Odd feeling - Amy S. Scott

Di Morga, som egentlig lå oven på byen Andorra, i skjul, som et dimensionalt lag, delte det samme vejr. Vinden trak let i de kølige tøjler, med de tunge skyer i hælende, det var tydeligt at se at det ville gå hen og blive regn i løbet af aftenen. En skam tænkt en ung herre med asiatiske træk. Sommeren var ellers så småt begyndt at tage form rundt omkring i Europa, men her i Di Morga, var det som om foråret havde taget et jerngreb omkring stedet.

En kølig brise kastede sig indimellem de høje bygninger, og de lange gader der forsat blev ved med at blive længere i takt med at Di Morga voksede sin magiske bistand. Det var efterhånden gået op for Jay at der var begyndt at komme flere mennesker til i byen. Ikke at det gjorde ham noget, han var trods alt selv et menneske. Eller det troede han. Men sandheden var at han havde glemt alt omkring sit tidligere liv som dæmon i en anden dimension.
En fjern lyd blev ved med at ringe i ørene imens han krydsede et fodgængerfelt, før det gik op for ham at det var sirener. Hans døve øre havde endnu ikke opfattet, hvad der helt præcist foregik, før han blev vækket fra sine dybe og meningsløse tanker efter adskillige hornlyde fra den kommende ambulance, der drønede direkte imod ham. Med nogle opsprættede øjne hoppede han hurtigt til siden inden han selv ville ende i ambulancen. Hjertet hamrede lidt hurtigere i brystet på ham, imens han fulgte den røde og hvide ambulance forbi de kommende vejkryds længere fremme sammen med de andre folk der gik på gaden sammen med ham. Efter lidt tid, vendte befolkningen tilbage til deres foretagende og glemte alt omkring ambulancen. Jay burde vel egentlig gøre det sammen, men han havde et af de momenter hvor man stirrede tomt ud i luften, uden rent faktisk at tænke. Hans hoved var lettere fjernt på denne kølige grå forårs dag.

En mand bumpede ind i ham, som fik ham tilbage til virkeligheden. I et kort øjebliks forvirring, kiggede den unge mand sig rundt omkring for at skabe en form for orientering omkring hvad der foregik. Efter lidt tid spadserede han videre afsted til hvor end hans fødder bragte ham. Blikket var rettet imod butikkerne han passerede forbi. Han kom forbi et butiksvindue hvor en læderjakke hang på en mannequin. Med hovedet let på skrå stillede Jay sig på samme måde som mannequinen, for at se hvordan læderjakken ville se ud på ham. Det så nok lidt sjovt ud for de andre forbigående personer. Men han så dem ikke. Efter lidt tid, begyndte han at lave nogle mere eller mindre mærkværdige stillinger med mærkelige ansigtstræk. Ved nogle røg tungen ud, ved andre løftede han øjenbrynene så højt, at det lignede hans øjne, var ved at falde ud. Sådan forsatte det i et stykke tid, imens han fordrejede munden og øjenbrynene til groteske ansigtsudtryk.

Han stoppede først da nogle piger gik fnisende forbi ham efter at have optaget ham på deres telefoner. Atter med hovedet på skrå, kiggede han en sidste gang på vinduet med læderjakken, inden han spadserede videre til hvor end han ville ende. Det viste sig at blive til parken. Et sted han ikke havde været længe. Nok fordi han bedre kunne lide skoven, den var større, træerne stod tættere, hvilket gjorde det muligt for ham at kaste sig selv fra gren til gren, trods for det var vældigt dumt. Efter nogle minutters spadsering ind i parken, kom han forbi en bænk. Den var noget nusset, sædet havde nogle fugleklatter hist og her, ryglænet var blevet offer for teenagernes kedsomhed, hvor kiksede sætninger var at finde, sammen med de typiske ham plus hende, hvor der ville være et hjerte omringet omkring navnene. Jay satte sig ned på bænken uden yderligere betænkninger til om han satte sig på en fugleklat eller alger. I dag var en mærkelig dag for ham. Han følte sig rastløs og alligevel energiløs.

