Hos psykologen

Tid: omkring 13 tiden
Vejr: Solskin og varmt
Sted: Morgan's kontor på gågaden

Bailey havde aldrig været hos en psykolog før, også selv om han nok havde haft brug for det mere end de fleste mennesker. Han havde så mange hemmeligheder, og der var så få mennesker som kende til dem. Der var ingen tvivl om at han havde brug for hjælp, også selv om han havde det svært med at spørge om hjælp. Han havde dog gået rundt og tænkte de sidste par uger, om han måske ikke skulle prøve at gå til en psykolog.
Han havde endelig fået taget sig sammen og fået aftalt en tid, bare så han kunne se om det var noget for ham og om det måske kunne være en hjælp.
Hele morgenen havde han gået rundt og været nervøs, nervøs for at skulle fortælle ting som så få mennesker kende til også til en helt fremmede person. Han havde også endt med at være der i god tid, og bare gået frem og tilbage foran døren til opgangen.
Det tog ham ggodt og vel 5 minutter, før han fik åbnet døren og begyndt at bevæge sig op af opgangen.
Hans hjerte hamrede inde i ham, som han rettede på det lange hår og fik bevæget sig hen til den alt for unge og ingen tvivl dømmende sekretær "hej, jeg har en tid her kl 13" sagde Bailey med en lidt nervøs og dog venlig stemme, som han kan nok fik lov til at færdig gøre "bare sæt dig" svarede hun som fik Bailey til at vende let på sine hæle, og gik hen og satte sig på den nærmeste stol.

En lettere trist middelaldrende mand kom ud fra Morgans kontor efterfulgt af Morgan selv der kiggede på ham og sagde: "Mr. Manning husk at hvis den så velkendte trang vender tilbage så tænk på hvad der skete den gang... Det vil motivere dem til at lade være..... Vi ses i næste uge til sædvanlig tid...." Manden nikkede lidt sagte og gik ud af bygningen med et kort lummert blik rettet mod Bailey. Et blik fra Morgan fik ham dog til at kigge nervøst væk igen og skyndte sig ud. Så vendte Morgan et nærmest dragende smil mod Bailey og sagde: "Bailey? Kom indenfor...."
Morgen var klædt i dyre sorte italienske sko med sorte bukser tydeligt fra et jakkesæt der sad perfekt. På den velformede overkrop havde han en mørk lilla skjorte i et let stof.
Meget elegant trådte han til side så hun kunne komme ind.
Selve kontoret var rimelig stort og meget flot indrettet med antikviteter der indgik rigtig godt i en moderne stil. Af 'siddepladser' var der en lænestol i mørk læder, en chaiselon i samme, to stole foran det store skrivebord og en lækker kontorstol bag det.

Efter hun var kommet ind, lukkede han døren og gik roligt hen til skrivebordet.
"Er det første gang du prøver sådan en samtale her? Undskyld mine manerer..... Jeg er Dr. Withers.... Eller for nemheds skyld kald mig bare Morgan...." Så holdt han hånden frem til håndtryk

Bailey var nok mest nervøs for at det var en eller anden gammel mand, som ikke kunne vise andet end dømmende øjne på ham. Han kunne knap nok sidde stille, og havde det som om det gik flere timer før døren blev åbnet. Hans hjerte sank dog lidt, da han fik øje på psykologen. Hell no! Så ville han heller have den gamle dømmende mand, end hvad han så lige foran sine øjne. Han havde aldrig set sådan en pæn psykolog før, som om han havde set mange? Men det var bare noget andet han havde forstillet sig en psykolog så ud.
Hans blik blev dog hurtigt rettet mod den anden mand, som fik Bailey til ligefrem at føle sig beskidt i det bare ved det blik han fik.
Bailey vende lige så hurtigt sit blik mod psykologen atter igen, med et nervøs smil på sine læber. Det lignede bestemt ikke Bailey at være usikker i det, men det var han bestemt i det øjeblik. Han rejste sig bare langsomt op, og gik over mod ham. Godt det duftede han også, gud! Hvordan skulle han kunne fortælle om sine problemer til den mand?
Han gik dog alligevel bare roligt ind på kontoret, og vende sig kort på ham for at se hvor han gik hen. Han fulgte efter ham hen til skrivebordet, og skulle til at sætte sig på stolen som han hørte hans stemme. Han så bare op mod ham og gav et lille nik fra sig, før han blidt tog fat i hans hånd og gav det et lille tryk "hyggeligt at møde dig" sagde han og træk sin hånd til sig igen, før han satte sig ned på stolen og mærkede bare en lille smule lettelse inde i ham "ja, det er første gang..
jeg ved ikke om dette er noget for mig.. men ville prøve sagde han og lagde det ene ben hen over det andet, som han rettede på sin kjole.

