When the fireflies bring the night - Khá

Horisontens dybrøde farve fortalte om dagens afslutning. De violette noter malede en smuk overgang til en skyfri men lun nat, der snart ville gøre sit indtog. Den lette brise fra nord havde ikke været nok til at holde temperaturen under et udholdeligt punkt i løbet af dagen, men med det påbegyndende tusmørke kom også køligheden og fuglenes kvidren lød smukt og tydeligt her ude for byens grænser.

Lyden af grus, der blev knust under hastige fødder, brød noget af den fredfyldte stilhed. Hertil kom et lettere anstrengt åndedræt, der tydede på anstrengt arbejde. Fødder iført grå og støvede joggingsko nåede indkørslen til det enlige slot, der tårnede sig op på et plateau mellem de majestætiske bjerge, der havde stået her i utallige menneskealdre.
Alessas lange ben, der var iført et par simple sorte træningsbukser, stoppede op midt i gården. Brystkassen, der var dækket af en grøn tanktop, hævedes og sænkedes hastigt i takt med den forpustede vejrtrækning. En stille vrinsken mødte hende som hilsen og meldte hendes ankomst. Det var nu næsten et år siden, at den gamle engel var blevet svækket af sit møde med en ældgammel efterkommer af både Asmodeus og Baalzebub, og det havde sat sine spor på krop og sjæl. Kroppen havde nu efterhånden genvundet sin gamle smidighed og udholdenhed efter hård og vedvarende træning. Sjælen.. Var også ved at være tilbage på rette spor, men mærkerne var der stadig, og det kunne tvinge den gamle Grigori ud på sideveje, hvor en engel ikke burde være. Lyst og grådighed prægede stadig hendes liv, omend forsøget på at overvinde disse havde ført til en stærkere krop end før, da træning i på et niveau der fik kroppen til at skrige om urimelighed, var en af de få midler, der fik lysterne til at dæmpes for en stund.

Den blonde, lyse engel lod sine ben føre over til stalden, hvor hun hilste på den efterhånden velkendte, stærke hest, mens hun lod sin krop køle ned og pulsen finde et roligere tempo. Hun havde ikke selv plads i sit lille hus, men måske det var her, hun skulle have en hest, der var hendes egen, stående? Disse stærke væsner var ikke længere en del af hverdagen, som de havde været engang, men hun kunne stadig finde roen hos dette flokdyr, som var så mild og ukrævende i sin opførsel.

Da blodet ikke længere flød rundt i årene ved så høj en hastighed, tog hun den tynde jakke, hun havde haft om livet, på, for ikke at blive for kold og vendte kroppen mod det store indgangsparti til slottet. Da hun nåede døren, bankede de lange fingre let på den store hoveddør og afventede modtagelsen i den lune sommeraften.

Dybt under jorden,var Khá i gang med det sidste kapitel af sin fortid. Hans straf var ikke slut men det var denne del af hans fortid åbenbart heller ikke. En frygtelig kamp var i gang. Satan havde reanimeret væsnet Khá som det var før, og det var vågnet i den gamle krypt. Selv samme sted hvor han døde som manden Connor og blev genfødt som Seraphimen Khá. kampen rev rummet fra hinanden og blå og hvide flammen fyldte rummet med en kogende torden. Den 'Khá' han kæmpede imod havde alt sin gamle styrke men også de gamle tanker. Så de kunne hele tiden forudsige den andens udfald. Men beslutningen truffet. Entiteten Khá skulle stoppes helt. Retfærdigheden skrevet af de forkerte, skulle ikke ske fyldest mere. Seraphim Khá var fast besluttet på det skulle stoppe her og nu. Men som alt der havde med Djævle at gøre, så var det ikke en fair kamp. Var hans sind ikke forstærket af hans genfødsel, var han knækket for længst. Alle kneb blev brugt. Illusioner af Matthew løb rundt i flammerne som var der ild i dem. Khá vidste dog at han måtte se bort fra de frygtelige billeder for ikke at tabe fokus. Hvis ikke det havde været så langt under jorden, ville det lyde som torden selv på overfladen.
"I was given another chance! I was reborn! Bach was reborn! You are mere remnants of a dying justice! A desperate attempt from Hell!!"
Lige nu var det ikke helt til at sige hvad vej kampen gik

Snart efter hun bankede på hoveddøren, åbnede Bach døren for hende. Han var streng og ærbødig som altid men smilede dog svagt.
"Ahh Ms. Alessa... Come in... Let me escort you to the kitchen for some refreshments... There are some things you need to hear... I will of course answer all questions"
Det var tydeligt at Bach opretholdte den ærbødige mine men blev tynget af noget. Han var glad for at se Alessa igen, men der var noget... Som de nåede køkkenet gik han hen og fandt en flaske kildevand. "Hungry?..."

Der var en ubehagelig.. Uro at mærke. Den lå i luften som varmeflimmer over vejene på en hed sommerdag. Tung, mærkbar og alligevel ikke til at tage og føle på. En anspændthed bredte sig i kroppen, som ikke var til at forveksle med den påbegyndende spænding i musklerne, som altid kom når de køledes ned efter træning.

Et overrasket gyldent øjenbryn hævedes, da det var ingen mindre end den altid venskabelige Bach, der åbnede døren for hende. Havde Alessa ikke set og oplevet så meget, og havde det især ikke været fordi, det var Khá hun besøgte, så ville overraskelsen have været meget dybere. Men hun havde nu engang set meget, og det var nu engang den unge seraphim hun besøgte.

"Arisen from the dead, eh? Why am I not surprised.."

Påbegyndte hun kækt, før ordene dog hurtigt flød væk, da hun så udtrykket i den gamle butlers ansigt. Nok var han god til at holde de rette folder, men Alessa havde levet i over et årtusinde, og en af hendes medfødte talenter fra hendes Grigoriafstamning var at aflæse, se og bemærke. Den anspændthed, hun havde følt komme krybende op ad nakken, så hun genmalet i Johann Bachs ansigt.

