Disastrous affairs.

Emnet er forbeholdt til Roar Wiliams.


”Ah! Royal! Vi er her ovre!”
Ordene fløj igennem luften og nåede kort efter den mørkehårede dæmon ikke langt derfra. Hun så med det samme op fra sin taske og fik øje på de to unge kvinder, der allerede sat klar på hver deres stol omkring deres borde og vinkede henvisende mod hende. Automatisk hævede hun selv sin ene hånd og et lettet smil formede sig på de orangemalede læber. Hun rettede diskret på solbrillerne, hvorpå hun begav sig videre ned mod de bekendte kvinder, der sad og ventede ude foran den valgte café. Fransk inspireret design. Alt lige fra tapetet indenfor til stolene og bordene til parasollerne udenfor. Selv stemningen skreg ’Paris’, specielt sådan som vejret så ud. Solen var fremme. Og himlen var blå. Indtil videre havde hun været umådelig heldig med vejret i Di Morga.
”Terre er langt større, end man lige forventer.” undskyldte Royal, idet hun dumpede ned at sidde på den ene frie stol om det valgte bord. Den store sorte håndtaske stillede hun forsigtigt fra sig på jorden lige ved siden af sin stol og så blev solbrillerne taget af for at vise de mørke brune - næsten sorte -  øjne frem. Hovedet blev lænet en smule tilbage og så blev det skulderlange hår rystet en smule igennem. Det ene ben blev smidt hen over det andet, og hendes opmærksomhed blev så lagt mod hendes selskab. Selvfølgelig med et smil. De var ikke ligefrem i gruppen af gode venner hun havde, men det var nogle af de få, hun kendte i Di Morga. Og hun havde absolut ingen problemer med at have en interessant samtale med dem. Så hun var bestemt ikke utilfreds med dagens aktiviteter.
Efter hun havde fået sat sig godt til rette, tog det ikke den nærmest tjener længe at komme ned til dem. Det var som om, at denne unge mand havde holdt øje med dem i håb om, at kunne smutte ned forbi dem og tage imod deres bestillinger. Sådan var det tit. Og hun havde været på caféen et par gange før. Og servicen havde altid været på den måde. Hvilket et sted både var stressende men også ganske behageligt, eftersom man ikke skulle sidde og vente. Der blev overrakt de sædvanlige menukort, men det var kun Royal der tog imod en af dem. Hendes såkaldte veninder vidste allerede, hvad de ville have og havde allerede bestilt. Af den grund tillod hun sig heller ikke at gå helt i dybden af, hvad der blev tilbudt hende. Hun nåede faktisk kun at se ned over frokostretterne meget kort, før hun hørte sig selv sige: ”En cæsarsalat. Og en iste - Oolong.” Menukortet blev klappet sammen og overrakt til tjeneren, der overraskende hurtigt havde fået skrevet det hele ned. Og så var han ellers af sted ind mod køkkenet.

