A matter of Buisness (Vladimir)

Sted: Storcenteret i Terre
Tid: 21.30, Fredag
Vejr: Gråt, truer med regn.

Lara tog sine handsker af og pustede ud. Hun havde en stående aftale med dagligvare butikken i centeret om at hun kunne sælge nogle af sine afgrøder der for at tjene nogle penge. Hvor meget hun end ønskede det, kunne hun ikke leve bare af at plante og så for sig selv. Elregningen skulle betales, og planterne havde brug for vand og gødning. Hun kunne ikke klare sig uden en eller anden form for indkomst.
Centeret summede af liv og aktivitet. Det var enormt sjældent at Lara bevægede sig ind i byen og centeret var ikke hendes ynglings sted fordi der var så mange væsner. Men hun måtte indrømme at det var hyggeligt nok, unge mennesker sad og hyggede ved små borde med kakao og snacks, de var glade og tilpasse. Det virkede positivt det hele.

Lara puttede handskerne i sin håndtaske og stak hænderne i bukselommerne mens hun langsomt gik ned af center strøget. Hun fik øje på en butik der solgte keramik ting og hun blev fanget af nogle urtepotter der stod foran butikken. Hun smilede lidt mens hun studerede håndværket men blev enig med sig selv om at hun havde nok der hjemme - Hun havde ikke penge til at spendere som hun ville, og hun stod jo ikke lige frem og manglede dem.
I det hun strøg det lange mørkebrune hår om bag de spidsede øre fornemmede hun et eller andet. Det var ikke den samme fornemmelse som når det var planterne der blev forstyrret, de emmede af energier som hun fangede op på ingen tid. Nej dette var en anden fornemmelse, en prikkende fornemmelse i nakken som om nogle kikkede på hende. Hun blev en anelse urolig og så rundt, men der var intet i centeres livsglade midte der tydede på at der var ondt på færde og hun slog det hen som en bagatel. Centeret ville snart lukke og hun besluttede sig for at søge hjem over.

Hun passerede et gyde mod en af de mange center udgange og rynkede brynene lidt. Måske var det en kat? Der var et eller andet i skyggerne som hun ikke kunne sætte fingeren på. Hun stod lidt, fortabt i tankerne og snoede en lok af sit hår omkring sin finger. En flok unger løb forbi hende med høje hvin og hun kom med et sæt tilbage til virkeligheden. Hun rystede fornemmelsen af sig og vendte sig mod udgangen.

Solen var stadig let tilstede i horisonten, og kun nettop igang med at sænke sig, og gøre natte dyrenes omgang sikker. Disse sommertider var de værste for deres art, da der ikke var megen tid uden den forbandede sol på himlen. I stedet, måtte de stole på andres hjælp, til at udføre deres arbejde uden før det sikre mørke inden døre. Selv i det dårlige vejr, som nettop denne aften, var der dem som ikke ville risikere noget ved at forlade hjemmet. Når det handlede om liv og legeme, var der ikke for meget man ønskede at risikere. Specielt ikke på et sats.

I skyggerne, var der bestemt nogen der holdt øje med Lara, nettop denne aften. Forfulgte hende. En tynd strimmel af røg, der uset bevægede sig igennem luften, unaturligt imod vinden. Røgen fløj dog hastigt forbi Lara, som hun nærmede sig udgangen. Nettop som hun gjorde, gav vejret hvad det havde truet, og regnen begyndte at dale. En mand, klædt i et hvidt jakkesæt, med en lille skjorte bag jakken, og en hvid fedora på hovedet, trådte frem fra udgangen, og lænede sig imod vægen. I hans højre hånd holdt han en paraply, der endnu ikke var slået ud, men i stedet blev brugt mere som en stok. Mandens øjne fulgte den lille gruppe unger der kom løbene forbi ham, med et lille smil på læberne, der fik cigaren imellem dem til at tilte en anelse. Hans lilla øjne kiggede så tilbage på Lara, som de havde holdt øje med det meste af hendes rejse igennem Centeret. Han havde ikke ønsket at afbryde hende i hvad hun havde gang i, så havde holdt sig gemt. Dog virkede det til at hans tilstedeværelse var blevet opdaget, og det var tid til at vise sige.

Manden smilede venligt som hun nærmede sig udgangen, og da hun ikke var så langt fra ham, løftede han sin paraply, og tilbød den imod Lara.
"Godaften, frk.. Beklager at belejre dem på denne.. Smukke aften." Startede han, stadig med det velkommene smil på læberne, imens hans frie hånd fjernede cigaren fra hans læber. "Jeg ville blot høre, om de var interesseret i at høre et tilbud, fra min arbejdsgiver. Han har fået en interesse i dem, og kunne godt tænke sig at møde dem denne aften." Spurgte han, direkte, og til sagen, stadig med Paraplyen tilbudt imod Lara.

