Unhappy affairs? :: David

David gik ned langs de tomme vågne, og fandt stadig ikke et sted han kunne sidde uforstyrret. Hans mund var presset sammen til en smal streg, hans lange frakke flagrede efter ham, de mørke sko skinnede under de sorte bukser. Han gik ned af gangen med lange skridt uden at se hverken til højre eller venstre. Han stoppede op i en vogn, der næsten var tom, der sad kun et par få mennesker, og så en blåhåret kvinde med is blå øjne. Han satte sig et sted hvor der ingen andre var. Han lod en hånd glide igennem det lyse krøllet hår, og de grå øjne gled rundt i vognen. De hvilede på den blå kvinden. Hvad mon lavede her? Han tøvede, og slog blikket ned. Han ville ikke åbenlyst glo på hende. Han ville nok bare ende med at tale over sig, hvis hun begyndte at snakke til ham. Han ville ikke snakke over sig. Han kendte hende ikke, og hvad ville hun sige hvis han snakkede over sig. Hvad ville han egentlig sige? Han tøvede, og kastede igen et kort blik på. Hun så meget? Anderledes ud, tiltalende, måske ikke direkte, men bestemt ikke grim. Han trak blikket til sig igen, og lukkede øjne, og lod som om han sov.

Ace lod blikket let og diskret skjult flakke mod den nye mand der trådte ind i vognen, hendes finger var pirrelige og berørte let sædet ved siden af sig i det hun lod blikket lukke sig igen, med øjnene i total formørkelse. Hun mærkede en form for stirren på sig, dog var dette ej sikkert eftersom hun blot var et ydmygt menneske, men hun faldt helt ind i rollen igen som Angel og ej som Ace. Hun var dog en rigmands pige men med visse fordele og en hjerne godt skruet på, dog dræbte hun aldrig nogen... andet end væsner.
Hun var ej meget for at bestemme over andres liv så let som at trykke på en pistol eller skære deres hals rim over for derefter at se kroppen dø stille hen på grund af manglende information fra hjernen der ej ville være for koblet til den mere. De isblå øjne listede sig frem igen og betragtede David der havde lukket øjnene og faldet hen lignede dette da, indtil man kunne høre selveste toget bremse hårdt op og før de vidste af det ville alt være meget tæt på sort og røg, samt ild kunne høres. Ace var slået let ud og halvt inde i tunnelens mørke med de små lys og alverdens gange... var toget skam stødt på et spor der var ødelagt.. muligvis af desatør dog var der ingen at se?, nu måtte folk flygte fra det brændende tog.
Ace åbnede stille de isblå øjne og hostede let i det toget lå halvt på siden så man var helt skrå mod vinduerne der var smadret her og der. Hun så rundt, og røgen var tyg og ilden tog mere til, nogen lå døde hen over jern stængerne man kunne holde ved når toget ville stoppe. Mens nogen sæder var røget ud af vinduerne?, dog vis man fandt en dør eller kravlede op af og hoppede ned kunne man måske nå væk fra det brændende tog, vis benzin var ved at lække ud nederst i toget...
"Hva?" hun så undrende rundt og ville rejse sig op i det hun mærket sit håndled give hende en skærende smerte og hun gav et let yndefuldt dog skingert skrig fra sig"AH!" ...*den er brækket...* hun så lammet på den og så lettere panisk ud nu dog prøvede hun at tage mod til sig og tænkte*okay.. hvad skal du gøre..*

David lå begravet i sine egne tanker da toget pludselig bremsede hårdt op, så det gav et ryg i ham, og han faldt ned på gulvet hvor efter der kom en masse røg. Han mærkede noget tungt der faldt over ham. Han blev liggende stille lidt tid, før han så rejste sig op, og kiggede rundt efter den blå kvinde. Han tøvede lidt, men fandt hende lidt efter. Han fik fjernet hvad der lå ovenpå ham. Lig. Han fik sig kæmpet hen til hende over nogle urolige folk, og kufferter. Da han kom hen til hende måtte hun enten være død eller bevidstløs for hun bevægede sig ikke. Selvom David ikke var et menneske, og egentlig havde en okay balance, var det alligevel svært for ham at komme på bene over alle kroppene, nogle bevægende, andre lå stille. Efter noget tid kom han op at stå, og kom helt hen til den blå kvinden, som var vågnet. David prøvede at holde sig på bene, da der kom et skrig fra hende. Han kiggede op på hende, men hun så ikke yderlige såret ud. Han kom helt hen til hende, balancerende på to kufferter. Han satte sig ned og kiggede på hende. "Er du med på at komme ud?" Spurgte han. Han var pænt sikker på hun ikke ville sige nej, men af høflighed spurgte han. Toget begyndte at lugte foruroligende af benzin og ild. De måtte snart til at skynde sig ud, hvis de ikke skulle springes i luften sammen med vognen, og rasten af kroppene og menneskerne. Han kiggede tøvende rundt før han kiggede ned på hende. "Kan du gå?"

