Liam Borzakov inviterer ~ Lamb of God ~

Tid: 11:10
Vejr: Udenfor er det stjerneklart og isnende koldt
Sted: Palæbygningen, Omari Menage, Geneve, Schweiz



///Bemærk: Emnet følger en streng handling fører til konsekvenser politik. Hvis din karakter lægger op til at blive slået ihjel, vil din karakter blive slået ihjel uden tøven. Respekter hinandens karakterer, læs de andre indlæg grundigt igennem og kom med gennemtænkte indlæg.

Hvis du ønsker at blive sprunget over i en runde, så skriv det hurtigst muligt i et indlæg eller PM til alle deltagere.

Kvalitet frem for kvantitet. Hold det hellere kort og interessant end langtrukkent, kedeligt og ubetydeligt.

Send en PM hurtigst muligt, hvis du ønsker en anden plads i rækkefølgen.
Nuværende rækkefølge:
Ophelia
Scars
Ahngel
Mi’serable
Lawrence Watson
Avery
Millicent
Kalamka Omonuwa Omari
Artanis
Liam Borzakov

Ophelia havde, fra det sekund hun var blevet placeret til højre for Liam ved det massive bord, sørget grundigt for kun at stirre fra sin egen refleksion i den blanke bordplade til Liams betagende krøller og tilbage igen. Alle hendes døde nerver skreg - billedligt talt, selvfølgelig - at hun skulle se at tage vingerne på nakken og forlade denne forsamling af spidstandede blodsugere og beskidte satanister uden at se sig tilbage. Men hun vidste trods alt bedre end at bryde de løfter, hun havde givet den lille mandsling. Englen blev tappert siddende, hvor hun var, smertefuldt klar over at hun var den eneste af sin race til stede i det imponerende lokale.

Englen havde været naiv nok til at tro, at hun kunne gøre sig usynlig ved blot at klæde sig så intetsigende, som det overhovedet var muligt: En gråmeleret hørkjole fra omkring 1920'erne klamrede sig til englens slanke skikkelse, det platinblonde hår hang løst over den ene skulder, og hun havde end ikke taget en hat på. Det var i Ophelias verden et enormt offer at bringe, eftersom at en af hendes værste laster var den forfængelighed, hun aldrig helt var sluppet af med. Det grove stof strammede ukomfortabelt henover barmen, og den sarte næste opfangede konstant stanken af offentlige transportmidler på hendes blege hud. Men denne aften gjaldt det mere end noget andet om at holde lav profil. Det gjaldt om ikke at bryde koncentrationen, og med alle de funklende detaljer i rummet og især de interessante lysekroner i loftet, var dette allerede noget af en udfordring.

Liams klukkende spøg fandt ind i hendes alabasterfarvede øregang som en dristig kat, der ser sit snit til at springe ind af et åbent vindue. Med ét faldt hele slagplanen til jorden, da Ophelia brød ud i en nær hysterisk latter. ,,Da. Du er åbenbart blevet en kende blødsøden på dine gamle dage!" Så snart ordene var undsluppet hendes glatte læber, slog Ophelia en langfingret, hvid hånd for munden. Hun krympede sig næsten umærkeligt og sendte Cainan, vampyren overfor Liam med det aldrende udseende og manglende tandsæt, et stjålent blik. Hun regnede ikke ligefrem med det, men en forkert bemærkning om alder kunne måske tænkes at være netop nok til at lande et syleskarpt tandsæt i hendes strube. Hun mærkede, hvordan det pludselig blev svært at fastholde den neutrale facade, men før hun fik lejlighed til at begyndte at ryste som en harekilling, kom en klump kød pludselig til syne på den blanke tallerken. Englen var teknisk set død, men hun holdt af at indtage fast føde alligevel - det var en principsag - så hun stoppede munden og begyndte langsomt at straffe det korianderkrydrede protein mellem kæberne. Hendes blik var igen klinet fast til den blanke bordplade, selvom hun lyttede intenst, da ordet blev taget af den kæmpemæssige vampyr, der sad for bordenden.

Alexander havde allerede fra da han ankom følt sig malplaceret, han var en soldat blandt folk der helt tydeligt ikke forstod sig på krigens kunst og de enorme mængder penge som der blev kastet efter det. Han branche var en niché og det var han helt bevidst om, den eneste der måske kunne se på det som en profitabel forretning var Liam og Kalamka, for bankerne i Schweitz var et yndet sted for diktatore og andre mere eller mindre lyssky personager at gemme deres penge og Alexander var bestemt ingen undtagelse, han havde en formue der rangere et mindre lands bruttonationalprodukt gemt i en skov af banker, deriblandt Liams.
Alexanders kendskab til banken var meget lille og det samme gjaldt Liam og de fleste af de andre gæster, han havde en overfladisk viden om de fleste og et efterhånden indgående kendskab til Ahngel og Damia, under normale omstændigheder havde han nok undgået dem hvis han kunne komme til det, minderne om de utallige knive de havde stukket i ryggen på ham var klart som morgendagen og ville være det i meget lang tid.

Alexanders assistent Zadia havde kæmpet en brav kamp for at få ham til at forlade det mørklagte kontor med skyhøje bunker af papirer, for at deltage i den lille allehelgens kom-sammen. Først havde Alexander blankt nægtet, men efter en skideballe om investore og muligheder for udvikling af Ravenwood til et brede marked var han kommet på bedere tanker, derudover var den snarlige børsnotering af Ravenwood cooporations en realtitet, og det ville være godt for firmaet at få omtale fra høje steder allerede inde dette fandt sted.
Zadia havde købt en smoking til Alexander, den havde han også nægtet at tage på, men Zadia fik igen forklaret ham at militærbukser og en lang sort frakke med Ravenwoods logo ikke ligefrem var hvad man havde på til en festmiddag. Modvilligt endte det med at Alexander fik klemt sig ned i tøjet der med Zadias vanlige øje for detalje passede som fod i hose.

Alexander sad og kiggede på maden som kom på bordet foran de andre mindre døde væsner, han følte ingen trang til at spise noget og havde ikke gjort det siden han var blevet skabt, men det cylinderformede glas der blev sat foran ham vækkede hans interesse, roligt tog han det op til næsen og behandlede blodet som var det dyr fransk vin.
Han opfattede Liam og Ophelias sammentale og smilede lavt for sig selv, han sagde med lav stemme som han vidste englen ville hører "Det var en skam, engleblod er nu noget specielt". Han klukkede lavt indtil Kalamka henvendte sig til ham, han tog kort en tår fra glasset inden han svarede, "De ville blive overrasket over hvor mange våben og ammunition Ravenwood producere", han tog en tår mere "Men min professionelle vurdering er at Ravenwood stadig er i sin opstartsface, kontakter skal etableres, vareprøver skal sendes afsted. De ved det naturlige når man starter ny forretning". Han holdt en lang pause og lod Kalamka få sin skefuld, "Der er altid optakt til krig, hvad jeg gør er at tjene en formue på tosserne der vælger at kaste sig ud i en".

Da SU’en først havde skullet udgives, havde Ahngels pen ikke været ked af at skrive en lang og beklagende besked tilbage om hvordan de overvældende andre gøremål havde gjort ham afmægtig i sociale fornøjeligheder. Jean derimod havde været hurtig til at forklare den pessimistiske alfahan om hvordan det ville gavne hans små eskapader, nu Ahngel ikke selv ville lægge ord for hverken deres formål eller årsag. Det havde efterladt alfahannen med en følelse af, at Jean ikke kun ønskede Ahngel tilbage på et mere lige spor, men samtidigt ønsket ham et frafald fra det rent bestandige i hans erhverv. Der burde være tid til at møde med de sociale eliter, byde mulige fruentimmere op til dans, så systemet ikke tog fejl af Ahngels misvisende mål om at finde en trolovet inden det næste halve århundrede. I virkeligheden havde denne vampyrkonge ikke en tanke til overs til frøkenernes stjålne blikke eller porcelænsskabt ansigter. I sidste ende havde Jean da fået ret og Ahngel havde manglende tiltro til hans egen evne til at modbevise den åbenlyse fordel det ville være at mænge sig på den måde med Terres mere belyste, eller foretrukne individer. Som han havde forstået denne afsender, syntes gæstelisten noget så tilfældig og tilsyneladende meget opgjort af Liams personlige præferencer.


