Hos psykologen

Ganske som Morgan havde sagt så studerede han ikke Bailey. Men han fangede alligevel selv de mindste detaljer, det var så fundamental en del af ham efter næsten 2000 år. Så han tillod sig at smile ganske diskret når han så måden hvorpå Bailey studerede de forskellige ting på fadet.
Og når Morgan lige tænkte efter en gang så vidste han egentlig godt at Bailey ville have valgt kakao til at starte på.
"Jeg har aldrig betragtet mig selv som religiøs..... Men en klog mand sagde en gang at man var velsignet hvis man havde en at elske...."
Ved Bailey´s spørgsmål måtte Morgan stoppe sig selv inden han fik fortalt om sin fortid. Men det var måske ikke det sundeste i verden at fortælle at han var skabt efter Jesus korsfæstelse for at drive folk ud i synd og så splid mellem de kristne.

Så efter en kort pause tog han en tår kaffe og smilede for sig selv som han kiggede hen på et billede af hvad der lignede en glad familie.
"Nej.... Så heldig er jeg ikke.... Jeg troede det en gang..... Men hendes hjerte gik til en anden mand..... Jeg har ikke snakket med hende i mange år....."
Så kiggede han op fra kanten af sin kop og i Bailey´s øjne med et nærmest beroligende smil.
"Hvordan mødte i hinanden?"

Bailey tog forsigtigt en lille tår af sin kop, før han begynde at puste på den igen. Han blik var som låst fast på Morgan, mens han lyttede til hver et eneste ord af det han sagde. Nok ville han ikke indrømme det, men han synes faktisk det var ret så spændende at høre lidt om denne mand ”det har den mand nok ret i” svarede han blot og med et lille smil på sine læber.
Han følte sig vel et eller andet sted velsignet, han havde blevet reddet og var blevet lykkelig som han aldrig troet han ville blive.
Det overraskede ham dog at Morgan ikke havde nogen, sådan en flot mand kunne da ikke bare gå rundt og være single? Han lagde sit hoved lidt på skrå, og med et undrende blik i sine øjne ”hvordan kunne hun vælge en anden mand” mumlede han mest for sig selv, før han vende blikket mod sin kop igen. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over Morgan’s spørgsmål, og tog en lille tår af sin kop ”ude i byen.. regnede med at han bare var endnu en af mine konsekvenser,.. men efter den aften, så vi ikke hinanden i et stykke tid.. også en dag stødte vi ind i hinanden på gaden, og han inviterede mig ud og spise.. sagde han og tog atter en tår af sin kop, før han vende blikket op mod ham ”siden der har der ikke gået en eneste dag, hvor vi ikke har været sammen tilføjede han med smilet på sine læber, og øjnene som strålede af ren lykke.

Morgan smilede kort og kom med et grin inden hans blik ganske kort blev vendt mod gulvet. Han ville gerne svare ærligt på hans spørgsmål men det ville potentielt fucke Bailey endnu mere op hvis han vidste han sad og snakkede med en Djævel.
"Det er egentlig en længere historie..... Men den korteste forklaring er at hun valgte Gud frem for det monster hun så mig som.... Hun var desværre meget syg....."

Morgan sukkede en gang inden han kiggede op igen og smilede til Bailey. Som han fortalte om sit møde der senere ledte til så ren en lykke kunne Morgan heller ikke lade være med at smile. Det måtte være fantastisk at have det sådan med en anden....
"Han lyder som en ganske særlig mand.... At finde en med der er i så perfekt synergi.... Det er et sjældent syn...."

