Long lost lover

Det havde sitret i hendes indre det meste af dagen, som om en besked forsøgte at tvinge sig vej igennem til hendes sind, hvilket havde gjort hende irritabel. Det var år siden hun havde haft fornemmelsen i så voldsom en kraft, men nu var den vendt tilbage stærkere end nogensinde før, hvilket kun kunne betyde en ting..

Mørket var over Di Morga, eftersom domkirken nu slog sit niende slag, inden denne blev stille. Kirken var tom og ensom indvendig, som Angelie stod og lænede sig ind over træværket foran det gyldne orgel. Det havde været her hun var stødt ind i kvinden for første gang.. Her hvor der hele var begyndt.
Alt var stille, selv luften og vejret uden for. Det var som om alt og alle vidste, at der var noget under opsejling.

...hun var tilbage...

Efter Angelie havde været ved st slå hovedet ind på en af tjenestepigerne i Abbadon over absolut ingenting, havde hun bestemt at det nok var klogest st forlade borgen for en stund. Båndets råb havde gjort hende vred og gamle minder var væltet igennem hende. Hun var ganske enkelt stormet ud af Abbadon og direkte ned i domkirken, vel vidende at Damia med lethed ville kunne regne ud at hun befandt sig netop her, hvis dæmonkvinden ikke blot brugte deres bånd til at finde hende selvfølgelig.

De klare blå øjne kiggede tomt op imod altertavlen, hvor man kunne se billedet af jomfru Maria bære hendes søn. Dette var åbenbart hvad folk troede på, men de burde vide bedre efterhånden. Der var intet efterliv med fred.. Ingen døde rene.. Alle og en ville de skulle igennem skærsilden præcis som hun havde været tidligere, inden hendes egen morder bragte hende tilbage til livet.
De røde lokker lå i kaskader af krøller om hendes blege ansigt, alt imens de bare tæer mærkede fornemmelsen af egeplankerne under dem. Hun var iklædt et par simple sorte gamacher og en langærmet trøje. Det gamle brune bælte hang om livet på hende, og i denne hang hendes pisk, den nye, eftersom mennesketøsen havde skåret hendes gamle over i to. Denne var dog ganske udmærket og langt stærkere end den forrige.. Lavet præcis efter hendes egne ønsker.. Hun kunne ikke have ønsket mere end hvad hun havde nu..

Løgn.. Hun løj for sig selv, hun ønskede mere.. Langt mere, men det var ikke muligt. Ikke på nuværende tidspunkt. Det havde blot gjort det ekstra belastende st Damia derfor havde valgt at gøre sin entre, men hellere herude end i ansigtet på Zane. Hun kunne kun forestille sig hvad der ville ske, hvis de to ærkerivaler ville krydse hinandens veje..

Det var ved at være tid. Hun havde ventet længe på det øjeblik, men havde ikke forventet at det ville blive under sådanne omstændigheder flere år efter deres sidste møde. Men hun kunne ikke udskyde det meget længere, især ikke når hun vidste sig hvor den rødhårede elver havde befundet sig den sidste tid. Det var ikke at hun havde forventet at kvinden ville have holdt fingrene for sig selv, men af alle person skulle hun netop vælge at blive hos den værst tænkelige.

Det var næsten for meget da hun så den smukke elver bevæge sig ind mod kirken som forventet. Stedet de havde set hinanden for første gang under langt roligere omstændigheder. Men Angelie havde ikke været i live dengang. Dæmonkvinden løftede fraværende en hånd og strøg en tot hår væk fra sit ansigt. Det var et minde hun havde holdt kær. Af alle væsener havde hun aldrig kunnet forstå spøgelser, og der havde hendes interesse for kvinden vokset.

Med lette elegante skridt bevægede hun sig frem, hun havde valgt at iføre sig et par flade støvler for at undgå at lave for meget lyd, det var det der passede skyggerne bedst. At være uset og uhørt var sådan de levede. Men sådan havde Damia ikke altid været, hvis ikke det var fordi hun havde udskudt dette så længe var hun med stor sandsynlighed kommet bragende med en hær efter sig for at bringe hendes Angelie tilbage. Hendes Angelie, tænkte hun. Hvornår var det at hun var begyndt, at tænke sådan om kvinden? Var det da hun bandt dem sammen? Da hun healede hendes sind så godt som muligt? Nej. Hun kunne ikke helt forklare det, selv ikke for sig selv. Det var kommet bag på hende. Men båndet mellem dem forstærkede hun de følelser hun nærede for kvinden, og de voksede for hvert sekund hun kom tættere på hende.