Men det var en flok, som ikke var belyst med den royale enhed, hvis maske Ahngel efterlod i tronsalen på Point Du Lac. Der herskede en Ahngel.. Ikke en Lucifer Mort De Sang og skønt fordelen ved denne socialelites synsvinkel var stor, kunne den sorthårede Toreador ikke bortvise følelsen af at han ville miste en speciel form for frihed ved hans fremmøde.

-

Ahngel var den aften klædt i en iøjefaldende, mørk, kongeblå farve, som alt for sjældent blev båret af den høje alfahan. Den hvide hud ville synes abnormalt selvlysende imod det næsten refleksive stof, som det velsiddende jakkesæt var udgjort af. Et sort slips var svøbt om den linje-rene skjortehals og på dets midte sad det lille sølvlignende våbenskjold og beskuede de fremmødte som et tredje øje af status og autoritet. Det lange, ravnesorte hår var lagt løst om de afstivede, skarpe skuldre og fik det underskønne, samlede, mælkehvide ansigt til at virke spidst under den glatte manke. De røde øjne stirrede roligt frem for sig i en intensitet, som gjorde den ellers farveløse biologi skamfuld at overvære. Få ringe var blevet placeret over de lange, slanke fingre, som ofte følte over dem og pressede derpå, thi alfahannen sjældent pyntede sig i den grad. Smilet, som Jean havde fået over sin mund som hans bedstefars ring af Lapiz blev påsat Ahngels hænder, havde dog fået alfahannen til at lade Jean udvælge yderligere gevækster af ren venlighed. Jean, som var Ahngels tro højre hånd og forhenværende tutor, sad ved alfahannens side. Han var en smule lavere en alfahannen selv og var tilgivet et udseende, som var fjernere alfahannens vampyriske perfektion. Det gjorde ham dog ikke mindre charmerende i hans fremtoning. Til forskel fra Ahngel, var Jean sundere i kuløren og havde en mere menneskelig farveskala. Hans hår var halvlangt, smurt tilbage og spundet af en sælsom, gylden farve. Hans træk klassiske og - gud bevar ham – smukke som hver anden vampyr af det renere blod. På hans næsetip sad der et par briller af et blåt, uidentificeret metal og bag de tynde brilleglas, stirrede vinterblå øjne frem for sig, som til trods for hans smilende og liflige personlighed, syntes at forvrænge sig i monstrøse mønstre, som var selve hans blik en boblende og ustabil kerne til noget overvældende magtfuldt. Han bar et mere anonymt, sort jakkesæt, som ligeså bar et våbenskjold, der stolt fremviste at han tilhørte alfahannen ved siden af.


”Mon Sauvage?” Jeans blik rettede sig imod Ahngel, som skænkede ham hans øjenkontakt efter at have tildelt overfladiske smil og dybe nik som hilsner til de øvrige deltagere. Jean smilede bredt og varmt til trods for at Ahngels ansigt var uforandret. ”Dmitry har besluttet sig for at holde sig i nærheden, men han har lovet ikke at hjemsøge opgangene som han har for vane.” Fortsatte Jean, som efterfølgelse af en samtale de nok havde haft førhen. Ahngel gav et nik fra sig og sukkede, muligvis lettere opgivende. ”Udmærket.”

Ahngels blik frarev sig atter den lyshårede halvvampyr ved sin side og lod øjnene spejde over arrangementet imens det høje glas blev ført til de hvide, bløde læber. De spidse ører lyttede observant med til det mindre drilleri af den gråklædte helgeninde ved Liams side. Alt imens havde Jean fået en forsøget samtale i gang med at præsentere sig endnu engang med kvinden ved hans side, den bekendte Mi’serable.

Ingen kavaler. Fantastisk. Denne gang, var hun ikke blot en bærepose for en langt finere, og prestige fyldt herre. Denne gang, var 'hun' betydningsfuld. Ikke bare der, for at vise at Nosferatuerne havde finesse, og ikke kun muskler og et stort tandsæt. Nej denne gang var hun deres stemme. Hun var deres tilstedeværelse, i et møde af fine mennesker. Der var selvfølgeligt også de tilstedeværende, der bestemt ikke passede ind i mængden, og måske var mere anset for enden af en Radio, hvor de kunne modtage ordre fra andre, allerede tilstede ved dette møde. Men det var ikke hende der havde bestemt gæstelisten. Sådan en position, var Nosferatuerne slet ikke i, at de kunne ligge op til middager som denne. Ingen ville møde op. Det var derfor, hun havde accepteret. For at lade sit ansigt komme ud iblandt Vampyrendes rækker. Dette var naturligvis ikke kun en forsamling af Vampyre, men det gjorde det blot endnu bedre. Hun havde genfundet sit gen. Sit mål.

Og hun havde bestemt tænkt sig at lade sig blive set. Mi'serable havde ganske få facader, der ikke frembragte billedet af en lille uskyldig ung kvinde, men det der var undtagelsen satte også prikken over I'et. Hun bar, i andledningen af denne exceptionelle middag, en lang fin kjole, der så fint til passede sig hendes tilpas fyldige former. Det røde silke, gav en tilpas afspejling af den grålige hud. Og en behersket kavalergang og enkelt lange snit ned af det højre ben fra hoften, der så fint fremviste de lange slange ben når hun gik. Om halsen bar hun en kæde, hun ikke havde båret i årevis. Den lange sølvkæde, der hang dets vedhæng lige over udskæringen af hendes kavalergang, havde ingen skade taget de mange årtusinde den havde ligget i glemme kassen. Og vedhænged bar en fin lilla ramme, omkring det oldgamle insignier der var Rasputin Klanens symbol, et rådent æble med fingre stramt knyttet derom. Den var taget frem, nettop i denne anledning. Det var et emblem kun ganske få havde set i deres tid, deriblandt måske den ene eller begge Vampyr herrende ved hendes side, Jean og Lucifer.
Hendes lange hår bar et rødligt skær, der gav en falsk facade, der med sine livslystige krøller gjorde det så livligt og frodigt som det var muligt.

Mi'serable havde været forholdsvis stille, siden det øjeblik hun var ankommet. Hun havde ikke taget det mere simple transportmiddel som måske ville have været den hurtigste rejse, men havde fløjet under egne vinger. Så hun var foruden duften af det ofentlige, og bar kun aromaen af hendes unikke blod der sang omkring hende. De fine perler havde betragtet selskabet, med et søgende blik, der forsøgte at opsuge information om alt hvad nødvendigt var. Og det var ganske nemt, at gennemskue de fleste. Specielt også når man huskede hvad denne middage var grundlagt. Magte, penge og indflydelse. Lige det rette selskab.

Mi'serables stormfyldte, røde øjne, gled over den velduftende Engel, der tydeligvis ikke helt følte sig hjemme, da hendes kavaler udtalte en yderst passende komisk indput, der langsomt formede et bredt smil over Mi'serables matte læber. De røde øjne næsten skar sig ind i Ophelia's, imens det store smil hentød til alt andet end blodtørst. Nærmere drilsk legesyge. En sygdom Mi'serable nok aldrig ville komme over. Nok heller ej ønskede sig at komme det.
De røde øjne gled dog imod Jean, som den ældre Vampyr ville indlede en samtale, og den røde storm fik et mix af en blålig brise over sig, der langsomt omdannede de røde skyer til en mere lilla glans. Hendes smil blev mere formelt, og hun drejede sig en anelse på stolen, og lod hendes håndflader placeres på hendes højre hofte, hvis ben var krydset over det venstre, for at udvise al sin opmærksomhed imod ham.
"Glædeligt at se dem igen, Lemore.. Det har ladet sig vente, alt for længe." Lod den silke stemme sig lyde, i det hun rakte sin hånd imod hans og blidt lod sin ligge over hans. "Og dem ligeså, Mon Sauvage.." Sagde hun så fint, og var næsten stolt over sin egen formalitet. Hun lænede sig lidt frem med ordene, for at kunne sende Ahngel et nærmest kærligt smil, inden hun lod sig læne tilbage igen.
Hun skulle nettop til at tale igen, da fadbringerne trådte igennem dørende, og trippede ud til de forskællige gæster. Hendes øjne voksede, og et grønligt skær overtog dem, da et nysgerigt og nærmest barnligt blik voksede sig over den ellers så professionelle facade, ved synet af de små Albaer. I al sin tid, havde hun aldrig haft glæden af, at beskue sådanne et væsen før, og hun kunne næsten ikke holde en fnisen tilbage, af deres lettere komiske ydre. Hun lænede hovedet på skrå, da den ene trådte ind ved hendes side, og tilbød hende den fine væske, der også bar så delikat en duft. Men det var Albaerne der fik det største focus, med overskuende øjne.
Men da de små kreaturer endelig forlod lokalet, sukkede hun næsten trist, og lod sit focus returnere til hendes delikate ret. Hun fandt, langt fra diskret, en lille cylinder formet vial, der indeholdt en sort væske. Hun fjernede den beskyttende prop, og lod ganske få dråbe dryppe i den ellers fine suppe. Proppen blev igen påført, og hendes opmærksomhed sendt tilbage imod Jean, i det cylinderen blev lagt fra hende ved siden af det uddelte bestik.
"Hvordan går dem, på Point du Lac?" Spurgte hun smilende, og lod de lange slanke fingre omfavne en ske, og begynde at spinde fine cirkler, i den røde ret.

