Been a long time

Fred og idyl, stilhed, men alligevel en lyd af de fugle der endnu ikke havde forladt Di Morga for at flyve til varmere egne. Men de var vel efterhånden også på vej tilbage? Det var trods alt ved at blive varmere tider trods vejrprognosen havde lovet sne og dårligt vejr de kommende dage. De krystal klare øjne rettede sig mod det store bjerg der var omkring en kilometer fra den smukke villa. Ak ja, hvad hun ikke ville give for at bo endnu mere isoleret end hun allerede gjorde. Et svag smil spredte sig på de blege læber da hun mærkede Bastet puffe til hende ”Yes yes… I know” sagde hun stille inden hun træk lidt i tovet og gik mod den lille staldbygning, hvor der netop lige var rigeligt plads til hesten og tilbehøret til den. Hun lod Bastet gå ind i sin bås og lukkede den bag dem ”There you go boy” sagde hun og tog tovet af grimen og sendte hesten et skævt smil inden hun gik ud af båsen og fortsatte ud af stalden. Igen blev de klare øjne rettet mod bjerget og hun sukkede. Hun havde en inderlig lyst til at gå en tur i bjergene, men lige nu afventede hun en gæt hun ikke havde set i et godt stykke tid. En varulv der stod hende ret nær efter hendes datter og mand døde i branden. En tåre trillede ned af hendes blege kinder som hun mindedes om dem og hun sukkede. Livet for hende blev ikke det samme før hun en dag endte oppe i himlen sammen med dem, men der var sikkert nogle år til endnu.
 

Hun gik ind i villaen og direkte mod køkkenet for at klargøre kaffe og sætte vand klar i elkanden hvis han hellere ville have the, men det var ret usandsynligt. Hendes blik rettede sig mod uret. Stadig halvanden time endnu, så hun kunne sagtens nå i et bad inden og så få noget tøj på der måske lugtede knapt så meget af hest. Hurtigt gik hun til badeværelset og smed tøjet og sprang nærmest ind under bruseren. En klage lyd undslap hende da hun ikke havde taget højde for det første vand der kom ud altid var koldt. Hurtigt fik hun vasket hår og steg ud, nærmest dampene grundet det varme vand og hun slyngede et håndklæde omkring hendes nøgne krop inden hun nærmest løb til soveværelset for at hive det første og det bedste ud af skabet. G-strenge, matchende BH, en sort nederdel af imiteret læder, en fin sort top og en hvid strikketrøje, blot så hun kunne holde varmen. Igen daffede hun ud på badeværelset og fik ret hurtigt tørret sig og fik dækket kroppen. Makeup? Simpel! Lidt eyeliner, lidt mascara og så var det fint… Hun gad ikke at gøre det helt store ud af sig selv eftersom hun vidste at varulven var mere eller mindre ligeglad med hvordan hun så ud, eftersom de efterhånden havde kendt hinanden længe.. Og han var trods alt gudfar til… Hun kneb en tåre igen og så op mod loftet inden hun rystede på hovedet. Ikke nu!

Hun gik ud i stuen og satte musik på, noget Max Richter med stykket ”The Departure”. Hun havde altid elsket klaverspil, men det var fordi hun kunne danse til det og øve på sin ballet. Hun bed sig i underlæben og stillede sig på tå og begyndte langsomt at danse rundt i stuen og ud til køkkenet, hvor hun satte kaffemaskinen til at køre igennem og fortsatte så med at danse rundt mens hun ventede på varulve skulle komme.

påklædning og køretøj: https://suwalls.com/tv-shows/jax-teller-sons-of-anarchy-31460/

følge på motorcykler: 2 enforcers, 4 soldater, 2 rekrutter.

våben: M1911 45.ASP i hylster, og en jagt dolk, han's mænd er bevæbnet med MP5 maskine pistoler, hånd pistoler, og en enkel med en R700 jagt riffel.

Hunter nød vejret, trods det var køligt og skyet, så han kørte i Tshirt, han's mænd havde enten ærmløse eller Tshirts, med motorcykel motiver, eller militær motiver, med deres maskine pistoler over ryggen, da de var kørt igennem nogle små veje, hvor politiet ikke ville tage sig af det, selv om folk var utrygge, men de havde hjelme på og var maskeredet, så det var nu ikke noget ved det, selv om de var før baren åbnede, han's mænd havde styr på sagerne, så de var kørt afsted, for og tjekke op på den kære Aviaia, kaldet Aia, hvor på hun havde ringet til ham og bedt ham komme, og han havde aflyst alt han havde planlagt, for og tage afsted til Aia, hvor på han så sig omkring ved ejendommen, for og sine folk til og tjekke omkring, for eventuelt aflytte udstyr, imens larmen fra motorcyklerne døde ud, og de blev sat på en lang række, og de steg af, for og tage deres våben ned, og tage hjelme af, og masker af, og gå rundt med hænderne på deres våben, imens Hunter gik imod ejendommen, med sine 2 enforcere bag sig.