Ace så på sit håndled og bed tænderne sammen i det hun sagde stille og flovt over at ha skriget ud i et Ah..."Auvv.... auv " hun så stille op på den mystiske fyr hun kunne ha svort der tjekkede hende ud tidligere eller nærmere af nysgerrighed betragtede hende"Hvad med de andre!?" hun så panisk rundt og fik sig rejst lidt op og hostede så i det hun med den højre hånd tog sig for munden for ikke at indånde for meget røg og så rundt i det hun nikkede til Davids spørgsmål om hun kunne gå i det hun sagde"lad os smutte" hun så temmelig ked ud i det hun skyndte sig så hurtigt hun kunne over andre folk og nogen skrig og klagede. Hun så tilbage i det hun hoppede ud af døren der var og fik hurtigt sig selv kravlenen væk fra tog vognen og så mod David og da de var nået et godt stykke der fra hørte man et brag og Ace så med store øjne mod eksplosionen og sagde"nej!? alle de mennesker... nej.." hun bed sig let i underlæben og knyttede den ene hånd temmelig hårdt sammen den raske af dem og sagde"der var så mange uskyldige sjæle" hun så temmelig bedrøvet ud i det... det pludselig gik op for hende, David havde gået hen til hende fra hans sted af? fra der han sikkert havde lagt"er du okay?, og... må man spørge hvorfor du kom til mig og ikke andre?" dog satte hun fuld pris på hans beslutning om at vælge hende men stadig det interesseret hendes nysgerrighed at vide netop hvorfor... denne person havde valgt hende frem for flere tusinder andre?.

David fulgte efter hende ud af toget, med en hvis hast. han skulle nødig være der inde når de helt sprang i luften. han ville helst ende sine dage bare på en lidt anden måde end denne. Da de kom ud, trak han noget frisk luft dybt ned i lungerne. Det gav et mindre sæt i ham, da toget sprang i luften. Han vendte ryggen til, og betragtede den blå håret kvinde, som så pænt chokeret ud. Han sukkede over den sødme hun afgav, men han lod være med at kommenterede den. Hun var jo et menneske. "Sådan er verden anlagt, ja, beklager jeg ikke har mange følelser, men jeg har set så mange dø at de ikke rigtig længere berøre mig." Det kunne lyde pænt sygt i en menneskehjerne, men hvad skulle han gøre, som han selv sagde var livet på denne måde, og mere var der ikke at sige. Han lod hende tænke lidt, eller det så hun ud til at gøre. Han blev overrasket over spørgsmålet, for han havde ikke selv tænkt over det rigtigt, men da hun spurgte stod svaret ganske klart for ham. Han tog en lok af hendes hår, og vidste hende den. "Det er ikke tit du ser en dame med blåt hår." Blev hans svar, og håbede hun forstod hvad han mente med det. "Derfor det blev dig, og så så du anderledes ud end alle de andre. heller have redet dit liv så." Da han lod tankerne glide hen over det han havde sagt lød det pænt sukker sødt, men han var elendig til at skjule sin mening, og da det var hvad han mente, så måtte han jo fortælle det. Mere var der ikke at gøre ved den sag.

