It's No Bother (Annelie)

Tid: 13:45
Sted: En hyggelig klassisk fransk Café
Omgivelser: Der er mange gæster på caféen men ikke nok til det blev proppet

Hvad gør man når livet går sin stille gang men arbejdet går helt fantastisk? Tager man på lange ferier, tager på ture i udlandet? I Caine's tilfælde blev det en hyggelig cafétur. Han havde lige lavet en fantastisk handel med et antikt maleri og besluttede sig for at nu var det vidst på tide at tage sig lidt fri igen. Det havde aldrig været hans stærke side at tage fri hvis ikke der var anden grund.
Så computeren blev lukket og mobilen sat på lydløs inden han tog sig et skønt varmt bad og kiggede tøj. Han kunne ikke benægte at han havde vænnet sig til en vis livsstil så det prægede også hans tøj

Outfit

Så smed han jakken i bilen og kørte ind mod midtbyen. Han elskede når vejret var til at køre i den åbne Porsche. Lige når det kom til biler, så det ud som om han viftede om sig med penge og status men det var fuldstændig fordi han elskede hvor behagelig den var at køre i.
Turen var ganske kort så han fandt en parkeringsplads ikke så langt fra gågaden og gik muntert afsted. Hans blik faldt rimelig hurtigt på en hyggelig lille café hvor der lod til at være borde udenfor.
Så slog han sig ned ved et af bordene hvor der så hurtigt kom en tjener og smilede. "Welcome Mr... May i take your order?"
Caine nikkede med et varmt smil og sagde: "Of course.... I would like to start with a Chicken Caesar Salad and Elderflower Soda with Sparkle...."
Tjeneren nikkede og gik så efter hans bestilling.
Kort kiggede Caine rundt og sukkede tilfreds

Annelie var ny her i byen, flyttet hertil fordi hun midlertidigt var stoppet med studie og gerne ville ud og opleve noget af verden. Her havde hun fundet Di Morga i Frankring og straks forelsket sig i byens beskrivelser og rygter - Et sted hvor det overnaturlige komme til live i stedet for at være i fantasiens verden – det var den sætning der havde fanget hende ind.

Annelie havde, lige siden hun var lille, fået læst godnat historier omkring eventyr og legender og da hun var stor nok, begyndte hun selv at læse det. Derfor havde hun over de sidste par år fået samlet sig et mindre bibliotek af eventyrs fortællinger fra forskellige verdensdele, nogle nye og nogle gamle og nogle bare fordi andre havde sagt de var spændende, men Annelie fandt dem kedelige.

I dag havde hun valgt at tage en af sine ynglings bøger - Brødrene Grimms eventyr om Rapunzel - med ind til byen for at finde et sted hun kunne læse og nyde noget mad. Efter en del søgen efter det perfekte sted fandt hun en lille hyggelig cafe, dog var den eneste grund til at hun lagde mærke til den, fordi hun så en anden person gå derhen. ”hmm, der kunne jeg godt tage ind og man kan sidde uden for” mumlede hun for sig selv og gik der hen.

Da hun kom derhen snublede hun lidt over kanstenen men faldt heldigvis ikke denne gang, men det gjorde hun fik en lille dejlig rød farve på kinderne før hun gik hen og satte sig ved et bord, lidt ved siden af en anden person der var ved at få en bestilling igennem, så hun ventede lidt fordi tjeneren ville jo nok komme tilbage igen efter han havde afleveret mandens bestilling.

Annelie fandt sin bog frem fra sin taske og satte sig til at læse lidt i mens hun ventede.

Caine lagde ganske rigtigt mærke til at der var en tiltalende ung dame der var ved at snuble og han skulle da også lige til at hjælpe hende. Men det lod dog til at hun klarede den fint på trods af den søde rødmen der nu prægede hendes ansigt.
Ganske kort kiggede han dog over til hendes bord bare for at sikre sig at der ikke var noget i vejen. Så faldt hans blik på den bog hun sad med. Hmm ikke noget dårligt valg.

Ikke længe efter kom tjeneren gående ud med en bakke med hans bestilling og havde kurs mod hans bord. Tjeneren var dog ved at snuble og derved tabe bakken så den ville være ved at ryge ned over den unge dame, så denne gang handlede Caine. Med en fart der var utrolig, var han henne og støttede kort tjeneren der lidt forlegent takkede inden Caine sagde til ham:
"It is perfectly fine.... It happens to all of us..... But thank you....."

Caine tog så imod bakken og var egentlig på vej til at sætte den på sit bord inden han vendte det dragende blik mod hende.
"Er de vel frk? Jeg så de var ved at falde før... Og undskyld hvis jeg spørger lidt direkte... Må jeg sætte mig her? Det er trods alt hyggeligere at sidde sammen med nogen til frokost...."
Derefter afventede han hendes svar. Valgte hun at acceptere ville han nikke ærbødigt med nakken og sætte sig overfor hende med et taknemmeligt smil. Hvis ikke, undskyldte han høfligt og satte sig ved hans eget bord. Taget i betragtning af det var Frankrig, kunne man godt høre en svag antydning på accenten om han ikke var her fra

- “Oh," answered she, "I shall die unless I can have some of that rampion to eat that grows in the garden at the back of our house." The man, who loved her very much, thought to himself, "Rather than lose my wife I will get some rampion, c – var hun igang med at læse I det der begyndte at ske en masse omkring hende, så hun blev revet ud af den lille verden hun var i og så på den mystiske og godt udseende fremmede, som nok lige havde reddet hende fra at få ting ud over sig, da han nu bevægede sig væk med en bakke og i hvert fald ikke lignede tjeneren så stod forlegent.