Hans øjne spærrede pludseligt stort op, som han hørte Morgan’s lille fortælling. Det var nok det sidste han faktisk regnede med ville komme ud af hans mund, og det var nok derfor han blev så overrasket over det. Det var ikke ofte at Bailey fandt sig i at opmærksomheden ikke lå på ham, men denne gang var han faktisk lidt glad over at han kunne få presset noget af opmærksomheden over på Morgan ”er hun så kommet et sted hen hvor de kan hjælpe hende?” spurgte han om og havde faktisk ret så ondt af Morgan, at han skulle opleve at den person han elskede blive så syg.
Han satte sin kop på bordet, før han rejse sig op og gik over til Morgan’s side og satte sig op på skrivebordet, før han rolig lag en hånd på hans arm ”måske var hun bare ikke den rigtige.. og den rigtige stadig venter på dig der ude” sagde han med en rolig stemme og med et lille smil på sine læber. Det lignede faktisk ikke Bailey sådan at bekymre sig om andre, eller jo når han først begynde at stole på folk. Han havde ikke lyst til at vise folk at han havde følelser, bange for at de kunne finde på at bruge dem mod ham.
Han havde næsten ikke lyst til at snakke om Leetha, bare fordi han ikke ville have at Morgan skulle føle sig mere såret.

Morgan tømte sin kop som Bailey kom over på hans side af bordet hvorefter han smilede til Bailey og forklarede: "Det er mægtig sødt af dig.... Jeg valgte at... Lade hende gå sin egen vej..... Desværre var hun syg på den måde at hun mente jeg var Djævlens Søn.... Hun endte med at..... tage den sidste udvej..... Så jeg vil hellere huske det gode om hende...."

Så kiggede Morgan på Bailey med et nærmest anerkendende smil. Morgan vidste ikke en gang hvorfor han fortalte om sin fortid til Bailey men på en måde ville han åbne om sig selv når nu Bailey gjorde det samme.
Samtidig med viste Bailey følelser han ellers havde valgt at gemme væk.
"Det må jeg sige..... Han er en heldig mand..... Nu er jeg måske lidt direkte..... Har det nogensinde været nødvendigt at være for ham som du er der for mig nu?"

De fleste ville nok synes det var mærkeligt, sådan at klienten var der for sin psykolog. Det var faktisk bare noget som Bailey havde brug for, sådan at skubbe opmærksomheden over på ham. Det hjalp ham med at lade ham komme tættere på, så han ikke bare var en fremmede mand som kendte til Bailey’s mørkeste hemmeligheder.
Han havde dog ondt af Morgan, at han skulle gå igennem sådan en hård periode i sit liv. Det gjorde ondt helt ind til hans knogler, at høre Morgan’s ulykkelige historie ”oh… det er nok også bare bedst at huske det gode i folk” svarede han og kunne godt forstå at Morgan ikke gad tænke på de forkerte ting om hende, det var altid bedre at huske de lykkelige stunder man havde med folk.
Der kom et svagt lille grin fra ham, som han kort så ned mod sit skød. Det var faktisk rart at få at vide at Leetha var heldig, fik ham til at føle sig godt tilpas og som noget særligt. Han så lige så hurtigt op mod ham igen, som smilet var forsvundet og han gav et lille nik fra sig ”ja, han har også oplevet nogle forfærdelige ting i sit liv..” svarede han, som han mærkede en svag smerte i sin brystkasse. Det gjorde faktisk ondt at tænke på, de ting som han havde været igennem. Man ønskede jo aldrig at den person mand elskede, skulle udsættes eller være udsat for noget forfærdeligt.

Morgan så på ham lidt tavs og tænkte lidt hvorefter han fik et indfald han aldrig havde haft før. Normalt set elskede Morgan at lokke de mørkeste hemmeligheder ud af folk og evt. bruge dem senere. Men den her situation var noget andet af en eller anden grund.
"Man kan vel sige på en måde tog hun ikke helt fejl....... Det her lyder mystisk så bær over med mig.... Jeg forventer ikke du tror det her men jeg vil dog dele det alligevel.... Så må du tro det eller glemme det alt efter hvad du har nemmest ved.... Man kan sige at jeg har et slags..... Talent for at se hvad folk virkelig ønsker sig.... Det ønske der gemmer sig i de mørkeste kroge af en selv..... Tosset kan man vel sige...."

