Let's get this over with - Constantine (Gore)

---

"So? Is your friend coming?" Gabriel lå på sin mave på et tag i gyderne, og slog sin pande ned imod tagstenene. "Yes, he's on his way," brummede han, tydeligvis utilfreds med situationen. Ved hans side sad en ung mand med karseklippet lyst hår, pæne isblå øjne, og han så ud til at være mellem 23-26 år. Han havde en hvid skjorte på, med de tre øverste knapper åbnet, og et par mørkeblå bukser, samt sorte sneakers. Han sad ved siden af Gabriel i skrædderstilling, med sin ene albue hvilende på sit knæ, og hans hånd støttede hans hoved, i en stilling, som tydeligt sagde at han kedede sig.

"We've been waiting for like an hour!" klagede manden så, og Gabriel fnøs, inden han skubbede sin overkrop op med sine arme, så han kunne hvile på sine albuer. "It's only been 15 minutes, sheesh. Don't you angels abide by the whole 'patience is a virtue' or whatever?" Selv bar Gabriel som sædvanligt en løs lysegrå tanktop, sorte bukser med en lille smule hængerøv, da de var lidt for brede i livet, sine sorte slidte stofsko og en sort hoodie, der stod åben. Derudover havde han sin riffel på ryggen og diverse våben gemt rundt omkring på sin person.. Hans hår var som altid et rod, men han så nu stadig frisk nok ud. Det at have Julien tilbage i sit liv havde tydeligt forbedret hans humør og væremåde til det bedre, i hvert fald for folk, som kendte ham. For andre?... De var nok ikke så glade for at hans lyst til blod og mord var tilbage.

Det var stadig tidligt på aftenen, så de havde ikke travlt, hvilket var grunden til at han ikke tyssede på manden han havde med sig. Efter at have snakket med Constantine igen efter alt det på hospitalet var overstået, havde han relativt hurtigt formået at få kontakt til en engel, som kunne hjælpe dem i deres lille kamp mod den djævel som angreb Julien. At den engel var pisse irriterende og utålmodig var så noget andet.
Men for at det hele kunne lade sig gøre, havde Gabriel for længst sat sig for at lege stalker, noget han var uhyggeligt god til. Han havde skematiseret alle faste rutiner, fundet ud af hvor djævelen boede, arbejde og ofte befandt sig. Og af en eller anden grund gik han altid rundt i gyderne om natten. Sikkert noget under-bordet-arbejde eller noget andet i den dur. Gabriel var egentlig ligeglad med detaljerne, hovedsagen var, at djævelen var alene. Og nu hvor han havde fulgt djævelen i nogle uger, var det muligt at planlægge et snigangreb.
Planen var egentlig bare at få englen tæt nok på til at kunne dræbe djævelen med sin magi, uden at den døde. Om Constantine og Gabriel så måtte lege levende skjold for at det kunne lade sig gøre, måtte de se på. For nu manglede de egentlig bare at Constantine faktisk dukkede op, og så at djævelen kom forbi, hvilket de efter Gabriels skema, burde have rigeligt tid til.

"If your friend isn't here in ten minutes, I will bail on you, and then you can see how far you get!" sagde englen så fornærmet og lagde armene over kors. "I said he's on his way, didn't I? Now shut your trap, and keep an eye out for our guy"

Aftenen var stille omkring Constantine, som han i hurtig gang bevægede sig igennem Terra. Tidligere på dagen havde han modtaget en sms på den der smarte telefon, som han havde fået. På den ene side irriterede det ham, altså at få en sms, når emnet alligevel omhandlede et planlagt mord, men på den anden side, nu behøvede han ikke at skulle huske adressen i hovedet. Så det var nok bare en vanesag ikke at skulle snakke med hinanden.

Han kiggede sig automatisk for, da han krydsede en gade og bevægede sig ind i et område, der mest bestod af huse, små gader og en masse gyder. Det var da lidt spændende at skulle slå en djævel ihjel ved hjælp af en engel. Selvom Constantine nu hellere gjorde det selv, men uheldigvis var det jo ikke meningen, at de bare skulle sende djævlen hjem igen, men at den skulle dø helt. Og der måtte de nødvendigvis have en engel med. Han sukkede over tanken og drejede rundt om et hjørne, mens han kastede et blik på det slidte skilt, der angav gadenavnet. Han var på rette vej.

I dag havde han taget et par almindelige cowboybukser på, et par mørkeblå converse og en mørkegrå hættetrøje ud over en sort t-shirt. Som sædvanligt sad hans kniv i dens holder, der sad fast i bæltet i hans bukser omme på hans ryg. Ved første øjekast mindede han nok mest om en afslappet ung mand på en aftentur, men hvis man kiggede nærmere efter, kunne man måske fornemme mordlysten i hans øjne og se den metalliske hånd glimte lidt i gadelampernes svage skær. Det sorte metal var heldigvis ikke specielt iøjefaldende.

Endeligt kom han hen til det hus, hvor Gabriel havde skrevet, at de skulle mødes på, og han lavede et elegant hop op på en halvmur, inden han hoppede helt op på taget, næsten lige ved siden af Gabriel og en eller anden ung gut med karteklippet hår og et par alt for blå øjne. En kuldegysning fik gåsehuden til at dukke op på Constantines arme, men han lod sig ikke mærke med noget. Åha, engle. Han brød sig ikke om dem.
"Hey tiny tot. Missed me?" Han valgte at ignorere englen for nu, så lidt han skulle snakke med den som muligt, jo bedre. I stedet satte sig sig på hug ved siden af Gabriel og kastede et blik ned på gaden. "I hope I'm not too late for all the fun."

