Et lille indbrud (Zachary)

Fox gik ned igennem gaden, hvor der lå en masse små huse. Der var blevet mørkt, og han holdt sig inde langs husmurene, hvor der var mørkest. Han havde hørt en lille fugl synge om, at der var en i gaden, der havde fået et job og derfor havde fået penge mellem hænderne. Fox holdt sig for det meste fra de fattiges kvarterer, men han var blevet spottet for mange gange på det seneste i de bedre kvartere, både på indbrudstur og når han tømte lommer. Så lige nu, tog han, hvad han kunne finde. Skraldespande var fine, men han havde også brug for penge ind i mellem. Og så kunne han ikke helt lade være. Han var lidt af en kleptoman, det lå i hans natur. Han regnede med, at det var polarræven i ham.
Han havde en gang set en dokumentar om dyr i polarcirklen og polarræven var åbenbart glad for at hugge alt fra æg, fugleunger til kød fra isbjørnenes bytte. Nå ja, det var da også en dejlig let måde at få mad på, i stedet for at få sig et arbejde. Det lød frygteligt kedeligt! Han så sig omkring. Gaden var dejlig tom. Han drejede ind til en hoveddør. Det måtte være her. Hvilket arbejde personen, der boede her, havde fået, det vidste han ikke, men det lød til at det betalte okay. Først bankede han stille på døren og lagde øret i mod træet. Der kom ikke en lyd indefra. Så hev han et lille fladt stykke metal op af lommen og pressede det ind i mellem døren og dørkarmen. Med et lille hårdt tryk skubbede han den ringe lås op og kunne lydløst skubbe døren op og gå ind. Han var ikke så bange for at tænde lys, så længe det ikke var ud i mod gaden. Så han tændte lyset i gangen og så sig nysgerrigt omkring. Det var ikke helt ringe, det så lidt finere ud, end hvad man normalt så i husene på den her gade.
Han gik ind i stuen. Der stod et tv og et anlæg. Nice. Men ikke det, han var efter. Uden at have travlt begyndte han at kigge skuffer og skabe igennem. Jackpot! I en af skufferne lå et lille bundt sedler. Han stak dem i lommen og kiggede lidt videre. Der var et par andre småting, som han nemt kunne sælge. Han var også forbi soveværelset. Efter at have været det hele igennem gik han ud i køkkenet. Han var som altid sulten og åbnede køleskabet. Endnu en gang jackpot. Han begyndte at stoppe ting i munden. Kødpålæg uden brød og hvad der nu ellers lige var af rester, som ikke var grøntsager eller andre kedelige ting. Normalt var han meget obs på at lægge mærke til, om der skete noget udenfor, men køkkenet lå forkert i forhold til hoveddøren og han var bare sulten, så det var lige gennemrodningen af køleskabet han var fokuseret på.

Det var efterhånden blevet sent hen på aftenen, og Zachary havde været på arbejde siden i morges. Der havde været en sygemelding og så spurgte man typisk nyuddannede betjente som Zachary om de ville tage en ekstra vagt. Det var dog helt fint. Han havde virkelig brug for pengene, så han kunne flytte ud af sit nuværende hus. Han steg af bussen da han nåede Logement, og mærkede hvordan trætheden for alvor skyllede indover ham. Han løftede kortvarigt sin venstre arm for at se på sit ur under gadelampens skær, hvorefter han fortsatte til hans hus.

Han stoppede brat op, da han opdagede at døren var åben, og så for et øjeblik meget uforstående ud. Det havde ikke været første gang, men anden gang nogen havde brudt ind i hans hjem, så Logement var virkelig ikke et særligt ideelt sted at bosætte sig. Sidste gang nogen gjorde det, havde han ikke haft særlig meget værd at stjæle. Det var noget helt andet nu, hvor han havde fået et godt betalt job. Han havde lige været i banken for at  hæve penge, så de var formentligt væk nu.
Han åbnede forsigtigt døren, og så sig meget varsomt rundt i stuen. ”Hallo?” Måske havde gerningsmanden allerede forladt bygningen? Denne teori faldt dog til grunden, da han hurtigt opfangede en lyd i køkkenet, og gik derfor hen så han stod i døråbningen til køkkenet. Han så meget overrasket på den unge skikkelse foran ham, der meget ivrigt havde var gået på rov i sit køleskab, af hvad det så ud til. Det var alligevel ikke det typiske syn af en inbrudstyv. Måske havde han inderligt kun været sulten, ligesom Zac havde været det da han boede på gaden. Dengang havde han også været meget tæt på at stjæle blot så han fik føde til dagen. Det havde været en ekstrem svær tid for ham. Dette var dog heller ikke tidspunktet at spille aggressiv betjent, da tyven stod tættere på knivene i skufferne og Zac ingen våben havde på sig. Han havde omklædt sig, og bar derfor hverdagstøj fremfor uniform. Derfor prøvede han at forholde sig roligt, på trods af den vrede han havde indeni sig. ”Hvad i alverden har du gang i?” stemmen bar tydeligt præg af hans vrede og var meget barsk. Men andet kunne man heller ikke forvente. Tyven havde en chance for at være rolig, men hvis han valgte at gå til angreb ville Zachary ikke tøve med at kæmpe igen.

