A new friend or a new foe? [Caine]

Dagen var efterhånden blevet aften og Ames arbejdede på værkstedet, hendes søster var taget hjem for aftenen og hun burde måske egentlig få lukket ned, men lige nu stod hun med hovedet i en audi R8 og var egentlig rimelig betaget af hvordan den hang sammen – ejeren af den kom på fredag og hun ville gerne have at den spillede helt som den skulle, da dette var en af deres største kunder nogensinde. Hun var ikke alene på værkstedet, men hun var der sammen med en hendes søster havde ansat, en Marco og hun var egentlig på ingen måde tryg ved ham, men det var hun ikke ved mænd generalt. De dådyrbrune øjne spejdede kort rundt, værkstedet bar tydeligt præg af at pigerne bestemte – der var ordentlig, rengjort og nydeligt. De brune øjne faldt dog ned over hende selv og et blidt grin forlod hende, hun var smurt ind i motorolie. Hun havde starten dagen med et par mørke korte shorts og en hvid tætsiddende bluse – hun havde jo egentlig fri i dag.

Hun rystede let på hovedet over sig selv, hvordan kunne hun altid ende med at se sådan ud? Hun var dog heller ikke en pige som på nogen måde var irriteret over at se sådan ud. Hun var ikke som de fleste piger. Musikken spillede i baggrunden og hun nynnede så småt med, dog højt nok til at hun var sikker på at Marko ikke kunne høre det – ingen skulle høre hende synge. En stemme lød nu og hun kiggede kort op i det Marko nærmede sig og sagde farvel. Hun sendte ham et lidt akavet smil og nikkede på hovedet.

”Tak for i dag Marko”

Han forlod butikken og hun slappede pludselig mere af – hun burde låse døren, men tænkte at folk nok regnede med at de havde lukket og hun var smurt ind fra top til tå. Hun vendte opmærksomheden tilbage til audien og begravede hovedet i motoren – nu kunne hun godt stå med røven i vejret, nu hvor hun var alene.

Dagen havde ellers forløbet ganske smertefrit... Arbejde havde gået fantastisk, nye billeder var blevet er hvervet og andre var blevet solgt. Alt i alt en rigtig god dag. Ind til sidst på eftermiddagen. Så skulle der selvfølgelig ske noget... Pokkers!
Han havde siddet og fået sig et lækkert måltid mad med en god vin til og alt havde bare været perfekt! Efter maden var blevet betalt, gik han sig en lille tur og kiggede i et par butikker der stadig havde åbent og fik da også købt sig selv et par dyre italienske sko. Han havde dyre vaner og brød sig egentlig ikke om at bruge det samme alt for længe af gangen. Lidt forfængelig var man da.
Men så havde han sat sig ind i bilen og begyndt at køre hvilket havde gået rigtig godt i starten.
Dog var det ikke alle der ligefrem kørte specielt godt... En bil der tydeligt var på flugt fra politiet ramte ham hårdt ind i siden ved motoren så han måtte stoppe voldsomt. Fandens også! Der kom folk til der spurgte til ham og han kunne da nogenlunde få dem væk igen og forsikret dem om at han havde det fint.

Det samme kunne dog ikke siges om bilen... Motoren røg og selve bilen havde fået sig et ordentligt tryk. Bilen kunne kun lige nøjagtigt køre så han gik på mobilen og fandt et autoværksted ikke så langt der fra. Det var vist egentlig over deres lukketid men han kunne jo heller ikke bare lade bilen holde. Bilen holdte dog kun lige til autoværkstedets parkering hvorefter motoren gav et højt brag fra sig og holdt stille. Så steg han ud og bandede højlydt inden hans blik søgte efter tegn på om der var nogen.

Suit

Car

Trods musikken der spillede i baggrunden, ville hun aldrig tage fejl af lyden af en motor som spandt ude i gårdspladsen eller det startede den med og så gik den død. Hun løftede et øjenbryn og tog det nærmeste viskestykke som hang i nærheden og tørrede kort hovedet inden hun let rystede det. Hun vidste bare at hendes søster ikke kunne holde aftenen fri som hun havde snakket om hun ville. De to søstre mindede en smule om hinanden på det punkt. Hun tørrede kort en klat olie væk fra gulvet og lukkede motorhjelmen på bilen inden hun gik ud af døren. Hun var helt sikker på det var hendes søster og tanken om at det var en anden strejfede hende ikke engang, så hun åbnede døren og nåede ikke at se hvem som stod derude før hendes stemme nu bare lød.

”Jacs – du har fri i af…”

Lige i det øjeblik, lige midt i sætningen opdagede hun at det ikke var hendes søster, men i stedet en mand som stod i et flot jakkesæt, hans hår sad snorlige og alle detaljer om ham var tydeligt gennemtænkte – han var bestemt en flot mand. Lige ved siden af ham stod en yderst lækker Mercedes, som havde fået noget af et stød på fronten og hun stod kort et øjeblik og så lidt forundret på manden foran hende, hvis dette lige var sket så var han sluppet ufattelig nemt fra det! Det var først nu hun opdagede at hun egentlig ikke havde sagt noget, siden hun havde opdaget hvem det var.

”jeg.. øhm.. Vi.. ”

Den blide stemme bar tydelige præg af usikkerhed og akavethed. Hun havde mest af alt lyst til at stikke halen imellem benene og smutte ind i værkstedet igen, det var normalt hendes søsters opgave at tage imod kunderne, netop af denne grund. Hun trådte let et skridt tilbage, men ramte en dunk motorolie og var tæt på at sætte sig på bagdelen men undgik med nød og næppe. Den blide og uskyldige rødmen faldt over hendes kinder og hun så næsten forlegent på ham.

”Jeg er.. Ames.. Skal du? Jeg mener skal jeg? Kan jeg hjælpe?”

Hun rystede let på hovedet af sig selv og var faktisk irriteret over hendes måde at være på, men ikke noget hun kunne ændre, hun var næsten sikker på at han skyndte sig at køre – og hendes søster ville være irriteret over at miste sådan en kunde – en dyr kunde.

Som hun kom ud til ham, havde han lige en enkelt gang mere forsøgt at få bilen til at starte men uden held. Pokkers! Pengene var intet problem men han var glad for bilen og det var jo frustrerende. I første omgang havde han overvejet at sende idioten til vægs for at køre ind i ham men der var for mange omkring dem til det var en god idé.
Da hun så talte til ham og var ved at vælte, kiggede han på hende med et dragende smil og sagde: "Godaften.... Jeg beklager tidspunktet men nogle folk lærer aldrig at køre...."
Så gik han roligt men målrettet hen mod hende med de klare øjne hvilende på den smukke kvinde foran ham.

