A reporter and the Theif

Quatre havde åbnet deres store glasdøre ind til balsalen, dem der var noget værd i byen Di Morga var til stede. De fineste balkjoler, det skræddersyet jakkesæt var fundet frem, mens at live bandet spillede op til dans. Champagne glas blev fremstillet på sølvfade, af fine herre i pingvin kostumer. Det havde været snakken i overkredsen for uger, Quatre ville holde årets bal. Hyldest for jazz og 20’erne, en rigtig fest i Gatsby’s ånd, det helt store trend siden at filmen var udkommet.
Natten var ung, og samtale emnerne havde kun lige nået sit højeste. Og selvfølgelig var Di morga news til at dække den store begivenhed. Ingen andre end deres rapportere Emily Fountaine, var blevet sendt afsted for at dække denne store begivenhed. Man kunne kalde det lidt af en karriere mulighed, da den rapporter som der blev sendt til Quatre’s årlige fest altid fik en to side artikel til at skrive om sit eget selvvalgte emne. Dette var en chance hun ikke kunne lade glide igennem fingrende, hvis hun dog bare følte sig bedre tilpas blandt disse selskaber. Hun var født til at rapportere krig, ødelæggelse, hvilket hun ville tag hvilken som helst dag end at stå ansigt til ansigt med de rigtige housewifes. Hun var iført en brækket hvid silkekjole uden ærmer, med dyb ryg som gik ned til gulvet, dækket over med de flotteste blonder, som var placeret således at det lignede at der var en knælang kjole over den hvide silkekjole, håret var blevet sat ved at flettet fra pandehåret om til en høj knold på hoved, mens et hvidt slår gik hen over det halve af hendes ansigt. Hendes brune øjne lagde sig på de smukke kjoler der fløj hen over danse gulvet, her stod hun knugede fingrende tæt rundt omkring hendes sølvglitrende klutch, hun kunne endnu ikke helt skjule utilpasheden ved at være til disse begivenheder. Så da fadet med champagnen fandt sin vej forbi hende, snuppede hun hurtigt et glas, tømte det med en slurk, før hun satte i aktion for at få nogle interviews indenbords, inden at det hele slukkede og lukkede. Trods hendes ubehag, skulle hun ikke lade denne lille bagatel gøre at hun ikke fik hendes to sider.

Hun fandt hurtig vejen frem til borgmesteren som stod og med en fed cigar i den ene hånd, samt et glas whiskey i den anden, i en omkreds af andre meget vigtige mennesker, den eneste ejede vidst et stort firma lige uden for Champagne hvis hun ikke to meget fejl, der var vidst også en som var tredje i rækken til den royale familie. Lige præcis de mennesker hun var nød til at komme i kontakt med, for at få en god historie med hjem.
Hun tvang sine læber i det mest perfekte smil, hvor hun så stillede sig i nærheden af dem for at vente på hendes chance til at springe ind i deres samtale og få nogle ord med på vejen. Hun stod lidt og betragtede hendes omgivelser, mens endnu en mulighed for at få et glas champagne passerede hende forbi og lige som sidste gang, var hun ikke stærk nok til ikke at modstå. Denne gang nød hun den dog mere, frem for at tage den lækre gyldne væske i en mundfuld.
Endelig fik hun sin chance, grinene stillede hun sig ved siden af borgmesteren, som netop havde fortalt en, hvad han selv synes hylende morsom joke. Hvilket gav hende nogle billige brownie points, over at han tydeligvis troede at hun synes at den var lige så sjov som han havde. Efter få minutter havde hun fået fedtet sig ind på deres gode side, hvor efter hun hurtigt glemte at hun havde følt sig utilpas ved at være tilstede i aften.

De sprøde toner fra den opsatte scene fyldte den store balsal ud og snoede sig igennem menneskemængden, som var selve lyden en dans for sig selv. Musikken snoede sig rundt om den håbefulde bejler, som tog en yndig piges hånd og trak hende med ud på dansegulvet. Tonerne snurrede og drejede folk på dansegulvet, så skørterne roterede om kvindernes kroppe, og mændenes stramme jakkesæt vred sig over deres kroppe. Selv den sure gamle krage ved bordet i hjørnet, sad og vippede den ene fod til takten. Musikken havde dog en helt speciel indvirkning på manden midt på dansegulvet. Den unge herre, som havde en af de smukkeste kvinder ved sin side, dansede som var sangen skrevet til ham. Hans skræddersyede tailcoat svang omring ham, som han drejede rundt om ham selv og kvinden som deltog i dansen. Hans mørke skulderlange hår, var redt tilbage og væk fra hans smukke ansigt. De mørkebrune, næsten sorte øjne, lyste af glæde og koncentration. Han var som blommen i et æg denne formidable nat, og hvis han kunne, ville han danse den hele væk. Man var ikke et sekund i tvivl om at han passede ind her. Man skulle tro han var født på lyse mosaik gulve som dem hans dyre lædersko skøjtede henover, og under de kæmpe prismelysekroner som hang over dem. Men det var et bedrag. Han ønskede at være født under lignende omstændigheder, men det var han ikke. Det var ganske simpelt et spil fra galleriet. Et spil han udførte perfekt, som trinene hans fødder tog under ham.