Hun fulgte øjeblikkeligt med den velkendte mand ud i køkkenet og spredte først de smalle læber for at svare, da hun med et taknemmeligt smil havde tømt halvdelen af den kølige kildevand.

"Cheese and bread will suffice, please."

Svarede hun kort på hans første spørgsmål. Normalt havde hun ikke den store appetit kort efter fysisk hård aktivitet, men hun havde efterhånden lært, at det var anderledes i disse dage. Lysten måtte lade sig tilfredsstille med "lidt men godt"-princippet.

Hun førte flasken op til sine læber igen, men tog denne gang kun en lille tår, før hun atter stillede flasken fra sig på bordet og vendte nu sin fulde opmærksomhed mod den gamle tjener.

"I can read it of your face, you know. After a thousand years as a Watcher I have become formidable at seeing these kind of things. This is not just 'something I need to hear', it is alot worse than that.
Tell me Johann, what has he gotten himself into now?"

Den honningbløde, lyse stemme lød alvorlig, afmålt og langt, langt mere rolig end man kunne forvente af hende i en situation som denne. Ikke en typisk reaktion fra den ellers så altid passionerede grigori.

Roligt og metodisk, begyndte Bach at anrette et lille fad med nogle skiver frisk brød samt lidt blandede oste. Nok bad hun kun om lidt, men Bach havde altid taget sig rigtig godt af Khá's gæster.
"Pardon Ms. Alessa... I have always been connected to Master Khá's energies. So the Lord saw fit to reward the young Seraphim with my services once more. And such a gift must always be worn with a certain stature..."

Maden blev sat på bordet inden Bach sukkede dybt og forklarede så hvorfor Khá ikke selv var til stede.
"He is down where he died in the old library.... He has been there for a week this evening... You have been told of the original purpose of the creature Khá. A vessel of ancient justice... Satan stole that very entity and corrupted it... Is was reborn down there as the creature you knew at first... Only fuelled by a malice worthy of Hell.. Master Khá is battling that creature down there now... His most close memories turned into perverted images... "

Bach nåede kun lige at fortælle færdig inden der lød en eksplosion ude fra slotsgården. Synes der ville møde dem, var rester af blå og hvide flammer og døren ned til krypten var sprunget voldsomt i luften så rester af de ældgamle sten var spredt ud over hele gården. Midt i gården stod Khá. Han holdt sig lige nøjagtigt stående, vaklende med sit sværd som støtte. Kun laser af hans klædedragt hang en smule rundt omkring ellers var han nøgen. De få laser der hang tilbage havde stadig rester af blå og grønne gløder. Fra hans ene hånd trillede det udøde hoved af den skikkelse han en gang selv havde været. De røde orber i øjenhulerne var slukkede. Khá trak vejret som om han stadig havde flammer i lungerne. Hver enkel vejrtrækning virkede mere tung end den før. Han havde store plamager af brændsår rundt omkring fra den frygtelige kamp. Som han stod der, kiggede han på hovedet og sagde:
"It has ended.... Line is broken.... It has ended....."

Den lyse, spinkle engel nikkede forstående til det første. Det gav ganske god mening, at hans tjener også ville blive sendt til at følge ham i denne livsform. Et skævt smil sås, da maden blev sat på bordet og de lange, slanke fingre røg lidt for hurtigt hen til fadet, før tanken slog hende, og hun måtte tvinge sig selv til at sætte farten ned. Der skulle kun spises lidt - og langsomt - for at få de passende mængder næring, som hendes krop egentligt havde brug for. En skive brie blev skåret og lagt på brødet, én mundfuld taget, før Bach begyndte at forklare.

En uendelig mørk skygge gled over de gråblå, nu oftest hårde, øjne, da tjeneren begyndte sin forklaring. De trætte muskler spændtes voldsomt op, selvom de bønfaldt om hvile. Et brag lød, fra stolen der blev væltet omkuld på gulvet, da den høje, spinkle engel sprang op endnu før Bach var nået særligt langt i sin forklaring.

Uden et ord og med en imponerende hastighed havde de lange ben bragt Alessa ud på gårdspladsen mod biblioteket. Allerede inden hun var ude på gårdspladsen, havde fingerspidserne på venstre hånd fundet den venstre underarm og valknut'en, hvortil den højre hånd fandt op til det beskyttende segl over hjertet, for at trække energi til sig gennem sine fokuspunkter. Hun var kun nået få meter ud på gårdspladsen, da det enorme brag lød, og for kun få milisekunder senere at omdannes til en kraftig trykbølge af varme, der kastede den lette krop omkuld. Gennem huden sprang et sæt enorme vinger, der, efterhånden af ren refleks, omfavnede den spinkle krop for at give beskyttelse mod faldet.

Da trykbølgen udlignedes endnu kun få sekunder senere, var Alessa allerede på benene igen, og efter mange århundredes træning var hun allerede på vej fremad endnu før hun egentligt var fuldt oprejst.

Før hun endnu fik gjort yderligere, nåede de gråblå øjne at opfange billedet, der trådte frem for hende. Et surrealistisk billede af hovedet af den gamle Khá - han hun lærte at kende først - i hånden på den nye.

"This is one of the rarer sights.."

Mumlede hun næsten lydløst for sig selv, inden hun i hast skyndte sig over til den slidte, udmattede og sårede seraphim. De spinkle arme blev skyndsomt lagt om Khá, inden han væltede omkuld og støttede ham med en overraskende styrke.

"You fool! Taking on an entity by yourself, you blabbering fool!"