Det gik alt, alt for sent op for Fox, at ejeren var hjemme. Et 'hallo' nåede hans ører, og han tabte et karton juice. Shit. Han så sig hurtigt omkring - der var ingen mulighed for at nå ud igennem hoveddøren, det var huset for lille til. Hans øjne ramte vinduet og han skulle til at styrte derhen, da en skikkelse dukkede op i døren. Too late. Manden i døren var en del højere end Fox og rent fysisk kunne Fox ikke måle sig med ham. Det var ikke en, som Fox skulle angribe uden plan eller våben. Men han ville nu også helst undgå at skulle slås, det endte sjældent godt ud for ham, selvom han godt kunne slås. Det var nu hans ringe højde og vægt, der oftest var problemet. Det slog ham ikke, at gribe en kniv eller andet, der kunne gå som våben, det var slet ikke ham. I stedet var hans hjerne i rygende hast ved at spekulere over en måde at komme ud på, uden fysisk konfrontation. Gad vide, om hoveddøren var åben endnu?
Mandens stemme var vred og Fox kunne sagtens fornemme vreden stråle ud fra ham. Hans automatiske forsvar gik i gang.
"Hey, er dey dig der bor her? Jeg troede det var en, jeg kendte. Han havde sagt, at jeg bare skulle komme forbi og tømme køleskabet." Fox' stemme var hurtig og undskyldende. Han smilede undskyldende og lidt nervøst, mens han lagde et eller andet tilbage i køleskabet. "Det er jeg ked af. Det var ikke min mening at bryde ind, men jeg har tabt min vens nøgle.." Prøvende gik han et skridt frem mod manden. Hvis han nu ville flytte sig bare en smule fra døren, så havde Fox en plan.. der godt nok afhang af om hoveddøren var åbne eller ej, men den var da et forsøg værd.

Han lagde hovedet på skrå, da tyven dumt spurgte om det var Zachary der boede her. Igennem sit arbejde havde han hørt mange utrolige løgne, så det var egentlig ikke noget han spekulerede videre over og ville for så vidt forsøge at bevare roen.. sådan som han for det meste gjorde på sit arbejde. Den var dog god med ham, hvis man havde tabt sin vens nøgle ville man nok ikke ligefrem bryde ind i stedet? ”Ja. Det er mig som bor her” Hvis han virkelig havde en ven som boede i Logement kendte han ham måske og derfor var han nysgerrig i at vide hvem af beboerne som ville kendes ved denne tyv. "Hvad hedder din ven?" han ville sandsynligvis nemt kunne tyde hvis han havde løjet om vennen, men det var altid et forsøg værd. ”Jeg foreslår at du tømmer dine lommer på bordet” han så ind i den unge fyrs øjne, før han kortvarigt nikkede mod bordet som et tegn på at han passende kunne lægge hvad han havde stjålet der.
Han vogtede dog stadig døråbningen, så han ikke havde en mulighed for at flygte. Zachary var meget muskuløs takket være sin træning i militæret og politiet, så han havde en meget lille chance for at kunne løbe væk. Det ville også være et ekstremt dumt træk, da han trods alt kunne huske hans ansigt og havde alle ressourcer i politiet til at kunne spore ham. Dette ville han dog helst undgå. Var han fornuftig nok, skulle han nok lade ham slippe. Han kendte trods alt ikke hans motiver bag indbruddet, og var på mange måder ikke ligesom andre politibetjente. ”Bor du på gaden?” Zachary betragtede hans tøj, men kunne ikke helt tyde om han boede i Logement, var hjemløs eller noget helt tredje. Dette var nok hans eneste mulighed for at få Zacharys medlidenhed. Han var vand til meget, men man kom længst med at være ærlig og rolig, hvis man ville slippe for at ryge i spjældet.