Foråret havde raset i denne for hende nye by – varmen havde trykket længe og hårdt på denne formiddag, men luften emmede stadig tungt af regn og muligvis også torden. Garagedøren til værkstedet stod åben bare for at få en lille smile luft ind i det ellers utrolig varme værksted. Stedet var ryddet for i aften og så egentlig nydeligt ud, når man tænkte på at det var et autoværksted. Hun havde selv været i bad og var faktisk klar til at lukke af for i aften. Hun lod blikket endnu engang kigge på den skønhed af en Mercedes som Caine var kommet med. Den var ufattelig smuk og for en kvinde som hende som var så socialt akavet – så var det med at se de smukke detaljer i tingene omkring hende.

Hun førte let hånden over den en sidste gang og et blidt og uskyldigt smil faldt over hendes læber. Hun rettede sig op og gik hen mod garagedøren. Hun satte alarmen til og lukkede døren ned – hun sørgede for at alle alarmer var slået til og vendte sig derefter rundt. Hun havde brug for noget luft, hun var dog kommet afsted uden hendes jakke – mon ikke hun kunne nå at gå en tur inden regnen ville vælte ned?

Hun begyndte stille at gå rundt i hendes egen verden og lod blikket vandrer på de mange mennesker er gik rundt om dem – hun ville ønske at hun kunne være som dem, tænke som dem og opføre sig som dem. Et let smil faldt over hendes læber, hun vidste hun aldrig ville blive som dem, men hun var nødt til at lære at hun aldrig ville have behov for at blive som dem. En lille pige løb over vejen, men lige inden en bil ramte hende blev hun hevet hårdt i armen af en mor som med det samme faldt på knæ og slog armene omkring hende.
Et kort øjeblik måtte Ames kigge væk, denne kærlighed, denne beskyttelse og den følelse som lå i dette billede havde hun ikke før oplevet. Det tætteste hun kom var hendes søster, hun som hun elskede til døde og hun ville beskytte hende for en hver pris – hun fra forældre siden.. Hun sukkede kort og lod tankerne glide tilbage på hendes mange år på børnehjemmet, de mange andre børn, de kummerlige forhold og … Mathis.. Hun rystede kort over hele kroppen og begav sig straks videre uden at ville tænke på dette lige nu.

Hun gik ikke længe får hun opdagede en park som hun tidligere havde besøgt, det var her hun også havde mødt en anden fyr – Bjørn. Det kunne være at man skulle få tankerne lidt på af veje ved at gå en tur derind. Et smil faldt over hendes læber over den natur som pludselig omringede hende. Hun lod blikekt glide over de store træer som havde fået lov i de sidste mange år at vokse – sikke ting de måtte have set, ting de måtte have været vidner til. Livet ville nogen gange være nemmere hvis man bare kunne se det hele fra afstand.

Hun gik i sin egen verden og havde som altid aldrig sine øjne på vejen eller på hendes omgivelser, og inden hun vidste af det fik hun foden i et hul, som en hund måske havde gravet og kort efter faldt hun lige så lang som hun var på jorden. Den varme røde farve flød nu over hendes kinder og hun vidste at hun nu pludelig var blevet meget rød i hovedet. Hun bed sig let i læben og kom så op på benene. De sorte tætsiddende bukser, havde fået et par fine brune pletter på bukserne og den fine hvide bluse havde ligeledes fået lidt farve. Hun slog hurtigt blikket op for at se om nogen havde lagt mærke til det.

Ikke langt fra hende sad en fyr på en bænk og lignede en der virkelig tænkte over tingene og over livet. Et let smil faldt over hendes læber, det var altid hyggeligt at prøve at gætte hvad andre måske tænke. Mon det var noget vigtigt? Mon det var hendes fald han tænkte over?

Blikket vandrede fra den ene sky til den anden, betragtede deres forskellige grå nuancer, og lugtede let til vinden for at finde ud af hvornår det ville begynde at øse ned. En sær træng til blot at sidde lige der, på bænken og blive gennemblødt af den kolde regn var særligt fristende på nuværende tidspunkt. Det var en spontan mærkelig lyst han ikke helt kunne forklare. Men det var ikke desto mindre en ukendt følelse. Han havde dem tit, spontane tanker og lyster til at gøre noget, som han alligevel aldrig gjorde. Det kunne være at springe ned i vandet når han krydsede en bro, eller smide sin mobil ud over den. Sådanne mærkelige indskydelser som kun eksisterede i de hurtige øjeblikke, inden han distraherede sig selv og gik videre, uden at have gjort noget.