Ace betragtede stille David og tænkte på sin ven Aaron der skam havde samme mening der skam os var hærdet, så det lød skam ikke tosset for hende at han sagde disse ord med sådan en koldhed... hun brød sig dog ikke om dette men sådan lå verden nu og da, og han var stærkere end hende nu når han kunne sige sådan ting med sådan en koldhed.. Hun mærkede ham blidt svøbe sine finger om hendes hår og det gav hende et sæt af en slags nydelse, det var dejligt at blive berørt sådan dog, var det nok mest begrundet denne berøring angående hendes hårs farve og ej hendes pragt eller hårets måde at falde smukt og meget fyldigt samt pjusket eftersom det ikke var sat op og gik hende til midt på ryggen lettere bølgende."Aha.. og faktisk er jeg blot 18 år så dame ej.. pige ja" hun smilede og sagde"jeg glad for deres ærlighed sir men jeg må vel til at smutte" hun så lidt på ham og sagde"jeg sætter pris på det netop var mig de reddet..." hun tog sig til det ødelagte håndled og bed smerten i sig i det hun sagde"men nu må jeg hellere se at finde op til overfladen" hun så stille rundt og begyndte så småt at gå nu i det hun bed tænderne sammen lidt og hørte sine egne skridt, skride let her og der over de mange sten der var lagt under hende mens røgen stadig irriteret hendes lunger så hun hostede let.. *Hmm gad vide om en ikke ryger har det på samme måde som mig eller blot nyder at ha røg i sin hals* hun mærkede let sin fod skride under sig på de glatte sten og røg let på røven og sagde"Ah!" hun så på sit håndled og sukkede i det hun rev lidt af sin trøje for at binde det svagt om hendes håndled så godt hun kunne nu om det venstre...*hm... er han mund menneskelig?* vis man så godt efter kunne man se 3 bide mærker efter en vampyr, mandelig på grund af deres dybte og deres måde at heale langsomt.. dog var der intet sket.. ? men de var tydelige... og alle 3 mærker fra den samme person.

Han fik slet ikke et ord indført i hendes tale om at hun heller måtte se at komme videre. Før han overhoved selv var kommet så langt havde hun rejst sig op, og var begyndt at gå, med en masse pige, og alt muligt hængende efter sig, som han slet ikke havde fået fat i. Han fik stablet sig på bene, og børstede det værste støv væk, og fulgte derefter efter kvi... pigen. Han var for langt bagefter til at nå at gribe hende inden hun væltede. Han løb hen til hende og kiggede bekymret på hende. "Er du okay?" Han betragtede hendes indbinding af hånden. Primitiv men hvis det hjalp, skulle han da ikke kommentere det. Han stod foran hende, og betragtede hende, da hans blik faldt på de tre små, nej, seks små bidemærke på hendes hals. "Vampyr?" spurgte han, og pegede på mærkerne, der lignede det tilbageværende efter en sulten vampyr. Hun var nok sammen med flere væsner end dyr, sådan kunne det godt se ud, og hun kendte vel til det med ikke at være så stærk? Selvom nogle steder var mennesket meget stærkere end selv det stærkeste væsen, som for tiden måtte være Malakel, men det var bare hans bud. Selv vidste han ikke noget om ham, han var ikke interesseret i ham, han gik sine egne veje, og 'kongehuset' betød lige så meget som alle de sten der lå under ham. Kort sagt Intet, men selvfølgelig fulgte han med i hvad der skete. Det skulle man jo, for ikke at dø nu til tider, ikke som i gode gamle dage.

Ace sukkede let men fik dog blikket vendt mod David endnu en gang? i det hun smilede lidt over hans venlighed, eftersom når man tænker på at hun lige havde forladt ham med alle disse ord og pludselig stod han ved hende igen og spurgte om hun var okay igen. Hun grinte let og fik sig vaklet på bene og så lidt på ham i det hun smilede endnu mere og sagde"ja sådan da, et brækket håndled.. intet yderligere er kommet tilskade" hun rødmede dog første gang overfor David da han hentydet til hendes små bide mærker på halsen og hun tog sig hurtigt til halsen med den raske hånd og så virkelig flovt på David i mens hun havde en svag rødmen over kind bene og sagde med blikket vendt lidt den anden vej"ja.. en vampyr.. der ikke kunne holde sig til at bide en gang men.. skulle lige bide 2 gange ekstra for sjov" hun pustede sukkende ud og betragtede så David og sagde"øhm undskyld før?.. forresten hvad er deres navn?" hun så lidt undrende på ham og sagde"Mit navn er..." hun gik lidt i stå hvad skulle hun egenlig sige til ham, dog vis de ikke overlevede så var han den sidste der huskede hende"Mit navn er Ace" hun rakte den raske hånd frem mod ham som tegn på at den skulle trygges som en hilsen af respekt?. Hun havde skam allerede respekt for ham? meget...