Gabriel så op da han hørte nogen nærme sig, og kort efter kom Constantine til syne. Han vendte sig så han lå på siden stadig med sin albue mod taget, så hans overkrop stadig var hævet fra taget. "FINALLY! I was worried I had to be alone with that angel. So yes. You were missed. At least  you have a sense of humor!" Englen fnøs kort inden han havde noget at sige igen. "I'm sorry that I don't find jokes about murdering babies hilarious. Not all of us are crazy vampires." Englen stak snuden i vejret og nåede derfor ikke at se Gabriels langefinger blive rakt imod dem.

"Don't worry, you've only missed the fun of having an angel nagging you. By the way, his name is Raphael, and he agreed to do this for free," sagde Gabriel så, uden at adressere den tidligere fornærmelse. "But now that everyone's here, I got some stuff to say, alright? Our guy usually walks through here from over there," Gabriel pegede mod den bygning hans nakkede om. "And goes through here." Han pegede ned mod den gade som bygningen lå op ad. "And the plan is, that the two of us are gonna play bait for him, so you..." han henvendte sig for første gang til englen siden Constantine var ankommet. "... have a chance at killing him off for good. I know he carries a gun with him, so if he sees you either I or Constantine here, are gonna try to protect you through whatever means possible, even if that means taking a bullet. I can't stress enough, that you have to be the one who kills him off. I only have weapons so I can disarm him or maybe stun him for a second, alright? And knuckle-brain over here is not gonna do anything stupid. You got that?"

Der gik lidt tid med at planlægge deres angreb, men efterhånden som de snakkede fandt de nogle ret gode positioner. Raphael var på samme tag som Gabriel, mens Constantine var på det overfor. Gabriel ville springe først, og dernæst kom Constantine, og så snart der var mulighed for det, skulle Raphael angribe. Hvis det ikke lykkedes, var det primært Gabriel, som skulle beskytte ham, da han havde mulighed for at angribe på afstand, og så måtte Constantine tage nærkampen. Heldigvis lå djævelens styrke i at være fysisk stærk, så han havde umiddelbart ingen evner, som kunne skade nogen af dem.

Gabriel sad på hug, tæt ved kanten, men stadig så han ikke ville kunne ses nedefra. Han var klar med sin riffel i den ene hånd, og den anden var fri så han kunne slynge sig selv ned på jorden bag djævelen når han var gået forbi. På den måde ville han vende sig væk fra Raphaels position, og englen ville derfor være i sikkerhed længere.

Constantine så på Gabriel, der brokkede sig over englen og kastede kun et kort blik på denne, da den nævnte noget med vittigheder omkring at myrde babyer. Det lød som typisk Gabriel at fyre noget så grusomt af, hvilket for Constantine bare gjorde ham sjov at være sammen med. Rollingens finger mod engel var lige ved at få ham til at fnise, men han kvalte det og satte et medlidende ansigtsudtryk op i stedet til Gabriels klagerier.
Dog blev han lidt overrasket over, at englen ville gøre det gratis. Ikke at han havde spekuleret over det, men han havde vel egentligt forestillet sig, at det ville koste en bondegård at overtale et af de bevingede væsner at slå noget ihjel. Han kastede et blik på englen. En engel der gerne slog ihjel. Måske han var mere sindssyg end man skulle tro.

Da Gabriel begyndte at forklare, hvor djævlen kom fra og gik hen, fulgte han opmærksomt med. Ikke at han havde givet udtryk for det, men han havde tænkt tanken, at det måtte være en meget stærk djævel, siden den kunne tæve en dæmon som Julien. Måske Constantine havde mere respekt for Julien end han egentligt burde på grund af ildmagien, men han virkede ikke som en mand, man lige bankede næsten helt ihjel.
De snakkede lidt frem og tilbage omkring den bedste måde at angribe situationen på, men siden Constantine ikke ligefrem gjorde i at lægge planer normalt, var det mest Gabriel, der fandt frem til, hvad der ville være smartest. Til sidst flyttede Constantine sig over på et tag på den anden side af den smalle vej, hvor han satte sig, så han ikke kunne ses nedefra, men stadig havde et godt udsyn over både vejen, men også det modsatte tag, hvor både Gabriel og englen sad og ventede.

Gabriel havde gjord et godt stykke arbejde, for det varede ikke længe, inden djævlen kom rundt hjørnet og ned af gaden.



Det var en lun aften og det passede Lucien fint. Som sædvanligt havde han sovet det meste af dagen væk - han var et nattedyr, der havde det bedst med at leve livet om natten. Og leve livet, det gjorde han. I aften var han som sædvanligt på vej hen til den private klub, han besøgte størstedelen af sine nætter. Den havde alt, hvad hjertet begærede. Alt. Spilleborde, letpåklædte kvinder, mænd og børn, baglokaler fyldt med ting til sjov, en fyldt bar, god mad... det hele. Det var selvfølgelig en privat klub, kun for dem, der kunne betale for det. Dem der havde status til det. Og Lucien hørte under begge kategorier.