Lawrence var fløjet tilbage fra New York den aften, han havde haft et møde med et af de største finanserings investorer, mange vidste at han ville udvide sit firma, han ville være et af de største indenfor hans branche, men lige nu lå mærker som Louis Vuitton og Gucci stadig over Desiré Noir, men han var ganske sikker på at inden der var gået 5 år, så så tingene meget anderledes ud. Han havde aftalt med Millicent at mødes med hende ved hans hus lidt udenfor Terre og de kørte så sammen med hans Audi hen til stedet for Liam skulle holde sin middag.

Lawrence havde et mørkegrå jakkesæt på med slips og gik med et let arrogant smil ind i det store rum. Det var ikke fordi han som sådan var en arrogant person, men der var bare altid en vis arrogance over den måde han talte og bevægede sig på, måske det var fordi han var vokset op i overklassen og måske det var fordi at han ejede et firma så stort så de fleste ikke var i tvivl om hvad han hed, ihvertfald ikke dem der havde forstand på finanser. Han nikkede anerkendede til alle i rummet da han ankom og satte sig på den plads han nu var ment til at sidde på, han kiggede kort rundt om bordet blot for at se hvem han måtte kende. Han havde ikke mødt andre end Millicent personligt, men han havde da hørt om flere af dem. Han kendte godt til Scars og hans buisness og det samme med Liam og hans nye job. Men han havde og aldrig mødt, eller talt til dem.

Lawrence kiggede over i mod Scars og lyttede til deres samtale omkring våben og ammunition: "Så deres firma er ret så nyt kan jeg forstå?" sagde han og kiggede let spørgene i mod ham, han var altid nysgerrig på nye firmaer: "Investere De?" spurgte han nysgerrigt imens han kiggede på manden der nok var på alder med ham selv, Lawrence var interesseret i penge, store penge. Han havde mere end 500 ansatte under sig i firmaet og han havde med fra dag 1, også selvom han kun havde eget firmaet officielt i halvandet år, det var hans farfar der havde startet det op da Lawrence var bare 15 år gammel, men han havde aldrig haft andre jobs end det han havde i firmaet og han kunne heller ikke forestille sig at arbejde andre steder.

Han kiggede kort over på Millicent og smilede let til hende eftersom hun var en eneste han rigtigt kendte omkring bordet: "Jeg regner ikke med at blod indtagelse er et krav" sagde Lawrence med et let flabet smil imens han med et venligt blik kiggede op i mod Liam, han kunne godt fornemme at de fleste omkring ham var vampyre, men tanken skræmte ham nu ikke, væsner måtte være lige præcist som de nu engang var, men det var nu ikke fordi at en bestemt race kunne få hans blod op og pumpe. Han rakte i stedet ud efter noget af det mad omkring bordet som faktisk var bekendt for ham at spise.

Han kiggede rundt på den lille forsamling og afventede om en dagsplan ville komme på bordet eller det blot var en hyggesnak han var mødt op til.

Ikke desto mindre var dette en uforklarlig hændelse for mere end blot én person, i dette fabelagtige selskab, som man sikkert aldrig nogen sinde ville høre om i eventyrer. Men ligeledes heller aldrig ville have troet sine egne øjne. Størstedelen af de omkring siddende væsner var vampyrer så vidt man kunne gå ud fra. Hvordan kunne det også komme som en overraskelse, når værten selv var en af disse blodsugende skabninger? Men hvad underligt egentlig var, var den engel som sad overfor Liam i blandt alle disse vampyrer, som en form for opkommende trofæ, for vinderen af de bedste manérer.

Ingen syntes at have de store bekendtskaber til hinanden, udover Liam selv. Hans omgangskreds var besynderlig, og uforklarlig. Men som mange andre, havde de sikkert allerede nu, lagt mærke til Liams for kærlighed for hengivende magt, og kræfter der var umulige at løbe uden om.

Spisesalen var et overdådigt rum, med et fint gammelt tema, helt tilbage til det sene 1800’tal. Den tavse stemning blev løftet af lidt latter fra englen, folk der snakkede om forretninger og krig. Alle disse ting som de fleste rundt omkring på bordet egentlig havde sans og næse for, og sikkert havde studeret i mange århundreder. Men de eneste der havde sagt noget indtil nu omkring dette, var en høj blond mand, hvis navn hun ikke kendte til, men gik ud fra var vampyr, på grund af den mørke essens omkring hans krops struktur, som havde en nogenlunde samme farve som Liam selv. Dermed en ældre vampyr der sad for enden af bordet; den vej hvor Liam sad. Hans tandsæt var mangelfyldt, og de tre huller stod klart frem for alle og en hver. Han var gammel, ældre end de fleste, men alligevel, sikkert på alder med Liam, måske lidt yngre. Hvem vidste, hun kunne kun ud fra deres aura bedømme deres race, og tidslinjes længde. Englen med de lange nærmest snehvide hår, som hang ned over hendes skuldre, syntes at føle sig ilde tilpas i selskabet, hvilket vel var forståeligt nok, når man var en engel. Hendes relationer til den lave vampyr kunne hun ikke selv helt gætte sig frem til.

En anden vampyr med langt mørkt hår, og en kraftig mørkeblå royal farve trådte frem, dog var han en noget yngre mand end hende selv, begyndte at fortælle omkring en Dimitry, som hun ikke havde kendskab til. Meget af det der egentlig blev sagt var noget hun slet ikke havde kendskab til egentlig. Hvis Avery skulle skyde på hvad hans rang var, ville hun nærmest sige noget af det højeste i det hierarki der fandtes i vampyrernes verden.

En ganske gammel vampyr, hvis rådne men ellers så friskt udseende hud strålede gråligt, som en form af en diskokugle, om kap omkring den bedste udstråling med den røde sag hendes krop var tvunget ned i. Hendes hår var rødt, lige som de fleste andre kvindelige tilstedeværende i dette selskab. Bevægelserne antydede til beherskelse af bedste art, og største præcision. Hun vidste hvilke bevægelser der var rigtige og hvilke der var forkerte. I Avery’s øjne lignede hun en kvinde, der kunne tillade sig at læne sig så langt op imod grænsen som overhovedet muligt, uden egentlig at overtræde den. Hun var finere, men ikke helt som de andre vampyrer. Hendes aura vakte en grålig orange farve frem, med en svag betoning af mørke lilla i ydre kanterne. Helt inde ved hendes krop var den nærmest mørke rød som hendes silke beklædning. Avery var ikke helt sikker på om hun havde hørt tale om en sådan vampyr. Men vampyr var hun, da den røde nuance med det orange skær antydede til den blodige slægt. Dog forvirrede den mørkerøde hende, da den nærmest lå så tæt på sort som det overhovedet var muligt. Sikkert et sidespring i racen, tænkte kvinden for sig selv.
En dæmon, hvis specifikke race hun næsten ville gætte på var ild, som kvinden der sad ved siden af hende. Hans beklædning var nærmere klassisk forretnings mand. Som om, han skulle til at sælge sine bedste produkter. Hans arrogante og overlegne bevægelser tydede stærkt på en form af selvsikkerhed hen over sig. Han henvendte sig til den høje blonde mand, der så ud til at føle sig ubekvemt i sit jakkesæt.

Nu var det ikke sådan at kvinden begloede hver eneste objekt eller levende skabning, og lavede en form for analysering af disse fabelagtige væsner der sad omkring hende. Men hun lyttede simpelthen i hendes egen lille tavshed, imens hun kiggede stålfast frem for sig. Efterhånden som tingene tog sig an, begyndte hun at holde op med at iagttage de forskellige ’mennesker’ sådan som tiden gik. Hun ville alligevel sikkert finde ud af det tidsnok så hvorfor ikke bare læne sig tilbage? Dette var dog selvfølgelig ikke noget hun gjorde, hun sad rank, og fast imens hun var tavs. Hun var til gengæld heller ikke den eneste tavse tilstedeværende ved dette bord.

