Long lost // Mallorie //

Skating? More like falling.
Luke begyndte mere og mere at fortryde, at han var gået med til at tage med to af sine venner i skaterparken. Mens de susede omkring på den udendørs bane, sad Luke på en bænk et godt stykke derfra og ømmede sine albuer. Efter at være falde tolvte gang og fået brandsår på begge arme og slået hul på det ene knæ, havde han undskyldt sig med at han havde brug for en velfortjent pause.
Noget i ham sagde dog, at denne pause højst sandsynligt ville komme til at være resten af dagen. En permanent pause, måske endda. Skateboardet under hans fødder var et, han havde fået foræret af sine venner, og han havde næsten helt ondt af det, for han vidste, at det ville ende i et hjørne af hans lejlighed, hvor det aldrig ville blive kørt på igen.

Nu sad han på bænken med fødderne hvilende på det føromtalte skateboard og trillede det fra side til side, mens han betragtede sine omgivelser. Folk kom og gik; de fleste var enten vildt uprofessionelle skatere som Luke selv, der bare ville blære sig overfor pigerne, eller tøser, der kom for at udse sig deres næste kæreste. Fra tid til anden passerede der dog normale mennesker forbi som ingen interesse havde i banen.
Han pustede til en tot af sit mørke hår. Skulle han mon tage hjem?

Mallorie havde efterhånden faldet godt til i byen, men det var første gang, at hun kom der. Det var ikke så længe siden, at hun havde fundet skateparken. Hendes balance var blevet så god at hun var blevet lidt af en knag til at stå på et skateboard. Det var noget hun havde lært af en veninde, inden hun flyttede og det skulle da lige prøves af. Hun så sit snit og satte imod to drenge, som var alene ovre på en rampe. Der var vidst også en 3 person, men hun kunne kun lige skimte ham.
De to drenge så noget underlige ud i hovedet, da hun kom susende over imod dem og stoppede op lige foran den ene af dem, imens hun spurgte: "Er det virkelig alt du kan klare?" Hun havde på afstand set nogle af deres tricks og det var ikke helt fantastisk noget af det.

Drengen smilede flabet til hende og gav sig i kast med et trick, som han tydeligvis ikke kunne finde ud af, da han sekundet efter røg på røven lige foran hende. Hun slog en kærlig latter op og kastede det lange, røde hår om bag sin skulder igen. "Flot..." sagde hun kort og prøvede i selv samme at gøre det trick, som han havde failet grumt.
Det gik meget godt for hende og hun kom en tur op og snurre rundt på den øverste rampe, som var lige ved siden af bænken. Hun havde stadig ikke lagt mærke til personen på den og koncentrerede sig om de to andre drenge, som tydeligvis var imponerede over hende.
Hun landede igen lige foran ham, hvor han stadig sad på røven efter sit styrt. "Sådan der skal det gøres pus" sagde hun kort og afventede en reaktion.

Luke, der sad i sine egne tanker, bemærkede, at der var kommet en ny til parken. Denne gang en pige. Hun havde langt, rødt hår, hvilket efterhånden var en sjældenhed, for de fleste med den hårfarve valgte at farve det.
Hun var langt væk, så det var svært for ham at se, hvad hun lavede, men det lod til, at hun var faldet i snak med hans to venner. Perfekt. Nu havde han muligheden for at stikke af uden at blive opdaget af dem, for hvis de så, at han var på vej væk, ville de helt sikkert stoppe ham; det gik jo ikke, at han gav op på den måde allerede efter første dag på et skateboard.
Men Luke var ligeglad. Han havde så mange andre interesser at passe, såsom sin musik eller sit kamera.

Han rejste sig fra bænken. Hans krop værkede, og det ville med sikkerhed føles tusind gange værre. Pokkers også. Han lænede sig ned, samlede skateboardet op og tog det under armen. Han nåede ikke engang at tage to skridt, før han stoppede op af en pludselig indskydelse.
Det så da dumt ud sådan at rende rundt med et bræt under armen. Ville det ikke være lidt sejere, hvis han kom kørende på det? Jo… jo, det ville det. Og når han var udenfor banen, hvor underlaget var fladt og uden bakker og ramper, skulle det nok gå. Her forventede ingen, at han skulle lave vilde tricks.

