligt gammelt.

Emilia rakte roligt frem, og åbnede posen med en forsigtighed, og raspekt der næsten ikke kunne forklares. Hun tog stille smykket op, og med det samme kunne man fornemme Emilias øjne stråle. Ikke som et barn der havde fået den gave det gerne ville. Men nærmere fyldt med begær!
Dette var hendes last. Hendes afhængighed! Hun kunne ikke modstå disse ting. Et smil brædte sig på hendes læber. Efter at have betragtedet smykket, og ikke mindst mærket dens kræft, hvilket hun tydeligt kunne. Lagde hun det forsigtigt ned i posen igen.

Hun vende blikket mod ham med et tilfreds blik "Du her klart det godt!... Så havde jeg vidst også lovet dig en betaling" sagde hun roligt. Hun rejste sig roligt fra bordet, og gik over til en komode hvor hun trak en skuffe ud. Hun tog en stor komvielut op, og kom tilbage til bordet.
Hun lagde den mellem dem og skubbede den roligt hen imod ham da hun satte sig. "920.000 euro.. som aftalt" sagde hun med en roligt stemme. som om det ingen penge var.
Inden hun nåede at sige mere, kom pigen fra tidligere ind sammen med en anden ung pige med 2 tallerkener. De satte en tallerken til dem hver. Emilia så på Zane "rødvin? eller er der noget andet du heller vil have?.. Jeg har også noget af det lidt stærkere.. det kan du sikkert trænge til efter denne opgave" sagde hun roligt, da hun slet ikke var i tvivl om at dette havde været en af de mere svære opgaver.

Han vidste godt at djævle kunne være en anelse.. sædvanlige. De havde en tendens til ikke at anerkende eller føle frygten, før den slog dem i maven. Og indtil dét skete, havde de en tendens til at forblive ranke og overlegne i deres udtryk. Denne Emilia virkede dog også ganske høflig. Hun virkede ikke videre påvirket af hvad han var, så hvorfor skulle han være påvirket af hvad hun var? Men om det var mørke, eller lys, han så i hendes øjne, vidste han ikke helt.. Men han sad blot roligt og talte, imens han betragtede hende kigge nærmere på halskæden. Det undrede ham ikke, ej heller overraske ham, at et sådan blik var at finde i hendes øjne. Det lignede blikket, ja nærmest mindede ham om hans egen følelse han fik en gang imellem... når synerne fik holdt. Når stemmerne forsvandt, og det kun var ham, med lukkede øjne, til lyden af hans eget hjerte...
Zane nikkede høfligt da hun komplimenterede ham for hans arbejde, og da hun valgte at rejse sig. Uden tvivl for at hente hans betaling. Der var vel en grund til at han kun gjorde lignende for en stor sum penge. Det var trods alt svært at bryde ind på et museum og stjæle en halskæde på display. Men Zane havde sine metoder. Sine knep og sine talenter. "Tak.." Sagde han rolig som han tog imod konvolutten. Han talte ikke pengene, men puttede i stedet konvolutten i jakkens inderlomme. Og derved, kunne det kastes til side. Nok var han ikke den mest høflige personlighed, men han ville nu ikke sidde og irritere hende ved at tælle enhver pengeseddel i konvolutten. "En fornøjelse at gøre forretninger med dig." Det måtte næsten siges, efter konvolutten var gemt væk. Desuden, var det en fornøjelse. Det var i hvert fald en god sum penge han havde fundet sig, og hun havde fået sig et mere end godt smykke til de finere selvskaber. Zane rettede blikket mod de to unge piger. Der blev ikke lagt skjul på at de arbejdede i huset, og ikke boede der. Fine uniformer, og så virkede de ganske underdanige og ydmyge. Kort undrede han sig over om de mon var ganske almindelige mennesker, men vendte så blikket mod Emilia da hun spurgte til drikkevarer. "Cognac, hvis det er muligt. Hvis ikke, er rødvin fint." Hell, han drak absint i sit kobberbad. Han kunne drikke hvad som helst til fint mad..

Emilia vidste godt hvilket væsen der var en del af Zane, det havde hun bemærket længe før han overhoved var kommet ind på hendes grund. Men til forskel fra de fleste andre Djævle og ikke mindst dæmoner. Så var Emilia ikke interesseret i den krig der spillede sig mellem deres væsner.
Selvom hun var en magtfuld kvinde, og udentvivl ville kunne udrette en del i den krig, så var det bare ikke noget der interesserede hende.

Emilia betragede ham som han tog imod pengene, og kunne ikke lade vær med at blive overrasket over at han ikke engang talte pengene. "Du tæller ikke pengene?... Hvordan kan du vide jeg ikke har snyt dig" spurgte hun blot roligt.
Hun kom med et smil da han sagde at han drak Cognac. Hun vende blikket mod den ene af pigerne "Sofia.. vil du tage en flaske Cognac frem?... Og en Whisky" hvis de skulle starte på de mere ædle drikke, ville hun bestemt ikke undlade at være med.

Emilia kunne ikke lade vær med at betrage denne unde mand. Der var noget over ham. En ungdomlighed, og så alligevel. Noget i hende fornemmede en gammel sjæl i en ung krop. Men denne mand havde vel også gået på jorden i flere år, end den alder hans charmerende krop viste. "må jeg spørge hvor gammel du er?" spurgte hun med et nysgerrigt blik. Ikke at hun regnede med at han var lige så gemmel som hende selv. Men han kunne umuligt være den alder hans krop viste.