Lød hendes første ord mod ham. Stemmen var ganske svagt mild, men der var tydeligt også en vrede at høre. Selvom det nok kunne gættes, at den kom fra bekymring. Den næste bemærkning fulgte dog hurtigt efter, nu mere mild.

"Come.. Let's get you inside, so I can get a healing spell up - no you shouldn't use your own powers right now - and get you taken care of."

Med en arm under hans skulder, førte hun den noget større engel mod slottets hovedindgang.

Det var ikke helt til at sige om det var synet af hende eller lyden af hendes stemme der fik ham til at smile. Efter at have hostet en smule blod op var det som om han fandt styrke til at bære lidt af sin egen vægt.
"I know it wasn't the smartest thing... But... I am the only one who knows how it thinks... I am the only one who knows how the p... Ouch.... Power works... If that creature was unleashed on the city.... You know what he can do... But he is no more...... The energies were burned away.... "

Bach ledte dem begge til Khá's gemakker ovenpå hvor Khá selv faldt på ryggen og åndede nærmest lettet op. De afsvedne vinger var allerede forsvundet igen. Bach var allerede gået efter vand og håndklæder. Khá smilede nærmest kærligt til hende.
"Alessa.... You're a sight for sore eyes.... I couldnt wish for a more wonderful nurse after such...... A battle.... I know it.... was stupid..... But also one of my duites...."
Det var tydeligt i hans stemme at det var meget anstrengende for ham at tale. Men blikket i hans øjne fortalte også om det var nødvendigt for ham at sige det.

Så kom Bach ind med tingene og en ting man ellers ikke havde oplevet ved Bach før, kom til udtryk i den sætning han sagde med noget kun alvor:
"You see Ms. Alessa? I had to get back to Master Khá... The poor thing looks like a mess. He needs someone to do some proper housekeeping!"
Bach blinkede til Alessa mest for at skjule humoren for Khá.

"Thanks... Bach... You're a good man...."

Som bach forlod rummet, sagde han: "I know Master Khá.... I will get dinner ready when you ring the bell"
Khá rettede lidt ømt på sig og sagde stille: "So.... Decided to pay a visit?... Always a pleasure sweet..."
En smertekrampe fik ham til at holde sig til brystet. Man kunne se nogen havde forsøgt at lave et Helvedessegl på ham, men han havde stået imod.

En hovedrysten sendte de blonde krøller på en kort flyvetur om det markante ansigt.

"But I also know that this would not have taken you a week, had you asked for help. I am of the Grigori, this is what I was send to expel such wickedness."

Nok mente hun, at dette havde været den bedste vej, havde han bedt om hjælp. Men hun forstod også hans valg med sjæl og legeme, for hun ville have gjort nøjagtigt det samme selv. Hun kunne kun håbe på, at fremtiden i det mindste ville bringe Bach til at kalde på hende.

Da Khá faldt om i sengen, sås et skævt smil på det kønne ansigt. Hun kendte alt, alt for godt til den fornemmelse, som hans krop nu følte. Et dask, måske lidt hårdere end hans krop ønskede, landede på hans arm.

"Had you called upon me earlier, you would not have needed a beautiful, capable nurse."

Lød det påpegende drilsk fra hende, men dog med en ganske svag undertone af irettesættelse, som en Ældre til sin unge, uvidende lærling.

Da Bach kom tilbage et øjeblik senere, sås et taknemmeligt nik fra den gamle engel, da hun tog imod vandfadet og håndklæderne.
Et overrasket og dog underholdt øjenbryn skød i vejret ved den loyale tjeners kommentar.

"And I see that your energies have changed along side his."

Lød det varme svar. Nok havde den trofaste tjener altid været høflig og pligtopfyldende, men denne varme der nu skinnede igennem, havde ikke været til stede på samme måde før.

Som Bach var på vej ud af rummet, løftedes en af Alessas lange fingre mod Khá, som for at fortælle, at hun ville være tilbage om et kort øjeblik, for derefter at følge Bach ud af rummet. Døren blev roligt lukket efter dem, hvorpå en varm hånd blidt blev lagt på tjenerens skulder.

"Next time something like this happens.. Call upon me, please. Even if that cocksure seraphim in there asks you not to. You probably know what I am and that I have powers that so few walking this realm has. None of us want him severely wounded."

Det hele blev sagt i en varm stemme, der fortalte om hendes oprigtige ønske; at englen derinde, der var kommet så tæt på hende, ikke skulle komme alvorligt til skade. Et skyndsomt smil blev sendt til tjeneren efterfulgt af en varmt klem på hans skulder, før hun vendte sig om, åbnede døren og forsvandt ind i rummet til den sårede - og stædige - engel.

Da kommentaren om hendes besøg lød, da hun igen trådte ind ad døren, lød et påtaget opgivende suk fra de smalle læber.

"Oh hush you young, reckless angle. Lie still now and try to relax, this is going to hurt a bit."

Med afmålte, rolige skridt kom hun over til kanten af sengen og satte sig på knæ ved siden af den. De lange hænder blev lagt med håndfladerne mod hinanden, så fingerspidser rørte håndroden og blev løftet op, så de lå vandret ud for hendes bryst. Øjnene blev lukket og en syngende messen, der havde en overnaturlig skønhed, flød over den rolige engel på så naturlig en måde, som havde hun ikke lavet andet hele hendes liv:

"In the Holy Name of Jesus, I break, I shatter, I cancel every curse, betrayal, deviation and influence of evil spirits, misfortune, hereditary blockage, any enchantment, spell, trap, lie, link, obstacle, prediction and evil desire so as any disorder or illness, regardless of their origin, including my own faults and sins."

I lignende fraser forsatte hun nogle minutter endnu med en komplet ro, alt imens man kunne mærke energierne flyde til hende,

"Let God arise, and let His enemies be scattered: and let them that hate Him flee from before His face.

