Have a seat Ms.... (Eliza)

Tid: Lige omkring 20:00
Sted: Morgans Psykologpraksis i Gågaden
Påklædning: Et par næsten sorte jeans og en sort skjorte og pæne sko

Ahhh..... Denne by var simpelthen fantastisk! Tænk sig at han havde ventet så længe med at komme her til! Så megen decadence.... Selvfølgelig var der stadig voldsomt viljestærke individer der ikke bare bukkede under med det samme men det var ikke et problem, kun en skøn udfordring. Langt hen af vejen skulle der bare et lokkende smil til, så skyllede folk deres dybeste hemmeligheder ud! Her skulle han nok falde til rette. Hvem fik sådan glæde af forfald og fordærv? Morgan L. Withers havde altid nydt at lokke folk i fordærv men de muligheder i byen her var uendelige! Her skulle han nok kunne blive rigtig længe. Man slap selvfølgelig aldrig for de stakkels religiøse tosser der ville fordrive en hver Djævel de kom i nærheden af.... Men hvis ikke der var en vis fare ved ens arbejde, hvor var tilfredsstillelsen så? 

For at få de bedste muligheder for at høre folks hemmeligheder, var Morgan blevet psykolog. En de fleste betroede sig til for bedring. En hvor de mest plagede sind kom til. Og med Morgans's forførende væsen, var det aldrig et problem at få det hele at vide. Og hvilke historier folk kunne fortælle.... Hvilke ting de gjorde ved andre eller endnu bedre... Hvad de lod andre gøre ved sig i et forsøg på at udleve en skjult lyst der ellers kun ville forårsage skam og lidelse. 
Denne aften var stille så han gik hen til det mørke men overdådige barskab i sit kontor og skænkede sig selv en rigtig dyr Whiskey. Det var næsten en af de bedste ting ved at være på jorden. Her kunne man nyde et hav af andre indtryk end hvad Helvede bød på. Nok havde Helvede sine fordele, men her kunne man bedre smage den dyre whiskey eller de friske kirsebær. Eller den cigaret der fik folk til at slappe af. Aftenen var ved at gå på hæld men han ville dog have sin whiskey inden han gik ovenpå til sin lejlighed. Den første tår gled stille ned som han kiggede ud over gaden fra hans kontor på 2. sal. Der var altid så dejligt meget liv i byen på det her tidspunkt af døgnet og det blev kun mere og mere indtil daggryet så småt meldte sin ankomst om timer. 
Lige pludselig summede hans bordtelefon og hans sekretærs stemme lød: "Dr. Withers? Der står en ung dame her der vil høre om de har en tid?"
Roligt gik han hen og holdt knappen nede imens han sagde smilende: "Selvfølgelig.... Jeg kan lige klemme hende ind i skemaet. Sende hende bare ind Mrs. Thompson"
Mrs. Thompson var en 68-årig enke der nægtede at gå på pension så han havde hyret hende til at administrere samtaler.
Så satte han glasset fra sig og kiggede afventende mod døren

Det burde ikke have endt ud på denne måde, egentlig burde livet være som de fleste andres, men alt det der var sket i fortiden satte sine ar og ændrede alt. Et svagt smil blev sendt til spejlbilledet inden blikket blev revet væk, da skikkelsen forsvandt ud fra badeværelset. Der kørte noget dystert musik i baggrunden som væsenet bevægede sig igennem lejligheden og ind på det mørkelagte soveværelse, blot for at gribe noget der mindede om et halstørklæde, uden egentlig at være det. En summende lyd kunne høres, dette væsen gik og nynnede med på musikken før de lyse øjnes blik blev kastet op på det store vægur. Med hastige skridt forsvandt skikkelsen ud i gangen og greb frakke og sko.

Der var egentlig ikke så langt ind til byen fra Logement, det tog højest 30 minutter, hvis man gik hurtigt. Øjnene flakkede fra side til side, ledte efter Morgan's Psykologpraksis. Den skulle ligge i gågaden, omkring... Et smil spredte sig på væsenets røde læber inden døren blev åbnet og varmen fra rummet velkommende tilsluttede sig omkring kroppen.

" Er det muligt at komme til nu?" stemmen var man ikke i tvivl tilhørte en kvinde, og udseendet afslørede heller ikke andet. Den ældre kvinde der sad ved skrænken så nærmest på hende med en form for afsky. Det var ikke første gang hun var blevet mødt af sådan et blik. Hun lyttede til hvert ord der blev udvekslet mellem dem og så undrende på den ældre kvinde, der rakte armen ud, for at guide vejen over mod Morgan's kontor.

Med selvsikre skridt gik hun over og bankede på døren inden hun langsomt åbnede den. Hvordan skulle hun starte den samtale? Hej.. Goddag? Hvad var det mest passende at sige.. Hun bed sig kort i underlæben da hun lukkede døren og vendte sig mod Morgan. " Godaften... " sagde hun svagt og begyndte at gå over mod ham og rakte ham hånden, afventende.

Han smilede til den smukke unge dame der stod foran ham og gav ham hånden. Selvfølgelig gengældte han håndtrykket hvorefter han rakte armen ud mod en chaiselon og sagde med en stemme så utrolig melodiøs:
"Godaften frk. Tag plads...."
Så gik han hen til barskabet endnu en gang og hældte op til hende. Det havde kun taget et splitsekunds øjenkontakt at se hvad hun var, så det tog heller ikke lang tid at vælge noget at drikke til hende. Det blev en frugtlikør der var krydret ganske særligt så den gav en stærk varme i kroppen. Selvfølgelig var den stærk men ikke noget en Djævel ikke kunne klare. Så tog han sit eget glas og gik så hen og satte sig på stolen lige ved Chaiselonen.

Roligt rakte han hende glasset med frugtlikøren og skålede ganske kort.
"Du ligner en der kan bruge et glas af det her.... Ellers finder jeg gerne noget andet til dig?"
Så tog han en tår af sit glas imens han betragtede den stakkels unge kvinde foran ham. Sikke et liv hun havde levet. Det krævede egentlig ikke nogen doktorgrad at regne ud hvad hun havde været igennem for at lyste det hendes øjne fortalte ham. Men først hvad mon hun selv ville fortælle. 
"Nå..... Må jeg så høre..... Hvad kan jeg så hjælpe dig med?.... Lad os se om ikke vi kan få et smil på de læber...."