Caught a Fox -Gore-

Fox kedede sig, men gad ikke rigtigt tage ind til byen, så han havde valgt at tulle lidt rundt ved den gamle galeanstalt i en anden del, end hvor han havde sit lille hjem. Solen var på vej ned fra himlen og det ville ikke vare længe, inden duggen ville falde. Det havde været en flot dag med masser af sol, men der have også været koldt, så Fox havde sin tykke forede armygrønne jakke på. Den havde sådan noget fint hvidt bamsefor indeni, som Fox godt kunne lide. Når han sad i sit lille rum, var den god at putte i. Ellers havde han bare som sædvanligt en hættetrøje indenunder og et par af de sædvanlige slim cowboybukser. Han havde fået anskaffet sig et par vinterstøvler, som skarvede en smule, men de var ved at være jogget til. Han havde dem jo på i døgndrift.
Han havde ikke set nogen ved galeanstalten i nogle dage. Der kom ikke så mange herude. Det var derfor, han godt kunne lide at bo herude. Der var stille, han var godt gemt i den fjerne del af bygningerne og når der endeligt kom nogen, var det ofte folk, han kunne skræmme væk ved at lege spøgelse. Lave lyde og få ting til at vælte. Han syntes det var hyle morsomt.
I dag gik han lidt rundt og kiggede efter, om der var noget spændende i de gamle bygninger. Han var gået ud af en dør og slentrede rundt udenfor langs kanten til det krat, der havde overtaget det, der engang var en park med træer og græsplæner. Han lod øjnene glide over jorden. Et eller andet glimtede i den nedadgående sols stråler, og han bukkede sig ned. Ikke noget spændende, bare en gammel dåse. Han sukkede og gik videre, mens han fløjtede lidt for sig selv.
Der var sket lidt det sidste stykke tid. Han havde mødt Mei, som han havde haft med hjemme, da hun var kommet til skade ved at slås mod den der sindssyge rødhårede elver. Og han var blevet fanget af en engel, der var politibetjent. Snakket med en anden engel.. Det var ikke altid, at Fox kedede sig! Han gik forbi et træ, som han lavede et par trommeslag på til den melodi, han havde i hovedet. Måske han alligevel skulle tage ind til byen. Eller tage en lur. En lur lød ikke helt slemt.

Som den rødhårede kvinde havde forladt sit gamle hjem, for at starte på denne nye mission, som hun var blevet tildelt, havde Angelie besluttet at gyden ville være det bedste sted at starte.. Hvis hun var heldig, havde der ikke været nogle, og pigebarnets korpus ville stadig befinde sig der, men hvornår var hun nogensinde heldig? ikke denne gang.

Som hun sukkende lod sig falde på hug, bemærkede Angelie fodtrin i den snaskede gyde, trin der bestemt ikke tilhørte hende selv, eller pigebarnet. Det grumme smil formede sig langsomt på hendeslæber, som hun tålmodigt var begyndt at følge disse i retningen af galeanstalten, hvor hun forventede at noget spændende ville kunne forklare hvad der var hændt, efter hun havde overladt Mei til skæbnen.

Som hun nåede den bevoksede indgang, der bar præg af at dette var et uberørt område, kunne hun ikke lade være med at tænke tilbage på dengang hun havde hjemsøgt galeanstalten som spøgelse. Sjove tider, men disse var forbi.
De bare fødder gled elegant over jorden, som hun lod hænderne samle håret bag hovedet, for at putte et simpelt elastik om dette, så en hestehale formede sig.

Hendes sarte ører vibrerede ved lyden af en fløjten. Det kom var parkområdet. Øjenbrynet bevægede sig en anelse i vejret, som hendes retning tog en svag ændring, for at gå i retning af fløjtelydene.
Blikket så ham, som hun standsede ved siden af et indgroet, halvt dødt træ, for at læne sig op ad dette og betragte drengen, der bøjede sig efter en dåse på jorden. Typisk..

I første omgang betragtede hun blot skikkelsen, inden hun langsomt bevægede sig hen imod personen, der ville være vendt med ryggen til hende på dette tidspunkt, uden at være påpasselig med hvor meget lyd hun lavede. Han ville formegentlig høre hende komme, som hendes skridt genlød i græsset under hendes fødder.