As smoke vanishes, so let them vanish away: as wax melts before the fire, so let the wicked perish at the presence of God.

in nomine Patris,
et Filii,
et Spiritūs Sancti
Amen."

Ved de sidste fire linjer flyttedes hænderne langsomt fra positionen foran hendes bryst, og den venstre hånd fandt seraphimens pande, den anden hans bryst. Allerede idet fingerspidserne berørte hans hud, flød den opsamlede energi fra den gamle grigori over i hans krop i bølger af pludselige, elektriske stød, der flød videre ud til ethvert af hans sår. Her trak de sig sammen i lettere smertende, svidende impulser, indtil kun røde, irriterede mærker sås, som ville svinde i løbet af nogle dage. Dog var helvedsseglet en anden sag, ved dette sendtes et smertende stød gennem hans krop, mens også dette forsvandt, som en sort masse blev trukket ud af hans hud og forsvandt som røg over dem.

Et suk brød over Alessas læber, da hun igen fandt tilbage til dette plan og et stille smil gled over hendes læber. Hun brugte et øjeblik på at samle sig, før hendes hænder fandt vandfadet og et håndklæde hun vred op heri. Med dette i hånden satte hun sig op på sengekanten og øvede hænder begyndte blidt at vaske indtørret blod, skidt og snavs af Khá, startende med hans ansigt og videre nedover hans bryst.

"I might not have your abilities but I have caught up a thing or two over the decades."

Lød det med et skævt smil fra det lyse ansigt, der nu var blevet forladt at den skarpe, afmålte rolighed og havde fundet blidere folder.

Den gamle, loyale tjener nikkede anderkendende af hendes ord imens han stod rank og ærbødig som kun den bedste og mest erfarne butler kunne.
"Ms. Alessa.... I understand your concern perfectly well... The creature showed up one day so he had to combat it right away. You of all know the both value and hardship of battling ones darker sides. Yes he is cocksure.... And he is human at heart. Maybe a powerful Seraphim... But a young softie as you surely know... It is my solemn vow that is he ends in a battle i am not confident that he can win? I will do my utmust to find you Mylady. If you will excuse my i have matters to attend to" Igen bukkede han for hende og smilede med en rolig varme.

Som hun kom ind igen og bad ham om at ligge stille, rettede han lidt på sig og gjorde sig klar. Han kunne tage de fleste smerter men Helvedsild var ikke smertefrit at helbrede. Det gjorde også ondt men han fandt en underlig ro i hendes sang. Der var en sindsro over det som meget få nogensinde fik at opleve. Helvedesseglet var en helt anden sag... Det havde ikke taget den effekt det skulle men smerten fra det, var der stadig. I det hun helbredte det, spændte han kort i hele kroppen så han ødelagde det sengegærde han havde fat i. Men roen faldt dog hurtigt over ham igen og et par tungevejrtrækning hjalp på det.

De rolige smukke øjne kiggede op på hende som hun begyndte at vaske ham for rester af kampen. Hans øjne var undskyldende men alligevel meget taknemmelige.
"Yes.... It was really stupid fighting that thing alone.... And still.... There is so much relief in knowing i can conquer my own darkness... Free... Free to uphold my duties as they should be...."

Som hun vaskede hans brystkasse, lagde han sin hånd på hendes så den kort blev holdt der. Og med et let drilsk blik, hostede han en enkelt gang og sagde: "So Nurse.... Will i live?"

Et stille smil listede sig indover det ansigt, der ellers var lagt i så hårde og koncentrerede folder over den seneste tid.

"You are a good man, Johann. And you do not need to find be, per se.  You will just need to pray, pray for the balance to come into place, pray for someone to see."

Nok var forklaringen en smule uklar, men efter mange års erfaring, havde den gamle engel fundet ud af, at denne forklaring virkede bedst, selvom personen måske ikke helt var klar over, hvad der foregik. Det var hurtigere end at forklare hele baggrunden for, hvorfor dette skulle virke, men det gjorde det.

Som han talte, mens hun vaskede ham, blev et øjenbryn hævet over ironien, og de gråblå øjne vandrede fra ham til det ødelagte sengegærde og tilbage igen.

"Yes. I can see that this was the outcome you wished for."

Det var selvfølgelig på sin vis, det ønskede resultat der var fremkommet. Han havde overlevet, var kommet ud på den anden side og nok også mentalt stærkere end før.
Hendes næste ord var kølige, afmålte med et hint af irettesættelse:

"You might hav died and come back, sent from ahigh to scourge and bedevil this world from the wicked. You might have centuries of knowledge from first hand experience. But Connor, you are young, untested and, a least in some ways, unknowing of the world of angelic power and life. You have only encountered us from the opposite perspective. It makes you cocksure. To think that you have it all figured out in the first few months just because you have excisted before. To think that you are capable and knowing of all that takes centuries to learn, that makes you an imbecile."

Ordene, der flød fra hendes mund, var ord hun havde udtalt utallige gang, for dette var ikke et nyt problem, omend det nok var i en mere udtalt grad i dette tilfælde.
Kluden blev vredet op en sidste gang, da hun var blevet færdig imens, og fadet blev stillet tilbage på bordet. Da hun vendte sig om igen og kiggede ned på denne flotte engel, som hun var endt med at blive bundet så nært til, til trods for hendes ihærdige forsøg på det modsatte, var der en kort, smertende sorg at se i hendes øjne, omend det ikke var til at læse, hvor den kom fra. Et blink med øjnene og den var øjeblikkeligt væk igen.

"So yes, you will live. For now.. But this is the precise reason why there are so few of us who becomes as old as me and if you keep this up, you will just be one of those who lost in some way or another. You have the potential to become one of us few and, frankly, I do not want to see that potential wasted."

