Little Lamb, Little Lamb... (Katarina)

Stjernernes smukke, hvide lys på den evige, dybe nattehimmel var fuldkomment gemt af vejen af de massive, tunge regnskyer.
Et tæppe af regn badede Terre's gader, som prøvede himlen at vaske denne ugudelige, sadistiske og mørke by ren for al dens smuds og gemte ondskab.
Trods den ihærdige kamp, var det dog sikkert at regnen kun ville efterlade gaderne rene... ikke de sorte sjæle som vandrede på dem.

Én af disse sjæle stod ved en gammel, halvskæv lygtepæl.
Han var iført en lang, sort frakke, et par mørkegrå bukser og tunge, sorte læderstøvler.
Hans lange, hvide hår hang løst og gennemblødt ned ad hans ryg, den mørke hud var fejlfri og smuk på sin egen, eksotiske måde... og de svagt lysende, røde øjne scannede roligt de tomme, regnvåde gader... evigt på jagt... evigt søgende... evigt tålmodig...

Hvor længe var der gået siden hun forsvandt fra det usle hul af en bar? Hun havde ingen ide om hvor længe hun egentlig have løbet, blot for at flygte fra de to mænd der havde fulgt efter hende det meste af vejen. Hendes krop kunne snart ikke mere og hendes energi, var efterhånden ved at rende ud. Lyden af et bump efterfulgt af et smertefulgt "hnngh" kunne svagt høres i de tomme gader. Hendes øjne flakkede fra side til side, for at være sikker på at hverken mændene var efter hende eller at der var nogen der så hende.

Omtåget kom hun igen op på sine ben, som ganske vidst rystede under hende efter den lange løbetur. Hun stod i nogle minutter og forsøgte at få vejret og komme ned på jorden igen, hun var ikke vandt til at skulle løbe så meget som hun netop havde gjort. Hendes omgivelser var heldigvis noget hun kendte, da hun ofte gik i gaderne for at komme på arbejde, eftersom hun ikke havde nogen bil.

" Hnngh.. Mit knæ" sagde hun og så ned af sig selv. Hendes bukser var gået i stykker, grundet faldet og som om det ikke var nok, var hendes tøj også godt gennemblødt. Hun kunne trøste sig med, at der i det mindste ikke var så koldt uden for, men regnen var til gengæld også rigeligt til at få hendes spinkle krop til at ryste.

Langsomt begyndte hun at finde sin vej hjem, men der var omkring en time eller mere hjem og hun var sikker på, at hendes ben ikke ville kunne klare hele turen, men hun vidste endnu ikke hvor taxierne kørte fra. Hun drejede omkring sig selv, uvidende om hvor hun skulle gå hen og lede efter en taxi, så hun gik bare den ene vej og håbede på det var det rigtige valg.

En bevægelse for enden af gaden fangede hans blik, og hans lange, spidse ører opfangede lyden af to par sko der hastigt gik hen over de drivende våde brosten.
At dømme efter lyden var de begge to mænd... hvilket ikke fangede hans interesse så meget.
Dog kunne han måske være heldig at de ville lede ham til hans næste...

Sekundet senere var pladsen under den skæve gadelampe tom, og lyset i lampen flakkede et par gange, som havde noget i luften forstyrret den.

Et stykke derfra trådte Katarina's to forfølgere pludselig ud fra en af gyderne foran hende.
Deres smil og deres blikke lagde ikke skjul på deres hensigter, og den ene rakte da også en hånd frem, gned fingerspidserne mod hinanden og sagde: "Kom så! Ja kom så! Kom og vis os hvad du har under tøjet!"

De lo begge to og begyndte at gå langsomt og truende over imod hende... imens en høj, mørk skygge rejste sig fra intetheden i gyden de var kommet fra.
Lysende, røde øjne stirrede ud på de to mænds rygge, og inden de nåede at tage deres næste skridt, blev de grebet om anklerne af sorte, fangarmelignende skygger.
Skrigende af overraskelse blev de to overfaldsmænd hevet brutalt ind i gyden igen.
De røde øjne vendte blikket mod dem, og deres overraskede skrig blev erstattet af ren rædsel... og så afsindig smerte...
Væsenet i gyden snerrede, og blod sprøjtede ud fra den skyggehengemte gyde.

Kort efter trådte han ud på gaden. Hans lange frakke var indsmurt i blod foran, og hans før røde øjne var nu lysende grønne, med aflange, reptilagtige pupiler.
Hans blik søgte efter kvinden...

Hun troede hun var sluppet af med de to mænd, eftersom hun ikke havde hørt deres stemmer eller deres grin i noget tid, men hun tog fejl. Ud af en af gyderne kom de ud med de samme klamme smil. Du ord der kom ud af deres munde, fik det til at løbe kold ned af ryggen på hende ” Rend mig!” hvæsede hun efter dem, som om hun var en kat der netop lige var blevet trådt på halen. De store bambi øjne flakkede fra side til side, uvidende om mændene ville angribe hende og i så fald, ville hun være klar og prøve at komme væk, trods hun inderst inde godt vidste det ikke blev en realitet, eftersom hun ikke just var den hurtigste.