“Angelie.” Navnet blev sagt med en blidhed der virkede næsten forkert i hendes mund, og dog kunne hun ikke få sig selv til at sige det på nogen anden måde. Damia bevægede sig op bagved elverkvinden. Der var noget over den måde Angelie stod på der fik hendes hjerte til banke hurtigere end før. Det var ikke nogen holdning som en lykkelig person ville have. Der var noget grueligt galt, hvilket hun godt havde sanset gennem deres bånd som hun havde kaldt på kvinden.

//OOG. fordi jeg finder det upassende at beskrive hendes påklædning vil jeg give en besked om det her. Forestil dig at hun har iført sig en sort kjole der går hende til lidt under knæende med lidser. Den blotterhendes skuldre men har ærmer der går lige under skuldrende. Med din fantasi tror jeg godt du ved hvad jeg mener!//

Tilstedeværelsen af dæmonkvinden havde hun fornemmet længe inden og Angelie vidste hun var der allerede inden hun hørte den alt for bløde stemme bag hende. Den farlige og ikke mindst beundret kvinde, som Angelie altid havde haft en særlig fascination af. Uheldigvis havde de stået på hver deres side, og kamp havde været umuligt st undgå for dem begge under det store slag.

Minderne vældede igennem hende, minder hun for længst havde givet afkald på i den tro, at kvinden var forsvundet over alle bjerge og hjem hvor hun hørte til.
Hendes positur rettede sig op, med fingrene knyttende om træværket, for i et godt øjeblik st lade blikket indtage katedralens udseende.
Hele hendes krop drejede sig langsomt, indtil hun kunne læne sig imod gelænderet og kigge direkte ind i Damias øjne. Et par øjne der havde evnen til at se direkte ind i hendes sjæl, vide alt hvad hun havde foretaget sig i de sidste mange år hvor de havde været adskilt.

Hendes egne blå krystaller var fulde af de mange følelser, der på en gang var blevet vækket i hende. Blandinger af glæder, sorg, skuffelse, forvirring, kærlighed, stædighed.. Ligesom Zane havde gjort, så havde Damia også forladt hende uden et ord eller tegn på hvorfor eller til hvilken nytte.
Og nu hvor der endelig så ud til at komme styr på bare lidt af det hele, så var de alle dukket op, som fluer på en lort, var de samlet for endnu engang st kunne gennemgå det hele forfra.

"Damia" hendes stemme var grødet, men stadig med et svagt skær af glæde i den, skønt det var skilt godt. Fingrene klemte sig hårdere om gelænderet, for at sørge for sr hun ikke farede imod kvinden foran hende.
Det var ikke til at forklare hvordan man først følte sig hel igen, nu hvor hendes sjæledeler var tæt på og fysisk til stede.
Hendes blik veg fra Damias og imod gulvet, imens hun hastigt begyndte st gumle på sin underlæbe, indtil det tynde lag hud knækkede og en synlig rød linje trådte frem.
I sidste ende hvad havde hun gjort for at føle sig hel igen? Hun havde ikke jaget land og rige rundt for st finde Damia, hvilket hun vel burde have gjort. Hun havde fundet Zane, og bragt ham tilbage til livet, tilbsge til sit onde selv, og nu..

Hun havde fornemmelsen af, at hun ganske snart ville stå over for et valg.. Et valg hun ikke vidste hvordan hun skulle træffe, men det havde været under opsejling længe og i mange år.. Var tiden inde? Ikke endnu..

Hun kunne ikke lade være.. Hun var ganske enkelt draget af den rødhårede kvinde, som hun let skubbede sig væk fra gelænderet og i to hurtige skridt, stod hun tæt nok på, til at kunne ligge armene om Damia i enlængselfuldt omfavnelse, hvis hun selvfølgelig tillod dette. Med hovedet hvilende imod Damias kraveben.

De røde lokker på elverkvinden bølgede elegant rundt om hendes skuldre da hun endelig vendte sig om mod Damia. Stemmen havde været overraskende sentimental men det kom ikke helt bag på Damia. Hun kunne godt mærke noget var galt men havde dog ikke forventet at det ville komme frem så hurtigt. Trods følelserne de to delte havde de aldrig været fuldt åbne over for hinanden. De havde aldrig åbent fortalt den anden havde det for deres handlinger og blikke havde været nok. Det var om muligt heller ikke nemt at vide hvordan en dæmonkvinde der havde levet i flere millenia fungerede når det angik kærlighed. Og Damias udtryk viste ikke mangle følelser da hun så blikket i elverens øjne.

