Is it a victim or a new friend? ~ Bailey ~

Bailey tog bare imod glasset med cola, han var sådan set ligeglad med hvad han fik at drikke bare det var et eller andet. Han tog en stor tår af glasset, før han satte den på kanten af badekaret. Han følte sig bestemt ikke klar til at blive syet, men nu havde han heller ikke følt sig klar til at blive bidt på den måde.
Hvis bare han havde kunnet rejse sig op, så havde han også gjort det og prøvet på at stikke af. Han ville fandme ikke havde en nål ind i sig! det gjorde sikker ondt som bare pokker!
Bailey havde et blik af frygt i sine øjne, som han kiggede hen på Fredric "b.. besvime?" mumlede han og havde bare mere lyst til at flygte.
Han prøvede bare at trække sin arm til sig med det samme, som han mærkede hans fingre om den "je.. je" stammede han flere gange, som afslørede hvor bange han faktisk var.
Han gjorde alligevel bare hvad han fik besked på, han vende blikket væk og kunne først der mærke hvordan hans hjerte sprang afsted inde i ham. Selv om han havde kendt Fredric i meget kort tid, så havde han alligevel allerede lært at gøre hvad man fik besked på. Han lag hurtigt den anden hånd op mod sin mund, når han mærkede smerten mod såret "av!" skreg han ind mod sin håndflade, og bed derefter hårdt i den. Han krummede sine tæer som Fredric begynde at sy, og prøvede at sidde så stille som muligt også selv om det var svært. Han sparkede flere gange, mens han mærkede hvordan hans krop blev mere og mere svag i det.
Hans hoved svingede lidt tilbage, som han gav slip på sin hånd "Fredric.. jeg har det ikke så godt" mumlede han og forsatte bare med at stirre mod væggen.

Fredric var meget fokuseret, det var så vigtigt at han fik syet i det rigtige, og det var lidt ekstra svært når det var indvendige sting. Han holdte øje med Bailey og strammede grebet. Han ville ikke begynde at ordre ham til at sidde stille. Han gjorde det faktisk godt, han havde syet i andre før og de havde slået ham eller hoppet væk fra nålen, sår han havde revet såret op i stedet for.
Han var kun ved at være halv færdig, da Bailey begyndte at vise nogen symptomer om at besvime. Han stoppede med det samme og tog nålen fra. Han smed nålen i glasset. Han vaskede kluden fra før og lagde hen over hans sår. Han stod op i et øjeblik og tænkte sig om, fordi hvis han besvimede ville han ikke komme ordenlig til såret. Han sukkede dybt og tog latex handskerne af. "Tag nogen dybe vejrtrækninger" sagde han roligt og kom ham nærmere.
Han tog fat om Bailey som om han var en let fjer, under hans arme og under hans knæ. Han satte ham så han støtte op af den stol han sad på. Han tog håndklæderne han havde brugt og lagde som en hovedpude på gulvet.
Han løftede ham igen og lagde ham så han kunne ligge helt udstrakt og støtte sit hovedet på håndklæderne. "Du skal hele tiden holde mig opdateret på hvordan du har det..." sagde han koldt "Du gør det godt" sagde han lavt og en smule irriteret. Han fortrød det nemlig med det samme at han gav Bailey en kompliment.
Han tog nogen nye handsker og fandt nålen igen. Han satte sig helt tæt op af Bailey så han kunne slappe af i armen på hans lår. "Jeg går i gang igen" sagde han og stak nålen i ham endnu en gang. Det tog ikke mange sting endnu før han manglede en lille centimeter. Hvis Fredric selv skulle bedømme sit arbejder her, havde han gjort det godt. Selvfølelig ville der komme et ar, men han havde allerede søgeret for at det ville være mindre end hvad det kunne ha' været. "Så du færdig" sagde han og klippede det sidste tråd. Han hev sine handsker af og kunne lige nå vodka flasken. Han hældte bare ud på såret, så der kom lidt på ham selv og gulvet.
Han lagde hans arm forsigtigt fra sig, så Fredric kunne rejse sig fra gulvet. Han begyndte langsomt at rydde op efter det hele, helt lydløst. Bailey skulle nok komme sig, det var han sikker på.