Han satte sig lidt mere op, dog anstrengt men noget nemmere end før. Noget mere behageligt til mode, han fandt ro i hendes ord, men mærkede også den irettesættelse hun gav. Det var også fuldt ud fortjent at han fik den. Det var dumt at kæmpe alene men han havde sine grunde. Og væsenet havde brugt hans egne minder mod ham for at prøve at få en fordel. Inklusiv at ligne Alessa. I to dage havde han kæmpet mod Alessa. I to dage måtte han kæmpe videre imens han overbeviste sig selv om at det virkelig ikke var hende. Helvede kunne være tortur men det kunne også være forførende. Alle der bekæmpede Helvedes ondskab kom på det ene tidspunkt eller det andet ud for netop dette.

"You're right.... I know it was foolish.... I have alot to learn about tipping the scales to the other side. I will learn.... Just like you said.... I cant learn what in months, what took you centuries... Forgive a cocksure student?.. And a solemn vow from me to you... No more dangerous battles if they can be avoided"

Hun havde jo ret. Han skulle lære at kæmpe for hvad han før havde gjort alt for at brænde ned. Når man så lang tid havde slagtet for mørket, og så skulle kæmpe for lyset. At kæmpe for et højere formål. Før var hans eneste formål ham selv. Hans egen magt. Ingen pris havde været for høj. Han havde lært en del allerede, men der var et godt stykke vej endnu. Og ligemeget hvordan man vendte eller drejede den, så var han forbundet med hende. Hun bragte ham tilbage, og havde været den eneste der havde været i hans liv altid. Der var nære følelser imellem dem, selvom der ikke nødvendigvis blev sat ord på. Men de kunne mærkes.

Den store hånd blev lagt roligt mod hendes kind og et smil så varmt han kun sendte til hende, dukkede op på det unge ansigt. "I stand by my oaths... You cried at my corpse.... You brought me back.... I will not squander such a gift... And i promised to visit your house with you too"

Det var underligt men samtidig rart at kunne mærke hendes varme igen. Den sidste bemærkning var ment til at løfte humøret lidt, og han mente det naturligvis

Et lydløst suk gled over hendes læber. Det kunne ikke høres, men ses på brystkassen der hævedes tydeligt og sænkedes langsomt, da luften blev tømt fra hendes lunger.

"It is not me you have to give any vows to. It is not me you bear any responsibilities towards. And those fights can never be avoided completely, not entirely. You are a new player in an endless battle that has its origin before mankind. The only thing you can do is to help make sure the other part never wins, and for that you have to be smart, fast and learn to think a step ahead."

Som hun stod der midt i rummet med armene krydset over det smalle bryst og roen faldt, i hvert fald over Khá, lagde hun igen mærke til den klamme fornemmelse mod hendes krop, som kom af det endnu fugtige løbetøj.
Hun gik hen og satte sig opgivende på sengekanten. Fornemmelsen havde ikke holdt sig længe væk denne gang og kom nu hurtigt krybende. Som en mørk skygge, der sensuelt, lidenskabeligt og tiltrækkende hviskende forsøgte at trække hende med ned i mørkets omfavnende arme, forsøgte at få hende til at overgive sig til sine lidenskaber og glemme alt om fornuft, ansvar og formål.

Den varme hånd, der blev lagt mod hendes kind, gjorde det kun værre og et kort øjebliks fortvivlelse sås i hendes øjne og måden hvorpå hun frustreret bed sig selv i læben, som nærmest for at holde et støn tilbage, sås i et kort glimt i en brøkdel af et sekund, før det endnu engang forsvandt, skjult, som havde det aldrig eksisteret. Men Khás smil blev ikke gengældt.

"'if you waste this chance I will personally bring you back from the dead just to kick your ass back into it."

Stemmen var meget resolut, og der var ingen tvivl om, at den gamle engel nok var i stand til det, og hun sandelig mente hvad hun ytrede. Hans tanker, der vandrede mod hendes feriebolig, lå så uendeligt langt fra hendes egne. Hun havde fået og havde endnu så meget at kæmpe med i løbet af det sidste år, at tanken om at kunne læne sig tilbage og slappe af, var en af de sidste realiteter i hendes liv. Omend det nok var en eftertragtet en.
Hans tilbagevente ro kunne egentligt kun irritere hende i hendes egne udfordringer.

Langsomt rejste han sig stadig lidt øm over det hele. Men det gik noget nemmere allerede. Han var ganske stærk i sig selv og hendes helende evner havde også gjort sit. Skridtene var tunge men rolige. Den ro der var over ham var ganske tydelig men den var så absolut også nødvendig. Såvel som hun stadig havde sine indre kampe, så havde han også fået sine. Men dem tog han som de kom. Hvor svære de end måtte være. Det hårdeste var næsten han stadig sit menneskelige jeg, så han kunne ikke undgå at føle en smule sorg over hendes reaktion på hans berøring taget i betragtning af hvad de allerede havde været igennem sammen. Men hendes indre kampe tyngede hende stadig så han sagde intet.
Han hældte et glas vand op og drak det forsigtigt i små tåre imens han roligt kiggede på hende.

"I know far to well what is required of me. Battling like that for a week with Satans constant whisper in my mind.... You know how Hell battles within you as well as full combat... I stood resolute while battling you for two whole days...."

Ganske roligt imens han snakkede, gik han i gang med at finde noget tøj hun kunne få på i stedet for løbetøjet. Samtidig fandt han også håndklæder og kåbe til hende så hun kunne få et bad hvis det var det hun ville. Han stod bare ganske roligt med tingene i hånden og betragtede hende med et nærmest bedrøvet blik gemt bag sjælelig ro.

"You never stopped fighting did you?.... Within yourself... My touch seemed forbidden still. Like emotions stirring that you fight to control... Feelings not entirely your own? Desires or wishes defying your sacred duty? Am i too far off?"