Han slentrede ned af gaden iklædt et skræddersyet jakkesæt, og kunne måske minde om en bekendt dæmon, hvis ikke det var fordi han samtidigt havde en del mere bling. Han sparede ikke på sine penge og var ikke bleg for at vise, at han havde mange af dem. Han var ikke bange for at blive berøvet. Det var ikke fordi, at han havde så fantastiske evner. Som djævel af Satan havde han det godt med varme og ild og kunne ikke røres af ildmagi. Han var en sjælden mandlig djævel af Satan, hvilket også satte hans status en smule højere. Især fordi hans kræfter i forhold til at tage sjæle var ekstraordinær stærk. Dog var det ikke noget, han benyttede sig af, hvis man kan kunne kalde Lucien noget, var det doven og en livsnyder, der hellere ville spille om penge ved blackjack-bordet, end rende rundt og hente sjæle.
Normalt ville en djævel af Satan ikke være specielt fysisk stærk, men måske fordi han var en mand, var hans fysiske styrke stor. Det kunne også være en kompensation for hans manglende magiske evner. At skabe en røglignende tyk tåge var ikke ligefrem en imponerende evne, selvom den da havde gjort sig nyttig før.

Nej, det var ikke sine evner han skulle forvente ville være nyttige, hvis han havde brug for at forsvare sig. Derfor gik han også rundt med en stor pistol i et hylster under den ene arm.

Han drejede rundt et hjørne og ned langs en bygning, mens han nynnede lidt for sig selv. Han havde planer med et af sine yndlingsofre på klubben i aften.

Gabriel sad musestille, og trak ikke en gang vejret. Hans øjne var skarpt fokuserede da djævelen drejede ned af gaden de var ved, og mest af alt lignede han om et rovdyr, som allerede havde sat blikket på sit bytte. Meget kunne man sige om Gabriel, om at han var lille, spinkel og så alt for sød ud til at gøre nogen fortræd, men når han var på arbejde, så gjorde han det godt. Hans hjerne arbejdede på højtryk, og han var hurtig til at analysere situationen med hjælp fra stemmerne i sit hoved.

Han havde sin riffel klar, allerede ved at tage sigte for at overraske djævelen. Den var ladt for længst, så han var klar til at sende at skud afsted når han fandt det passende. Hans greb var stabilt, og hvor han normalt altid rystede en lille smule, var der intet at se nu. Herfra, selv med dårligt udsyn og en akavet vinkel, ville han sagtens kunne skyde en dræbende kugle i nakken på djævelen. Men da han trykkede triggeren i bund, var det sigtet et par centimeter fra ham. Men det var tæt nok på til, at han måtte kunne mærke stødet det sendte igennem luftet og imod hans hals.
Knapt et sekund efter kuglen var blevet sendt afsted, sprang han ned på jorden bag djævelen. Normalt havde han fyret en vittig kommentar af, som han i sin tid havde gjort med Constantine, men ikke denne her gang. Djævelen vidste det ganske vist ikke, men det her var personligt. Gabriel tog det ikke pænt, når folk rørte noget, som han mente var sit. 

Så snart han var nede på jorden og havde fået fodfæste, sparkede han straks ud efter ham. Det var ment til at skade, ja, men selvom han sikkert kunne have brækket nakken på manden, eller knuse hans kranie hvis han gad, så var det blot sigtet imod hans hofte. Selvom han var vred, vidste han godt at det ikke nyttede noget at gå amok nu. For nu var han lokkemad, og hvis Raphael blev opdaget, så var han menneskeligt (?) skjold.

Det var ikke ligefrem fordi Lucien havde været super opmærksom på sine omgivelser, så han havde ikke opdaget, at der sad to vampyrer og en engel på tagene omkring ham. Hvis han havde, havde han sikkert valgt at vende om og forsøge at stikke af. Som sagt havde han ikke stærke evner inden for kamp og han var ret glad for sit liv. Men han opdagede intet, før en brag fik det til at give genlyd i mellem murene i den smalle gyde og lufttrukket fra en kugle fik ham til at fryse på stedet. I næste øjeblik landede der en person bag ham. Inden han nåede at vende sig, hamrede personens fod ind i hans hofte. Det var et hårdt spark, hvilket fortalte Lucien, at det ikke var en af de svage racer, der angreb ham. Højest sandsynligt en vampyr, en dæmon eller endda en anden djævel. Sparket var hårdt nok til at smække ham ind i muren med et støn og en hofte, der føltes som om, at den var eksploderet.

Trods det, var han ikke slået ud og var klar til at forsvare sig. Han fik øje på sin angrebsmand og hans øjenbryn skød i vejret af overraskelse. Det var en eller anden lille asiatisk dreng, der så alt for nuttet ud til at angribe ham. Nuttet ved første øjekast, men der var noget i hans ansigtsudtryk og i hans øjne, der sagde Lucien, at det her var mere end seriøst. Det var hævn over et eller andet. Langsomt skubbede djævlen sig ud fra muren.
"Jeg ved ikke, hvad du mener, jeg har gjort dig dreng, men du skal overveje meget nøje, hvad du laver lige nu." Han lod som om, at han ville rette på sit jakkesæt, men med en hurtig bevægelse hev han sin store sølvfarvede pistol ud, der var lige så prangende som hans påklædning. Men meget mere farlig, fyldt med dum-dum-kugler i sølv. Han rettede den mod Gabriels hoved.
"Jeg er farligere, end jeg ser ud."