Bailey følte ikke længere frygt i sin krop, men mere en træthed som aldrig før. Det var som om han havde været vågen i flere dage, uden at få en eneste lille lur. Han oplevede flere gange hvor alt blev sort, også selv om han stadig havde sine øjne åbne. Det var som om han var under vand, når Fredric snakkede til ham. Han gjorde dog alligevel hvad han fik besked på, og begynde at trække vejret dybt og ikke mindst tungt.
Han gjorde heller ikke modstand når han blev løftet op og flyttet rundt på, som var han en eller anden barbie dukker som man bare kunne gøre hvad man havde lyst med.
Der kom et let suk ud mellem hans læber, når han blev lagt ned og mærkede det bløde håndklæde under sit hoved. Det var ret så rart at ligge ned, så snurrede det ikke lige så meget rundt i hans hoved. Hvis ikke det var fordi han følte sig så udmattet i det øjeblik, så havde han også joket med det som Fredric sagde. Hvem var han? og hvad havde han gjort ved Fredric? "lover jeg" mumlede han og havde bestemt ikke lyst til at forsætte, men på den anden side så havde han ikke noget valg.
Han vende langsomt sit blik op mod hans ansigt, og holde bare sit blik på det "okay" mumlede han og strakte sine fingre så meget ud som han kunne, når han mærkede nålen atter igen. Han bed sig hårdt i læben, for ikke at larme alt for meget.
Der var som om det lettede i hele hans krop, når han hørte de ord som han havde ventet så længe på at høre. Der kom et langt og tungt suk ud mellem hans læber, som han blev helt lettet i kroppen. Der kom nogle små lyde ud mellem hans læber, når han mærkede den brændende fornemmelse fra vodka'en i hans sår.
Hans øjne gled bare med det samme i, som Fredric rejste sig op atter igen.

Da Fredric havde ryddet op efter redskaber og fjernet Baileys blod hist og her, nu måtte han se til Bailey og tjekkede om han stadig havde puls. Alt så ud til at være i orden efter omstændighederne. Han havde fundet noget forbinding frem og et stort hospital plaster. Han tog klistret af plastret og satte det på Baileys arm, så såret ikke kunne få bakterier i. Der efter lagde han en meget let forbinding. Fredric sukkede *hvorfor gør du det her* tænkte han og kunne ikke lade være med at tænke tilbage på de søvnløse nætter i hendes kælder, fyldt med åbne sår og et hovedet fyldt med spørgsmål. Han kneb med øjnene, det var ikke tid til at blive bitter.
Han gik ud af badeværelset og begyndte at istandsætte sit soveværelse. Han fjernede plastik fra de nye ting og samlede det og andet skrald i en plastiksæk. Da han havde fået lagt rent på sengen og fundet sin dyne frem, var soveværelset stort set færdig.
Han gik tilbage til Bailey som var helt væk og omtåget. Han sank en enkel gang og tog sig til ansigtet. Han kunne vel ikke lade ham ligger der. Igen tog han ham op og bar på ham. Han lagde ham ind på sengen og tog hans t-shirt af, meget forsigtigt. Den bluse han havde lånt ham, var ikke ren efter det hele. Hurtigt fandt han en ny, ren og gav ham en ny bluse på. Fredric kom til at tænke på hans mor, det var tit at han havde hjulpet hende af og i tøj, fordi hun ikke selv kunne, af den årsag at hun var stang stiv af alkohol. Igen kneb Fredric sine øjne sammen *tag dig lige sammen* tænkte han for sig selv og sukkede.
Bailey havde nu en ren bluse på igen og han blev lagt på ryggen i hans seng med hovedpude til og dyne over ham. Han slukkede lyset i soveværelset og lod døren stå på klem, så lyset fra stuen ville lave en lys streg langs døren. Fredric begyndte at indrette sit nye hjem, nu var det næsten indgivet.

