Is it you behind that mask? (Alyssa)

Tid: omkring 22:00
Sted: Calebs Familiepalæ
Vejr: En blid brise og ellers skyfrit

Sæsonen for aristokratiet's baller var igen nået. Og som altid stod Hus DeBayle for det største. Hans familie havde altid holdt de største og mest overdådige sommer og vinterballer. Og nu stod sommerballet for tur. Egentlig gad han ikke da ballet havde en lidt deprimerende erindring for ham efterhånden. Men han vidste det var nødvendigt ligeledes hvis han skulle opretholde sin familie. På den måde undgik han også unødvendig opmærksomhed omkring sin udøde natur.
Solen havde dog været hård så han måtte stadig holde sig inde endnu efter han vågnede af sin hvile. Efter et godt langt bad stod han nu og sukkede imens han tog sit kostume på. Det var bare som om uden hende ved sin side, betød det bare ikke helt det samme... Han skulle klædes ud som the Phantom hvilket han naturligvis gjorde virkelig godt. Masken kom på som den sidste detalje lige i det de gamle tvillinger kom ind til ham.
"Lord Caleb?..... Der mangler kun de sidste småting så kan gæsterne ankomme...." De gik begge hen og så ham i spejlet og kunne tydeligt se hvordan han egentlig ikke havde det godt. "Er du sikker på du vil gennemføre det her...." Caleb sukkede dybt som hans klædedragt blev rettet og han nærmest ligegyldigt hviskede: "Ja.... Ja.... Der er tider hvor man må holde hovedet højt selvom det ikke er nemt..... Hun havde sine grunde.... Og hvem ved, måske fidner jeg ud af dem en dag..... Og hvis hun ville, havde jeg også fundet hende.... Men nu har vi et bal der skal gøres færdigt.... Jeg kommer ned om lidt... Gæsterne er ved at ankomme...."
Tvillingerne bukkede for ham og gik ned og begyndte at tage imod gæsterne. Imens gjorde han det sidste klar ved sit kostume og strøg den rose hun havde givet ham inden hun forsvandt. Han havde aldrig kunnet smide den ud.

Efter et par dybe indåndinger tog han et godt glas blod og pådrog sig en facade som den smilende og stolte adelsmand gæsterne forventede at se. "Så gamle dreng..... Lad os komme i gang...."
Så gik han ned med et charmerende smil på til lyden af tvillingerne der præsenterede ham som aftenens ærværdige vært. Folk klappede højlydt og musikken startede for alvor i det han kom ned af trappen. Alle folk havde fået en velkomstdrink og en overdådig buffet var klar med forretter. Som altid var kun det bedste godt nok, hvilket jo også var en del af status som den største vært. Ærbødigt gik han rundt og hilste på de mange gæster. Alle havde en kommentar med om at alle deres forventninger var mødt og mere til. Allerede var han ved at blive irriteret over fedteriet men han viste det ikke.

Alyssa havde haft det svært ved at være fra ham, men efter hun fandt ud af hvilken person hun egentlig havde været, kunne hun ikke kende sig selv mere. Det havde åbnet mange vinduer hos hende, men det havde også forvirret hende noget så grusomt. At rejse fra ham var det sværeste hun nogensinde havde gjort. Hvordan rejser man fra den eneste ene, den man ville tilbringe livet med.
Han ville med garanti aldrig tilgive hende for det.. alligevel håbede hun inderligt at det ville hjælpe lidt når hun dukkede op igen. Efter lang tid alene havde hun langt om længe besluttet sig for, at den person hun var førhen, ikke var den hun var mere. Hun var Alyssa, den han elskede og den der vidste hvem hun var. Den der elskede kunst og musik, dyr og selvfølgelig Caleb.
Havde af omveje hørt om sommerballet, og havde fra starten af besluttet sig for at hun skulle med. Havde omhyggeligt valgt en let lyseød kjole med stor bund og stram i toppen. Præcis som den fra phantom of the operah. Havde hvide handsker på og hendes lange mørkebrune hår var prydet af lyse krystaller. Hun havde en let hvid blondemaske på da hun kom ind.
Flere måbede og så på hende, men hun så ikke på de. Hendes blik søgte efter Caleb. Hendes blik hvilede til sidst på ryggen af ham, så hun lydløst gik hen imod ham. Stoppede op lige bag ham. "Lord Debayle.. jeg håber de vil danse med mig senere?"