Lara stoppede med et sæt da en skikkelse kom ind af døren hun netop havde haft kurs mod. Manden var klædt i hvidt, med hat, paraply og cigar - han mindede hende om noget fra en italiensk film men hun kunne ikke sætte fingeren på hvilken. Hun trak hænderne op af lommerne og hendes blik flakkede kort rundt for at finde ud af om det vitterligt var hende han henvendte sig til.

"Undskyld mig..?" Hun stod lidt og så enormt forvirret ud, mens hun forsøgte at forstå hvad han havde sagt. Det var svært at få et ordenligt indtryk af ham under hatten. Hun lod den ene hånd glide hen over håndtasken, ikke fordi hun var bange for at nogle havde stjålet noget eller havde planer om det, mere for at forsikre sig at hun ikke havde glemt den ved keramikeren.

Regnen styrtede ned uden for, og hvad der før havde været et truende gråt skær var snart forvandlet til vådt mørke. Tunge torden skyer kæmpede sig frem på himlen og vandet plaskede ned som besat. "Og... Hvem er denne.. Arbejdsgiver og.. Hvad forventer han min hjælp til?" Hun var temmelig lamslået af det ret pludselige tilbud og hun stod lidt og trippede over sine egne fødder. Hendes blik hvilede dog nu på manden foran sig, og ikke på alt muligt andet. Hun forsøgte desperat at finde ud af hvad han var for en, var dette farligt? Men hvis nogle havde brug for hendes hjælp, kunne hun nægte? Hun havde sin politik om at alle fortjente en hjælpende hånd så hun kunne jo dårligt sige nej før hun i det mindste viste hvad det var der var på bordet. Ind til videre havde manden i hvidt, jo ikke sagt hverken om det om handlede det ene eller det andet..

Lara's overraskelse fik mandens smil til at vokse en smule, og han klukkede let ved hendes forsigtige spørgsmål. Han skubbede sig fri fra vægen han stod lænet imod, og lod paraplyens spids hvile imod jorden. Regnens bulren imod brostenene uden for døren, gjorde at de måtte tale i et lidt højere toneleje, end normalt.
"Jeg beklager min.. Pludslige indtræden. Og, min uhøflighed. Mit navn, er Francesco. Francesco Crocetti, til deres tjeneste.." Introducered han sig høfligt, med et dybt buk, og sin frie hånd over brystet. Han strakte sin arm der holdt paraplyen lidt ud til siden, stadig med dens spids imod gulvet under dem. Da han rejste sig igen, ledte han sin cigar imod læberne igen, for at tage et svagt hiv af den. Det fik gløden for spidsen af den til at blusse ledt op, og stoppede den i at gå helt ud. Han exhalerede denne røg ud igennem næsen, inden han blidt fortsatte i det samme rolige, venlige toneleje.
"Min Arbejdsgiver er meget forsigtig med både hans, og hans organisations identitet, og ville helst ønske at forblive unavngivet, til de selv kan møde ham. Beklager hvis dette er ubelejligt." Beklagede han, med et skævt smil der udviste sympati overfor Lara's forsigtighed. Han holdt sin hånd lidt ud, som en forsikrende hentydning.
"Jeg kan dog forsikre dem, at han ikke ønsker dem noget ondt. De kender mig ikke, så de ved ikke hvad mit ord er hver, men håber at de vil stole på mig." Tilføjede han, med et varmt smil, og tog et skridt imod udgangen.

Han løftede sin paraply, for at slå denne ud, og løfte den imod vejret med et blik tilbage imod Lara. Han holdt paraplyen lidt ud til siden, for at tilbyde hende ly under denne, ved hans side.
"Vil de i det mindste lade mig fortælle dem lidt mere, imens vi går? Jeg skal bare til Metroen, kun et par minuter her fra. Og hvis ikke jeg har overtalt dem til at tale med min Arbejdsgiver inden da, er de mere end velkommen til at rejse din egen vej." Tilbød han, imens han kastede cigaren fra sig, og løftede den venstre side af hans jakke lidt op, for at lade hånden falde ned i hans lomme.
"De må endda beholde Paraplyen, ved din afsked? Det må da være et tilbud, svært at sige nej til i dette vejr?" Tilføjede han med et muntert smil, og rystede paraplyen en anelse.

Lara smilede lidt, og kastede et blik ud i det våde vejr mens han undskyldte og nikkede langsomt. "Det er helt ok, De overrumplede mig blot en anelse" Svarede hun og lod kort tænderne synke ned i underlæben mens hun overvejede hans tilbud.
"Det ville være forkert af mig at afslå et tilbud som deres uden i det mindste at have hørt lidt om det.." Sagde hun og nikkede et par gange, som om hun lige skulle overbevise sig selv om at hun mente sine ord. Der var en alarmklokke bagest i hendes hoved der forsøgte at advare hende om at hun ikke skulle forsøge at se det gode i alle skabninger. Men hun kunne ikke lade være, det var en del af hende, en del af hendes liv. Hun ville ikke kunne leve med sig selv hvis hun havde nægtet en, der virkelig havde brug for hjælp, at hjælpe. Det ville aldrig kunne fungere.