Brækkede håndled? Ligefrem brækket. Nå, jamen det måtte hun selv om. "En sulten vampyr?" Det var hans eneste bud for at nogle skulle bide hende mere end en gang, men det var noget af hendes eget, og det ville hun ikke diskutere med hende, da det jo var privat. Han kunne godt lide hendes rødmen i alt det blå, det så næsten flot ud, hvis det ikke så flot ud. "Undskyld for hvad før?" Han forstod ikke hendes mening. Var det noget med alt det der hun havde sagt, som han ikke rigtig havde forstået et kvæk af? "David ..." Han trykkede hurtigt og blidt hendes hånd, inden han trak den til sig igen. Han kiggede lidt rundt. "Hvordan har du tænkt dig at komme hjem, der er pænt langt her fra til den nærmeste by, hvis ikke mit kort i hoved ikke fejler noget. Han kiggede rundt, og kunne ikke se mange overlevende, men de havde heller ikke haft lang tid. Mon der var nogle der havde ringet til politiet og fået dem tilkaldt, eller ville det forblive et mysterium hvad der egentligt skete med toget?

Ace så temmelig undrende ud i det han spurgte angående hvordan hun ville komme hjem"hm ja og hmm hvordan jeg vil komme hjem tjooo... blot følge sporet indtil jeg kommet til et deksle så er der nok i siden en trappe op til overfladen og så vil jeg blot finde hjem derfra, jeg bor midt i centrum af Terre" hun så lidt på ham og sagde"Hvad med dig? vil du med" hun smilede lidt og Berørte let sit hår og man kunne se det blå hår var lettere sort inden under???. Hun havde tidligere fået udsat sit hår for en kraftig farve hvilkt havde gjordt hendes hår blåt dog.. kunne det vaskes grundigt af og så ville det skam være sort igen.
Hun så stille rundt med sine isblå øjne og begyndte så småt at følge lamperne der oplyste sporet de skulle ha været med i det hun sagde"så David er dit navn... er du menneske eller væsen" hun så lettere interesseret på ham og ventede varsomt på hans svar, hun ville virkelig? gerne vide det faktisk om han var en af disse dæmoniske ting hun hadet eller han var blot.. et menneske der intet kunne gøre? som hende.
Hun betragtede lidt hans udseende og sagde så flovt"så hvor mange år er du ca?"

"Lyder som en ganske fornuftig ide." Nok ville han gøre noget andet, men at slå følge med hende, ville ikke være et problem. "Jamen jeg følger gerne med." Han fulgte efter, mens han begyndte at tænke over hvordan han bedst muligt kunne svare på hendes næste spørgsmål. "Er hybrid, dæmon og engel. Spørg mig ikke om mere, for jeg ved intet mere." Svarede han kort, hvilke var rigtigt. Han anede ikke en pind om hans forhistorie, og det irriterede ham mere end noget andet. Han hade ikke at vide noget til sin fortid, men han fortalte det aldrig til nogle, som altid lod han som om det ikke gjorde ham noget, men det løgn så langt øje rakte. En stor tyk fed løgn, der ikke kunne dækkes af noget. Selvom han havde brugt så ufattelig mange år på at komme frem til noget, var det aldrig lykkes ham, hvilke fustrærede ham grænseløst. Han fortsatte med blikket rettet mod den stenede jord. "Hvorfor spøger du?" Spurgte han lavt, halvt i sine egne tanker, og halvt i virkeligheden som drev ham til vandvid.
//Beklager det er kort, men er SÅ træt//