Damia kunne ikke sige hun var vred, den rette følelse ville nok være noget nær skuffelse. Skuffelse over at kvinden ikke havde opsøgt hende efter hun teknisk set var blevet reddet. Og det var jo ikke fordi de teknisk set havde en indre gps der kunne finde den anden person når de var over længere afstande fra hinanden.
Jo. Hun var skuffet. Men hun var lige så lettet over at se Angelie i et stykke stå foran hende.

Hun løftede ikke armene først da Angelie slog armene om hende. Ingen ord slap ud. Det var som at hun havde mistet evnen helt et kort øjeblik.
Et langtrukkent suk forlod hendes mund idét hun endelig lod en slank hånd og placerede sine fingre under elverkvindens hage for at deres blikke kunne mødes. Hendes blik kærtegnede hvert eneste ansigtstræk på den smukke elver lige indtil øjnene landede på de let rosa læber. Hendes krop sitrede blot ved tanken om det hun var ved at gøre.

Den ellers så kølige dæmonkvinde lænede sig frem og sneg en arm omkring Angelies lændfor at holde hende tættere ind mod sin krop som hun lod sine læber kolliderer med Angelies i et lidenskabeligt kys. En varm følelse spredte sig i hele hendes legeme og det var som om en indre flamme var blevet tændt i det øjeblik deres læber mødtes.

Hun havde ventet tålmodigt i mange år. Siddet i skyggernes grotter i månedsvis indtil hendes tålmodighed ganske enkelt var sluppet op, og Angelie var stormet ud af dem og direkte tilbage hvor hun hørte hjemme. End ikke da hun havde været hjemsøgt af spørgelset var Damia dukket op.
Hun mærkede det svage stik inden i sig, stikket af at være blevet forladt for noget bedre og vigtigere. En følelse hun havde oplevet et utal af gange efterhånden, men altid blev den i skyggerne når folk kom tilbage.

Med armene om Damia følte hun sig længere væk fra dæmonkvinden end nogensinde grundet den ganske simple handling hvor den ikke var gengældt. Alligevel slap hun ikke grebet om hende, men knugede hende i stedet kort ind til sig i et forsøg på st vække en reaktion i den ellers så nøgterne kvinde, der sjældent viste andet end overlegenhed.

Den simple berøring under hendes hage, løftede Angelies hoved fra skulderen og op, så hendes øjne kunne kigge direkte ind i Damias. Skyld, lettelse og forvirring.. De blå nuancer vibrerede i takt med følelsesvældet i hendes indre. Ord var ikke nødvendige i denne situation. Hun kunne mærke og fornemme præcis hvad Damia var ved at gøre.
Tungespidsen fugtede afventende de let blege læber, imens hun blinkede et par enkelte gange, forsøgte at skubbe alt andet ud af hendes hoved og blot vente..

Suset bragede igennem hendes krop, som kysset begyndte. Kærlighed og lyst havde været næsten bandlyst at tale om, men det havde altid været der, buldrende i jorden under dem. Små gnister der slog smæk imellem de to kvinder, lige siden den dsg, hvor deres sjæle blev sammenført.
Selvom hun havde været klar over hvad der var underopsejling, frøs hun alligevel i et kort sekund. Hun mærkede armen, der svøbte sig om livet på hende, hvilket hun var taknemmelig for, ellers ville Angelie have mistet balancen.
Passionen fik overtaget i hende. Smagen var uimodståelig, duften.. Damia. Hendes egen lidenskab dukkede op, som hun gengældte kysset med en brændende og intens længsel. Det var følelsen af endelig at være hel igen.

Hendes højre hånd løftede sig ganske langsomt imens, for blidt at ligge sig imod Damias kind. Den bløde hud kildrede imod hendes fingerspidser, som hun kærtegnede den.
Hun trak ansigtet en anelse tilbage, for at betragte kvinden foran hende, kun langt nok til at læberne stadig strejfede hinanden.
"Damia.." Den næsten uhørlige hvisken var denne gang kærlig og fyldt med varmen over st se hende igen. Det havde været en evighed.
I baghovedet sad hendes bedrevidende stemme og forsøgte st forklare Angelie, at det var forkert.. Hun havde lovet.. Hun tilhørte en anden, men i dette øjeblik lyttede hun ikke til den, men til de varme følelser hun fornemmede igennem båndet. Hun vidste at Damia holdt af hende på et dybere plan, og ligegyldigt hvor meget hun selv forsøgte at benægte det.. Så holdt hun selv af dæmonkvinden. Det var et kompliceret spind, selv for hende, der stod i midten af det. Hun måtte bare håbe, at hun ikke ville ende som maddingen, fanget.