Caleb stod og snakkede med en rivaliserende adelsmand der længe havde forsøgt at få fat i jorden men endelig havde besluttet sig for at give op og acceptere Caleb som Lord fuldt ud på niveau med alle andre. Først undrede han sig over folks blikke drejede sig men meget få sekunder efter stod han som frosset på stedet. Der herskede ingen tvivl.... Hun var tilbage..... Den euforiserende, himmelske og emotionelt berusende duft var ikke til at tage fejl af. Meget langsomt vendte han sig om mod hende og der var nærmest bomstille. Det eneste anden lyd var musikken og de åbne ansigter der afventede hvad der ville se hvad der skete. Så bukkede han dybt og ærbødigt for hende, tog hendes hånd ganske blidt og kyssede den som en ærbødig gentleman. Stille vandrede hans blik op og mødte hendes med en dragende intensitet.
"Det vil være mig en ære og fornøjelse..... Mylady...... Så snart de ønsker det...... Er jeg deres......"

Tvillingerne begyndte at genne gæsterne tilbage til at nyde festen imens Caleb tog et skridt tættere på hende uden på noget som helst tidspunkt at fjerne sit intense blik fra hende.
"Må jeg byde Mylady et glas?.... Der er alt hvad et hjerte kan begære..."

Alyssa's hjerte sprang næsten et slag over ved at være så tæt på ham.. hvor havde hun savnet ham. Langsomt bed hun sig i læben mens han vendte sig rundt og så på hende. Havde stadig den forlovelsesring på som han havde givet hende.. den havde hjulpet hende igennem det hele og samtidig hjulpet hende til at se, hvad hun skulle gøre for at være sig selv. Det hele var bedre så snart de var sammen.. det havde det altid været og det ville det sikker blive ved med.
Alyssa mødte hans blik med samme intensitet som han havde. Hun havde virkelig savnet ham.. helt utroligt meget. Stille bed hun sig i læben og rødmede som han kyssede hendes hånd. Forsigtigt strøg hun hånden gennem sit lange hår, inden hun nikkede ganske svagt.
"Et glas vin ville være rigtigt dejligt.. " svarede hun mildt og bed sig en smule i læben. Hvordan hun havde kunnet forlade ham forstod hun slet ikke nu.. hans følelser skinnede igennem ham, og hun kunne tydeligt mærke at han havde savnet hende. Hvilket uden tvivl gjorde det meget bedre at være vendt tilbage. Det havde krævet en del mod fra hendes side.

Caleb løftede en hånd og viftede en tjener over der stod der lige med det samme og sagde:
"MiLord?"
Calebs blik vandrede endnu en gang over hendes ansigt imens han ganske kort tænkte. Hendes skønhed var fuldstændig urørt hvilket han vidste selvom hun havde maske på. Så løftede han kort hendes hånd så hun kunne se den forlovelsesring de havde sammen. Han havde på intet tidspunkt nænnet at tage den af. "Et glas vin til skønheden her.... Hvis ikke jeg husker helt ved siden af så en let krydret meget frugtagtig vin..... Og et glas til mig...." Tjeneren bukkede dybt og sagde: "Med det samme Herre....." inden han skyndte sig hen efter vinen.

Caleb havde egentlig slet ikke lyst til at slippe hendes hånd og gik derfor ganske stille sammen med hende, hele tiden med blikket hvilende mod hende. "Det her har jeg håbet på længe ville ske.... At du en dag kom tilbage gennem min dør.... Vores dør..... Hvis du stadig gerne vil kalde alt det her for dit også?.....Jeg har savnet dig Alyssa...."

