I hate you! I hate every single.. Perfect little part of you.

------------------------------------------------
//Dette emne er forbeholdt Andrija//

Døren til hotellet åbnedes og en let summen af glade stemmer, klirrende glas og et nærmest svævende klassisk klaverstykke flød ud på den mørklagte gade. Udenfor hotellets dør, lænet op af væggen, stod en ung kvinde, med det lange, krøllede, mellemblonde hår, hængende i smukke krøller omkring det lyse ansigt. Hun førte cigaretten der var placeret i hendes hånd op til læberne og lod den varme, kradsende røg fylde hendes mund, hals og lunger, inden den, sammen med et dybt suk, forlod hendes læber igen og hun lod cigaretten møde asfalten under sig. Hun steg derefter op af trinene der førte ind til hendes arbejdsplads, hvor hun i dag ikke var for at arbejde, men for at feste. Eller for at lave det som de højrøvede rigmandstyper nu engang kaldte at feste. Helst af alt ville Case ligenu befinde sig på den anden af hendes arbejdspladser. Der hvor hun faktisk arbejdede fast længe, men da hun fik tilbudt dette job, hvor hun tjente så meget mere end hun havde gjort på diskoteket, valgte hun at hun blot ville arbejde som bartendervikar.
Cassadee trådte ind i hotellets hall, der lå helt øde for levende væsner. Hun havde aldrig set hallen så tom som den var nu. Hun lod de ravgyldne øjne glide rundt i rummet og studere det. I det hvide loft, der befandt sig omkring ti meter over hendes hoved, hang to store overdådige guldlysekroner og kastede et blændende lys ned i rummet. De fik væggene, der havde en blød, cremet knækket hvid farve, til nærmest at lyse op, idet de genspejlede lyset fra lysekronerne. Cassadees sorte pumps mødte det hvide marmorgulv med lette klunk og den blå kjole, der gik hende til midten af lårende, hvirvlede let i vinden der blev skabt når hun gik. Hun kom til de store trapper, der førte op til værelserne og det festlokale hvor aftenens personalefest blev holdt og begyndte straks at bevægede sig op af dem.
Da hun trådte ind i det store rum, hvor alle hendes kollegaer var samlet, mærkede hun straks folks blikke på sig. De så på hende, på en og samme tid, måbende og som var hun helt malplaceret der. Kvinderne kastede lettere jaloux blikke på hende og mændene stirrede blot, som var hun et stykke af en stjerne, der var faldet ned fra himmelen og nu skinnede så klart at hun ikke var til at få øjnene fra. Hun stod lidt og kiggede sig omkring. De fleste af kvinderne var klædt i enten kjoler der gik helt ned til gulvet eller til omkring knæet. Case var den eneste der havde vovet sig ud i noget lårkort. Folks stirrende blikke, fik hende til at grine indvendigt. De fleste så på hende, med et blik der fortalte at de syntes at hun var alt for let påklædt. Ikke at hun havde regnet med andet. De kvinder hun arbejdede sammen med havde og ville altid være, alt for bange for hvad andre syntes om dem. Deres omdømme. Case hørte til i undergrunden og de fleste i undergrunden kendte hendes navn. Ikke fordi at hun tog stoffer, var dealer eller for den sags skyld var prostitueret. Hun havde blot arbejdet i Salles de Banquets længe og havde heller ej haft noget imod at dele sig selv med andre. Det havde selvfølgelig givet hende et vist ry. Og op til mange fjender. Mest fordi at hun var typen der alt imens hun delte ud af sig selv til folk og spillede ubeskriveligt kostbar. Og svinede folk til på det groveste. Hvis hun så folk som svage, usikre, generte eller troende på at de ved at være søde, pæne og glade nok skulle komme gennem livet, havde hun straks sat sin vrede på dem og ville gøre alt for at vise dem at livet ikke var så let. Man blev nød til at bygge sig et vidst skjold og hvis man ikke gjorde dette.. Så ville man ikke klare sig. Det skulle hun nok sørge for.