Da de havde fået saveret maden, og der var sat en flaske til dem hver, gik pigerne. Emilia begynde roligt at spise, det var tydeligt på hendes bordmanere at hun var vandt til det finere selskab.
"Jeg kunne forrasten godt tænke mig at laver forratingnier med dig en anden gang" sagde hun roligt, hvorefter hun spiste videre. Hun tog en tår af den Whisky der var blevet held op til hende. Hvilket selvfølgelig var en dyr organg. Og det samme galde Cognac'en

"Jeg stoler på at beløbet er der... og hvis ikke, så vil jeg have en undskyldning for at vende tilbage hertil." Svarede han hende. Folk plejede som regelt ikke at snyde med den slags 'småting'.. en pris var en pris, og det havde været prisen han havde krævet for sin service til hende. Hvis han kunne gøre et sådan job et par gange om året, var det intet under han absolut ingen mangel havde på penge selv. Desuden, så tvivlede han på at nogen djævel ønskede et visit fra en vred mand som ham selv med kors om halsen, og bibel i hånden... I hvert fald ikke hvis den djævel vidste hvad der var godt for den.
Zane lagde mærke til, og blev langsomt påvirket af humøret der lå over hende. De mange smil hun viste, og den generelle tålmodige og venlige tone i hendes stemme. Og selvom han vidste hvad hun var inderst inde, kunne han ikke andet end at tænkte han alligevel ikke havde fortrudt dette besøg. Han lagde også mærke til hvordan hun betragtede ham, og gengældte egentlig tjenesten, med hovedet lidt på skrå og et diskret smil. Hun virkede selv ganske ung. Hun virkede stærk, men på sin vis også uskyldig.. og noget sagde ham hun kunne være blid som en å udvendig, og voldsom som havet indvendig. Ikke iblandt de værste kvaliteter.. "Jeg er født år 1928.." Svarede han kort og holdte blikket mod hende. Idet et glad cognac og den tilhørende flaske blev sat foran ham, ventede han ikke helt høfligt, men rakte i stedet ud efter glasset. Roligt og selvsikkert, dog. "Selvom jeg ikke ligner det, er jeg ved at være en gammel mand." Der var selvfølgelig en hvis grad af selvironi og sarkasme over hvad han sagde, inden han så tog et lille sip af cognacen. Han havde ikke engang tænkt sig at spørge hende hvor gammel hun var.. han behøvede ikke spørge om noget som helst. Han skulle blot berøre hende, og han ville vide langt det meste om hende og hendes liv på blot et spørgsmål om sekunder.
Han satte sig ind til bordet, og satte sig lidt mere rank da maden kom. Kniven og gaflen blev taget i hånd, og han begyndte selv roligt at spise. Han var ikke noget dyr, så han fulgte hendes eksempel, og vedligeholdte bordskik og sine manerer.. "En mulighed jeg ikke ville sige nej til. .. Du har mit nummer.." Svarede han roligt og tog sig en lille pause fra maden, for at betragte hendes reaktion til hendes ord. Hvis hun havde en anden opgave til ham nu, måtte hun vel sige det.. hvis det først var noget der ville komme en anden tid, var hun mere end velkommen til at ringe. Han kunne jo også altid sige nej.. Men han tvivlede nu på at han ville sige nej..

Emilia kunne ikke lade vær med at komme med et kort træk på smilebåndet da han sagde at han så ville have en undskyldning for at kommet igen.
*ærgerligt jeg ikke snød dig så* tænkte hun for sig selv, og måtte tage lidt fat i sig selv for ikke at smile over hendes indre kommentar.

Der kom et smil fra hende da han sagde at han var født i 1928, og ikke mindst da han sagde at han var ved at være en gammel mand. Hun vende blikket mod ham "tro mig.. du er stadig et barn med den alder" sagde hun med en stemme der indikerede at det ikke engang var den halve del af hendes egen alder.
Emilia spiste roligt videre. Hun hørte hvad han sagde om at han ikke ville sige nej.
Hun vende blikket mod ham da han sagde at hun jo havde hans nummer. "Er det en invitation?" sagde hun roligt og selvsikkert med et glimt i øjet.

Emilia fik set ned af Zane, roligt og afslappet rakte hun hånden frem mod ham, og lod 2 finger glide ned af hans kors. "Og jeg som troede at en mand af gud ikke måtte drikke?" sagde hun roligt mens hun tog sin hånd til sig, mens hende blik rettede sig mod ham istedet.

Selvfølgelig, blev et lille øjenbryn hævet ved hendes kommentar. Et barn, ligefrem? Han reagerede med et blik mod hende, imens han tyggede af munden. Djævle.. dem og mange andre, troede alle sammen det handlede om alder, og hvor længe de havde vandret målløst på denne jord. Han havde haft 80 år, fyldt med formål og betydning. Alder betød ham intet når det kom til sådan noget. Han havde mødt vampyrer der havde levet i et andet årtusind, men som besad en intelligens af et barn, og vilje af en lille pige. Han svarede ikke rigtig på det, og gjorde hvad han kunne for ikke at lade sig fornærme for meget af hvad hun sagde. Det var hendes hjem, og hun kunne gøre som hun ville. Men han var ikke kommet for at blive hånet eller gjort til grin.. Dog, smilte han lidt diskret over glimtet i hendes øje, og det korte spørgsmål vendt hans vej. Hun var ganske flirtende... ikke ligefrem hvad han havde forventet da han var kommet. Men i det mindste syntes det at falde hende naturligt, hvilket gjorde det lidt bedre. Det gjorde dog også at han ikke kunne tyde imellem hendes ord og hendes intentioner. "Du kan tage det som du vil.." Svarede han hende, måske en anelse kryptisk. Det var jo egentlig en invitation.. men til hvad, var det mon hun legede med?
En anelse overrasket, måtte Zane rette ryggen, og se til imens hun lænede sig frem mod ham, og lod sine fingre berøre korset. Et kors af det pureste sølv, og han blev en anelse overrasket over at hun kunne røre korset. Hun var skam heller ikke særlig bange af sig, denne kvinde. Iført hendes luftige kjole, var det nærmest som en invitation da hun lænede sig frem, og stoffet gav plads. "Jeg tror næppe Han bekymrer sig om hvorvidt jeg drikker, eller ej." Hans blik forblev ved hendes, og ubevidst var der derved taget en pause fra spiseriet. En pause der blev udnyttet til at betragte hende, hvorefter han rakte ud efter sit glas og hævede det læs mod hende. "Der er nogle mere hellige end andre.." Tilføjede han så med et næsten skummelt lille smil, og tog endnu et sip af hans cognac, og stilelde den tilbage på bordet.