Constantine spændte i kroppen, da djælven kom nærmere, men han lavede ikke en lyd. Selv hans vejrtrækning var stoppet. Meget kunne man sige om Constantine, men han var et rovdyr. Et rovdyr med god øvelse og han var næsten umulig at opdage, som han sad der på taget over gyden.
Manden der kom gående nede i mellem murene var en las og Constantine havde noget i mod ham med det samme. Han lignede en, der var vant til at få sin vilje.

Skuddet rungede i Constantines ører og han skar ansigt. Han ville aldrig vænne sig til Gabriels kærlighed til de tingester. Rollingen hoppede ned bag djævlen og sparkede til ham, hvilket fik djævlen til at vælte ind i muren under Constantine. Hurtigt skubbede han sig lidt frem, komplet lydløst for at se, hvad der skete. Pistolens sølvbelægning glimtede i det svage lys og Constantine tøvede ikke et sekund, men hoppede direkte ned mod djævlen under sig , inden han kunne nå at trykke på aftrækkeren. Han landede halvvejs på ryggen af manden i et forsøg på at vælte ham om på jorden, hvilket ikke helt gik efter planen.



Lucien nåede ikke at trykke på aftrækkeren inden en eller anden kom hoppende ned fra taget over ham. Personen landede halvvejs på ryggen af ham, hvilket næsten fik ham til at vælte bagover. Det skud, der var tiltænkt den lille asiat, bragede ud i intetheden. Lucien udnyttede sin manglende balane og fortsatte bagud, hvor han hårdt skubbede personen bag sig ind i væggen og knaldede sit hoved bagud i mod deres, hvilket gav en tilfredsstillende lyd af kranie mod ansigt og kranie mod mur, som personens hoved blev knaldet ind i muren bag dem. Grebet om ham blev slapt for et øjeblik og han vendte blikket mod asiaten.

Gabriel fortrak ikke en mine da manden kom på benene og trak en pistol ud, som med garanti var ladt med sølvkugler. Han blev stående hvor han var, med benene spredt lidt ud og bøjet, så han tydeligt var klar til at angribe hvert øjeblik det skulle være, men for nu var det bare en facade. Han havde ikke tænkt sig at angribe endnu. Han vidste trods alt, at han ikke var alene - for han regnede ikke med at Constantine ville baile nu. Den eneste han virkelig var bekymret for, var Raphael, men det var mere om englen kunne gøre hvad han havde påstået at han kunne. Åbenbart havde den her djævel skabt en masse problemer for englen, omend ikke personligt, så når det kom til arbejde. Hvad der helt præcist foregik i mellem dem var han sådan set ligeglad med, men englen havde i hvert fald et ondt øje til manden. Forhåbentlig var det nok til at han kunne få den her djævel ud af verdenen. Men uanset hvad, havde Constantine bare at reagere. Han ville ikke allerede slås ud med en sølvkugle i panden, bare fordi at vampyren stadig bar nag.

He's inching closer, I think he's gonna jump to our rescue any moment.
Don't look up, we can't risk revealing his position.
Say something awesome about why we're doing this, that's what the good guys do in the movies.


"Does the name Julien Bonaparte ring any bells? Because it should. You chose the wrong guy to mess with." Han blottede sine skarpe tænder i en nærmest dyrisk snerren, fuldstændigt vendt fra hvordan han normalt opførte sig. Han elskede at lave sjov med sine ofre, men som sagt var det her personligt. Den her mand havde valgt at gennembanke en af de tre personer, som stod Gabriel nære.
Og godt som han sagde det, sprang Constantine ned, omend lidt klodset. Gabriel tog straks chancen, og løb direkte imod djævelen og da han var tæt på, langede han ud efter ham med en knyttet næve, i håb om at kunne placere et slag på siden af hans hoved, så han kunne få Constantine på benene og væk. Han havde ellers håbet på, at pistolen var en normal af slagsen, for selvom det gjorde helvedes ondt at blive skudt, kunne de hurtigt hele. Men nej, selvfølgelig var det sølv. Det gjorde planen lidt mere risikabel, men i det mindste kunne det ikke dræbe dem.

Constantine var ikke landet super godt, men han havde også haft super travlt med at komme ned fra taget, da djævlen havde været ved at skyde Gabriel. Det ville han ikke have skete, både på grund af at han så skulle klare djævlen alene, men også fordi idioten ikke skulle skyde Gabriel, basta.
Men fordi han var landet skidt, var han ved at vælte sammen med djævlen, der dog hurtigt udnyttede overbalancen til at skubbe Constantine op i mod muren og smække sit hoved ind i hans. For én gangs skyld gik det ikke ud over hans næse, men slaget var hårdt nok til at sende hans baghoved ind i muren bag dem med en høj lyd. Smerten skød ud fra både hans kindben og hans baghoved og det var nok til at det sortnede for hans øjne et kort øjeblik og hans greb slappedes.


Lucien nåede at høre Gabriels spørgsmål, inden Constantine landede bag ham. Mens han bakkede og tog sig af den unge mand bag sig, løb navnet igennem hans tanker. Julien Bonaparte? Nej, først sagde det ham ikke noget.
Asiatens nævne ramte ham i ansigtet og fik hans hoved til at flyve til side, men selvom det var hårdt, havde han nået at se det komme, så han var forberedt. Som modsvar løftede han et ben og hamrede sin fod i mod vampyrens mave. For han havde set de spidse tænder. Så det var et par vampyrer, der angreb ham. På grund af noget med en Julien Bonaparte.