Han nikkede smilende til Bailey og svarede med et: "Ligeledes hyggeligt at møde dig Bailey...."
Så kiggede han kort rundt rakte armen lidt rundt. "Ja jeg er ikke helt som andre psykologer... Du må sætte dig hvor du virker til at have det bedst...."
Selv satte han sig på kanten af sit skrivebord og kørte hånden gennem sit hår og kiggede kort på et stykke papir men smed det nonchalant på bordet igen inden han så hende i øjnene.
"Så håber jeg da jeg kan gøre noget godt for dig.... Jeg ved jo ikke så meget om dig så det åbenlyse ville jo være at starte med du lige fortalte lidt om dig selv... Kun til det omfang du er tryg ved selvfølgelig...."
Nok mest på grund af hvad han var så var Morgan en mand der gjorde folk bløde i knæene bare ved at åbne munden. Men samtidig var han også en mand der ikke bare udnyttede det fordi muligheden var der. Det var ikke Morgan man ville finde at erobre en i byen bare for at smide dem ud igen. Det ville han ikke få noget som helst ud af.

Som han sad der og så ham i øjnene, var det klart der var noget af en historie at høre.
"Hov ja..... Hvis du vil have noget at drikke siger du også bare til. Der er alt fra et godt barskab til kildevand"

Bailey plejede at være den selvsikre kvinde, som ikke havde noget imod at snakke med pæne mænd. Han plejede heller ikke at vide hvad de arbejde med, og at denne pæne mand var en psykolog gjorde intet godt ved det. Han var bange for at blive læst som en åben bog, og det var han overbevist om at psykologer kunne gøre. Som om de kunne læse ens tanker og følelser, uden at man siger et eneste ord. Han ventede vel bare på det dømmende blik, men fik i stedet bare det rolige blik næsten nysgerrig i det.
”nej du er i det mindst pæn” sagde han bare med sin normale selvsikre stemme, mens han rullede lidt med øjnene som om alle andre var skuffende forhold til ham.
Hans blik blev lige så hurtigt vendt mod ham igen, som han lænede sig lidt tilbage i stolen ”hvad var ham den anden mands problemer?” spurgte han om, og prøvede bestemt at undgå at snakke om sig selv. Han havde lagt sit hoved lidt på skrå, og så bare op på ham med et undrende blik i sine øjne.
Han kunne godt mærke at hans hals blev lidt tør i det, som man ofte blev nød man var nervøs ”en kildevand ville være godt” svarede han bare og skulle bestemt ikke have noget andet, som blot ville ende med at han ikke ville kunne styre sig selv.

Morgan grinede roligt og nikkede til hende som et anerkendende tegn og sagde: "Mange tak for komplimenten tror jeg.... Du er selv ganske tiltalende at se på..... Hvis jeg må være så fri...."
Så gik Morgan hen og tog en flaske kildevand til Bailey og hældte en meget dyr whiskey op til sig selv hvorefter han kom to små sten i glasset. Efter at have givet ham flasken med kildevand, satte Morgan sig i sin stol og smagte på whiskeyen. Den smagte fantastisk men Morgan var heller ikke kendt for at være fedtet, det skulle jo gøres ordentligt.