Han satte brættet ned og steg op på det. Forsigtigt skubbede han sig fremad med det ene ben. Han trillede lidt. Så sparkede han igen til jorden. Han var så optaget af at holde øje med sine fodbevægelser, hvilket resulterede i, at han ikke se det træ, der stod lige foran næsen på ham. Et slag fra træet, og Luke lå pludselig på jorden med skateboardet tre meter fra sig.

Mallorie kiggede kort på drengen, som havde taget faldet fra skateboardet og kiggede kort den anden, før hun vendte blikket mod resten af parken. Der gik ikke længe, før drengene var begyndt at kede hende og hun rullede væk fra dem lidt efter.
Hun ville se, hvad det var for en dreng, som sad på bænken før. Ikke fordi hun ville noget specielt med ham, men drengene havde vidst nok været sammen med ham og hun ville se, om han var til at snakke med, i forhold til de kegler, som stadig stod og gloede imod hende, imens hun kom længere og længere væk fra dem.

Hun fandt ham igen nogle sekunder efter, da han lavede et frontalt sammenstød med et træ. Det sagde en meget ubehagelig lyd og skateboardet fløj 3 meter hen af jorden. Hun samlede med det samme sit eget board op og løb de sidste par meter hen mod træet. Gad vide om der var sket noget slemt?
Hun samlede først hans board op og skyndte sig så hen til ham. Imens hun løb de sidste par meter begyndte en ubehagelig følelse at komme op i hende. Hun kunne genkende ham. Det kunne da ikke være? Kunne det?

"LUKE!" skreg hun, da hun var kommet så langt hen til ham, at hun kunne genkende hans ansigt. Hun smed begge skateboards ved siden af sig og smed sig på knæ ved siden af ham. Det var ham. hun kunne med det samme se det på hans ansigt. Hendes bror.
Tårerne begyndte så småt at løbe fra hendes kinder, imens hun kiggede ned på ham. Om han var ok var forsvundet en smule fra hendes tanker. Nu var der kommet helt andre spørgsmål frem på hendes nethinde. Hun så ned på ham igen og blinkede et par gange, for at kunne se ordentligt for tårerne. Der var ingen tvivl om det. Det var hendes storebror.

Luke satte sig op og ømmede sin pande. Heldigvis var han landet blødt, så det var mere pinligheden over at være stødt sammen med et træ, der optog ham lige nu. Han turde ikke engang kigge op for at se, om nogen havde opdaget ham, men han tvivlede. Skaterne havde for travlt med at koncentrere sig om deres tricks på banen, og de fleste af tilskuerne var forsvundet.
Det lod dog til, at lyden fra faldet og skateboardet, der var hamret ned i jorden tre meter borte, havde tiltrukket én. Lydene af løbende fødder fyldte Lukes ører, og han skulle lige til at rejse sig, da en pige råbte hans navn.

Den stemme… Den virkede så bekendt og så alligevel så uigenkendelig. Som en stemme fra fortiden, en stemme, han ikke havde hørt længe.
Pludselig slog det ham. Det røde hår. Det lange, røde hår, der havde blafret i vinden efter pigen på skateboardbanen. Det kunne da vel ikke være…

Han turde næsten ikke kigge op. Det var for godt til at være sandt. Hvis det virkelig var hende, som han troede det var, så var heldet for første gang i dag, for første i lang tid, med ham.
Han fornemmede, at pigen satte sig ved siden af ham og da han rettede sit blik imod hende, så han et tårevæddet ansigt. Men derinde, bag tårerne, var det rigtigt nok hans søster, Mallorie. Han mærkede, hvordan en klump pressede sig på i halsen på ham. Tre år var det gået, hvor de ikke havde set hinanden, og pludselig sad hun der lige foran ham. Havde han mon slået hovedet, eller skete det virkelig?

"Mal!" udbrød han, så snart han brød fri af den tranceagtige tilstand, chokket over at se hende igen havde lullet ham ind i. Han skyndte sig at rette sig op og slå armene omkring hende, trække hende ind i sin favn og bgravede kinden i hendes hår.
"Mal, er det virkelig dig...?" hviskede han ned i det røde hår og bad til, at det her ikke bare var et symptom på, at han havde fået en hjerneskade af faldet.