Roligt rakte han hende hånden til et håndtryk og sagde: "Rart at møde dig Ames..... Kælenavn for Amy?... Mit navn er Caine Blackwell.... Ja jeg håber du kan hjælpe mig... Som du nok kan se blev jeg påkørt..... En idiot der prøvede at slippe fra politiet.... Jeg har ikke haft bilen så længe så jeg ville være frygtelig ked af at den ikke kunne køre...... "
Kort vendte han blikket over på bilen for derefter at kigge på hende igen. Det var tydeligt at Caine var en mand der bar sig selv rigtig flot og han var selvsikker.
"Skal jeg give en hånd med at få den ind eller?....."

Han var overraskende rolig også så situationen ikke blev mere akavet for hende. Roligt kørte han hånden gennem sit hår og afventede hendes respons med et blændende smil. Han kunne rigtig godt lide hvordan hun så ud og selvom hun havde oliepletter var det ikke noget der generede ham overhovedet

Hun stod i et kort øjeblik og faldt i svimer over hans smil, sikker dog et dragende smil og hun kunne ikke selv lade være med at sende ham et uskyldigt og lettere flovt smil. Hun slog de brune bambiøjne i jorden og mærkede tydeligt den rødlige varme som spredte sig i kinderne. Hvor pokker var Jacs når hun mest skulle bruge hende? Hun kunne da ikke selv snakke med sådan en som ham, hun turde jo ikke – det var hendes søsters job. Hans stemme hev hende ud af hendes egne tanker og hun havde faktisk i et kort øjeblik glemt alt om at hun egentlig burde have lukket nu og da hun åbnede munden for at svare ham – nåede hun ikke længere da han valgte at nærme sig hende. Hendes hjerte begyndte pludseligt at hamre afsted og hun vidste pludselig ikke hvad hun lige skulle gøre af sig selv.

Hun så kort rundt, hun vidste ikke om det var for at finde en vej væk eller hvad hun egentlig søgte efter, hun var godt klar over at hun måske ikke bare kunne tillade sig at forlade ham her alene – men hvad pokker skulle hun gøre. Han rakte nu sin hånd frem mod hende og allerede der kunne hun mærke alt i hele kroppen stivne – hvad skulle hun gøre.

”I lige måde.. Mr. Blackwell.. jeg.. øhm.. min søster.. “

Hun trak kort vejret helt ned i maven og prøvede at skubbe det hele lidt væk, alle hendes nerver, alle hendes små særheder. Da hun så hørte han snakkede om bilen kom hun lidt til sig selv igen og gik kort forbi ham – hun ville gerne kunne give ham hånden, men alt i hende skreg at hun skulle lade være.

”Mine hænder.. er .. beskidte.. Ja Amy er mit rigtige navn.. Amy Sophia Scott – Er du okay?”

Hun vendte sig kort tilbage mod ham og de bruge dådyr øjne fik kort kontakt med hans så klare og dragende øjne og med det samme kunne hun mærke den brændende fornemmelse i kinderne og hun slog blikket tilbage mod bilen. Hun lagde blidt hånden på den og førte nærmest hånden helt kærtegnende over denne smukke skønhed.
¤waaauw¤

En stille hvisken forlod hende og om han hørte det eller ej, var hun faktisk ikke sikker på. Men om hun sagde dette om bilen eller om manden var hun faktisk ikke sikker på, men hvis nogen spurgte ville det helt sikkert væk om bilen – hende og … andre gik ikke altid godt i spænd, folk var ikke villige til at nå at lære hende at kende. Hun viftede let det lange brune hår om bag sig og søgte hans betagende øjne et øjeblik

”jeg vil ger.. eller vi kan godt lave den, kan bare ikke gøre det i dag, det kræver en lidt større omgang – men du må gerne hjælpe med at få den ind?”

Hun bed sig kort og en smule overrasket i læben, når det kom til hendes arbejde var hun selvsikker og det var først da hun havde snakket til ham at hun egentlig opdagede det. Hun kunne ikke rigtig slippe læben igen, da hun faktisk var lidt i tvivl om det havde været for meget at hun bare havde knævret løs. Hun sendte ham let et usikkert og uskyldigt smil og hendes hjerte gallopperede afsted.

”undskyld jeg.. er ikke så god til .. øh kunder Hr. Blackwell”

Det krævede ikke nogen særlig god menneskekender at se hvor forlegen og genert hun var over hele situationen men han syntes bare at den rødmen der dominerede hende var helt fantastisk og klædte hende. Han sagde heller ikke rigtig noget så hun havde tid til at finde sit fokus eller hvad hun nu havde brug for. Der var jo ingen grund til at gøre det værre for hende end højest nødvendigt.

"Din søster?.... Jeg går ud fra at i har stedet her sammen?" Ud fra navnet af stedet og generelt hvordan omgivelserne så ud var det i hvertfald det han ville tro. Da hun så gik forbi ham uden at tage imod håndtrykket, nikkede han til hende med et blændende smil og svarede: "Det generer mig skam ikke.... Men du behøver heller ikke give mig hånden hvis ikke du vil... Rart at møde dig Amy Sophia Scott..... Tilgiv mig for at være lidt direkte men det er et pænt navn..... Ja jeg har det skam fint, jeg er relativt hårdfør...."

Han hørte ganske vist hendes hvisken men valgte ikke at kommentere på det for ikke at gøre hende mere forlegen. Selvfølgelig kunne det godt være ham såvel som bilen men det ville ikke være pænt af ham at kommentere på det i den situation. Da hun så sagde de godt kunne lave den, smilede han og tog jakken af, hvilket ganske vist afslørede let hans atletiske muskulatur under skjorten. Jakken blev smidt ind på sædet af bilen imens han gik om bag den for at kunne skubbe efter hendes anvisning. "Det er skam helt i orden, så længe den bliver lavet. Hellere at det bliver gjort ordentligt"

Så ventede han på hendes anvisning om hvordan hun gerne ville have bilen ind på værkstedet og nikkede kort med lukkede øjne inden de igen fandt hendes blik. "Der er skam ingen grund til at undskylde.... Spørger du mig så klarer du denne kunde helt fantastisk.... Du må gerne bare kalde mig Caine hvis du har lyst.... Hvad vil være mest passende for mig? At kalde dig Amy eller Ms. Scott?"

Situationen var bestemt ikke op af hendes boldgade og det gjorde det ikke meget nemmere for hende at han var så indbydende og bestemt nærmest uimodståelig at se på. Han gav hende plads og var ikke som mange af de mænd som kom ind og nærmest nedgjorde hende for at være sådan en.. nervøs karakter ville mange nok kalde hende. Hun lod de bambi brune øjne glide op og falde let i hans lokkende klare øjne, et blidt og nærmest uskyldig og samtidigt undskyldende smil forlod hende. Varmen spredte sig i hendes kinder og hun skyndte sig at se på den bil som stod foran hende igen. Han stemme lød dog og han tiltrak sig hendes opmærksomhed.