Avery sad ved siden af en rødhåret, rank smuk kvinde på hendes venstre side, hvis blege hud strålede om kap med vampyrernes. Hendes aura strålede i al sin magt med spagt rødligt mørke med nogle orange og hvide flager i ydrekanterne der kendetegnede hende som en dæmon, af sjælden rang for Averys vedkommende. Denne kvinde havde ikke meldt et ord endnu, lige som hende selv. Hendes eksistens var for Avery ukendt, men var sikkert længere end de fleste andres her. Men det var kun gæt værk som hun kunne kaste lige så tosset hun ville rundt omkring sig. Kvinden til hendes højre side, var mørkhåret, lidt spinkel så det ud til. Hun kunne bedømme på den lettere røde, og bølgende aura, med svage gule ender at hun var en gammel ilddæmon. Langt ældre end Avery selv.
Kvinden var ikke helt sikker på hvad hun præsterede i dette selskab.. der var en engel hvis sjæl hun med glæde ville tage, dens lys var lyst og langt fra så mørk som de andres. Hun knyttede svagt hænderne under bordets overflade, imens hun tog sig sammen. Det var nu ikke fordi at Avery var sulten. Hun havde spist, hun havde spist en hel del. Og da maden kom ind, som egentlig var fast føde for mennesker, kunne hun ikke få sig selv til at tage sin gaffel og prikke hul på det bløde tynde kød. Det havde intet at gøre med en forkærlighed for dyr. Bare hendes manglende evne til at kunne optage den slags former for mad. Hun lod derfor brødet, med det lyserøde fiskekøds indhold være, og rettede sit hoved op. Den slanke krop var kommet ned i en sort sag, der gik op til barmen og lod de ranke skuldre være løse. Det var en lang kjole, der gik ned til anklerne, hvor nogle lige så sorte stilletter sad fast spændt. Kjolen havde nogle fine udskæringer, dog havde den mørkeblå broderier fast syet hen over sine kanter nede ved anklerne. Håret sad løst, og indrammede det kønne lille ansigt. Om halsen havde hun diskret sølv halskæde der stod godt til de grønne øjne. Munden var let bemalet med en svag rosa farve, der ikke trådte for kraftigt frem.

Interessen for politik, krig, og Finans ting interesserede under ingen omstændigheder Avery. Hun var kvinden der gjorde som hun ville, og brød sig ikke om at få ordre på hvordan hun skulle tilpasse sig, hun brød sig lige så lidt om at give andre ordre, hun ville meget hellere have sin vilje på stedet uden at skulle løfte en finger. Den vilje ville hun gerne have ved at tage det hun ville have, sjæle, liv, kaos. Så meget kaos som muligt, det gjorde det nemlig langt nærmere for hende at tage sjælen, eller manipulere med den. Med tiden ville det sikkert vise sig at hendes sjæle ædelse ville kunne vise sig nyttig til et andet formål end blot at få føde.
Al form for politik for hende var en form for diktatur og tyranni på flere forskellige stadier. Diktaturen kørte igennem den måde, at demokraterne i et folketing valgte og fremsagde normalt vis altid de ting som de mente passede bedst til dem selv og ingen andre. De satte selvfølgelig altid deres egne tanker højest, og det kunne man tydeligt se i Amerika, med deres evige krav efter penge, og atter, atter penge. Tyrannierne opstod ved bedrag, og svindel. En tyrannisk behandling der skadede borgernes tålmodighed og gode tillid til deres udvalgte talsmænd, som skulle snakke for folket.

Endnu engang, undrede det hende hvorfor hun var i dette selskab, med højt stående embedsmænd fra vampyrernes verden, og en engel hvis kranie hun kunne sætte sine fingre på. Avery var klar over hun ikke var den stærkeste i dette selskab, men spørgsmålet omkring hvad i alverden hendes grunde var for at være her egentlig var? Hun var ikke et selskabeligt socialt menneske, der rendte rundt og hinkede, og klatrede i træer med sine venner. Der var ikke rigtig nogen der havde set hende var blid og uskyldig. Liam var nok den eneste der havde set hende i et øjebliks forsvarsløshed, men han vidste dog også, at hun kunne komme til igen, og jagte ham hvis det var det hun lystede.
Hun havde næsten lyst til at spørge Liam tværs over bordet hvad pokker hun egentlig lavede her? Hun mistænkte ham lidt for at bruge hende som et våben imod dem, men regnede ikke med at han var den form for mandfolk, der lod kvinderne tage det ’beskidte’ arbejde. Hendes hoved lagde sig ganske svagt på skrå og lod de grøngrålige øjne betragte bordets blanke skinnende overflade, som var der proppet et glas hen over. Hun tog med en yndig slank hånd fast om det fint formede vinglas, og førte det op til de let fyldige læber. Et lille skyl ned i ganen, også blev det fint polerede glas sat tilbage igen hvor det blev taget, præcis dér hvor det blev løftet op.
Hun var ankommet på almindeligvis, gå ben faktisk, hun havde taget en lettere varm vej ned i underverdenen hvor hun egentlig havde sine oprindelige rødder, selvom hun sjældent tog sin vej derned. Men det ændrede ikke på det store for kvinden, Alice McCrow. Hendes intetsigende evner til denne sammenkomst var hende stadig en gåde for hvorfor hun var blevet inviteret, hun havde ingen former forretnings sans. Og det gjorde det endnu mere oplagt for Avery at hendes følelser og fornemmelser for at hendes eneste formål med denne banket, var at være et våben imod de andre.

Der var en første gang for al ting i livet - og åbenbart også bagefter.
Tag nu dette middagsselvskab - så smukt indrammet og tilsat en knivspids dekadence , alene i form af dets prominente gæster.Dette var en first timer og derfor var spændningen da også så rigt repræsenteret, den gennem farvede nærmest vævet i den unge kvindes krop, sind og sjæl , helt ud i de mindste åre, kapillærene.

Hun var hverken direktøren for det hele, en smuk tunet highclass sociaity model ,en kløgtig hurtig regnende finansmand eller en ancient adelig vampyr, nej.
Hun...havde blot været heldig , at være født med udmærkelse indenfor visse områder, at have et talent lidt mere omfavnende end normalen...blandt andet indenfor it udviklingen - og håndarbejde.
ja...hendes evner var lige så spraglet som hendes sind.

Selv var hun fra et andet socialt lag, kaldet middelklassen. Hun smilede i sine egne tanker....hun var selvskabets kvote 2 gæst, anonym og uinteressant, herligt.Hun var ikke typen der søgte opmærksomhed, på hverken den ene eller den anden måde, så hun var udmærket tilpas med at forsøge blænde ind med den kridhvide dug, og observerer slagets gang, med hendes iagtsomme øjne.
hendes evner var lige så spraglet som også hendes sind der sang højt....og en smule skingert
*out of order, Millie - and out of place as well*
Hvad der så ud til at kunne betegnes som jokeren i dette spil...det lille wildcarte, der ikke rigtig passede ind nogen sammenhænge (men alligevel havde sin berettigelse i det prestige fyldte selvskab , hvis man da levede efter konceptet , at alle var lige ) var en ung kvinde der adlød navnet Millicent Walker - i det mindste når det passede hende .
Nyfødt vampyr og også en der trak i trådene hos Desiré Noir..eller...nå ja...hun syede da i hvert fald en del tøj og stylede modellerne, for dem.
Millicent havde deltaget i et par af Omari Ménage sammenkomster før, men det lå tilbage i hendes tidligere liv .og det havde været helt nede på gulv niveau- aldrig havde invitationen været skræddersyet som dette, så hun koncentrede sig om at være opmærksom på al det sagte - og især det usagte som hun kunne opsnappe og ellers small talke lidt når lejligheden bød sig og bare håbe på hun ikke fik sagt eller gjort noget, der ville lede Watson til at blive pinlig berørt, over hende.
Han var trods alt hendes chef, selv om hun hun var her i 'sin fritid' .

Millicent havde syet en dueblå kjole, inspireret af Kleopatra. Ideen var kommet, da hun som Millicent havde mælkehvid hud.Den havde i hvert fald en blottet skulder og en klædelig drapering der løb fra den ene skulder ned over hendes bryst.Fra livet og ned, faldt den glat og tæt...og det eneste bling bling kjolen havde var nogle enkle små rhinsten påklistret i ny og næ, der gav en diskret funklen når kjolen- eller Millicent var i bevægelse.Håret var semi løst, hvilke betød at kun side håret var snoet og fæstnet med hårnåle,resten faldt som det lystede, ned af hendes ryg.