Fox var normalt ret vagtsom, men fordi der næsten altid var så stille herude, var han ret afslappet i dag.
Vampyrerne var ikke ude endnu og der var ikke fuldmåne, så der var heller ikke nogen varulve at holde øje med. Det var ikke faldet ham ind, at den rødhårede elver var ved at opspore ham. Det var alligevel nogle dage siden, at han og Mei havde sagt farvel til hinanden. Han havde ikke hørt fra hende siden, hvilket han heller ikke havde regnet med at ville. Det var jo ikke fordi de var venner eller noget. De var bare tilfældigt faldet over hinanden. Mere eller mindre tilfældigt anyway, siden han havde stjålet hendes ting. At han havde fundet hende, efter hendes kamp med elveren var ret utroligt og rent held for Mei.
Fox havde ikke venner, men han havde nu alligevel hygget sig, da Mei havde overnattet den ene dag. Det overraskede ham stadig lidt, at han havde taget hende med hjem. Det var hans sted. Hans gemmested.

Pludseligt fik han en fornemmelse af, at der var noget galt, og han stoppede sin fløjten midt i en tone. Lyden af skridt kom bag ham, og han vendte sig hurtigt. Da han så hvem det var, forsvandt blodet fra hans ansigt. Det var som om, at hans hjerte gik i stå. Det var den rødhårede elver, som Mei havde været oppe at slås med. Han blev så forskrækket ved synet af hende, at hans flugt-refleks var langsom om at sætte ind.

"Shit." Han bakkede et par skridt og vendte så om og satte i løb. Han havde hørt om den her elver på gaden, hun var nem at genkende på håret. Han havde ikke hørt noget godt, og efter at have set, hvad hun havde gjort ved Mei, var der ingen tvivl om, at han skulle væk. Så hurtigt som muligt.

Smilet bredte sig over hendes læber, som hun bemærkede hvordan hans blodt summede væk fra ansigtet. Den blege hud, sendte fryd igennem hende, så han vidste hvem hun var. Hun var ikke i tvivl om, at hun ikke var kendt for noget godt, eftersom hun aldrig lavede noget.. godt, medmindre det var for Zanes skyld.

Hendes hånd løftede sig langsomt, som hun krogede en pegefinger, for at lave en 'kom her' bevægelse med denne.
en kort latter kom fra hendes blege læber, som hun hørte ordet komme fra ham, inden hun ventende så til, som han vendte rundt og satte i løb, væk fra hende.

"Åh.. De er så.. søde" hviskede hun næsten muntert, som hun satte fødderne i bevægelse og gik i samme retning, som han var spurtet i.
"Løb bare.. Men hvis jeg mister tålmodigheden... Det ønsker du ikke" hendes stemme havde hævet sig, for at han ville kunne høre hende, eftersom han var hurtigere end hende, på dette tidspunkt. "Lad os ordne dette.. civiliseret". Hendes sætning endte, inden hun roligt satte tempoet i vejret, for langsomt at nå over i et mere hastigt gående tempo.
Hendes krop var veludhvilet og klar til hvad der måtte komme. Gemacherne lå pænt imod hendes ben, så hun fleksibelt kunne bevæge sig i disse, men en langærmet trøje, sad om overkroppen, og tillod det samme.

Fra bæltet om hendes liv, løsnede hun langsomt spændet, der holdt pisken til dette, hvis denne skulle blive ved med at flygte fra hende. Hun var nysgerrig. Hun ville vide hvad denne person vidste om hende, og hvad han frygtede så meget.. Hun havde jo ikke engang dræbt nogle .. for nylig.

Fox havde ingen intentioner om at stoppe. Han var en hurtig løber og kunne stikke af fra de fleste. Ellers havde han sin polarræveskikkelse, som kunne løbe en del hurtigere. Han kunne dog ikke høre, at elveren satte i løb efter ham, så han fortsatte bare på to ben.

Hans hjerte bankede hurtigt. Han vidste godt, at et møde med elveren ikke kunne ende godt for ham. Han var ikke trænet til kamp på nogen måde og hans dyreskikkelse var ikke ligefrem frygtindgydende, selvom han da kunne bide til. Det største forsvar han havde, var at han var god til at stikke af. Eller kunne snakke ørerne af folk. Men elveren her virkede ikke som en, man kunne snakke med. Så det blev til flugt.

Elverens ord gav ham en kold klump i maven, men hvad regnede hun selv med? At han ville stoppe op og rulle rundt på ryggen som en sød lille skræmt hundehvalp? Selvom han ikke var stærk og god til at forsvare sig selv, ville han ikke lade sig fange eller dræbe af hende frivilligt. Og hun fulgte o ikke en gang efter ham. Afstanden i mellem dem blev meget hurtigt større, som hans ben bar ham af sted.