En hånd gled op til hans hoved og kløede let hans karseklippede hår. Han trængte vel snart til en tur med barbermaskinen, inden det begyndte at blive for langt. Hånden gled ned til hans øjenbryn som han kløede let rundt omkring et sår han havde fået for nogle dage siden, efter et møde med nogle bøller og en charmerende kvinde, hvis navn han ikke helt kunne huske, men det lå lige på tungen. Hvad mon der var sket med hende.

Et bump afbryd pludselig hans tanker, blikket vente sig nærmest i slowmotion hen imod lyden, som om den havde været et kald fra en anden dimension der sagde at han skulle vågne op og komme tilbage til virkeligheden. Til hans overraskelse havde det ikke været en overmoden grankogle eller ageren der var faldet ned fra et træ, næ det havde været en ung kvinde med noget der lignede askebrunt hår. Han kunne ikke rigtig tyde det, det var vel også lige meget egentlig, hun var faldet og han sad som en latterlig tilskuer og ikke gjorde noget. Not cool Jay… not cool! sagde en stemme i hans hoved, skuffet og fuld af forargelse over hans langsomme reaktion. Han var virkelig ved siden af sig selv i dag. Det lignede ham ikke. Med nogle hurtige bevægelser rejste han sig op og gik hen imod kvinden.

”Are you alright?” kom det fra ham noget hæst, som om han ikke havde brugt sin stemme i flere år. Han brummede lidt, og gentog derefter hvad han sagde for at gøre det lidt mere tydeligt, så hun ikke ville undre sig over hvad han egentligt havde sagt. Han fandt et lommetørklæde frem i baglommen af sine sorte bukser, inden han overrakte dem til hende. Hans overkrop var i klædt en grøn og sort ternet skovmandshugger skjorte, hvor på benene sad der nogle sorte skinny jeans, der var placeret omkring midten af røven som man fik den moderne hængerøv. Bukseenderne var smøget lidt op, så man kunne skimte lidt af de behårede ben og ankler som mænd ellers var så kendte for. Fødderne var iklædt nogle almindelige sorte allstars, som ellers var ved at være godt slidte. I siderne af skoene ville man sikkert kunne ane nogle begyndende huller.

Hun kunne ikke lade være med at kigge på den fyr som sad på bænken, hun kiggede ned af sig selv et øjeblik og lod et smil kort falde over læberne. Da hun så atter kiggede op var fyren endnu tættere på og de fik hende kort til at stivne en smule. Han valgte dog ikke at stikke hånden frem og dette gjorde hende lettet, mere end hun egentlig lige ville have troet. Folk på dette sted var utrolig høflige og ville gerne give hånd. Det havde skabt en akavet situation med Caine, han havde dog valgt at lade hende slippe, da hun valgte ikke at gøre det. Hun sendte så den fyr som kom gående mod hende et blidt og nærmest uskyldigt smil.

”Yeah i´m alright.. thanks.. for asking”

Hendes stemme hakkede en smule, men hun var som altid nervøs omkring folk som ikke var hende søster. Hun sendte ham et blidt smil, inden hun mærkede varmen omkring kinderne – hun hadede at hun ikke bare kunne være sammen med andre folk, uden at være et nervevrag foran dem. Hun trak vejret blidt og prøvede at bevare en lille smule af den fatning som det ville kræve. Hun lod blikket glide over på den bænk han kom fra og hendes tanker flød lidt i hovedet. Hun kunne ikke finde ud af om det var smukt at folk satte deres præg på sådanne ting eller om det var noget svineri.
Hun lod så de brune øjne falde tilbage mod denne rare mand som var kommet for at hjælpe hende og sendte ham blidt et roligt smil.

”What about you? – you seemed ,, down?”

Allerede da hun havde spurgt fortrød hun det en smule, hun var ikke meget for at rage i andres personlige sager, men hun elskede at hjælpe så dette var faktisk et dilemma for hende. Hun valgte dog at lade det hele forsvinde og prøve at sende ham et roligt smil.

Kvinden virkede en smule ved siden af sig selv, efter at han havde nærmet sig hende. Det overraskede ham en smule, men alle mennesker var trods alt forskellige påmindede han sig selv om. Blikket betragtede hende let for at se om hun skulle være kommet til skade nogen steder, ud over nogle mulige knubs på hendes bukser, og muligvis også nogle mærker på hænderne. Hendes ansigtsudtryk gjorde det en anelse forvirrende for Jay, da han ikke var sikker på om hun var letter eller skræmt fra vid og sans over at se ham. De brune øjne spejdede en form for forklaring, imens hånden forsat var rakt ud med et lommetørklæde i hånden, i tvivl omkring om han havde gjort noget forkert.