"Ham du så i forhallen? Han har en grim tendens til lidt for unge piger.... Mit kontor er nærmest blevet en skriftestol for byens spidser... De vil åbenbart lette deres samvittighed.... Ham der er nu ikke så slem..... Han tør ikke gøre noget alligevel da han er frygteligt under tøflen"

Det virkede måske lidt underligt at han bare fortalte den slags ting men der var mening med det. For Morgan kunne sagtens tyde at Bailey ikke havde lyst til at snakke om sig selv, så small-talk var altid et godt sted at starte. Så skulle han nok selv fortælle når han var klar til det

Bailey kunne ikke lade være med at hæve sit ene øjenbryn, da han fik komplimenten lige så hurtigt i hovedet atter igen ”er det ikke uprofessionelt at flirte med sin klient?” sagde han med en stemme som afslørede at han blot drillede, faktisk havde han ikke noget imod det. Han nød hver eneste han fik at vide at han så pæn ud, det var jo det han brugte så langtid på at se ud.

Han tog bare roligt imod vanden og åbnede den lige så langsomt ”mange tak” sagde han før han tog en lille tår af den, før han atter igen vende blikket mod Morgan. Han nikkede et par gange ”ja ham” sagde han før han atter igen hævede sit ene øjebryn af de oplysninger han fik, som gav mere mening hvorfor han havde følt sig så beskidt af det blik ”ah okay.. så skal jeg nok klæde mig i lidt mere dækkende tøj.. næste gang” sagde han og holde en lille pause før han sagde næste gang, da han jo ikke viste om der ville blive en næste gang.
Bailey satte flasken på bordet, før han lænede sig lidt hen over det ”hvad nu hvis jeg ikke er bedre end dem som bruger dig som en skriftestol?” sagde han med en næsten hviskende stemme. Nok tænde han ikke på unge piger eller piger i det hele taget, men alligevel så følte han sig ikke bedre end den mand.

Den mand hungrede jo nok efter de unge pigers opmærksomhed, fordi han ikke havde noget selvtillid og havde brug for at føle sig ung og lækker. Bailey havde jo været sådan før i tiden, blot han hungrede efter at føle sig mere kvindelig.

Morgan trak lidt på skuldrene inden han smagte på whiskeyen og smilede tilbage.
"Flirt? Tja hvis det er sådan du betragter et kompliment.... Ja så er det vel flirt... Jeg siger skam bare min mening når der er plads til det.... Og hvem kan ikke bruge lidt at smile af...."

Så rystede Morgan kort på hovedet inden han satte sit glas igen. Selvfølgelig kunne han godt forstå at Bailey kunne have det men Morgan brød sig heller ikke om at man skulle lægge begrænsning på hvem man var. Det var trods alt et sted hvor man skulle have det godt på den måde at man turde tale om de ting man ellers ikke kunne.
"Nu skal vi jo først se om du kan lide det godt nok til der bliver en næste gang.... Og med ham du kan være helt rolig... Han kigger ikke sådan efter dig igen.... Og grundet hans problem..... Så skal de være noget yngre end dit udseende byder...."

Ved de næste ord, var Morgan ikke kun opmærksom på ordvalg men også kropssprog. Morgan frusterede kolleger meget fordi han kunne tyde den slags utrolig nemt. De behøvede jo ikke vide det var fordi han ikke var menneskelig. "Det tvivler jeg nu på er tilfældet.... Men jeg lytter gerne til hvorfor du mener det..."

Bailey havde bestemt ikke brug for komplimenter, han viste jo godt at han var en smuk kvinde og alt hans usikkerhed blev da også gemt godt og grundigt væk i den mørkeste del af ham. Der var bestemt ikke mange, som kende til at den usikkerhed som lå inde i ham. Det var bestemt heller ikke det første som han havde tænkt sig at fortælle, nok mest fordi han ikke selv havde lyst til at indse det.

Han gav dog et lille nik fra sig "det har du nok ret i, måske er det derfor at folk kommer til dig..
for at få et smil frem på deres læber, af de komplimenter du kommer med" svarede han bare og havde lidt af et flabet smil frem på sine læber, før han lænede sig tilbage i stolen atter igen.

Han viste ikke helt om han lige havde blevet kaldt gammel, eller han blot hentydet til at det skulle være børn. Han valgte dog ikke at kommentere på det, for det kom endelig ikke ham ved hvad den mands problemer var.
Hans negle ramte bare armlænet på skift, mens han holde sit blik over på Morgan. Der kom et let grin ud mellem hans læber, når han mærkede hvordan Morgan prøvede at komme mere ind på Bailey end hans tidligere klient.