”ja stedet tilhøre min søster og jeg.. Hun står for det mere menneskelige aspekt af stedet”

Hun kæmpede med at kontrollere hendes stemme og træk vejret dybt og lod brystet stille hæve sig og falde i takt med hendes vejrtrækning. Hun mærkede et svagt stik i maven da han sagde at hun ikke behøvede at røre ham, hvis hun ikke ville og hun bed sig en smule intenst i læben.

”jeg vil utrolig gerne røre dem .. men”

Først der gik det op for hende hvad hun egentlig havde sagt og nu slog rødmen for alvor rødder i hendes kinder. Hun så væk og søgte et sted at løbe væk til. Vinden blæste let omkring dem og løftede hendes hår let i luften

”eller jeg mener ikke.. Eller jeg.. øhm.. Berøring er.. Jeg har aldrig.. jeg mener..”

Et suk forlod hende og hun var faktisk forberedt på at han ville vende sig om og måske finde et sted som var mere professionelt end det her hun havde gang i. Hun så op på ham, hvilket hun ikke havde forventet og i det samme smed han skjorten ind på sædet og stillede sig bag ved bilen. Hun var en smule forundret over at han endnu ikke havde skræmt ham væk. Hun stillede sig om bag ved bilen ved siden af ham og kom kort til at lægge hånden på hans hånd da hun skulle til at skubbe. Hvilket nærmest fik hele hendes krop til at fryse – få øjeblikke senere trådte hun et skridt til siden og hendes hjerte galopperede og et hjerteanfald føltes utrolig nærværende.

”Mr. Blackwell, jeg mener Caine.. jeg undskyld – skal jeg ikke ringe til min søster og høre om hun kan hjælpe dem”

Han stemme lød så igen og han fik hende til at smile med de ord han sagde og hun glemte faktisk lidt at det lige var sket, mest fordi han så utrolig godt ud og faktisk kort fik hende til at glemme det, men også fordi han snakkede om hendes navn lige pludselig og fik hende til at skulle tage stilling til hvad han skulle kalde hende.

”De fleste kalder mig bare Ames – men jeg.. de kan kalde mig hvad de finder passede”

Han kunne tydeligt se hvordan det var en uvant situation for hende og at hun var forlegen over han var der. Om hvor vidt det var for hans udseende, tænkte han ikke rigtig over. Det var jo bare sådan han så ud. Eller selvfølgelig gjorde han altid noget ud af sig selv men det var lige så meget en vane. Selv kiggede han smilende på hende og havde ikke noget problem med at anerkende hvor smuk han syntes hun var.

"Det ville jeg også umiddelbart gætte på.... Men du klarer det rigtig flot hvis du spørger mig...."

Det ville selvfølgelig ikke få hendes forlegne fremtoning til at blive mindre men samtidig så følte han det var på sin plads at sige så hun vidste det ikke generede ham på nogen måde. Da hun så kom til at blive noget direkte i sit ordvalg hvilket tydeligt gik op for hende, smilede han dragende inden han nikkede som tegn til at han forstod hende. "Det her kommer muligvis til at lyde værre end det er men de må gerne røre.... Et håndtryk eller lignende har jo aldrig skadet nogen.... Det er jo ikke ligefrem fordi du falder i min favn..." Ikke at han ville stoppe hende hvis det skete men det var der jo ingen grund til at sige højt.
Som hendes hånd kort lagde sig på hans hånd, trak han let på skuldrene og sagde:

"Der er skam ingen grund til at undskylde... Det generer mig ikke.... Og der er ingen grund til at ringe efter din søster, du yder en helt fantastisk service og jeg klager ikke over selskabet overhovedet..... Skal vi få bilen ind?"
Så hjalp han med at skubbe bilen ind på selve værkstedet og det gik også overraskende let i kraft af han var DJævel. Endnu et faktum der ikke var nødvendigt at fortælle hende. Hun skulle jo ikke løbe skrigende bort.

"Jeg tror bare jeg vil bruge dit navn.... Et meget passende navn"

Hun kunne ikke præcis påpege hvorfor hun var sådan, men hun var en smule irriteret over det i situationer som denne. Hun ville ønske at hun kunne folde sig ud, springe over mod ham og bruge de flirtende og charmerende øjne som hendes søster altid kunne tryllebinde mænd med. Hun sukkede kort og bed sig i læben, før hun førte blikket let op imod ham. Han virkede så venlig og så indbydende. Et blidt smil forlod hende, da han atter brugte rosende ord omkring hende.
Hun så hans blik og blev i et sekund eller to nærmest fanget i de dragende blik og glemte kort hvor de var henne. Hun udbrød et kort og meget uskyldigt grin, da han snakkede om at falde ham i favnen. Hun kunne godt, hun ville måske endda gerne – men hun ville aldrig nogensinde turde gøre det.

”det har de måske ret i – jeg er bare.. ”

Hun vidste ikke hvilket ord hun skulle proppe på, speciel, underlig, tosset. De føltes dog alle sammen så negative og hun ønskede ikke at fremstå som en negativ person, hun var altid en smilende pige og når hun ikke var i nærheden af fyre som ham, så var hun bestemt også en smule sjov endda at være sammen med. Sekundet efter så skubbede han til bilen og den fløj nærmest ind i værkstedet – hvordan pokker kunne dette lade sig gøre? Var det bare sådan noget mænd kunne? De måtte til at have en mand som ham i værkstedet, men på den anden side havde man råd til at køre rundt i biler som denne, så behøvede man bestemt heller ikke at arbejde. Da de kom ind spillede musikken stadig i baggrunden og hun følte sig pludeslig lidt mere på hjemmebane. Hun åbnede kølerhjelmen og stak hovedet helt ind over og var ikke vant til at skulle tage hensyn til ikke at stikke måsen i luften når hun arbejde – der var jo kun piger normalt og Marko. De brune ben spillede meget godt på af den sølvfarvede bil. Det eneste der brød de brune ben var de flå pletter olie som hun havde hevet sig hjem i løbet af dagen.

Hun rejste sig op efter et par minutter og lod de brune øjne falde på ham, måske endda en smule lokkende – men den evige uskyld lå stadig i dem. Hun førte let en hånd igennem det brune hår og sendte ham et smil.

”Motoren har ikke taget så stor skade, det er mest skærmende – så det kan sagtens laves”

Når han var i nærheden af hende eller hørte hende tale, så vidste han godt der var en pige indenunder der gerne ville ud og opleve ting i stedet for at være så genert. Det virkede faktisk til at irritere hende at hun ikke var mere sikker på sig selv end hun var selvom han nu syntes hun sagtens kunne være det. Men det var også nemmere sagt end gjort og han havde trods alt haft mange års øvelse i det. Og han var jo opdraget som adelsmand selvom han ikke brugte den titel rigtigt.
Da hun så slap det uskyldige grin, kunne han heller ikke lade være med at smile og slippe et varmt og lokkende grin selv.