Det gik op for hende, at dette individ tilsyneladende ikke havde planer om at snakke om tingene. Hun havde ikke sat sig i hovedet at dræbe denne, men eftersom han nægtede at høre efter hendes ord, og blot give hende et par få oplysninger, ville hun formegentlig føle sig nødsaget til dette..

"Jamen så.. lad os lege* hviskede hun inden, hendes ben satte i en hurtig hastighed, grundet hendes elvergener. Hun var naturligt hurtigere end mennesker og nogle væsner.
Hvorfor var hun også nødt til at spilde tiden på et ligegyldigt barn.
Rystende på hovedet, lod hun pisken folde sig ud, som hun langsomt halede ind på Fox. Hendes arm svang denne fremad, med retning imod hans venstre fod, i håb om at han var for optaget til at bemærke hvordan den ville smyge sig om anklen på ham, for derefter at sætte en brat stopper for hans flugt.

Hvis det blev nødvendigt ville hun ty til sine magiske evner. Denne dreng vidste noget.. Hun var sikker på det, og hvis ikke.. Så havde hun da haft det en anelse muntert inden det alvorlige ville begynde.
"Jeg vil fange dig.. på den ene eller den anden måde.. Kom nu bare i stedet for og spar tid og kræfter!" Hendes stemme, var rolig og monotom, som hun ventede.. Dette ville kun blive sagt, hvis hun ikke havde formået at fange hans ben med pisken.

Fox havde ikke opdaget, at hun havde en pisk. Lyden af hendes skridt, der pludseligt satte farten op, fik ham til at løbe hurtigere. Han var dum, han skulle have skiftet til ræv, men han nåede det ikke, før et eller andet snoede sig om hans ankel, og han væltede. Han ramte jorden hurtigt og hårdt og nåede knapt at tage fra sig. Det gjorde ondt at lande og han mistede vejret. Han gispede efter luft og skubbede fra for at komme på benene igen. Gruset skred under hans fødder. Adrenalinen rullede igennem ham, og hans øjne var store af skræk. Hans hænder og knæ sved efter at være landet i gruset, men han lagde ikke mærke til det, optaget af at komme væk. Det lykkedes ham at komme på benene, og han satte af igen.

Underholdende.. Lyden af hans korpus, der slog imod jorden var ren fryd for hende, som hun så hvordan han lå, spjættende at kæmpede for at komme på benene, Hendes eget tempo ændrede sig ikke, som hun nærmede sig hurtigt, imens han kæmpede for at komme på benene.
Samtidig trak hun pisken til sig, så denne også blev kortet ind, som hun nærmede sig, for ikke at give ham muligheden for at befri sig fra dets løsne greb.

Hun bemærkede, at han var kommet på benene, men havde han formået at få foden fri af pisken? Hvis ikke, så var hendes greb fast nok til at han ville falde endnu engang, da han satte sig i flugtbevægelse igen.
Rationel tankegang, virkede ikke til at være noget denne ejede. Det var tydeligt, at kamp ikke var noget han var vant til, eller havde lært. Interessant.

Hvis han endnu engang væltede, ville hun ende med at nå helt op på siden af ham, for så at knæle ned ved hans side, og lade et fast greb hvile om hans nakke med den frie hånd. Lade neglene bore sig svagt igennem den bløde hud, inden hun ville betragte ham, halvt nysgerrigt, halvt irriteret over hans opførsel.

Pisken var ikke kommet af Fox' ankel, så han væltede igen, da han forsøgte at løbe videre, Dog knapt så hårdt denne gang, da han ikke var kommet helt op. Desperat ville han række ned for at få den af, men elveren var hurtigt over ham, og greb ham hårdt i nakken. Han klynkede som hendes negle gik i hans hud, og han vred sig for at komme fri.

Hans vejrtrækning var hurtigt og panikken løb igennem hans krop. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at komme fri, og hans krop skiftede skikkelse i et rent forsøg på at komme ud af faren. Så i stedet for at have fat i en ung mand, ville hun nu have fat i en lille polarræv, for selvfølgelig ville skiftet ikke gøre noget for, at han kunne komme ud af hendes greb.

Da det gik op for ham, at han ikke kunne komme væk, skreg han, som kun en ræv kan skrige. Han vred sig hårdt og forsøgt at bide hende med sine små spidse tænder. Hans brune øjne var fyldt med skræk og han krattede med klørene i jorden i et forsøg på at trække sig fri af hendes greb.

En latter kom fra hende, som hun opdagede hvordan han endnu engang faldt til jorden. Hun nød kort hvordan hans hud flækkede under hendes greb i nakken af ham, som hun lod hovedet glide let til den eneside, for at kunne kigge på ham. "Er du ikke en hidsig lille en" stemmen var hviskende, som hun kunne fornemme hvordan angsten bredte sig igennem hans krop.