Blikket var lidt tænkende i det, før det blev helt selvsikker i det "i mit tidligere liv, så var jeg ligesom ham.. gik efter ting som jeg bare bruge have holdt mig væk fra.. forskellen på ham og mig, er bare at jeg kunne få fingre i det" sagde han og rullede kort med sine øjne og træk lidt på sine skulder, før han vende blikket mod ham igen "konsekvenser var bare ikke fængsel i mit tilfælde.. mine konsekvenser var mere udnyttelse.. steder hvor man tror folks tanker aldrig vil havne" tilføjede han og lagde sit hoved lidt på skrå.

Hvis der var en ting Morgan var virkelig dygtig til så var det at læse kropssprog og gøre det ganske diskret. Det var jo en stor del af hans virke til det han var skabt for. Imens Bailey fortalte, sørgede Morgan for at få alle detaljer med, selv flere detaljer end man lige skulle tro. Hvert eneste lille ting blev vejet, selv hans ordvalg og trykket på de forskellige ord.

"Du har rigtig nok kunnet nå det du ville i modsætning til ham... Men som du også selv siger, så var der jo konsekvenser ved det..... Hvad var så den afgørende faktor for at du ikke gik af den sti mere?......."
Morgan kunne godt mærke at Bailey var en type hvor den direkte approach kunne være den rigtige vej. Men samtidig ville Morgan heller ikke bare sige det på en måde hvor det ville komme til at virke som et personligt angreb. Det ville ingen af dem få noget ud af.
I stedet tog han kort en tår af sin whiskey og satte sig lidt mere til rette og sagde:
"Hvilke konsekvenser var dit vendepunkt?..... Hvad gjorde du traf valget om at være den du er blevet?.... For du lader til at være rigtig godt tilfreds med den du er et langt stykke af vejen"

Der var et eller andet ved denne mand, som gjorde ham tryg ved at fortælle tingene. Nervøsiteten var begyndt at falde inde i ham, som om den aldrig havde været det. Måske var det bare fordi han lige skulle starte ud, det var jo heller ikke nemt at fortælle om sine problemer, fortid og fremtid. Det hele hang jo sammen i Bailey’s liv, da han bestemt ikke havde lyst til at ændre sin fremtid. Han havde dog brug for hjælp til sin fortid, at kunne komme ordentligt videre fra alle sine problemer.
Bailey sad bare lænet tilbage i stolen, og lyttede bare helt roligt med på hvad han sagde. Han træk bare kort på skulderne ”konsekvenserne levede jeg med år efter år, siden jeg var helt ung.. så ligemeget hvor slemmere de blev, så var jeg stadig blind til at forsætte den vej” svarede han og så lidt tænkende rundt omkring på hans kontor, måske fordi han lige skulle finde ud af hvad han skulle sige. Han havde bestemt ikke lyst til at kaste alt i hovedet på ham, det fortjente han bestemt ikke. Det gik ikke længe før hans blik atter igen lå på ham ”det var ikke mit valg, at få mig ud af det.. det var bare den rigtige person som fandt mig” svarede han let, da det passede at han ikke selv havde valgt det. Hvis tingene ikke havde ændret sig, så havde han da stadig stået i den grøft.

Baileys ord blev vejet meget nøje på en måde så han også selv kunne se at Morgan havde interesse for det der blev sagt. For Morgan var patienter selvfølgelig nogen der skulle hjælpes (Og i nogle tilfælde få noget ud af) Men ind imellem kom der nogen der påvirkede en lidt mere uden at man nødvendigvis vidste hvorfor. Og Bailey virkede som en person der havde en meget intens historie at fortælle på både godt og ondt. Og Morgan ville hellere end gerne se om ikke han kunne gøre en forskel.
"Det er ikke altid at drivkraften bag hvad man gør, leder en et sted hen man burde være.... Men samtidig er det med til at forme hvem man fremtidigt bliver..... Jeg har selv været...... Ja man kan vel beskrive det som en omvandre konsekvens i sig selv..... Mange ting jeg gjorde.... Resulterede i nogle konsekvenser der stadig ikke kan rettes på....."

Så blev der smagt endnu en tår inden han satte sig lidt mere ret i stolen og nikkede på en måde der virkede nærmest beroligende.
"Det er kun en fantastisk ting når man møder sådan en person..... Er det en du stadig har kontakt til?"