Thank God at Watson var her også.Det havde hjulpet gevaldigt på nerverne at de fulgtes ad.
Hans duft kunne hun genkende og det genkendelige var lig tryghed , ihvert fald lige nu.
Hun snusede diskret hans duft ind, inhalerede trygheden .

Flere af ansigterne omkring bordet virkede bekendte....Liam og Kalamka, dem vidste hun da hvem var og også den ældre herre virkede bekendt, alle havde de deres virke i banken , i høje stillinger.
En høj mørkhåret meget smuk mand...Ahngel? Han lignede også en hun før havde set..en af pigerne på systuen havde et foto over hendes sy bord, af en mand i bar overkrop...det lignede ham her ret meget, men hans aura passede bare ikke til sexy wild boy toy, men man kunne naturligvis aldrig vide?

Millicent lænede sig ind mod Watson, og hviskede med en let humoristisk stemme..Så ville det være endnu en ny ting at tilføje din liste , måske du er dygtigere til den...end blindfold? " og så skyndte hun sig at kigge væk, så hun ikke kunne se hans udtryk, men forsøgte istedet at se ned på Kalamka og hans hotass slæng for bordenden.
Hvis hun fik øjenkontakt, ville hun meget diskret hæve sit glas til en stille skål.Han sad trods alt for bordenden.

En meget smuk kvinde, med sympatiske træk sad lige overfor Millicent.Hun sendte et imødekommende smil i hendes retning men begyndte så at takkede de små gespænster der kom med maden.Millicent havde ingen ide om hvad det var for væsner...denne verden var stadig så uudforsket og ganske ny.
" Mon Doby var optaget i aften?" Sagde hun med et lille glimt i øjet og et blegt smil, nu til begge de damer over for hende.
Joken ville faile slemt og falde til jorden, hvis ingen af dem anede hvem den lille husalf fra Potter serien var, men hey....dét ville så ikke være en første gang for Millicent.

Det er Kalamkas klare indtryk, at forretningskernen i Omari Menage i løbet af de seneste par måneder har været holdt for nar. Mange år med en kulørt kundeskala er nu truet - det værste ved dette er, at truslen ikke er til at sætte finger på. Mange timer er gået med at finde roden til denne ondskab, denne tilsyneladende flabethed. Humlen ligger i, at flere og flere betydningsfulde dæmonkunder har vendt ryggen til banken og ganske enkelt flytter deres konti til den konkurrende undergrundsbank ejet af en dæmon, der i disse dage går under forretningsnavnet David Commons. Banken er baseret på ældgamle dæmonværdier, drives og styres udelukkende af dæmoner og kunderne er også indskrænket dertil. Med andre ord, er denne bank på ingen måde venligtsindet over for forslaget om partnerskab mellem racerne. Kalamka, der er en vampyr med lidt over 2000 år på bagen, har måtte holde tand for tunge med sin konservative holdninger og har besluttet sig for at bide racehadet i sig som resultat af løftet om en bedre og mere stabil fremtid for alle. Intet had kan overskygge denne sandhed, og det er netop derfor, Kalamka fyldes med en barnlig følelse af at blive uretfærdigt behandlet. Hvorfor kan dæmonerne ikke tage sig sammen og bevæge sig fremad? Hvorfor skal jeg altid med stort besvær bære befolkningen over målstregen?

Kalamka lader sine mørke øjne hvile dovent på Alexander Lazarow og konsumerer svaret med tilfredshed. Hans fyldige læber lægger an til at trække op i et køligt smil, men mission bliver annulleret halvvejs og grimassen kan misfortolkes til let bitterhed. Asparablodet glider endnu engang på plads i hans enorme gab, flyder ned i halsens åbning.
"Hmmm..." Med rank ryg vender han blikket ned på sin mad og giver talerum til dæmonen. Hans ord virker malplaceret vittige og improviserede, blandet med hans fremtoning og måden hvorpå, han bærer sig selv, falder denne mand ikke i Kalamkas smag. De færreste i dette selskab lader til at gøre det, hvilket ikke skyldes uvidenhed om deres person - tværtimod. Det er netop kendskabet, der vækker denne irritation i Kalamka. Han tænker, at Abraham også snart ryger af listen over folk, han bryder sig om. Han sender korte blikke i retningen af sit afkom, der sidder og drukner i ren og skær begejstring som et lille barn, der ikke kan vente med at vise hele verden en tegning. Hans enorme kranium vender sig i retning af Lucifer Mort de Sang, regenten som han sidst havde spottet sammen med Abraham på den lokale stripperbar. Det får ham til at spekulerer over, hvilken retningen denne verden dog bevæger sig mod. Hvad er det dog for et cirkus?

"Hvad synes De, Lucifer?" Hans stemme er kold og ordene springer ud som bløde snefnug. Han flytter blikket mod Mi'serable Rasputin og sænker hagen som et tegn; eller rettere en invitation til hendes tunge om at komme med sit besyv. "Er vi i krig?" Den sidste bemærkning er bevidst rettet mod nosferatuen og de få, der kunne have noget at skulle sige i den sag.

Hun havde modtaget invitationen til middagen, eller konferencen som hun selv valgte at kalde den, nogle få dage forinden. Der havde ikke stået nogle specifikke grunde til hvorfor hun var blevet inviteret med til denne middag blandt højt rangerende medlemmer af samfundet.

Selvom hun ikke havde nogen specifik ide om hvorfor hun var blevet inviteret, så havde hun dog en vag fornemmelse. Taget i betragtning at middagen var arrangeret af Kalamka, så ville det give mening hvis baggrunden for invitationen var åbnings ceremonien af banken han stod i spidsen for, der var grund til hendes invitation.

Det var af disse grunde at hun på nuværende tidspunkt sad i en lettere overdårlig spisesal. To store lysekroner hang i loftet, en stor kamin var placeret i væggen bag Artanis. Loftet var overdådigt udpyntet med forskellige mønstre og udskæringer, i modsætning til gulvet der var af glatpoleret og skinnende, mørkt, træ.

Artanis selv var klædt i en lang emerald grøn kjole. Den sad tæt, men ikke for stramt, omkring overkroppen hvorefter den faldt løst ned omkring hendes ben. Den blev holdt oppe af en enkel 'strop' over hendes højre skulder.
Omkring hendes hals hang der en tynd sølvkæde med en lille amathyst som vedhæng. Et par hvide stiletter dækkede hendes fødder, gemt under kjolen.
Hendes hår var som det så ofte var. Det hang løst ned af hendes ryg. Dog med den forskel at hun havde lavet nogle små bølger i det sorte hår.

----

Rummet var fyldt til brimmen med magtfulde væsener. Størstedelen af dem var stærkere end hende selv, der var dog nogle få undtagelser.
Kalamka Omonuwa Omari værende en af dem. Han var gammel, ja ældre end hende selv, men den aura af kraft alle væsener udsendte var svagere end hendes egen. En anden sådan var kvinden der sad overfor Artanis. Der var dog lille -til næsten ingen- forskel blandt dem, men den var der. Hun gengav det venlige smil der blev sendt hendes vej da deres blikke flygtigt mødtes. Rødt mødte blå-gråt i det korte øjeblik.

Hun genkendte selvfølgelig Kalamka der sad ved den anden ende af bordet. Ellers kendte hun kun få. Der var Scars, lederen af Ravenwood. Hun havde set nogle billeder af ham rundt omkring, men det var sådan set også hvad hun kendte til ham.
Så var der Liam Boz-etellerandet. Hun så ham kort ved konferencen omhandlende Kalamkas inter-racial bank. Dengang, såvel som nu, havde han en næsten barnlig optræden der fik den "unge" dæmon til at fnise. Han hviskede noget til den blonde kvinde ved siden af ham, og hun brød ud i ukontrollerbar latter.

Ved åbningen af banken i midten af 1500-tallet, havde Artanis valgt at sætte sin formue ind i den selvsamme. Hun boede ganskevist simpelt, men over 300 år bag sig, på daværende tidspunkt, giver mere end nok tid til at opbygge sig en væsentlig mængde penge. Hun foretrak bare at leve simpelt frem for ekstravagant.

"Jeg er ked af at sige det, men Dobby døde desværre," svarede hun tilbage med -næsten- påtaget sørgmodighed. "Om noget så var det den sørgeligste del i hele serien."