Han fik hende alligevel til at blive en anelse overrasket, som han skiftede form til.. virkelig.. Hendes greb strammede sig i den hvide pels, hvor dyrets nakke ville være, inden hun rejste sig på benene, for at holde ham i luften ved nakkeskindet. "Det må være din spøg". Hun var helt alvorlig, som disse ord lød fra hende. Havde han tænkt sig at løbe fra hende i denne form.. Han vejede jo mindre end hendes fod.. og havde vel ikke meget mere størrelse end denne heller.

Eftersom hendes greb allerede var i nakken på denne, ville hans forsøg på at bide, samt kradse hende, ikke lykkedes. Han var ganske enkelt ikke stor nok til at kunne volde hende mange problemer.
"Lad os prøve igen." Hun vidste ikke om han ville kunne forstå hende i denne skikkelse, men hun talte dog alligevel, inden hun lod pisken sno sig omkring halsen på den lille hvide ræv, som en form for halsbånd, da hun trods alt ikke for evigt ville kunne stå med ham i ustrakt arm.

"Du kender tydeligvis mig.. Og du kender muligvis også en lille asiatisk pige, som jeg er interesseret i"

Smerten skar ind i hans nakke og ud i hans krop, som hun samlede ham op, og han skreg igen. Han forsøgte at bide ud efter hende igen med en snerren, men han havde ikke en chance for at nå hende. Han var sikker på, at han skulle dø. Hans lille krop kunne ikke tage den angst, der løb igennem den, og han gispede efter vejret. Hendes greb i hans nakke, der fik hans hud til at strække sig og muskler til at blive rykket ud i fuld længde, gjorde utroligt ondt.

Hun lagde pisken om hans hals og følelsen af den rundt om hans hals var frygtelig. Den var næsten værre end smerten fra hendes greb i hans nakke. Hans bevægelser blev svagere, for det gjorde mere ondt at bevæge sig. Da hun snakkede til ham, var han næsten stoppet med at sprælle. Hans tænder var blottet i skræk, og han så på hende øjne, der var spilet helt op.

Han forstod fint, hvad hun sagde. Han kunne bare ikke svare hende tilbage, i sin dyreskikkelse. Han jamrede dæmpet og vred sig en enkelt gang. Mei. Hun ville have fat i Mei. Tanken skød igennem smerten og panikken, der havde overtaget hans hjerne.

Han gispede stadig efter vejret igennem de blottede tænder og Angelie ville tydeligt kunne mærke hans vilde, hurtige puls igennem pels og hud.

Det pulserede og dunkede imod hendes hånd,der havde grebet, som hun mærkede hvert et slag denne lille krop gav. Hans kæmpen blev svagere, og som han næsten var stoppet med at sprælle, havde hun tiden til at låse 'hålsbåndet' fast, for derefter at sætte ham ned på jorden, stadig i behørig afstand for vilde tænder og kløer. Hvem vidste om denne bar på virusser eller.. hundegalskab.

Hun havde sørget for at pisken var løs nok til at han ville kunne trække vejret, men stadig stramt nok til at han ikke ville kunne vride sig ud af den. Som hun holdt fast i den modsatte ende, kiggede hun ind i dyrets opspilede øjne. Smilet over hans frygt var på hendes læber, nydende, som var det et fmåltid hun indtog for første gang.

Hun havde ikke haft det med i sine planer, at skulle kommunikere med et dyr. "hvis du er færdig med at te dig.. så vil jeg gerne have nogle svar" mumlede hun irriteret, inden hun afventede om denne ville skifte skikkelse. "Jeg har travlt, så opbrug ikke min tålmodighed.." advarslen lod hun hænge i luften imellem dem, som hun rykkede lidt i pisken, for at få ham til at fokusere.

Den forfærdelige smerte lettede lige så snart, hun satte ham på jorden. Hans hjerne var stadig sløret af både smerte og panik, men hendes ord nåede ind. Der var intet, han kunne gøre i sin dyreskikkelse. Der var nok heller ikke noget, han kunne gøre som menneske. Han var prisgivet elveren og det skræmte ham til døde. Han var sikker på, at hun ville slå ham ihjel.

Han skiftede skikkelse. Lige så snart at nåede sin menneskeskikkelse, væltede tårerne op i hans øjne af smerte og angst. Han sad på jorden med benene bukket foran sig og støttende på armene bag sig. Hans første reaktion var at skubbe sig væk fra hende, men pisken var ikke lang nok og den strammedes om hans hals.