”Så, Royal. Er det sandt, at du overvejer at starte på det offentlige universitetet her?” lød det fra kvinden til højre for hende. Smuk. Mørk hud. Langt krøllet hår. Hun sad ned begge albuer mod bordpladen og med sin hage støttende mod et sæt foldede hænder. Et svagt morende smil sad på hendes læber, mens hun afventede svar fra dæmonen.
”Ja. Jeg har endda været forbi og se det til. Hvis jeg ikke er taget tilbage til Frankrig til august, tænker jeg at begynde. Det giver mig også tid til at overveje hvilke fag, jeg ønsker at tage.” Hun var godt klar over, at hun ikke længere havde brug for at fokusere så meget på en uddannelse. Hun havde ikke brug for en i det hele taget. På nuværende tidspunkt var det mest endt ud i, at hun gjorde det for at have noget, at lave.
”Du burde næsten begynde og læse gastronomi, sådan som du elsker mad.” Denne gang var det blondinen til hendes venstre. Skandinavisk skønhed med blå øjne. En latter blev delt imellem de tre kvinder.
”Nu hvor du minder mig om det…” Hun holdt kortvarigt sin pegefinger oppe, før hun lænede sig ned for at nå sin taske. Hun fik fat i håndtagene, som hun skulle til at hive tasken op til sig, blev det strakt mere besværligt. På en eller anden måde havde hun fået rykket sin stols ene ben ind over taskens ene hjørne, så den blev holdt nede, hvilket fik hende til at rejse sig op, som man nu gjorde. Men det stoppede ikke der. Tasken ville gøre det endnu mere besværligt for hende. Og til sidst endte det ikke godt. For lige som hun pludselig fik tasken fri fra, hvad end der holdt den tilbage, endte hun med at vakle et par skridt bagud. Og lige det øjeblik hun fik rettet sig op og drejede bare en smule omkring, blev hun mødt af endnu et sammenstød.
Med balancen i orden reddede hun sig selv ved igen blot at vakle et par skridt bagud, men før hun nåede at se op og få et bedre syn til, hvem hun var stødt ind i, hørte hun lyden af glas, der blev klirret mod fortovet. Og da hun tjekkede efter, lå der rigtig nok en knust grøn flaske og det resterende øl fra flasken. For ikke at gøre scenen lidt mere spændende, følte hun pludselig noget vådt omkring hendes brystkasse. Hun kunne allerede lygte det. Øl. Øl udover hende. Det måtte havde svuppet op ved sammenstødet, før den røg til sin endelige død på jorden. Hun stod et øjeblik - stivnet - og tog det hele ind, før hun lagde blikket mod den unge mand foran sig. Det første hun mødte var hans øjne. Selvom han ikke så ud til at være alt for tilfreds med situationen, var de nu alligevel fangene. Hun så først væk igen, da en af hendes veninders stemme trængte igennem.
”Hvad står du og blomstrer for? Det rydder ikke op af sig selv. Og burde du ikke undskylde? Du har tydeligvis ødelagt en perfekt 'little black'.” Tydeligvis hentydet til manden.

Han var endt et fornemt sted. Han var kun gået ind på caféen, efter at have spottet en ældre mand ved et af bordene udenfor. Manden havde valgt at nyde solen, sammen med sin kone. Det gamle ægtepars samtale flød ubesværet imellem dem, som de delte varme smil. Kærligheden i mandens øjne var tydelig, som han betragtede sin kone over sin øls glaskant, selv fra midten af gågaden hvor den unge varulv var kommet slentrende. Det var som en scene taget ud af en film. Roar havde bestemt sig for, at han ville have det samme - en øl.
Så der stod han, med sin typiske læder jakke i hånden, og indtog sine omgivelser. Caféen var mere stilet end hyggelig. Der var klart tænkt over hver eneste detalje, da ejeren indrettede stedet. Som han bevægede sig hen imod disken, blev han mødt af et falsk smil fra den unge mand bagved. Til trods for smilet, kunne han ikke skjule sin misbilligelse fra sine øjne. Roars simple, hvide t-shirt, sorte jeans, slidte converse og uregerlige, rodede hår hørte ifølge tjeneren helt sikkert ikke til på sådan en fancy café. "I'd like a beer" lød det fra varulven. Man skulle ikke undre sig længe over, hvor han var fra. Den tykke australske accent hang fast ved hans ord. Han betragtede tjeneren med let sammenknebne øjne, udfordrede ham tavst til at kommentere på hans beklædning, eller anbefale at hans "slags" gik et andet sted hen. Men det stive smil forblev på mandens ansigt. Han havde sikkert sætningen "kunden har altid ret" kørende på repeat, i sit fordømmende, lille hoved. "What kind?" kvækkede tjeneren lettere nervøs, med en tyk fransk accent. Han havde åbenbart fattet, at varulven var en kunde han ikke skulle ligge sig ud med. Spørgsmålet overrumplede dog Roar en anelse. "Uhm.. A regular one" lød svaret, en smule tøvende. Hvor svært kunne det være? Hvis han ville have en eller anden fancy special øl, havde han jo nok sagt det. En krøllet pengeseddel blev smidt på disken, samtidig med at en grøn Heineken med et tilhørende glas fandt samme destination. Irreterende langsomt, gjorde tjeneren et forsøg på at glatte sedlen ud før den kom i kasseapparatet. Byttepengene blev endelig rakt frem imod ham. Han kiggede på mønterne i sin håndflade med hævede øjenbryn. Snart blev de gråblå øjne vendt imod manden bag disken igen. "Are you kidding me? That much for a beer?" Irritationen var let at høre i hans stemme. Der kom ikke andet end et nik fra den anden, der lignede en der var ved at pisse i bukserne. Han måtte ikke være vant til andet end tilfredse kunder. Et utilfreds fnys kunne høres, inden han greb flasken, ignorerede det tilhørende glas og bevægede sig imod døren. Lettelses sukket der kom fra tjeneren, kunne høres tydeligt i hele caféen.

