Back To Buisness

Brisen fik det hvide hår til at blæse omkring ham. Det var ikke nær den normale elver længde. Det kunne lige nå ned for øjne og dække lidt af nakken, men det var ikke nær det skulderlange, taljelange, så langt som ned til fødderne, som mennesker så tit forbandt med Elvere...
De sorte øjne kørte over den menneskeskabte bygning, mens han ubevidst holdte sig ude fra lyskeglen den gamle lyspære der sad ved fordøren. At ha været væk fra Di Morga i et lille år, skabte et gigantisk hul i historien fra da han sidst var her, frem til nu. Han kunne huske da Ma'lakel stadig bare var sammen med Zane som hans hjælper... Meget havde ændret sig, og ikke alt var i den bedre retning... Specielt ikke Sortelver vilkårene...
Vari trådte frem fra skyggen og direkte hen til for døren.
Der var ikke meget der havde ændret sig... Hans ansigt var stadig ungt, læderrustning var blevet lidt anderledes og så var sværdene blevet formet lidt mere eksotisk. Hans mørkelilla øjne i lyset kiggede til alle sider: Op og til højre, Ned og til venstre... Ingen...
Men det forklarede ikke den anderledes dunst i luften. Der var noget over det... Noget fremmede og genkendeligt... Som om Vari havde mødt personen før, men havde glemt det...
Men før han nåede at dvæle mere ved det, lød en skadefro stemme bag ham. Menneske? ”Jamen dog... Jeg havde ikke forventet at sådan et kryb som dig her!”
Vari drejede rundt med en elegant bevægelse og tog sin modstander i nærmere øjensyn. Det var en lille flok mennesker på omkring 5-6, som stod med våben i hænderne og med et glubsk blik i øjnene.

Inde fra selve skolens område ville man kunne høre larm, skrig og gråd. Under normale omstændigheder ville man måske ikke tage sig af det, men dette var ikke normalt.. Langt fra.
Hoveddøren, som ville lede ud til selve Terres gader, blev slået op med et brag, hvorefter skrigende unger kom løbende ud igennem den. Ingen ville være såret på nuværende tidspunkt, men flokken var stadig skræmt.. Tydeligt skræmt.
"Hold så kæft!!" Stemmen skreg igennem luften, med en voldsom vred tone, og under den kunne man let høre hvordan stemmen knækkede over i tonelejet, og bar et præg af at bæreren af dens sanitet var ikke eksisterende længere.

En stol fløj igennem døren, efter børnene, der allerede var færdige med at rende igennem den, og den ville flyve mod gruppen, der stod ude på den anden side, og tiltalte sortelveren, som Angelie endnu ikke havde fået øje på.
Hun ville selv komme gående, langsomt gennem døråbningen, med et sygeligt blik, der truede med at flå alt der rørte sig, mens hun ville åbne og knytte hænderne gentagne gange, for at kaste dem op for ørerne, for at dække af for de sidste råb der lød. Hendes lange røde hår var filtret, og spredte sig i forskellige retninger fra hovedbunden, mens hun var iført en blodplettet skoleuniform, som hun stadig ikke havde skiftet, efter den dag Lazarus havde tortureret hende ind i denne sindstilstand.
Ned langs mundvigen løb en frisk linje af blod, og efterlod et rødligt spor overalt den berørte, og på læberne havde hun et smil, der blottede hele tandrækken. Smilet var hverken varmt eller imødekommende, men vanvittigt og gustent at se på.

"Kom endelig tilbage en anden gang" lo hun højt, for at lade ungerne høre det, inden hun for første gang fandt ud af, at der stadig var andre til stede. Langsomt vendte hendes ansigt sig mod den mindre gruppe, for derefter at glide over på drengen, der stod tættere på hende.
Mange ville undre sig over hvorfor folk i det hele taget var til stede på skolen, men grunden var tydelig.. Aftenskole.. Faktisk skulle den lige til at ande, da Angelie havde valgt at deltage i festen, med det formål at dræbe.. Om hun havde gennemført missionen var endnu uvist, da der i det første klasselokale ville ligge en blødende lærer, med et dybt stiksår i maven, som var foresaget af den blodige kniv, som Angelie holdt i den højre hånd.