Hun svarede dog efter noget tid på hans spørgsmål. ”Well, you’re welcome…” kom det fra ham, efter en lille stunds pause, som om hans hjerne for en kort stund var slukket fra, og ikke kunne tænke klart. Det var en mærkelig følelse. Det var lidt en af de følelser som bedst kunne beskrives som en, ud af kroppen oplevelse. Som om ens rigtige jeg stod ved siden af og betragtede alt det man lavede, men uden at det rent faktisk var en selv. En fugl fløj tæt over deres hoveder imens den skræppede efter insekterne der befandt sig i luften.

Skyerne samlede sig lige så stille på den ellers dybblå himmel. De var lettere gennemsigtige og slatne. Lidt lige som hvis man trak vat fra hinanden, ville man kunne se igennem det. Usikker på om kvinden ville have hjælp til at komme op, trak han hånden til sig, og satte sig på hug foran kvinden for at inspicere om der var andet galt. Hvilket ikke var noget han lige kunne påpege. Tankerne gled lige så stille tilbage til det øjeblik hvor hun var faldet, ikke noget han kunne se fuldkomment, men han havde kunnet ane det i øjenkrogen. Et svagt smil mønstrede sig op i mundvigen imens han prøvede at holde smilet tilbage, ved at kigge ned så hun ikke kunne ane det.

Tankerne blev dog hurtigt afledt da hun talte til ham igen, blikket vente tilbage til hende, imens hen hånd gled om bag hans baghoved og kløede den nærmest skallede ise. Var han nede? Det var han vel, ikke decideret nedtrykt men nærmere rastløs, han ville lave noget, det kriblede i hans fingre at få mulighed for at lave noget, men hans krop og sind føltes tungt en og samme tid, som om den ikke ville tillade ham det. Måske var det bare lige i dag det skete, måske ville det forsætte, måske han skulle se en psykolog han ikke havde råd til. Det hele var generelt mærkeligt. En skævt smil formede sig på hans læber imens han kiggede på hende, og fjernede hånden fra baghovedet. ”It’s nothing big, just one of those days you know.”

En pludselig trang til bare at tage hende om håndledet og løbe ud i vildnisset greb fat i ham med en jernhånd, ikke at han udlevede dette ønske, men lysten til at føle at man var i live ville ikke slippe ham. Han modstod lysten, prøvede virkelig bare at ligge den væk. Men nej… Med en kort disney reference til den kendte klassiker greb han fat om hendes håndled, ”Do you trust me?” sagde han, og lod hende ikke engang svare, inden han fik hjulpet hende op.

Hun havde været her et par dage og alt var simpelthen så forvirrende for hende – dagene havde smeltet sammen, hun havde mødt et par fantastiske bekendtskaber, hendes hjerte blev revet i to retninger. Hun havde lige fundet ud af at der var væsner i denne by som ikke var mennesker og hun stod faktisk lidt i syv sind. Denne fyr foran hende gjorde intet galt i at ville række hånden frem og hjælpe hende, han var faktisk ekstremt flink. Hun havde får sin tid i denne by aldrig oplevet ømhed som på den måde. Hun var vant til at berøring var smerte, først efter hendes dage her, var hun ved at lære at folk der rørte en ikke altid ønskede at piske, slå eller brænde en. Hun havde igennem sit første møde med hendes gamle flamme fået en opsang omkring det faktum at hun måske sårede flere end hun troede ved ikke at lukke folk ind. Hun var blevet rådet til at prøve at åbne sig for folk og det havde hun gjort med Caine og det havde jo bestemt givet pote.

Hans stemme var flink, men der strøg alligevel en følelse af at han var en smule fjern over den stemme som han ellers bar. Hun lagde blikket på den fugl som legende dykkede efter insekter over deres hoveder og et smil bredte sig på hendes læber. Hun lod så blikket falde på denne fyr som havde sat sig på hug foran hende og hun lod de brune øjne føres kort ned over ham. Han virkede som en god fyr, som måske var lidt ved siden af sig selv i dag – måske han havde bare havde en lidt træls dag. Efter hendes spørgsmål havde lydt havde hun godt set at hans hånd blev ført om i nakken og at han kløede sig en smule før han sendte hende et lille smil. Han havde bare en af de dage, ja det kunne da ske for dem alle. Hun havde selv haft en af de dage her den anden dag og det som hjalp hende igennem det var at hun havde haft sin guitar. Hun spillede altid på den og sang til, når det hele blev for meget – men aldrig nogensinde foran nogen andre.