Flasken blev hævet op til læberne, som han skimmede bordene foran caféen. Han satte gang i benene og forlod døråbningen med retning imod det nærmeste ledige bord. Han nåede dog aldrig derhen, før en albue skubbede til flasken i hans hånd. Indholdet skvulpede ud af flaskens åbning, bredte sig i luften og landede til sidst udover både Roars t-shirt og kvinden, der ikke kun var bumped ind i ham, men havde sendt flasken imod brostene, hvor den nu ikke var andet end sørgelige glasskår. Øjeblikkeligt buldrede vreden i varulven. "What is it with this town? Am I a target for clumsy people? Do you go to meetings, where you decide to piss me off?!" næsten råbte han ind i hovedet på den unge kvinde foran sig. Som man kunne høre på hans ord, var det hverken første, anden eller tredje gang at noget lignende var sket for ham.
Der var blevet ufattelig stille uden for caféen, som gæsterne havde afbrudt deres samtaler for at glo på den unge varulv. Derfor ringede den ene af kvinderne ved bordets franske, utilfredse plapren tydeligt igennem. De let sammenknebne øjne betragtede hende, med en tydelig irritation. Hendes toneleje, tøj og udstråling stank af snobbet rigdom. Det var det samme med hendes sidemakker, og tøsen der stod foran ham. Han fattede ikke meget af, hvad hun smed i hovedet på ham. Ordene "undskyld" og "little black" gav dog mening for ham. Han tvivlede stærk på, at det var en undskyldning til ham, men nærmere at hun krævede en undskyldning til hendes veninde. No way in hell, ville han undskylde for, at hun var stødt ind i ham og oven i havde smadret hans øl. "Sorry Missy, I don't speak french. I doubt you're saying anything intelligent, though" sagde han spydigt, med det formål, at det forhåbentlig ville lukke munden på hende. De nu kolde øjne, blev vendt imod den unge kvinde foran ham. "You know how much I paid for that?" spurgte han, med samme kulde hans øjne holdt, og nikkede imod liget af hans øl. Et retorisk spørgsmål. Han betragtede hende forlangede. Afventede en undskyldning, og en forsikring om at hun nok skulle betale for ny.