Det at sidde og høre lidt om Morgan, gjorde ham ikke noget som helst. Det gjorde jo bare så han følte sig mere tryg i det, og tryghed betød jo bare at han åbnede sig mere. Det var vel også rart at vide at han ikke var den eneste som var et problem, men selv en person som Morgan var et problem. Han havde dog ikke regnet med det, og kom faktisk som et lille chok for ham ”dig? Hvad har du måske gjort?” spurgte han om og følte sig ret så nysgerrig om hvad der havde sket i Morgan’s liv, siden at han mente at han havde været et problem
Bailey bøjede sig hen og at tage sin kildevand, som han valgte at sidde og lege lidt med mellem sine fingre ”jepp.. den eneste person som kender mig” svarede han bare og havde nok ikke siddet der i det øjeblik, hvis ikke det var fordi hans liv var ændret og han kunne se at alt det han havde været igennem var forkert.
Han så lidt ned på sin vand, før han vende blikket op mod ham igen ”har du nogensinde haft lyst til at dræbe en person?” spurgte han om som om det var den mest normale ting at at spørge om.

Morgan trak lidt på skuldrene og blinkede til hende efterfulgt af et drilsk smil og ordene: "Jeg er ikke sikker på du ville tro mig alligevel..... Men nogle af tingene er.... At få præster forvist fra kirken grundet en hændelse med nogle nonner og andre private ting.... Svindlet på måder der burde få mig låst væk i mere end en menneskealder.... Listen bliver skam ved... Det er ikke ret mange år siden jeg fik vendt det hele og er endt hvor jeg er nu.... Men det er egentlig gået ret godt...."

Så tømte Morgan sit glas inden han skubbede en skål med kirsebær og druer hen til ham inden han tog et kirsebær og sagde: "Jeg er ikke selv så heldig at have sådan en person i mit liv men det må være dejligt...."
Spørgsmålet Bailey så kom med burde måske have overrasket eller have haft en stærkere reaktion men det var ikke tilfældet. I stedet kiggede Morgan på ham og sagde helt roligt: "Ja det har jeg....
Det er ved at være noget tid siden men det har jeg...."
Bailey behøvede jo ikke at vide at Morgan havde dræbt mange

Bailey kunne ikke lade være med at hæve det ene øjenbryn af hans forklaring ”du er da mere fuckt up end mig” sagde han med en helt ærlig stemme, da han aldrig havde hørt noget lignende og håbede aldrig han ville komme til. Det var jo aldrig fordi Bailey havde gjort noget galt, fordi han havde jo aldrig skadet nogle mennesker. Det havde hele tiden været omvendt, at det var ham som blev skadet i stedet for.
”det er skønt,… måske er du den næste heldige person som lære mig at kende” sagde han. Det var jo ikke ligefrem nemt at lære Bailey at kende, siden han havde så mange hemmeligheder.
Han viste godt at han ikke kom i dybet omkring tingene, før han skiftede emne. Han var bare stadig ikke klar til at fortælle med detaljer omkring sine problemer, havde ikke brug for at lade Morgan lære ham at kende alt for meget.
Det overraskede ham dog ikke det svar han fik, for alle mennesker havde vel haft den lyst til at dræbe en anden person før ”fremmede? Ven? Familie? Fjende?” spurgte han om og åbnede langsomt sin kildevand, før han tog en tår af den og holde blikket på ham imens.

Han nikkede og gjorde lidt større øjne imens han kort kørte hånden gennem håret. For hun havde så ganske ret. Han var ret 'fucked up' når det egentlig kom til stykket men samtidig var det jo også det han nød. Det var jo ikke fordi han havde noget imod det han var blevet skabt til. Og et langt stykke hen af vejen, kunne man jo også sige at han mange gange bare opfordrede folk til at leve deres liv fuldt ud. Alt efter hvad der ville komme ud af det selvfølgelig.
"Ja det kan man vel godt sige jeg er..... Men for at forstå sindets mørke og kunne hjælpe andre med det så må man have oplevet det selv på en eller anden måde....."