Vari hoppede væk fra døren, da lyden lød. Mændene kiggede overraskede på ungerne, men fjerne sig ikke. De snerrede bare vredt, så børnene lød uden om dem. Stolen prellede også ufarligt af på asfalten så de kiggede bare alle overraskede på den, før de så vendte blikkende imod døråbningen.
Ganske forsigtigt gik han væk fra døren, så han kunne kigge ind. Overrasket over at se det han så, stod han helt stille og kiggede bare på sort elveren. Hun så direkte syg ud i hovedet...
Varis hånd gled ned og lagde sig på sværdskæftet.
Ungerne havde overrasket ham i et kort sekund, men nu var hans nysgerrighed vakt. Han ville vide hvem denne sort elver var... Og derfor havde han ikke tid til en langvarig og voldsom kamp, som han gerne ville have, men nu ville han hellere have at vide hvad det var sort elveren lavede her.
Som en vred slange, skød hans hånd frem, inden nogen af mændene kunne nå at reagere på det, havde den nærmest mand mistet hovedet. Der lød en klam svampe lyd da hovedet ramte jorden og kroppen faldt sammen med en underlig krampeagtig bevægelse.
Før nogen af de andre så meget som havde nået at skrige forbavset op om det, stak han sin hånd lige ind under hans ribbenene og effekten viste sig med det samme. Blodet blev hostet op, og han faldt om med blod sprøjtende ud af brystet og resten af flokken løb væk som skræmte kvæg..
*Så er det ordnet* Tænkte han og gik så hurtigt op til hende. Hans mørkelilla øjne kiggede dybt ind i hendes og han smilte dovent. ”Må man så få at vide hvorfor du skræmmer små børn væk?” Spurgte han, inden lyden af løbende skridt, den svage hvæsen fra blodet og dødsrallen var overstået.
Vari var født nysgerrig og den havde været flere gange til at han blev nødt til at slå ihjel omkring sig, end hans naturlige kærlighed for blod og vold. Så derfor gav det mening at han ville vide alt om byen nu, hvorfor Hun, en sort elver, opførte sig som en Vampyr, og hvorfor der hang den underlige dunst af kirkegård over hende... Men mest af alt... Hvorfor det ikke kun var opførelsen af vampyr, men ligeså meget lugten af omvandrene lig, der hang over hende. Lugten var ikke ligesom alle de andre Vampyr lugte i byen, men stærkere, selv efter den havde sat sig fast på hende...

//Sorry tiden.. Så lige film -.-"//

Et langsom og næsten utydelig snerren trådte over hendes læber, da hun bemærkede den mindre gruppe, tydeligvis opdelt i to, og hun havde vel tænkt sig at blande sig, ikke for at hjælpe nogle af parterne, men for at fjerne rusen i sit eget indre. Hun havde ikke fået nok til at tilfredsstille den, det ville hun aldrig få, men hun reagerede ikke ligeså hurtigt som mandslingen, der nåede at hugge hovedet af en, og få en anden i knæ, allerede inden hun havde tænkt over at flytte sig.
Et kort øjeblik overvejede hun at kaste sig over mandslingen, men efter at have set hovedet på asfalten, kastede hun kniven fra sig på jorden, og satte i løb. Hendes bare fødder gled lydløst over jorden, mens hun strøg ned af trappen, og smilet var fortsat på hendes læber. Ligeglad med hvad eller hvor han var, svang hun det ene ben tilbage, da hun nåede hovedet, for derefter at sparke hårdt til det. Hovedet fløj derefter i en halvbue væk fra dem, og Angelie hoppede ivrigt på stedet, betragtede hovedet flyve væk, mens et rallende og skingrende latter kunne høres fra hende.

Sådan stod hun længe, og hørte bumpet fra en runde behårede knold, da den ramte jorden, mens et glædeshvin kom over hendes læber, og hun stoppede endeligt hopperiet og sin klappen. Hun gjorde klar til at løbe frem, for at sparke til det en gang til, da hun hørte hans stemme nær hende.
Angelie snurrede hurtigt rundt, og bøjede sig hvæsende forover, mens hun skulede mod ham. Glæden ved hendes korte leg var forsvundet, som dug fra solen, og blikket havde igen indtaget vreden og galskabet, for at låse dette fast i hendes pupiller, der samtidig udvidede sig på grund af mørket, eftersom der havde været lyst indenfor.
Hun bemærkede smilet, hørte stemmen og ordene, men sætningen gav ikke mening i hendes ører. Hun forstod sjældent hvad andre sagde til hende nu. Faktisk holdt folk sig i det hele taget bare væk fra hende den tossede, som hun var blevet. Kunne man overhovedet bebrejde dem det?
"Himlen bløder i skyggen" hvislede hun koldt mellem de sammenbidte tænder, for derefter at lade tungespidsen glid ud af munden, og slikke blodet væk fra mundvigen, uden at fjerne sit blik fra hans. Normalt ville hun have bemærket en artsfælle, men hun var ikke interesseret i at vide hvem eller hvad han var. Han var en trussel, en der forstyrrede hendes leg, han skulle forsvinde!

Ikke desto mindre, blev hun stående. Som om hun var frosset i sine bevægelser, hvilket man vel godt kunne kalde det. I hånden havde hun stadig kniven, som hun klemte omkring, men på en besynderlig måde havde hun fået den drejet, da hun sparkede til hovedet, og hun klemte istedet omkring knivens blad, hvilket efterlod en flænge i hendes håndflade, hvorfra blodet dryppede langsomt ned mod jorden. Hun mærkede det ikke dog, hendes sind var afskåret fra smerte og andre følelser. Hun følte ikke længere, men følte alligevel så meget på en gang. Det var forvirrende, men stadig forståeligt. Hun var to personer.. Flere end to, barnet, offeret og morderen.