Hvis han ramte vampyren i maven og fik ham skubbet væk, ville han gå frem i mod ham med et blodigt smil, da han blødte et eller andet sted i munden efter Gabriels slag.

Om han fik sparket Gabriel væk eller ej, ville han igen rette sit pistol i mod ham for at skyde ham.
"Åh, Julien. Den der slatne ilddæmon, jeg havde sjov med for et stykke tid siden? Overlevede han? Han så ikke så godt ud, da jeg efterlod ham blødende på asfalten." Der var hån i hans stemme. Det havde været en let kamp, dæmonen havde været svag uden at kunne bruge sin ildmagi og Lucien havde haft sjov med at kaste lidt rundt med ham. Han spyttede en klump spyt blandet med blod ud for at vise sin foragt for dæmonen.

Alt luften i Gabriels lunger blev skubbet ud, da djævelen sparkede ham i maven, og han faldt faktisk på røven, men det var det hele værd for at se Lucien bløde. Det lugtede virkelig ikke særligt indbydende, hvilket kun gav ham mere lyst til at banke ham sønder og sammen, og efterlade ham på samme måde som han havde gjort med Julien. Han tvivlede på at nogen ville komme og redde en mand som ham, men så igen, det samme kunne vel siges om Julien. Og desuden ville han ikke få noget ud af det i det lange løb.

Vreden hobede sig dog hurtigt op, da dæmonen blev omtalt som slatten - som var han bare et eller andet svageligt væsen, som ikke kunne tage vare på sig selv. Og det var ikke vred, som han blev på Constantine, når vampyren var virkelig irriterende, eller som da han mødte Julien, og var vred over at blive bortført. Det var tættere på den vrede, som havde fået ham til at slagte en hel bygning af vampyrer da han endelig havde fundet vejen ud af sin tortur. Det var personligt, og Gabriel skulle nok få sin hævn. Nok så han lille og sød ud, men bagved gemte der sig en hævngerrig lejemorder, som ikke havde tænkt sig at trække sig ud før en af dem var død.
Situationer som denne var vante for Gabriel, og oftest var det her at han for alvor brugte sin styrke og hastighed som vampyr. Så i det at Lucien vendte hovedet for at spytte blod ud, var han allerede på benene, og styrede imod ham med fuld fart, inden han sprang op og forsøgte såvidt muligt at få et spark ind i hans side for at få afstand mellem ham og Constantine.

Hvis det lykkedes ham, ville han straks komme til Constantines side, og få ham på benene igen. To vampyrer var klart bedre end en, så selvom han hellere ville springe på djævelen og tæve løs på ham, måtte han være smart med det her. Han måtte være mere end bare almindeligt stærk for at kunne tæve Julien så let, for dæmonen havde trods alt kunne slå Gabriel ud med et enkelt slag, da de først mødtes. Derfor havde han ikke tænkt sig bare at hoppe i det med hovedet først. Ikke mere end han allerede gjort i hvert fald.

Lucien var en arrogant skiderik og han undervurderede den lille vrede vampyr. I stedet for bare at skyde ham, da han havde muligheden, gav han sig god tid og det gav asiaten mulighed for at sætte af mod ham og sparke ham i siden. Lucien var en stærk djævel, stærkere end de fleste, men selv en ung vampyrs spark kunne dog mærkes og han knækkede sammen, som han vaklede et par skridt til siden. Det kunne være en leg at tosse rundt på denne måde, dele slag ud og modtage lidt. Han havde ikke noget i mod smerte, overhovedet ikke, men et eller andet sagde ham, at det måske var en god idé at afslutte dette stykke sjov hurtigt. Selvom han var stærk, var det ikke let med to vampyrer på én gang.

Så han hev hurtigt luften ned i lungerne igen, rettede sig op og rettede sin pistol i mod de to vampyrer, ligeglad med hvem han skød først.
"Det her var sjovt, men vi må hellere slutte for i aften. Jeg har andre ting at lave."
Han sigtede mod den nærmeste vampyrs hjerte og trykkede på aftrækkeren.


Constantine var gledet halvt ned af muren, da det havde sortnet for ham, men han var ved at komme på benene igen, da Gabriel greb fat i ham og hev ham op at stå. Typisk ham at blive slået ud, når der skete noget vigtigt. Han var da også så fandens uheldig. Han var en smule svimmel og støttede sig mod muren, da han endeligt fik fokus på pistolen, der var rettet i mod ham. Fuck. Det var ikke godt det her.

Lyden af aftrækkeren der blev trukket ind blev overdøvet af lyden af selve skuddet.

Gabriel var selv en anelse omtumlet efter slaget han havde fået før, men ikke nok til ikke at tænke. Derfor prioriterede han Constantines helbred højere end sit eget, og risikerede at blive skudt, for at trække tiden, så den ældre vampyr kunne komme på benene igen, for han havde med sin alder og styrke større sandsynlighed for at kunne lægge Lucien ned når det kom til nærkamp. Heldigvis havde han fanget Lucien på et tidspunkt hvor han ikke var opmærksom, og kunne derfor selv hjælpe Constantine op og stå igen. "There you go, you can do it big boy," brummede han, mens han hev ham på benene.