Så smilede han til Bailey og rejste sig langsomt. "Jeg har noget til dig....."
Roligt gik han hen i et lille skrin og tog et eller andet der i. Så gik han hen og rakte Bailey et sort lille kort med et mærkeligt symbol på.
"Tag det her..... Skulle dig eller din elskede nogensinde få brug for hjælp med et eller andet, hvad end det måtte være.... Så ring til mig.... Eller find mig. Hvis han skulle vælge at komme alene så lad ham vise det der. Det er det mindste jeg kan gøre når en vil vise sådan en omtanke overfor mig også.... Dine timer her er også gratis"

Bailey så bare på ham med et smil på sine læber, til han begynde at snakke. Hans blik forandrede sig til forvirring, og smilet forsvandt helt fra hans læber. Han sagde ikke noget, men så bare efter ham som han rejste sig op. Hvad var det han overhovedet snakkede om? Kende til folks dybeste ønsker? Kende han til Bailey’s? nej han ville ikke tro sine egne øre, men alligevel begynde hans hjerte at hamre inde i ham.
Han tog bare forsigtigt imod kortet og vende med det samme sit blik ned på det, han lod sin tommelfinger glide hen over symbolet.
Han vende dog lige så hurtigt blikket op mod ham atter igen, stadig med det samme forvirrende blik i sine øjne ”hvad betyder det?” spurgte han om, også selv om man kunne høre på hans stemme at han ikke helt viste om han ville vide det.
Han havde bestemt ikke regnet med at det ville ske, og hvorfor skete det overhovedet? Bare fordi Bailey valgte at være der for ham?
Han vende lige så hurtigt blikket ned mod kortet atter igen, usikker over om han skulle spørge om sit eget ønske. Han kunne bestemt ikke lide tanken om at Morgan kende til den, uden at han i det mindste selv fik lov til at fortælle det.

Han grinede ganske svagt som Bailey mærkede på kortet hvorefter han støttede sig til kanten af skrivebordet.
"Symbolet?... Det er ældgammelt.... Oprindeligt betyder det noget i retning af forbudt viden eller noget lignende.... Jeg kan bare godt lide det... Så for mig er det bare et visitkort... Jeg ved godt det virker mærkeligt at jeg vil gøre som jeg lige har sagt..... Men det ændrer ikke på det er det jeg vil....."

Bailey's igen nedadvendte blik gjorde det nemt at tyde hvad der var i vejen hvis man kunne sige det. For selvom Morgan ikke havde sagt hvordan så kunne det indimellem være en overvældende oplevelse at blive stillet overfor sit dybeste ønske. Specielt hvis man ikke turde stå ved hvad det var.
"Og bare rolig.... Jeg synes at kunne antyde du blev nervøs over det med at finde folks dybeste ønsker. Det var også en noget drastisk måde at sige det på, men sådan er det nu.... Nej jeg gør det ikke med mindre det er ønsket...."

Lidt hurtigt var han ovre og tog en lille skål på et bord ved væggen og stille foran ham. Der var chokolade i, en måde at få klienter til at føle sig bedre tilpas.
"Du havde vel ikke regnet med alle psykologer var grå og kedelige?"