Tårerne begyndte at vælte ud fra hendes kinder. Alt for mange minder kørte gennem hendes hoved og hun kunne slet ikke kapere tanken omkring dem alle sammen. Det værste minde af dem alle. At vågne op til det faktum, at hendes bror ikke længere var der. Den person, som hun igennem hele sin opvækst havde set op til og haft så godt et forhold til. Den dag, hvor det hele krakelerede for hende. Hele hendes verden brød sammen og hun havde faktisk ikke været den samme siden. Den dag havde noget i hende sagt klik, ligesom de gange, man så det på film, hvor hovedpersonen lige pludselig var en hel anden efter et eller andet tragisk var sket.

Fra den dag havde hun ikke længere været den søde og artige pige, som ellers altid havde præget hendes forældres hverdag. Hun var blevet til en rigtig rapkæftet og respektløs teenager efter det. Om det bare var hormonerne, eller om han faktisk bar en del af skylden, det vidste hun ikke. Det kunne bare være det faktum, at hun kun var 14, men stadig. Noget var der sket.

Mal! var der pludselig nogen der sagde og hun kunne i det samme mærke, at han trak hende ind til sig. Hun knyttede den ene hånd og lod stadigt tårerne løbe ned af sine kinder. Hun kunne mærke kinden mod sit hår og rykkede sig kort, så hun kunne se på hans ansigt.
"Ja..." sagde hun kort og gav et lille smil fra sig. Blot et lille, næsten utydelig et, før hun kom tilbage til virkeligheden. Ja, det var hende og nu skulle han også få det at føle.

Hun rykkede sig brat væk fra hans greb og knyttede næverne mod græsplænen. Hun havde ændret sig ja, men det havde hendes altid store temperament ikke. Der skulle meget til at gøre hende pissed, men når hun var det, så var hun det til gengæld også og det burde han vide. De havde haft så tæt et forhold før og der var noget, som hun bare ikke kunne få til at passe sammen.
"Hvorfor Luke... Hvorfor" spurgte hun med blikket på hans. Tårerne løb fortsat ned af hendes kinder, men noget i hendes blik havde ændret sig. Det var ikke længere sorg, men vrede.
"Hvordan kunne du gøre det?!" spurgte hun så og stak ham en velfortjent lussing på højre side af ansigtet.

Det var så længe siden, han havde set hende, men hendes ansigt stod stadig klart i hans hukommelse. Det røde hår, den lyse hud og de brune øjne (asdfghjkl det er sikkert forkert, men jeg kan ikke se det på dit billede ): ). Og nu, efter tre år, havde han mødt hende igen. Det virkede næsten for godt til at være sandt!
Og dog. Pludselig vældede minderne op i ham. Minder fra dengang, han havde forladt hende uden et ord. Det var forkert af ham, det vidste han, men han havde intet andet valg. Hvis han havde sagt farvel, ville hun uden tvivl have prøvet at stoppe ham, og det gik ikke… Han måtte af sted. Han kunne ikke blive der længere, for han var ikke som dem. Han kunne ikke risikere, at han en dag gjorde skade på dem, og specielt ikke Mallorie… Hun betød alt for meget for ham til, at han turde løbe risikoen. Så hellere føle et stik i hjertet ved at forlade hende end at føle sorg over at være skyld i hendes død.

Minderne lod ligeledes til at overvælde Mallorie, for pludselig var sorgen i hendes blik blevet erstattet med vrede, og Luke vidste udmærket, hvor den vrede stammede fra.
Hvorfor han havde gjort det? Han rystede på hovedet og skulle lige til at forklare sig med den lammeste undskyldning, han kunne finde på, da en hånd klaskede imod hans kind og efterlod et femfingret rødt mærke. Det var næsten nok til, at han i et kort sekund så stjerner.
Ærligt talt, havde han ikke snart slået hovedet nok i dag?!

Han rejste sig op og kiggede ned på hende. Selvom han var vred over hendes lussing, var det intet i forhold til den frustration, der bredte sig inden i ham. Hvad skulle han sige til hende? Det ville være forkert at lyve… Hun ville heller ikke tro på ham alligevel. Det var hun for kløgtig til.
”Mal, jeg… Jeg var nødt til det,” lød det fra ham. Han rømmede sig, før han fortsatte: "Hvis ikke jeg havde forladt jer, så var det endt galt. Heck, det ender sikkert galt nu! Du kan ikke forestille dig, hvor glad jeg er for at se dig igen, men... Det er forkert. Det var ikke meningen, du skulle finde mig! Det var for din skyld, at jeg forsvandt!"