Hun betragtede ham og sagde"Hmm... dæmon jeg hader dæmoner... og engle er skam fin nok nogen gange" hun så lidt den anden vej og sagde"så ... hvad er du mest dæmon eller engle altså i personlighed, ligenu ville jeg sige du er en blid engle der har reddet mig, men skindet kan jo let bedrage ved jer væsner der har halv af hver.. du ved ondskab og godhed i sig?" hun så lidt på ham og berørte så det flagrende lange hår i mens hun fortsatte og betragtede omgivelserne og der var temmelig langt men ikke nødvendigvis noget farligt ved at være her nede,
"måske er vi snart ved en station...
forresten hvor skulle du egenlig hen af? siden du var med metro toget" hun så lidt undrende på ham og spørgsmålet var nu mere ment som hvor han boede eftersom han ville følge hende til byen?.
Hun undrede sig lidt men han kom nok ikke direkte fra hotellet"jeg blot nysgerrig angående dem jeg følges med, skal jo vide om du kunne finde på at angribe en når man mindst venter det?..."
Hun snuste let ind og slappede blidt af i hele hendes krop, hun kunne dufte sin milde duft af shampoo i sit hår og smilede blot over den sødmende duft der kom fra det når man duftede ind af?. Hun bed sig let i underlæben og kiggede rundt i det hun sagde"så jeg fik aldrig fat i hvor mange år du er? , du ved jo hvor mange år jeg er hehe... det helt unfair vis jeg ikke ved din alder David"

"Nu, ja, du har mødt englen, men normalt? Jaah ... du vil nok møde mig mest som dæmon, altså hvis du var en anden, men nu har mit engle jeg vundet, og dæmon er gemt lidt væk." Han kløede sig i håret. "Men ja, skindet kan bedrage." Han kiggede på hendes blå hår, som han syntes meget godt om, som han endelig var kommet frem til. "Mig, jeg ... øh ... kørte bare med." Hvilke kun var halvt rigtigt. Han ventede på noget, han ikke selv vidste hvad var, så derfor havde han taget metroen ... for at slå tiden ihjel. "Jeg angriber dig ikke når jeg lige har redet dig." Sagde han letter fornærmet, men med et lille smil om læberne. Han tænkte over hendes næste spørgsmål, hvor svaret lå som et mål, mål for hans liv. Han kiggede på hende og slog beklagende ud med armene. "Jeg vil ikke kunne svare dig på det spørgsmål, men ... under hundrede år, hvad jeg selv husker, men jeg kan være meget ældre, eller måske passer den alder meget godt. Jeg husker ikke noget fra før jeg blev hybrid." Det irriterede ham at han ikke kunne svare på hendes spørgsmål. ikke fordi det var hende der spurgte, men fordi at han selv havde det samme spørgsmål, og havde stillet sig selv det så ufattelig mange gange, at han var stoppet med at tælle. "Hvor var du på vej hen?" Det interesserede ham ikke rigtigt, men det var den eneste måde hvor på han kunne få sine tanker jaget på flugt.

Hun nikkede stille og sagde lidt"forstående, du sagde jo os at du ikke kunne huske det meste af det, du ved hængende sammen med hybrid men okay hehe det da godt nok gammel du er og bare rolig tror ikke du kunne finde på at dræbe mig efter at ha reddet mig ud af flere 100 mennesker?" hun gik stille frem af og sukkede så let fra struben i det hun slikkede sig om læberne og så så tilbage mod selveste David og sagde"Jeg var skam på vej hjem efter at ha besøgt en ven, så jeg skal ha taget mig et ovnlig bad og sådan" hun så lidt på sit hår og berørte hårlokkerne hvor han havde berørt hende, det var virkelig en mærkelig følelse af at en berørte hendes hår det føltes så mærkeligt. Hun gik stille videre i det hun så lys og pegede så i det hun sagde"HEY! se... vi kan komme op her henne af" hun grinte let og satte så i løb i det hun kom hen til den næste station og fik sig så hevet op og smilede glad"Jeg vidste der lå en station i nærheden, så kan vi endelig komme op og få noget frisk luft" hun smilede, dog satte hun sig hen til en bænk inden og ventede på David ville komme op. Hun slappede let af på bænken og berørte stille sit hår lidt og så på sit håndled så og sagde"Hmm måske her er en første hjælps kasse" hun fandt endelig en efter noget tid og fik forbinding frem dog kunne hun ikke så godt selv lægge det.."david kan du lægge forbinding om mit håndled?"