"Du er fuldstændig som du skal være.... Spørger du mig, skal du ikke ændre på noget.... Når tiden er til det, skal du nok turde tage flere chancer.. Det kan i sig selv være skræmmende...."

Selv tænkte han ikke over hans styrke som han hjalp hende ind på værkstedet med den, det var jo bare sådan han altid havde været. Og måske kunne han bevæge sig så hurtigt som vinden men det var ikke noget han gjorde så tit. Det var ikke ligefrem alle der var specielt stor fan af at se det. Så stillede han sig hen ved siden af hende men lidt bag hende så hun kunne få frit udsyn til motoren. Og nok sagde han det ikke, men så kunne han nyde synet af hende imens.
Her inde virkede hun også noget mere sikker på sig selv hvilket egentlig var rart at se. Da hun så fortalte at bilen ikke var så slemt tilredt, nikkede han smilende til den unge skønhed. Og det lækre smil hun sendte ham var absolut heller ikke noget at klage over.

"Det er jeg rigtig glad for... Jeg har kun haft den i en måned så det ville være synd hvis den allerede måtte kasseres... "

Så fik han en lidt pludselig indskydelse der forhåbentlig også ville gavne hende. Kort kørte han hånden gennem håret og så dragende men eftertænksomt på hende. "Det her lyder måske underligt.... Men nu har jeg jo forstyrret selvom der egentlig var lukket.... Må jeg ikke råde bod på det ved at give aftensmad? Jeg har ikke selv nået at spise endnu nemlig"

Han varme og lokkende grin fik hendes hjerte til at springe en smule, hun var slet ikke vant til denne form for samvær med en fyr af hans.. status. Det ord hun ikke helt kunne finde var mange forskellige, klasse, udseende, velhavende. Hun var vant til folk som hende, små børnehjems folk, som ikke havde noget imod at blive beskidte. Hun kunne dog ikke lade være med et rødme atter engang og lade et smil falde over hendes læber da hans ord lød. Han var godt nok – Anderledes. Da han snakkede om at tage chancer kiggede hun op på ham og nikkede lidt.

”jeg.. chancer er vidst ikke .. min kop the. Jeg ville gerne, ville gerne prøve at smage en øl.. ville gerne prøve at ky.. ”

Hun stoppede sig selv i sætningen da hun lige pludselig opdagede hvad hun var ved at sige og hun begyndte at søge efter et erstatningsord hun kunne bruge i stedet for kysse. Kyle, kyse eller ky.. nej hun kunne vidste ikke redde den, måske håbe han ikke hørte det.

”Tage chancer”

Hun sendte ham et lidt prøvende smil, selv om hun godt vidste at han nok havde hørt hvad hun ville sige. Ja hun var 21 og havde aldrig nogensinde kysset en fyr eller drukket en genstand – hun var kedelig. Endnu engang ramte den bølge af selvhad hende – han burde have mødt hendes søster, de ville da kunne passe sammen. Han spurgte om hun ville med ud og have noget aftensmad og hun kiggede kort ned af sig selv.

”Øhm.. jeg vil gerne.. jeg, jeg skal måske lige ordne mig lidt først?”

Et lidt undskyldende blik faldt over hende, hun ville helst ikke ud og spise med ham når hun så sådan her ud, han slog hende ikke som en fyr der var vant til at ses med folk som hende. Lige i det tanken strejfede hende, gik det op for hende at han måske blot havde gjort det af høflighed.

”De skal ikke tænke på det Hr. Blackwell.. Caine.. Jeg var her jo alligevel og hvis de har travlt med andre gøremål, kan jeg bare… starte på bilen”

Hendes sætninger var blevet mere afslappede og man kunne bedre fornemme den blidhed og uskyldighed som hun normalt bar, når hun ikke var så anspændt som han tydeligt gjorde hende. Hun slog de uskyldige dådyr øjne op i hans og for første gang holdte hun et kort øjeblik hans blik inden hun kiggede sig lidt rundt. Hendes blik faldt på tasken der ikke stod langt væk – hun havde skiftetøj med, da hun alligevel skulle ud og spise på et tidspunkt.

Nok var han adelsmand og havde alle de penge han overhovedet havde brug for. Og ja han havde dyre vaner men han var langt fra som andre af sin stand. Hvis han havde lyst til noget så gjorde han det også, ligemeget om andre adelige ville kigge ned på ham. Det var hans æiv og han levede det fuldstændig som han havde lyst til.
Han kiggede smilende på hende som hun rødmede så smukt hvorefter han lyttede til hendes ord. Og ganske rigtigt så sagde hun måske ikke ordet færdigt men han var fuldt ud klar over hvad det var hun var lige ved at sige.

"Det er ting man nemt kan finde ud af.... Alting har sin tid også selvom det kan være svært at udtrykke...."

Han sagde det på en måde så det signalerede at han vidste hvad det handlede om men heller ikke lagde tryk på netop den del. Hans blik vandrede over hendes ansigt som hun ledte efter et andet ord og han lod hende også tage sig den tid hun havde brug for. D hendes blik vandrede nedaf og hun lidt forsigtigt accepterede nikkede han en gang og sagde: "Hvis du føler for det... For min skyld behøver du ikke ordne dig først...."

Så kiggede han dragende og endnu en gang eftertænksomt på hende hvorefter han kiggede kort ud mod byen. Derefter mødte han hendes blik endnu en gang og hans øjne var på alle måder stadig intense.
"Jeg venter bare her hvis du gerne vil skifte.... Men jeg er glad for du vil med ud og have lidt at spise.... Jeg elsker godt selskab og det synes jeg bestemt du er.... Jeg håber du ved hvor der ligger nogle steder da jeg ikke er så kendt som jeg gerne ville.... Og så kan vi få en øl til maden? Enten det eller også kan jeg så kan du smage den? Så får du prøvet i hvertfald en af de ting du gerne ville"
Det ville være for offensivt at tilbyde et kys men det var jo ikke til at sige hvad aftenen ville bringe

Han snakkede om at alting havde sin tid og det havde han så ufattelig ret i, hun ønskede også at hun kunne sige at hun på et tidspunkt kunne åbne op og lukke nogen ind – men hun vidste faktisk ikke om det på nogen måde ville blive aktuelt, ville nogen have tålmodigheden til at lade hende udfolde sig? Hun bed sig let i læben og sørgede for ikke at kigge på ham, han havde et udseende der dog gjorde at man ikke helt kunne lade være. Han var yderst lækker og hun kunne ikke helt holde øjnene fra ham. Et blidt smil ramte dog de ellers fyldige røde læber.

Han sagde at hun ikke behøvede at skifte, men hun ville for hans egen skyld ikke tage med ham sådan der, en fyr som ham havde et vidst omdømme og det kunne hun ikke holde til at skulle ændre på. Hun var nød tila t gøre noget ud af sig selv. Hun bed sig let i læben og så på ham.