Ganske kort begyndte en rød knap at lyse på hans telefon hvilket fik ham til at trykke på "Afvis Opkald" Inden han vendte blikket mod hende igen.
"Hvem ved?.... Måske er jeg heldig...."
Så tænkte han lidt over hendes spørgsmål for det var egentlig ikke så nemt at svare på. Men dog kom han frem til et svar der ikke ville afsløre alt for meget.
"Fjender tror jeg er mest rammende.... Jeg har meget få venner men dem vil jeg ikke gøre ondt,
ej heller tænke det.... Familie har jeg ikke... Der er vel en fremmed en gang imellem men som udgangspunkt har jeg ikke som sådan noget mod fremmede.... Hvad med dig egentlig?"

De fleste mennesker ville nok mene det er forkert at kalde sin psykolog for fucked up, men han sagde jo bare sin mening også måtte han jo tage den som han ville. Hans forklaring gav dog ret så god mening, og det måtte Bailey næsten tage hatten af på ”det har du nok ret i, eller det gør det nok bedre at forstå alle mennesker som kommer igennem din dør” svarede han og var sikker på at det nok hjalp ham at forstå, folk som hans tidligere klient meget bedre end de fleste andre mennesker ville gøre.
Han tvivlede bare på når det kom til hans fortid, som om der var nogen som ville kunne forstå den.
Han kunne ikke lade være med at lægge mærke til hans mobil, og hævede atter igen sit ene øjenbryn ”kæresten?” spurgte han om, også selv om det overhovedet ikke kom ham ved hvem der ringede. Det hjalp bare med at fortælle sin historie, når han fik lov til at spørge om ting selv. Så ikke alt denne mærkelige fokus var på ham, som han faktisk ikke brød sig særlig meget om.
Der kom et svagt grin fra ham ”det kan kun månen og stjernerne vide” svarede han og var stadig ikke sikker på om han ville komme tilbage, og tvivlede på at han ville vide det når han forlod døren atter igen.
Han fik ikke helt det svar som han søgte efter, måske fordi han søgte efter det samme svar som han selv havde. Da han fik kastet det tilbage, vende han bare blikket ned mod flasken i sine hænder. Det var faktisk meget svært for ham at få det ud, måske fordi han ikke selv havde lyst til at indrømme det? ”mine forældre.. konsekvenserne.. mig selv” han hviskede det næsten og holde en lang pause imellem hver ting.

Han kiggede kort ned på mobilen og rystede roligt på hovedet inden han vendte blikket til at møde Bailey's øjne igen.
"Nej dog ikke.... Jeg har været single i..... Ja det føles som tusinder af år.... Jeg aner ikke lige hvem det var og det er egentlig ikke vigtigt.... Min tid bliver brugt på noget andet lige nu... Min tid er din lige nu og var det vigtigt, ringer de tilbage igen..."
Når det kom til en klient der rent faktisk havde noget at byde på om var det alvorlige problemer eller dybe hemmeligheder... Så var mobilen ligemeget. Og det handlede om at Bailey skulle have det godt hos Morgan ellers ville de aldrig komme nogen steder med at tale sammen.

Som Bailey kiggede ned og ytrede sit eget svar, mærkede Morgan det han søgte. Ikke fordi han ville have noget, men fordi det var det første stærke eksempel på at Bailey var begyndt at åbne op. Det var ligeledes tydeligt at det langt fra var nemt for Bailey, så Morgan lyttede meget intenst til hans ord og svarede på en måde så Bailey vidste hun sad overfor en der kendte til lignende situationer.
"Følelsen af aldrig helt at være nok.... Aldrig at nå helt i mål.... At være ligeglad med konsekvenserne.... For hvem ville egentlig savne en hvis man ikke var der mere....."