//Kjolen: https://2img.net/h/oi43.tinypic.com/2eatrgn.jpg//

Meget mere hæsblæsende kunne det næppe være. Aftenen før, havde Andrija tilbragt med en af de ansatte på byens fine hotel. Hvilke job hans ledsager havde, kunne han ikke huske, men det var en af de højre stillinger. Det havde været en stilling, der havde tilladt hende, at tage den daværende pænt fulde Andrija med til en personale fest, der det bedre borgerskab i Andrija. I sin fulde tilstand, natten før, havde Andrija ubekymret sagt ja, og blot smilet, mens han fortsatte med at drikke, til hans ledsagere besluttede sig for at fortsætte festen inde i hans seng.
Det var først om morgenen at det var gået op for ham, hvad han havde sagt ja til, men han havde bestemt ikke noget imod at tage med til en fin fest, selvom han ikke kunne kaldes 'det bedre borgerskab'. I de flestes øjne ville han nok mere ligne den festglade idiot, der ikke havde sorger i livet, hvilke var ret tæt på sandheden. Uhyggeligt tæt på. Andrija var kendt blandt alle han kendte, som en eller anden festglad hovedløs dæmon, der på det groveste misbrugte at han var dæmon, og kunne drikke en bar tør, før han blev fuld. Selvfølgelig var det en overdrivelse, men som man siger; overdrivelse fremmer forståelsen.
Da dæmonen ikke havde nogle planer om at falde ind, mellem de andre sort hvidklædte mænd, havde han skiftet de ellers normale sorte bukser ud, med et par jeans. Helt normale, og meget mere behagelige end bukser med pressefolder. På overkroppen bar han en hvid skjorte, hvor de øverste knapper var åbne, og et løst slips omkring halsen. Ud over den hvide skjorte, bar han en sort habit, bare for at han ikke faldt at for meget ved siden af, selvom han lige så godt kunne droppe ideen om at falde ind. Man kunne på lang afstand se at fine fester, med det bedre borgerskab ikke var det Andrija gik og brugte sin tid på. Hans skødeløse holdning, og de ord der kom ud mellem hans læber, beviste hurtigt, at han ikke var typen der sagde De til hver en person han mødte. Nogle fandt det charmerende, men de fleste til festen fandt det frastødende, og sendte skæve blikke til hans ledsager, som konstant bare smilede, i et forsøg på at glatte lidt ud. Andrija ignorerede folks blikke, og drak uhæmmet af velkomstdrinken, der var alt for sød til Andrijas smag.
Da Andrija opdagede at alle folk pludselig vendte deres blikke hen mod indgangen, ville han selvfølgelig også se hvad der skete, så han snurrede hurtigt rundt på hælen, og kiggede hen over folks hoveder, hen mod indgangen, hvor der stod en – efter Andrijas mening – perfekt klædt kvinde. Et skævt smil fandt vej til hans læber. Det var sådan kvinder skulle være, de skulle ikke gå i lange kjoler der dækkede deres krop. Jo mindre de havde på, jo bedre var det. Sådan var det jo for alle mænd, de skulle bare indrømme det.
Andrija havde ingen kendskab til kvinden. Det var heller ikke fordi han kendte specielt mange væsner i Terre, så det kom ikke bag på ham. Han kunne dog hurtigt afgøre at det var en tøs han kunne lide. Lækker, køn og tiltrækkende, sådan som de fleste kvinder i Di Morga var. Det eneste der var anderledes, var at hun havde et eller andet ekstra over sig, som gjorde endnu mere bemærkelsesværdigt. Da Andrija ikke havde noget rigtigt bekendtskab til asperaer, kunne han heller ikke fra så lang af sted afgøre at hun var en. Hun var blot en kvinde, der kunne måle sig med Guinevere og Kajika. To kvinder der begge fyldte meget i Andrijas liv. Andrijas liv var kvinder. Det kunne man lige så lærer med det samme.