//Vil lige gøre opmærksom på at jeg ikke vil have tid til at svare hverken lørdag eller søndag da jeg ikke er hjemme om lørdag, og har besøg meget af dagen om søndag. Der er mulighed for svar sent Søndag, men lover intet//

//Jeg kommer ikke til at kunne svare før på mandag, er til Landsmøde i Vejle... af alle steder//

Et par blodrøde øjne fandt Ophelias blege opaler samtidig med, at en mandlig stemme et andet sted ved bordet mumlede ildevarslende i hendes retning. Hvis englen endnu havde været i live, ville det på nuværende tidspunkt løbe iskoldt op og ned ad hendes rygrad, mest fordi at de to legesyge monstre begge tilhørte vampyrracen. Men på den anden side, det gjorde Liam også. Spøgelset af et smil krusede Ophelias marmorlæber ved dennes kæphøje svar, men hendes blik forblev både vagtsomt og fuld af mistro, da hun vendte det mod de to, der så ubehageligt åbenlyst gjorde deres bedste for at fodre hendes trang til flugt. Hun mente at have set den mandlige blodsuger rundt omkring i Di Morga - hun formodede, at det var ham, som gik under navnet Scars. Kvinden kendte hun dog ikke, selvom det var mod hende, at Ophelias lavstammede bordherre rettede sin diskrete advarsel. Ophelias smil blev straks en smule mere markeret, og hun sendte Liam et tykt, hævet øjenbryn som for at sige: "Du overrasker mig, dorogoy."

Englens forhold til Liam havde altid været usædvanligt, men aldrig særlig indviklet. Hun var startet som hans legekammerat, et redskab til blot at tilfredsstille det gamle væsens rastløshed, men efter den blodige episode i krostuen og smagen af hans blod på hendes læber var hun nærmere blevet en form for trofæ i hans imponerende samling. Hun var den ligblege kransekagefigur, og dette passede egentlig Ophelias stolte natur ganske fortrinligt. Der var heller ingen spor af tvivl i hendes sind om, at netop dette var grunden til, at hun af alle var blevet indkaldt til et møde, hvor ellers kun de stærkeste racer var repræsenteret. Hun forstod ganske enkelt ikke, hvad Kalamka mente, når han snakkede om krig - hun var, efter hendes egen umiddelbare bedømmelse, ikke på samme måde en del af den konflikt, som syntes at herske i det imponerende rum denne aften. Måske ville hun blive klogere på sin egen rolle i alt dette, men lige nu var hun langt mere optaget af de funklende, ornamenterede spejle og Liams silkebløde øjenvipper end den ordveksling, der foregik lige foran hendes egen dukkenæse.

Ophelia sendte vampyrkvinden et gennemborende, omend dog kun sekundlangt, blik tilbage. Derpå rettede hun atter sine lyseblå øjne mod folderne i de rædsomme gevandter, der mest af alt føltes som et gråmalet fængsel. Langsomt gennemborede hun endnu en bid laks med gaflen, slugte den langsomt uden at smage på den og foldede så hænderne afventende i skødet. En nysgerrig rynke var kommet til syne på hendes slanke næseryg.

/spring mig over/

Jeans oplyste øjne med den pulserende katte-iris var rettet imod Mi’serable med varme intentioner. Et tandsmil der syntes ubegribeligt drenget og ir for sig en smule barnligt kom frem over hans ellers fattede og professionelle ansigt. En række misvisende spidse tænder viste sig frem og bar præget af det mærkelige mix, som hans gener var fremført af. Ikke alene var hans hjørnetænder støbt med en vampyrs stolted, men som tænderne bevægede sig længere ind imod hans mundvige, stoppede de sylespidse emaljer ikke deres tag i denne rovdyrsmund. Ahngels smil var mindre og mere automatisk som svar til Mi’serables hilsen. Et ærværdigt buk med hagen og en fremvisning af de hvide øjenlåg afgjorde hans stille respons til hende. Jean tiede dog ikke, selvom Ahngel var i sin sædvanlige, høflige, verbale korthed. ”Der er ikke meget nyt under solen.” Svarede Jean hende som opmærksomheden blev rettet imod Point Du Lac og dets faren. Den lyshårede vampyr syntes dog ikke at have noget imod den opretholdte stilfærdighed, som havde lagt sig over slottet. En kedsommelig tilværelse var nok hvad han og den royale stab havde haft brug for efter de sidste pr års ulykkelige hændelser. Jeans blå øjne søgte Ahngels, som atter var vendt væk som var han en fremmed – den røde farve døsende hen i den nærmest autistiske tankeførelse, som den tålmodige, unge regent havde for vane at kaste over sig selv som et døsigt skjold for få virkelighedstro momenter. Et spørgsmål, som var en del af den mindre diskussion omdrejende Alexanders phoenix-firma, blev rettet imod alfahannen i hans stilfærdighed. Uden at være overrasket over hans menings pludselige hidkaldelse, rettede han ryggen og ligeså langsomt forvandledes til sit professionelle, engagerede og vise jeg. En maske der ofte kunne virke overvældende når man talte til et ansigt med så meget ungfoldig skønhed, at man tvivlede på andre evner en den sociale kunnen. Hans øjenbryn rejstes intresserede og de før knyttede hænder foldede sig galant imellem hinandens fingre.


”Med fare for at lyde umindelig spirituel vil jeg påstå at vi aldrig bliver fri for krig af den ene eller den anden sort. Indbyrdes ligesom globalt… Ikke højst sandsynligt. Hvorvidt brugen af våben fremstillede til formålet bliver en nyttig faktor, er dog op til den individuelle leder.” Den dybe, dog sælsomt androgyne stemme formåede at lægge et betryggende og næsten døsende sjal over de medhørende. En stemme der ofte kunne vinde debatter med det milde kærtegn fra egne stemmebånd. Som en lille sang. Denne effekt af Toreadorens fortryllende tale var dog ikke en praktisk kunnen han havde mestret kun til lejligheder som denne: Det var et talent, der nådesløst havde været påtvunget ham fra barnsben og frarøvet ham en stemme opbygget af egne værdier. ”Er vi ikke i krig med omverdenen har vi allierede, som er… Og har man ikke allierede, er man i krig i forvejen.” Afsluttede han roligt. Hans kommentar forsegledes som de røde øjne syntes at miste sin intense, næsten nysgerrige glød, som var hans blik et dyr i sig selv, hvis temperament dulmedes som dets mester talte.


Ahngel hørte sit eget navn og nummerering som et dulmende ekko fra et sted, dybt begravet i baghovedet. Ravenwoods våben… Ville blive den sidste løsning alfahannen ville ty til, trods den interne ’krig’ mellem de franske dæmoner og hans eget folk gjorde mange områder til små minefelter i sig selv. En stolt form for trods syntes at blive påkaldt i de røde øjne som Ahngel havde besvaret sit spørgsmål. Som var selve temaet ’krig’ i stand til at selvtænde Ahngels ellers rolige og intetsigende øjne til et intenst inferno af genialitet og målrettethed. Kampen mod krig var i regentens hoved, krig nok i sig selv. For ikke at nævne den lange, snævre og snoede vej, som skulle være processen til at erkende en krigserklæring eller stadig satse på fred, som det moderne sind bød den sorthårede vampyr. Han.. Ville ikke være en af de tosser, som Scars’ våbenproduktion ville få som storsponsorer. Ahngels fingre glemte lidt om de forstyrrende smykker og i stedet formede sig til standhaftige, men rolige næver. Jeans isblå øjne var roligt rettet imod hans langt yngre mester og med et intetsigende nik, løftede han egen ernæring til munden i en elegant bevægelse – Som var han selv en royal enhed er en større eller mindre forfatning. Jeans fattede ansigtstræk gjorde det tydeligt at han havde nogle tanker, som han gerne ville dele, men trods det, tav han. Muligvis fordi det var et dilemma han allerede havde tabt diskussionen om med sin herre. Hvad end det var, blev det holdt for sig selv bag de blå brillestels tilhørende glas. Den gudesmukke vampyrregent ytrede sin rådgiver et søgende blik, men i stedet for at finde disse ønsker i form af ord, fandt han bare Jean, der smilede venligt, nærmest kærligt tilbage til ham. Som var han en form for familie. Ahngel vidste hvad Jean ville sige. Han havde sagt det før. Han ville blot havde indskudt at ’man kun var i krig med sig selv i sidste ende’. Pokkers til filosofiske halvblods han var. Og fanden tage den lille del af Ahngel, som gav ham ubetinget ret.. Som havde Jeans meninger gennem årene alligevel plantet frø i den sorthårede vampyrs sind.