Mallorie var på den ene side lykkelig over at have fundet sin bror igen, men på den anden side rasende over den måde, som han havde forladt hende på. Ikke et ord, et brev, en seddel INTET. Ingen kontakt de sidste 3 år og nu.. Nu var han lige foran hende og hun kunne ikke være glad over det.
Hun kunne ikke forstå det. Stadig ikke. Der var gået 3 år og hun kunne stadig ikke forstå, hvorfor han havde forladt hende på den måde. Der var bare et eller andet, som ikke gav mening og hun kunne ikke finde årsagen til det. De.. De havde betydet alt for hinanden igennem deres opvækst. Hun havde fortalt alt til ham. Han kendte hende bedre end nogen anden nogensinde ville komme til og så skete det? Det var så længe siden, at alle hendes følelser boblede op i hende på en gang og hun kunne ikke kontrollere det. Hun havde i forvejen svært nok ved at styre sig, når det kom til sådan nogle situationer, hvor hun var gal, men nu blev det bare endnu værre, fordi der var andre følelser indblandede.

Hun lagde med det samme hænderne for munden, da hun fandt ud af, hvad hun lige havde gjort. Dog sagde hun intet og kiggede blot mod ham, da han rejste sig op og kiggede ned på hende. Han var gal. Så meget kunne hun se på ham og det var vel heller ikke underligt, når han lige var blevet stukket en flad.
Hun blev siddende på jorden og lyttede til hans ord. De gav bare ingen mening. Ingen mening overhovedet. Vreden voksede gradvist i hende, som han snakkede videre. Var det forkert? Forkert at hun havde fundet sin bror igen? Hvis han vidste, hvor længe hun havde ledt efter ham. Hun knugede hænderne i græsset, før hun rejste sig op og kiggede direkte ind i hans øjne.
"Nødt til det? Hvad kunne være endt galt? Du plejede at fortælle mig ALT Luke. ALT! Hvor er den person henne? Hvad har du gjort ved min bror?!"

Desperationen steg i hende gradvist, som hun gennemgik hans sidste sætning igen. Det var ikke meningen, at du skulle finde mig. Nej. Det kunne hun sku godt mærke. En følelse af ligegyldighed kom op i hende. Det var for din skyld jeg forsvandt. "Så du forsvandt for min skyld hva? Er du overhovedet klar over, hvad der skete efter du var rejst? 3 måneder, Luke. Jeg brugte 3 måneder på at lede efter dig. Jeg løb hjemmefra dagen efter du var smuttet. Ingen kunne finde mig og jeg var ligeglad. Jeg ville bare have min bror igen, men det er da tydeligt, at jeg ikke skulle have gjort mig det besvær" sagde hun i en såret tone og vendte sig med ryggen til ham.
Hun knyttede hånden, så hendes knoer blev helt hvide og hviskede stille: "Nu skal jeg nok forsvinde"

(Jeg undskylder på forhånd hvis dette svar er lidt halvhjertet <3 Jeg kan ikke rigtigt koncentrere mig om noget i øjeblikket.)



Luke stod og ømmede sin kind, mens han betragtede sin søster. Lussingen havde været lige i øjet og der ville nok gå et par timer, før den røde hånd på hans kind fortog sig. Svag var Mallorie bestemt ikke, i hvert fald ikke når temperamentet tog over!
Ja, han plejede at fortælle hende alt. Alt, hvad der overhovedet foregik i hans liv, bortset fra én lille ting, nemlig det faktum, at han var adopteret. Ikke at det ville gøre nogen forskel, for han var ikke et sekund i tvivl om, at Mallorie ville elske ham lige højt uanset om de var blodrelaterede eller ej. Nej, det hæslige ved det var, at hans rigtige familie ikke havde været mennesker. Hvad de end havde været, var han ikke helt sikker på; et eller andet udefinerbart blandingsvæsen, men en ting var han dog sikker på: det var et væsen med skidte intentioner og instinkter, der udelukkende bød det at dræbe. Det havde han opdaget som 17årig, da han i et vredesudbrud slog en dreng fra hans skole ihjel. Da var det gået op for ham, at det var for farligt for ham at blive hos sin familie. Sæt hans følelser satte hans dræberinstinkter over gevind igen?