Alt derefter gik for hurtigt til at Gabriel kunne følge helt med. Den eneste advarsel han fik, var fra djævelen selv, inden et skud blev sendt afsted. Derfor tænkte han ikke meget over hvad han gjorde herefter, men reagerede blot på situationen. Godt som Constantine havde fået fodfæste, skubbede Gabriel ham af vejen, med en skulder i hans side, og han mærkede en intens smerte i siden af sit hoved, inden hans blik slørrede fuldstændigt. Han faldt straks til jorden, liggende på maven i hvad der kun kunne være en ubehagelig stilling, med sin ene arm mast under sit bryst, men det var nok ikke det værste. Skudhullet lige over hans venstre øre var slemt nok at se på, med blod der flød fra såret, men den anden side af hans hoved var mindst lige så slemt, hvis ikke langt værre, da det var blæst i stykker da kuglerne var gået fra hinanden inden de nåede ud på den anden side, og det at kuglerne var lavet af sølv, fik det til at se ud som om, at kødet allerede var ved at rådne, da det var en underlig grålig farve.

Raphael stod stadig på taget, fuldstændig forfærdet over hvad han så. Selvom Gabriel var lille, havde han aldrig været i tvivl om, at hvis han ville, kunne han sikkert nedlægge hvem som helst på sin vej. Men alligevel formåede Lucien at meje de to vampyrer ned på så kort tid. Og selvom han ville hjælpe, trods at han ikke ligefrem fandt nogen af dem særligt elskelige, vidste han godt at det ikke nyttede noget. Han måtte vente på at situationen gjorde det muligt for ham. For om han ville det eller ej, var han fysisk intet i forhold til djævelen. Så for nu måtte han blot se til, mens Constantine forhåbentlig kunne få bugt med den forbandede djævel.

Constantine nåede at se pistolmundingen pege mod sit bryst, inden Gabriel skubbede ham af vejen og braget fra pistolen fik det til at ringe for hans ører. For et kort øjeblik var han sikker på, at nu var han død, men fornemmelsen af hans krop, der vaklede et par skridt til siden for at holde balancen efter Gabriels skub og fornemmelsen af noget, der splattede ud på hans ansigt fortalte ham, at han levede. Uden smerte, ud over det der stadig dunkede ud fra hans baghoved. Det første hans hjerne registrerede var synet af Gabriel, der væltede om på jorden med hele den ene side af hovedet skudt ud og et tomt blik i øjnene.

Pludsleigt kørte Constantine på rene instinkter og reflekser. Han havde været omtåget efter slaget i hovedet og hvis ikke det havde været for Gabriel, ville han have været død nu, for hvis den kugle havde ramt ham i hjertet, ville han ikke have overlevet. Raseriet skød igennem ham og der gik ikke mere end et splitsekund fra at Gabriel havde ramt jorden, til at Constantine kastede sig frem mod djævlen, der som i slowmotion var ved at flytte pistolen mod ham.
Nok var Constantine ikke en gammel vampyr, men han var gammel nok til at kunne høste af evnerne - han var hurtig, og han var endda også både lidt stærkere og lidt hurtigere end andre vampyrer på sin alder, da han havde drukket mere blod end den gennemsnitlige vampyr på hans alder ville have gjort. Så selvom djævlen ikke tøvede med at rette pistolen mod ham, var Constantine hurtigere. Han greb fat i djævlens håndled og brækkede det uden problemer, så pistolen røg til jorden. Samtidigt greb han fast om djævlens hals med sin venstre hånd, hånden der var af metal og med mystiske kræfter.
Han skulle ikke engang koncentrere sig om at tænde for magien, raseriet gjorde det for ham. Smertemagien flød ud i djævlens krop og Constantine nød det mere end han burde.


Lucien ville have skudt den høje vampyr, som han så let havde sat ud af spillet, bare for at lade den lille asiat se sin kammerat dø før han selv døde, men han havde ikke forudset den lille vampyrs uselviske gerning med at skubbe vennen af vejen. Men det gjorde ikke noget, for det skød hjernen ud på ham. Det var ikke et kønt syn, når en dum-dum-kugle ramte nogen i hovedet.
Den lille vampyr faldt til jorden og hurtigt rettede Lucien pistolen mod den anden. Det næste skete så hurtigt, at han ikke selv nåede at opfange, hvad der skete, før smerten skød op fra hans håndled og pistolen faldt til jorden. En underligt kold hånd greb fast om hans hals og i samme øjeblik skød smerten ud i hans krop. Nej, den skød ikke ud i hans krop, den overtog hans krop, gjorde verden til en flammehav af smerte og lukkede af for alt andet. Det føltes som om at hver eneste lille bitte celle i hans hud skreg i smerte og han kunne intet andet gøre end at vælte om skrigende af ulidelig smerte.


Constantine slap ikke manden, der væltede om og vrede sig i smerte, mens han skreg i vildskab. I stedet klemmede han næsten endnu hårdere, men måtte huske sig selv på, at han ikke måtte slå dæmonen ihjel. Men magien ville ikke slå ham ihjel, den ville bare sende ham en tur til helvedet først.
Blikket i Constantines øjne var et sjældent syn. Nok nød han at slå ihjel, men den vrede, der blandede sig med noget der næsten kun kunne beskrives som ondskabhed, var der ikke mange, der havde set. Man kunne måske næsten mistænke magien fra hånden påvirke ham.
Men han var vred. Meget vred.

