I hate everyone right now ~ Kolya

S: Skoven
T: middag
V: varmt
O: træer

Det var snar middag, og Amalie havde allerede fået mere end nok af skolen, men det var stadig nogle timer til hun vil ha fri. Hun sukkede dybt. Hun stod uden foran døren til næste klasse, men skulle hun gå der ind? Hun bed sig nervøst i læben. Hun vidste alligevel godt hvad det ville ende med hvis hun gik der ind. Hun kunne ikke, hun var allerede brudt næsten helt ned i dag, men hun plejede altid at være til alle sine timer? Stefan, en af drengene fra klassen, kom gående hen mod hende. Han var en af dem som mobbede hende, hvem mobbede hende ikke fra skolen af? det var et svært spørgsmål at svare på, men ledte man længe nok, ville man nok godt kunne finde en enkelt person.

Amalie bed sig hårdt i læben da han nu næsten var helt henne ved hende. Det var ikke til at vide hvad han ville hende, hun var ikke helt sikker, ud over at det han ville ikke var noget godt. Inden han nåde at åbne munden og sige noget som helst, havde hun vendt sig om, og begyndt at gå væk fra ham. Hun gik direkte mod udgangen, og kom dog også udenfor, men mærkede så en hånd på sin skulder. Hun vendte sig hurtigt om, og så ind i Stefans ansigt, som havde et lusket smil om munden. "Når, og hvor skal du så hen af, ludder?" spurgte han. Amalie så ned i jorden. "Ingen steder" mumlede hun lavt. Hun hørte Stefan le af hende. "Når, er det derfor du har så travlt?" lo han hånligt, og strammede grebet om hendes hånd. "Slip mig Stefan" pev hun lavt, men han lod ikke til at høre det, eller også lod han bare være med at gøre som hun bad om, hvilket var mere sandsynlig. Han tog fat i begge hendes arme, så hun slet ikke kunne bevæge sig, så han kunne gøre med hende hvad han ville nu. Hun kunne mærke sit hjerte som bankede rædselsslagen i hendes bryst. Stefan så på hende, og lo så. "Du er bange for mig?" han slikkede sig rundt om munden. Amalie sagde ham ikke imod, men hun gav ham heller ikke ret i det. Han smilede bredt, men så så op, og så hen mod døren som åbnede sig. Han slap Hurtigt Amalie da det var en af lærerne som var på vej ud. Han smilede uskyldigt til læren, og gik så ind i bygningen igen. Han så efter Stefan, og så så på Amalie med et venligt smil, men gik så ind igen. Amalie så efter både Stefan og læren. Hun burde gå ind til time, men hun turde ikke rigtig, for hvad kunne Stefan ikke finde på efter skolen sluttede? Hun bed sig i læben og sukkede, men satte så kursen mod skoven hvor hun regnede med at kunne være alene for en stund.

Hun gik et godt stykke ind i skoven, ligeglad med om hun kunne finde ud igen, lige nu. det slog hende ikke at hun ville kunne fare vild, men lige nu ville hun bare prøve om hun kunne flygte fra omverdenen. Hun kunne mærke at hendes øjne var begyndt at prikke, hvilket var et tegn på at der snart ville komme tåre. Han sukkede tungt, og satte sig så med ryggen op af et træ, og slog armene rundt om benene, og lod så endelig sine tåre få frit løb. Hvorfor skulle folk mobbe hende? hvad havde hun gjort for at fortjene det her? Hun havde intet gjort dem, men alligevel var det hende det hele gik ud over, men hvorfor.