Emilia fornemmede med det samme den lille fornærmelse der steg op i han. Det var nu ikke som en fornærmelse hun habde ment det, men hvor skulle han også vide det fra. 
Hun kunne underligt nok ikke lade vær med at betragte denne mand der sad Skrådt ved siden af hende. Hun habde svært ved at bedømme ham. Han virkede meget fattet. Men stadig som om han var i tvivl om hvad der ville ske Denne aften. Det kunne hun nu hellere ikke bebrejde ham! I virkeligheden kunne hun jo få nogle til at angribe ham hvornår det skulle være. 

Der kom et smil frem hos hende da hun hørte hans svar. Ja så havde han da ikke sagt for meget. Det sjove ved det svar, var spørgsmålet om, om han gerne ville have at hun tog det som hun ville? 

Emilia så næsten lige så ivrig ud da hun rørte ved korset. Det var jo smukt, og Emilia havde en svaghed over for smukke ting. Som denne smukke ting, og havde jo også lige så meget historie som den halskæde hun lige havde fåret fingrene i. Hun rettede sig lidt op igen da han begynde at tale. Et lunt smil formede sig på hendes læber. Han havde nok ret! Hvorfor skulle Gud som de kalde ham bruge kræfter på Det. 
Hun så på ham da hun sagde at der var nogle der var mere hellige end andre. 
Hun flettede sine finger sammen, og placerede sine albuer mod bordet, hvorefter hun lagde hagen mod dem. "Måske du kunne fortælle mig mere om din tro?.. den slags har altid intrasseret mig meget... Jeg har lært en del om forskellige tro, og kulture mens jeg rejste rundt i verden" Sagde hun med en oprigtig stemme. 
Hun havde aldrig lært om kristendommen, eftersom hver eneste præst hun mødte var løbet skrigende bort eller gjordt alt for at slå hende ihjel. Og man kunne vej heller ikke bebrejde dem. Hun var jo en skabning fra helvedet.
Men denne mand var sågar også engel, og han virkede så rolig. 
Emilia rettede sig igen ordenligt op. Og spiste lidt videre. Indtil mellem tog hun en tår af sin whisky. En vidunderlig omgang og ikke mindst mærke. 
Emilia rykkede ag munden inden hun sagde det næste. "Når nu du er præst.. så ville du vel ikke have det forfærdeligt godt med at stjæle fra et kloster vel?.." Spurgte hun pludseligt, og som om det var den mest normale ting. Emilia havde længe ville have fat i en bestemt genstand der befandt sig i et kloster. Men problemet var at hun ikke havde det særlig godt i en kirke.

At dette møde syntes anderledes end de sædvanlige møder med djævle han havde, overraskede ham en smule. Han havde ikke den store tiltro til væsner af hendes slags, og havde ofte hvad der kunne betegnes som et had overfor dem. De var ganske bogstaveligt, verdens banemænd. Skabt og sendt til jorden, for at gøre hvad de onde herskere ville af dem. Det var ikke mange der hverken kunne eller ville agere frivilligt og selvvisk. At Emilia så syntes udenfor den guddommelige konflikt, mere fokuseret på selvviske mål og begær, var en anelse usædvanligt. Dog overraskede det ham ikke rigtigt, ikke efter hvad han havde set og hørt i blot den korte tid han havde været i hendes villa. Hun syntes at følge hendes egne lyster og begær, og det gjorde hende nu også mere uforudsigelig en de fleste dæmoner... måske en anelse mere farlig. Men som sagt, frygtede Zane ikke væsner som hende, og sad derfor ganske trygt på stolen ved spisebordet, skråt overfor hende. Hende, der selvfølgelig sad for bordenden, ham der sad ved den næste plads langs en af siderne.
Egentlig spiste han en anelse mere, men var som sådan ikke sulten. Han havde ikke haft nogen stor appetit i mange år efterhånden, og havde i stedet andre måder at fornøje og forsørge sig selv. Han betragtede hende flette sine fingre sammen og kigge på ham. Stadig, tyggede han roligt af munden, og fokuserede sit eget blik mod hende. En anelse undrende over hendes spørgsmål. "Tro, er reserveret til mennesket. Og hvad der er tro til mennesket, er en realitet til væsner som os. Du, af alle, burde vide at hvad jeg tror på, er virkeligt." Svarede han hende, en anelse kryptisk. Endnu engang slog hun ham som en anelse usædvanlig. En Djævel uden den store viden om Gud og hans følgere? Han lod det dog ligge, og smilte diskret ved sine egne ord. En engel vidste af natur hvad der gemte sig i flammerne, og en djævel vidste af natur hvad der gemte sig i lyset. Og i skyggerne derimellem, var der folk som Zane. Han havde ikke rigtig lyst til at prædike eller forklare sin religion, eller sin viden om Gud, til en djævel.. blot fordi hun virkede ganske venlig. Hun var stadig hvad hun var..
"Hvad der hviler på hellig jord, tilhører Ham og hans engle.. Og jeg vil ikke stjæle fra hellig jord, og give til en djævel.." Svarede han, ganske konkret til hendes spørgsmål. Så havde hun i hvert fald svaret, og med et lettere udfordrende blik hendes retning. Hans arbejde gjorde at han gjorde mange forskellige ting, men aldrig havde han stjålet fra et sådan sted. Men det var et spørgsmål om finesser.. Kom an på hvad det var, og til hvilket formål.. men han tvivlede på at en djævel ville have et formål der kunne virke tilfredsstillende nok.
Zane lagde kniven og gaflen fra sig, og tog i stedet fat i sit glas. Han lænede sig roligt tilbage i stolen, og betragtede Emilia. Fødderne solidt plantet i jorden, og bagdelen lænet mere ud mod kanten af hans stol. En arm hvilende på stolens armlæn, og den anden med glasset i hånden, hvilende i hans eget skød.