Musikken stilnede kort, og det samme gjorde de mange dansene, for at klappe begejstret. Om det var for dem selv, eller for bandet, kunne han ikke sætte en finger på. Han bukkede elegant for sin dansepartner, og førte hende væk fra de dansende. Kvindens hånd fandt naturligt hans arm, og sammen gik de samtalende og ind imellem grinene, ind og ud mellem små forsamlinger af forskellige samtaleemner. Hans øjne, som så ud til at se frem for sig, som han vandrede med kvinden ved sin side, spejdede i stedet området og folkene. Søgende og analyserende. Det var ikke kun for dans, spas og overklasse sladder han var her. Kendte man de rigtige personer, eller de rigtige historier, kunne man udrette store ting på en aften som dette. Udover det, kunne man tjene et par håndøre med på vejen, med en lille magtstigning.
Han drejede hovedet og lod til at le, en smule forlegent, af noget som kvinden selv småfnisede af. Samtidig stak han dog hånden ned i en taske som de passerede, og puttede, hvad han kunne bedømme ud fra følelsen i hans hånd, en juvelbesat broche ned i hans lomme. Der var vel ikke noget galt i at give sig selv en lønforhøjelse?
Han stoppede kort op og frigjorde sin arm fra hende, for at tage to glas med champagne fra et passerende sølvfad med en påhængt tjener. I det han rakte hende glasset, løftede han blikket og så en masse bekendte ansigter. Ét, kendte han dog bedre end borgmesteren, og de andre som havde samlet sig om ham. Et smil bredte sig over hans perfekte læber, og han trådte instinktivt nærmere. "Emily" sagde han med sin smukke og altid forførende stemme, og hævede sit ene af de to symmetriske øjenbryn. Han havde intet problem med at tilnærme sig de, tydeligvis, vigtige personer hun havde vovet sig ind på. Specielt fordi han allerede var på fornavn med de vigtigste i kredsen. Han strålede af selvtillid, elegance og skønhed som folkene vendte deres blikke imod ham. Man kunne tydeligt sige at han levede op til sit navn.

Det var af ren tilfældighed at hun så det, som om at hendes øjne per automatik fandt et andet holde punkt end herren hun snakkede med foran sig. Hvordan at hans hånd gled ned i en taske han forbi passerede og derefter lagde en genstand ned i hans lomme, hvorfor var han her også i aften? De brune øjne nærmest borede sig ind i nakken på manden der forsvandt fra gerningsstedet hen til et nyt sted hvor at han kunne sno de mennesker han talte med, rundt om sin lille løgnagtige lillefinger. Med læberne tæt presset sammen, holde hun så tæt rundt omkring champagne glasset at hendes knoer blev hvide.
Bandet havde slået over i et mere nedtempoet sang, som gjorde at de fleste forsvandt fra danse gulvet og minglede ind i mellem hinanden. ’’Miss Fountaine, er alt vel?’’ en ældre herres stemme, brød igennem hendes dødstrusler hun sendte afsted imod hendes så elskede yngre broder. ’’Oh, undskyld, ja, jeg har det fint, fik bare en sur smag i munden’’ leede hun bort og førte et falsk smil tilbage på læberne. Samtalen fortsatte som om intet havde hændt og hun fik stillet nogle af de spørgsmål som deres læser havde vidst interesse i, for derefter at fortsætte i samtalen, på et mere personligt plan. En ny kvinde deltog i deres samtale, som tydeligvis var en gammel bekendt til, hvad hun havde fanget som en her Lowzow, ikke så langt i rækken til de kongelige.
Desværre for hende, genkendte hun hurtigt kvinden som en helt anden, nemlig den kvinde som Adonis havde eskorteret rundt det meste af aften, hvilket betød.
Hun nåede ikke meget længere, før hun så ham rakte et champagne glas til kvinden før at hans øjne fandt hendes. ’’Adonis..’’ hun fik fisket hendes mest sukkersøde, om ikke mest sarkastiske toneleje hun kunne mønstre. Derefter så hun blikkende fra alle dem der stod omkring dem, hvordan at de nærmeste slugte ham, med deres øjne. Sådan var det altid, lige meget hvor de var, hvor gamle de havde været. Han, fik alt opmærksomheden. Adonis, hvor er du dog en smuk ung dreng, Adonis hvor er du dog bare den sødeste, Adonis dit, Adonis dat. Hun lagde ikke mærke til hvor længe hun stirrede på ham, nok til at brænde igennem ham hvis hendes øjne havde haft den slags kræfter, hvis en samtale foregik, foregik den over hendes hoved og det var først. Da grebet omkring glasset i hendes hånd blev så kraftfuldt at det sprækkede og til sidst knuste, at hun vågnede op igen. ’’Oh, hvor klodset af mig..’’ en tjener var hurtigt henne og begyndte at fjerne glaskårene mens hun undskyldte igen og igen over at hun havde komme til at ødelægge glasset. Det var først da borgmesterens stemme gjorde hende opmærksom på at hendes hånd blødte at hun mærkede den stingene smerte der kom inde fra håndfladen ’’Gud.. Undskyld mig et øjeblik..’’ med disse ord flygtede hun nærmest fra stedet, for at gennem sig væk ude på kvindernes toilet.