”Hvorfor er der nogle idioter der tror at de kan fange alle mænd, bare ved at være let påklædte.” Fnyste Andrijas ledsager, og greb fat i ham, for at trække ham væk. De vidste begge to at det præcist var den type piger Andrija kunne lide. Hans ledsager var aftenen før kommet i et endnu kortere dress end kvinden var ankommet i, og det var lige præcist derfor at han havde valgt hende, og ikke alle mulige andre. Det var kedeligt hvis kvinderne var gemt væk bag mange meter af silkestod og diamanter. Det var kroppen han var interesseret i, alt andet kunne Andrija ikke være mere ligeglad med. Han havde hørt om at prinsessen godt kunne ses i den grimme pige, med det smukke indre, men det var ikke et eventyr han levede i. Guinevere, Andrijas gamle kæreste, var ligesom ham, en der ville have udseendet, og ikke det indre. Det havde sluttet deres forhold, men det havde været fantastisk mens det stod på.

En mand klædt i en uniform magen til den Case normalt bar når hun var på arbejde kom hen til hende med en bakke hvorpå en stærk pink drink var placeret ”Hvad så Case? At være fastansat. Det må være rart” lød det fra hans læber, mens hun tog et af glassende fra bakken han havde over armen. Hun sendte ham et skævt smil og trak på skuldrende ”Hvis man kan lide lange, varme kjoler, smalltalk og klassisk musik.. Så vil jeg da tro at det er meget fint” svarede hun ham, inden han forlod hende igen og gik ud af en dør der førte ud til det lille køkken der hørte til rummet. Case lod en stor tår af den kvalmende søde væske glide ned gennem hendes hals. Hvis denne aften skulle overleves måtte hun finde på et eller andet. Og det skulle i hvert fald ikke være at danse lancier.
Et selvtilfreds smil løb over Cassadees læber, da hun så en velkendt skikkelse, der havde blikket som klistret til hende, blive trukket ind i menneske mængden af en kvinde, som hun ikke rigtig genkendte. Hun gik med rolige, faste skridt hen over gulvet og længere ind i mængden af mennesker, for at gå tæt bag Andrija ”Andrija.. My friend. Missed me?” hendes stemme havde en dyb, forførende klang, med en sprød kant. Hun fortsatte forbi ham og endte et stykke fra ham, ved siden af et bord hvor to af hendes kollegaer, begge arbejdende som tjenere sad. Hun satte sig ned overfor dem og sendte dem det, som altid, charmerende smil ”Hey Case.. Vi sad lige og snakkede om at finde et tomt værelse og tømme minibaren inden de begynder at komme rundt med tapas. Vil du med?” lød det fra en af dem, en høj mørkhåret gut. Hun overvejede det lidt, men hendes blik gled så hen på Andrija og et næsten ondt smil løb over hendes læber. Uden så meget som at flytte blikket fra Andrija og se på fyren der havde spurgt hende, rystede hun på hovedet ”Jeg tror at jeg bliver her lidt endnu.. Aftenen blev pludselig meget mere interessant” hun hørte fyrene rejse sig og kunne nærmest se de jaloux blikke blive kastet fra dem, mod Andrija. Hvis de vidste hvad hun havde tankerne, ville de nok være alt andet end jaloux. Når først Case havde sat en person som sin fjende, kunne man ikke andet end at have ondt af personen. Han var stærk, sure.. Og Case var svagere end et sølle menneske, men alligevel var hun ikke sjov at blive hadet af. Psykisk var hun stærkere end de fleste. Og hun var god til at køre på folk psykisk. Det var sjældent mere end én simpel tanke væk og så kunne hun få en person til at ligge og vride sig i dybe, svidende indre smerter.