Hun lod de brune øjne falde på ham med et blidt smil, han betragtede hende lidt og man kunne tydeligt se at tankerne racede om kap i hans hoved og det var egentlig lidt sjovt at se – hun lagde hovedet en smule på skrå, da hun egentlig gerne ville vide hvad han havde i tankerne. Han greb pludselig fast i hendes håndled og hun stivnede fuldstændig. Blikket blev en smule fjernt og hun kiggede lidt ængsteligt på ham. Hun skulle til at sige noget, men nåede det ikke før han hjalp hende op. Hans ord var soleklare – stolede hun på ham? Hun kendte ham ikke, men tankerne og ordene fra mødet med Nicho dansede i hendes hoved, hun var nød til at lære at lukke nogen ind. Hun fik et lidt blidere og en smule varmere udtryk i øjnene og kæmpede med at få kontrol over sig selv.

”I´ll try.. ”

Hun sendte ham et forsigtigt smil og lod ham holde fast i hendes håndled og prøvede at bløde op.

I’ll try, havde hun sagt, det var stort set det samme som et ja, i Jay’s hoved. Med en fast bevægelse vendte han ryggen til hende stadig med den ene hånd omkring hendes håndled, med et blidt ryk trak han hende tættere på sig, hvorefter han bukkede sig let ned, og løftede hende op på hans ryg, uden så meget som at indikere at det var det hun skulle. Da det var overstået begyndte han at løbe, med et fast greb omkring kvinden på ryggen, hvis navn han ikke engang kendte. Hun var en fremmed der tilfældigvis var tilstede på det tidspunkt, hvor Jay følte sig mest ved siden af sig selv. De mange års træning kom endelig til gavn i denne forbindelse, sådan som han løftede tempoet, og løb endnu hurtigere afsted. Det var nu ikke fordi han løb afsted med hende til det ukendte. Han blev i parken, hvor han løb op og ned af bakker, stier, rundt om træer, alt.

”Try and scream with all your power!” sagde han med en fast beslutsom stemme, imens han forsat løb rundt. Det var mere end befriende for ham, mærke vinden suse hen overhovedet på ham, nippe lige så slet i hans ører imens han løb den rastløse følelse af sig. I det fjerne kunne han dog høre en isbil ringe med dets klokke for at kalde de sidste kunder til sig, inden det sluttede af for dagen. Med en ny indskydelse løb han i retning af bilen som skulle være offer for den rastløshed der herskede i Jay. Med et jublende råb løb han videre som om han var bestemt til netop dette øjeblik. Følelsen frembragte næsten et ønske om at kunne flyve. Isbilens melodi kom tættere og tættere på, i det Jay løb henover fortovet imens han var påpasselig med at vælge den vej der havde færrest mennesker, så han ikke pludselig skulle til at ramle ind i nogen.

Dér! Han kunne se den, med sin genkendelige farver, og glade melodi, der til tider kunne gå hen og blive det mest irriterende i hele verden. Med et sidste spurt hen imod bilen, sænkede han farten nogle få meter fra den, hvorefter han satte pigen han havde samlet op ud af tingen, og gav isbilen et let klap på siden for at indikere at han gerne ville have noget. En mand lod sit hoved komme til syne i bilvinduet og kiggede om bag på dem, hvor en lettere forpustet Jay stod og lænede sig op af bilen. ”I need two of your biggest icecreams!” Kom det fra ham med et kækt smil. Manden gik om bag i bilen for at finde hvad end han havde af muligheder for is, inden han vendte tilbage til Jay med to store isvafler i indpakning, Jay overrakte nogle penge, hvor han tog imod isen. Med en let snurren vendte han kroppen imod kvinden han havde trukket med sig, den ene hånd rakte isen frem med et kækt grin, som var han en lille skoledreng.