”Hvad kunne have endt galt?” gentog han og mærkede, hvordan vreden ulmede i ham. Vreden fik hurtigt selskab af en anden følelse, nemlig frustration. Hvad fanden skulle han sige til hende? Han kunne da ikke bare sige sandheden, men så igen… Det var nok det eneste, hun ville tro på. ”Du kunne have været død, Mal.”

Han blik mødte hendes. Hun så såret ud nu, og sorgen smittede af på Luke. Tre måneder… Det var lang tid at være væk hjemmefra. Tanker om, hvad der kunne have sket hende, farede rundt i hovedet på ham, men han slog dem hen – i hvert fald for nu, for i dette øjeblik havde han langt vigtigere ting at koncentrere sig om, nemlig at holde fast på sin nyfundne søster, så de ikke blev skilt fra hinanden igen. Mallorie var nemlig allerede på vej væk, lod det til.
Luke trådte ind foran hende. ”Nej, Mal… Bliv hos mig,” svarede han, og hans stemme lød helt øm. ”Du må ikke gå. Jeg ved godt, jeg har været et fjols, men jeg… jeg kan forklare.”
Forsigtigt tog han fat i hendes knyttede hænder og forsøgte at massere hendes håndflader med sine tommelfingre for at få hende til at slappe mere af.
"Jeg har savnet dig," tilføjede han mumlende, næsten helt utydeligt.

Mallorie havde ramt lige plet med den lussing og der ville nok gå i hvert fald en time eller to, før den røde farve igen forsvandt fra hans kind og blev erstattet med en blå-gul farve, som nok ville komme frem engang dagen efter. Sådan plejede det i hvert fald at være. Hendes temperament tog ikke så tit overhånd, men når det endelig gjorde, så var det godt nok også en del der skete.
Hun kiggede ikke på ham, da han igen begyndte at snakke, men hun lyttede i hvert fald til ham. Han kunne umuligt... Vent... HVAD?! Hun vendte sig ikke om, men man ville tydeligt kunne se det på hendes øjne, at hun var temmelig overrasket over det. Det kunne da umuligt være rigtigt? Det kunne det bare ikke altså.

Hun lod sit blik møde hans, da han trådte ind foran hende. Stadigt med tårer løbende ned af kinderne, men alligevel havde hendes blik igen ændret sig. Ikke til vrede denne gang, men frygt. Noget som ikke viste sig tit i den unge piges øjne, men denne gang ville hun gerne lade ham se det. Hun var bange. Bange for at miste den bror, som hun nu lige havde fundet igen. Hans stemme var som musik i hendes øre og hun blev straks en smule mere rolig over hans ømme tone.
"Så forklar mig det" sagde hun i en stille tone og lod sine knyttede næver og lod dem flette ind i imellem hans fingre. Hun havde virkelig også savnet ham, det var der ingen form for tvivl om.
"Jeg har virkelig også savnet dig. Du... Du forlader mig ikke igen vel?"

Hendes tone var helt reel og ærlig. Det ville være hendes største frygt. At han ville forlade hende igen. Det ville hun ikke have og bare tanken om det fik hende til at hulke. Hun prøvede på at gemme det en smule væk, men det kunne hun ikke rigtig og det fik hende bare til at hulke endnu mere. Hun lagde hovedet mod hans brystkasse og trak sig ind til ham, imens hun stadig havde hans hænder flettet ind i sine.
"Hvad skete der? Hv..Hvorfor kunne jeg være død?" spurgte hun i en rystende tone og prøvede på at holde sig oprejst, men det var som om, at hendes ben ikke ville bære hende. Hun begyndte så småt at knække sammen i benene af ren frygt over det han havde sagt til hende. Desuden frygtede hun stadig det værste. At han ville forlade hende igen.

Luke smilede skævt. Det sidste, han havde villet dengang, var at forlade Mallorie, men livet var mere kompliceret end som så, og når man traf et valg, kunne man desværre ikke få alting, som man ville have det. Han havde haft valget mellem at blive hos Mallorie og leve med risikoen for, at han en dag ville skade hende, eller forlade hende og dermed såre både sig selv og hende. Men en såret Mallorie var langt bedre end en død Mallorie, så det havde ikke været svært for ham at træffe det rigtige valg – i hvert fald ikke efter hans hoved. Det kunne godt være, at søsteren ville have haft det anderledes, men hun kendte jo heller ikke til historien bag.

”Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det,” svarede han. Han havde ikke spor lyst til at forlade hende, og noget sagde ham, at han heller ikke blev nødt til det denne gang. Han havde lært at styre sit temperament langt bedre i løbet af de sidste tre år, og hvem ved, måske kunne han endda håndtere det godt nok til at være i nærheden af sin søster uden konstant at frygte, at det ville gå galt?
Det lod til, at tanken om, at hendes bror igen ville forlade hende, gjorde Mallorie ufatteligt ked af det. Hun begyndte igen at hulke, og Luke følte det, som om hans hjerte blev revet i tusind stykker, da han så hende med tårerne løbende ned af kinderne. Mallorie var en stærk pige, og det gjorde ondt at vide, at det var hans skyld, at hun nu var brudt sammen.

Da hun lænede sig ind imod ham, slap han hendes hænder og lagde dem om ryggen på hende, aede hende over det bløde, røde hår.
”Åh, Mal… Rolig nu…” hviskede han til hendes og fortsatte med at knuge hende ind til sig i et forsøg på at få hende til at slappe af. Han havde virkelig savnet hende, og det føltes så bizart at mødes med hende igen, og så endda på denne måde… Skateboardet lå lige ved siden af dem og langt derfra, oppe på den højeste rampe, kunne han se, at hans venner var stoppet op for at betragte scenariet – i deres hoved var Mallorie jo blot en fremmed pige, som Luke nu stod og holdt om – men virkeligheden føltes i øjeblikket så langt bort, så ligegyldig…

Mallories spørgsmål fik ham til at sukke, men han måtte jo forklare det på et eller andet tidspunkt.
”Fordi jeg… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, Mal. Jeg er ikke som dig, ikke som far og mor. Jeg havde godt på fornemmelsen, at jeg ikke var en del af familie, ikke af blod, i hver fald, men jeg anede ikke, at min egen familie var så... så brutale. Jeg ved ikke, hvad jeg er - en dæmon af en art, tror jeg. Men det vigtige er, at når mit temperament løber af med mig, så... så kan jeg ikke styre mig. Det kunne have været gået ud over dig, Mal - jer alle sammen..."

Mallorie begyndte at ryste virkelig slemt. Det var længe siden, at hun sidst var brudt sammen på den måde. Ja faktisk var det 3 år siden. Den dag han forsvandt, der brød hun sammen på den måde også. Hun havde slet ikke tal på, hvor mange timer hun havde grædt over det. Det var noget, der havde taget så hårdt på hende psykisk, at hun ikke ville kunne klare det igen. Det ville hun simpelthen ikke holde til. At skulle miste ham for anden gang. Den person, som hun havde det bedst med igennem hele sin barndom? Meget havde ændret sig, det vidste hun, men alligevel. Hun ville ikke miste ham igen, lige meget hvor meget han havde ændret sig.

Hans ord så ikke ud til at ramme hende. Hun var så langt væk imellem tårer og andre former for sorg, at hun ikke hørte efter. Hun var brudt fuldkommen sammen. Hun så kort op på ham, da han lagde armene omkring hendes ryg og lænede sig så igen mod hans brystkasse med et hulk mere. Hun kunne ikke stoppe igen og det irriterede hende grusomt. Hun følte sig svag. Hjælpeløs. Og det var virkelig noget af det, som hun hadede allermest.
Rolig nu. Det kunne han sagtens sige. hun kunne ikke slappe af og hendes krop begyndte også at vise det. Hendes hjerterytme blev mere og mere ustabil og hun begyndte derved også at hyperventilere.

Hun lyttede til hans forklaring og kunne for et kort øjeblik kigge op på ham og komme med et svar til ham. Hun havde godt haft det på fornemmelsen, at han var adopteret, da hun havde overhørt nogle samtaler mellem hendes forældre efter han forsvandt. "Jeg... Jeg vidste det godt. At du ikke var min "rigtige" bror, men.. Jeg var ligeglad. Jeg ER ligeglad" sagde hun, men det overraskede hende alligevel, at han var en dæmon. "Jeg.... Du.... Det...." prøvede hun på at sige, men hun kunne ikke holde sig fra gråden længere.

Hun knækkede nu sammen i knæene. Hun kunne ikke længere holde sig oprejst og sad nu på jorden, med blikket mod selv samme. hun lagde hænderne foran ansigtet og kom med nogle uforstående lyde, som ikke gav nogen form for mening. Hun havde prøvet på at sige et eller andet til ham, men det kunne hun ikke. Hele hendes krop rystede af frygt og sorg. Det var den værste reaktion, hun til dato var kommet med og hun kunne ikke styre det længere. Hun kunne ikke stoppe sin tårer.