”Jeg lover at skynde mig, jeg.. øhm.”

Hun rystede en smule opgivende på hovedet og rakte hånden ned efter den sorte sportstaske og sende ham et blidt smil – taknemmeligt. Han var simpelthen utrolig sød ved hende og det fangede hende, men hun vidste også at fyre som ham…. Ofte mistede interessen. Hendes tanker fløj tilbage på den eneste fyr hun nogensinde havde ladet kommer tættere på end nogen andre – han mistede tålmodigheden og derfor var hun ikke meget for at stole på nogen.

Hun vente sig rundt og gik mod badeværelset. Da hun var 1 meter fra badeværelset, hev hun langsomt op i den hvide bluse og blottede nu den brune ryg, men den var fyldt af lange ar, som gik på alle mulige leder. Hun låste døren efter sig og skyndte at tage tøjet af og vaske sig en smule.

Da hun var blevet færdig trådte hun ud af badeværelset og havde nu en sort tætsiddende kjole på – hendes lange brune hår faldt let ned over hendes skuldre og hun så over mod ham med et spørgende smil – mon han kunne acceptere dette?
Hun trådte tættere på ham og stoppede ca. en meter fra ham, hun lod de brune bambi øjne let søge mod hans utrolig klare og dragende øjne som han besad. Han var så dragende på en eller anden måde. Den røde farve vendte dog tilbage til hendes kinder og det fik hende til at slå blikket usikkert i jorden.

”jeg kender lidt til byen, men er ikke herfra.. jeg er .. øh – ikke herfra”

Han skulle ikke vide hvor hun kom fra, at hun bare var et børnehjems barn som ingen holdte af – fattig og uden uddannelse. Det var ikke hans type og hun ville ikke ødelægge det her lige for nu.

Han vidste ikke noget om hvor svært hun havde ved at lukke folk ind men ud fra hvordan hun var så kunne han jo næsten regne det ud. Måske ville hun finde ud af at Caine var absolut ikke som andre mænd på det punkt. Hvis han ville komme til at tabe interessen så var han der slet ikke.
Selvom hun prøvede at kigge væk fra ham så kiggede han ikke væk fra hende. Han hvilede meget i sig selv og han syntes jo hun var smuk så han mente ikke der var en grund til at kigge væk fra hende.
Da hun så lovede at skynde sig, kiggede han direkte i hendes øjne og gav et smil der ikke var til at tage fejl af.

"Tag dig alt den tid du skal bruge.... Jeg går ingen steder...."

Så kiggede han efter hende som hun tog sin taske hvorefter han så nikkede til hende og lod hende gå. Derefter ventede han lidt inden han så fandt sin mobil hvor han undersøgte hvad der lige var i området af spisesteder. Ikke sikkert det blev nødvendigt da hun måske kendte nogen, men derfor kunne han lige så godt kigge lidt.
Da hun så kom ud til ham igen, denne gang i den tætsiddende kjole, smilede han meget intenst til hende i det hun rødmede.
"Her kommer der et af de tidspunkter hvor jeg bliver direkte igen..... Du ser helt fantastisk smuk ud.... Jeg er meget heldig at du vil med mig ud at spise...."

Så rakte han armen ud mod vejen så de kunne begynde at gå hen mod hvor hun syntes de skulle spise. "Det er jeg heller ikke.... Jeg er oprindeligt fra England... Det er ikke mange måneder jeg har haft mit hus..... Skal vi?"
Han vidste ikke om hun på noget tidspunkt om hun ville fortælle hvor hun var fra, men så igen det blev først relevant når hun syntes det var. Han kunne jo heller ikke ligefrem sige til hende at han var blevet skabt i Helvede. Og hvis han begyndte at demonstrere evner, ville hun måske blive skræmt

Hans komplimenter gjorde bare at den røde farve blev en anelse mere intens omkring hendes kinder. Hun rystede lidt på hovedet over at han var så flink ved hende og hun sendte ham et lidt mere prøvende smil – overbevisende. Hun vidste dog ikke om hun prøvede at overbevise sig selv eller om hun prøvede at overbevise sig selv. Hun lagde hovedet blidt på skrå og nikkede let da han spurgte om de skulle gå. Hun valgte let at gå ud af døren og da han så var gået ud, fik hun låst døren efter ham. Hun kendte ikke helt vildt meget til området – Men hun vidste også at der lå en sød lille restaurant ikke langt herfra. Han nævnte så England, kiggede hun en smule mere undrende på ham.

”jeg er selv fra England, har boet på Sankt Cathrines hele mit liv”

Det var først da ordene havde forladt hende at hun kom til at tænke på at en mand fra England nok godt vidste at det var et af de mere Shady børnehjem i England. Hun lod dog blikket roligt glide ned af ham, hun spejdede måske efter en reaktion fra hans side af. Hun kiggede derefter kort på ham med et blidt smil.

”Der ligger en sød lille restaurant rundt om hjørnet, hvis det kunne friste?”

Lige gyldigt hvor meget hun ikke ønskede at kigge på ham, kunne hun faktisk ikke lade være – han var breathtaking. Hun lod det lange brune hår falde ned over skulderen, hun lod en smule nervøst en hånd glide igennem det, før hun trådte et skridt i retning af spisestedet. Han skulle selvfølgelig ikke, hvis han ikke ville derhen, men så kunne de i det mindste begynde at bevæge sig lidt.

De brune øjne søgte så kort rundt, de få mennesker som gik rundt på gaden lod deres blikke en smule dømmende falde over dem. Hun bed sig i læben og trådte kort et skridt tættere på ham – hun kendte ham ikke om hun ville ikke sige at hun stolede på ham, men lige nu var han nok det sted hun faktisk følte sig mest tryg. Hun træk vejret en smule hurtigere og nervøst, men prøvede kort at få en smule mere kontakt over sig selv.

Hun var egentlig endnu mere smuk som hun rødmede, men det var også fordi han kunne mærke på hende at det var fordi hun kunne lide komplimenten. Og igen kunne man læse på ham at han sagde kun ting når han mente dem. De fleste andre adelsmænd var nærmest notoriske for deres evne til at snakke udenom men det havde han aldrig ment man fik noget ud af.
Roligt ventede han et par skridt fra døren da hun fik låst af hvorefter han gjorde tegn til at kunne gå. Hurtigt havde han dog grebet sin jakke i bilen for at tage den med. Ikke fordi han frøs men fordi så kunne han lægge den om hende hvis hun skulle fryse. Da hun så nævnte at hun selv var fra England og hvor hun var fra, så han dybt i hendes øjne og svarede:

"Sankt Catherines? Jeg har kun besøgt det en gang og hvis jeg skal være ærlig.... Forstanderinden var noget af en.... Ja Isdronning.... I min optik har hun aldrig virket som om hun egentlig tænkte på børnene" Der var absolut ingen negativ reaktion at spore fra ham og han så heller ikke anderledes på hende selvom hun havde sagt hvor hun var fra. Så tænkte han kort lidt inden han sagde: "Det ligger lige i udkanten af min families jord faktisk" Han hørte sin egen sætning og rystede på hovedet af sig selv.
"Beklager hvis jeg fremstod arrogant der.... Men ja den restaurant lyder helt fint med mig"

Det generede ham ikke at hun kiggede sådan på ham, ærlig talt kunne han rigtig godt lide det. Som de gik mod restauranten, lagde han godt mærke til de fordømmende blikke omkring dem og hvordan hun trådte tættere på ham. Dog gjorde han ikke tegn på nogen måde at han ikke kunne lide det, i stedet for smilede han varmt som tegn på det var helt i orden. Hans fremtoning afslørede også hvordan han godt kunne lide at gå sammen med hende så hun kunne se at han var ligeglad med folks blikke. Det var jo hende han skulle ud og spise med og ikke de andre.

