One, two, three.. play! - [Caine]

Tid: 12-tiden
Sted: Caines villa
Omgivelser: Well.. en masse huse, og ellers stilhed
Vejr: Lunt, og dejligt solskin
Påklædning: Outfit
Tag: @Caine Blackwell

Hun havde fået Caines adresse tilsendt, og havde opdagede at... de faktisk mere eller mindre var naboer. De boede sgu i samme område! Han boede i villa, hun havde en penthouse lejlighed på blokken i nærheden så.. hun havde faktisk gået hen til hans villa.
Området var pænt, og på denne tid af dagen også ret stille. Hun havde nydt solskinnet, og den dejlige lune brise. Klædt i kort nederdel, T-shirt og støvler.. følte hun sig godt tilpas! Over den ene skulder hang en lille rygsæk.

Så nåede hun hen til villaen, kastede et blik mod det flotte mursten, og gik indenfor i haven og videre op til huset. Der var en klokke, så hun runkede på, og ventede ellers pænt på at blive lukket ind. Hun var fristet til at rende rundt i hans have og undersøge den, men afholdt sig fra den. Man skulle opføre sig pænt trods alt, og nu var hun gæst i hans hus, så gik det ikke man rendte rundt som om man ejede det hele.

Caine var stået tidligt op for at få klaret lidt ekstra arbejde så han var sikker på at der var alt den tid de skulle bruge når han skulle undervises. Egentlig så sov han aldrig ret længe alligevel så han kunne jo lige så godt bruge tiden. Efter arbejdet var klaret, satte han sig til klaveret hvor han så spillede lidt indtil han selv var nogenlunde tilfreds. Efter frokosten var gjort klar skulle han bare vente.

Nærmest på slaget blev der ringet på og med et vindpust stod han foran døren og åbnede for hende.
Med et varmt smil holdt han armene ud og sagde: "Welcome to my humble home.... Come in"

Outfit

Døren blev åbnet relativt hurtigt, og hun så op i hans strålende kønne ansigt hvor han hilste og bad hende komme indenfor. Hans beskrivelse af sit hjem, fik hende til at smile bredt. "Well thank you.. I love your garden.." lagde hun ud med og gav ham et hurtigt kram. Hun var et krammemenneske trods alt, og selvom det her kun var deres anden officielle møde - eller hvad man skulle kalde det - havde de da krammet på deres første.
Hendes blik gled rundt i huset - den del hun kunne se - mens hun trak tasken af skulderen. "Looking good.." komplimenteret hun. Om det var huset eller ham, var så spørgsmålet.. men det passede nu forrygende godt på begge dele. Han så også godt ud!

Han var selv et krammemenneske når det var folk der betød noget for ham, så derfor holdt han også armene ud til et kram. "Thank you.... Love it to... I helped plan it but i am not exactly born with green fingers"
Efter et hurtigt kram og hun fik lov at kaste blikket rundt en gang, kommenterede hun da også på det så godt ud. Selv valgte han at drille lidt tilbage og sagde: "So do you... Come.. Let me show you around"
Han viste hende køkken, stor og lille stue, gæsteværelser, balsal, kontor og soveværelse, ja det var et stort sted. Til sidst viste han hende ud på terrassen med halvtag og den lækre store swimmingpool. Selve galleriet med klaveret gemte han til sidst. Hele huset var i en moderne stil hvor der ikke var sparet på noget. Dog var der flettet antikviteter ind på en måde så det passede

"Well, who ever did it, has done a good job.." svarede hun og slap ham fra omfavnelsen igen. Så kommenteret hun ellers også på huset - og ham - og hans svar fik hende til at grine. "Yes plase!" svarede hun ivrigt.
Og så viste han hende ellers rundt. Hold da kæft huset var stort, nok ejede hendes far et kæmpe hus, men det her var mindst ligeså stort. Som han viste hende balsalen var hun imponeret. Hvem ejede dog sådan en efterhånden?! Ikke desto mindre var det fascinerende og hun elskede det virkelig. De endte ved swimingpoolen, og hun smilede stort. Det så vældig flot ud, og vandet var indbydende, især når det var så dejligt varmt. "The famous pool... well, I am looking forward try it, but.. I still haven't seen a piano yet..?" endte hun spørgende og nysgerrigt. Eller et galleri for den sags skyld!