Han sagde det på den måde da han jo trods alt havde kendt hende længe. Nok til at tyde visse reaktioner. Nok kunne han ikke sige præcist hvad hun følte men han var dog svær at gemme den slags helt for. Og mange af tingene havde han selv været igennem for nyligt. Nogle ting han ikke havde sagt. Hun var nok den eneste han ikke kunne gemme det for. Selv nu havde han en ro der desværre til tider var påtvungen. Men i dette tilfælde var det fordi han forstod.

"Was it wrong of me to touch you?"
Langsomt gjorde han tegn til at bevæge sig mod badeværelset. Han havde ikke tænkt sig at gå med hvis ikke hun ville have det

De gråblå øjne fulgte stille hans bevægelser, som han bevægede sig rundt i rummet. Så hvordan den veltrænede krops muskler spillede næsten svagt ved selv de mindste bevægelser. Fulgte bevægelserne med en slet skjult betagelse, der sjældent sås hos hende. Da han begyndte at tale, bed hun sig let i den smalle underlæbe. Hun kendte kun alt for godt til den urimelige måde, hvorpå mørkets væsner kæmpede.
Armene faldt slapt ned langs siden, og magtesløsheden der sås i hendes øjne, gjorde den i forvejen ungt udseende krop langt yngre at se på.

"It.. Is not the same as before. Before it was my own feelings that I was not comfortable with, feelings that I had not felt since.. Since my husband..."

Ordene flød ud sandet og hun var stille et øjeblik, som ville hun ikke helt være ved det næste, hun havde været ved at sige. En dyb indånding fik hendes brystkasse til at hæves synligt og hun forsatte sine ord på dens udånding.

"Now I am not sure if it is my own feelings.. Desires.. That I feel. Or if it is Beelzebub and Asmodeus'. Most of the first Grigoris fell from Grace, and I am afraid if I am spiraling towards that same fate, that fate which I have taken every precaution over the years not to fall towards.."

Hun havde virkelig taget enhver foranstaltning, også i en meget radikal grad, som hun egentligt ikke havde fortalt omverdenen og som kun Gabriel havde været vidende til.

Hun rejste sig kun langsomt op, stod et øjeblik midt i rummet, ubeslutsom, før hun tog nogle målrettede skridt over mod den unge seraphim, hvor hun flettede sine fingre ind i hans og trak ham blidt med ud på gangen.

Da de nåede badeværelset, åbnede hun døren langsomt foran dem, som kunne der have været ukendte indtrængende på den anden side af døren, hvorefter hun trak ham helt med ind i rummet.
Her vendte hun sig om i sin fulde højde, næsten på højde med ham og så ham dybt ind i øjnene, kun med en svag gnist af usikkerhed.

Hænderne fandt hans krop, fandt den sidste smule tøj han endnu bar, fandt dets hæftninger som hun begyndte at løsne med ferme hænder. Alt imens hun gjorde dette, lød hviskende ord fra hendes læber og blikket i de gråblå øjne skiftede fra usikkerhed til selvsikkerhed til sult:

"I desire you. Crave every bit of you. My body, my mind aches for you, so strongly that I do not feel certain if it is my own feelings or not."

Hendes eget tøj var også forsvundet fra hendes krop, mens hun talte. Igen tog hun hans hænder og førte ham med ind i badet med hende, hvor hun tændte for vandet og lod det flyde ned over hendes kolde, trætte muskler, hendes ar, gamle som nye, der fyldte hendes krop i et rodet mønster og hendes tatoveringer der fortalte om en beskyttelse, der ikke ville brydes, førend de blev fjernet fra kroppen med magt.
Hænderne fandt hans nakke og trak ham med ind under bruseren til hende og hendes mund fandt hans hals og hans øre, som hun hviskede ind i, som var ordene for tvivlsomme til at tale højt.

"I am not sure, but it tires me to fight against this every moment, awaken and asleep.."

De havde været så tætte før, og hun var trods alt hans frelser. Det var hendes ord Herren hørte. Det var hendes kyndige hænder der havde taget sig af ham mere end en gang. Og han var ikke på nogen måde blufærdig så det var helt naturligt for ham at gå med hende da hun trak ham med på badeværelset. Dog blev han lidt mistænksom ved da hun også begyndte at klæde ham af samtidig med så intense ord. Men hun sprang ikke bare på ham, så hun kæmpede jo stadig mod hvad end der var tilbage i hende der ikke var hendes eget. Men det var jo at se tiden an og var opmærksom på flere tegn.
Dog var det en noget så vidunderlig situation at stå i. De havde jo før været så nære med hinanden. Så selvom han gjorde hvad han kunne så kunne han ikke undgå at slippe et nydende suk.

"It is... Always hard to be so uncertain of what is in ones heart... To be uncertain of ones movements are ones own..."

Han kunne stadig ikke lade være med at nyde de var så vidunderligt tæt på hinanden. Men dybt i hans indre nagede det også om hvor vidt hun gjorde det fordi hun var glad for ham, eller der var tændt for et begær hun ikke selv kontrollerede. Endnu et meget diskret nydende suk passerede over hans læber da hun trak ham ind til sig under bruseren. Hver sekund af deres fælles varme blev nydt da hun også hviskede til ham og hendes læber strejfede hans hals og øre.
Med en rolig og fast bevægelse, lagde han armen om livet på hende og holdt hende tæt. Så trak han hovedet en anelse tilbage og så varmt i hendes øjne. Det var nærmest trist at mærke hvordan hun var så træt og udmattet af den konstante kamp.

"I have learned a few things about myself while you've been away.... But my mind have not moved a bit....."