Da mændene begyndte at komme tættere på, bakkede hun langsomt bagud, ikke blot grundet de to mænd der var på vej mod hende… Men også grundet det, som var bag dem. Hun kunne ikke rigtig se hvad det var, men de lysende øjne var rigeligt. Hele hendes krop var sat fast til jorden, som var hun et træ der var blevet plantet. Hun så hvordan de to mænd blev revet ind i den gyde, hvor personen med de lysende øjne var kommet fra. Lyden af de to mænds skrig fik hende til at sætte hænderne for ørerne.

”Nej… Det..” hun mumlede for sig selv mens hun igen begyndte at bakke væk fra hvad der var ved at ske. Hun kunne nærmest høre hvordan knoglerne blev knust og hvordan blodet ramte mod væggene i gyden. Hele hendes krop ville inderligt gerne væk fra det sted, men hendes ben… De var stadig sømmet fast i jorden under hende.

Der blev igen stille og hun fik øje på manden, som hun gik ud fra var hendes ”redningsmand”, men frakken.. Hun gispede og spærrede øjnene op. Manden var indsmurt i blod fra top til tå og hun var ikke i tvivl om at de lysende øjne var på jagt efter hende, eftersom dette væsen så søgende rundt. Hun fik nærmest revet sømmene op og begyndte at løbe fra stedet.

” HJÆÆÆÆLP!!” hun havde pludselig fået stemmen tilbage og nu skulle hun bare gøre alt for at komme væk fra denne mand, hvad end han var… Hun var sikker på at hvis han fik muligheden, ville han sikkert også gøre det samme mod hende… Panisk løb hun fra dør til dør og bankede på, nærmere hamrede på døren, for at få nogen ud, mens hun løb og råbte om hjælp.

Rædslen i hendes øjne var ganske særlig. Hun så ikke end sortelver-mand med et par anderledes træk, sådan som andre gjorde... nej, hun så et monster. Et dødsensfarligt, blodtørstigt uhyre - og hvor havde han dog savnet at indgyde lige nøjagtigt dén slags frygt!
Han følte sig et øjeblik som sit gamle jeg, fri og stærk... magtfuld ud over al forståelse... og næsten udødelig.

Da den unge menneskekvinde satte i løb, blev han hevet tilbage til virkeligheden.
Regnen silede ned ad hans ansigt, men slørrede ikke hans syn det mindste, og han holdt blikket på den flygtende kvinde, mens et uhyggeligt smil bredte sig på hans ansigt.

Han sprang efter hende, og løb lydløst i et tempo som mindede mest om hendes, for at gøre legen lidt sjovere...
Hendes flugt og hendes desperate forsøg på at finde hjælp var ganske udsøgt... og han var frydefuldt klar over at ingen ville hjælpe en ung menneskepige i denne del af byen.
Og slet ikke på en nat som denne. Hans ry var løbet godt ud i gaderne, spredt ud som en skovbrand - takket være hans sidste par ofre og myndighedernes desperate forsøg på at stoppe ham.

Efter en smule tid hvor han bare løb efter hende, forsvandt han pludselig, som havde han været et fatamorgana...
Sekundet senere dukkede han på magisk vis op lige foran hende, mens han svingede en hård knytnæve direkte imod hendes sårbare mave.
Hans blik var ondt. Ondt og sadistisk... og det var meget, meget tydeligt at han ville gøre hende fortræd.

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hvis ikke der var nogen der åbnede døren for hende og lod hende komme i sikkerhed. Et eller andet sted følte hun, at folk der havde lejligheder mod gaden, var skyld i at hun sikkert blev fanget af dette monster af en... Hvad end han var.

Hun så sig slet ikke over skulderen, eftersom hun havde på fornemmelsen at dette væsen alligevel var lige i hælene på hende og så hjalp det heller ikke at hun havde stiletter på... Hele hendes krop rystede og hun ville egentlig bare gerne hjem, men der var for langt og hun var løbet den helt forkerte retning.

Hun stoppede kort op og så sig over skulderen, hvor hun lod mærke til han slet ikke var efter hende. Fuck... Var han kommet hende i forkøbet? Måske ventede han omkring hjørnet på hende, klar til at indfange hende som en gadehund. Hun nåede slet ikke at reagere før hun så ham foran sig, som om han nærmest kom ud af den blå luft.

Da hun mærkede knytnæven mod hendes mave faldt hun ned på knæ og prøvede ihærdigt at få luft, inden hun forsøgte at komme på benene igen.

Hendes tynde stoftop gav absolut ingen beskyttelse mod hand næve, og han kunne næsten mærke hendes hud under det lette stof da hans næve borede sig dybt ind i maven på hende.
Følelsen var absolut udsøgt...!

Hun faldt på knæ og hev efter vejret, og han smilede ondskabsfuldt mens han betragtede hende med de uhyggelige, iskolde øjne.
Med en stemme som fra Helvede selv, sagde han ordene: "So soft and vulnerable... lad os gøre det igen."

Da den unge kvinde forsøgte at komme på benene igen, havde uhyret i ham taget næsten helt over, og det var umuligt at undgå at se den sadistiske lyst i hans reptil-lignende øjne - øjne som lyste af både magt og ondskab.

Han greb ud efter hendes skulder, trådte et skridt tættere på, og jog to slag mere ind imod hendes sårbare mave.
Han ville have den følelse igen... og igen... og igen... indtil hun begyndte at kede ham.