Engelsk. Australsk. Det kom bag på hende, da hun hørte ham tale. Det var ganske rigtig ikke et fremmed sprog for hende. Og det var bestemt ikke mærkværdigt at støde på det rundt omkring i verdenen. Det var trods alt det mest udbredte sprog, så vidt hun vidste. Men hun var stadig franskmand. Hun var omgivet af det franske sprog hver dag. Så engelsk var ikke noget hun ligefrem gik rundt og forventede at høre fra andre folk. Den svage overraskelse havde næsten blokeret hans irritable og hårde tonelege ude, hvilket gjorde det nemmere for hende at klare situationen. Langsomt tog hun blikket fra ham og så i stedet ned på sine stå. Hun trådte et lille skridt bagud for at tage afstand fra øl-pølen og rystede så forsigtigt et par glasskår af skoenes snude samt et par dråber øl, der var landet på dem. En skam. Hun kunne virkelig godt lide de sko. Hun så derefter op igen. Kastede diskret med hovedet for at få hår væk fra ansigtet. ”It can’t be that much. It was only a Heineken it seems like.” sagde hun med tydelig undring i stemmen. Som hun skiftede over til engelsk, blev hendes blide amerikanske accent skubbet frem igennem det franske. Klart at høre, at hun havde haft en del år til at få udøvet den. ”But you probably shouldn’t drink either. As you are at work.” Hun blev stoppet meget brat, da hun hørte nogen le for sig selv ved siden af hende. Og som hun rettede blikket ned på sine veninder, sad de begge og morede sig yderst over, hvad der skete. Royal blev hurtigt forvirret og udtrykte det virkelig i hendes ansigt.
”Du står vel ikke og tror, at han er en tjener, vel?” Blondinen talte denne gang. ”Det kan du ikke mene. Se dog på ham. Han ligner en, der ikke har redt sit hår i flere måneder.” Det var nok at overdrive. Men som dæmonen så tilbage på ham, opdagede hun hurtigt, hvad der var galt. Hun havde tænkt hans T-shirt til at være den samme skjorte som tjenerne på caféen bag. Og med ét gik det op for hende. Hun spærrede øjnene lidt mere op og holdt hurtigt en hånd op foran sin åbne mund, som et gisp forlod struben. Hun lagde ikke ligefrem skjul på sine følelser. Mon der ikke pludselig lå en form for skam i hendes ansigt?
”Oh! My bad.” En smule panik gik ind i hendes bevægelser, da hun så sig lidt omkring. Og så tilbage på ham. ”I thought you were a waiter… Because of the..” Hun sank tungt og lavede en kort gestus med hånden for at hentyde til hans påklædning. ”..outfit. My apologies.” Der var stadig latter fra de to andre kvinder. De fandt det tydeligvis sjovt, sådan som hun langsomt gravede sin egen grav. Hun så kort mod dem. Så tilbage på manden foran hende. ”You. Come with me.” Hun hentydede yderligere sin lille ordrer ved at bøje sin pegefinger et par gange, inden hun vendte sig mod tasken, der på daværende tidspunkt lå fint fremme på stolen, hun før havde siddet på. Hun sat sin ene hånd ned i den, rumsterede lidt rundt, inden hun trak op, hvad der uden tvivl var hendes pung. Hun sendte et forsigtigt smid hen mod den lyshårede mand, inden hun begyndte at begive sig igennem bordene og stolene. Uden problem for hende, selv med de høje hæle.
”Mademoiselle! Servietter.” Hun blev stoppet midt i det hele af en noget nervøs tjener, der holdt en boks med servietter frem mod hende på et fad. Han så slet ikke mod hendes ledsager, altså hvis australieren havde valgt at følge hende. Uden at tænke meget over det tog Royal et par servietterne, inden hun henviste sig til tjenere.
”Jeg klarer mig. Men skårene fra den tabte flaske ved vores bord skal gerne fjernes med det samme, før noget kommer til skade.” Og så var tjenere ellers væk. Hun gættede på, at han var ny. Ikke helt vant til det høje niveau der blev krævet på en café som denne, hvor dem af højere rang kom for at nyde deres frokoster. Hun så sig så over skulderen og viftede på ny ham med sig, som hun fortsatte ind i selve caféen.

”En Qiullstroke, tak.” sagde hun til den baransvarlige bag disken. Og uden andet satte han igen med at fylde et af de kurvede glas med den ambergyldne væske. Direkte fra tap. Samtidig tog hun tiden af til at åbne sin pung op og trak en perfekt udglattet pengeseddel op. Lige i tide til at øllen blev stillet frem til hende på disken. Pengene blev overrakt, bytte pengene kom retur og tilbage ned i pungen. Og til sidst tog hun om øllen og vendte sig mod denne uforskammede middelklasse. ”Here.” Hun rakte en smule usikkert øllen mod ham, men hun havde stadig et bestemt blik i de brune øjne. ”It’s not a Heineken but I think you might like this. It’s a local brew.” Hun fik igen det lille forsigtige smil frem. ”And I must apologize for…what happened. With your beer.” Stille begyndte hun at dyppe den våde plet fra sammenstødet med de servietter, hun var blevet overrakt. Hun var ikke sikker på, at det ville kunne gøre det, men det var, hvad hun lige havde.