"Håber du er sulten?"

Hun nød lige nu at være smamn med ham, han virkede slet ikke som om at han syntes hun var .. forkert.. at være sammen med. Hendes hjerte hoppede lidt da et par unge piger tydeligt tjekkede ham ud, men hvem kunne bebrejde dem – hun havde vidst gjort det samme flere gange. Hun trådte let frem ved siden af ham og sørgede for virkelig at koncentrere sig om ikke at falde, være klodset som hun altid var. Hun var jo ikke ligefrem den mest elegante person i hele verden, hun var ikke engang tæt på. Hun nød at gå sammen med ham og følte sig faktisk forholdsvis tilpas. Da hun så hørte hans stemme igen – emnet ramte hende lidt hårdt.

”Kvinden var is, hun brød sig ikke om os – hendes mand var værre, når vi ikke gjorde os nok umage, når vi ikke var gode nok fik vi pist – når vi snakkede for meget, blev vi låst inde i bure om natte. Når vi rørte ved de andre børn….”

Hun stoppede sig selv, da hun kunne mærke at det ramte hende hårdere – han var faktisk den første hun havde sagt det til. Hun trak vejret en smule hurtigt nu og stoppede faktisk op og bakkede et skridt væk fra ham. Man kunne se udtrykket i hendes øjne, de uskyldige øjne bar nu et præg af smerte og en anelse frygt.

”Caine jeg.. jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Jeg .. du må hellere gå selv.. jeg er vidst ikke det rette selskab for dig. Du kommer fra en stor flot gård og har en masse ting som mange af os måske kun i vildeste fantasi kunne forestille os. Jeg er .. bare en fattig kvinde fra børnehjem”

Der var endelig kommet ord på hende og hun hakkede ikke så meget i hendes stemme som før, men der lå stadig en underlig usikkerhed omkring hende. Selv om hun inderligt vidste at han ikke var som manden fra børnehjemmet, lå det stadig dybt i hende. Hun bed sig i læben og så atter op på de dragende øjne. Hun havde hele tiden troet at folk som ham og hans familie var for gode til folk som hende – at de var arrogante og at de generalt bare forlod folk. Nicholas havde blot bekræftet dette og derfor var det svært for hende at se på ham.

Hun ville gerne blive, hun nød faktisk hans selskab og om hun ville gå for at beskytte ham og hans omdømme eller for at beskytte sig selv for at lukke nogen ind, det vidste hun faktisk ikke. De brune øjne søgte hans klare, lidt spørgende.. hvad skulle hun gøre?

Det var tydeligt hvordan hun koncentrerede sig om at gå ordentligt og det betød en del for hende hvordan verden omkring dem kiggede på dem. Det var også derfor han var så rolig for at vise hende at hun kunne være tryg i hans nærvær. Så lyttede han efter hvad hun forklarede om børnehjemmet og hendes stemme bar tydeligt præg af det absolut ikke var nemt for hende på nogen måde. Da hun stoppede op og bakkede lidt, blev hendes stemme igen præget af det absolut ikke var noget nemt emne.
Så lænede han sig let op af en lygtepæl og holdt sine hænder så hun hele tiden kunne se hvor de var henne. Hans blik var dragende og intenst.

"Måske er du fra et børnehjem.... Men du er også fra et af de mest frygtelige af dem.... Og du kom væk.... Du brød med det og her står du..... Måske ser du ikke selv sådan på det men du driver et succesfuldt autoværksted sammen med din søster.... Du har klaret langt mere end jeg har.... Du er en fantastisk kvinde....."

Så rettede han sig op igen og rettede armen mod den vej de gik og hvor restauranten nok var. Dog fjernede han ikke sit blik fra hende på noget tidspunkt men smilede med en stærk varme og ro. "Hvilket selskab der er det rette for mig, er noget jeg afgør..... Og hvis ikke du var det rette, så havde jeg ikke budt dig ud at spise.... Men det har jeg... Og jeg har ikke på nogen måde fortrudt det... Hvad siger du til at vi går ind og nyder et måltid mad? Så kan jeg altid fortælle mere om hvor jeg er fra hvis du selvfølgelig vil vide det.... Ellers snakker vi bare stille og roligt...."

Hun kunne ikke forstå at han kunne være så rolig, men det valgte hun at tage en smule til sig. Han havde vidst mere en rigeligt bevist at han gerne ville være i hendes selskab og hun var nød til at overbevise sig selv om det. Hun lod et lettere charmerende blik glide over de brune øjne og nikkede blidt til ham – den røde varme lå dog over hendes kinder og det var hun sikker på ikke ville ændre sig lige foreløbig. Hun valgte dog at træde lidt frem og gå et par skridt foran ham, imens hans stadig stod lænet op af lygtepælen. Hun drejede elegant hovedet og så lidt lokkende på ham, et kort og legende glimt var faldet i de brune øjne.

”Skal du stå der og se pæn ud hele aftenen?”

Hun sagde det med en vis sikkerhed i stemmen, hun drejede hovedet tilbage fremad og i det hun vidste at han ikke kunne se det lavede hun et helt chokeret ansigt, havde hun lige snakket sådan til ham. Den røde varme i kinderne var nu varmere end nogensinde – hvordan kunne hun lige have sagt det? Hun rystede en smule pinligt på hovedet og så meget kort efter ham, så han forhåbentlig ikke kunne nå at se hendes store rødmen.
De nærmede sig nu den lille resteurent og hun elskede den, det var en lille italiensk resteurent som gjorde alt for at det skulel være så hjemligt og hyggeligt som overhovedet mulig. Der var levende lys over det hele og ejeren var en sød og rar ældre dame som i det hun trådte ind, sendte hende et stort og varmt smil.

”Mi Bella Ames!”