Bailey havde ingen planer om at lade ham komme ind på sit liv, hvis han ikke selv fik lov til at komme lidt tættere på ham. Han ville da ikke have en helt fremmede person kende til hver eneste lille del af ham, også han ikke kende til noget om den person. Det var den eneste grund til at han spurgte indtil opkaldet, for inderst inde så var han jo ret så ligeglad.
”så gætter jeg på en stalker” sagde han og gav et lille grin fra sig, mest bare for at sige et eller andet til det.
Han så langsomt op på ham igen, som han hørte Morgan’s svar. Han rystede kort på hovedet til det ”ingen følelse.. havde ikke brug for en følelse.. når jeg blev kaldt et misfoster, ægteskabsdræber, monster… og tro mig, på det tidspunkt var der ingen der ville savne mig.. tror derimod at der var mange der ville blive lykkelige…” svarede han og hævede sit ene øjenbryn, mens der kom et lille smil frem på hans læber ”eneste grund til at jeg ikke gjorde det, var at de ikke skulle få lov til at føle lykken.. det fortjente ikke mine forældre, og heller ikke mine konsekvenser” svarede han med det lille smil på sine læber, som han drak lidt mere af flasken.

Morgan satte sig lidt mere til rette og så på Bailey med et eftertænksomt blik som han talte og nikkede roligt som tegn på forståelse. Morgans ordvalg gav en effekt, der fortalte mere om Bailey end ordene selv. Nogle gange skulle der nogle bestemt ord til for at få en åben og ærlig reaktion hvad end den måtte være. Og det havde han fået.
"Der har dog været følelser involveret.... Om du tænker over dem eller ej, er jo så en helt anden ting.... Hvis ikke ordene gav dig en følelse, ville du ikke en gang skænke dem en tanke nu..... Og følelsen af Schadenfreu over dine forældre ikke fik det som de ville.... Selvfølgelig har det i mange situationer virket som den bedste løsning at gemme følelserne væk... Indtil de brænder sig fast i ens dybeste indre og alligevel bliver en del af den man er...... "

Morgan snuppede en drue mere og kastede op i luften og greb den med munden. Hvis man havde øje for detaljer, ville det ganske kort virke som om hans øjne havde et rødligt skær. Men det var også kun et øjeblik inden han tyggede af munden og så ham i øjnene endnu en gang.
"Der måtte jo være følelser tilbage.... Ellers kunne du ikke være så forelsket som du er i den unge mand...."

Bailey havde da lært at holde sine følelser gemt, siden han var helt lille. Der havde jo alligevel ikke været nogen der havde tænkt på hans følelser, de havde alle sammen kun tænkt på sig selv og deres begær. Det var nok den store grund til at Bailey havde blevet så selvisk, og været så iskold i sine tidligere år.
Han var bare blevet en ændret person, mest fordi han havde en anden person at tænke på.
Han satte flasken fra sig på bordet og lænede sig lidt hen over det, mens han lyttede på hvad han sagde ”den eneste følelse som var involveret var had… ren had til dem… de fortjente ikke andre følelser fra mig,.. de ødelagde deres eneste barn..” svarede han og lænede sig lige så langsomt tilbage i stolen igen ”jeg har intet at takke dem for.. jeg var ikke perfekt i deres øjne, og er nok bare en skam over deres stamtavle… men jeg er perfekt i mine øjne, og det er det vigtigste” tilføjede han også selv om der stadig var nogle fejl ved ham, så følte han sig stadig som den smukkeste kvinde i verden.
Hans blik blev lidt undrende i det, når Morgan begynde at kommenter angående Leetha ”hvor ved du det fra?” spurgte han om.

Med et nærmest anerkendende glimt i øjet, smilede han til ham og svarede med en nærmest varmende ro. "Så sandt.... Skønhed er ikke defineret ud fra andres øjne.... Og hvis du er perfekt i dine øjne....
Så er du også perfekt..... Intet mindre end...."
Ved Bailey's næste ord kunne han ikke lade være med at grine ganske kort inden han trak på skuldrene og hældte en kop kaffe op til sig selv hvorefter han gjorde en gestus mod Bailey som en forespørgsel om han skulle hælde en kop mere op.
"Jeg ved det heller ikke....... Men man kan sige at grundet mit ophav..... Så har jeg i alt beskedenhed et øje for kroppens fortællinger..... Kroppen kan ikke lyve..... Og de gange du nævnte en person der har haft så kraftig en virkning på dit liv.... Dine øjne lyser nærmest op som små stjerner.... Du smiler..... Ikke med munden men med øjnene..... Du virker til at hvile mere i dig selv når du snakker om ham.... Som om du har fundet lige præcis din plads i verden...... En plads hvor din fortid kun har været et middel til at få dig der hen...."