"Jeg ved ikke, hvor Mei er. Jeg ved ikke, hvor hun er, jeg sværger" Hans stemme var panisk, skinger og fyldt med gråd. "Vær sød at lade mig gå, jeg ved ikke noget." Pisken om hans hals var stram og han rakte op for at tage ved den og forsøge at få den af. Følelsen af at være fanget gav ham kvalme oven i al panikken, og han skulle bare have den pisk af. Hans fingre famlede for at få fat om den tynde lædersnor.

Åh gud.. Det havde været bedre hvis han var blevet i dyreskikkelsen, frem for at hun skulle sidde her og se på et barn, i snor, grædende, gispende.. Hvem prøvede hun at narre? hun nød skam synet af ham værende ude af stand til at gøre noget.

Som at begyndte at rive i pisken, for at få denne af, strammede hun grebet yderligere, så den ville bringe ham tættere på hende, og automatisk stramme om hans hals. "Lad hellere vær!" endnu en advarsel, som hun kiggede intenst og roligt ind i hans våde øjne, inde hun lagde fingrene om hans hage, for at tvinge ham til at blive ved med at se på hende.

"Mei.." gentog hun. Det var første gang hun hørte pigens navn, og han havde delt det med hende helt uden afpresning. "Fortsæt.." hun ville høre det hele. Hvordan han havde fundet hende, hvorfor. Hvor de havde skiltes.. Hvad de havde lavet.
Så han sværgede. Dette var nemt, måske det var de uskyldige hun skulle styrke sig på i fremtiden. Ingen kamp, ingen problemer.. endnu.

OPlysningerne skulle hun nok få, men det var ham der bestemte hvor slemt det skulle stå til inden. Hun ville vide om de havde en eller anden form for relation. Hvis pigebarnet nød dennes selskab, skulle hun måske overveje at tage ham med sig.. Den bedste måde at lokke en anden frem.. Lade hende komme til Angelie, frem for at hun skulle finde pigebarnet.

Fox var næsten ved at gå mere i panik, da pisken om hans hals strammedes igen, men han kunne ikke gøre noget, for at få den af. Hendes stemme fortalte ham, at han hellere måtte holde op med at kæmpe, og han stoppede med at kæmpe for at komme fri. Han turde ikke tænke på, hvad hun ville gøre ved ham.

Hendes greb om hans hage var ubehageligt. Hendes nærhed var ubehagelig. Han kunne ikke andet end at se ind i hendes kraftigt blå øjne, der fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Han krympede sig, forsøgte at blive lille. Det gik op for ham, at han lige havde givet hendes Meis navn. Hun kendte det åbenbart ikke i forvejen. Han kunne slå sig selv for sin dumhed, og det var som om, at denne fejl klarede hans hoved lidt. Det var måske en god idé at tænke sig om, inden han sagde mere.

Selvom disse tanker løb igennem hovedet på ham, var han stadig skræmt til døde for elveren. Hendes ordre om at fortsætte forvirrede ham. En enkelt tåre løb ned over hans kind, som der endeligt blev for meget vand i hans øjne.

"Jeg ved ikke, hvad du vil have mig til at sige.." Hans stemme var svag og den rystede. Hvad ville hun have ham til at sige? Et stik af mod løb igennem ham, mod blandet med vrede. Han havde ikke lyst til at sige noget om Mei, han var ikke i tvivl om, at hun ville slå hende ihjel, hvis hun fandt hende. Opsætsigheden kunne nok i et kort glimt ses i hans gyldenbrune øjne.

Hendes greb om hans hage forblev hvor det var indtil videre, som hun var tæt nok på til at kunne ånde lettet ud, og han ville kunne mærke dette imod hans ansigt uden problemer.
Hendes blik veg ikke væk fra hans på noget tidspunkt, stadig intenst, stadig alvorligt.

Hun så tåren, som den trillede ud af øjet på ham, for at falde ned langs kinden, inden smilet bredte sig en anelse mere, for at kunne afsløre en række hvide tænder bag læberne.
Hun så hvordan hans blik for et kort øjeblik blev trodsigt. Dumme lille dreng.
Hendes fingre strammede en anelse om hans hege inden hun rystede roligt på hovedet. "Fortæl mig.. alt. Hvor skilte jeres veje.. Hvor kender du hende fra" startede hun og regnede med at han selv havde hjerne nok til at kunne regne ud hvad hun ellers ville vide.

