Hvad skal det ikke bliv til - Mabel

Tid: 18:00
Sted: Skoven.
Vejr: Lette oversky og blæst lidt.
Omgivelser: en lille sø ellers træer.

Aleksei sad op af et træ, foran ham var det et bål som var godt gang i, det var ikke blevet helt mørke i nu men sol var på vej ned, eller var lige begynde på det, så der var nok 1 time måske 1,5 time til at den var helt ned og mørke vil kom til sin magt, ikke fordi det gjort ham noget af det bliv mørke, ellers vil han nok ikke sidder her op af et træ og var i gang med at varme noget kød over bålet, han havde været heldig at fange en kanin, ikke det mest spænde men det var mad, han var klædt i nogen cowboy bukser og en hvid skjorten, hvor ærmerne er rulle op, han havde en sport taske ved side af sig på jorden, han er 190cm højt og har halvt langt brunt hår, blå øjne, er slank men veltræner, han har fuld skæg dog ikke så langt.

Han kiggede kort rundt og stoppe sit blik på søen, som lå omkring 20 meter fra ham, han havde overvejet at hop i den, for at få et bad hvis man kun kalde det for det, men for at bliv mere ren end han var lige nu, sø vil sikker være kold men ikke kold nok til han vil lad være, det var koldere i rusland end det er her, han læner sig frem og tog sin kniv og skære noget af kanin og læner sig derefter tilbage op af træet, hvor han begynde at spise af kød som han lige havde skære af, det var stadig lidt rå men det gjort ham ikke noget og hans mave kun klar det, en fordel fra hans varulv virus, ligesom han var varmere end et normal menneske og kun derfor også klare kold bedre, han lukke sine øjne og slappe af mens han spise rolig videre og tørre sine finger af i græsset da han havde spist det sidste af kød som han havde skæret af.

Hvad var dette dog for noget? Mabel brummede misfornøjet for sig selv, som den unge blonde kvinde kom vadende gennem skoven. Hun havde netop færdiggjort en fireogtyve timers arbejdsvagt på hospitalet, og havde næsten ikke fået hverken kaffe eller søvn. Hendes vagt havde udelukkende været bestående af trælse patienter. Ubeslutsomme patienter. I hvert fald ikke nogen samarbejdsvillige patienter, og det var også nogenlunde hvad Mabel havde fået de mange timer til at gå med. Hun var hermed blevet sendt hjem af hendes overchef. Som neurokirurg var hjernen vigtig når man arbejdede, og hun var udmærket klar over, at det var alt for mange timer uden noget som helst til at holde en i live.
Der var lettere overskyet og det blæste en smule, som Mabel kom gående. Hun sparkede træt til en sten der lå i kanten, og den blev sparket helt ind gennem en række store træer, og hvad der lød som en lille sø. Nej. Hun strittede imod, men kunne ikke lade nysgerrigheden overtage. Zoe ville nok undre sig, hvor Mabel blev af, men det skadede vel ikke, at tjekke skoven lidt ud.
Som den unge kvinde viste sig, mødte et syn hende. Hun stoppede forbavset op, og trak lidt i det ene øjenbryn. Men ingen lyd eller intet at sige.
Der sad en herre, og var godt i gang med at spise. Og så stoppede han. Mabel stod bare der og kiggede. Hun sagde intet. For hun var en kvinde af få ord. Så der stod hun bare og betragtede herren, der virkede til at være færdig med aftensmaden.

Han skære mere af kanin og begynde derefter af spise af det og lukke kort øjne og trækket vejret dybet og opdage en ny duft, et menneske, en kvinde vil han gæt på ud fra dufte, han spise rolig videre og lytte om person kommer, tætter på, hans ide om det var en kvinde var at han ikke havde hørt person kom, han spise kød færdig som han var i gang med og tørre sine finger af igen i græsset, ”havde du tænke dig at bliv der og hold øje med mig eller kommer du og holde mig med selskab” spurgte han uden af kig over på hende, han var ikke bange for at person vil gør ham noget, for hvis det var det person var ud på, havde person nok prøvet at snige sig ind på ham og ikke bliv stå, som han nogenlunde vidste af person ikke havde, da dufte ikke var blevet svage eller kraftigere, som plejer at være tegn på af person stå stille.

Han tog sin kniv og skærer det sidste af kød af kanin, hvorefter han tørre den af i græsset end han lad den på plads i sport taske, hvor han så begynde af spise af kød og lægger sit hoved tilbage mod træ stam, hvor han lukke sine øjne for af slappe af, så må han ser om person viser sig eller om person gå igen eller bare bliver hvor person var lige nu.

Mabel kneb øjnene sammen, som et rådyr på jagt efter sit bytte. Der var noget ved denne herre, hun ikke var tryg ved. At han sad grotesk og skar et åbent dyr op til aftensmad, havde måske noget at gøre med det. Hvilket jo egentlig ikke gav nogen som helst mening. Denne holdning passede ikke til Mabels egen profession. Hun var kirurg. Hendes daglige arbejde bestod af at skære i andre mennesker. Men dyr var bare en helt anden sag.
Men der var noget i Mabel, der ikke veg bort. Hun børstede let sine hvid og blå stribede bukser rene fra usynligt støv. Og så kiggede hun ned på sit ur, for at orientere sig selv om tiden. Okay. To minutter kunne hun vel godt udforske denne mand. Det skadede vel heller ikke at gøre sig venner med andre end Zoe. Hendes blik flakkede rundt om omgivelserne og miljøet hun var havnet i. En noget træt lyd forlod Mabels mund, der egentlig lød mere utilfreds end træt. Hun satte sig hen ved siden af herren, og lukkede øjnene. Lyttede til lydende, til søen, træerne der blæste med vinden..
"Det er noget af et atypisk sted, du har valgt at nyde din aftensmad ved." Kommenterede hun, og slog atter øjnene op.

Han vidste stadig ikke helt om hun kom, tætter på eller bare bliv der eller noget helt tre som af gå sin vej, men det finde han nok ud af, hvis han venter længe nok, han behøver ikke at åben sine øjne, for af vide at hun kom, tætter på ham, godt nok gik hun stille men hendes duft bliv kraftigere, jo tætter på hun kommer på ham, han kun ikke lad være med af smiler af det hun sagde, ”det vil de flest nok synes” sagde han og åben sine øjne, hvorefter han rakte sin hånd over mod hende, for af giv hende hånd, ”navn er Aleksei” sagde han, det var tydelig at høre at det er russer, bare navn i selv sig og så den måde han selv sagde det på.

”Det er nu normal for mig at spise herude, jeg bor næste her ud, når det er godt vejr” sagde han og kiggede kort på hende, han vil slip hendes hånd kort efter, eller bare tager sin hånd til sig, hvis hun nu ikke gad ham hånd, vil det bare se dum ud af han holde det ud i lufte, ”men hvad laver en kvinde som dig herude” spurgte han og smiler rolig til hende, for af viser af han ikke er ud på noget, men kun jo ikke vide med fremme og slet ikke når de som ham bor i skov.