Han fattede ikke et klap af det første hun sagde. Han fulgte tavst efter hende, og lyttede til hvad hun sagde. Det gav et mindre sæt i ham, da han hørte hendes lille udbrud. han lod hende kravle op, så hun kunne komme op i den friske luft. Hun så ud til at ville hurtigt op så der var ingen grund til at lade hende blive nede i mærket. Han kom lidt efter op og gik hen til hende. Hun så ud til at kunne lide at komme op til overfladen. Selv var han ligeglad med hvor de var, mørke havde han altid haft det bedst med. Han satte sig på bænken og kiggede lidt på hende, mens hun fandt forbening. Han nikkede tavst da hun bad ham ordne hendes hånd. Han tog imod bindet, og bandt det forsigtigt på. Da han var færdig sad det stramt, men ikke irriterende, eller det håbede han ikke det gjorde. Da han var færdig kiggede han lidt på hende. "Har i været ude at lege i mudder eller hvad? Siden du skal i bad." Man plejede da ikke at gå i bad efter man havde været hjemme ved nogle efter hans mening, men det vidste han selvfølgelig ikke noget om, det var måske anderledes med denne kvinde. Ace. Han kiggede lidt på hendes øjne. "Kontakt linser eller er det din rigtige farve?" Spurgte han med et undersøgende blik på hendes øjne. Nu var der jo ingen grund til at lege gemmeleg, da de nu var sammen, og han kunne spørge hende om hvorfor hun var så blå, men holdt sig til hendes øjne, som indtresserede ham mest.

Ace så temmelig flovt på ham og sagde"mere en kamp egenlig men..." hun så lidt undrende ud da han spurgte til hendes øjne, hvorfor ville han dog ha kigget så direkte på hendes øjne eller dybt i hendes øjne som han gjorde nu dog med en hurtigt dog blidt bevægelse tog hun kontaktlinserne ud og smed dem let til siden i det hun sagde met et lille grin mens det blå hår lå strålende over hendes skuldre og hun grinte lidt og sagde"hehe falske kontaktlinser.... egenlig er jeg ikke meget for at andre skal kunne se min normale øjenfarve så vel som min normale hårfarve" hun så flovt på David og så på forbindingen og smilede over det var godt lavet og sagde så lidt flovt i det hun så på ham med de lysebrune guld ligende løve øjne"jeg syntes min egen øjenfarve er for... unaturlig eller blot grim og kedelig"de var lyse brune meget smukkere end normal brun, de havde en løves helt lyse brune farve i sig. Hun bed sig let i underlæben og rødmede blidt hen af kinderne igen i det hun så væk fra David og rejste sig så op og sagde"jeg kan umuligt tro du dæmon når du er så sød, du virker mere som engle end dæmonisk blod" hun grinte sødt og gik mod trapperne for at komme oven på

han kiggede meget overrasket på hendes øjenfarve, og mere overrasket da hun ikke kunne lide den. "Jeg kan godt lide det." Han fulgte tavst efter hende da hun rejste sig op. "Plejer normalt heller ikke at være sådan her, du var bare heldig." Han begravede sine hænder i sin jakkes lommer. "Du vil meget muligt aldrig se mig sådan her med andre." mumlede han bagefter som en tilføjelse. Det overraskede ham at han var sådan over for hende, men nu havde han jo trådt ud på isen, og måtte følge med rundt. Han kunne jo ikke pludselig bare skifte, og det gjorde ham heller ikke noget endnu at han var som han var. Det kunne der jo ændres på. "Nå, men du skulle hjem?" han vidste ikke helt hvad han ville have hende til at svare, ja, fordi så kunne han blive sir 'rigtige' jeg igen, og nej fordi han egentligt, selvom han ikke var meget for at indrømme det, var meget glad for at være sammen med hende. Hvor hun ville hen nu vidste han ikke, så han fulgte bare efter hende, for at se hvor hun havde tænkt sig at gå hen.

Ace vendte sig stille om i det hun grinte sødt og sagde"så du kan virkelig godt lide min normale øjenfarve" hun smilede lidt og sagde"i min gamle klasse før jeg skiftede til en privat skole blev jeg kaldt løvinde fordi... jeg havde denne her øjenfarve og mit hår var lysebrun og meget løve brun at se på du ved sand blond af en slags" hun så lidt på sit håndled og kom endelig på nær skoven og så stille rundt og sagde"Hmmm" hun vendte sig mod David og sagde med en sød stemme"vil du følge mig hjem måske eller ... overnatte til imorgen hvor solen er fremme og nerverne har lagt sig, jeg har skam et gæsteværelse vis det er" hun strøg blidt det blå hår til siden og bed sig let i underlæben og smilede sødt med stadig lidt rødmen over kinderne og sagde"så du er aldrig sådan her overfor andre... det gir mig blot mere grund til at undre mig over hvorfor du så er sådan her overfor mig?" hun stoppede stille op til han stod ved hendes side så de kunne gå side om side hen af fortoget og sagde så stille"måske.. du kan lide mig lidt?" hun smilede uskyldigt til ham og så på ham med de løve brune gyldne øjne og smilede over det hvide tandsæt af hende..