Ved de sidste ord, havde han bukket hovedet og havde sine læber så tæt på hendes at de strejfede dem hvis han talte. Som hun stod der i hans favn, lod han sine helbredende energier flyde over i hende så de bredte sig igennem hende. Den ømme fornemmelse efter hendes løbetur og bøn ville ikke kunne mærkes men det var ikke det han gjorde dette for. Selv sindet kunne helbredes til en vis grænse.... Det ville ikke være nok til at fjerne kampen i hendes indre, men det ville kunne slå det tilbage for en kort tid. Et tidsrum hvor hun kunne mærke for sig selv hvad det var hun virkelig ville.

Han lod de nu svagt gyldne øjne hvile i hendes indre og hviskede tilsvarende tilbage til hende: "Look within.... Feel within.... What does your heart and mind tell you?.... Your own heart and mind.... Do you want to be here with me right now?..."
Stille strøg han hende ned af ryggen imens han talte. Hvor havde han dog lyst til at kysse hende!.....

Den spinkle engel var allerede over ham, endnu før han begyndte at svare. Som et vildt dyr, der var blevet sluppet ud af sit fangeskab og nu igen kunne udforske friheden, således udforskede de smalle læber hans mund, hans hals, hans bryst, alt imens hænderne greb nærmest desperat efter enhver del af hans krop.
Det var svært at bedømme, hvorvidt hun rent faktisk hørte hans første ord. Det var kun, da han trak hovedet tilbage, at hun stoppede op et øjeblik, med et blik der lyste af griskhed, utålmodighed og irritation.

Da han endnu engang bukkede hovedet ned mod hendes, fandt hendes læber hans igen, som et sultent rovdyr. Men også dette blev der brat stoppet op i, da hun mærkede hans helbredende energier flyde ind over hende. Med hænderne om hendes liv, kunne han mærke, at hun svajede en smule, som luften gik ud af hende som et punkteret dæk, som havde kun den vilde desperation holdt hende oppe.

Hovedet blev trukket en anelse mere tilbage og på skrå, mens de gråblå øjne så undersøgende på ham gennem vandet, der fossede ned foran hendes ansigt, som et vandfald mellem dem.
En ro gled over hendes øjne, og den fugtige varme fra vandet blev trukket dybt ned i lungerne, hvorefter et legende smil gled over hendes læber.

"I can feel that.."

Hun stoppede sig selv op med en svag hovedrysten. Lige nu var der ingen grund til at tænke dybere over det, eller forklare sig. I stedet brød det lyse hoved igennem bruserens stårler og søgte endnu engang hans mund. Men denne gang var der oprigtig hengivenhed bag hendes kys og hendes hænder, der med et mere ærligt begær vandrede over hans krop.

"Thank you..."

Mumlede hun blot mod hans læber, før hun lod sig hengive til ham.

Denne gang var han sikker på at hendes begær og kærtegn var autentiske, så han lod sig ligeledes glide hen i lysten til hinanden.
"You're welcome..."
Hvert kys blev gengældt med en nærmest perfekt symmetri. Hvor havde han dog savnet de læber.... De kærtegn... Selvom deres pligter nok forhindrede dem i at være sammen til fulde. Hendes hjerte skulle først være fri af fortiden. Men lige nu var pligter kun en fjern tanke, der var kun Alessa og ham. Der var ikke længere tanker om hvor vidt det var i orden hvad han gjorde. Han gav sig bare hen til at behage hende og kærtegne en krop skåret ud til perfektion.

Det var som om deres kroppe huskede hinandens indbyrdes lyst og hengivenhed. Hvert kys som det første, hvert kærtegn som ren nydelse.
Uden at stoppe serien af hengivne kys, løftede han hende op med hænderne på hendes bagdel så hendes ben vikledes om ham. Uden den mindste form for besvær, gik den unge Seraphim mod sine gemakker imens kyssede fortsatte op af hendes hals.
Under det hele lod han en smule helende energier glide over i hende så hun var sig selv til fulde. Med nok tid ville hun også få bedre styrke når han holdt op igen.

Som de nåede kanten af hans seng, stoppede han kort og lod sig fortabe i hendes øjne. Så placerede han et meget blidt bid i hendes læbe inden han lod deres våde kroppe falde ned på sengen. Fast holdt han imod så han ikke maste hende da han var over hende. Med fast hånd førte han hendes ene ben omkring ham imens han kyssede ned af hendes hals og kærtegnede hendes krop uden at hans hånd forlod den.
Hans styrke kom til udtryk i hans berøring, dog var det tydeligt hvor hengivent hvert eneste kærtegn var.

Oprigtigheden i hendes begær skinnede så tydeligt igennem. At hun kunne mærke, at det rent faktisk var hendes eget, fik hendes muskler til at slappe af, og langsomt forsvandt enhver spænding ud af hendes krop og sind, omend det kun var for en stund.
Hun lod ham løfte sig op med en stille latter over den lethed, hvormed han bar hende. Nok vejede den spinkle englekrop ikke særligt meget, men selv en egenrådig kvinde som hun kunne godt nyde den styrke, han havde og brugte til at føre hende hvorhen han ville.

Da hun blev lagt i sengen, kiggede de blågrå øjne blot op på ham med en tillid i blikket, som sjældent sås hos hende. Lige her og lige nu kunne hun for en kort stund skubbe alt, hvad der hed ansvar og pligt fra sig, og tanken fik et afslappet legende smil til at brede sig over hendes ansigt.
Et støn undslap hendes læber, da han lagde sig ned over hende, og åndedrættet kom nu i kortere, mere overfladisk rytme, som hun nød hans hænder, hans nærhed og intimitet. Lysten kunne hun give fri og blot hengive sig til at være så tæt, som et væsen kunne være med et andet.