Vari kiggede bare lidt forundret på hende, men smilte bare over det. Selvom det foruroligede ham, at hun virkede så... Så lalleglad. Som om hun havde mistet grebet om virkeligheden og havde udskiftet den med en eller anden form for ønskeø.
Han sagde intet til hendes underlig ordflom, da der ikke rigtig var andet at sige til det, end at skyde ud med en anden ordflom.
*Hun virker... Skør...* sagde en ligeglad stemme i hans baghoved. Og det var meget sandt... Hun virkede ikke bare skør, så det ville betyde at hun enten var skør eller at nogen havde fusket med hendes hjerne.
Hvilket skræmte ham.

Hans krampeagtige greb om sværdskæftet stoppede heller ikke. Eftersom at hun stadig holdt godt fat om hendes egen kniv, så Vari heler ikke nogen grund til at han skulle slippe.
”Det siger du ikke” Mumlede han bare til hendes ord, mere for at give et svar, end for at sige noget der ville give mening. Men han tænkte konstant over hvorfor det var at hun ikke bare hoppede imod ham... Det gav ingen mening. Det var jo som om hun holdte sig selv tilbage.
”Hvordan smager blodet?” spurgte han så med et lille smil, mens han trådte lidt nærmere på. Han ville se hvad der skete, hvis han nu lagde det skjold om hende... Så kunne det være at der kom lidt mere fornuft ind i hovedet på hende, eller også ville det også bare flippe helt ud og ende med at angribe ham og så ville han være nødt til at kæmpe for livet.

Hendes sinds personligheder kæmpede for at blive den dominerende, den der overtog magten over selve kroppen og hendes opførsel. Problemet var bare, at denne fremmede var ny, anderledes, farlig, men stadig skræmmende velkendt. Som om de havde noget til fælles. Forvirringen i hendes eget hoved, havde skabt hendes frysende tilstand, mens hendes blik hvilede årvågent på ham. Hvilede ved dennes hår, for derefter at glide nedover ham i et elevatorblik, stoppe et øjeblik ved det krampagtige greb omkring sværdet, og glide tilbage i den samme bevægelse, for at genfange hans blik, mens hun lod hovedet falde en anelse på skrå.

Et skræmmende smil trådte langsomt over hendes læber igen, for at afsløre perlerækken af tænder, mens hun lavede et voldsomt kast med hovedet, som en hest, der nægtede at parere ordre. Hvilket hun heller ikke havde tænkt sig. Hun var styret af instinkter, lyst og simple ord. Intet satte yderligere tankespørgsmål ved hendes handlinger, og samvittighed var noget hun ikke længere ejede. Den var forsvundet sammen med tortureringen hun havde gennemgået.
Hun vidste hvad han måtte tænke, vidste at han ikke var anderledes fra alle andre i byen. De tænkte alle det samme omkring hende, og hun gjorde heller ikke noget for at skjule sin tilstand. Hell, den kunne jo ikke skjules. Noget hun måtte lære at leve med, og til tider nød hun den. Nød blodrusen der kunne løbe igennem hendes årer, for derefter at styre hende fuldkomment.

Tankerne faldt langsomt ind i et stadie, og hun kunne langsomt mærke smerten i hånden, fra såret der var blevet skåret i håndfladen, hvilket automatisk fik hende til at åbne grebet, for derefter at lade kniven falde mod asfalten, hvor en klingende, metallisk lyd afgav, da denne landede.
I mellemtiden havde hun høstet den første kommentar fra ham. En ligegyldig en, der ikke krævede nogle tanker, eller noget svar ligeledes, og derfor forblev hun stille, løftede istedet langsomt sin blodige hånd, for at kigge på såret med et imponeret og nysgerrigt blik, mens hovedet langsomt faldt over mod den anden side.
"Hmm".. Ordet faldt som et svar på hans andet spørgsmål, mens hun stadig betragtede hånden. Hun lod tungen glide over såret, og smagte derfor på selve blodet, ude af stand til at huske, at hun allerede en gang havde smagt på det i mundvigen. Hendes tilbagemelding nåede ham dog aldrig, da hun opfattede hans bevægelse, og i et splitsekund sprang hun væk fra ham, for at skabe en endnu større afstand imellem dem. Hun svævede kort i en halvbue, for derefter at lande omkring fire meter fra ham, med bøjede knæ, hvor det ene hvilede mod asfalten, sammen med den blodige hånd, der var trykket ned mod jorden samtidig. Det andet knæ var bøjet, med foden på asfalten, og armen hvilende mod knæskallen, mens et hidsigt blik stirrede indædt mod ham.
"Du skal.. Ikke.. engang.. tænke det!!" Hvislede hun ud mellem sammenbidte i stød, som om det krævede hende stor anstrengelse at sige en hel sætning, hvilket det også gjorde. Hadet var tilbage i de blå øjne, mens hun på intet tidspunkt lod dem så meget som blinke, mens hun sendte ham frygtelige, hadefyldte blikke.