Just one of those Days..... (Amy Sophia Scott)

Tid: 23:00
Sted: En aftencafé i italiensk tema
Omgivelser: En relativ lille mængde af folk der går rundt og hygger
Outfit

Det havde været nogle rigtig lange dage med arbejde, mange opgaver, mange billeder der skulle skifte hænder. Men det der egentlig havde trukket mest tænder ud var at folk havde fået en frygtelig vane med at prøve på at snyde ham. Enten ved ikke at betale, eller underbyde, lave aftaler under bordet andre steder... Ikke nok med det havde han fundet ud af han endegyldigt var den sidste tilbage af Hus Blackwell.
Det var bare så fedt det hele.....
Men han havde efterhånden fået redet trådene ud og styr på alle de løse ender der var med arbejde. Det var også derfor han efter den sidste handel valgte at tage helt fri nogle dage. Nok var han fra Helvede, men selv Djævle kunne få brug for pauser. Det gjorde det nu heller ikke nemmere at kontakten til Amy havde været meget sparsommelig. Men hun skulle have det pusterum hun havde brug for så det havde hun fået. Så håbede han bare hun ville tage kontakten når hun ville igen.

Denne aften havde han sluttet en handel og vandret byen tynd uden noget egentlig formål, bare for mest af alt at klare tankerne lidt. Efter at selv parken var gået tynd, besluttede han sig for at finde et sted at få et eller andet i maven. Han havde ikke rigtig spist, ikke fordi han ikke ville men fordi han ganske enkelt ikke tænkte over det.
Så fandt han en lille hyggelig italiensk café der lod til at have åbent og besluttede sig for at finde et bord. Nok var han en attraktiv mand men selv han kunne formå at se godt træt ud hvilket også var tilfældet nu på trods af det dyre outfit. Han satte sig nærmest udmattet ned og kørte hænderne igennem håret efterfulgt af en dyb udånding. En tjener kom hen til ham og spurgte: "Godaften og velkommen til.... Hvad kan jeg gøre for dem= De ser udmattet ud?....."

Caine kiggede op og sendte et træt smil inden han sagde: "Godaften.... Det er jeg også...... En italiensk kaffe og en portion Tiramisu til at starte på...." Tjeneren nikkede til ham og gik efter bestillingen imens Caine kortvarigt begravede sit ansigt i hænderne. For s***n hvor var det godt at holde lidt fri....

Hun havde brugt mange timer på sig selv, hendes tanker havde kredset på Nicholas og Caine dilemmaet og det havde bestemt ikke gjort det nemmere at Nicholas havde reageret som han gjorde sidst. Hun holdte virkelig af ham, han var hendes bløde punkt og hun vidste at hun aldrig ville kunne holde sig væk fra ham om hun så gerne ville. Caine var på den anden side en som meget hurtigt var kommet ind i hendes liv og hun elskede at være sammen med ham. Han var fantastisk og havde han været i hendes liv på alle andre tidspunkter ville de havde været sammen nu.

Hun trak vejret lidt undrende og vidste at hun på et tidspunkt måtte vælge imellem dem og på en måde vidste hun vhad svaret var, men hun blev i tvivl hver eneste gang hun så nogen af dem. Hun bed sig kort i læben og gik roligt ned af gaden. Natten var utrolig smuk og hvorfor hun ikke sov igen, skyldtes det valg osm hun egentlig burde tage snart. Hun førte blikket rundt og ikke langt fra hende så hun Caine sidde og drikke kaffe. Et kort smil ramte hendes læber, men samtidig fik hun en kuldegysning hele vejen ned af kroppen. Hun blev konstant mindet om det valg som nærmest var umuligt når hun var sammen med de to.

Hun trådte let hen imod ham og stillede sig kort bag ved ham og et blidt grin forlod hende bare ved tanken om hvad hun skulle til at sige til ham. Hun rystede lidt på hovedet og kiggede så blidt ned imod ham.

”Du burde ikke drikke kaffe nu.. er klokken ikke lidt for mange til det?”