---

Den nøgne brystkasse hævedes og sænkedes i en hurtig rytme, da Alessa lænede sig ned over Khâ og kyssede ham blidt på læberne. Væk var det anspændte træk mellem de blonde bryn og væk var det tænkende, analytiske og årvågne blik i de øjne, der havde set så meget. En hånd blev rodet ind under det viltre hår for at støtte hoved, mens albuen fandt en hvilende position i sengen. Et skævt, levende og varmt smil blev sendt, da hun efterhånden havde fået pulsen ned på et mere roligt niveau igen.
En stund nød hun blot stilheden, mens hun kiggede på den unge seraphim.

"It has been a very long time since I was actually able to relax.. Your gifts might have helped, but you.. You make feel calm.
When you're not out there trying to kill yourself, that is."

Det sidste blev sagt i et drilsk toneleje, men der var ingen tvivl om, at det første var ment så oprigtigt, som noget kunne være.

For en tid, kunne hun nyde at være helt sig selv. For en tid kunne de give sig hen til hinanden uden at ansvar, opgaver eller eftervirkninger påvirkede det. Der var kun hende og ham. En særlig intimitet, begær og hengivenhed flød klart imellem dem som de til stadighed lod verden glide længere væk. I hvertfald for en tid. Men det var tider som denne man skulle holde fast i. De kunne blive et lyspunkt hvor alt andet fejlede. Det var noget ganske helt og aldeles særligt at være så intim med en anden. En oplevelse han kun havde haft en gang før. Sidst de to var så tætte....

------

Hjertet i den store krop pumpede afsted imens den nøgne brystkasse hævede og sænkede sig langsomt som han gengældte det så silkebløde kys fra den nøgne engel ved hans side. Der var en helt salig ro over ham som han kiggede hengivent på hende.

"I know that feeling.... I dont fight all the time but... It's not the same calm.... You make me feel at ease... The world contains an entirely different serenity with you by my side... I only used my gifts so you could be with me the way you saw fit.... And only you..."

Han kiggede kortvarigt lidt skamfuldt ned mest for sjov over hendes kommentar, men det var tydeligt at han også drillede igen.
"I promise not to kill my self. Anyway you seem to have a knack for making me feel alive again..."
Den drilske undertone var klar som han strøg hende over hendes kind. Let rejste han sig op på siden og kyssede hende endnu en gang

Den ene hånd blev lagt på hans brystkasse, og de lange, elegante fingre foldede sig udover den. Et øjeblik lå hun blot og lod øjnene følge bevægelsen af, at hendes hånd hævedes og sænkedes i samme rytme som han vejrtrækning, alt imens hun mærkede hans hjerte banke mod hans ribben. Et stille smil gled over de smalle læber. Ikke noget, der fortalte om en dybere tanke, men blot at hun lod sig finde ro ved denne rytme.

Først da hans puls, og dermed rytmen hvormed hans brystkasse hævede sig, havde stilnet af, så hun op i hans øjne igen.

"I.. I am glad you did.. The ease with which I have walked for the last couple of centuries has been shattered.. The fight with this demon last year and with you, you stupid devil.."

Det sidste var tydeligvis sagt i dril, omend der ikke kunne herske nogen tvivl om, at hun stadig ikke var helt tilfreds med at være bundet til en anden person, som hun var blevet til ham. Det var en svær ting at affinde sig med, når man som Alessa havde været sig selv de seneste tusind år.

"I haven't felt like myself. I am so afraid that I should fail my purpose like the first generation of the Gregori.. I have been able to let myself enjoy the moments.. Enjoy you.."

Det var meget atypisk for den gamle engel, at åbne op for eventuelle svagheder. For det var jo netop svagheder, der var så stor en styrke for alle de fjender, hun omgav sig med.

Et grin brød ud, som kun kunne lyde så frit, som når det kom fra hjertet, ved hans sidste kommentar.

"Well.. I am glad, that I am able to let such a young boy, like yorself, feel alive. That is, apparently, what we old angles can do to young people like yourself."

Og med det svar kyssede hun ham lidenskabeligt på halsen, med en ivrig ungdommelighed, som sjældent sås hos hende.

Han lænede hovedet lidt til side så han blottede sin hals og lod hendes kys sende lune kuldegys gennem sig. Et sagte smil kunne dog ikke lade være med at vokse stille som hendes ungdommelige tegn på hengivenhed fortsatte. Det var øjeblikke som dette der gjorde det så utrolig meget nemmere at kæmpe videre. Måske var det hans stadig delvist menneskelige sind der fik ham til at føle sådan. Et enkelt kys fra hende der betød så meget for en... Et sådan kys, kunne få en hver mand til at kæmpe for evigt. Han var fuldt ud klar over deres pligter, men der var ingen skam i at nyde stunder som denne.

Efter en lille serie, drejede han sig hurtigt så han lå halvvejs hen over hende og gav sig til at kysse kærligt op af hendes hals imens han stille drilsk sagde: "And a young Seraphim like myself can only hope to honour such a gift from experienced Angels.... Besides your kiss can make anyone answer to a higher calling...."
Den drilske undertone hun kom med blev gengældt tydeligt i hans kommentar inden han drejede rundt igen. Denne gang holdt han kærligt ved så hun endte med at sidde ovenpå ham. Hun kunne sagtens lægge sig ned på hans brystkasse hvis hun ønskede det.
Så blinkede han kærligt til hende og spurgte drilsk: "So am i a good student? I know you will give me a divine detention if i engage in such reckless combat again...."

Stille lå han og nussede hende på maven og kiggede op på hende imens han tænkte. Som hun sad der, virkede hun helt majestætisk, og dog så gennemført yndefuld. Kort tænkte han på hvad monsteret havde sagt til ham. "Hun ved hvem du er.... Khá var allerede himlens tjener før vi tog dig.... De vil ikke sige hvorfor du blev skabt... Til at gøre deres beskidte arbejde.... Lige som nu...."
Tanken blev dog hurtigt slynget væk inden han lod hænderne hvile på hendes lår inden de fik lov at nusse hendes ryg ganske stille