Som hun betragtede dette forskræmte individ, kneb hendes øjne en anelse sammen. Han var hverken, ond eller forberedt til at kunne kæmpe. "Hvordan er du havnet midt i det her". Med det hun havde set indtil videre, var han den flygtende type. Alligevel hang han ud sammen med en sammensværende til et modbydeligt væsen, der havde indtaget landet.

"Du må være ufattelig... naiv" han kunne blot håbe på, at dette menneskebarn havde en svag side for ham, Angelies var for længst forsvundet. Alle lege med de forkerte her, blande sig i intriger, var nærdødsoplevelser for væsner som ham.

Fox var ikke i tvivl om, at hun nød hans skræk. Han kunne se nydelsen i hendes øjne, blandet sammen med den kulde, der strålede ud fra hende. Hendes greb blev strammere, men han gjorde ikke noget for at trække hovedet til sig. Det kunne han ikke alligevel.

Han overvejede, hvad han skulle svare til hendes spørgsmål. Skulle han fortælle hende noget? Hvad ville hun gøre ved ham, hvis han ikke sagde noget? Han flyttede lidt på sig, panikken pumpede stadig igennem hans krop, men han var begyndt at tænke mere klart. Hun ville have noget af ham, så hun ville ikke slå ham ihjel. Med det samme anyway. Han trak skælvende vejret.
"Jeg ved ikke, hvor hun er henne." Hans stemme var en smule mere fast end før og endnu et glimt af modstand gled over hans øjne.

Han vidste ikke, hvorfor han ville gøre det her. Risikere noget for Mei. Det lignede ham ikke, men han havde så heller ikke været i en situation som den her før. Han plejede normalt at gøre alt, hvad han kunne for at overleve. Hvilket han stadig ville, men det var vel lige meget hvad han gjorde nu, han ville sikkert dø alligevel. Hvis han kunne beskytte Mei bare lidt..

Som hans trodsige ord igen blik udtalt, forsvandt smilet fra hendes ansigt på stedet, mens blikket blev iskoldt, som hun nedstirrede ham. "Dum" konstaterede hun så, som det eneste ord hun udtalte, inden Angelie slap grebet om hans hage, for så langsomt at komme på benene, som hun tårnede sig op over hans sammenbøjede stilling.

"Du må håbe du har samme affektionsværdi for hende" som hendes ord forlod læberne, begyndte Angelie at trække i pisken, mens hun tog skridt i en retning væk fra ham, så denne ville stramme sig, langsomt begynde at kvæle ham, præcis som hun havde kvalt Mei til bevidstløshed.

Han ville formegentlig stritte imod, men Angelie ville blot bevæge sig endnu længere væk fra ham, og lade pisken strække sig til man ville kunne balancere på dens spændstighed.
Hendes tålmodighed og tid var ikke til disse julelege. Hun havde givet ham chancen for at tale ikke mindre end to gange.

Hvis han forsøgte at komme i samme retning som hende, for at slække på spændstigheden, ville Angelie placere en fod imod hans bryst, er derved tvinge denne igennem. Det var langt nemmere at slæbe på et offer når dette ikke satte sig imod trods alt.

Fox vidste i det øjeblik, at hun sagde det ene ord, at han havde dummet sig og panikken kom væltende ind over ham igen. Han krøb sammen da hun tårnede sig over ham, og han lukkede øjnene i forventning om smerte. Men i stedet strammedes pisken om hans hals. Meget. Han gispede efter vejret, men pisken strammedes så meget, at hans luftveje blev blokeret. Panisk greb han fat om lædersnøren og forsøgte at følge med den, men elverens fod blev presset mod hans bryst.

Panikken spredte sig endnu mere, som hans krop begyndte at skrige efter luft. Dødsangsten var ved at få ham til at vende det hvide ud af øjnene, og han forsøgte at få fat om snøren med fingrene på den hånd, der ikke havde fat i den længere ude, men snøren havde boret sig ind i hans hud. Små sorte prikker begyndte at dukke op for hans øjne.

Han forsøgte at sige noget, men der var ikke noget luft til at sige noget med. Som han kunne mærke bevidstløsheden komme snigende, klappede han svagt på hendes ben for at forsøge at fortælle hende, at han gerne vil snakke. Et sidste forsøg på at undgå at besvime og måske endda dø. Okay! Han skulle nok fortælle om ham og Mei. Ikke at der var meget at fortælle, men han ville fortælle det han vidste. Han ville bare ikke dø.

Hendes fod pressede imod hans bryst, som han kæmpede for at få den nødvendige ilt. To gange på få dage, var måske overilet, men han havde trådt forkert denne gang. Hun nægtede at spilde tiden, som han så pænt havde gjort for hende.