Hun trådte så let frem mod ham og stillede sig bag ved stolen på den anden side af bordet. Et blidt smil lå over hendes læber og hun lod de brune øjne falde i hans med et roligt smil. Hun kiggede kort ned af sig selv og hun bare en sød lille blomstret sommerkjole, vejret var stadig varmt – hun kunne dog godt mærke at der ikek ville gå længe inden hun var nød til at finde en trøje frem, elelrs ville hun snart fryse.

Han havde altid rustet sig ved at have en urokkelig viljestyrke og kunne tage hvad end udfordring der kom imod ham. Det gjorde han også og han klarede også virkelig meget af det, men selv han måtte se sig udmattet eller træt en gang imellem.
Og ligemeget hvor meget han ellers havde koncentreret sig om arbejde så havde han ikke kunnet slippe tanken om hende. Han var jo godt klar over at der var en monumental risiko for at hun ville vælge den anden men han kunne ikke gøre så meget end at se tiden an og være den han hele tiden havde lovet at være.

Normalt set ville han kunne fornemme at hun var der men han var efterhånden også så slidt at han var faldet hen i sine egne tanker så det var intet problem for hende at komme hen til ham uset.
Da hun så talte til ham, fik han et lille chok men smilede så stort med de intense øjne som han fik øje på hende. Fuldstændig så smuk som hun hele tiden havde været, og han kunne da mærke hjertet slå hurtigere igen.

"Tjo det er den vel nok.... Døgnrytmen er ikke ligefrem som den burde være.... Vil du ikke sidde ned?... Har savnet dig..."

Som han nu var, rejste han sig hurtigt og trak stolen ud for hende hvorefter han satte sig igen og kørte hånden igennem håret for at se nogenlunde anstændig ud. Hvis hun gav tegn til at fryse ville han meget hurtigt give hende jakken på
"Hvordan har du det?...."

Hendes sidste dage havde været en smule forvirrende, afklarende og alligevel overhovedet ikke. Hun vidste at hendes liv snart måtte blive defineret, hun vidste at hun måtte vælge om hun turde lægge sit hjerte i hænderne på en som måske ikke ville gengælde det eller i hænderne på en som altid ville være der for hende uanset hvad. Hendes liv var et rod og det ville ikke blive bedre før hun havde fået afklaring på den situation hun stod i. Hun måtte til at tage nogen af de svære valg som måske gjorde ondt på hende.

Han opdagede ikke at hun nærmede sig, hvilket egentlig i sig selv var underligt, da hans normale reaktioner ellers var helt på toppen. Så han måtte enten være syg eller utrolig udkørt. Hun lod blikket glide kort i hans da det gik op for ham at hun var i nærheden. Hun blev glad for at han var glad for at se hende og det bragte også et smil på de bløde læber. Hun førte let hånden igennem det brune hår og kiggede på ham. Hendes hjerte hamrede, både fordi hun var glad for at se ham, men hun vidste også at hun var nød til at snakke lidt alvorligt med ham. Han spurgte om hun ville sætte sig og hun nikkede så roligt. Det ville hun gerne, så kunne de få snakket. Han nævnte så at han havde savnet hende og et let rødmen faldt over hendes kinder.

”i lige måde!”

Hun satte sig let og lod så de brune øjne let følges over på hans, inden hun en smule nervøst slog det ned i jorden. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle starte denne samtale og hun vidste at der ville blive en akavet stemning i blandt dem.

”jeg har det både fantastisk og forfærdeligt. Har brug lidt tid sammen med.. ”

Hun kunne ikke få sig selv til at sige hans navn foran Caine og vidste at det egentlig ikke ville ændre så meget, han vidste nok godt hvor hun gerne ville hen selv om han måske ikke ville høre det. Hun havde lige nu overvejet at skære dem begge ud af sit liv. Men hun havde bare en ekstremt svaghed for Nicholas – de havde kendt hinanden for mange år siden og hun havde ikke regnet med at det ville blive det samme nu..