Emilia forstod godt hvis han var skeptisk og mistroisk omkring hende. Alt andet ville da også Være dumt! 
Men sjovt nok havde Emilia Ingen intentioner om at dette skulle udvikle sig til en hellig krig! Tvært imod. Hun ville jo gerne kunne lave aftaler med ham senere. 
Og desuden havde hun Ingen interesse i den krig.  Der kom et nik fra hende da hun hvad han sagde at hun burde vide at det han troede på var virkeligt. Emilia kunne ikke lade vær med at komme med et smil. "Jeg tvivler ikke på din gud!.. men alle andre jeg har talt med, mener jon også at deres gud eksistere" Sagde hun med et smil, og lagde hovedet på skrå "nu er jeg KLAR over at din gør.. de andre kan jeg have min tvivl om.. men derfor intrassere historierne mig stadig! Desværre har jeg aldrig haft mulighed for at studere biblen nærmere.. men dens historier og fortællinger fascinere mig!... heh ja det er jo noget helt andet end vores fortællinger... De er meget små.. og ikke særlig bedriftrige.... hvis du forstår hvad jeg mener" Emilia var selv færdig med at spise, og i modsætningen til ham, lænede hun ind mig bordet, med hænderne under hendes hage. 
Der kom et smil og et forstående nik fra hende da han sagde han ikke stjal fra hellig jord. "Det havde jeg nu heller ikke regnet med" Sagde hun med et venligt smil. Det havde nu også været underligt hvis han havde sagt ja til set.

Det kunne være en anelse fordelagtigt mange gange, at han havde et så ungdommeligt udseende. Selvfølgelig gjorde det ofte at mange ikke viste ham den respekt han syntes han fortjente, eller at mange undervurderede ham. Men det gjorde også ofte at han blev efterladt til at gøre hvad han ville. Mange havde det fint med at ignorere ham, og derved gjorde det hans arbejde nemmere, fra tid til anden. Han var ikke usædvanligt stærk. Han kunne ikke kampsport eller kaste rundt med andre. Nej, han ville ikke have megen chance mod et væsen af stor fysisk styrke, skulle det væsen først komme ham nær. Og dog, var han endnu ikke bange for det. Skulle han dø, ville han dø.
Han lyttede til hende ord, lagde hovedet lidt på skrå, og smilte diskret som han tog et lille sip af glasset, som snart var tomt. "Der er kræfter i denne verden langt udenfor de af vores skabere.. Mange historier at fortælle, og mange at høre.. Fortællinger om Lucifer og hans fald, det store bæst Leviathan.. Eller om Belial's sønner og destruktionen af Sodom.. blandt andet.." Svarede han hende roligt, også lidt som svar på hvad hun sagde sidst. Der var et ganske imponerende antal af historier der handlede om Helvedets herskere. Spændende historier, såvidt spændingen nu ellers gik. Noget sagde ham at hun sikkert gerne ville høre en sådan historie, nu hvor deres møde var så fint som det var. Men han regnede nu heller ikke med at en bibelsk historie ville interessere hende lige så meget som hun påstod.
Zane var ikke doven med alkohollen, og tømte sit glas, for så at stille det på bordet igen. Han satte sig lidt rank, og rettede lidt på sin hvide bluse og sorte skjorte. "Jeg håber så sandelig du har andre ting for mig at lave, end at stjæle fra klostre eller kirker.." Bemærkede han bare en anelse smilende og skævede mod hende.

selvom Emilia var gammel af alder, og havde set mange ting. Hørt mange ting og ikke mindst op lavet mange ting. Men det ændrede ikke på At hun stadig var besat af hold er var anderledes, mystik, gammelt og ikke mindst fyldt med historie. 
Dette var he Dea svaghed, hendes last og hendes afhængighed. 
Hun kunne ikke undgå at se på ham med det et blik der næsten så ud til at havde begær i den. Hun virkede som om det oprigtigt intraseret hende havde han fortalte. 
Emilia smilede kortm og skænkede blikket en smule da hun høre hvad han sagde han de forskellige kronprinser. Hun trak på skuldrene " nok er der mange fortællinger om dem.. men hvilke historier? Der er ikke et meget helt ånd over dem" Emilia elskede sit væsen! Hun elskede de evner hun var blevet tildelt, og at hun var et stærkt Væsen. Men ud over det, så hun ingen glæde og stolthed over det hun var. Hun var et mørkt væsen. Hun kunne ikke lade vær med at trække lidt på smile båndet "lige meget for mange historier der om mine kronprinser, eller men min slags... ændre det jo ikke på at vores historier er dem forældre fortæller til deres børn når de skal skræmme dem! Hvordan slags både har horn og hugtænder" det tisset små grinte hun, efter som hun med det samme fik et billede i hovedet af hende selv der så sådan ud. Der kom et lidt opgivende smil frem hos hende "det er jo din... og ikke min slags der bliver fortalt om ved sengetid. Eller bliver hyldet i store smukke bygninger med de smukkeste kunstværker på vægge, lofter og vinduer" Emilia havde altid gerne ville opleve en gudstjeneste, men da.der oftest var engle tid stede, fik hun aldrig lov til at gå ind. 

Emilia smilede da han sagde at han håbede hun havde mere at lave til ham ind nogen en kirke eller et kloster. Der kom et skævt smil frem hos hende. "Jeg har Helt sikkert noget andet du kan klare.... meget af det har BESTEMT ikke noget med kirken at gøre!" Sagde hun med et lumsk smil. 
Det lå i hendes natur at flirte lidt. Men det var nu ikke kuet hun gjorde med mindre hun havde lyst. Havde han ikke været intrassant nok.. havde hun ikke så.meget som skænket ham et blik. Men denne unge mand var gjordt at noget helt særligt. Og måske pirrer det hende bare at han sad der med sit kort fremme.