Så smagte han stille på kaffen og sukkede stille i sit indre. Kaffe var en af menneskehedens mest fantastiske synder..... Eller sådan havde han det i hvertfald. Meget stille blev koppen sat ned og han så Bailey i øjnene endnu en gang.
"Det faktum at det var en ung mand..... Jeg har set en prinsesse når hendes elskende prins kigger på hende.... Du havde det selv samme glimt.... Så et godt gæt kan man vel sige"

Bailey følte sig jo virkelig mere perfekt end nogensinde før, måske fordi han havde en person som faktisk fortalte ham disse ting ”jeg er mere perfekt end noget andet menneske… for alle har deres mørke sider, jeg har bare valgt at leve med dem og blive elsket for dem” sagde han og med et lille smil på sine læber, som han følte sig mere tryg ved at sidde i den stol og snakke med Morgan ”folk ønskede at jeg var et monster, og det var det jeg gav dem igennem mange år.. men ikke længere, de fortjener jo ikke at bestemme hvordan jeg skal være” sagde han og rystede let på hovedet når han blev tilbudt kaffe, det var noget af det værste han viste. Han var ikke voksen nok til at drikke sådan noget, så fortræk han heller et kop kakao.
Han så lidt mistænksom på ham ”studere du hver eneste af mine bevægelser?” spurgte han om og rettede sig op, og prøvede ligefrem at gemme alle sine følelser væk. Det var sådan en mærkelig følelse at føle sig studeret, han fortræk det når folk prøvede at studere tøjet af ham.

Da Bailey takkede nej til kaffen, rejste Morgan sig roligt og fandt så et lille fad med en kande varmt vand, tebreve og breve med kakaopulver og selvfølgelig teskeer til. Så satte han fadet på bordet ved hende og gestikulerede til at han bare kunne tage hvad han ville have.
"Nej jeg studerer dig ikke... Det vil være forkert af mig.... men min force i forhold til mange af samme profession lader til at være jeg fanger detaljer relativt nemt.... Så nej jeg studerer dig ikke....
Men jeg kan se forskellige følelser når folk udviser dem..... Så hvis du betragter det som at jeg studerer dig så beklager jeg.... Jeg siger blot hvad jeg ser og hører..... Der udover er det da kun dejligt at have det sådan med en anden at lykken er tydelig.... Eller tager jeg fejl?"

Så satte Morgan sig igen i sin stol og smagte endnu en gang på kaffen inden han satte sig lidt til rette og lod hende lige tænke over hvad han havde sagt. Mange gange var det jo selvfølgelig en stor mundfuld at høre hvad andre så eller tolkede. Og det var jo heller ikke et angreb. Så nu var det jo bare om han kunne læse at det egentlig var et kompliment fra Morgans side. Det var rigtig længe siden at Morgan havde haft en klient han ville hjælpe uden at regne med at få noget ud af det selv

Hvis man kendte Bailey, kendte ham sådan rigtigt, så ville man nok vide at han stadig var som et barn på nogle måder. Han hadet kaffe, elskede søde ting, havde det med at sidde ned på gulvet for at tage sine sko på og af. Han brugte vel også på en eller anden måde sig selv, som en klæd ud dukke. Han havde jo aldrig haft en barndom, det havde hans mor sørger for at han aldrig fik. Det var bare ikke noget som han så selv, det var bare nogle ting som var en del af ham.
Han fulgte ham bare roligt med sine øjne, og gav et lille nik som tak når han satte fadet foran ham. Han sad lidt og kiggede på det, og kiggede på de forskellige ting med sine fingre. De forskellige smage af te, men alligevel så havde han ingen tvivl i sig over hvad han skulle vælge. Han tog med et let greb en af brevene med kakaopulver, og begynde at lave sig en kop ”det er helt okay, det er bare en mærkelig følelse.. det er det eneste jeg har brug for” svarede han og viste faktisk ikke hvad han skulle gøre uden Leetha, hvis det ikke havde været pågrund af den mand så havde han jo bare synket længere ned, hele vejen ned i sin alt for tidlige grav.
Han vende langsomt sit blik op mod ham, som han havde taget koppen imellem sine hænder og sad let og pustede på den ”har du nogensinde haft det sådan med en anden person?” spurgte han nysgerrigt om.