Caine vidste godt at hun havde nogle store beslutninger foran sig og jo længere hun trak dem jo mere besværligt ville det også blive for hende. Og det var nok alligevel en situation hvor hun ikke helt ville kunne undgå at såre nogen. Men Caine havde givet et løfte så det havde han også tænkt sig at holde.

Ganske rigtigt så var Caine godt og grundigt udkørt men det var nok også hans største karakterbrist. Han var ikke specielt god til at vide hvornår der skulle slappes af, i hvertfald ikke når der ikke var en han skulle tage hensyn til.
Det var rigtig dejligt at se hende igen og han kunne også mærke hvordan han havde savnet at se hendes smil eller for den sags skyld være tæt på hende. Men han kunne også nærmest høre hendes hjerteslag og vidste at det ikke kun ville blive hyggesnak mellem dem. Dog kunne han ikke lade være med at smile da hun også havde savnet ham.

Da hun så stoppede sig selv i at sige mere vidste han godt hvad det var hun mente. Caine sænkede blikket kort inden han tog en dyb indånding og sagde:

"Jeg forstår.... Hvorfor så både fantastisk og forfærdeligt?....." Lige nu var det egentlig ligemeget hvor udkørt han var. Hans bestilling kom hvorefter han gestikulerede at hun også skulle have noget. Hans blik vendte tilbage på hende og han gjorde hvad han kunne for at bevare et smil

Disse beslutninger havde brudt hendes hoved i mange uger og det ville garanteret lette hende at sige tingene som de var eller som de måske ikke var, men hun ville bare ikke. Hun lod blikket glide ned i jorden og bed sig kort i læben før hun atter lod de bambi brune øjne glide op på ham og det var tydeligt at hun virkelig var ked af det her. Hun vidste at han altid ville være der for hende, det havde han lovet – men tiden var måske nu til at han skulle vise det og ikke blot sige det. Habde han modet til at blive i hendes liv – hvad ville det indbefatte hvis han valgte at blive?

Hun sendte ham let et undskyldende smil – prøvende. Hun kunne godt se at hans blik faldt til jorden og at han trak vejret dybt, han prøvede og det betød så utrolig meget for hende. Han kunne have valgt at råbe hende midt over eller gøre et eller andet, men han valgte at prøve at være der for hende og det respekterede hun . Han stemme prøve og det var tydeligt. Da han så spurgte ind til hende kiggede hun kort i jorden. ¨

”Forfærdeligt fordi jeg har været nød til at vælge. Du er så dejlig og du burde aldrig have været sat i denne situation.. fantastisk fordi.. ”

Hun ville faktisk ikke snakke om den side af det, det ville ikke gøre ham glad og lige nu ville det nok heller ikek gøre hende glad. Nicholas havde kunne lugte Caine på hende og hun vidste faktisk ikke hvordan det ville udvikle sig – hun var måske alene om et par uger. Men måske det var det bedste.

Han vidste udemærket godt at hun var ked af det var endt ud som det var, men han havde givet et løfte til hende, et løfte der skulle holdes. De fleste ville nok bare have smidt håndklædet i ringen og gået sin vej men Caine var absolut heller ikke som de fleste. Han vidste endnu ikke noget om hvordan udfaldet ville blive af det hele, men han havde jo nok sit håb et eller andet sted. Så måtte tiden vise om det var dumt.

Han kunne godt mærke i sit indre at det på ingen måde var nemt at stå i sådan en situation, det var det ikke for nogen af dem. Det lå normalt set heller ikke til sin art at have sådan en samvittighed men nu var han også kommet til verden på en unik måde. Som hun kiggede ned i jorden ved hans spørgsmål havde han en klar idé om at det nok ikke ville blive et specielt behageligt svar. Men det var ikke desto mindre et svar han ville have.

"Det lyder egentlig som om du har valgt.... Det har aldrig været min mening at gøre det her svært for dig.... Men det er desværre kun dig selv der kan afgøre det... Fantastisk fordi?.... Andet selskab?....."