Et lille, næsten helt utydeligt smil bredte sig over Lukes læber, da Mallorie påstod, at hun var ligeglad med, om han var hendes rigtige bror eller ej. Selvfølgelig var hun ligeglad, det vidste han da godt, og han ville heller aldrig tvivle på det, men det varmede alligevel så behageligt inden i at få det at vide.
Det næste, der kom ud af hans søsters mund, fik han dog ikke fat i, idet hun hakkede så voldsomt i det. Pludselig lod hun til at bryde helt sammen; hun gled ud af Lukes favn og endte på jorden, hvor hun sad og hulkede og hev efter vejret med tårerne strømmende ned af kinderne.

Luke havde ingen anelse om, hvad han skulle gøre. Det var forfærdeligt. Han havde aldrig set sin søster bryde sådan sammen før, men noget sagde ham, at det alligevel ikke var første gang, det var sket; dette sammenbrud måtte være meget lig med det, hun havde fået, da han forlod familien. Først nu gik det op for ham, hvor dum en beslutning, han havde taget.
Han rynkede på brynene og satte sig på hug og lagde en arm om Mallorie for at hjælpe hende op. Hun rystede i hele kroppen, bemærkede han.

”Det er helt okay, Mal, jeg er her jo nu...” mumlede han til hende. ”Lad os tage hjem til mig… Så får du noget at drikke og så skal du nok slappe af..."
Han vidste ikke, hvad han skulle sige... Han var så dårlig til at trøste folk. Men det dér med at drikke et glas vand lod til at være kuren imod alting, så mon ikke det også hjalp på et sammenbrud som det her.

Det var så længe siden, at hun havde haft det så dårligt, at hun slet ikke kunne klare det. 3 år var der gået, siden hun sidst havde haft det sådan og hun hadede hvert sekund af det. Bare det at føle sig så svag og hjælpeløs, som hun gjorde lige nu. Hun hadede sig selv for det. Det var en ganske normal følelse, men alligevel ikke en, som hun havde ret tit.
Hun prøvede på at få hold på sig selv igen, men det gik ikke fandens godt. Det eneste der kom ud af det, var at hendes vejrtrækning blev endnu mere ustabil, end den i forvejen var.

Hun sendte ham et utydeligt smil og rejste sig derefter op igen, da han lagde en arm omkring hende og prøvede på at hjælpe hende op på benene igen. Hendes krop rystede stadig, men det var alligevel gået så meget i sig selv igen, at hun kunne stå af sig selv. Dog lænede hun sig alligevel ind mod hans bryst igen og gav endnu et lille hulk fra sig, inden hun tvang sig selv til at kigge op på ham.
Hun tog sine hænder op til sine kinder og prøvede på at fjerne nogle af de forbandede tårer, som stadig løb ned af hendes kinder. "God danmit" hviskede hun stille.

Hun så kort ned, for derefter at møde hans blik igen og nikke. "O...Okay" sagde hun stille og måtte understå sig i at fnise. Han måtte være temmelig overrasket over hendes reaktion og han havde aldrig været god til at trøste folk, det havde hun været klar over i mange år, men alligevel havde han altid formået at gøre det med hende. Det var dog også med nogle små ting, såsom hendes dukke, der var gået i stykker, aldrig noget i dette omfang.

Mallories lille fnis fik Luke til at smile. Ja, han var blevet overrasket over hendes reaktion, men han var kun glad for, at hun kunne smile igen nu. Det gjorde ind i ham at se hende med tårerne løbende ned af kinderne. Det var trods alt hans job som storebror at sørge for, at hun altid var glad, og pludselig fik han en idé til, hvordan han kunne få hende til at smile igen.
Han samlede både sit eget og hendes skateboard op og stak begge bræt i hænderne på hende, hvorefter han satte sig ned på hug med ryggen til hende.

”Hop op, prinsesse,” sagde han og blinkede til hende. Det var lang tid siden, han havde båret hende på ryggen, faktisk ikke siden de var små, men lidt nostalgi var altid godt. Bare tanken om gode minder kunne for det meste frembringe et smil på de flestes læber.


(Det blev lidt kort, men vi skifter jo emne om lidt <3)