Fox bandede indvendigt. Det virkede ikke til, at han kunne komme forbi manden i døren. Og han ville på ingen måde kunne komme ud af vinduet. Fanget. Hans hjerte satte farten op, hvis der var noget, han ikke kunne lide, så var det at blive fanget. Tvunget op i et hjørne. Især ikke, når han slet ikke havde nogen mulighed for at komme ud. Han overvejede hurtigt, om han ville kunne nå at smutte mellem benene på manden, men tanken om at få et los af den store mand var ikke tillokkende. Automatisk fortsatte han løgnen.
"Min ven? Jeg tror ikke, at du kender ham alligevel." Han smilede stadig nervøst. Det her var absolut ikke godt! Han lavede en grimasse, da han blev bedt om at tømme lommerne på bordet. Shit. Tavst gjorde han, som han var blevet bedt om, det var vist slut med komedien. Lige nu kunne han bare håbe på, at det ikke var en psykopat, han var blevet fanget af. Han fik fundet de småting frem, han havde taget. Med et suk lagde han også det lille bundt penge på bordet, inden han slog ud med armene.
"Fint, jeg er en tyv. Nu har du fået dine ting tilbage, må jeg gå nu?" Han så utilfredst på manden uden nogen form for fortrydelse, mens han skjulte den prikkende angst. Mandens spørgsmål og blik fik ham til at kigge ned af sig selv. Han syntes ikke selv, at hans tøj bar alt for store præg af livet på gaden. Hvis man lignede affald, var det svært at komme rundt, hvor almindelige folk boede, uden at blive opdaget. Det var så meget nemmere at være lommetyv, hvis man faldt i med omgivelserne. Han rynkede på næsen.
"Og hvad så, hvis jeg gør? Får du ondt af mig, giver mig dine penge og lader mig gå, hm?" Selvom han var i klemme, kunne Fox bare ikke lade være med at lade munden løbe med dumme bemærkninger.

Som Zachary havde mistænkt, havde der slet ikke være en ven. Derfor behøvede han heller ikke at svare ham på det punkt. Tro det eller ej, så havde Zachary lært en masse af hans naboer at kende, specielt fordi han havde snakket med nogle unge drenge på gaden for at være sikker på de ikke lavede ballade. Men der havde helt sikkert også været et par venlige sjæle iblandt de mange kriminelle som bosatte sig i dette kvarter. Englens glød omkransede ham stærkt, og hvis tyven havde set en før, så vidste han også at Zac var engel og langt fra som de andre magtsyge mænd i retshåndhævelsen.
Normalt ville han kropsvisitere ham, og derefter anholde ham for sin forbrydelse.. men et eller andet sted så troede han at fyren ikke gjorde det med sin gode vilje, men i stedet fordi han manglede penge. Desuden var der langt værre forbrydere i Di Morga, som han hellere ville bruge politiets ressourcer på. ”Nej, men du gør klogt i at tænke dig om, medmindre du vil have samfundstjeneste eller ryge i spjældet” Zachary tog sin pung ud af lommen, og viste ham for en kort stund sit politiskilt. Dette var ikke en trussel, men mere en advarsel. ”Hvis jeg lader dig gå, foreslår jeg at du undgår loven.. jeg kan trods alt huske hvordan du ser ud” han ville rimelig hurtigt kunne opspore ham, eller sørge for han fik en hårdere straf skulle han blive fanget igen. Zachary trådte nærmere på drengen, og tjekkede om alle pengene lå på bordet. Han stolede langt fra på tyven, og ville blot sikre sig at han virkelig havde lagt alt han havde taget. Godt så. Hans ansigt fik mere rolige folder, da han vendte blikket tilbage på fyren.
”Hvis du er mere sulten, er der en bøf i take-away boksen du gerne må tage.” Dette havde oprindeligt været noget han havde hentet fra en restaurant omkring middagstid, men ikke nåede at få spist. Det gjorde ham dog ikke noget hvis tyven gerne ville have det. Efter selv at have oplevet livet på gaden, havde han hjulpet mange hjemløse ved suppekøkkener og diverse velgørenhedsarbejde. Han huskede tydeligt hvor taknemlig han havde været, da en ældre engel havde inviteret ham ind i hendes hus, hvorefter hun sørgede for at han fik mad og husly.. så han følte det mindste han kunne gøre var at give andre igen i samme situation.