Bailey havde aldrig set det symbol før, nu var det heller ikke fordi han var den type som gik op i historie. Der var alligevel et eller andet spændende ved det symbol, og hvorfor Morgan lige gav ham kortet med symbolet. Han vende langsomt sit blik op mod ham, med et undrende blik i sine øjne. Morgan’s ord gav jo meget godt mening, men alligevel så undrede det ham stadig, for hvem valgte bare at bruge et symbol på sit visitkort ”det er et flot sympol” hviskede han næsten ligefrem i det, mens han sende ham et svagt smil.
Han havde bestemt ikke regnet med at møde sådan en psykolog, og siden han fik øje på Morgan så havde han kunne blevet mere og mere overrasket af den mand.
Han vende blikket ned mod sit skød, og med et lille grin forlod hans læber ”det er i det mindste godt at vide.. fortrækker selv at fortælle tingene” sagde han og havde bestemt ikke lyst til at Morgan skulle vide mere end det han fortalte, og hvis han fandt ud af ting så bare at holde det til sig selv.
Han vende sit blik op mod ham atter igen, og gav et lille grin fra sig ”yea… du er slet ikke som jeg havde regnet med” svarede han og havde jo ingen idé om at hans psykolog ville være en attraktiv mand, og ikke mindst en som med glæde åbnede sig lige så meget for Bailey, som Bailey valgte sig at åbne sig for ham.
Han vende sit blik mod skålet med chokolade, som blev sat foran ham. Han lagde bare roligt visitkortet fra sig, mens han udvalgte sig et stykke med sine øjne. Han fik taget stykket ind i munden, og et let "mmmh" forlod hans læber, som et kæmpe smil kom frem på hans læber. Man sagde altid at diamanter var en piges bedsteven, og Bailey elskede da også diamanter utroligt meget. Der var bare intet som slog et stykke chokolade, det kunne bare redde en dårlig dag eller gøre en god dag ekstra god.

Han grinede lidt som han nærmest lod sig falde ned i sin kontorstol og smækkede fødderne op på bordet. Der tog han også et stykke chokolad og flippede det op i luften med fingeren og greb det meget elegant med tænderne og spise det med et nærmest lige så saligt blik.
"Det er jeg glad for du siger.... Mange andre psykologer ser på deres klienter som journaler der skal stemme..... Det får man ikke noget ud af..... Det bliver en person aldrig tryg ved dig af..... Så hellere dele et lille glas og måske et stykke chokolade eller hvad det nu måtte være.... Ja.... Nærmest som man besøger en god ven på en eller anden måde...."

Så pegede han på et stykke speciel chokolade og smilede med en intens glød i øjnene hvorefter han hurtigt snuppede et stykke selv.
"Dem der skal du prøve.... Jeg får dem fremstillet specielt..... Det er min lille dystre hemmelighed.... De er med kirsebær og et ganske lille hint af chili..... De smager djævelsk godt.... Jeg smagte dem for længe siden på en tur og nu..... Kan jeg ikke lade dem være.... "
Ganske vist havde han mere dystre og meget værre hemmeligheder gemt men hvorfor ødelægge det med at fortælle den slags når Bailey nu slappede godt af og virkede til at være tryg.

Han fortrød bestemt ikke sin idé om at gå til en psykolog, og han fortrød bestemt ikke at have valgt Morgan som sin psykolog. Det var ikke som om han havde mødt en psykolog, men mere som om han havde mødt en ny ven! En ven der måske ville kende til hans hemmelighed på et tidspunkt, når han lige var klar til at fortælle den.
Bailey havde det jo også bedst sammen med drenge, end han havde det sammen med piger. Piger var alt for gode til at stikke hinanden i ryggen, at svigte hinanden når man mindst ventede det. Drenge var bestemt ikke på samme måde, de stak ikke hinanden i ryggen på samme måde. Der var også bare en mindre chance for at drenge fortalte hans hemmelighed videre, for hvilke drenge havde lyst til at fortælle sådan noget?

Han sad let og svingede med sine ben frem og tilbage, som han nød det stykke chokolade i sin mund og med sit blik rettet mod Morgan ”bestemt ikke.. du må være den bedste af slagsen” svarede han og sende ham et smil, og ligefrem forblev på hans læber som havde en tone af chokoladefarven.
Han vende blikket mod chokoladen, den specielle chokolade som Morgan havde fået lavet ”sikker på den smager godt? Du ved godt at du sidder overfor dronningen af chokolade?” sagde han med et grin og tog et af stykker, og førte den op til sine læber. Han så over på ham med et mistænksomt blik, men forandrede sig hurtigt til overraskelse, når chokoladen, kirsebær, og den lille hint af chili blandede sig i munden på ham ”mmmh” kom der overrasket ud mellem hans læber.