Det overraskede ham ikke at hun var blevet kaldt løve. "Jeg tager da gerne med dig hjem. Om jeg sover må tiden jo vise." Han smilede kort, et smil som han faktisk mente, hvilke ikke var så tit. Ofte smilede han bare fordi der nu skulle et smil til, for at lette stemingen. Han kiggede op på hende, og spurgte sig selv om samme spørgsmål. Ganske godt spørgsmål. Det undrede ham lidt, da hun selv kom med et forslag til svaret. "Jeg ville ikke kunne benægte det." Ganske rigtigt kunne han ikke benægte det, da han ikke var den bedste til at afregne sådan følelser, da han ikke kunne huske han havde været kærester eller forelsket i nogle. Faktisk kendte han ikke følelsen af at elske, og hvis han gjorde det, ville han ikke vide det. Han tøvede og kiggede på hende. "Men jeg ved det ikke helt, måske fordi at du er anderledes, eller ..." Han slog ud med armene. "Jeg ved det virkelig ikke, så du må ikke binde mig op på noget."
han kendte ikke til så mange følelser. Ikke fordi han var følelseskold, men fordi der var flere følelser som ikke lå til hans natur, f.eks. sorg, kærlighed, og glæde, eller ikke glæde som mange andre folk vil betegne som glæde. Han havde altid ramlede rundt i blinde, uden at vide hvor han var, og hvorfor han var til.

Hun smilede da han tog i mod hendes gæstfrie tilbud og det gjorde hende egenlig glad at han var så fri angående dette med at gerne ville følge hende hjem og sove ved hende dog rødmede hun i hele ansigtet så flov blev hun da han sagde dette med at tiden måtte vise om han faldt i søvn?. Hun så flovt ned i vejen og sagde"hehe hvor er du egenlig sød David" hun smilede for sig selv og kiggede så på ham og sagde"bare rolig jeg binder dig ikke i noget som helst du virker ikke som den der har oplevet for meget følelse for tiden, du virkere mere kold og kynisk end de fleste jeg har mødt dog, lige nu overfor mig virker du virkelig sød og imødekommende.." hun så lidt rundt i det de snart var ved hotellet og hun så grinte i det hun sagde"ja jeg er temmelig anderledes end de fleste det har du ret i, jeg ikke meget for at ligne mig selv og gør mest ud af mig selv når jeg skal spille en anden blot for morskabens skyld?" hun så lidt rundt i det hun mærkede varmen mod sin hud og solen var ej fremme men månen lyste alt op"hey!? hvad siger du til at tage en badetur i !? søen inde i skoven, der er en sø ved et vandfald uden dyr i eller noget, vandet er helt klart og sikkert dejlig lunt nu?, vil du med?" hun smilede sødt og havde virkelig lyst til at smutte en tur hen til søen og bade lidt, selv vis det blev i tøj, hun havde endelig fundet en hun komunikeret godt med, vis han sagde ja ville hun begynde at løbe mod stedet til de var ca i midten af skoven næsten og så ville være et dejligt sted i en ikke helt vild stor sø med lidt sand langt ved dens breder, den var beregnet til at bade i faktisk og deer var brusende blid vandfald med en lille udhugget hule bagved med en stenbænk inde i, så man kunne sidde og nyde stilheden...

Han undrede sig over hvorfor hun blev så rød i hoved, men han kommenterede det ikke. Det kunne folk jo vidst ikke lide, eller så havde han fået galt fat i det. Han holdt under alle omstændigheder sin mund lukket. SØD! Hvis han ikke i alle de år havde øvet sig i at holde masken, så var han vel gået blevet noget mere overrasket end man kunne se. Han løftede blot det ene øjenbryn for at vise hvor overrasket han blev. Ganske rigtigt, mere præcist kunne han nok ikke beskrive det selv. Han stod stadig tavst og kiggede på hende. Han drejede hoved lidt for at kigge rundt, hvor han nu var endt, men vendte tilbage til hende da hun kom med et udbrud. Bade? Han trak let på skuldrene. "Jaja, men forvent ikke for meget." Han havde aldrig været den store badehund, og havde ikke svømmet de sidste mange år, som om han overhoved kunne! Han kunne nok godt, men det skulle da vidst lige indøves. "Du føre vejen." Han vendte på hun skulle begynde at gå, så de kunne komme afsted.