Hun åbnede for vandet, da hun endelig var kommet ud på toilettet. Førte sin skade hånd ind under den stråle af lunt vand, hvor at den hvide porcelæns vask hurtigt blev ind hyldet af farven rød. Hun fangede sit eget spejlbillede, hvor efter hun lo håndeligt af sig selv. Grøn havde aldrig været hendes farve, men Adonis, Adonis bragte altid det værste frem i hende.

Adonis smilede venligt til forsamlingen omkring sig, og førte af vane sin arm rundt om hofterne på kvinden han havde tildelt sin opmærksomhed det meste af aftenen. Ikke så meget for hendes selskab, eller smukke udseende, men fordi hun kunne finde ud af at blive ført på et dansegulv. Han afskyede klodsede kvinder som ikke ejede så meget som et støvkorn af elegance. Ved dén tanke, lød et skingert smæld, som glasset i Emily's hånd, nærmest pulveriserede foran dem alle og fyldte området med gisp og skridt væk fra lyden. Alle øjne var på Emily, som hun undskyldte for sin 'klodsethed'. Det lignede nu mere et hysterisk raserianfald i Adonis øjne, men han kommenterede ikke ydereligere på det.
Efter Emily havde undskyldt sig selv, udfyldte Adonis hendes plads i menneskecirklen. "Well, that was smooth" sagde han og lo henkastet sammen med de andre, og hurtigt fortsatte snakken, som havde det akavede øjeblik aldrig opstået.
Borgmesteren vente sig mod ham "Jeg hører du ikke længere deltager i konkurrencer. Er du helt stoppet?" Adonis smilte og slog kort blikket ned, mens en anden kvinde tog over borgmesterens spørgsmål "Nej det ville da være en skam! Du er jo efterhånden blevet områdets stolthed" tilføjede hun. Han så på dem med et mildt smil "Der er ingen grund til at drage forhastede konklusioner" Han kørte kort hånden gennem håret, lige over øret. "Jeg holder blot en pause. Lærer dem med en lille sans for passion og kunst, hvordan man udfører og lever ens indre ild ud." Tilføjede han, og hørte flere kvindesuk i baggrunden som cirklen af folk havde tiltaget. "Adonis, dit speciale er de latinske danse, ikke sandt?" spurgte en "Men han har også vundet konkurrencer i standartdansene." tilføjede en anden "I 2010, mener jeg det var"
Adonis smilte fortsat venligt, og strålede nærmest i mængden, med de mange blikke rettet imod sig. "Undskyld mig, jeg må hellere se til Emily" Sagde han kort, gav et par håndtryk, og bevægede sig ud af mængden. Han opfangede en mumlen som han forlod mængden, mest omhandlende hvor Emily kendte ham fra.