Han kunne ikke lade være med at grine kort hvorefter han bukkede dybt med hovedet som om man sad overfor en adelig.
"Dronningen af chokolade ligefrem? Jeg bukker mit hoved i ydmyghed deres Majestæt"
Det var tydeligt på Morgan at det ikke var for at fornærme Bailey på nogen måde men mere som et underholdende element i en samtale der var dejligt afslappet.
Så sad Morgan og kiggede spændt som Bailey smagte på den specielle chokolade og blev glad for den reaktion der kom ud af det.

Hurtigt snuppede han selv et stykke mere og spiste det med stor velbehag.
"Jeg er også rigtig glad for jeg ikke rigtig tager på.... Specielt når den slags lækkerier eksisterer....
Jeg smagte dem første gang da jeg var i Japan og arbejdede i et par år.... Og jeg kunne jo ikke bare tage videre uden at have nogen med... Så jeg får nogen sendt en gang imellem.... Man må aldrig mangle.... Tag endelig for dig"
Det der egentlig startede ud som en psykolog-samtale var udviklet sig til en rolig og dejlig samtale. Det var situationer som denne der gjorde hans arbjede det hele værd

Bailey nød faktisk denne lille hyggelige stund som de havde sammen, for måske var det bare det han havde brug for? En anden person end Leetha, som han kunne hænge ud sammen med og fortælle alt til og ikke mindst føle sig tryg der. Det føltes helt skør i det, at han lige havde mødt den mand og alligevel var han begyndt at føle en tryghed ved ham. Der lå alligevel en tvivl i ham omkring hans hemmelighed, men på et tidspunkt, i fremtiden… så kunne det være at han faktisk kunne få sig selv til at fortælle den til ham.
Han havde bare ikke lyst til at tænke på det i det sekund, det ville bare give ham en knude i maven som han ikke havde lyst til at få.
Han gav et lille nik fra sig, som en fnis forlod hans læber og han blev nød til at lægge en hånd foran sin mund ”det er mig” sagde han og prøvede at lyde lige så fin som en dronning var, selv om det var svært med det grin som forlod hans læber.
Hans hoved blev lagt lidt på skrå, mens han lyttede til hvad Morgan fortalte. Han tog skålet op i sit skød, og krammede den ind til sig som han tog et til stykke ”helt fra Japan? Det må jeg sige det.. de kan finde ud af at lave chokolade der over” sagde han som hans øjne lyste op i det, glæden ved at spise chokolade var næsten aldrig til at slå.
Blikket valgt på mandens mobil, som viste hvor meget klokken var ”har du flere klienter efter?” mumlede han ligefrem og vende sit blik mod ham atter igen.

Han nikkede roligt og rejste sig for kort at tage en lille iste og satte i samme omgang en frem til Bailey hvorefter han satte sig godt afslappet i sin stol.
"Ja det kan de... Det var også i Japan jeg var i længest tid på min rejse... Jeg har rejst virkelig meget men Japan og Jerusalem er de to steder jeg har boet rigtigt. Ja og så selvfølgelig her.... Jeg tror jeg vil ende med at falde rigtig godt til her... Og når der er en så interessant som dig så hvorfor ikke? Den her by holder aldrig op med at overraske mig...."

Jerusalem var på mange måder både fantastisk og alligevel utrolig farligt for ham. Havde han ikke haft talent for sit arbejde eller var blevet skabt til det så havde Jerusalem været hans grav.
Hvis man vendte hans rejser inde i hans hoved havde han egentlig altid været hvor verden havde været som en krudttønde. De fleste krige havde hørt hans hvisken på den ene eller anden måde. Og selvom man kunne have skabt sig et rygte på det så havde han altid foretrukket at påvirke verden i det usete.