Hun nåede ikke at tænke noget som helst før hun pludselig mærkede sin mave imod hans ryg og selv om han holdte godt fast i hende – stivnede hun. Hun sad på ryggen af en fremmed, som holdte fast om hende og som pludselig løb afsted med hende. Hun lænede sig frem og nærmest klamrede sig til ham. Hun stod i en situation hvor hun egentlig var sikker på at hun skulle vælge imellem sin berøringsangst og hendes liv- så kunne hun sagtens overkomme sin berøringsangst. Han susede afsted og alt i hende føltes nærmest som om de var ved at dø af skreg. Hun var en kvinde som ikke var meget for nærhed, hun var ikke meget for fyre generalt og hun var ikke meget for vilde og sindsyge ting og lige pt følte hun faktisk at hun var havnet lige midt i noget som egentlig var helt sindsygt. Hun bed sig læben og klamrede sig til denne mand, hvor de skulle hen det vidste hun faktisk ikke for hun havde ikke rigtig snakket med ham – hun kendte ikke engang hans navn – hvad var det dog med folk på dette sted og prøve at overskride hendes grænser.

Han bad hende nu om at skrige og hun prøvede, men første gang kom der slet ikke noget ud, hun prøvede igen og pludselig kom der noget ud – det var som om at noget i hende åbnede sig og pludselig blev det lange skrig til et lille grin, det ar jo egentlig meget sjovt nu hvor de havde været i gang rimelig længe. Hun løsnede grebet en smule og lod blikket rettes mod de mange smukke omgivelser som omkapslede dem – der var altså så smukt herude. Hun lod de brune øjne falde ned på ham, han var altså en spøjs fætter. Hun nåede kun lige at tænke tanken, før det virkede som om han havde fået en anden ide og han skiftede retning. Han løb fast besluttet og først efter ldit tid hørte hun isbilen. De nærmede sig og han stoppede ved den og satte hende ned. Hun stod kort og forvirret og følte sig en smule vindblæst. Pludselig fik hun stukket en kæmpe is i hånden og lod så blikket en smule undrende falde på ham. Hun stod lidt som forstenet, der var godt nok sket ufattelig meget grænse overskridende på de sidste få minutter. Hun kiggede kort på ismanden og på fyren igen..

Det hele virkede mærkeligt. Jay var vidst indbegrebet af mærkelighed. Han brugte det som sit mellemnavn, og det var der vidst heller ikke nogen tvivl omkring i dette øjeblik, hvor han stod med en is i hånden med, hvor han havde overrakt den anden til kvinden, virkede hun mildt sagt, totalt rundt på gulvet. Han kunne vel ikke bebrejde hende. Med bagtanke om at det faktisk var hans skyld at hun var så rundt på gulvet. Det skæve smil var stadig at finde på hans læber, imens han guffede lidt af isen i ny og næ inden den valgte at smelte væk. Måske burde han have sagt noget, måske et undskyld var på sin plads. Han var ikke helt sikker.

”So.. My name is Jay..” kom det fra ham, som om det var helt normalt at sige det nu, efter de havde løbet rundt, og nu fået is. Men normer var kedelige i Jays hoved, han ville langt hellere bruge tiden på at bryde dem, være latterlig og ikke mindst uberegnelig. Hvilket han sådan set havde vist at han var i dag, trods for hans irriterende følelse som han havde haft tidligere. Måske havde han den stadig, rastløsheden. Det var ikke altid sådan lige til at finde ud af, det ene øjeblik var den der, og det næste kunne man ikke mærke den. Men han vidste det nok havde noget at gøre med at han havde holdt lav profil de sidste par dage. Så lav profil han nu kunne holde til det.

Grunden var nok mere for ikke at få den franske mafia i nakken efter ham igen, efter han stjal noget af en formue fra mafialederen. Selvom det blot var et simpelt ur han havde fået vristet af hans håndled da han tilfældigvis lige gik forbi ham. Det var da ikke Jay’s fejl at det sad løst på håndleddet til at starte med, tænkte han med en mere retfærdiggørende tone, for at nærmest at overbevise sig selv omkring at han nærmest gjorde mafialederen en tjeneste ved at vise at han var en elendig ur bærer.

Med en ordentlig mundfuld tog han den øverste halvdel af sin vaffel i, hvilket han fortrød med det samme. Med et hoppede han lidt rundt på fødderne for at distrahere sig selv, imens hånden viftede foran munden over den forfrysning der skete i hans mund. Det var næsten umuligt at synke det så koldt det var. Klumpen af is kunne mærkes hele vejen ned igennem spiserøret, og hvordan den landede i mavesækken. Det var en sær følelse. Mest når isen rent faktisk landede i maven og man stadig kunne mærke at man var kold indvendig.