Bailey faldt i søvn lige med det samme som hans øjne gled i, hans krop var helt udmattet og kunne endelig mærke roen som lagde sig hen over hans krop. Han var helt væk og lagde slet ikke mærke til hvordan han blev båret op, men gav alligevel et svagt suk fra sig når han blev lagt ned i sengen. Den var så dejlig blød at ligge i, og det var lige hvad hans krop havde brug for. Han lagde slet ikke mærke til alle de ting som Fredric gjorde ved ham, og ville nok bare føle sig som en dukke hvis han gjorde det.
Han træk selv dynen helt op omkring halsen på sig selv, så kan sådan rigtigt kunne få varmen fra den. Det tog et par timer, hvor hans krop begynde at få styrken tilbage. Han åbnede langsomt sine øjne "Leetha" mumlede han og kiggede bare ud i mørket, det tog lidt tid før han opdagede at han faktisk ikke var der hjemme. Der kom et let suk ud mellem hans læber, som han satte sig langsomt op. Han havde vel bare håbet på at det hele var en drøm, men det var det åbenbart ikke. Såret dunkede svagt af smerte, men ikke nok til at det tog alt hans opmærksomhed.
Han lod langsomt sine fødder glide ned på gulvet, før han langsomt rejste sig op for at være sikker på at han ikke faldt om igen. Hans fødder gled ligefrem hen over gulvet, uden at give en eneste lyd fra sig. Han gik mod døren som stod på klem, og åbnede den langsomt. Hans øjne skulle ligefrem vende sig til lyset, som fik ham til at blinke et par gange "Fredric?" sagde han med en rolig stemme, og så sig lidt omkring imens.

Fredric havde fået sat sit fjernsyn til og fundet en musik kanal. Så imens han satte ting på plads og pakkede ting ud af deres kasser, nynnede han med og vippede fødderne i takt til musikken. Han var næsten færdig med stuen. Der var ikke så rodet, da han smed skrald væk med det samme i den store sæk som var blevet til flere. Fredric havde virkelig et problem med rod, da han var vokset op i et begravet hjem, så da han kom på egne ben ville han aldrig eje et rodet hjem og var måske også en af hans særheder, det skulle være perfekt altid, flot og dyrt hjem var det bedste.
Fredric hørte at Bailey rørte på sig inde fra hans sove værelse, han gik ud fra at hvis der ingen jamre var, så var alt vel i orden. Han vendte sig om da Bailey sagde hans navn. "Ja?" svarede han og så på ham. Fredric synes han så træt ud, men det lignede at hans smerter var mindsket. "Du har boblet et par timer" sagde Fredric og trak lidt i smile båndet.
Fredric vendte sig om igen og tog fat i en tom kasse han lige havde tømt. Han stilte den ud i gangen sammen med alt andet som skulle smides ud. Derefter satte han sig i sin sofa og smed sine ben op på sofa bordet. Han greb om sin lomme og fandt sine smøger og sin zippo lighter frem. Han tændte sin smøg og åndede røgen ud imens han så over på Bailey.

Bailey var stadig meget træt i det, men han havde altid haft det svært med at sove alene. Han følte sig aldrig tryg når han gjorde det, men det havde han også sine grunde til. Han havde jo prøvet at være hjemløs, at ikke have en eneste tryghed at gå hen til. Han fortræk derfor altid at vide at der var nogen ved hans side, som kunne passe på ham hvis der nu kom nogle som ville dræbe ham.
Han gned blindt sine øjne, som hans øjne vende sig mere og mere til lyset. Han stod bare lidt og kiggede hen på ham, før han lod sine fødder bevæge sig hen over gulvet mod ham. Han sagde ikke noget til ham, eller svarede ham heller ikke på det han sagde. Han dumpede bare ned ved siden af ham, træk sine fødder let op under sig, så de blev dækket af t-shirten som han havde på. Han så kort ned af den, før han lænede sig op af Fredric og lod sine øjne glide i igen "du har skiftet tøj på mig?" hviskede han og puttede sig lidt op af ham med sit hoved.