Hun tømte glasset og rejste sig op, stadig med blikket på Andrija, inden hun bevægede sig hen til et bord med flasker af forskellig slags. Hun greb det første hun lige fik fat i, forlod rummet og begyndte at gå ned af gangen, for enden af gangen fandt hun en dør, hvor der var et nødudgangsskilt over. Hun gik gennem døren og kom ud til en smal trappe. Hun gik op af den og endte på en meget lille gang, hvor der var én dør, som hun gik igennem. Den kolde luft mødte hendes bare hud og et smil løb over hendes læber. Sneen var stoppet og lå nu blot som et meget tyndt smattet lag hen over taget som hun nu befandt sig på. Hun studerede flasken hun nu havde i hånden og brynene let. Der stod ikke noget på flasken, det virkede mest af alt som om at indholdet fra en anden flaske var blevet hældt i denne. Hun kiggede fra flasken og til glasset i hendes hånd med et overvejende udtryk. Glasset stillede hun fra sig og fik åbnet flasken, som hun tog op til læberne og vendte i vejret. Et smil løb over hendes læber, da hendes anelse blev bekræftet. Den ravgyldne væske der befandt sig i flasken, var Jack Daniels. Hun tog endnu en tår af flasken og satte sig ned på en betonklods der stod midt på taget, lagde hovedet tilbage og kiggede op i den sorte himmel, der havde forvist skyerne og nu var blevet overtaget af de tusindvis af glimtende stjerner.

Andrija stoppede brat op, da lyden af en velkendt stemme nåde hans øre. Han viklede sit greb ud af kvinden der stadig holde ham, for at vende sig om, og kigge mod den velkendte kvinde, som han pludselig kendte. Et utilfreds ansigt gled ind foran det ellers så glade ansigt, mens læberne blev presset utilfreds sammen. Han valgte ikke at besvare hendes spørgsmål, da de udemærket godt begge vidste, at det var noget han bestemt ikke gjorde.
Hans opmærksomhed blev distraheret, af hans ledsager, der trak ham i armen, og kort mimede at hun ville hente noget at drikke, for hun forlod den utilfredse Andrija. Hvad fanden skulle det kvindemenneske til denne fest? Eller fest var nok ikke det Andrija ville kalde det, men det blev skrevet som en fest, så eller andet sted måtte det være en fest.
Hans metalgrå øjne, fulgte efter ledsageren, mens han kunne mærke Cassadee's blik i nakken. Han lyttede modvilligt med i samtalen, der omhandlede noget mad, eller drikke. Det var svært at høre hvad præcist samtalen bestod i, da alle folk omkring ham var ivrige igang med at snakke om deres familier og venner. Pludselig virkede det som om alt larm stoppede, eller også snakkede Cassadee bare højt, for hendes stemme skar hårdt igennem de andre lyde, og ramte hans øregang. Han vendte med et ryk hoved om mod hende, mens han pressede tænderne sammen. Hyggeligt. Tanken var tørre end ørkenen selv. Men hvis hun ville lege, så ville han ikke være offeret. Næ nej. Da han så hende forlade bordet, gav han hende et par meters forspring, før han fulgte efter hende, ved at sno sig rundt omkring i folkemængden omkring hende.
Hvis Cassadee ville have nogle form for kamp, så ville det sikkert blive en alternativ form for kamp. Først og fremmest fordi Andrija aldrig havde været typen der kæmpede, så hans metoder var helt anderledes, end de mere gavet hønisser i faget, men også fordi at der skulle en del til, for at pisse ham af. Andrija vendte normalt altid det dårlige til noget godt - i hans øjne. Hvilke tit var til provokerende over for modparten. Men alt i alt, var Andrija slet ikke typen, der ville kæmpe. Han var et af de få fredeligsindet væsner, som ikke var engel.