Det gik op for Fox, at det var en engel og han åndede ud. De fleste engle var til at have med at gøre. Men han kunne ikke lide engle. Han havde ikke mærket nogen prikke til hans sind, så det var måske ikke engel, der gjorde den slags. Eller kunne. Hvad vidste han? Han holdt sig normalt langt væk fra denne type væsen. Han nåede dog ikke at slappe af ret længe. Angstens kulde spredte sig fra hans mave på sekunder, da manden hev et politiskilt frem. Politiet. Manden var betjent. Han bakkede væk fra ham, så langt han kunne i det lille køkken, da han gik fem til bordet. Shit. Pludseligt var han nærmest panisk i at finde en udvej - hvilket måske kunne lade sig gøre, nu hvor politi-englen havde flyttet sig fra døren. Så forsigtigt som muligt, gik Fox lidt til siden, så han nemmere kunne komme rundt om manden. Bare den hoveddør stod åben.
"Bare rolig, jeg bliver ikke fanget igen," mumlede han lavt. Det var sket, at han var blevet taget af en sikkerhedsvagt eller en politibetjent. Efter så mange år på den forkerte side af loven, kunne andet ikke lade sig gøre. Men med sine formskifterevner, var han lidt svær at holde i håndjern og det var altid lykkes ham at slippe væk, inden nogen kunne føre ham ind i systemet. Tanken om, at hans billede og fingeraftryk lå på en computer et sted gjorde ham dårlig. Han havde det bedst med ikke at eksistere for den officielle verden.
Englens ord om en bøf i køleskabet gav et stik af overraskelse. Men Fox havde absolut ikke nogen intentioner om at skulle blive. Han skulle ud herfra, inden der lå jern rundt om hans håndled. For selvom der var noget over englen som sagde, at han ikke ville anholde ham, troede Fox ikke på det. Manden var betjent og havde lige fanget ham i at bryde ind i hans hus. Og tømme hans køleskab. Niks.
Fox kastede sig frem, skiftede skikkelse i luften og landede løbende på gulvet, mens han fes imellem dørkarmen og manden. Hans klør krattede i gulvet, da han drejede skarpt ned mod hoveddøren - som var lukket. Pis! Han skiftede hurtigt skikkelse igen og greb ud efter dørhåndtaget.

En formskifter - typisk. Disse havde altid været svære at fange, hvis man ikke havde det rigtige udstyr. Specielt hvis de forvandlede sig til et lille dyr eller en fugl, men de var typisk heller ikke kriminelle, da de havde meget forskellige træk alt afhængigt af hvilket dyr de forvandlede sig til. Af den grund gav det mest mening at forsøge sig med et net eller et bur de ikke kunne komme ud af. Dette have Zachary dog ikke i sit hjem, og lige nu havde han heller ikke tiden til at hente det, da tyven hurtigt havde igangsat et flugtforsøg. Det var alligevel lidt dumt, for som sagt var han allerede under politiets radar så længe Zac havde set hvordan han så ud, og hvis han gad at bruge tiden på det, kunne han også sagtens få tyvens fingeraftryk fra sit hjem.
”Hey!” råbte han, idet han løb efter tyven og lige akkurat nåede til ham idet han skiftede tilbage til menneskeform. Han havde grebet et par håndjern, som lå i et bælte ved indgangen, og af ren refleks tog Zachary fat om mandens arm, vred den halvt om, så han kom ned at ligge på gulvet. Det var ekstremt dumt at flygte fra en tidligere soldat og betjent, men han forstod godt hvorfor, og denne tyv var bestemt ikke den første. Han spændte sine muskler, i tilfælde af at manden gjorde modstand og sænkede hovedet ned til hans øre. ”Du er anholdt for indbrud.. men til en anden gang, så lad venligst vær med at flygte” denne dumdristige handling var der mange kriminelle som benyttede sig af, da de var bange og ikke tænkte klart. Det bedste man kunne gøre var dog at gøre som betjenten bad om, og forholde sig i ro. Selvfølgelig var der få gange hvor den kriminelle flygtede, men det var sjældent at politiet tænkte andet end at de nok skulle fange ham næste gang. De ville ikke just glemme forbryderen blot fordi han slap fra dem.
Zachary lukkede håndjernene rundt om hans håndled bag ryggen, hvorefter han fjernede sig fra hans krop. Nu håbede han bare, at han ikke ville skifte form igen, men han låste døren for en sikkerheds skyld imens han trak sin telefon op af lommen. ”Hvad er dit navn?” han så ind i hans øjne, og regnede egentlig ikke med at han ville samarbejde, men man kunne altid håbe. Zachary begyndte at indtaste nummeret til Législation, så en patruljevogn kunne komme forbi og tage tyven med tilbage til stationen.