Ved at vikle selvom ende en enkelt gang mere om håndleddet for at korte snoren endnu engang, som det strammede om hns hals yderligere.
Hendes blik låste sig imod hans ansigt, som hun mærkede hans hånd klappe imod sit ben. Smilet smøg sig langsomt tilbage over hendes læber, inden hun slækkede en anelse på kvælningen. Nok til at han ville kunne tage en hæs, svag indånding.
"Var der noget du vil sige..?" ordene svævede ud over hendes læber, frydeligt, halvt muntre, som hun afventende betragtede ham. Det virkede til at hun kunne gøre hvad hun ønskede med denne formskifter, så længe han havde noget at miste.

Langsomt knælede hun ned foran ham igen, for derefter at lade ham kunne trække vejret, dog uden at tage den af ham. "Det ser ud til vi forstår hinanden.. Gør vi ikke?" den spørgende tone lovede ham værre oplevelser end denne, hvis han forsøgte at løbe om hjørner med hende endnu engang.

Fox var næsten ved at være bevidstløs, da han endeligt kunne trækket en smule luft ned i lungerne. Hele hans krop skreg efter ilt og han gispede desperat efter vejret. Han registrerede hendes spørgsmål, som kom langvejs fra, og han nikkede så godt han kunne. Ja, han havde noget, han ville sige, bare han kunne få mere luft!

Endeligt forsvandt presset om han hals og hendes fod fra hans bryst. Han sank sammen, hivende efter vejret, hostende og stadig med sorte prikker for øjnene. Et enkelt hulk undslap ham, imellem hostene og de hivende vejrtrækninger. Han krøb sammen som en hund, der var bange for at blive slået, og ville ønske, at han kunne løbe væk og gemme sig i et lille bitte hul. Gemme sig væk i sikkerhed og ikke komme ud, før dette frygtindgydende kvindemenneske var forsvundet.

Han nikkede igen, som svar til hendes spørgsmål.
"Jo. Vær sød ikke at slå mig ihjel. Jeg vil ikke dø." Hans stemme var hæs og næsten uhørlig. Det gjorde ondt at tale, og han kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Han kunne godt forstå, at Mei havde været så svag efter sit møde med Angelie. Han rystede over hele kroppen af skræk og af iltmanglen, han lige havde været igennem. Der var ingen risiko for, at han ville løbe nogen steder. Han kunne simpelthen ikke efter den tur.

Halvt smilende, afventede hun blot, imens hun betragtede hvordan han hev efter vejret. Ilt var en besynderlig ting, så let at fratvinge levende, og så let at give tilbage.
Da han krummede sig forover, for at hoste, gispe, skælve, gjorde hun intet, men blev blot siddende i denne stilling.

"ssh" hun tyssede på ham, næsten kærligt, beroligende, som hun lagde hånden imod hans kind, inden hun ventede på at han ville se op. "Fortæl mig så hvad du ved". Hun havde vel givet ham nok tid til at få vejret tilbage.

En meget lav latter klukkede fra hende, inden hun rystede let på hovedet, for så at kærtegne hans kind et ganske kort sekund, inden hun trak hånden til sig. "Åh.. Jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel.." ordene bar langt mere end hvad disse betød. Selvfølgelig var det ikke hvad hun havde i tankerne. Hun skulle trods alt bruge ham.
Hvem vidste.. Måske ville han være heldig nok til at komme igennem dette uden varige mén.

Hendes hænder rakte frem imod hans hals, forsigtigt, for at lade ham vide, at hun ikke havde tænkt sig at kvæle ham. Hvis han tillod dette, løsnede hun pisken om den, for at lade ham føle sig en anelse mere fri, men stadig uden at den var helt væk, skulle han finde på et sætte i en ny løbetur.

For sin vis kunne hun godt have helet ømheden, men det ville tage alt det sjove ud af dette møde. Han skulle nødigt gå hen og glemme det.

Fox havde ikke energi til at forsøge at undgå hendes hånd på hans kind, og han lukkede øjnene, mens han stadig gispede efter vejret, dog knapt så voldsomt for et kort øjeblik siden. Hendes ord om, at hun ikke ville slå ham ihjel var en ringe trøst, for der var noget i hendes stemme, der lagde op til noget, der var meget værre. Han så op på hende med et dybt ulykkeligt blik.