Andrija var ikke langsom til at følge med kvinden, da hun førte ham igennem mere aflukket dele af hotellet, der enda også førte dem udenfor. Så snart de trådte ud, kunne han mærke at han bestemt ikke var iklædt vintertøj. Men hvem var også det til en 'fest'? Selv dem der normalt ikke var til fester, vidste at man ikke tog vintertøj på til en fest, med indre den var udendørs, og så var det mere en have fest, som sommeren.
Andrija stoppede op, da han var kommet op på taget, og kiggede mod målet, der var stoppet, med en flaske i hånden. Han genkendte ikke flasken på så lang afstand. Han gik roligt tætter på, som en jæger der lage sig på lur for byttet, som sikkert hurtigt ville kunne vende det hele 180 grader, så han blev byttet. Sådan var det tit med kvinder.
"Det er der et alternativt sted at fortsætte festlighederne." Stemmen var rolig, og alt for høflig til at være ægte. Et let smil dansede over hans læber. "Måske er du ikke faldet så godt til, på din arbejdsplads?" Andrija gik ud fra, at Cassadee arbejdet på hotellet, ellers var hun ikke inviteret med til festen, men han kunne ikke være hundrede procent sikker. "Var dine venner ikke interessante nok?" Fortsatte han, mens han stillede sig lige foran kvinden, og betragtede hende med et afventende blik. Normalt var man interesseret i svaret man fik fra et spørgsmål, men dette galt ikke denne gang. Andrija havde ikke den mindste interesse for hendes svar. Han spurgte bare for at de ikke skulle stå og glo olmt på hinanden i tavshed. Det var ikke specielt elegant, og bragte aldrig noget interessant med sig.

Case havde stillet sig op igen og stod og kiggede ud over byens mange lys. Et smil løb over hendes læber, da hun hørte skridt bag sig. Hun vendte sig langsomt om, da hun hørte hans ord og betragtede ham med lettere sammenknebne øjne. Hun stod bare og ventede på at han var færdig med at snakke, mens smilet gradvist voksede over hendes læber. Hun beundrede Andrijas stupiditet. Han gjorde tit alting meget værre for sig selv ved de ting han sagde. Hun lo kort, koldt, inden hun gik rundt om ham og lod fingrende strejfe hans skulder kort, som hun kom hen på den anden side af ham ”Tjooh.. Jeg indrømmer da at jeg ikke har det fantastisk i disse fornemme klasser. Men det ved du jo godt allerede min søde Andrija. Spørgsmålet er nærmere..” hun trådte helt tæt på ham, lod den ene hånd hvile på hans skulder og stillede sig på tær, så hun kunne hviske i hans øre. En meget høj hvisken ”Hvorfor valgte du at følge efter mig? Var din ledsager ikke spændende nok? Eller var jeg bare dét mere spændende?” hun lod læberne strejfe hans øre kort, inden hun trak sig væk fra ham, ved at dreje rundt og derefter gå et par skridt væk fra ham. Hun løftede flasken til læberne og lod væsken flyde over dem og ned gennem hendes hals. Folk blev tit fascinerede over at hun, med den lille spinkle krop, kunne klare sig gennem en hel aften som den bartender på diskoteket der blev mest udfordret til at drikke og stadig stå på benene når hun fik fri. Faktisk uden at være synderligt fuld. Hun havde været en del af undergrunden nærmest siden hun satte sine ben i byen som fjortenårig. Og det havde ført mange lange nætter, med diverse væsner og op til flere flasker Jack D. med sig. Hun var også kun 15 år, da hun første gang blev lukket ind på Salles de Banquets og 16, da hun fik job der. Hun havde arbejdet der næsten hver aften i to et halvt år, da hun fik jobbet på Quatre. Og hun kom stadig tit på diskoteket, selvom hun ikke var på arbejde.