Fox kom med et ræveagtigt piv af smerte, da manden vred hans arm om og smed ham ned på gulvet, for derefter at lande på ham. Mandens størrelse, vægt og styrke var ikke noget, Fox kunne hamle op med, og han kunne ikke andet end at blive liggende. Panikken fik det til at flimre for hans øjne, hjulpet godt på vej af at luften var blevet pumpet ud af ham. Men da det kolde metal blev lukket om hans håndled blev hans tanker alligevel lidt klarere. Han tog et par dybe vejrtrækninger for at falde lidt til ro. Han lagde kinden mod det ru gulv, så hans ansigt vendte væk fra englen, og lukkede øjnene. Lige nu havde han ikke noget mulighed for at komme væk. Selvom han hurtigt kunne smutte ud af håndjernene, havde han ikke nogen udgang fra lejligheden og englen havde lige bevist, at han var meget fysisk overlegen.
Måske der ville komme en mulighed senere. Måske det var slut og han skulle lukkes inde i et bur. Miste sin frihed. Han gispede en enkelt gang efter vejret, som angsten var ved at tage overhånd igen. Tanken var næsten mere end han kunne klare, og han kunne mærke tårerne presse sig på. Åh for satan.
Da englen spurgte efter hans navn, mærkede han et stik af vrede. Nej, det fik han ikke. Hverken det rigtige navn eller hans kaldenavn.
"Først tilbyder du mig mad, og så lægger du mig i håndjern. Ville du have mig til at stole på dig først?" Hans stemme var hæs, både af vrede, men også af den gråd, han nedtrykte. Der var en grund til, at Fox havde det som motto aldrig at stole på nogen. Han havde ikke åbnet øjnene og lå bare stille på gulvet, besejret for nu, uden den energi og frækhed, der ellers altid var over ham.
"Rend mig."

Zachary rystede af hovedet, da han kom med endnu en kommentar til hvordan han havde håndteret indbruddet og sænkede sin mobil en smule. ”Nej” han så hen mod køkkenet, hvorefter han atter så mod tyven der stadig lå på gulvet. Han havde langt fra været færdig med ham, så han havde bestemt ikke fået hans tilladelse til at gå. ”For det første, så var jeg ikke sikker på at du havde afleveret alt du stjal” dette fik han dog bekræftet, efter at han havde lagt ham i håndjern. ”For det andet så ville jeg kontakte et sted som du kunne overnatte i nat” hvis han nu havde villet indrømme om han var hjemløs eller ej, for så kendte Zachary alt til hvad han måtte igennem. Det var dog svært at hjælpe nogen, som slet ikke ville have hjælp. Dette var selvfølgelig helt op til ham, men det var ærgerligt at det skulle ende ud i at sidde i en fængselscelle i nat. ”Men nu kan du få lov til at sidde på stationen, og tænke over dit liv. Så vil mine kolleger finde ud af hvad de skal stille op med dig.. ” han forstod godt hvorfor han havde flygtet. Det var trods alt usandsynligt at han virkelig ville hjælpe ham, men nu var det en anden sag. Kunne han ikke forstå at tage det roligt og snakkes til fornuft, måtte han lære det på den hårde måde.
Da han åbnede munden igen, valgte Zachary bevidst at ignorere ham. De fleste kriminelle havde nemt ved at tale dårligt om betjente, så det var bestemt ikke første eller sidste gang han skulle høre på det. Han var uden tvivl en ung knægt som kunne have godt af lidt disciplin, og forhåbentligt ville en nat på stationen få ham til at indse at han burde gøre noget snart, hvis han ville ændre på sit liv. Han holdt telefonen op mod øret, og afventede en af deres lokale betjente til at tage den. ”Hej Dean. Kan du sende en patruljevogn forbi min adresse.. Jeg har en tyv” der gik et par sekunder, før han atter åbnede munden. ”Tak. Hej” han lagde på, hvorefter han blot afventede at de andre betjente skulle ankomme.  Han så ud mod vinduet, og tænkte det ikke ville tage mere end et par minutter.