Øjnene blev knebet en smule sammen som hun talte, og som han betragtede hende. Betragtede de små træk på hendes skulder, smilet på hendes læber. Hun var langt fra uskyldig... han var ikke dum. Han sad ved siden af en djævel af magt, indflydelse, og århundreder af handlinger og erfaringer på denne klode. Han ville ikke kunne forestille sig hvad hun havde gjort, med mindre selvfølgelig, han kunne røre hende. Men indtil da, måtte han gætte sig frem. Og øjnene blev knebet en anelse undrende sammen. Ikke fordi hvad hun sagde lød underligt, men fordi det var hende der sagde det. Hun måtte uden tvivl være stolt over sig selv og hvad hun var, og dog.. var hun misundelig på skabninger som ham selv? Misundelig på englene? "Lucifer var, som du nok ved, en Engel. På ham var der ingen horn, og ingen hugtænder... Han indledte en himmelsk krig mod Herren og hans trofaste. Ikke fordi han ønskede dets undergang, men fordi han ønskede Herrens kærlighed og tiltro..." Svarede Zane efter et øjebliks omtanke. Man kunne da sympatisere en anelse med det, med hvordan Lucifer var en gang.. men nok ikke særligt meget længere. Zane smilte lidt med blikket mod det tomme glas foran sig. "Mark Twain, digteren, sagde engang noget der rørte mig.. Han vovede at stille som spørgsmål, hvem der i atten århundreder, havde bedt for Lucifer? Om der mon nogensinde havde været en enkelt kristen sjæl, der havde bedt for den synder, der kunne have manglet det mest." Tilføjede han, og indså selvfølgelig hvor underligt det måtte lyde til hende.. hele konceptet om synd, men det havde nu alligevel virket til at passe ganske godt ind. Nu var religion heller ikke altid noget smukt og behageligt..
Zane var god til at genkende toner og udtryk, og var en rigtig god menneskekender. Han var god til at læse andre, og kunne derfor også godt læse det lumske smil på hendes læber, ved hendes ord. Det var da kun smigrende, den interesse eller fascination hun syntes at have i ham. Men blot fordi en djævel formåede at smile, smigre, og flirte, var nu endnu ikke grund nok til at han kunne vise en nødvendig tiltro. Zane holdte blikket mod hende, en anelse fæstnet og med et diskret smil på læberne. "Det lyder betryggende.." Svarede han bare roligt, og syntes dog også lidt at forstå tonen i hendes stemme. Han var ingen idiot, og ej heller var han et let 'offer'...
Han 'vågnede' lidt fra hans stirren og betragtelse af hende, og kom i tanke om hvor han var. Selvom han nok ikke var lige så besat som hende, havde han da en hvis interesse for de samme felter.. "Har du andre artefakter i dette hjem? Spændende ting jeg burde se, måske?" Spurgte han, og lagde hovedet lidt på skrå. Hans glas var alligevel tomt, og det var da heller ikke videre spændende bare at blive siddende ved at fint middagsbord og tale om religion og overtro..

Emilia var langt fra et uskyldigt væsen! Hun habde gjordt ting gennem tiden der var grufulde. og hun havde da bestemt også nogle liv på samvittigheden. Men det var en anden tid. Og hun var et andet væsen. de første 100 år Emilia befandt sig på jorden, var hun den djævel som det blev forventet af hende. Men hun mistede interessen for denne evige ødelæggelse. Plus at det var omkring den tid hvor hendes interesse blev vækket omkring de gamle og sjældne ting. 
Men hun måtte faktisk erkende at hun var lidt misundelig.. måske mest på det med af være "den gode" kun få ønskede at blive set som det onde. Og hvis de ønskede det, var det jo fordi det passede. 

Der kom et kort frys fra Emilia samtidig med et smil. "Ja og hans uendelige trang til kærlighed og bekræftelse har så ødelagt det så djævle i alt evighed!" Hendes stemme lød skab. Noget der var sært for en djævel. Og tale nedladende om en kronprins.. Ny var det jo heller ikke hendes kronprins, men det havde kunne gjordt nogle forskel. 

Emilia lagde skam godt mærke til de diskrete smil, og hans blikke. Men Emilia var nu ikke bekymret hvis hun absolut var SÅ besluttet på at der skulle ske mere, kunne hun blot bruge sin evne. Hun kunne tydeligt mærke at han ikke var hel engel. Så den ville virke. de eneste 2 væsner hendes første evne ikke virkede på var engle og dæmoner. Men hendes anden evne duede på alle andre end engle. Men hans menneskelige del ville blive påvirket, så måske ville den ville være lige så stærk som med a der væsner, men han ville kunne mærke det. 
Det eneste lille problem var..  at hun ligesom var nød til at kysse ham først.. og det var nok svære end at få even til at virke. 

Hun kom til sig slev da hun hørte hans spørgsmål. Og smilede så med et næsten tilfredst blik. Hun rejste sig roligt. "Kun hvis jeg kan regne med at de ikke bliver stjålet, fordi du har fået et bedre tilbud af nogle" Sagde hun med et skævt Smil. hvorefter hun roligt tog posen med halskæden med sig. 
Hun gik over til et bilede der hang på væggen, og trak i den ene side så det åbnede ligesom en skabslåge. Inde bag billedet var der en form for skærm. Emilia placerede hånden mod skærmen, hvorefter et blåt lys scanne hendes hånd. Der lød et klik fra reolen ved siden af. Emilia tog fat i reolen, og trak i den, hvor den så skubbedes til siden som var det almindlig dør hun skubbede til. 
Hun så mod ham og ventede på at han fulgte med. Hun gik ind bag reolen, og ned af en enkelt trappe. Til de befandt sig under huset. Den glasdør var de rund til.det store rum. Igen satte Emilia sin hånd mod en skærm og blev lukket ind på den måde. 