Damia havde ikke været så langt væk som hun måske havde syntes. Det var sandt hun havde rejst men aldrig så langt hjemmefra at det var umuligt at få kontakt til Angelie. Det havde på sin vis undret kvinden at de ikke havde haft kontakt. For Damia havde uden tvivl haft vandrende tanker i retningen af elverkvinden dagligt. Det tog hende ikke lang tid at indrømme overfor sig selv, at hendes følelser for kvinden var mere end blot flyvske fornemmelser der strejfede hende når de mødtes. Men dette havde hun trods alt været klar over allerede den gang hun søgte efter Angelie selv efter hendes død. Når man altså lige så bort fra at hun selv havde været den primære grund til dennes død.

Det havde ikke virket som noget Angelie havde båret nag over. Faktisk havde Damia indtrykket af at kvinden var vokset og kun blevet stærkere efter hun var trukket igennem de mange hårde tider - inklusiv sin tid i helvede.

Dæmonkvinden holdt det lidenskabelige kys lidt endnu, hele hendes krop sitrede og trods kulden der plejede at omringe hende var det nærmest som om at en varme bredte sig indefra og ud. Den brændende fornemmelse spredte sig helt ud til hendes fingerspidser i en snurrende fornemmelse som de pressede sig blidt ind mod Angelies lænd. En helhed hun ikke havde følt længe overtog hele hendes eksistens i dette øjeblik hvor hendes mest elskede kvinde stod så tæt og berørte hende på denne intime måde. Det virkede noget så uskyldigt hvis man blot så de to kvinder i deres omfavnelse.
Damia skælvede ved den lette berøring fra elverens hånd, en gestus så nænsom at det kun lige akkurat var nok til at hun bemærkede det.

Hun var på nippet til at lave en irriteret lyd da deres læber skiltes let og deres øjne atter mødtes, men hun holdt sig fra det. Denne genforening var allerede mere end hvad hun kunne have håbet på, især når hun havde vist hvor hendes elskede havde befundet sig i denne tid. Dog uden at kende til hendes foretagelser.
De to lysende måner begravede sig dybt ind i kvindens dybblå øjne, men i stedet for at grave sig ind bag dem holdt hun sig til kvindens overflade. Villig til at give hende alt den opmærksomhed hun kunne mønstre.
Læberne formede sig i et frydefuldt smil og øjnenes blidhed kunne om nogen få Angelie til at undre sig over hvad der foregik i hovedet på dæmonen.

“Angelie… Man skulle tro du var blevet smukkere for hver dag der er gået siden vi sidst sås..” hviskede hun i en syngende tone. En svag klokkeklar latter gled ud mellem de to læber og skabte en let vibrerende fornemmelse mod Angelies. Hendes hænder befandt sig samme sted of forhindrede kvinden i at træde tilbage.

Årene som var gået, havde været hårde, lange og besværlige. Ikke desto mindre havde hun modstået udfordringerne med hjælp fra de få væsner hun havde holdt tæt på kroppen. De havde betydet alt for hendes nuværende eksistens. Hun ville aldrig formå at betale den gæld tilbage, selvom hun forsøgte hver eneste dag. Hun håbede at alt ville kunne udrede sig en dag, at de alle kunne være lykkelige og i fred.
Det var ingen hemmelighed at Angelie var kørt træt i altid at skulle kæmpe for sin overlevelse, eller andres for den sags skyld, hvilket Damia med lethed ville kunne have fornemmet. Det havde været en evig tanke, som hun bar rundt på. Lysten til bare at rejse væk, glemme landet og forpligtelserne, for blot at være Angelie. En drøm, som aldrig ville gå i opfyldelse, men det var ikke muligt for hende st opgive denne.