Fox kunne mærke gråden og vreden kæmpe indeni sig. Englens ord om at han ville have fundet sted til ham at sove, lød falsk i hans ører. Fox var ikke i tvivl om, at manden ville have sendt ham af sted til politistationen lige meget hvad. Hans stemme var stadig hæs og endnu tættere på gråd, da han svarede ham.
"Løgner." Han vidste selvfølgelig ikke, at Zachery talte sandt, og han vidste heller ikke, at han ville have hjulpet ham, hvis bare Fox havde sagt, at han var hjemløs. Fox stolede ikke på nogen, og da slet ikke fremmede. Sådan en oplevelse her, bekræftede ham bare i, at ingen talte sandt. Ingen tog sig af andre end dem selv.
Da englen bad en eller anden om at sende en vogn, drejede Fox lidt på sig, så han kom om på siden og kunne trække benene op i mod brystet. Hans normale ubekymrede sind var blevet mørkt og fyldt med skræk for at skulle ryge i fængsel. Han kunne ikke bure. Han kunne ikke lukkede rum. Tanken om ikke at kunne rende frit omkring og have sit eget liv fik en tåre til at løbe ned over hans kind, og han blev nødt til at snøfte. Han var ligeglad med at græde foran manden, selvom han alligevel forsøgte at lade være. Han trak benene en smule længere op og lå bare med lukkede øjne, mens hans hjerte stadig hamrede af sted på grund af skrækken for, hvad der skulle ske nu. Han havde stadig et lille håb om at kunne slippe væk på et tidspunkt, han ville i hvert fald holde øjnene åbne for muligheden, men lige nu kunne han ikke gøre noget. Lige nu så det bare sort ud.

Tyven kaldte ham løgner, og dette fik alligevel Zachary til at se på ham med et overvejende udtryk. Løgner var det sidste han var. Han var et af de mest uselviske personer nogen kunne møde, og havde fyren bare sagt om han var hjemløs, eller havde en familie at tage tilbage til, så havde sagen været en helt anden og Zachary ville ikke bare sende ham tilbage på gaden, hvis det kunne undgås. Men han ville trods alt ikke have hans hjælp, hvilket der selvfølgelig kunne være mange grunde til. Han ville dog personligt sørge for at han ikke skulle sidde i i en celle i mere end en nat, hvorefter han formentlig fik en bøde eller noget samfundstjeneste. Det gjorde ham ikke noget at han hadede Zachary på nuværende tidspunkt.. men når han i morgen fandt ud af at Zac havde løjet til de andre betjente om hvor slemt det stod til, så han kunne komme på fri fod.. ville han forhåbentligt se ham som en bedre person end på nuværende tidspunkt.

"Jeg lover at du ikke skal sidde i fængsel, måske bortset fra i nat indtil din sag bliver behandlet" så kunne han selv bedømme om han var en løgner eller ej til den tid. Zachary kunne bare ikke sende ham ud og tro det var så nemt at flygte fra politiet. Det skulle langt fra blive til en vane. Han vidste at en betjent ville tage en god snak med ham, og måske endda foreslå noget uddannelse eller arbejde der var fokuseret mod kriminelle.. hvis denne tyv da overhovedet ville ud af den kriminelle verden. De fleste ville hvis de fik muligheden, men der var også mange som var fuldstændige ligeglade. Det gjorde ondt at se ham græde, men han havde ingen grund til at tænke det værste. På trods af hvad det lignede, var Zachary meget forstående og havde selv været tæt på at stjæle dengang han boede på gaden. Den slags småkriminalitet havde han ikke så svært ved at tilgive, hvis man bare indså at det var forkert. Det stod meget værre til når det gjaldt voldsforbrydelser og mord.
  De blinkende lys udenfor signalerede at en patruljevogn var ankommet, og han gik derfor hen for at åbne døren, så de kunne komme ind og tage Fox med.