Case vendte sig mod ham igen med et smil om læberne. Hun stod lidt og tænkte på hvordan han havde stirret på hende, indtil hans ’ledsager’ havde trukket ham bort. Et selvtilfreds smil løb over hendes læber og hun trak en pakke med cigaretter op af læderjakken, som hun havde smidt på betonklodsen hun før havde siddet på. Hun placerede en i mundvigen og fiskede en lighter op af lommen, så hun kunne tænde den. Hun indhalerede røgen med et smil om læberne og rakte pakken bydende frem mod Andrija. Jo, hun hadede manden, men hun havde en måde at spille sit spil på. Da han havde bestemt sig, lukkede hun pakken igen og exhalerede røgen hun havde i lungerne, inden hun smed både cigaretter og lighter tilbage i jakkelommen ”Lidt må du have savnet mig.. Det viste du tydeligt, da du betragtede mig derinde.” sagde hun som fortsættelse på det ubesvarede spørgsmål hun havde stillet ham inde i festsalen. Hun satte sig ned på betonklodsen og tog en tår af flasken hun havde i den ene hånd, inden hun førte smøgen i den anden, op til læberne og tog et hvæs. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, mens hun betragtede Andrija med et udtryk i de ravgyldne øjne, der var en blanding af leg, charme og had. Hun elskede at lege rundt med folk. At forføre dem på en nærmest ond måde. Forførende ord blev sendt fra hendes læber med i spydig og på samme tid charmerende og forførende tone. Blide kærtegn, der blev gjort nærmest truende. Hun flyttede blikket fra Andrija og hen på den lukkede dør, der førte ned til hendes arbejdsplads. Hun havde ikke troet at han nogensinde ville befinde sig til sådan en fest. Men til hendes held gjorde han. Så fik hun også lidt sjov ud af at være kommet der.

Andrija betragtede tavst Cassadee, der syntes at være i et vældigt humør. Han betragtede hende, med hoved ganske let vippet til siden. Han stillede en tænksomt maske op, da hun udspurgte ham. Svaret var ikke noget, han skulle tænke over, det var mere hvad han skulle fortælle til hende. Hvis han skulle fortælle sandheden, så var det fordi at hun havde været langt mere interessant at se på, og at han var ved at gå til af irritation, over de kvalmende fine mennesker, der gik omkring ham. Det var afslappende for ham, at være sammen med en, der minde mere om det han normalt gik rundt med. Udfordrende unge kvinder, der endnu ikke kendte til verdens fare. Cassadee var dog anderledes. Hun kendte til verdens fare, der ofte lurede lige bag hjørnet, men normalt. Normalt var det mennesker, ynkelige og svage.
Andrijas blik lå på flaskens, hvis indhold løb ned mellem kvindens læber, der glinsede svagt. Han undertrykte lysten til at tage flasken ud af hendes hænder, og tømme indholdet. Det skulle man jo ikke gøre når man var til fin fest. Der skulle man være høflig, bukke og tiltale folk med De, eller det var hvad Andrija havde lært. Om det var sandt, kunne han så tvivle på.
Efter flaskens indhold var forsvundet, begyndte hun at lokke med cigaretter, men også lysten til dem, undertrykte han, og afslog høfligt hendes tilbud, selvom han havde lyst til en, men så skulle det hellere være væsken, og den var forsvundet. "Lad os bare sige at du var en del mere interessant end din kollega." Svarede han på hendes spørgsmål, og gik med slentrende skridt hen over taget, før han stoppede op, og vendte rundt mod kvinden, som pustede en fin røgsky af sted, hen over hustagende. Et lavt grin kunne høres fra Andrija, mens hun konstaterede at han havde savnet hende. Han havde savnet at lege med hende, han ville se om hun kunne mere, end at spille kostbar, og drikke. Han var ret sikker på det var muligt, men han var ikke sikker på om hun ville gøre det. Det ville være en skam, hvis hun ikke ville, men så skulle der vel bare lidt overtagelse til?