Hun lod tommelfingeren glide henover Damias blege hud, som hun intenst gengældte det kærlige blik i de grålysende øjne. Et farligt og dødbringende blik, men Angelie frygtede det ikke.. Hun havde før været offer for dæmonkvindens blik, men denne gang var det så almindeligt som det kunne blive i deres position.
Tankelæsning havde aldrig været hendes store evne, men st aflæse kropssprog og reaktioner var hun formidabel til. Ikke desto mindre kunne hun ikke gennemskue hvad der gemte sig bag denne kvindes blide og følsomme øjne på nuværende tidspunkt. Damia havde altid haft en evne til st skjule sine følelser godt, selv for hende, som endda havde en forbindelse med kvinden.

Hendes ord var ren harmoni for hende. Den uskyldige kompliment, frembragte et svagt smil over de let blege læber, som hun let åndede imod Damias læber. Hun mærkede hvordan hånden imod hendes lænd ikke tillod hende st træde ud af grebet. Selvom placeringen virkede blød udefra, vidste hun bedre, desuden havde hun ingen intentioner om at flytte sig.. Endnu.
"Det er år og dage siden kære.. Tilværelsen har været Tom uden dig i mit hoved" hviskede hun let tilbage. Det betød ikke at Angelie ikke havde tænkt på Damia. Hun havde været med hende i de fleste tanker, søde som sure, hvor de sure nok havde haft overtaget, men det virkede så ligegyldigt nu. Hun var her jo, ikke.

Hende frie hånd lod fingrene glide rundt i Damias røde bølgende lokker, som hun betragtede håret, som skulle hun være sikker på at hun var virkelig. Selvfølgelig var hun det. Hun kunne mærke blodets rusen i sine årer, mærke Damias hånd på lænden, røre hende. Det var virkeligt.
Fingrene sendte kvindens hår om bag hendes ører, inden smilet blev endnu bredere, så man kunne fornemme den hvide tandrække bag læberne.
"Jeg har savnet dig". Det var ikke nødvendigt at sige, men det var alligevel en lettelse at få sat ord på de usagte følelser, som hun havde besiddet for denne kvinde. Følelser, som hun forsøgte st begrave, men altid tittede de frem igen.

Alle tanker der for få øjeblikke siden havde fløjet gennem hende urolige sind blev alle sammen svøbt væk ved deres kys og berøringen af den smukke kvinde foran hende. Hun ønskede ikke nogensinde at forlade elverkvindens side nogensinde igen men hun kendte reglerne og hun vidste at alting ikke ville ende med at være som hun ønskede det. Trods alt hun havde selv rodet sig ud I diverse komplikationer og det var netop en af grundende til at hun havde været adskilt fra denne kvinde. En kvinde fyldt med så mange fejl og ar at hver eneste af dem kun gjorde hende mere perfekt I Damias øjne. Det perfekte blev skabt af fejl og på sin vis smerte.

Hun lod kortvarigt sine øjne lukke, blot for at mærke den bilde berøring af Angelie's fingerspids mod hendes kind, det slog praktisk talt gnister mellem dem og selvom ord ville være noget der kune have ødelagt øjeblikket var det som om at kvindens stemme kun frembragte de gode minder. Hvis hun havde været I stand til det I øjeblikket ville Damias krop med stor sandsynlighed være dækket af kuldegysninger. Hun var ikke upåvirket af berøringen og stemmen. Nej. Hun kunne ikke forblive upåvirket af alting omkring hende og det sidste hun ønskede var at skjule sine følelser overfor denne kvinde der burde være istand til at mærke dem.

Damia, kvinden der oftere end ikke skjulte sine sande følelser lo. Den klokkeklare klukken var som spillet fra den klareste harpe. Det var dog ikke nok til at skjule den naturlige kulde hun svøbte sig I. Men hendes fingerspidser var varme, og det samme med hendes læber.
Tættere. Hun måtte have Angelie tættere end de allerede var. Det var vel ikke for meget at forlange vel? Med et let ryk hev hun kvinden endnu tættere stadig med sin hånd fast på Angelie's lænd for at støtte hendes krop mod sin egen. Hun lod sin egoisme overtage og stjal endnu et kys fra elverkvindens bløde læber, og med hvert kys ville hun skylle hver eneste hint af nogen usikkerhed fra Angelie's sind som en bølge ville udviske fodspor I sandet.

“Jeg elsker dig, Angelie. Mit eget spøgelse.. du vil aldrig stoppe med at hjemsøge mig..” Hun kunne have tænkt det men ordene blev hvisket ud mellem de hede trængende kys. Den lille hentydning til at Angelie havde været et spøgelse da de førs mødtes var sevet ind I hendes tilståelse af de sande følelser der gemte sig bad den ellers så stærke overflade.