En let blussen viste sig i hendes kinder da hun fik øje på deres ring. Det var dejligt at vide at han også havde beholdt den på.. selvfølgelig behøvede han ikke, men det var stadig skønt at vide. Stille bed hun sig i læben og nikkede svagt tkl hans ord til tjeneren, med den vin hun kunne li. Kort strakte hun sig og så sig en smule omkring.
Folk kiggede stadig meget nysgerrigt på dem, hvilket hun egentlig godt forstod. Det var dog blevet bedre med hendes evner, for ligeså snart han var tæt på hende kunne hun lukke alt andet ude. Mange ville sikkert sys det lød meget mærkeligt, men det var nu engang sandheden. Hans ord fik hende til at se kærligt på ham.
"Jeg er ked af jeg gik.. jeg havde bare brug for at finde ud af hvem jeg egentlig var.. og nu hvor jeg ved det.. ved jeg at jeg ikke kan leve uden dig på nogen måde" hviskede hun smilende og lænede sig op og kyssede ham ømt. At være sammen med ham var alt hun ville, og hun glædede sig inderligt til at de kunne være alene sammen igen.. få snakket ud om alt.

Ganske vist havde det ikke noget som helst med evner at gøre, men når hun var nær kunne han lukke alt andet ude. Det var som om alt andet blev mere ligemeget. For hun var der. Han havde alle dage sagt at han kunne gå gennem evigheden med intet i sin besiddelse så længe hun var ved hans side.
Da hun så lænede sig ind og kyssede dem, blev der sendt en masse måbende blikke rundt omkring da man altid havde troet at Caleb var alene. Efter deres ømme kys, tog han begge hendes hænder og så intenst i hendes øjne imens han sagde:
"Du har intet at undskylde for..... Jeg er kun glad for at du fandt ud af det og det igen ledte dig til mig.... Det har ikke været det samme uden dig..... Jeg hverken kan eller vil leve uden dig..... Velkommen hjem.... Lady DeBayle..."
Folks let åbne ansigter gjorde at det ikke var noget problem for tjeneren at komme hen til dem med deres vin. Hurtigt så Caleb dog rundt med et blik så folk vidste det var en god idé at vende tilbage til festen.
Ganske elegant og en anelse drilsk skålede han til hende

Alyssa smilte ganske svagt og strøg hans arm stille efter at have sluppet hans læber. Hvor hun dog virkelig havde savnet ham.. det her.. ikke alle de folk godt nok, men det her med at være tæt på ham.. at have et hjem sammen med ham.. det kunne hun umuligt undvære igen. For engangsskyld virkede det som om hun havde ro i sindet. Det havde hun også lige nu grundet ham. For normalt ville sådan en forsamling have drevet hende til vanvid.. hun kunne ikke rumme så mange tanker på en gang og derfor var det nemmeste helt sikkert bare at ignorere det.
Da han rakte hende glasset og skålede med hende, gjorde hun det samme. Smagte på vinen og nikkede svagt for sig selv. Det var uden tvivl stadig hendes yndlingsvin. Forsigtigt bed hun sig i læben og mødte hans blik.
"Hvordan kan du bare sådan tilgive mig Caleb.. jeg forlod dig jo.. uden nogen forklaring.. hvordan kan du bare tage mig tilbage?" Spurgte hun stille og tog hans hånd. Lænede sig hen og kyssede hans kind. "Uanset hvor jeg er.. vil mit hjerte altid være dit" hviskede hun kærligt i hans øre. Det var sandheden.. han fuldendte hende.

Han smilede nærmest drilsk til hende og smagte på vinen inden han lagde armen om hende og gik videre sammen med hende som om han ville give hende en rundvisning. Egentlig var det for at få lidt alene tid sammen med hende. Som de kom en anelse mere for sig selv, vendte han sig om mod hende og svarede:
"Hvordan jeg kan tilgive dig? Jeg forstod jo hvorfor du gjorde.... Eller det endte jeg med.... Man kan ikke give sig hen til en anden før man er fuldt ud klar over hvem man selv er.... Men den vigtigste årsag.... Jeg elsker dig.... Det holdt jeg aldrig op med.... Så stærke følelser bliver ikke bare væk.... Så længe der er kærlighed, er der også håb.... Og jeg sagde den gang som jeg siger nu..... Jeg er din og ingen andens.... Det vil ingen kunne ændre på....."
Hun var den der gjorde han var et helt væsen. Ingen Caleb uden Alyssa