Fredric askede i sit askebæger som stod på sofabordet. Han så ikke hen på Bailey men lod sit blik være på fjernsynet. Han stivnede lidt ha han satte sig op af ham og rykkede lidt væk fra ham. Han tog fat i en sofapude og rakte den til Bailey "Her brug den" sagde han og tog endnu et hvæs af sin smøg. Sikke en aften, men det hele gik efter hans hovedet, han var overbevidst om, at Bailey ville tilgive ham med tiden og at de måske kunne blive et makkerpar, som de mange andre, men hver ting til sin tid.
Fredric trak på smile båndet og så hen på Bailey, "Ja.. jeg ville ikke ha' blod i min nye seng" svarede han. Det var nu rigtigt nok, men der var også en anden årsag og det ville han aldrig indrømme til nogen, heller ikke Bailey. Fredric havde fjernbetjeningen i den anden hånd og begyndte at zappe lidt. Måske var der noget spændende, det plejede gerne at være sande historier om mord og kriminalle så sent om aften.
Da der ikke var mere smøg tilbage slukkede han den i askebægeret. Han rejste sig op og hentede to glas og fyldte dem med vand. Han satte dem på bordet og satte sig til rette igen. Han sagde ikke noget men det ene glas var ment til Bailey.

Bailey mærkede ligefrem hvordan han træk sig væk fra ham, og fik ham bare til at sætte sig op hurtigt og åbnede sine øjne. Det var da aldrig rart at blive afvist på den måde, også selv om Bailey ikke mente noget med det. Han kunne jo bare godt lide den kontakt som der var, når man kunne ligge op af en anden person. Måske var Fredric bange for at han smittede? at han ville ende med de tanker og følelser som Bailey havde? sådan var det vel når man var små, og var bange for at få pige eller drenge lus.
Han tog bare imod puden "undskyld" hviskede han og holde puden mellem sine fingre, mens han måtte kæmpe lidt mod trætheden som stadig var i hans krop. Eller måske var Fredric bare for nærkontakt? måske var han en af dem som ikke kunne lide at folk rørte ved ham, og det kun var ham som måtte røre ved andre? han viste faktisk ikke hvad af de ting han skulle tro på, måske var det en blanding?
Han vende langsomt sit blik op mod ham "kan jeg godt forstå, nok ikke sjovt at ødelægge den allerede" sagde han og kunne godt forstå at han ikke ville have noget blod i sengen, sådan noget kunne jo også ødelægge en seng.
Han begynde let at kramme puden ind til sig, mens hans blik fulgte hver eneste skridt som Fredric tog ud mod sit køkken. Bailey blev endda lidt lettet når han så hvad han kom med, så slap han jo selv for at spørge ham om noget at drikke. Han tog bare roligt glasset som stod foran ham, og tog en lille tår før han satte det tilbage på samme plads. Han forsatte bare med at kramme puden ind til sig, som han lag kinden ned mod den. Han kiggede roligt hen på Fredric, mens hans øjne kæmpede lidt for at holde sig oppe "hvordan skete det?" mumlede han lidt, og hentydet til hvordan han havde blevet en vampyr.

Fredric tog fat om glasset og drak lidt. Selvom han var vampyr, var et helt almindelig glas vand ganske særligt, da det hørte med til at være helt normal. Mennesker skulle jo holde sig dehydreret altid, men hos ham var det overfladisk da blod var faktisk det eneste han havde brug for at overleve og ja.. leve for evigt.
Fredric reagerede ikke på at Bailey sagde undskyld, det ville han ikke være en del af. Fredric ville ikke lade ham komme for tæt på ham, faktisk ville Fredric ikke komme tæt på nogen, da han vidste hvad der alligevel ville ske. Alle går deres vej på et tidspunkt, alle.
Fredric fandt enelig noget der var interessant i fjernsynet og lod sig følge med. Han var også opmærksom på Bailey, da han kunne høre hans vejrtrækning og hvis han ville kunne han også høre hans hjerte slå.
"Hvordan hvad skete?" svarede Fredric og vidste egentlig godt hvad Bailey hentydede til, men han ville have Bailey til at spørge selv og konkret, ellers tog han ikke imod spørgsmålet. "Hvem er egentlig Leetha?" spurgte han, med hans superhørelse var det ikke svært at høre hvad Bailey mumlede tidligere inde i soveværelset.