De kom ind i et rum der var på størrelse ned hele hendes hus. Der var mange ting de fleste af dem var et form for våben. Men stort set alle tingene stod i glasmontre. For at beskytte dem. Emilia tog halskæde frem, og gik over til en stor montre med en masse forskellige egyptiske genstande. Hun åbnede en montre hvor der allerede vat gjordt plas til en halskæde. 
Hun vende sig mod ham " ja det er så min samling!... jeg syntes selv den er ret så inspirerende" Sagde hun med en tilfreds men også ydmyg stemme. Dette rum mindede om  et museum. forskellen på denne samling var bare at alle tingene skulle have overnaturlige kræfter. 
En hver samler ville være misundelig på denne samling.

Endnu engang, overraske hun ham en anelse ved hendes svar til hans ord. En fortælling om en af hendes mørke fyrster, og dog syntes hun villig til at kaste den til side og hellere bebrejde Lucifer, frem for at forherlige. Usædvanligt, især for en Djævel. Enten var hun en illoyal Djævel af Lucifer, eller skabt af en anden fyrste. Han endte med at smile en anelse ved hendes skarpe ord, og sænkede blikket mod hans fingre foran sit ansigt. "Jeg ville nu vove at påstå, at Djævle i sig selv, har formået at ødelægge rigeligt igennem al evighed.. Jeg år nu heller ikke ud fra at du er uskyldig..?" Lød det fra ham, og han skævede let mod hende. Man skulle ikke kaste med sten i et glashus, som man nu sagde det. Ikke gøre skade, og bagefter beklage sig over skaden man selv er blevet påført. Han tvivlede nu på at der var nogen djævle i denne verden der kunne sige sig fra at have været noget nær monstre på et eller andet tidspunkt. Ligesom at det ikke var alle Engle, der kunne påstå at have været helt igennem hellige hele deres eksistens. Han kunne i hvert fald ikke...
"Hvis du fortsætter med at være så gavmild som du har været, har du intet at frygte.." Svarede han, en anelse udfordrende. Han havde ikke brug for hendes gavmildhed, ligesom at hun ikke havde brug for at frygte noget. I hvert fald ikke hvis en aftale imellem dem var blevet sat på plads. I hvilket tilfælde, han så sandelig ikke ville stjæle fra hende. Men igen, kunne han ikke lade være med at smile en anelse for sig selv, imens hun var i færd med at åbne bogreolen. Hvis hun havde stjålet hvad hun havde, hvorfor så påpasselig med ikke at få det stjålet af andre? Zane fulgte efter hende da hun havde åbnet den første dør, og lod blot sin jakke hænge på stolen i spisestuen. Med stemningen og atmosfæren imellem de to, lod han dette være en enkelt lille prøve. For at se om han kunne lade sin jakke hænge der, uden at det forsvandt mystisk eller blev bestjålet. På vej derned, sørgede han dog også for at tage cognac-flasken med sig. Nu havde hun jo så gavmildt tilbudt det i rigelige mængder, så en årgang som denne, skulle da endelig ikke gå til spilde.
Da den sidste dør blev åbnet, fulgte han hende igen ind i hvad der var et stort lokale, fyldt med alverdens artefakter og genstande. Imens hun gik hen til montren og placerede halskæden, så han sig lidt omkring, og fjernede låget fra flasken han bar. "Imponerende.." Måtte han indrømme, og stillede sig lidt tættere ved en større udstilling, for at betragte nærmere. Forskellige kroner og kranse, våben og artefakter. Det var da ganske imponerende. "Du må have gjort det her længe.." Bemærkede han lidt fraværende, som han tog en slurk af flasken, og skar sine tænder derefter. Han gad ikke til at ligge skjul på hans last overfor alkohol.. Han kunne række ud og røre ved tingene, og han ville kunne se og vide alt om dem. Og dog, lod han være. Der var nogle ting han nok hellere måtte lade være med at vide. Han vendte sig halvt imod Emilia, og skævede mod hende.

Emilia kom med et kort smil ved det han sagde. selvfølgelig var hun ikke uskyldig. Hun var trods alt et mørkt væsen. Hun trak på skuldrene "Vi er vel alle syndere... Og nej.. jeg er langt fra uskyldig... Jeg er trods alt et mørkt væsen, og det har jeg desværre levet efter alt for længe"
Emilia ville gerne selv indrømme at hun ikke var som andre djævle. Hun følte ikke hele tiden denne foragt overfor andre væsner, men jo hun følte sig hævet over dem, men det var nu også svært når man var et af de mest magfulde væsner.

Der kom blot et kort smil fra hende da han sagde at hun intet havde at frygte hvis hun blev ved med at være så gavmild. Selvom hun nu ikke så sig selv som gavmild, men bare en god handelsmand, så kunne det ikke undgå at få hende til at smile.

Emilia gik selv og betragtede sin samling. Det kunne hun få flere timer til at gå med. Hun skævede et blik mod ham da han sagde at det var indpionerende. Og så sig lidt om, som om hun lige skulle forstå hvad han mente. Men det gjorde hun skam, fra første sekund. Hun vende blikket mod ham igen da han sagde hun måtte ha gjord det længe. Hun trak på skuldrene "De sidste 250 år cirka... inden det rejste jeg blot rundt og lærte om de forskellige kulture.. det var på den måde jeg blev så fascineret.. og så var det også i den tid at jeg fandt ud af at jeg kunne få lige hvad jeg ville uden at skule dræbe eller være mere ond end mennesker normalt kan være mod hinanden"   Emilia lagde skam godt mærke til den måde han drak på. *Sikken en kristen* Kunne hun ikke lade vær med at tænke for sig selv.
Hun gik lidt hen mod ham, og stoppede så et par meter fra ham. "ser du mig stadig som en koldblodet dræber?... der kun er ude på at ødelægge den verden vi lever i?" sagde hun med et smil, mens hun afslappet lagde armene over kors.