Alyssa lod ham uden at tænke over det, føre med længere væk. Hun nussede hans hånd kort og bed sig en smule i læben. For hende havde de delt et yderst privat øjeblik, lige der midt i salen foran dem alle.. hun havde mest af alt lyst til at græde og trygle ham om ikke at være vred. Et eller andet sted ville det dog være fuldt ud forståeligt hvis han var det. Ganske stille lænede hun sig hen og kyssede hans kind som de stoppede op.
Så afventende på ham ved hans blik. Ordene der forlod hans mund, virkede hun ikke helt til at forstå. Hvordan kunne han bare sådan tilgive hende.. sådan uden videre.. alligevel blev hun mere end bare glad for det.
"Jeg elsker dig så højt.. ved du godt det?" Spurgte hun smilende og lod hovedet glide på skrå. Ville aldrig undvære ham igen. Ikke for alle penge i verden. Kort så hun sig omkring på de mange gæster. Alle ville fedte for ham. Alligevel var der en skikkelse der fangede hendes blik. Manden der var klædt helt i sort mødte hendes blik og kort efter tog hun sig en smule til hovedet. "Caleb jeg.. jeg tror ikke ham der hører til her.. hans tanker er mildest talt skumle og han.. han prøver at tiltvinge sig adgang til mit hoved.. han søger noget du har.. noget han skal bruge.. til.. blackwell selskabet.. kender du det?" Spurgte hun tøvende og så tilbage på Caleb.

Da hun beskrev den mand der var i mængden, lyttede Caleb meget intenst for at få alle detaljer med. Han lænede sig stille ind og kyssede hendes kind imens han hviskede:
"Bare rolig..... Jeg tager mig af det..... Og Jeg elsker også dig.... Mere end noget andet.... Jeg vil altid være din ligemeget hvad der sker.... Glem aldrig det.... Jeg klarer det her... Bliv her hvor jeg kan se dig.... Jeg kan noget jeg ikke har vist dig...."
Hun fik et sidste kys inden han gik hen til manden der så meget intenst på Caleb. Han løftede et dokument og sagde noget til Caleb men frøs pludselig på stedet. Caleb sagde ikke rigtig noget men lige pludselig kunne man høre manden sige rimelig højt: "Jeg beklager hr. DeBayle!.... Jeg må være gået forkert.... Om forladelse..."
I det manden begyndte at tale, forsvandt manden også fra Alyssa's tanker.
Manden gik lidt langsomt og tungt ud igen hvorefter Caleb vendte tilbage til Alyssa. Hun fik endnu et stille kys og han så kærligt i hendes øjne.
"Sådan.... Nu tror han at han er gået forkert... Mange tak Alyssa min egen....."

Alyssa bed sig en smule usikkert i læben mens hun fulgte Caleb med øjnene. Ønskede ikke at der skulle ske ham noget, men hun ville jo heller ikke bare holde den del med en ond person for sig selv. Nogle gange var det både en god ting og en dårlig ting at hun havde alle de evner.. for selvom hun inderligt ikke brød sig om dem altid, var de gode i visse situationer.
Mens Caleb stod henne ved manden så hun sig en smule omkring. Ingen havde bemærket noget, så mon de ville opdage det hvis manden gjorde for meget modstand. Det gjorde han bare ikke, pludselig gik han bare igen hvilket fik hende til at smile let. Så det var det han også kunne.
Som han kom tilbage til hende hvilede hun blidt hånden mod hans arm. "Jamen selvfølgelig.. jeg vil jo ikke have der sker dig noget.. og sådan en fyr skal ikke ødelægge det hele" sagde hun blidt og flettede deres fingre.
Han kendte hende så godt at han ville kunne se at noget gik hende på stadig. Dog virkede hun ikke til at ville snakke om det lige nu. Der var gennem længere tid noget der havde forfulgt hende, som hun ikke helt kunne slippe af med. Noget ikke særligt rart. Lige nu ville hun dog hellere bruge aftenen på at hygge sig med ham, end hun ville være bekymret.