Han grinede ganske kort inden han så nikkede og sagde: "Yes they did.... "
Som rundvisningen skred frem, kunne han tydeligt mærke hendes begejstring og det kunne man jo ikke klage over. Ja der var selvfølgelig rum som de fleste ikke rigtig brugte mere men han kunne egentlig godt lide det, og man kunne jo holde en rigtig god fest. Ude ved swimmingpoolen smilede han så roligt til hende inden han sagde: "Let's find it then"
Så ledte han hende ind igen og ind af en dør på den modsatte side af balsalen. Der var et rum der lignede en kombination af en stor lækkert indrettet stue og galleri. I den ene ende stod der et stort og meget velholdt klaver. "Here it is"

Han viste hende da også indenfor, og hun så sig nok engang rundt i hans smukke bolig. Snart nåede de galleriet, og hun så sig fascineret omkring. Der var stort, smukt, og imponerende. Klaveret tiltrak sig dog hurtigt hendes opmærksomhed, og hun gik nærmere og undersøgte det med øjnene. Der var da i det mindste ingen støv på, så det tegnet jo godt! "It is beautiful.." bekendtgjorde hun med et stort smil og strejfede enkelte tangenter inden hun så op mod ham med et bredt smil. "So, are you ready?" spurgte hun begejstret og så blot afventende mod ham.

Han var efterhånden også rigtig stolt af sit 'galleri' og det var tydeligt på omgivelserne at han var meget nøjagtig med detaljer og sørgede for der var rent. Alt der inde var meget velholdt.
"Thank you.... It has been in my family for a very long time"
Så satte han sig til klaveret ved siden af hende og gjorde klar til at spille. "Ready..."

Stedet var ligeså skønt som resten af huset, hvis ikke mere! Der var pænt, nydeligt, rent, og friskt... og klaveret var smukt, naturligvis. "Really? You are originally french?" spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste jo han var ret gammel, men hvorfra han var, anede hun ikke.
Hun havde sat sig ned, og han fulgte trop, hvor hun kort kastede et blik over instrumentet hun kendte så godt. Så var han klar, og hun smilede op mod ham. "Well, then show me what you know.." svarede hun opmuntrende.

Han havde altid gået efter at have et hjem der passede til tiden og var moderne men han kunne alligevel ikke slippe de gamle vaner og stilarter fra før i tiden, men det var dog lykkedes ham at få det til at passe ind rimelig godt.
Så rystede han på hovedet ved hendes spørgsmål og sagde: "No English.. Born and raised in Blackwell Heights, my familys lands right near Cornwall"
Da hun så bad ham om at vise hvad han kendte til, tænkte han kort over det og tog en dyb indånding inden han begyndte at spille 'Moonlight Sonata' Det lød egentlig ok men man kunne godt høre at der ikke altid var lige godt styr på tonerne

"Oh! Nice..!" svarede hun med et bredt smil. Han var da en spændende størrelse, så foruden det kønne ansigt og alle pengene.. så var han fra en spændende afstamning og vældig sød! Tænk der stadig var den slags mænd levende! Hendes far var vel nok glad for at de to kunne lide hinanden nok til at bruge tid sammen.
Så spillede han for hende, og sikke et valg. Hun så overrasket på ham, jo jo, der kunne nok godt rettes lidt til her og der, men han spillede ret godt alligevel. Hun afbrød ikke, og da han var færdig smilede hun stort. "Well done! You are pretty good! I don't even know how to help you.. I mean, you only need to practice.." slog hun fast med et smil. Hun kunne nok godt finde på noget, men ærlig talt.. handlede det nok mest om øvelse!

Der var ingen tvivl om at Caine bar sig selv flot og han var måske gammeldags på mange punkter men alligevel havde han tilpasset sig tiden på en rigtig god måde. Måske havde hendes far bagtanker med at lade hende bruge tid sammen med Caine men Caine skænkede dem slet ikke en tanke og nød bare tiden.
Efter han havde spillet og hun virkede begejstret over hans formåen, smilede han selv varmt til hende inden han trak lidt på skuldrene.
"I am glad that you think so... Maybe you have some tips for practice you can teach me?"

Han var måske gammeldags på nogle punkter, men det var ikke nødvendigvis dårligt. Hendes far var trods alt også ret gammeldags på nogle punkter, især dem der omhandlede hende. Nu var han også en ret gammel djævel, og havde i sin tid været et af Lucifers yndlingsbørn…. Ifølge ham selv, var han faldet til ro efter at have mødt hendes mor… den mor hun aldrig selv havde mødt. Hun vidste dog at hendes far til stadighed elskede hende, og han havde ikke rørt en kvinde siden hende. Noget hun fandt ret sødt, at han så var skyld i hendes død, ja det vidste hun jo så ikke.