Ved Bailey's spørgsmål kiggede Morgan kort i sin kalender og rystede på hovedet.
"Det ser ikke sådan ud.... Det generer mig nu ikke.... Det her er da meget hyggeligt.... At sidde og have en samtale med Chokoladernes Dronning"

Bailey fik jo bare drikkevare efter drikkevare og chokolade, men det var bestemt ikke noget han klagede over. Han følte sig forkælet der, og hvis man kende Bailey så viste man hvor meget han elskede at blive forkælet. Han gav bare et nik fra sig som tak for den, før han satte stålet med chokolade fra sig for at tage en tår ”næste gang du tager til Japan, må du tage mig med” sagde han med en drillende stemme, mens der formede sig et smil på hans læber ”ej… men det må have været super spændende at rejse sådan rundt i verden.. har jeg desværre ikke oplevet endnu” sagde han og håbede da at opleve lidt af verden på et tidspunkt, eller så meget som muligt af den. Han havde jo ikke været andre steder end i England også ikke mindst i Frankrig, men det var jo heller ikke mange steder.
Tag tog bare et til stykke, som Morgan valgte at kigge i sin kalender for at se om han havde andre tider. Bailey studerede bare hans ansigt imens, prøvede at regne ud hvad han ville svare inden han sagde det. Han kunne bare ikke lade være med at smile stort, når han fik at vide at Morgan ikke havde flere aftaler. Han nød jo faktisk at sidde og snakke med ham, det var jo super hyggeligt og Morgan var da også en super spændende mand ”okay.. ville være sikker på at jeg ikke stjæl nogen andens tid” svarede han og prøvede at holde sin glæde for svaret lidt tilbage, han ville jo ikke skræmme Morgan væk. Få ham til at tro at han var en eller anden besat pige, for sådan var han jo slet ikke.
Han svag bare roligt med sine hænder ”hvilke steder har du ellers været I verden?” spurgte han nysgerrigt om.

Morgan nikkede nærmest anerkendende som Bailey spurgte til tiden. De fleste der kom ind til Morgan ville bruge så meget tid som muligt der og havde normalt ikke noget problem med at forsøge at tage andres tid.
Men Bailey var anderledes på det punkt, hvilket egentlig var forfriskende.
"Det gør du skam ikke.... Jeg sørger altid for at sætte ekstra tid af hvis det viser sig at være en klient der ikke har prøvet at være til psykolog før.... Der er godt nok mange af mine kolleger der ryster på hovedet men det er jeg nu ligeglad´med.... Og jeg hygger mig så tiden er ikke så relevant..."

Han var meget stolt af hvad han kunne opnå med sine klienter og satte stor ære i sit arbejde. Men egentlig var det også rart det gik en smule den anden vej. Eller for den sags skyld at sidde og small-talk så Bailey blev mere tryg. Han var jo interessant.
"Puh det var noget af en liste.... For nogle år tilbage tog jeg på en jordomrejse... Så alle kontinenter er den korteste beskrivelse... Men jeg har prøvet alt fra at være psykolog for politikere til at ryge pibe med Shamaner i Afrika. Det var ellers noget af en omgang.... En sjælerejse kaldte de det... Jeg vil ikke en gang forsøge at udtale hvad det rigtig hed... Så godt sprogøre har jeg heller ikke..."

Bailey havde ikke noget imod at få noget ekstra tid sammen med Morgan, det havde jo alligevel endt med at blive en hyggesnak mellem bekendte. Det var sjovt at høre om den mands liv, som var det en eller anden spændende bog som blev læst op for ham. Det var jo også bare spændende at høre om hvad andre folk havde oplevet, så kunne han bare drømme om selv at opleve sådan nogle ting en dag.
”okay, så længe jeg ikke ender med at tage en andens person tid” svarede han og ønskede da bestemt ikke at en anden klient skulle gå glip af sin tid, bare fordi at Bailey hyggede sig sådan sammen med Morgan.
Han lyttede efter på hver eneste ord af det han sagde, som ville han faktisk gerne høre hvad han sagde. Normalt havde mennesker jo intet spændende at sige, og derfor kunne han lukke lidt af fra at lytte efter på hvad de sagde. Det var jo også nemt at fake at man lyttede, når man blot behøvede at nikke eller ryste på hovedet efter hvilket ansigtudtryk personen lavede.
Denne gang ville han bare gerne høre hver eneste ord, da det jo var spændende for en gang skyld ”nøj… så har du oplevet en masse ting” sagde han som han tog et til stykke chokolade ind i sin mund ”desværre har jeg ikke selv været lige så heldig med at rejse rundt” Det var ikke fordi han ikke havde lyst til at opleve verden, der var bare så mange steder at tage hen også var han jo sådan set fattig.