Måske skulle Bailey bare tage hjem? men på den anden side så var han i det mindste ikke alene hos Fredric. Han følte bare en akavet stemning mellem dem, og havde mest af alt bare lyst til at flygte fra den. Han kunne ikke lade være med at smile svagt, når han hørte det svar som han fik "hvordan blev du vampyr?" spurgte han så om, men smilet blev ikke holdt meget når han hørte hans spørgsmål. Han åbnede langsomt sine øjne, og lod sit blik falde på hans ansigt. Hvem var Leetha? hvor havde han overhovedet hørt hans navn fra? "hvor har du hørt hans navn?" spurgte han roligt om og med et seriøst blik i sine øjne, som nok afslørede lidt hvor meget den mand betød for ham.
Bailey satte sig ordenligt op igen, og lag sit hoved lidt på skrå. Hvordan skulle han forklare det? der kom et let suk ud mellem hans læber "han er den eneste mand som nogensinde har elsket mig, elsket mig for den jeg er" svarede han og mærkede skyldfølelsen vælte hen over ham "han er den eneste som nogensinde har set mig for den jeg er, og ikke den som er født som" tilføjede han med en rolig stemme og så kort ned mod sit skød "den eneste person som kender mig" sagde han og vende sit blik op mod Fredric atter igen.

Fredric kunne ikke lade værre med at smile sit skumle smil. Det morede ham meget at Bailey blev så hysterisk ved at nævne det navn. Fredric havde aldrig prøvet før, hvor der var nogen som havde elsket ham, han kendte kun til ulykkelige kærlighed, da det var det eneste han nogensinde havde prøvet. Han var blevet brugt og smidt ud som en gammel karklud.
Fredric så væk fra fjernsynet og så hen på Bailey, han nåede slet ikke at svarer ham på spørgsmålet før han allerede havde en hel historie i gang. "Godt for dig, at du har sådan en" svarede han koldt men trak alligevel på smile båndet. "Jeg hørte det imens du stønnede i søvne" sagde Fredric, og kunne ikke lade være med at smile, bare lidt mere. Det var kun halv sandhed, han havde hørt hende nævne det da han vågnede men der havde ikke været nogen stønnen. "Men elsker du ham?" spurgte han og fjernede blikket fra Bailey igen og sank lidt ned i sofaen. Da Fredric selv var blevet udnyttet, fandt han sit spørgsmål interessant. Han greb om sin lomme og ville tænde endnu en smøg.

Bailey kunne bare mærke knuden i sin mave, som de snakkede videre om Leetha. Det gjorde bestemt ondt at snakke om ham, når han for et par timer siden prøvede at komme i bukserne på Fredric. Han havde det bare med at dumme sig, men det var bestemt ikke nyt i hans liv. Han lag sit hoved lidt på skrå, når han hørte hans svar og dog så smilet på hans læber. Havde Fredric virkelig blevet såret? hvem ville dog såre en sådan flot fyr? Han havde lyst til at kramme ham og sige at alt nok skulle gå, men han var jo ikke sikker på om hans fornemmelse var ret. Han stivnede lidt af det spørgsmål som han fik, elskede han overhovedet Leetha.
Bailey satte sig hurtigt op på knæ med fronten mod ham, puden trillede roligt ned på gulvet foran sofa'en. Han greb blidt fat i hans håndled for at stoppe ham, og lagde sit hoved lidt på skrå. Hans hår faldt elegant ned af hans skulder, mens hans grønne øjne lå på ham med et roligt blik "ja" hviskede han og viste at det nok var svært at forstå "fra første gang jeg så ham, snakkede med ham og selv første gang vi var sammen, og han stadig så mig som den pige jeg er" sagde han og havde et lille smil på sine læber, mens hans kinder blev lidt lyserøde i det "hver gang han kigger på mig, som er jeg den smukkeste pige han nogensinde har set" sagde han og så kort ned mod sit skød, før han atter vende sit blik op mod ham "og ikke ser en dreng som bare klæder sig ud" tilføjede han og holde smilet på sine læber.