Ace betragtede den tavse David og tog ham så i hånden og satte i løb i det de endte der og sagde"er her ikke smukt!?" hun smilede glad og gik så hen til vandet i det hun havde smidt sin jakke og så mod David og sagde"Hmm tør du hoppe i" hun hoppede let i med hoved spring fra kanten så hun endte tæt på spring vandet og sagde"mmhhh dejligt!" hun smilede og betragtede undrende David og rakte tunge af ham og sagde lettere drilsk for at pirre og tirre ham lidt til at springe i"Sig mig du er vel ikke bange for lidt vand er man?, der er ingen dyr i eller noget... ved mindre du er bange for mig" ace havde altid været den der dominerende tøs der hadet fyre faktisk, dog elskede hun at vinde over fyre i alt, og se dem blive helt depri eller sådan noget i den stil når hun vandt over dem. De Gyldne øjne glinsede let af vådhed og hendes blå hår lå smukt ind til hendes hoved og ned af hendes ryg, resten lignede en havfrues hår der blidt flød foroven i vandet . Hun svømmede stille rundt i det hun pludselig dykkede ned under vandet og ikke kom frem?. Hun var dykket under vandfaldet og om på den anden side af det hvor der var små trin til hulen og der inde lagde hun sig lettere våd og så på sit tøj og pustede let ud?. David var på stranden så hun kunne vel hurtigt nå at vride sin trøje lidt. Hun trak den hvide tshirt af i det hun vred den blidt og skulle til at iføre sig den mens det glinsende vand dryppede af hendes våde krop mens hulen var oplyst af lysets skær fra månene der ramte vandet og spejlede sig i hulens våde vægge.

Han blev overrasket da hun tog fat i hans arm men lod hende trække sig med sig hvor hen hun ville have. Han nikkede kort, da hun kommenterede omgivelserne. Han stoppede op, da hun smed sin jakke, og sprang i vandet. Han kiggede på hende mens hun svømmede rundt, og vidste ikke helt om han skulle gå med hende. Han kiggede på vandet, og overvejde om han skulle hoppe ned i det flydende vand. Det så ikke tillokkende ud, men skulle han ofre sig for hende og hoppe ned i det. Bange for hende var han nok ikke, men det han var ikke sikker på hende, og han vidste hvad han skulle gøre af sig selv i vandet. Han kiggede lidt på ringende i vandet hun efterlod sig da hun dykkede ned over overfladen. Han undrede sig over hvorfor hun ikke kom op, men der var måske et sted hun gemte sig.
Han smed sin jakke ved siden af hendes, trak hans sko af, og derefter strømper og skjorte. Han gik hen til vandet, og gik ud til vandet nåde ham til livet, før han dykkede ned under overfladen. Det var underligt at være under vandet efter alle de år på land. Han brød overfladen igen. Hans hår klistrede til panden og ned af nakken. Han børstede det væk og var nu ude i vandet.

Ace var glad for at se han endelig var kommet i vandet i det hun smilede og listede hen til vandfaldet og tog så sin tshirt på igen og listede så stille hen til ham hvor han stod med ryggen til vandfaldet og før han ville vide af det, havde hun en arm blidt om hans mave og en hånd foran hans mund i det hun trak ham igennem vandfaldet og om på den anden side til sig selv og slap ham så blidt og grinte i det hun sagde glad"Nåååårh! så besluttet du dig endelig hva? til at hoppe i vandet" hun smilede og sagde"Mmhh er det ikke dejlig lunt og så det aften og det kan bare ikke blive mere smukt end det er i nat" hun smilede for sig selv og havde nu altid tænkt meget på at komme her om natten og opleve selveste hulen når månen stod højt på himlen men havde egenlig aldrig rigtig haft mulighederne for dette..??...
Hun havde et sødt smil over læberne mens hun betragtede denne skabning der intet menneske var og sagde så stille"så hvornår opdagede du at du var dette væsen her?"