Adonis stoppede på i gangen til toiletterne og drog et kort suk. Rettede kort på sin jakke, selvom han udmærket var klar over, at selv et par hullede træningsbukser og en sweatshirt ville se fantastisk ud på ham. Han kunne mærke en hovedpine trænge på.
Han løftede målrettet hånden, og bankede to gange på døren til toilettet. Han gjorde sig bevidst ikke til kende, for at have en chance for at hun rent faktisk ville åbne døren og se på ham. Endnu et suk forlod hans bløde læber. Hun havde aldrig været let at omgås. Og alligevel boede han på hendes sofa for tiden. Det vil sige når han ikke lå i en andens seng. Han havde ikke været hjemme i et par dage, og hendes reaktion på hans tilstedeværelse lignede nu mere had og misbilligelse til ham, end den søskende-jalousi hun altid havde haft til ham. Hvis hun var begavet nok, ville hun have udnyttet ham og hans 'talenter' i stedet for at kritisere ham og brokke sig hele tiden. Han himlede kort med øjnene og rømmede sig højlydt, og bankede på med knoerne til døren endnu engang.

Der gik heldigvis ikke lang tid for at såret i hendes hånd var healet, men for ikke at vække alt for meget interesse omkring hendes familietræ, fandt hun noget bandage som hun havde i hendes lille sorte klutch. Mens hun bandt det hvide klæde rundt omkring den tidligere skadet hånd, faldt tankerne kort på hendes familie i det hele taget, hun havde ikke altid været så jaloux på hendes yngre bror, faktisk havde hun elsket ham da de var mindre, hvad hun ikke ville gøre for hendes lillebror tilbage før hun fandt ud af at hendes mor ikke var den sammen mor som Adonis havde. Da hun lagde mærke til at hun havde en helt anden del i hende, som mange så som et monster, hvor længe hun ikke havde prøvet at flygte fra den del og det hjalp ikke på at hendes far aldrig ville snakke omkring hende. Denne mor som hun aldrig havde kendt til, som ud fra de få ting som hendes far dog havde fortalt, i et noget bittert toneleje, som indikeret han endnu ikke helt var kommet sig over hvad der var sket så mange år tilbage var, at han havde gjort en kvinde gravid. Hun var så forsvundet uden spor, ind til at Emily var dukket op på dørtærskellen, med en seddel at hun ingen brug havde for en pige. Hvad det skulle betyde havde Emily ingen anelse omkring og efter kidnapningen i Mellemøsten, havde jagten på hendes mor skærpet, til det punkt at hendes far havde tvunget hende i professionelt hjælp.
Det var banken på døren ind til toilettet der tvang Emily ud af hendes tankegang, men hun følte sig ikke klar til at være social endnu. Hvis hun bare ignorerede det gik personen nok væk, hun greb fat omkring bordpladen og lænede sig for over, hun kunne mærke hvordan hele hendes krop rystede. Hun havde lyst til at skrige, smide med ting, for en gang skyld give slip på den perfekte facade som hun altid prøve at holde oppe. Være perfekt til hendes job, havde det perfekte hjem, perfekte livstil.
Da personen ikke så ud til at give op, gik hun hen og rev døren op ’’WHAT!?’’ hendes øjne lynede, imod personen, der ikke ville lade hende have fem minutters fred, da hun så hvem det var, droppede hun dog hurtigt den aggressive udtryk og ændrede det nærmest til et såret byttedyr, som ikke længere kunne løbe fra dens forfølger ’’Undskyld…’’ mumlede hun ud imellem nogle sammen presset læber, hun vidste hun havde opført sig langt fra eksemplarisk ’’Det har været en lang dag.. Ser at du klare dig godt i aften, kunne du dog ikke bare, EN enkelt aften holde dine lange fingre for dig selv?’’ mumlede hun, mens hun pressede sine fingre sammen om hendes næseryg, mens hun lukkede døren ude til toilettet og bevægede sig tilbage til dansesalen. Hun havde droppet attituden fra før, hun vidste jo et eller andet sted at det ikke var hans skyld, men det havde været en lang dag og hendes psykolog havde været inde og prøvet at få hende til at snakke om nogle ting, hun ikke gad ind på. Spild af tid, var en af hendes holdninger når det til kom til psykologer i det hele taget, hun havde måske problemer, men hvordan skulle det hjælpe og snakke med en hun ikke kendte noget til? ’’Hvad laver du egentlig overhoved her, jeg troede du havde en date du skulle opvarte?’’ med et drilsk smil på læben vente hun blikket tilbage imod Adonis, et måtte man da give ham, han var fantastisk når det kom til at tiltrække folk også kunne det være lige meget om det var kvinder eller mænd. Hun havde set hvordan at selv de mest heteroseksuelle mænd kunne stå og suge ham ind med deres øjne, hvis hun havde halvt hans tiltrækningen kræft, hvor langt hun så ikke ville komme i hendes branche.