"Du må da ville noget, for ellers havde du vel ikke afslået dine kollegaers tilbud. Det lød ellers meget tillokkende." Andrija var ret sikker på at det hende, der ville i kontakt med ham. Det var lidt ligesom i alle de der action film, hvor de ikke direkte sagde det til hinanden, men af en eller anden grund vidste de altid de skulle plukke en høne med hinanden. Hvis de så skulle følge filmen, skulle de kaste sig ud i en nævekamp, men de var ikke i en film.
Andrija trak vejret dybt, og rettede sig helt op, fra den ellers afslappet stilling. "Så jeg skal vel spørge hvad du egenligt ville mig?" Han smilede let, mens han tog et par skridt, for så at stoppe op, og kigge ud over byens tage. De hele så meget gråt og kedeligt ud. Sammen med de store bygninger, der hovedsageligt var grå, og sne shappen der også havde mistet den hvide farve, var det hele meget gråt at se på. Byen havde aldrig været noget farverigt sted, men det var sikkert på grund af de evige små borgerkrige der løb mellem indbyggerne.
Andrija havde altid haft en svaghed for forførende kvinder, især hvis de kunne dominere ham, hvilke de fleste kvinder kunne, hvis de altså tog sig sammen. Om Cassadee var den type, der gjorde det, ville han snart finde ud af. Han skulle bare finde ud af det. Når alt kom til alt, var han kommet op på taget uden nogle synderlig grund. Han var kommet op på taget efter underholdning, og havde ikke rigtig tænkt at han skulle til at lege et eller andet strategi spil.

Et smil spillede om Cassadees læber ”Så en kvinde som du nærer had til, er mere spændende end en kvinde som du med garanti kun er her sammen med, fordi du engang havde sex med hende.. Interessant. Mon det kunne skyldes at den ene kvinde var Aspara?” spørgsmålet var egentlig ikke noget hun søgte svar på, for hun kendte allerede svaret. Andrija var en af de overfladiske fyre. Ikke at der var noget galt med disse, faktisk var de meget lettere at have med at gøre, når man selv var en overfladisk kvinde. Cassadee var langt fra interesseret i at have en lille forelsket dreng klæbende til sig. Bare tanken gav hende kvalme. Hun rejste sig op fra sin siddeplads og bevægede sig over på den anden side af taget, mens hun lod de gyldne øjne løbe omkring sig. Himmelen havde antaget sig en dyb mørkeblå farve, med tusindvis af små stjerner tindrende ned imod dem. Det fascinerede hende lidt at de små bitte pletter på himmelen, i virkeligheden var kæmpe store og brændende. At de kunne slå et menneske ihjel på ingen tid. Og at folk stadig fandt dem romantiske var bare.. Nej, det var et dårligt argument. Det var ikke at de fandt stjernerne romantiske, der var det ynkelige. Det var det at de søgte romantik. Hvad var pointen i det? Der var så meget mere sjov i livet, når man ikke bandt sig til én person. Når man ikke lå i de lænker, man blev lagt i, når man indgik et forhold med et andet væsen. At man skulle sige søde ord til hinanden.. Kvalmende. Dyre telefonsamtaler på flere timer, fyldt med en masse søde ord. Ynkeligt. At man ikke måtte have sex med andre en den éne person. Kedeligt. Hvor var det sjove i et sådan liv? Nå, ja.. Én god ting kom der ud af det. Ugentlig sex. Men det behøvede Case ikke et fast forhold for at få.