Han vidste jo ikke om det var grunden men han blev nødt til at spørge

Hun var så ked af hele denne her situation. Det havde slet ikek været meningen at hun skulle falde for ham, det havde ikke været meningen at han skulle kunne lide hende. Det var bestemt ikke meningen at hendes fortids spøgelse skulle komme bragende ind til byen og feje hende væk fra hendes fødder og det hele var blevet totalt uoverskueligt. Hun vidste dog efterhånden godt hvad det var hun egentlig havde valgt. Hun havde aldrig rigtig haft en chance overfor Nichos charme – hun havde ikke en chance den gang og hun havde bestemt ikke en chance nu. Det at denne utroligt, ubeskrivelige mand var blevet hevet ind i det, havde bare været ..
Hun kiggede på ham og vidste at hun i princippet ikke længere kunne undgå det. Hun kiggede ned i jorden og bed sig selv i læben og vidste at det her ville blive utrolig hårdt for dem begge, men hun kunne ikke gøre så meget ved det lige nu.

”det har jeg vidst.. jeg ved ikke hvordan det kunne komme så langt og det er jeg godt nok ked af. Du er ikke mindre speciel af den grund. Det er bare så forvirrende det hele lige nu og ved i princippet ikke om det andet bliver til noget .. men jeg.. ”

Hun plaprede løs og kunne ikke helt forholde sig til at skulel stoppe igen. Hun bed sig i læben og kunne mærke tårerne presse sig på. Hvad pokker skulle hun gøre lige nu..

Caine var ganske rigtigt faldet for hende og ganske meget, men han kunne ikke tvinge hende til at vælge ham. Og som hun sad der overfor ham så kunne han godt mærke at hendes valg nok egentlig var truffet. Men det var nok også for det bedre så det ikke blev strukket længere end det allerede var blevet.
Og nogle gange måtte man bare indse at valget ikke gik som man håbede på. Og det lod til det var en af de gange. Den måde hun kiggede ned i jorden på fortalte subtilt om der nok var dårlige nyheder på vej. Men et løfte var et løfte og det ville han holde ligemeget hvordan det hele så gik.

Som hun fortalte hvordan det hele nok udspillede sig, kunne han mærke en knude inde i maven der spændte mere og mere. Han kiggede kort ned i jorden for at skjule øjnene var begyndt at blive våde. Efter en dyb indånding kiggede han op på hende med et meget lille og fremtvunget smil.

"Jeg ved heller ikke lige hvordan jeg skal have det med det.... Jeg vil ikke lyve... Det er da trist det gik den vej..... Men.... Jeg.... Jeg har givet dig et løfte jeg agter at holde..... Så jeg går ingen steder..... Jeg..... Hvornår gik valget op for dig?....."

Hun havde også overvejet bare at forlade byen, men hun vidste ikke hvor hun skulle være taget hen og hun var i princippet meget træt af at flygte for alt der hed ansvar, valg og konsekvenser. Nu var hun nød til at blive og finde ud ag hvad hun ville. Bare fordi hun havde valgt Nicho var det på ingen måde sikkert at han på nogensinde havde tænkt sig at have noget med hende at gøre mere. Men det var hans valg, han havde været der for hende da hun var nede og passet på hende da hun skulle bruge det. Hun lod de brune øjne undskyldende falde på Caine.

Hun fattede ikke at hun endnu engang sårede nogen, hun var vant til at blive såret og hver gang nogen kom for tæt på så sårede hun dem. Hun var bare indbegrebet af smerte åbenbart.
Hun så udmærket at han kiggede ned i bordet og hun vidste at det ikke ville blive nemt for ham, det var det ikke for hende. Men hun anede ikke hvad hun skulle gøre, hun vidste ikke om han ville blive ved at være hendes ven eller om han helst ville undgå hende lidt. Der var utrolig mange ting at tage højde for og hun kunne ikke beslutte sig for hvad pokker hun skulle sige for at hjælpe ham lige nu. Hans ord ramte hende lidt hårdere end hun havde regnet med og én tårer løb ned over kinden på hende. Hun holdt kort vejret og lod så lidt modigt blikket falde op imod hans.