Efter at han holdt djævlen mod jorden i hvad der måske kunne føles som evigheder, men kun var et par minutter, slap han ham og smerten forsvandt øjeblikkeligt fra hans krop. Constantine sad på hug og betragtede ham lidt med et mørkt blik, inden han så op efter englen.

"Hvis du stadig er med på at slå ham ihjel, så er han din."


Lucien opfangede intet i de minutter, smerten raserede igennem ham. Nok var han en djævel, og en djævel af Satan, men denne smerte var ny. En så mørk magi, at han ikke var stødt på den før.
Endeligt forlod smerten hans krop, og han gispede tungt efter vejret, kun lige ved bevidsthed, ude af stand til at bevæge sig.

Da Raphael så Gabriels krop falde til jorden, måtte han tage en dyb indånding. Selvom han gerne ville heale drengen for at give ham den her mulighed, vidste han at det ville være for risikabelt. Lysmagi var ikke ligefrem godt for vampyrer, og han ville formentlig kunne hele selv, uden for mange varige mén. Derfor ventede han, og så til, mens Constantine styrede direkte imod Lucien og effektivt afvæbnede djævelen og dernæst væltede ham ned på jorden.

Det næste der skete kom dog helt bag på ham. Grundet mørket, som kun blev brudt af en sløv gadelampe kunne han ikke se præcist hvad der skete, men Lucien skreg op, og vred sig i hvad der så ud som værende smerte. Straks sprang han ned fra taget og løb hen imod dem, i frygten om at Constantine i sin vrede var ved at slå djævelen ihjel. Men da han kom tættere på viste det sig hurtigt at det var magi. En forfærdelig magi, som så ud til at være den rene tortur. Derfor stoppede han op nogle meter derfra, og så til, som Constantine trak sig væk, og straks fandt englens øjne den mekaniske hånd.
Han anede ikke hvad det var, andet end at det måtte være en mørk magi, som burde være for stærk til en simpel vampyr. Såvidt han havde hørt fra Gabriel, var Constantine ikke så gammel igen, og hans evner var ikke noget at råbe hurra for, så han afhang mest af sin fysiske styrke. Men det her? Det havde han ikke hørt noget om.

Det gav et sæt i Raphael, da han blev bedt om at slutte det her, som havde han været i en trance før, men nikkede, trods hvor rystet han var over det han havde været vidne til. Lidt tøvende nærmede han sig djævelen, og satte sig på hug ved hans side, inden han lagde sin hånd på mandens bryst og lukkede sine øjne mens han koncentrerede sig om at sende lysmagien igennem Luciens krop, for at udslette hans sjæl, inden den søgte tilbage til helvede. Udefra var der intet at se udover at lysglimt under englens hånd, hvorefter djævelen stoppede med at trække vejret, og så ud til allerede at være ved at forrådne uden sin magi til at holde sig i live.
Han rejste sig op igen og vendte blikket imod Constantine. Egentlig ville han spørge ind til hvad det var for en slags magi han besad, men et enkelt blik på den vrede vampyr fik ethvert spørgsmål til at falde til jorden.

"Jeg ville gerne hjælpe, men jeg tror at jeg kun kan gøre mere skade end gavn. I må virkelig være tætte, når han risikerede sit liv på den måde." Han slog blikket hen imod Gabriel, som lå livløst på jorden. Uden at kunne se hvad det egentlig var for en person, lignede vampyren et barn, som havde set sin død alt for tidligt. Hans øjne var tomme, og blodet flød ned over hans ansigt og ned i en pøl på jorden omkring ham. Derefter fandt hans blik Gabriels riffel som lå et stykke væk, hvor han havde tabt den i det han havde skubbet Constantine af vejen.
"Tror du at han vil overleve?" spurgte englen pludseligt, med en klump i halsen. Nok var han okay med at dræbe en djævel, men der gik hans grænse også. Han var trods alt en engel, og med undtagelse af djævle, så han noget godt i alle. Gabriel havde ikke bare risikeret sit liv for en ven, som nær var blevet dræbt af denne djævel, men også skubbet en anden ven af vejen for at tage et skud for ham. Det gjorde ikke op for alt det onde han havde gjort i sit liv, men det viste at der var noget godhed tilbage i ham, i hvert fald hvis man spurgte Raphael.

Luciens blik var sløret og han følte sig knapt i live, da der blev sagt noget over ham og der pludseligt dukkede en person op, som lænede sig ind over ham, tæt nok på, til at Lucien fik fokus på ham. Der var ingen tvivl i hans sind om, at det var en engel, der sad over ham og lagde en hånd på hans bryst. Han ville egentligt sige noget, men havde ikke styrken til det, før hans sind eksploderede i et behageligt hvidt lys, inden alting forsvandt.


Constantine så på engelen, der var kommet ned fra taget, mens han torturerede djævlen. Der var noget i hans øje og Constantine følte sig pludseligt træt. Han vidste egentligt godt, at det han lige havde gjort, den magi han lige havde brugt, var værre end hvem han egentligt var. Men vreden havde han stadig og han var ikke i tvivl om, at djævlen havde fortjent det.