Der kom knap en reaktion fra hende. Var hun døv? Sikkert ikke. Bare selvoptaget og bekymret for sine fornemme sko, så det ud til. Da hun endelig fik snakketøjet igang, blev han nødt til at bide sig i tungen og trække luft dybt ned i lungerne, for ikke at komme med endnu et vredesudbrud. Selvfølgelig ville det ikke være meget at betale for hende. Han ville ikke engang forsøge at forklare hende det. Hans ord ville uden tvivl være spildt på hende. Flere dumheder blev lukket ud af hendes mund. "Work?" gentog han med rynkede bryn, og blev afbrudt i at sige mere, da de to kvinder ved bordet begyndte at grine. Der blev udvekslet noget på fransk. Han fattede ikke et ord, men det var tydeligt at de to kvinder morede sig. Om det var på hans bekostning eller deres venindes vidste han ikke, men det irriterede ham grænseløst. Han stirrede på hende med kolde øjne, da hendes fejltagelse gik op for hende. Det kunne vel være sket for enhver. Hans beklædning kunne vel forveksles med en tjeners. Men når det lige præcis var en snobbet, forkælet rigmands tøs der havde begået fejlen var det ikke okay. "No. I do not work here" sagde han, til trods for, at det allerede var gået op for hende. "But since you surely were born with a golden spoon far up your ass, you probably think that everyone should work for you. Don't you?" De hårde ord, blev leveret henkastet og skjulte næsten hans vrede. De blev efterfulgt af et koldt smil.
Han krydsede armene foran sig, og blev trodsigt stående da hun befalede at han fulgte med hende. Kendte hun mon overhovedet til ordet "please"? Når man var stinkende rig, blev man så ikke oplært kvalmende meget i manérer og den slags? Det var åbenbart ikke tilfældet med kvinden, som han nu modvilligt fulgte efter. "Excuse me" mumlede han, som han fik skubbet til et par stole med tilhørende gæster. Han var ikke lige så smal som hende, og hans noget bredere figur egnede sig ikke lige så godt til, at bane sig vej igennem labyrinten af borde og stole.
Meget belejligt kom en tjener farende, med servietter til den stakkels kvinde, vis kjole havde været udsat for øl. Roar himlede med øjnene. De opførte sig begge, som om det var en kæmpe katastrofe. En tur i vaskemaskinen, og kjolen var så god som ny. Selvfølgelig blev han ikke tilbudt nogen servietter, til trods for den store, våde plet på midten af hans t-shirt, der nu var blevet gennemsigtig og afslørede hans solbrune maveskind og mavemuskler man akkurat kunne ane under huden. Han havde åbenbart ikke råd til en ordenlig service på denne café. Typisk.

Endnu engang himlede han med øjnene, da han så hendes perfekt udglattede pengeseddel. Hvad havde hun gjort ved den? Havde hun et hav af tjenestefolk til at stryge sin formue for hende? Billedet det skabte i hans hoved var fuldkommen absurd, men det skulle ikke undre ham, hvis det faktisk var sandt.
Hans fingre lukkede sig om ølglasset, hun rakte frem imod ham. "Thanks" sagde han modvilligt. Hun fortjente ikke hans tak, men det skadede vel ikke at bevise, at éen af dem var opdraget ordenligt. Han betragtede skeptisk glassets indhold, som hun forklarede at det var en lokal bryg. Prøvende tog han en slurk, og fandt smagen overraskende god. Det var dog ikke noget han ville indrømme over for Miss Rich Kid. "I've had better" sagde han med et træk på skulderen. Det var ikke løgn, men øllen i hans hånd fandt stadig sin vej ind på hans top ti.
Først nu, faldt det hende ind at undskylde. "Yeah, whatever" lød hans afvisende svar. "It's not the end of the world, you know" tilføjede han, og mente både uheldet med hans øl, og hendes "ødelagte" kjole hun stod og duppede med servietterne. Han hævede glasset op til læberne igen, og betragtede hende for en kort stund. "A piece of advice" hans ord var ikke længere hårde og vrede, men havde et noget blidere toneleje. "It wouldn't hurt for you to learn how the world works outside your little bubble of wealth, status and pretty dresses. Us common people probably wouldn't hate you so much if you did. There's more to life than money" han afsluttede sin lille prædiken med et skævt smil. Han anede ikke hvorfor han følte trang til at give hende det råd. Han tvivlede stærkt på at hun gad at følge det. Nu kunne hun gøre med det hvad hun ville.