Han fik kortvarigt lidt store øjne og trak lidt på skuldrene inden han tog lidt at drikke og smilede til Bailey.
"Ja man kan vel sige jeg har oplevet lidt mere end de fleste..... Du kan også sagtens komme til at rejse Bailey.... Måske ikke altid som jeg har gjort men du kan rejse langt mere end du selv lader til at tro.... Det er jo som en kort rejse til Japan bare man får rigtig mad eller sådan chokolade der fra.... Og en ting er at rejse til Kærlighedens By..... Men alligevel bliver det så meget mere rent og perfekt... Hver gang du tager en lille rejse ved blot et enkelt blidt kys fra den du elsker"

Så rejste han sig og sagde: "Det er dog ikke altid man har lyst til at rejse videre, men bliver nærmest tvunget ud i det....."
Henne i det ene skab tog han en lille dragefigur af jadesten frem og satte foran Bailey hvorefter han satte sig på sin stol igen og sagde:
"Jeg fik den der af en parlamentarikers kone fra Japan. Hun udtryke det som at jeg havde åbnet hendes sind og at hun nu anerkendt hun blev undertrykt af sin mand.... Det blev tolket som at jeg kørte propaganda mod regeringen så jeg måtte smutte...... Ups...."

At Morgan så rent faktisk havde drevet manden sindssyg til det punkt hvor han hængte sig selv og havde efterladt et undskyldningsbrev til sin kone, var nok ikke noget der skulle fortælles her

Det overraskede Bailey ret så meget det som han sagde, for det var jo ikke noget som han selv havde tænkt over. Han behøvede jo ikke at rejse verden rundt, for hver eneste lille bid af de forskellige lande kunne man jo få i butikkerne, og opleve det andre steder i byen. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det, og nikkede da også samtidigt ”det havde jeg slet ikke tænkt over” svarede han og gav et svagt lille grin fra sig.

Han så på den lille figur som blev sat ved siden af ham, og kunne ikke lade være med at betragte den. Han tog den lige så forsigtigt op mellem sine tynde fingre, og begynde at studere den nøje med sine øjne ”du er lidt af en helt” hviskede han næsten og vende sit blik op mod ham, på hans læber kunne man finde et sødt smil som han satte figuren ned på bordet atter igen.

Han kunne mærke sulten begynde at komme frem i hans læber ”har du lyst til at tage en bid frokost sammen med mig?” spurgte han i det han hoppede lige så forsigtigt ned på gulvet atter igen.

Som Bailey havde betragtet figuren og sat den ned igen, returnerede Morgan et varmt smil hvorefter figuren blev sat tilbage på sin plads meget metodisk.
"Helt? Jeg er blevet kaldt mange ting men helt er ikke ligefrem en af dem.... Men jeg takker for komplimenten hvis det var ment som et.....Jeg tror nu ikke jeg blev set som en helt der omkring...."

Det tog ham heller ikke lang tid at tænke over Bailey's forslag og acceptere med et: "Det lyder faktisk som en rigtig god ide. Jeg får hele tiden at vide jeg spiser for lidt.... Er der et specielt godt sted du tænker? Det kunne være sjovt hvis jeg ikke kendte det i frorvejen"
Måske kendte han det, måske ikke. Men det var også ligegyldigt for det handlede om en god frokost og så ville Bailey måske også have det lidt nemmere når det nu ikke var på et kontor