Da englen gik hen i mod djævlen rejste Constantine sig, så han kunne komme til. Stadig med en død fornemmelse i kroppen, så han englen lægge en hånd på djævlen og lade sig magi flyde ud i ham. Det fik hårene til at rejse sig i nakken af Constantine, for den samme magi som englen slog djævlen ihjel med, kunne lige så let slå ham ihjel. Men han var ikke bange, for han havde en fornemmelse af, at englen ikke ligefrem ønskede at slå ihjel. På en måde var han nysgerrig over, hvorfor Raphael egentligt havde sagt ja til at dræbe djævlen, men han var ikke nysgerrig nok til at spørge. Hvad kom det ham ved? Han var egentligt også bare ret ligeglad, bare det blev gjort. Ikke bare fordi det var det, Gabriel ville have, men fordi djævlen nu havde skudt Gabriel.

Englen rejste sig og så på ham med sine blå øjne, der føltes som om, at de kunne gennemborde Constantine. Han mødte dem kort, men flyttede så blikket til Gabriel, der lå og blødte ud over det hele med det store hul i hovedet. Det var ikke specielt kønt.
Da Raphael sagde, at de måtte være tætte på hinanden, trak Constantine på skuldrene uden at sige noget. Hvad skulle han sige? 'Nah, ikke rigtigt, han torturerede mig i to uger og nu forsøger jeg at gøre hans liv til et helvede, bortset fra at vi egentligt er venner og elsker at hade hinanden?'. Nah, så meget behøvede englen ikke at få at vide. I stedet gik han de få skridt over til Gabriels livløse krop og kiggede nærmere på hans hoved. Eller det, der var tilbage.

Englens spørgsmål gav Constantine en knude i maven, for han havde forsøgt at undgå at stille sig selv det spørgsmål. Det så slemt ud og selvom han egentligt godt vidste, at rollingen burde hele sig selv, var det nu et ret stort stykke af hans hoved, der manglede. Logisk set burde han kunne klare sig, hvis han fik blod og ro til at hele.
"Jeg ved det ikke." Constantine bed sig i læben. "Det burde han. Et hovedskud dræber ikke en vampyr. Eller ikke med en sølvkugle... bortset fra..." Der kom en snert af skræk i hans stemme, som det gik op for ham, at han kunne se små stykker metal glimte i såret. Han lænede sig lidt nærmere og kunne så mærke blodet forlade sig ansigt.
"Sølv. Svinet brugte sølvkugler. Der er sølvstumper i hele hans hoved." Hans stemme knækkede og skrækken blev til et stik af panik, for der var ingen måde, han selv ville kunne fiske alle de små bitte stumper ud af det ødelagte hjernevæv. Og så ville Gabriel ikke kunne hele. Han var død. Der var ikke noget Constantine kunne gøre for at redde ham.
For et kort øjeblik frøs hele hans verden. Hans eneste ven var død. Medmindre... en tanke dukkede op. En ubehagelig tanke, men måske noget, der kunne redde Gabriel. Hurtigt rejste Constantine sig op og hev sin hættetrøje af.
"Jeg bliver nødt til at tage ham med. Der er måske en, der kan hjælpe ham." Forsigtigt viklede han Gabriels hoved ind i hættetrøjen, så der var lidt styr på det hele. Lige så forsigtigt samlede han ham op.

"Men tak for hjælpen. Hvis Gabriel var vågen, ville han nok fyre nogle smarte bemærkninger af, men det har jeg ikke lige tid til." Han tøvede kort og skar så ansigt. Tænk at han sagde det her. "Hvis du en dag har brug for hjælp, så må du sige til. Vi skylder dig en." Han havde næsten lyst til at brække sig. Tænk at skylde en engel en tjeneste. Det var næsten mere ulækkert end at se Gabriels smadrede hoved.
Han ventede ikke på svar, men begyndte hastigt at gå ned af gaden. Han ville løbe, men var bange for, at det ville rokke for meget med rollingen i hans arme. Det skulle gå lidt stærkt med at komme frem til destinationen.

Da Constantine i skræk udbrød at der var sølvstumper i Gabriels hoved, som uden tvivl ville standse drengens krop i at hele, knyttede Raphael sine hænder, og sænkede hovedet en smule. Selvom det ikke var hans skyld, ville han ønske at han kunne være til hjælp. Men hans magi ville slå en vampyr ihjel, og desuden ville sølvstumperne sidde fast, selv hvis hans magi kunne hjælpe. Muligvis ville vampyren overleve, men chancen for at han faktisk ville kunne leve som før? Den var minimal. Sølv kunne lamme en vampyr, og hvis det sad i hjernen kunne han lige så vel ende ud i ikke at kunne bruge sin krop igen.

Han vendte siden til, da Constantine begyndte at samle Gabriel op, og holdt sit blik væk. Der var så meget blod, og man kunne se lige ind i hovedet på drengen, hvilket ikke ligefrem var et kønt syn. Bare tanken fik Raphaels mave til at vende sig, og han begyndte at føle sig små-svimmel.
Først da den ældre vampyr sagde noget til ham igen, kiggede han på ham, og undgik bevidst at se på det blodige stykke beklædning, som uden tvivl var der for at holde resterne af drengens hjerne inde i hans hoved. Han nikkede, uden rigtigt at høre hvad der blev sagt, og så til mens Constantine gik afsted.

Da han vendte blikket imod Lucien, lignede det rådnende lig en buket blomster sammenlignet med hvad han netop havde set.