Hun sendte hende et stort smil og kiggede så tilbage på Caine med et lidt blidt smil – uskyldigt som bare pokker. Hun så på ejeren og bedte om et bord til to. De blev hurtigt vist hen til bordet og hun så mod Caine – Tænk at hun faktisk var ude at spise på en resteurent med en charmerende og egentlig ufattelig tiltrækkende og sød fyr. Hun smilte dog lidt rundt til folk der kiggede på dem, hun anede ikke hvad man skulle gøre. Ejeren kom nu hen og kiggede på dem og selv om hun var ældre kunne man tydeligt se at hun diskret prøvede at kigge på Caine. De brune øjne blev rettet lidt mod bordet og hun kiggede i spisekortet.

jeg tror jeg vil prøve en øl og .. ”

Hun så lidt på ham, hun vidste ikke hvad hun gerne ville have at spise og faktisk var hun ikke klar over om hun overhovedet kunne få sig til at spise i hans selskab. Måske skulle hun springe over?

Han kiggede lokkende efter hende som hun gik et par skridt frem foran ham. Da hun så kiggede så lokkende på ham og spurgte så friskt grinede han kort og stod overraskende hurtigt ved siden af hende hvor han så svarede: "Nej det bliver der ikke en hyggelig middag af.... Men jeg vil gøre mit bedste for at se pæn ud når jeg nu skal spise med en så smuk kvinde"
Der var ikke spor af drilleri eller noget i hans stemme, han mente hvert et ord. Selvfølgelig havde hun kigget væk så han ikke kunne se hendes meget rødmende ansigt lige med det samme.
Derefter gik han ind på restauranten og smilede meget tilfreds. Italiensk mad var altid virkelig lækkert.

Så fulgte han Amy hen til bordet hvor han som en sand gentleman trak stolen ud for hende og satte sig overfor hende. Stedet havde en fantastisk hyggelig og varm atmosfære. Her måtte han virkelig spise noget mere. Caine lagde godt mærke til den ældre dame kiggede på ham men sagde nu ikke noget til det. Da Amy så havde kigget lidt i menukortet, kiggede Caine på hende og sagde til den ældre dame:

"Jeg vil også gerne have en øl.... Så vil jeg rigtig gerne have en Pasta Carbonara med italienske svampe og til dessert kunne jeg godt tænke mig.... En dejlig italiensk chokoladekage med kirsebærkompot.... Hvad med dig Amy?"
Han behøvede ikke at kigge i menukortet og den ældre dame skrev ned imens hun ventede på Amy's bestilling. Imens tog Caine noget af det kildevand der stod på bordet og hældte op til dem. Her trådte hans opdragelse igen i karakter og han hældte op til hende først

Han havde trukket stolen ud for hende og nu hældte han også op for hende først. Der var ingen tvivl om hvordan han var opdraget, hun vidste godt at det kunne være sket på mange måder – men for hende forestillede hun sig at han boede i et kæmpe hus sammen med hans forældre. De ville have tjenere til at rende og sørge for deres mindste vink, de ville have timer i etikette og .. Ja fordommende var der nok af, hun kunne også bare forestille sig hvordan han i sine teenage dage havde rendt rundt med en hel skare af unge kvinder som bare ønskede at være sammen med ham – nu var han så vokset op, havde lækre biler, kunne få lækre damer og købe hvad han pegede på. Han var den totale modsætning af hende og det var forfriskende. Hun hev sig væk fra hans dragende udseende da hun kom i tanke om at den ældre dame stadig stod og ventede på hende.

”Jeg vil gerne bede om det samme tak”

Hun smilte blidt til den ældre dame og rakte hende menukortene. Derefter faldt hendes opmærksomhed atter på herren foran hende, den mand som var ramlet noget uventet ind i hendes liv. Hvem var han? Hvorfor var han så godt opdraget og hvorfor var han .. her? De blide øjne betragtede ham lidt og hun vidste ikke om hun skulle sige noget eller om hun skulle lade ham starte samtalen ud – det gik jo aldrig godt når hun startede en samtale. Hun førte kort hånden op til hendes ansigt og fjernede let en tot som havde danset sig ned foran hendes ansigt.

”hvordan .. Caine.. Tak”

Hun vidste ikke hvordan hun skulle formulere sig, hun ønskede at takke ham for at ville med hende, ønskede at takke ham for at de måtte lave deres bil og takke ham for at var så.. blid overfor hende. Der gik ikke længe før deres mad kom og det blide blik faldt let over maden og på den øl som nu stod foran hende. Hun tog en kort tår, blot for at smage og smagen kunne hun faktisk godt lide. Hun stillede glasset og lod tungen let føres over de fyldige læber for at fjerne den hvide skum som havde sat sig.

Selvom hun ikke sagde det højt så var hendes fordomme omkring hans opdragelse ganske rigtig. Han var opdraget fuldt ud som adelsmand med timer i hesteridning, fægtning, etikette og alt hvad man lige kunne forestille sig. Selvom han havde haft mange kvinder der havde ønsket at være hans, så havde han overraskende aldrig taget imod tilbuddene. De sagde ham ganske enkelt ikke noget og han var nærmest allergisk overfor folk der tog ham for status og penge. Hans udseende havde han egentlig aldrig tænkt over kunne være en faktor.

Så kiggede han roligt på den ældre dame der tog menukortene hvorefter hans isblå øjne vandrede tilbage på skønheden overfor ham. Det var ikke til at sige om det var hendes usikkerhed eller hvad det var. Men hun var utrolig tiltalende og han så ingen grund til at lægge skjul på det.
Da hun så lidt forsigtigt fik sagt tak, kunne han antyde at der var mere hun ville sige men måske ikke lige vidste hvordan.

"Hvordan hvad? Det er skam en fornøjelse at bruge tid med dig... Skulle du få lyst til at spørge om noget så skal du bare spørge.... Jeg har ikke noget at skjule....." Mere nåede han egentlig ikke at sige inden deres mad kom. Så skålede han sammen med hende inden han selv tog en tår og sendte hende et smil der nærmest trak i hende. Det gjorde hun jo ved ham. "Hvad synes du så?"

Hun så på ham og hun kunne ikke lade være med at falde helt i staver over ham og hans blå øjne var ikke mindre en fantastisk dragende. Hun bed sig let i læben og nikkede roligt til ham, hun tog endnu en tår af den.

”Jeg tror godt jeg ville kunne vænne mig til det”

Et større smil banede vej til hendes fyldige læber og hun fandt sig faktisk lidt mere til rette sammen med ham, han var galant, han var blid og han charmerede sig faktisk ret voldsomt ind på hende lige nu. Hun tog en bid af sin mad og kiggede så ret intenst på ham, stadig med den røde varme dominerende i kinderne – hun ville ønske at hun bare kunne glemme hvem hun var og måske skjule sig lidt. Men for nu havde hun valgt at lægge den lille nervøse pige lidt væk og måske tvinge sig selv til at prøve at skabe en lille forbindelse måske.