Nu var det skam heller ikke fordi Zane på nogen måde forsøgte at skjule hans eget væsen. Han var hvad han var. Han kunne være venlig og åben, hjælpsom og empatisk. Men også ualmindeligt utilgivelig og arrig. Men han var også en skabning hjemsøgt. Hjemsøgt af syner omkring ham. Han havde blot været i dette kælderrum i et kort stykke tid, og allerede nu havde han set slørede visioner af hvorledes det var blevet bygget. Visioner af Emilia da placerede endnu en sjælden genstand i en montre. Det var nemt nok at skelne fra virkeligheden, nogle gange, men det tog sine ofringer at holde styr på det. Og i hans tankespind og fascination af sine omgivelser, blev han afbrudt ved hendes forklaring, og vendte derefter blikket mod hende. Han var egentlig ikke rigtig interesseret i historien, men fandt sig selv mere og mere 'interesseret' i hende. Nuvel, han lyttede, og vendte atter blikket mod reolen foran sig, da hun havde talt. "Det lyder som om du har været yderst succesfuld i dit liv." Kommenterede han bare en anelse køligt, men også med et smil, skjult for hendes øjne. Han brød sig som regel ikke om personligheder der havde haft for megen succes. De syntes ikke at forstå hvordan det var at vade rundt i mudderet med alle andre. Hvordan det var at kæmpe og give alt hvad man havde, og alligevel fejle. Sensationer, han var alt for bekendt med.
Da hun nærmede sig ham, stod han med siden til hende, vendte blikket over sin ene skulder, mod hende. Et lettere skummelt smil lagde sig over hans læber, og han skænkede hende et tydeligt elevatorblik ved hendes ord. Han tog derefter endnu en lille slurk af flasken, for derefter at sætte låget på, og stille det fra sig. "Hvad jeg ser..." Zane nærmede sig hende, og lod hende stå som hun ville, imens han gik en halv tur rundt om hende, med blikket der granskede hende ganske tydeligt. Dog, uden at røre hende. Han ville ikke berøve sine sanser hhvad de kunne, inden hans fingre ville afsløre mere. ".. er en pige, der er vant til at få hvad hun vil have.. En der hellere ville besidde verdenen, frem for at ødelægge den.." Tilføjede han, med en let udfordrende tone. Med al hendes magt og alle hendes rigdomme, måtte ting komme let til hende. Han smilte diskret, og trådte så lidt væk fra hende igen. "Nej, jeg ser ikke en koldblodet dræber.. Jeg ser noget langt farligere.." Han kunne ikke lade være med at skænke hende et elevatorblik igen, ganske tilfreds med resultatet den første gang. ".. en kvinde med en uslukkelig tørst.." Tilføjet med et mindre glimt i øjet. Han var ved at have på fornemmelsen hvad hun ville have.. Og han gik nu ikke ud fra at det blot var sjældne artefakter eller genstande. Han endte med at skænke hende et sidste blik, inden han igen gik hen til flasken han havde stillet fra sig, og tog sig et lille sip.

Emilia trak beskedent på skuldrene. Tja måske havde hun haft en del scusse i sit liv. Men det havde nu ikke været uden kamp. Og bestemt ikke uden tamp. For et kort øjeblik sank hendes blik, som en der kom i tanke om noget trist. Og det var den. 
Hun slog dog hurtigt tanken væk. Den hørte ikke hjemme i dette øjeblik. 

Emilia fik et lidt selvsikkert blik da hun bemærkede hans elevator blik. Emilia tvivlede ikke på sin skønhed, og dernæst. Så elskede alle piger at blive betragtet Og beundre. Hendes smil forsvandt dog kort da ham begynde at komme nærmere og gå rundt om hende. Dog kom der hurtigt en skævt smil frem hos hende da hun hørte hvad han sagde. Han kunne vel have rat i noget af det. Hun havde en umådelig trang til at vide alt om verden, se det hele, kende dens herligheder og samle dens rigdomme. 
Hun løftede blikket mod han da han sagde han ikke så en dråber men derimod en kvinde med en ulykkelig tørst. Hvilket hun måtte give ham rat i. 
Emilia trådte et par skridt hen mod ham, så hin stod lidt foran ham. Hun grab fast om flasken han habde drukket af, og tog den ud af hans hånd, hvor efter hun selv tog en ret stor slurk. "Nu er det mit spicale at få min vilje... men det har nu stadig ikke været uden kamp" hun havde et drilsk smil på læberne. Og en hvis glad i øjnene. Hvorfor var det at denne halv engel intrasserede hende så meget? Hun kunne i realiteten få hvilken som helst mand. 
Men det var også meget end det.. var hun intrasseret i at få sex kunne hun få det alle vegne. Men der var noget over denne mand. noget hun ikke kunne forklare

Det var ingen skam at lade hende vide hvordan hun så ud, eller hvilken effekt hun havde på ham. For selvfølgelig havde hun en effekt på ham. Enhver kvinde havde en effekt på ham, så længe hun gjorde sig selv 'til' eller førte sig selv med elegance og feminint. Der var intet tiltrækkende over en kvinde i et jakkesæt, hvorimod en kvinde i en kjole var yderst tiltrækkende. Og hun syntes at vide hvad hun ville have.. han kunne se det i hendes øjne, høre det i hendes stemme. Det var... tilfredsstillende, at vide hvad hun syntes at ville have. Og ikke mindst at være hvad hun ville have. Dog, smilte han lidt diskret ved hendes ord og hævede det ene øjenbryn som hun kom nærmere. Hun fik selvfølgelig lov til at tage flasken, og han betragtede hende tage en slurk af væsken deri. "Og dog, er der noget der siger mig, at det er længe siden du har måttet arbejde for at få hvad du vil have.." Han gengældte selvfølgelig hendes let drilske smil, og lod ordene spille i en udfordrende tone. Med en svag vished om hvad hun ville have, besad han også visheden om at hun ikke ville få hvad hun ville have, med mindre hun arbejdede for det. Han havde fundet hendes artefakt, og hun havde betalt ham. Den del af deres 'forhold' var nu lige og overstået. Imellem dem var der kun de to som de var, og han var ingen skødehund der ville gøre som hun sagde eller som hun befalede det. Og lidt hemmeligt, håbede han da ikke hun ville miste interesse for det.. for det ville være yderst tilfredsstillende at se en som hende, arbejde.
Zane tog det sidste skridt imellem dem, og tog flasken ud af hånden på hende. Og idet han tog flasken fra hende, rørte han ved hendes fingre. Og på et spørgsmål om blot sekunder, indsamlede han sig den viden hans evne tillod ham. Oftest var det en ubehagelig oplevelse, der oftest ville efterlade ham fortumlet. Men dette var med formål, for han nød ikke mysterier. Han nød viden. Og nu vidste han.. vidste ikke præcist hvad hendes evner var, eller hvad de gjorde, men så billeder af alle de mænd hun havde forført igennem tiden. Og på blot et splitsekund, blev han beslutsomt enig med sig selv om, at hun ikke skulle have lov til at kontrollere og manipulere med ham.. Og nu hvor han vidste det, tog han blot flasken til sig selv, sendte hende et udfordrende og ganske tilfreds blik, og trådte forbi hende. Dog ikke uden at sende et blik ned langs hendes krop. Et syn der bragte et diskret smil frem på hans læber, som han tog et par skridt imod halskæden hun havde sat på plads, og tog en enkelt slurk af flasken. Han måtte hellere sørge for ikke at blive alt for påvirket af alkohollen, så længe han ikke var hjemme.