Fox kom med et dæmpet fnys, da Zachery sagde, at han ville sørge for, at det kun blev en enkelt nat. Vreden stak til ham igen og knyttede sine hænder.
Han vidste jo godt, at han selv var skyld i situationen. At han kunne lade være med at bryde ind hos folk, og at han i dag havde været så idiot ikke at tjekke op på husets ejer. En eller anden dag ville han jo nok alligevel være blive fanget, han havde ikke nogen forventning om andet, men derfor var det en forfærdelig følelse alligevel.
Hvis Fox havde vidst, at Zachery tænkte på skole og arbejde ville han have leet. Højt. Fox så ikke sit liv som et problem, han kunne lide det. Friheden, omskifteligheden, letheden. For hans liv var let, selvom alting var usikkert. Selvom det da kunne være rart med en fast indtægt og fastemåltider, kunne Fox ikke forestille sig at leve i rutinen, som et almindeligt liv ville give. Sådan som han havde det nu, elskede han friheden ved ikke at have ansvar for andet end sig sig selv. Men nu havde han heller ikke prøvet andet siden han var fem.
Zachery gik forbi ham, og han åbnede øjnene, da englen åbnede hoveddøren. Lyset fra politibilen lyste ind af døren. Han snøftede en gang mere og trak benene lidt ud igen, klar til at se, om han kunne få muligheden for at komme ud. Lige nu stod Zachery i vejen, så Fox ventede bare.

Zachary betragtede de to betjente stige ud af patruljevognen, og hilste på dem da de nåede op til hoveddøren. Han forklarede dem kort situationen, og sagde tydeligt at Fox ikke havde taget noget men forsøgte at bryde ind – sandsynligvis med en intention om at stjæle.. Så var det op til Fox at forklare den samme historie på stationen, men hvis han ville kunne han naturligvis også indrømme at han havde taget noget. Det var egentlig op til ham at give dem en uddybende forklaring af hvorfor han ville bryde ind, men nu havde Zachary hjulpet ham så langt han kunne. Han vidste godt at tyven nok ikke så dem som nogen hjælp overhovedet, men det gav ham i hvert fald mere frihed til at fortælle dem sin egen historie. Han havde meget godt af at komme ind på stationen, og blive afhørt. Måske det ville få skræmt ham lidt, og få ham til at stoppe tyveri i fremtiden. Hvis ikke, så ville det ikke undre ham hvis de mødtes igen på et eller andet tidspunkt i fremtiden.
"Du må nød til at komme med os nu" den ene betjent så mod tyven, og greb roligt om hans underarm, med en forventning om at han roligt ville følge med ham ud til bilen. Zachary mærkede hvor træt han var blevet, og var meget glad for ikke at have nattevagten, som de to betjente foran ham. Zachary satte sig ned i sofaen, og forventede at de to betjente ret hurtigt førte ham ud, hvis tyven da samarbejdede, og så var det deres arbejde at håndtere ham derfra.

To politibetjente kom op til hoveddøren og englen forklarede dem, hvad der var sket. Eller, næsten. Han nævnte ikke, at Fox faktisk havde været i gang med at stjæle hans ting. Fox skævede lidt undrende til ham. Hvorfor gjorde han det bedre, end det var? En af betjentene hev ham på benene og hev ham med ud af hoveddøren. Luften udenfor var dejlig kold. Synet af politibilen fik Fox' hjerte til at banke, men han var pludseligt ikke bange mere. For det her var heldigt. Ingen net, ingenting til at forhindre ham i at skifte. Bare en betjent, der havde fat i ham.
Han kunne ikke lade være med at grine, da han vendte sig om og så ind på englen, der havde sat sig i sin sofa.
"Tak for maden!" Han vendte sig hurtigt, placerede et knæ i skridtet på betjenten, der havde fat i ham. Smerten fik manden til at slippe ham og Fox skiftede skikkelse i samme øjeblik. Han var allerede begyndt at løbe, da håndjernene ramte jorden bag ham. Hurtigt smuttede han udenom den anden betjents ben og løb så hurtigt hans små pelsede ben kunne bære ham ned af gaden. Hvis en ræv kunne le, havde han gjort det. Frihed! Han drejede rundt et hjørne og sænkede ikke farten, før han nåede ud af beboelsesområdet.