Jobinterviews (Ayah)

Der var usædvanligt stille i det store lokale, der om aftenen og natten var fyldt med glade, festende mennesker. De eneste mennesker, der var der nu, var et par rengøringsfolk og en enkelt bartender, der var ved at rydde op bag baren. Og selvfølgelig Julien, der sad oppe ved baren og kiggede i nogle papirer. Han var som sædvanligt klædt i et designerjakkesæt, der sad perfekt på ham, et par blankpudsede sko og hans hår var sat med en smule blank voks. Der var intet, man kunne sætte en finger på, han var ulasteligt klædt og afpudset som sædvanligt.
Ud over de papirer, han sad med i hænderne, lå der en åben mappe på baren ved siden af ham, fyldt med flere papirer. Foran ham stod en flaske med vand, som han dog næsten ikke havde rørt, fordybet i at læse, hvad der stod på papirerne.

Det var ikke helt normalt at se ham sidde i natklubben, men bestyreren havde måtte tage en fridag, og Julien måtte overtage dagens opgaver - som bestod i at interviewe folk til en stilling. I og for sig ikke en opgave Julien havde lyst til, især ikke da det burde være bestyrerens job i forhold til, at det var ham, som skulle arbejde sammen med en ny servitrice, men det havde været for sent at ændre aftalerne og siden det var Juliens natklub, måtte han tage sig af det.
Han havde heldigvis ikke haft så meget andet på programmet, da han stadig havde skåret voldsomt ned på den mængde af arbejde, han havde, og det var nu alligevel rart nok at komme ud af hjemmet.

Efter at have læst sidste linje, lagde han papirerne fra sig og kastede et blik på sit ur. Kort rynkede han panden, inden han tog flasken med vand, åbnede den og drak et par slurke. Med rolige bevægelser satte han proppen på igen og kiggede ud i det store lokale. Der var spredt mange små borde, man kunne stå ved, ud over den ene del af gulvet. En anden del var ryddet til dansegulv. Der var en lille scene ved den modsatte væg af den lange bar, hvor der var ansat bartendere nok til, at de var fire hver aften. Langs væggene var der bløde bænke og borde og en bred balkon gik hele rummet rundt, undtagen over baren, hvor der ligeledes var borde og bløde bænke. På scenen stod der mixerpult til dj's, men der var også plads nok til et band.
Stedet var blevet lavet helt om, siden han købte det. Der var mere åbent og mere plads. Atmosfæren var helt anderledes, især hjulpet på vej af, at der stod en stor vagt ude ved hovedindgangen, når stedet havde åbent, som sørgede for at forhindre suspekte typer i at komme ind. Julien havde kun haft en smule med det at gøre, og havde overladt det meste til bestyreren, som var en dygtig mand. Hvis Julien forlod Di Morga igen, ville han overlade stedet til ham. Som han altid gjorde, når han skiftede lokation.

Han sukkede og kastede et utålmodigt blik på uret igen. Den første ansøger til stillingen burde snart være der.

(Jeg håber det er et okay svar)

Julien var lige ved at tro, at den første ansøger ikke ville komme, så han var ved at overveje at indlede en samtale med bartenderen, en ung mand, der stadig ryddede op i glas og flasker bag baren, men inden han nåede det, kom der en ung kvinde ind i rummet. Hun virkede tydeligvis meget stresset og kom nærmest løbende over til ham, efter at have smidt sin jakke og taske. Han rejste sig, som hans gode manerer dikterede at han skulle.
"Julien Bonaparte. Og den slags kan jo ske." Han tog i mod hendes hånd og gav den et fast klem. Der var ingen følelser at tyde i hans ansigt, hvor det kølige udtryk som sædvanligt sad, sammen med et let smil i den ene mundvig.

Med en let bevægelse med hånden gjorde han tegn til, at hun kunne sætte sig på barstolen ved siden af, og herefter satte han sig selv på samme stol som før. Uden at lægge skjul på det, betragtede han hende grundigt. Hun var en køn ung kvinde, men det var nu ikke vigtigt i forhold til jobbet. Ikke at det var helt uden betydning, desværre, som servitrice ville hun være et af ansigterne på natklubben og det krævede en hvis udstråling.
Efter at have lagt mærke til, hvad der var at lægge mærke til, smilede han kort og mødte så hendes blik.

"Nå, mademoiselle de Morles. Fortæl. Hvorfor synes De, at De skal have dette job?" Han havde det som om, at han havde udtalt den sætning lidt for mange gange i sin tid. Han havde ikke tal på, hvor mange gange han havde snakket med folk, der ville have et job hos ham. Ikke at han talte med alle ansatte, når hans firmaer og forretninger var oppe at køre, men når han startede op et nyt sted, skulle han jo selv finde sine ansatte. Men selvom han havde været igennem det så mange gange, var det altid spændende at sidde med en ny person og høre, hvorfor de mente, at det var lige netop dem, han skulle ansætte.

(( Det er helt fint. ))

At Julien skød hendes forsinkelse hen, betød ikke, at han ikke havde noteret sig den. Han kunne ikke bruge en ansat, der ikke kunne finde ud af at komme til tiden. Så mentalt havde han sat et stort minus ud for punktlighed. Men han havde ikke afvist tanken om at ansætte hende endnu, det var muligt at være uheldig en enkelt gang. Hvis hun ellers kunne leve op til kravene, var der stadig en mulighed for, at hun kunne få jobbet.

Hans blik hvilede på hendes ansigt, som hun fremlagde grunden til, at hun ønskede jobbet. Ambitioner var godt, det ledte oftest til noget mere koncentreret arbejde, selvom det modsatte også kunne være tilfældet. At der var mere fokus på det næste skridt, end det arbejde, man udførte på vej mod næste skridt.
Han blev en smule overrasket over hendes næste ord, at hun ville 'gøre ham stolt'. For et kort sekund viste der sig en rynke i hans pande, men ellers reagerede han ikke på det. I stedet valgte han at ignorere den lidt sære sætning.

"Jaså. Har du nogen erfaring med at servicere?" Han havde læst de papirer, hun havde sendt ind med jobansøgningen, men han kunne altid bedre lide at høre det fra folk selv. Det var nemmere at opdage en løgn på den måde. I hans erfaring løj rigtigt mange mennesker i deres CV.