Mi'serables nydelse af dette selskab, var tydeligt i alt hun gjorde. Men det var mest rettet, imod de herre hun anså som de højest stillede kandidater. De mest 'respektable', i hendes fremtidsstræbende planer. Ahngel, Jean og specielt den, for hende, lettere ukendte Kalamak. Denne var en betydningsfuld herre, så hun vidste at Karaktar havde lange bøger skrevet, med smålige detaljer omkring denne Schweiziske Vampyr. Hun havde blot fået herrens navn, og ganske kort om hans position. Hun ville lade Karaktar overtage, skulle denne indmelde noget. Hun var der for Klan Rasputin. Ikke hendes egen smålige planer. Også selvom det personligt lå hende øverst. Hun havde magtet at lukke Karaktars brokken ude, over hendes stræben efter samtaler med hendes side mand, og dennes herre. Jean og Ahngel. Det ville han dog ikke kunne stoppe hende i. Han kunne overtage hendes læber og bevægelser, men kun når hun tillod det. Og hun skulle da have sin sjov.

Som Jean svarede på hendes spørgsmål, bredte hun et bredt, formelt smil, og klukkede lavmeldt, som hun fortsatte sin blanden af næring.
"Det betyder vel også, at der ingen ubehagelige begivenheder er at melde, hm?" Spurgte hun med et lettere smørret, bestemt kendt med den mindre 'krig' imellem de franske Vampyrer og Dæmoner.
De informationer, bragt af Klanens agent, fulgte hun meget lydigt, og yderst grundigt med i. Det var en retning hun ønksede at gå i fremtiden, og mænge sig med de franske noble. Og viden, var magt.
Hun vendte sin opmærksomhed tilbage imod sin næring, og lod fint en ske af dette nærme sig læberne, og hendes øjne måtte næsten vendes i velbehag. I hendes Klans nuværende situation, var fine måltider og ordentlig næring i lav bestand. Og dette var en meget behagelig ændring.
Men da den kolde, yderst velkommende stemme lod sig lyde fra Kalamak, blev hendes øjne blidt lagt imod den talende. Øjnene fik en næsten gylden glød, i den ellers rødlige storm, udvisende stor interesse for det oplagte emne. Karaktar næsten skreg efter lov til at svare på dette spørgsmål, og hun lod langsomt ryggen strække, og skegen ligge. Hun lod så blikket glide imod Ahngel, for at lade denne svare først, velvidene hendes plads. Hun betragtede ham, med den same varme glød, der udviste yderst stor respekt for den talende. Hun nikkede langsomt med hans svar, inden hun lod sit eget blik glide tilbage imod Kalamak.

"Det spørgsmål, er min Klans Alpha, umådeligt ivrig for at besvare. Det vil jeg håbe de vil tillade?" Spurgte hun ydmygt, med et blidt smil. Hun afventede et nik, eller andet accept af dette, og skulle hun få dette takkede hun med et formelt nik.
Hendes glødene øjne lukkedes, og som de gjorde, begyndte en stor tåt af hendes hår, and miste den ellers levende røde glød, og vokse sig en mørk, dødelig sort. Og som hendes øjne åbnedes igen, bar de ikke længere den levende, varme glød, men tomme døde sorte skalder, af hvad de havde været før. De sorte øjne fokuserede først imod Kalamak, og hun lod hovedet bøge ydmygt.
"Det glæder mig, at de ville acceptere min stemme, omhandlende dette spørgsmål. Mit navn er Adamidis Barbas, nuværende Alpha af Klan Rasputin, den sidste tilbageværende Nosferatu Klan. Beklager at jeg ikke selv mødte op, og takker ydmygt for invitationen af min Klans stemme." Denne tak blev henvent i Liam's retning, med et ganske småligt smil, inden opmærksomheden blev rettet tilbage imod Kalamak.
"Hr Omari, dit spørgsmål kunne ikke være blevet besvaret meget mere rigtigt, end den ærede Mon Sauvage allerede har gjort. Men for at være mere præcis og direkte, er der en truende krig under opbygning. En, Nosferatuerne ikke tåler at tabe igen. Efter udryddelsen, har det været os svært, at genopbygge det vi engang var, før min førheværende herre gik over sine grænser. Dette har vi forsøgt i Nain Des, Di Morgas bjergkæder, og har også formået at samle et stort tal af vores døende Blodlinje." Stemmen, der udsendte en strøm af ord, var stadig Mi'serables, dog var alt hvad der plejede at være varmt og behageligt ved hende, forsvundet som dug under solstrålende himmel. De ellers varme øjne var døde, tomme og kolde. Hendes ellers varme smil, var forkastet i en mere seriøs, og formel tone. Det var bestemt ikke længere Mi'serable, der styrede hendes ord.
"Alt det arbejde vi har formået at udføre, er nu truet af bjergendes ælste beboere. Og som de formegentlig vil tro med det samme, har vi ikke forsøgt at udbygge i nærheden af deres bjergkæder. Vi har ligeså forsøgt os med Diplomatiske løsninger, men er hver gang blevet mødt med aggression. Vi stoppede vores udgravninger, men dette var ikke nok. Dværgende ønsker os ud, og væk. Men ikke denne gang. Klan Rasputin, og Nosferatu Blodlinjen har bukket under for overmænd før, men denne gang mener vi at vi har forsøgt os med nok diplomatiske løsningen. Men endnu engang, bliver vi anset som skadedyr, der blodt fortjener udryddelse. Så ja.. Vi, er i krig." Endte den lange talestrøm, for så endelig at lade Kalamak reagere på ordene talt. Karaktar var ikke færdig. Nej, kun lige begyndt.

//Spring mig over//

// og mig

Et øjebliks varme skyllede over hende.
Den var udelukkende grundet den sorthåret kvinde overfor hende- det at hun syntes at havde et strejf af ...menneskelighed ...af blidhed over sig....og ikke alene den nedladenhed som en del væsner virkede til at være inficeret med, gav Millicent en kortvarig rar fornemmelse i maven.Måske var hun alligevel mere anspændt, end hun havde ville indrømme?
Menneskelighed og blidhed måske helt forkerte ord at tildele en fremmed. mange ville antage det som blev de fornærmet -men det var Millicents intuition , den der sad i et hjørne og skrev notater ned, og så meddelte Millicent når noget af interesse dukkede op.. den bar ansvaret.
og ja- Det kunne virke ....malplaceret ...at tale om noget så banalt som en bogkarakter, midt i et fint selvskab som dette, men når alt andet virkede så ophøjet, føltes det jo lige netop så dejligt grounded.Ikke alle brød sig jo om at flyve så højt, at man fik hoved mellem skyerne....det kunne sløre ens syn.

" Ja...det var ulykkeligt og det at drengen insisterede på selv at begrave ham , skar i hjertet" , sagde Millicent med en mild stemme og slog over i en lille præsentation af sig selv, da muligheden nu bød sig " Walker....Millicent Walker...fortiden ansat hos Mr.Watson her , og hans Desiré Noir" indledte hun og nikkede mod Lawrence.
Millicent fiskede efter øjekontakt, med begge kvinder overfor , ønskede ikke at ekskluderer nogen og inviterede dermed således dem begge ind i samtalen....alt efter lyst.
Om det var kotume at gøre dette , i et forum som dette ? -det havde hun virkelig ingen ide om.Hun vidste dog at hvis hun skulle sidde her i x antal timer, uden så meget som at kende navnet og bare kradse en lille smule i overfladelakken på nogle af de øvrige gæster, så ville hun lide en langsom død.....igen.
—Og så skide sjovt havde det nu ikke været første gang, at hun klappede efter en encore.

En hvis form for nervøsitet synes at ligge som et slør hen over atmosfærden, og Millicent havde lyst til at undersøge den nærmere.Hun var ikke selv nervøs for at alle skulle kaste sig over hinanden og begynde at spise, nej....hun forventede da ,at de tilstedeværende havde pli og selvkontrol, på et rimeligt niveau.Og at hensigten med middagen var af gode intentioner, hvorfor ellers inviterer til middag og ikke en wrestler fight?