Så han var virkelig en af dem. Den slags der ikke kunne se længere end deres egen næsetip. En af dem, der syntes at føle sig uretfærdigt behandlet lige meget, hvad man så end gjorde for dem. Blot fordi man havde lidt flere penge i banken. Hun havde efterhånden stødt på den slags et par gange. Var hendes livstil virkelig så forfærdeligt? Hun tvivlede på, at det var det korrekte svar. Hun priste sig blot lykkelig over, at hun havde lært at håndtere det. Sådan nogenlunde da. Hun begyndte i det mindste ikke at kravle over i hjørnet for at græde længere. De dage var for længest ovre.
Royal så først kun en smule op, da han begyndte at drikke øllen, hun havde overrakt ham. Men som han startede ud med at tale lidt mere til hende, løftede hun hovedet og så mere direkte mod ham med de brune øjne. Hun stoppede efter et øjeblik md at duppe servietten mod den øl-ramte plet på hendes kjole og foldede den diskret på midten, og så på midten igen, før hun lagde den på disken ved siden af sig. Det var alligevel ikke til nogen nytte. Stanken af spildt øl kunne hun forhåbentlig skjule med et ekstra sprits af parfume. Men det ville kun lige holde til, hun kunne komme hjem og komme i noget rent tøj. Hun var ikke meget for at bruge for meget af aroma-væskerne. Selv hun kunne finde dem yderst kvælende.
”You did make quite the scene for someone who thinks it was ’whatever’.” Hun så en smule afventende mod ham. Forhåbentlig ville han ikke tage hendes ord alt for personlige. Det var trods alt bare en kort konstatering om den tidligere situation. Hun vidste, at hun nok skulle passe lidt på med, hvad hun sagde til ham, men samtidig følte hun absolut ingen grund til at holde visse meninger for sig selv. Så sårbar var han da heller ikke. ”But I’m glad to hear that you’re over it now.” Hun så sig hurtigt over skulderen, inden hun trådte et lille bitte skridt længere bagud, hvorefter hun satte sig på den nærmeste barstol. Og som var det ren rutine for hende, røg det ene ben hen over det andet.

Pludselig prægede et overrasket udtryk hendes ansigt. Hun forstod ikke helt, hvad han sagde. Hun forstod godt ordene, men hun havde svært ved at forstå hans oprindelige mening bag dem. ”You .. hate us?” spurgte hun som det første, mens hun meget svagt rynkede sine perfekte brun ud af forvirring. ”So you - the commoners - hate us for having money? Isn’t that just plain jealousy?” Hun rettede ryggen en smule mere og mundvigene røg lidt op, som det forvirrede udtryk blødnede op. Og til slut lænede hun sig en smule fremover, lagde sin ene albue mod det øverste lår og lagde sit hoved støttende på hånden. ”I would like to learn about this world outside of my little bubble of weath, as you call it. But whenever I do I come across people like you. People who immediately believes that I’m nothing but a rich girl. I have money, yes. I’m used to be served and all that.” Hun sukkede opgivende, før hun hoppede ned fra barstolen igen. Landede perfekt på de høje hæle igen og udglattede sin kjole lidt. ”I’m sorry if I offened you with my weath.” Hun smilede igen. Denne gang mere naturligt. Og langt mindre forsigtigt.
”Time for me to go. And you should probably get a change of clothing. It’s not the season for wet T-shirt contests yet.” Hun lavede en rolig gestus med hånden op og ned af ham for at hentyde til hans beklædning. I det mindste var det ikke kun hende, der var blevet ramt af deres sammenstød. ”Enjoy your beer.” Hånden blev da løftet til et vink, inden hun stille og roligt begyndte at bevæge sig ud af caféen, inden han kunne nå at sige meget tilbage. Hun blev dog stoppet af en tjener, der stod og ventede hende i indgangen.
”Deres taske, mademoiselle Marquis. Dit selskab er blevet flyttet, skal jeg følge Dem derned?” Så høflige de var. Men det var der nok også kun en grund til. Hun var den der gav drikkepenge. Sådan havde det altid været. ”Nej tak. Jeg skal hjem og have skiftet min beklædning. Du kan give beskeden videre.” Og med et enkelt nik var tjeneren væk igen. Royal blev stående og fumlede med sin taske, men opgav hurtigt efter. Hendes mobiltelefon. Hun havde glemt den. Selvfølgelig. Per automatik drejede hun omkring for at gå mod disken igen. Men af en eller anden grund var hendes kurs sat mod denne unge australier.
”Is there a possiblity that I can borrow your phone for a quick call? I can get you a ride home if you’d like.”