Tilbage til hans musik! Hun syntes han var dygtig, og det fortalte hun ham. Hans spørgsmål fik blot et smil over hendes læber. ”Well, what i do is making a plan. For example, at least two hours a week, I sit and do nothing but play. What has worked for me is picking something difficult to play, it makes everything else very easy … but! The best thing you can do, is sing along or say the sounds out loud when you play.. then you can hear when you fail and can correct yourself..” forklarede hun. Det var ikke sikkert hendes tricks virkede for ham, men de virkede fint for hende.

Selv var Caine vokset op med hvad han var og havde altid fået at vide han var noget ganske særligt. Caine havde altid elsket sin jordiske mor men havde også båret byrden af hendes sjæl var blevet solgt til Helvede netop for at hans far kunne få en søn. Havde det ikke været fordi hans mor selv havde bekendtgjort for ham at hun intet fortrød så ville Caine heller ikke være endt ud som han nu en gang var.

Så lyttede han meget nøje til hendes ord og nikkede så med et varmt smil. "Sounds like a really good idea..... I have no idea whether it is a difficult piece or not but i know the song that goes along with it.... Would you care to let me play it for you?"
Såfremt hun valgte at acceptere gjorde han sig klar og tog en dyb indånding. Roligt begyndte han at spille og man kunne se han virkelig levede sig ind i musikken og denne gang spillede han uden fejl.

Evermore

Hvordan han var kommet til verden, ja det anede hun ikke.. og hun vidste det heller selv. Hun troede bare djævle var så søde .. og at rygterne om dem egentlig blot var myter og ikke aktuelle længere. Hendes far havde endda fortalt hende, at menneskeheden ikke havde brug for djævle til at bringe dem i fordærv, at de gjorde det selv ganske fint. Hun var tilbøjelig til at give ham ret.

Han lyttede, og ved hans svar, nikkede hun ivrigt. "Go ahead.." opfordrede hun ham.. hvad han også gjorde kort efter. Hun lyttede, og langsomt sneg smilet sig frem over hendes læber og blev til et bredt grin. Han var fandens dygtig, og havde virkelig ikke behov for hende. Og hvilke stykke han valgte, Evermore! Hun elskede det, og kendte den naturligvis selv ret godt. At høre ham synge var en oplevelse i sig selv, og hun sad snart med fronten mod ham g lyttede helt fascineret dog uden at afbryde. Da han noget tid efter var færdig, bed hun sig i underlæben. "You are such a devil! you don't need me! You are just perfect as you are..!" udbrød hun med et bredt smil. "Bravo my lord.. that was really ...captivating!" tilføjede hun sekunder efter med et varmt skær i sine brune øjne.

Ganske rigtigt så var menneskeheden så gode til at bringe sig selv i fordærv efterhånden at Djævle stort set ikke behøvede at gøre noget længere. Selvfølgelig var der mange Djævle der stadig nød det gamle hverv men Caine så det mere som en mulighed for at gå sin egen vej

Som han begyndte at spille den smukke melodi men også hvordan han begyndte at synge, så kunne man nærmest se lidenskaben i ham. Han elskede at både synge og spille, han levede sig virkelig ind i det.
Da han var færdig og hun viste så klart hvordan hun kunne lide det, smilede han varmt og sagde: "Glad you likes it.... One can always improve...."
Så drejede han sig lidt mere overmod hende og spurgte: "Would you care to Play a little for me?...."

Han vendte sig mod hende, og hun nikkede. Man kunne ganske rigtigt altid blive bedre! Uden tvivl der! Ved anmodningen, smilede hun bredt. "Well of course.. hmm.. let me see.." hun tænkte sig om, og besluttede sig hurtigt for et stykke. Der var ikke sang, men det krævede lidt af noget talent at kunne spille Beethoven, og hun valgte en af hans værker, som hendes far elskede.. og eftersigende kun gjorde fordi det havde været hendes mors favorit. Titlen var Silence, og da hun vendte sig mod klaveret og gav sig til at spille.. forsvandt verden omkring hende. Hun spillede med en del følelser i ansigtet, og så blev man lidt sentimental.. som altid vakte det mange følelser at spille det stykke.. og tårerne samlede sig i hendes øjne undervejs.