"Jeg.. stødte på Mei.." Hans stemme knækkede, og han måtte hoste. Hans hals brændte og det var som om, at han næsten ikke kunne få presset ordene ud. "Jeg stjal hendes ting.. og hun fangede mig. Og tvang mig til.. at tage hende med ud at spise.." Han stoppede op for at tage en pause.

Han havde lyst til at bryde grædende sammen, men det blev kun til et par tårer mere ned af kinderne. Smerten skar stadig igennem fra hans nakke, hans hals gjorde vanvittigt ondt og han var så bange. Og så ked af, at han ikke kunne andet end at forråde Mei.

"Jeg troede det var det.. men så fandt jeg hende.." Han sendte elveren et hurtigt blik. ".. efter I havde.. du havde.." Han trak sine ben op og lagde armene om dem. "Jeg tog hende med hjem.. syede hendes sår sammen.. og hun tog hjem dagen efter.." Færdig med at fortælle, lagde han panden mod sine knæ.

Han vidste ikke, hvad der skulle ske nu. Måske ville hun slå ham ihjel, nu hvor han havde fortalt det, han vidste. Eller også ville hun noget andet med ham. Han turde næsten ikke tænke på, hvad. Han var jo før blevet fanget for at blive solgt på slavemarkedet. Men elveren virkede mere som en, der hellere selv ville forvolde smerte. Tankerne fik ham til at ryste endnu mere, og han gispede stille efter vejret af skræk.

Som et par tårer mere faldt fra dennes øjne, kunne hun ikke lade være med at smile en anelse bredere. At afpresse væsner var altid så underholdende.. Alle var forskellige, men dette.. Han var klar til at springe på hænder og fødder hvis hun bad ham om det på nuværende tidspunkt, ville hun tro.

Hans forklaring gav ikke meget at arbejde med. Uheldigvis. Mon ikke menneskebarnet ville føle sig i gæld til denne formskifter, eftersom han havde reddet hendes liv. "Åh.. Du har rodet dig ud i noget, du aldrig vil kunne håndtere" bemærkningen fløj fra hende, halvt fraværende, som hun langsomt halede sig selv op i stående stilling endnu engang.

Hendes hånd lagde sig på toppen af hans hoved, for at rode lidt i hans hår, del for at fange hans opmærksomhed. "Du.. skal med mig" Dette var ikke et forslag, men en direkte ordre. Hun forventede at han ville rejse sig op, og hvis ikke, måtte hun jo ty til brugen af det hjemmelavede halsbånd.

Han var mildest talt ubetydelig i hendes øjne, skønt hun ikke slog, sparkede eller brændte hans lemmer. Hendes hånd gled fra hans hoved efter det svage kærtegn, for derefter at glide under hans armhule, så hun kunne hjælpe ham på benene ved at løfte opad.

"Du har været.. behjælpelig.. Lad os håbe pigebarnet finder dit liv.. værdigt" hviskede hun næsten muntert, for derefter at lade hånden finde ned i bæltet, og en lille enkelt udseende lommekniv ville dukke frem. Hun havde ikke tænkt sig at bruge denne på ham, men blot til at efterlade en ganske enkelt besked ved indgangen til galeanstalten, hvis Mei nu skulle opsøge ham endnu engang.

Fox havde oplevet mange uhyggelige ting i sit liv, men havde altid formået at smyge sig udenom de mest skræmmende væsner. Han var rimeligt vant til at komme til skade. Hans evne til at sy et sår sammen kom ikke fra at lappe andre sammen, så selvom han virkede svag lige nu, kunne han mere, end man lige skulle tro.

Men Angelie skræmte ham. Han var aldrig blevet fanget af et væsen, han ikke på en eller anden måde kunne slippe væk fra. For det meste ved at snakke sig ud af en situation eller forsvinde hurtigt. Eller få en omgang tæv og slutte der. Angelie ville noget mere med ham. Hvad vidste han ikke.

Han reagerede ikke på hendes hånd i hans hår. Han forstod hende ikke helt. Hun forsøgte at slå ham ihjel, men rørte ham også med noget, der næsten mindede om kærtegn.
Hendes ord fik ham til at se op på hende. Hun ville tage ham med. Han kom lidt usikkert på benene, de virkede som var de lavet af gummi. Det gik op for ham, at hun ville bruge ham som lokkemad, og han bakkede et enkelt skridt væk fra hende. Hun trak en kniv frem. Han gættede på, at han ikke havde nogen anden mulighed end at følge med hende.

Selvom han var skrækslagen og godt vidste, at det nok ikke hjalp noget, rystede han på hovedet i protest.
"Jeg vil ikke med." Han kunne stadig ikke snakke ret højt, og hans stemme var stadig hæs.