"Jeg er sikker på jeg ikke dør af lidt vand, De har lige så meget brug for den som jeg" Sagde hun med en latter i hendes stemme og smilede til manden. Han var mystisk, kryptisk og hun kunne virkelig ikke finde ud af om han mente det eller ej. Måske ville han virkelig gerne af med sin paraply.
Hun gik lidt frem, ikke helt sikker på at hun var tryg ved at være så tæt på en fremmed - men mandens smil fik hende til at smile og hun rystede på hovedet. Nogle gange var hun dum, gik direkte ind i situationer hun burde have undgået, og andre gange var hun enormt forudseende. Og hun havde ingen anelse om hvilken af situationerne dette var.

Francesco smilede blidt da hun accepterede hans undskyldning, og nikkede takkende, men kort. Han nikkede lidt mere, enig i at det ville være forkert, og lo muntert en enkelt gang. Det ville være forkert, og lettere uhøfligt, helt at ignorere hans tilbud. Noget han havde fået af hvide at Lara ikke var, så han følte sig ret så sikker på, at hun ville tage imod tilbudet. Den sikkerhed kunne næsten ses, i hans muntre, varme blik. Regnen hamrede næsten imod den store paraply, og brostenene omkring de to personer, og afbrød de fleste lave stemmer, der kom fra folk der højest sandsynligt var på vej hjem. De var blot en blid hvisken, i baggrunden af deres samtale.

Francesco smilede stort ved hendes foreslag om at han havde brug for den, lige så meget som hun havde, og klukkede igen stille, med et blik ud i regnen, og et let tiltende hoved.
"Jeg bruger meget sjældent mine ben, når det kommer til at gå fra A, til B. Så det har jeg ikke, Dove." Udtalte han sig muntert, og holdt paraplyen lidt ud til siden, som Lara tuerede sig ud under Paraplyen, så hun fik fuldt udnytte af den, uden at skulle alt for tæt på ham. I det han gjorde det, begyndte regnen også blidt at ramle imod hans skulder, men frem for at gøre hans tøj vådt, virkede dråberne til at fordampe, som det rørte stoffet. Han drejede blikket ned imod Elveren ved hans side, og satte dem igang imens han fortsatte.
"Men. Jeg takker dem, for deres høflige betænksomhed, angående mit velvære. Det sætter jeg pris på." Takkede han, med et venligt nik, inden hans blik gled imod regnen igen, og han ledte dem over en af Terres mange veje, efter at have set sig for. Imens han gik, rakte hans frie hånd ind i hans jakke's inderlommer, og fiskede en frisk cigar frem, som han gik med i hånden, imens han talte.
"Den mand jeg arbejder for, stor for en organisation af enstænkende, og enestående individer. De udføre en del arbejde i Terre's skygger, da det er det eneste sted de er velkommen.. Skyggerne, hvor ingen kan se dem." Begyndte han at forklarer, med forretning i stemmen. Han rejste lidt det ene øjnbryn, imens han lagde sin cigar imellem læberne. "Hvilket der desvære er en grund til.. Ækle stakler, er de. Men gode folk, og godt betalende. Hvis man kan se til overs, med det arbejde de er tvunget ud i." Sagde han, og rynkede let på hans øjenbryn. Han lagde sin frie hånd's lange finger imod spidsen af sin cigar, og inhalerede indtil der kom en blid, uskyldig gnist, og så glød i enden af cigaren. Han tog et stort hiv af den, og pustede det så ud til hans side, høfligt, væk fra Lara, inden han fortsatte.

"Jeg vil overlade min arbejdsgiver æren af, dybere at forklare den hjælp han søger. Det jeg dog kan forklare dem, er at der er gode penge i det.. De vil ikke komme til rigtig at mangle penge, i flere måneder, hvis de acceptere opgaven. Opgaven vil ikke have noget med Arbejdsgiverens opgaver at gøre, men vil være lidt mere hen af.. Deres egen dur. Som man siger." Fortsatte han sin forklaring. De begik sig ned af den vej de nettop havde passeret, og begyndte at nærme sig en nedgang til metroen. Francesco fortsatte med at ryge på sin Cigar, samtidig med at han fortsatte med at snakke, og brugte meget billedsprog, via hans frie hånd.
"Der vil lige så være mulighed for flere arbejdsopgaver for dem, hvis de ønsker det, og hvis min arbejdsgiver er tilfreds med deres arbejde." Fik han tilføjet, med et nik, og kiggede igen ned imod Lara, med det samme varme smil, og blik, som han havde før. "Og så skal jeg også lige takke dem, for at acceptere et møde med ham. Er ikke alle der ville tage imod et tilbud på denne måde. Mange er bange, disse tider. Af gode grunde. Der har ikke været meget andet end.. Uro. I Terre, det sidste lange stykke tid. Folk har glemt, at det var et sted hvor os væsner kunne være os selv, og ikke skulle være bange for at gå uden for en dør." Afsluttede han, en anelse mutters, og udviste tydeligvis utilfredshed ved Di Morga, og Terre's nuværende tilstand.