”jeg ved ikek hvornår valget gik op for mig.. jeg kan ikke sige det nøjagtigt, men måske har jeg vidst det et stykke tid og måske har jeg lige opdaget det.. jeg kan ikek sige det. ”

Han vidste godt det på ingen tænkelig måde ville blive nemt og det ville også komme til at gøre indt. Men det vigtigste var at hun blev lykkelig, så måtte han bare acceptere at det ikke var ham der skulle gøre det. Eller sådan virkede det i hvertfald lige nu, det var jo stadig ikke til at sige hvad fremtiden bragte.
Han ville stadig være der for hende og tage sig af hende hvis det skulle blive nødvendigt, hun holdt jo ikke bare op med at betyde noget for ham.

Han ville ikke bare undgå hende fordi hun havde truffet det valg, men han var heller ikke urokkelig så det ville da gøre ondt hvor meget han end prøvede at skjule det. Han ville jo stadig forsøge at gøre det nemmere for hende.
Tjeneren kom med bestillingen til hende også men kunne hurtigt fornemme det var et privat øjeblik så han gik også hurtigt igen. I øjeblikket vidste Caine ikke hvad der var det rigtige at gøre så han tyede til hvad han kendte. Roligt rakte han ind i sin lomme og rakte hende et tørklæde så hun kunne tørre sine øjne igen.

Jeg håber da..... At du har truffet det rette valg så..... At han kan gøre dig lykkelig..... Det fortjener du......."

Så tog han koppen med sin kaffe og tømte den i en mundfuld inden han låste sit blik på hende igen. Egentlig havde han lyst til at holde hende tæt og kysse hende men vidste ikke om det bare ville gøre det sværere for hende.

"Jeg....."

Han var den type person som udelukkende tænke på hendes velvære og det skræmte hende lige så meget som det facinerende hende. Han burde en gang i mellem tænke lidt over hvd det var han gerne villle og ikke så meget hvad det var hun gerne ville. Netop i denne situation var der ikke meget han kunne gøre, men når det kom til andre ting, ville han vel altid kunne gøre et eller andet.

Hun vidste at hun var speciel for ham og det var han bestemt også for hende, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller hvordan hun skulle komme ud af det her og stadig vænner med ham, det var det hun ønskede. Men ønskede han det.
Hun kiggede på ham og så, så let ned i bordet. Hun knugede kort hænderne og lod de brune øjne let søge hans med et lidt prøvende smil

¤im sorry¤

Hendes stemme var hviskende og tydeligt ked af det, hun havde aldrig nogensinde tænk at det skulle udvikle sig til at hun ville ende med at sårer ham og hvis han ikke ønskede at se hende igen så ville hun da kunne forstå det. Hun tog let i mod hans tørklæde og mærkede at hendes hjerte hamrede afsted fordi hun var ked af det, hvorfor var han stadig så sød ved hende. Det var hende som burde hjælpe ham og ikke omvendt.

”I dont even know if he wants me yet…”


Hun lod blicket falde på ham og kunne tydeligt mærke den intensitet han havde i blikket. Hun lod de brune øjne falde ned i bordet og lod en finger let føres rundt i lidt vand som lå på det lille fine bord.

Det var måske bedre i nogens øjne at han tænkte mere på sig selv, men det havde han aldrig været specielt god til. Og nu hvor han ikke havde så meget overskud så var der slet ikke nogen omtanke på sig selv. Og der var vel dybest set ikke så meget han kunne gøre i den situation alligevel.
Måske med tiden ville det blive muligt men ikke der. Han kunne gøre som han havde lovet hvilket han også ville gøre.

Hun var jo stadig utrolig speciel for ham, den slags slukkede man ikke bare for. Og han havde da også indtrykket af han betød meget for hende stadigvæk. Nok ikke på den måde han håbede på men stadig meget.
Som hun kiggede med et prøvende smil, sukkede han meget stille og prøvede selv at smile.

"Don't be.... The heart wants what the heart wants......"