Deres samtale for enden af bordet, tillod medhør, da hun havde vampyrens udsøgte hørelse- og Millicent opfangede at de snakkede om krig.Hendes tanker begyndte straks at tikke som et lille ur....krig? Mellem racerne ...alle racerne, eller kun nogle udvalgte? Hun løftede en hånd og gned kort sin pande nogle gang.Det strammede en smule omkring hendes hoved, gav en ubehagelig fornemmelse, og hun kastede et skjult blik ned på flokken længest hende.Hvad var det hun hun overså her? Der var et eller andet helt galt med dette billed.Alle dem omkring bordet...noget der ikke stemte?
Det var som en følelse skubbede sig på...insisterede på at træde frem i lyset....anmasende og uønsket — og lige nu havde den ikke andet at byde på, end en turbo udviklende hovedpine.En rynke lå over hendes næseryg da Millicent lod to fingre gilde over Watsons jakke ærme, og hvis hun opnåede hans opmærksomhed, ville hun læne sig frem
og sige " Krig? Det tegner ikke videre godt .Jeg har virkelig en dårlig følelse omkring det her"

Der var mindre samtaler overalt omkring bordet. Nogle snakkede om finansiering, forskellige forretnings muligheder, konkurrence, priser, varer et cetera. Hun opsnappede svagt noget om nogen der snakkede om krig, men med hvem? Og mellem hvem? Det kunne vel ikke være racerne?

Så vidt den sorthårede dæmon vidste, så var der relativt fred mellem alle racerne. De eneste hun kendte til der viste fjendtlighed på nogen måde, var sort elverne. Ellers var næsten samtlige andre racer på, relativt, god fod med hinanden. Der var i hvert fald ingen åben krig, de tomme senge på Artanis' arbejdsplads var vidne til det.

Den samtale der dog holdt hendes opmærksomhed mest var den unge kvinde foran hende. "Hjerteskærende, ja." gav hun ret. Da kvinden overfor begyndte at præsentere sig selv, skiftede hun fra at kigge ned mod sin tallerken, og i stedet kiggede op og skabte kort øjenkontakt med Millicent Walker, som hun havde præsenteret sig selv som. "Artanis Hughes," gav hun tilbage og smilede let, "Du kan måske kende mig fra hospitalet. Jeg arbejder der som kirurg. Derudover var jeg med til Kalamkas konference for nogen tid siden," hun fik et lettere drillende glimt i de ellers stål-agtige røde øjne. "Desuden var jeg også en af hans første kunder."

Artanis begyndte at spise lidt igen. Dog var hun stadig lidt uvist om hvorfor hun var her. Hun henvendte sig så derfor til Millicent, og den blonde kvinde der sad ved siden af hende. "Må jeg spørge, er der nogen af jer to der ved præcis hvorfor vi er blevet inviteret? Jeg må indrømme at jeg ikke er helt sikker."

// Er vi døde, eller er der en der har behov for et virkelig langt toiletbesøg? I så fald sætter jeg lige en ekstra rulle , uden for døren :) //

"Heftigt... vældigt... men en anelse flygtigt svaret," kommer det langsomt fra Kalamka i respons på Lucifers visdomsord omhandlende, at vi da for guds skyld altid var i krig. Kalamkas stemmeføring indikerer tilfredsstillelse og forståelse for den påstand og holdning, der lurer inde bag toreadorens røde øjne, men samtidig vælger han ikke at lægge det mindste skjul på, at han stræber efter mere konkrete svar, mere personlige og nærgående - dette er mest baseret på, at Kalamka udemærket er klar over, at han ikke er den eneste skabning i forsamlingen med blod på tanden.

Kalamkas øjne udspiler sig vagt da en interessant mutation tager form i de mindste detaljer af Mi'serable Rasputins ansigt. Hans sorte pupiller opfanger magten, der rumler og pulserer et eller andet sted dybt inde i kvinden, i et øjeblik giver intet af det særlig meget mening for Kalamka, lige indtil hendes tunge vikler en strøm af ord ud i tomheden mellem dem. Samtalen om krig havde forvandlet hele spisesalen til en kølig slagmark, det er ingenmandsland hvor alle parter nu er mødt op til en verbal nedslagtning, der muligvis kunne føre til en konklusion af en art.
"Abraham ekhras," bider han i retning af sit afkom med de mørke krøller og den tynde, hvide skjorte, der er bundet i halsen med en stor sløjfe. Selskabet lader alle til at tiltale ham Liam, men valget af dette keltiske navn er ikke noget, Kalamka nogensinde har accepteret og da han er en vampyr af stærke traditioner forbliver han ved sit afkoms oprindelige navn.

Det enorme hoved, der solidt er plantet på den muskuløse hals, vender sig atter mod Mi'serable Rasputin og bøjer sig langsomt forover i en accepterende gestus, de enorme hænder folder sig i skødet for at dække over alt urolig nysgerrighed.
Da nosferatukvinden begynder at tale igen er det med en ny og forandret tone. Selvom smilet langsomt forvinder fra hendes ansigt, er det som om, ordene langsomt bærer det i Kalamkas retning. Generøs påtager han sig smilet, tilfreds over ordene selvom de bekræfter den frygtede sandhed om krig i luften. Krig ville snart tage form; blive til blodigt kød og muskel i jorden.

"... og så kan vi vælge frit imellem pest eller kolera..." dvæler han langsomt i et forsøg på sætte ord på den debat, der foregår inde bag den brede pande. Med "vi" mener han ham selv og adskillige ventrue vampyrer. Det er efterhånden mange år siden, han sidst skænkede de to arter en tanke - dværgene og nosferatuerne havde det med at forblive i et spøgelsesagtigt stadie i hans tanker, altid så let overset og passeret. Nu hjemsøger de ham på fuldtid. "Jeg er tro tilhænger af at skubbe en falden frem for at risikere at falde med ned..." hans ord er allermest ment som dekoration på det, klanens alfa forsøgte at sige, de er små brudstykker og gnister til eftertanke hos selskabets deltagere.
Alfaens korte pause giver lige akkurat Kalamka mulighed for at sende et stenhårdt blik i retning af bordenden, hvor to kvinder betvivler deres eksistens i selskabet. I dette øjeblik har han allermest lyst til at rejse sig op i aggression og kaste spisebordet op i luften, men til en forandring vender han opmærksomheden tilbage til Adamidis Barbas' stemme.

//Spring Liam over.//

~ Spring Ophelia over ~

Et skævt, men personlighedsløs lille smil dukkede op over Ahngels bløde læber som hans kommentar blev accepteret – trods den var ’flygtig’. Det var den højst sandsynligt grundet Ahngels hang til at gemme mere end det konkrete i hans udtalelser. Hvem ved? De røde øjne slog sig ned på det serverede måltid og foldede hænderne i en overfladisk beskedenhed. Trods han havde haft sine forudanelser om mødets temaer og sociale midtpunkter, havde den unge regent sjældent følt sig direkte interesseret i krigsførelse og dette kunne vel ses. Ligeså sjældent var det vel også at alfahannen førte sig i en politisk korthed, men dette var trods alt mere et middagsselskab end det var en tribune med en talerstol. Man kunne vel heller ikke bebrejde ham den manglende interesse. Han havde igennem de sidste 118 år været i stand til at opretholde en næsten hårfin balance i Frankrig under hans varetægt.. og fred og balance skulle hyldes ved andre remedier end at mindes på spørgsmålet om ’Den Evige Krig.’

Jean, ved alfahannens side, så stille til med sine blide, vinterblå øjne. Trods den kolde farve havde de en umindelig varme og menneskelighed projekteret igennem dem.. og med de mørkeblå brillestel hvilende på den spidse næse, afbildede han næsten en ung lektor, frisk fra seminaret… Og trods hans egentlige troværdige interesse og viden indenfor udenrigspolitiske affærer og lignende, kunne han ikke hjælpe sig selv fra at skæve til den tilsyneladende nyblomstrede vampyrinde og dæmoninde som deres samtale syntes at dreje den mærkeligste retning. ’Doby’? Var det ikke navnet på etablissementet ved siden af Lorenas bar? Fornøjet over hans egen tankes morsomhed, lod han ikke flere misledende tanker rettes derpå og tillod sig selv lidt luksus i den udsøgte spise, der var blevet ham serveret. I vendingen gled øjnene over hans herres service ligeså.. Dernæst et diskret blik over Ahngel selv, som alfahannen fulgte samtalen med en unaturlig anonymitet. Han havde måske ikke de største fordele i aggressiv debattering, men nu var han trods alt heller ikke en gemen politiker. Jean sænkede skuldrene med en rolig bevægelse og tillod sig selv integrationen af emnet.. Som hans herre, så han for nu stille til og bød hvert eneste blik imod sig et misledende og hjertevarmt smil.

//Jeg beklager ventetiden.