Hun vendte sig om mod Andrija, da han sagde noget og et smil spillede om hendes læber. Hun løftede øjenbrynene i en mistroisk grimasse og bevægede sig hen mod ham ”Så du dem overhoved? For så ville du vide hvorfor jeg ikke gik med dem.” hun betragtede ham lidt, som han så ud over byen. Et smil løb over hendes læber. Hun huskede tydeligt hvor tiltrukket hun havde været af ham, den dag de mødte hinanden første gang. Senere havde det dog ændret sig drastisk. Et nærmest lusket smil voksede over hendes læber, da han spurgte om det næste spørgsmål. Det var lige præcis det spørgsmål hun havde ventet på.. Hun smed cigaretten i hendes hånd på asfalten, inden hun bevægede sig hen til han med et smil om læberne ”Andrija.. Min ven.. Har jeg ikke allerede gjort det forholdsvist klart? Jeg holder ikke af de mennesker der er dernede” hun pegede mod døren, med et smil om læberne, inden hun forsatte i en ligegyldigt tone ”Ikke at jeg bryder mig om dig, men.. Det er bare mere underholdende at tilbringe tid med dig, end med de højrøvede rigmandstyper dernede” hun sendte ham et smil og bevægede sig forbi ham, helt hen til rækværket, der befandt sig hele vejen rundt i kanten af taget. Hun spejdede ud i mørket og bestemte sig for at hun ikke ville befinde sig der, på det tag, meget længere. Hun vendte sig om mod Andrija og bevægede sig forbi ham, mod døren de var kommet op fra. Hun åbnede den og vendte sig mod Andrija ”Har du interesse i at blive på dette tag hele aften? For ellers har jeg bedre planer for os to” hun sendte ham et udfordrende smil og hendes øjne havde et udtryk af overlegenhed. Hvis han nægtede, ville han høre for det til evig tid. For de ville mødes igen. Ingen tvivl om det.

Andrija måtte ærligt indrømme, at han ikke forstod hvorfor Cassadee havde valgt det job hun havde nu, hvis hun ikke kunne lide personalet på arbejdspladsen. Det var ikke normalt at man valgte et job, og så beholdte det. Der var mange der sagde op, fordi de blev mobbet, eller ikke kunne lide deres kollegaer. Det var ligesom rollingerne der skiftede skole, fordi de ikke havde nogle venner, eller var endt som skolens mobbe offer. Ved slutningen af hendes sætning, overvejede han, om han skulle spørge om det så var nu, han skulle være smigret, men det lød forkert inde i dæmonens hoved, så han forblev tavs. Det var også nogle gange det bedste, så slap man også for overhoved at tænke på hvad man skulle svare.
Andrijas metalgrå øjne, fulgte Cassadee, da hun med elegante skridt gik over mod døren, de kort før var kommet ud af. Hendes forslag om at komme ind lød yderst indbydende. At komme indenfor var noget Andrija ville elske. Det var skide koldt udenfor, efter hans mening, og han havde aldrig været typen der kunne lide kulde. Varme var langt bedre for ham. Han ville dog ikke kunne svare på om han helst ville brande ihjel, eller fryse ihjel, men sikkert det første.
Det udfordrende smil på kvindens læber, gjorde det ikke meget bedre. Var der noget Andrija kunne lide, var det en kvindes udfordring. De kunne ende med så meget. Alt for meget. Et let smil blev sendt tilbage til Cassadee, mens han nikkede. Med hurtige skridt, var han trådt hen til døren, og ventede på at hun førte dem indenfor. Han håbede ikke at deres næste gøremål skulle være at stå udenfor igen. Risikoen for det, var også ganske lille, da hans partners beklædning ikke ligefrem var noget man bar udenfor. Så Andrija var forholdsvis rolig.
Da døren lukkede sig bag dem, kunne han straks mærke varmen strømmen igennem hans nedkølet krop. Dejligt. Så kunne man endelig slappe en smugle af. Af naturlige årsager blev ens krop konstant anspændt når man gik ude i kulden, hvor Andrijas krop ikke var nogle undtagelse. Han havde ikke forstået hvordan kvinden havde kunne stå udenfor. fordi hun var aspara? Cassadee havde, måske med vilje, måske ikke, afsløret sig selv. Det var sikkert med vilje, fordi hun mente han manglede en hjælpende hånd, selvom han slet ikke havde tænkt på hvilke race hun var, før hun nævnte det.

OOC: Jeg skal prøve at gøre det længere og mere indholdsrigt næste gang.