Ikke kun kendte han hende godt nok på det punkt, men det var også nemt at mærke på hende ud fra hans evner. Så kort løftede han hendes hånd og kyssede den inden han sagde: "Jeg ved der er andet der bekymrer dig.... Kan vi lave den aftale at du fortæller mig det når du synes jeg skal vide det?..... Så lad os nyde aftenen.... Den blev helt perfekt i det sekund du trådte ind af døren...."
Lige pludselig blev musikken lidt mere livlig og en anelse højere hvor Caleb så kiggede på hende og bukkede meget dybt for at drille hende lidt.
"Må jeg få den udsøgte ære at danse med Mylady?...."

Det var den traditionelle dans for sommerballet hvor det var forventet at værten førte an. Og nu da hun var kommet, kunne han udleve den tradition. For han ville ikke danse med andre

Alyssa så ham i øjnene. Virkede kort som om hun tænkte over det, ikke fordi hun ikke ville men fordi hun simpelthen ikke regnede med at han ville tro på hende. Langsomt strøg hun hånden gennem sit lange mørke hår og sukkede en smule for sig selv. Ville ikke risikere at han blev vred på hende eller troede at hun var en løgner.
Alyssa ville aldrig lyve overfor ham, han kendte hende for godt til det. Tøvende nikkede hun og smilte for sig selv. "Jaah.. selvfølgelig.. jeg skal nok fortælle dig det.. men du vil ikke tro på mig.." sagde hun stille og så ned i gulvet.
Som han kom hen til hende og spurgte om hun ville danse rødmede hun en smule og nikkede lidt. "Det vil jeg meget gerne.." svarede hun smilende og tog blidt om ham.
Hun havde tydeligt tabt sig en del siden hun havde forladt ham, men hun ønskede kun at være sammen med ham nu.

Han smilede stille til hende imens han lagde hånden på hendes lænd og tog hendes anden hånd med et intenst blik i øjnene.
"Selvfølgelig vil jeg tro dig... Jeg kan dufte om det er sandt. ... Lad os kære..."

Så begyndte han at danse imens han førte hende elegant rundt som om de fløj. Det var tydeligt at han havde sin udelte opmærksomhed på hende. For ham kunne resten af festen egentlig gå.
"Du er vidunderlig. .."

Alyssa så tænkende på ham og bed sig en smule i læben. Mon han virkelig ville tro hende i sidste ende når han hørte hvad det var? Der var vel egentlig kun en måde at finde ud af det på.
Stille fulgte hun ham mens de dansede og nød det faktisk utroligt meget. Det var hyggeligt at være sammen med ham, og hun havde sådan savnet at være med en der virkelig forstod hende. Ingen kunne forstå hende som han gjorde. Måske var det også det der havde overbevist hende om at komme tilbage til ham. Det var efterhånden blevet mere og mere klart for hende, at de hørte sammen.

Da dansen var slut, nejede hun let for ham og smilte svagt. Hendes blik hvilede på omgivelserne, det virkede som om hun havde svært ved at fjerne de mange tanker, men kun han ville kunne se det på hende.
"Jeg må lige have 5 minutter.." hviskede hun let og kyssede hans kind inden hun gik ud.

Han kunne mærke på hende hvordan de mange tanker fra folk omkring dem overvældede hende lidt men samtidig hvor meget hun holdte af at være tilbage. Bare det at hun var der, gjorde at hans aften og eksistens var blevet reddet på rigtig mange måder.
Efter dansen gengældte han hendes kys og så på hende med et intenst blik og sagde:
"Selvfølgelig.... Skynd dig tilbage....."

Imens hun gik ud, sørgede han stadig for at holde øje med hende hvis det skulle blive nødvendigt. Det var mærkeligt hvordan tiden var fløjet afsted men det var nok fordi at han virkelig havde nydt hun var tilbage. Han tog lige hurtigt muligheden for at hilse på gæsterne da mange af dem var på vej hjem så småt efter at have spist. Mange i adelen var utrolig gamle og kunne derfor ikke holde til at være oppe så længe til sådan et bal.
Han håbede bare på at hun ville blive