Emilia ville bestemt ikke lyve overfor sig selv og sige at han ikke havde noget hun ville have. Hvad det var var hun dog i tvivl om. Men nu ville det jo også være kedeligt bare at kysse ham, og bruge sin evne den vej. Der var der ingen jagt i, og det var den hun var fascineret af. Det var det hun kunne lide.
Hun bed sig kort i underlæben da hun hørte hvad han sagde, og da hun hørte den form for udfordring der lå i hans stemme. Hendes blik var rettet mod hans da han trådte nærmere. Og Emilia kunne næsten mærke trangen til bare at gøre noget ved det lige nu.
Hun undrede sig over ham, på et split sekund virkede det som om han var lidt væk. Hun lod ham tage flasken, hun havde trods alt fundet den frem til ham. Hun fulgte hans blik, og blev bare stående da han gik forbi hende.
Hun vende sig op mod ham, og betragtede ham som han gik mod halskæde. Hendes nye kærlighed, der ny lå her nede sammen med alle de andre skønheder.
Emilia gik roligt hen mod ham, men kun for at gå mod døren "skal vi komme op til overfladen igen?" sagde hun med et lille grin.
Ikke at Emilia ikke kunne bruge længere tid her nede, hun kunne bruge en hel dag her nede. Men der var andre ting hun heller ville lige nu

Denne kvinde forstod sig heldigvis på at gøre sig til. Forstod at blive stående og lade hans blik vandre som det ville, uden at stå som en udfordring. Forstod sig på 'dansen' der måtte danses imellem dem. En dans, hvor partnerne var hendes begær, og hans vilje til ikke at lade hende få det for let. Men Zane kunne jo gøre sig sine forestillinger og tanker som han ville, og dog ville det også handle om hendes handlinger, og hendes valg. Om hvorvidt hun var villig til at tage det til sig, og gøre noget ved det. Hun ville intet få ud af at spille kostbar.
Zane vendte blikket mod hende da hun kom lidt nærmere ham, og nikkede kort ved hendes forslag. "Ja, lad os." Bekræftede han roligt, og gjorde høfligt tegn til at hun nok hellere måtte gå først. Det var trods alt hende der åbnede dørene, og hendes hjem. Han puttede låget på flasken og besluttede sig for, til trods for hans trang til væsken, at lade det ligge på ubestemt tid. Han ville helst være ved sine fulde fem. Faren var endnu ikke overstået, han var trods alt omringet af djævelske ting og væsner.. med et blik ofte draget mod figuren af et djævelsk væsen. Og med et sådan diskret blik, fulgte han efter hende, og lod hende lede vejen fra dette imponerende kælderrum. Han trådte dog hurtigt til siden, så diskret han kunne, da han så en skikkelse gå imod ham. Endnu en af synerne, men ofte kunne det tage ham et splitsekund før han opdagede sandheden. Og han endte derfor med at vende blikket mod hende som de gik, smile lidt og ryste en anelse på hovedet af sig selv.

Egentlig var det rart at være sammen med en mand, der ikke kastede sig over hende, fordi han havde nogle umulige forhåbninger om at der skulle ske mere mellem dem. Men denne mand noget andet. Han var rasevaret men han havde stadig ikke afvist hende endnu. Hvilket blot gjorde hende mere ivrig. Det gjorde jagten sjovere.

Hun kom med et blidt smil da han sagde god for at gå op, og at han gik med. På vejen lagde hun godt mærke til, og undrede sig over hans undvigen. Her var jo ingen. Hun så lidt undrende på ham, men smilede da han kiggede på hende. Hun gik op af trappen efter at havde åbnet døren for dem.
Da de kom op i rummet, gik Emilia over til bordet, der nu var ryddet for deres tallerkener, og kun deres glas stod tilbage. Hun hælde lidt Whisky op i sit glas, og tog en stor tår, mens hun stod og viftede lidt med sin kjole. Hun vende sig roligt mod Zane med et smil der var en blanding mellem musik og drilsk "Bader de?" spurgte hun og begynde at bakke mens hun havde sit glas i hånden. Hun bakkede indtil hun kom til et langt lyst gardin der var langs den bagerste væg. Hun trak forhænget fra, hvilket afslørede en indendøres pool bag nogle glasdøren.
Emilia åbnede dørene, og gik ind i rummet mens hun smilede lidt lumsk. Hendes bevægelser var roligt og elegante. Hun satte glasset på et lille bord der ude, og begynde så at tage sine smykker af, mens hun gik langs pool kanten.
Hendes blik gled ind imellem mod ham blot for at se om han fulgte med