Silence

Som hun lod til at vælge et stykke, rykkede han sig så hun bedre kunne sidde der hvorefter han viste han var klar til at lytte. Da hun så begyndte at spille, var det først som om tiden gik langsommere til den gik helt i stå og han sad som tryllebundet. Han elskede virkede Beethoven men betragtede langt fra sig selv om god nok til at spille det. Nummeret hun spillede, kendte han så udemærket og det var også et meget følelsesladet nummer.
Han gjorde hvad han kunne men kunne ikke helt gemme en smule vand der begyndte at vise sig i hans øjenkrog. Han sagde ikke et eneste ord som hun spillede, han sad bare og nød den helt igennem.
Da hun så var færdig, sukkede han roligt og sagde med en nærmest hvisken:
"That was..... Beautiful......"

De var begge tavse mens hun spillede, og tårerne der havde samlede sig i hendes øjne strøg ned over hendes kinder i stille gråd. Adskillige minutter senere døde tonerne langsomt ud, og hun snøftede dæmpede da hun så hørte hans hvisken. Et blik mod ham fortalte hende hvor bevæget han selv var, og uden et ord, lagde hun blot hovedet mod hans skulder, og nikkede svagt. "I love that piece.." sagde hun stille.

Et af hans følsomme områder var ganske vist musik, men det skulle også være musik i særklasse. Og det stykke hun lige havde spillet for ham krævede at man virkelig levede sig ind i musikken, det krævede at man lagde følelserne i det ellers lød det ganske enkelt ikke rigtigt. Så ja af sådan et stykke musik blev han absolut bevæget.
"Understandable...... It was perfect......."
Langsomt begyndte han at spille en melodi imens hun fik lov at sidde som hun havde lyst til.
"May i hear why it moves you so?....."

All i ask of you

Et svagt smil sneg sig over hendes læber ved hans svar, og kort efter gav han sig til at spille noget andet og hun lyttede naturligvis. Så rettede hun sig op, og så op mod ham ved spørgsmålet. kort tænkte hun sig om, gled blikket over hans slanke stærke fingre der gled sådan over tangenterne. "My father told me he met my mother a night in town, he was playing the piano.. that melody.. and they fell in love. He used to play it for her every single day. He has not touched a piano since her death.." forklarede hun og sank en klump. "I never got the chance to meet her, she died giving birth to me.. but I do miss her, and when I play .. I come to think of her" hviskede hun stille. Hun lød mere trist end det egentlig havde været hensigten.

Alt fra Phantom of the Opera var noget han virkelig elskede at spille, hvilket også tydeligt kunne ses på ham når han sad der ved klaveret. Men da hun så begyndte at fortælle hvad der var med den sang, spillede han langsommere og langsommere til han helt holdte op og kunne godt spore tristheden i hende. Det var en smuk historie og dog så tragisk på en gang. Med en rolig stemme og et lettere trist blik sagde han:
"I am so very sorry to hear.... I never meant to trigger such memories.... Maybe... You could persuade your father to play it for you?"

Han stoppede med at spille, og det var egentlig trist, for han var vældig god og hun havde genkendt stykket. Hun så op mod ham efter en dyb vejrtrækning og et svagt og beklagende smil. "I have tried, believe me. He just get angry if I push him far too much.." svarede hun og rak på skuldrene. "Anyway, you have nothing to apologize for.. now, please.. continue playing.. you are very good at it" slog hun fast med et skævt smil.

Som hun kiggede op på ham med det beklagende smil og forklarede hvad der skete hvis hun prøvede, kunne han sagtens forstå hvorfor hun ikke rigtig prøvede mere. Det måtte jo også være smertefuldt når han havde elsket hendes mor.
Da hun så bad ham spille igen, kiggede han på hende med et roligt smil og sagde:
"I will see if i can find a happy piece to play for you then....." Så tænkte han lidt efter og endte også med at finde en melodi der forhåbentlig ville give hende et smil på læben.

What a wonderful world

Han gik da igang med at spille noget andet, og hun lyttede og fokuseret på musikken frem for de melankoliske tanker. Gradvist slappede hun mere af, og endte med at smile. Hun afbrød ikke, lukkede øjnene og lyttede med smilet på læberne, og bed sig derefter i underlæben. "You are amazing..I could listen to this all day long!" endte hun med at sige med et grin. Hun var af den overbevisning at ros skulle gives der hvor det er velfortjent.