Hunter gik roligt ind, til duften af skov, blomster, renhed, og så det bedste af det hele, kaffe, og lyden af klaver, Max Richter? Han var selv mere til blues, Mark Maxwell slog aldrig fejl, og han kunne selv til dels spille Saxofon, som han lærte i Amerika, han havde bare aldrig gjort det siden, ja, sin kone, og sin datter, og Aia kendte mere til han's smerte end nogen anden han kendte for tiden, så derfor følte han sig så knyttet til hende, og han kendte hende fra før tiden, han's kone, og datter, havde kendt Aia's mand, og han havde været med til brylluppet, og til fødsel, han var gudfar til hende, og han havde fejlet dem.. han vidste ikke hvem da havde gjort det, men guderne trøste de skyldige når han fandt dem, og han trak vejret tungt, før han gik ind, efter at have stillet sine sko, og han's enforcere gjorde det samme, imens de lagde deres maskine pistoler ved gangen, for ikke og fornærme Aia, som elver, nok havde noget imod metal våben, selv om de stadig havde deres pistoler i hylstre under vestene, hvor på han stillede sig i kanten af døren, og så på Aia danse.

han sagde ikke noget, imens han så på hende nyde musikken, han lagde armene over kors, imens han vidste at 2 af han's soldater patruljerede villa'en, og en stod ved front døren, og en snigskytte i et træ ude i skoven tæt på, man vidste aldrig, og da sangen var slut, han sagde roligt ''det var smukt, kære Aia, du er smuk som altid, kære, er det for min skyld?'' det var ment som en spøg, og han gik roligt over til hende, for og kramme hende kærligt ind i sin favn, og hviskede stille ''er du okai?'' han behøvedet ikke sige mere, imens han holdt om hende, for og slippe hende når hun havde svaret, hvor på han ville nikke til en af sine mænd, som kom med en pose, hvor da var kage fra en bager i, typisk franske kager med flødeskum og sån, rene kalorier, og han bad en af sine folk hente en tallerken, og kaffen, så Aia ikke skulle døjes med det, imens han satte sig ved spise bordet, for og sige roligt ''mangler du noget, Aia?'' og han så blidt på hende, så blidt, at nogen ville klø sig i hovedbunden til blods, i forvirring, når man er vant til han's hårde og brutale måde og være på.

Hun bemærkede slet ikke døren ind til hendes hus gik op, men det var sikkert fordi hun var så vandt til der ikke kom nogen her ude og hvis der gjorde, var det aftalt. Der var meget få der vidste hun boede der ude og det var uden tvivl også det bedste, eftersom hun aldrig kunne lide at være blandt mange mennesker i lang tid. Hun nød at være alene, nød de omgivelser hun havde bosat sig ved. Man kunne tydeligt se på hende at hun nød livet sådan som hun dansede rundt og nød musikken. Det lange blonde hår var slået ud, hvilket var noget nyt. Det plejede altid at have det sat op i knold eller hestehale, for så var det ikke i vejen. Hun sukkede stille da sangen var slut og rettede så blikket mod den velkendte stemme og fnøs ganske kort ” Det er blot mere bevægeligt end alt det andet jeg har i mine skabe… ” sagde hun og gik ham i møde og tog om ham. De fleste var bange for varulven, hvilket hun ikke kunne forstå, men det var sikkert fordi hun hade set den bløde side af ham mere end nogen anden. Hun lagde armene omkring ham og smilede for sig selv ” Jeg klarer mig.. Dig selv?” spurgte hun og trak sig tilbage da hun mærkede han lod hende fri. Som hun vendte sig for at hente kaffe og tallerkener blev hun stoppet af James’s mænd der allerede var godt i gang med at finde det for hende. Kort så hun sig over skulderen på ham og sukkede ”Tak… ” sagde hun stille og vendte sig og gik over til spisebordet og satte sig på stolen overfor ham.
 

Det var jo ikke fordi hun ikke kunne klare sig selv, det var mere det faktum man sagtens kunne se på hende at hun stadig ikke var kommet helt over tabet… At hun ikke forlod huset mere end nødvendigt. Et svagt smil bredte sig på hendes læber som hun rettede blikket mod James ” Hmm… Flere hunde i mit hus?” sagde hun og grinede ganske kort. Hun hentød selvfølgelig til dem eftersom de var varulve. Hvad hun kunne komme i tanke om så var der ikke noget hun manglede… Ikke så vidt hun vidste i så fald. Hun rystede kort på hovedet ” Ikke endnu… Måske om en uge dog, Bastet er efterhånden ved at løbe tør for hø” sagde hun og så mod James’s mænd der var godt i gang med at finde ting til dem. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt da de nærmest gennemsøgte hele køkkenet efter kopper og tallerkner…