Fredric vendte hovedet hurtigt over mod Bailey da han begyndte at sidde uroligt i hans nye sofa. Han stirrede på ham og ventede på at der snart kom nogen ord frem. Alle hans nakkehvirvler rejste sig da han tog om hans håndled, han lod være med at gøre noget, men lod ham tale færdig.
Fredric kunne godt huske da han selv gik rundt med sådan en følelse, men det var blot fortid og ved at være mange år siden. Fredric kiggede ned på hans hånded og så op på Bailey. "Hvor er det dog smukt" sagde han og smilte til Bailey, men tabte hurtigt smilet og trak hurtigt sin hånd til sig i en fart. "Bare ærgerligt at det er en stor fed løgn" sagde han og stirrede vredt ind i Baileys øjne. Han væmmes ved at Bailey og ham var ved at have samleje den aften, og nu vidste Fredric at der var et hjerte derude som blev knust, fordi Bailey ikke kunne være loyal til sin partner. "Dreng eller pige.. så er jeg ligeglad.. men du var næsten utro.. faktisk var du.. fordi dine tanker var længere fremme" snerrede Fredric og rejste sig fra Sofaen. "Måske er det bedst du tager hjem" sagde han og stod op.
Han bed sammen så man kunne se hans kæber bulede, Fredric var blevet narret af hans eneste ene og nu sad han og hørte på hvor højt Bailey elskede en anden, men ville i seng med Fredric. Det passede bare ikke sammen.
"Uanset hvad du bilder sig selv ind.." sagde han med stoppede.. Han gik ud i køkkenet og fandt et stykke papir frem og en kuglepind. Han gik tilbage til Bailey "..Her.. ring til mig hvis du gerne vil være rig" sagde han og blinkede. "Så har vi vel heller ikke mere at tale om" sagde han og satte sig hårdt ned i sofaen.

Bailey elskede virkelig Leetha af hele sit hjerte, han var den eneste som han nogensinde havde elsket. Han havde bare sine fejl, og en af dem var at blive bekræftet hele tiden. Det var så meget nemmere når han var single, men det var han jo ikke længere. Det var bare så svært når han var alene hjemme, og ikke kunne få den bekræftelse på samme måde.
Det gjorde bare ondt når han fik at vide at han løj, for det gjorde han bestemt ikke! men nu var det heller ikke fordi at Fredric kende ham, som så mange andre gjorde.
Bailey tog hurtigt sin hånd til sig, når Fredric begynde at snakke igen og næsten ligefrem skælde Bailey ud for det han havde gjort. Han så ned på sit skød, som afslørede hvor meget han faktisk skammede sig over det. Han så dog hurtigt op mod ham igen, når han fik besked på at tage hjem. Han lod bare sine fødder glide ned på gulvet, som han fik rejst sig op og tog imod papiret "jeg har mine fejl, og fortryder hver eneste gang når mit gamle jeg træder ind" sagde han bare og gik ud og fandt sine sko frem, som han fik med lidt besvær på "farvel.. Fredric" sagde han med en rolig stemme, som han forsvandt ud af døren og ned af trapperne for at komme ud på vejen.

Fredric bed sig i læben, inderst inde var han stadig den gode menneske dreng som gjorde folk glade og var altid varm om hjertet, men det var længe siden han havde haft nogen. Faktisk var Bailey den eneste som havde været så længe i hans hjem før, og ikke kun fordi han lige var flyttet ind - men bare generelt.
Han kunne fornemme Bailey i sin øjenkrog da han begyndte at gå vlk fra sofaen, han knyttede sine hænder da han forsat forklarede om sine fejl, men Fredric ville ikke lade sig narre, aldrig igen ville han lade sig narre.
Han rejste sig da Bailey var ude i gangen og ved at tage sine sko på, han stod bare og så på ham og havde sit kolde blik. Han vidste ikke hvad han skulle sige, men lod sig bare stå i gangen.
Bailey gik ud af døren og Fredric gik efter, men stoppede ved døren. Han så efter ham ned af trappen, men gik tilbage til lejeligheden, lukkede og låste døren.
Han stilte sig med ryggen op af døren og bankede baghovedet op af væggen blidt. *Du får aldrig nogen venner, der er aldrig nogen der trænger sig ind* tænkte han og knyttede sine hænder og slog ud i luften. Alt var bare så ligegyldigt.
Han satte sig igen i sofaen, nu hvor han lå nu, tændte en smøg og lod sig bare stene.

//out//