”Jeg har mange spørgsmål og ved vidst ikke helt hvor jeg skal starte, eller hvad der er passende at snakke om. Jeg er … vidst hvad man kalder nybegynder på dette område.. alt det her dating er vidst… nyt”

Lyset bevægede sig let ved deres bor og hele stemningen og atmosfæren mindede hende om det mange film hun havde set om kærlighed, det var den eneste reference hun havde til romantik. Hun var jo ikke selv den mest datende person. Hun kom så i tanke om hvorfor de egentlig havde mødtes og kiggede en smule bekymret og intenst på ham. Hun kunne ikke forstå at han var sluppet så billigt fra uheldet.

”De er okay ikke? Jeg mener efter det uheld, det var billigt sluppet”

Hun spiste stille af sin mad og kunne ikke lade være med at komme med en nydende lyd – det smagte himmelsk – da hun kiggede op på ham igen, så hun det blik han sendte hende og det trak i hende. Hun ønskede at rykke tættere på, hun ønskede at være tættere på ham – hun.. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes hånd førtes kort over til glasset og hun tog endnu en tår af øllen.

”Hvorfor er du så høflig? Du har været god ved mig, du kunne have gået væk og måske brugt tiden på andre ting”

Hun sagde bestemt ikke at hun ikke nød det, men for hende var hun ikke vant til at kunderne sådan inviterede folk ud og spise.

”Du sagde at du kom fra noget helt andet.. hvordan er du så endt her?”

Hendes brune øjne blev interesserede og måske endda en smule dragende – hun nød hans selskab.

Han ventede egentlig spændt på hvad hun syntes om smagen af øl og smilede så varmt som hun kommenterede på at det slet ikke ikke var tosset. Selv var han ikke den store øldrikker som sådan men derfor kunne man sagtens nyde en alligevel.
"Ja det er slet ikke tosset...."

Om hvor vidt han var ved at charme sig ind på hende, var ikke noget han tænkte over men hvis det var, ville han da heller ikke klage over det. Selvom hun stadig havde den kraftige rødmen i hendes kinder, virkede hun dog noget mere afslappet end før og hun virkede faktisk til at hygge sig rigtig meget. Og der herskede ingen tvivl om at det gjorde han også. Så smagte han på maden ganske let og det smagte fuldt ud lige så godt som var det lavet i Italien. Han ville heller ikke være overrasket hvis ejeren af restauranten var italiensk.

Så smilede han meget intenst som hun kommenterede om at hun var ny til dating hvorefter han selv svarede: "Du må spørge mig om alt du overhovedet har lyst til... Der er jo ikke nogen færdig opskrift på hvordan det skal foregå eller noget... Jeg tror ikke du kan stille mig et spørgsmål jeg ikke vil svare på"
Selve stedet havde en helt fantastisk stemning. Den var romantisk uden at være overdrevet, den var hyggelig og varm, et rigtig dejligt sted.

Da hun så spurgte om hvor vidt han var ok, nikkede han roligt til hende og kørte lige hånden gennem det kraftige mørke hår inden han svarede: "Det er sødt af dig at spørge.... Jeg har det skam helt fint, jeg er åbenbart holdbar eller som du siger, virkelig heldig"

Da hun så kom med den nydende lyd over maden, kunne han ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. En meget tiltalende lyd.
Så tog han selv en tår af sin ca samtidig med at hun så spurgte til hvorfor han var så høflig. "Fordi jeg har lyst. Måske kunne jeg bruge tiden på andre ting men det har jeg ikke lyst til. Jeg har det helt fint med at sidde her og spise sammen med dig... "

Hendes brune øjne var ganske rigtigt dragende og han flyttede heller ikke sit blik fra hendes på noget tidspunkt. "Det her lyder måske overdrevet.... Jeg er Lord af Hus Blackwell.... Men jeg syntes bare jeg havde brug for luftforandring og se verden med mine egne øjne. Og her er jeg så"

Man kunne ikke sige at de ikke hyggede sig, hun hyggede sig langt mere end hun overhovedet havde forestillet sig. Hun måtte ærligt indrømme at da han først havde spurgt hende, havde hendes planer faktisk været at krølle sig sammen hjemme på sodaen med et tæppe, en god film og ellers bare ren hygge. Det var i hvert fald sådan at alle hendes aftener efterhånden blev brugt, når hun ikke var i værkstedet eller i baren på arbejde. Hun var ikke lige så udadvendt som hende søster som normalt altid brugte alle hendes fridage alle andre steder end derhjemme. Hans isblå øjne var fængslende og normalt ville hun faktisk ikke rigtig holde øjenkontakt da det for hende egentlig var utrolig intimt. Men hans fangede hende nok bare en smule mere end hun havde været vant til.

”Hvordan er det at være beruset?”

Spørgsmålet kom lidt af ingenting, men han sagde at hun måtte spørge om det hun ville og de ting som kom ind på hendes tanker lige for tiden, var alle de ting som folk på hendes alder faktisk havde gjort i mange år. Hun vidste bare ikke hvordan man gjorde. Hun lagde let hovedet på skrå og lagde let hendes hånd på bordet, hun lod den let nuldre i kanten af dugen, lidt mere som en nervøs trækning, hun var faktisk ikke vant til at snakke om nogen ting som hun ikke snakkede med andre om end hendes søster. Hans intense blik varmede i hende og han hørte så hans stemme lyde igen.

”du har datet meget har du ikke?”

Han virkede professionel, han var høflig og han var så utrolig naturlig hvilket fik hende til at slappe af sammen med ham. Hun spiste resten af hendes mad og lagde bestikket på tallerkenen, men lige da uhn skulle til at lægge det nævnte han at han var en Lord og det fik hende til at ramme kanten af tallerkenen og næsten vælte den ned over sig selv, hun fik dog lige reddet den og kiggede så på ham med de intense brune øjne, der nu nærmest lignede bambi der var blevet ramt af en bil.

Det kunne ikke være, og så havde hun opført sig sådan her.. Hun blev pludselig en smule utilpas og kiggede lidt væk fra ham – han var jo en virkelig adelig herre og så havde hun snakket flabet til ham udenfor. Hun bed sig i læben og så den ældre dame komme gående med deres desserter. Hun tog en tår af hendes øl og nærmest samlede sig mod til.

”kan man godt snakke sådan almindelig med folk som.. mig? Kan de godt bare forlade deres..”

Hun vidste ikke hvad man skulle kalde det, når man var Lord, var det et godt man havde et slot? Hun var faktisk i tvivl, men kunne egentlig godt huske at der havde ligget en kæmpe bygning tæt på børnehjemmet hvor der havde boet en Lord – måske det var hans far, der var i hvert fald ikke frygtelig mange år imellem dem. Hun begyndte at smage på sin dessert og fik drukket resten af øllen. Hvordan hun lige skulle forholde sig, det vidste hun faktisk overhovedet ikke.