Det var tydeligt i hendes stemme at hun var ked af det og han vidste også godt at det ikke var hendes mening at såre ham overhovedet. Nogle gange var der bare ting man ikke selv kunne styre. Da hun tog imod tørklædet kunne han nærmest høre hendes hjerte hamre afsted, ganske vist kunne han ikke læse hendes tanker men han havde en god idé om hvad der rørte sig i hendes hoved.

"I am sure he will...... He would be stupid otherwise......."

Som hun kiggede ned i bordet og kørte fingeren lidt rundt, lod han de trætte øjne hvile på hende og tog så hendes hånd. "He is a very lucky man....." Det var virkelig svært at lyde glad på hendes vegne men han gjorde alt hvad han kunne

Han var en god fyr der fortjente en god pige der udelukkende ønskede at passe på ham og ville ham det bedste og selv om hun ville det, så ville hun alligevel vide at hun havde såret ham og det ville hun ikke kunne ændre. Hun trak vejret en smule roligere og lod blikket falde lidt på ham igen. Hun vidste at han ville holde sit løfte og blive i hendes liv, han var den type mand og hun ville heller ikke undvære at have ham omkring – de måtte bare holde sig fra hinanden på den kærlige måde og det burde da heller ikke være umuligt.

Han havde vundet en plads i hendes hjerte og hun ville ikke af med ham for noget i verden. Det var bare ikke den plads som hun først havde troet han ville få, da det viste sig at den allerede var besat af en andne. De ord som så forlod ham fik et kort smil til at falde over hendes læber.

”I know… but im still sorry”

Det var tydeligt at han prøvede og det fik et smil på hendes læber. Hun vidste end ikke om Nicholas bare bar nogen af de samme følelser som hende, men hun var nød til at prøve og det kunne betyde at hun blev såret, men så havde hun ikke det her store dilemma mere. Et smil faldt over hendes læber, da hans ord forlod ham.

”yeah maybe.. but i am only just a girl – not everybody finds me.. “

Hun vidste ikke hvordan hun skulle slutte den sætning, lige nu kørte hendes tanker kort på hele situationen. Hun var lettet ovre at have taget beslutningen og alligevel var hun yderst skrækslagen for at han måske ikke ønskede det samme som hende. De næste ord fik atter et smil på hendes læber, hun lod blikket glide let op på ham og smilede blidt til ham.

”one day you will be a very luckly man – and find the perfect girl for you..”

Han vidste så udemærket godt hvem han fortjente eller rettere sagt hvem han håbede på. Det med at fortjene nogen var aldrig noget han som sådan havde brugt. Enten så var følelserne der til det eller også var de der ikke.
Det ville ikke blive det nemmeste i verden at blive i hendes liv men han havde lovet det og det skulle holdes. Han ville jo hun var glad, også selvom det ikke blev med ham.

Det var selvfølgelig ikke behageligt at en anden havde hendes hjerte på den måde men det måtte han affinde sig med. Det var endnu heller ikke vist for ham hvor meget hun ville have ham i sit liv efter en snak som denne, så det måtte tiden jo vise.

"So am i..... But i will manage....."

Han ville jo ikke lyve om hvordan han havde det, hun fortjente han var ærlig. Men så igen, den slags ting havde han altid været virkelig dårlig til at gemme. Og hun havde altid kunnet læse ham som en åben bog. Og lige den aften var der ikke meget overskud tilbage at tage af. Men han ville heller ikke gøre situationen værre for hende end den var.

"Maybe not.... But as long as the right one does....."

På en måde var det en lettelse at valget var blevet truffet men samtidig så var det hårdt. Han havde en rigtig træls knude i maven og tankerne kørte rundt. Gjorde han noget forkert? Gjorde han ikke nok? Gjorde han for meget? Ville hun slet ikke være så tæt på ham som de havde været?
Han tog sig kort til tindingen inden han igen kiggede på hende med det mindste smil han nok havde haft overfor hende. Øjnene var tydeligt markeret og han havde ikke en gang rørt sin mad.

"I thought i was.... I have found her.... Maybe she finds me one day.... But i made her a promise......"