Så sagde han noget til hende som hun lige skulle opfatte først ”uhm om jeg er ok? Jo jeg har det fint og altså det må de vel godt?” svarede hun og kiggede i mod tjeneren ”Kan jeg få hvad han også har bestilt, fordi af hvad jeg kan se så ser det lækkert ud” hun smilede lidt skævt til tjeneren som bare nikkede og gik efter det. Hun så så på manden og smilede ”Det er altid rart at møde nye mennesker” sagde hun så med et smil og gemte lidt hvor nervøs hun var for at snakke med ham.

Hun tog sit hjemmelavede bogmærke, et helt almindeligt mildt farvet orange papir hvorpå der stod – A MIND needs BOOKS, as a SWORD needs a whetstone, if it is to keep its EDGE og lagde det i bogen før hun foldede den sammen og bød ham velkommen med en hånd og sagde "Mit navn er Annelie, og de hedder?"

Tjeneren nikkede til hendes bestilling inden denne vendte og gik efter bestillingen imens Caine satte sig overfor hende.
"Det er rigtigt... Og hvis jeg alligevel har fri så er det her nu en ganske tiltalende måde at bruge tiden på...." Så tog han en tår af sit glas og smilede varmt men roligt til hende.
Han kunne godt antyde at hun var lidt genert så han gjorde også sit for at hun ikke skulle ende med at føle sig for forlegen.

Da hun så præsenterede sig, gav han ligeledes hende hånden imens han svarede: "Mit navn er Caine Blackwell..... Rart at møde dem Ms. Annelie..... Er de ny her omkring?"
Roligt begyndte han at spise sin mad da tjeneren kom med hendes bestilling hvor Caine sagde: "Jeg vil også gerne bestille to stykke kirsebærtærte i tilfælde af hun også kan spise et stykke..."
Tjeneren nikkede høfligt og gik igen inden Caine så på hende og sagde: "Interessant bog.... Det er et stykke tid siden jeg selv har læst den men ganske god"

Annelie smilede lidt fjoget da han sagde sit efternavn og overvejede om hun skulle fortælle sit og da han så samtidig spurgte om hvor hun var nu så blandede hun det lidt sammen ”Ja jeg kommer originalt fra Blackwell og jeg hedder også England til efternavn” hun så på ham og nikkede til det med kagen, endnu ikke opfattet at hun faktisk byttede om på navnene før.

”Hehe, ja jeg elsker eventyr, sagn og legender og Brødrene Grimms eventyrsamling har altid været mine top favoritter, fordi de er så dystre” hun smilede og beundrede ham så lidt da det gik op for hende ”Ohjegmener,jeghedderogsåBlackwellogjegkommeroriginaltfraEngland” sagde hun alt for hurtigt så man knap kunne opfatte hvad det var hun sagde, for så at vippe sit hoved lidt forover så hendes hår dækkede lidt for sit ansigt, der var ved at blive ganske rødt nu. ”Sorry…” mumlede hun så lidt og ønskede han ikke havde opfattet hvor kejtet hun lige havde været.

Han smilede lidt men reagerede ellers ikke på at hun byttede om på de to navne, der var jo ingen grund til at gøre hende mere forlegen end højest nødvendigt.
"Det er da lidt spøjst at vi deler navn...." Hans stemme var rolig og varm imens hans blik ikke veg fra hende.

"Jeg er fuldt ud enig... Jeg får dog ikke læst så meget som jeg gerne ville, men jeg får også mit kreative fix fra at male....."
Han kunne ikke lade være med at trække lidt mere på smilebåndet som hun kom med så hurtig en sætning men han begyndte dog ikke at grine eller noget. Så strøg han kort hånden gennem sit hår inden han sagde:
"Jeg er selv fra England..... Jeg er stadig Lord af Cornwall hvis man bruger den slags titler stadigvæk.... Hvor i England er de fra Ms?"

Annelie blev lidt mere rolig efter dette, fordi han virkede så fattet så hun fjernede sit hår og så på ham men et lille smil og lyttede til ham snakke om at male. Annelie havde egentlig altid gerne villet lære at male, men af en eller anden grund så var det ikke noget hun kunne finde ud af lige meget hvor meget hun øvede sig. ”Ok så du er Lord, hvilket er titler man stadig bruger derhenne, men det er ikke fordi man rigtigt møder folk der er det mere. Og medmindre det er rapkæftede personer, så lægger man skam heller ikke mærke til det” sagde hun med et lille smil ”Men det må da stadig være en stor ære at være Lord eller Lady” hun kiggede lidt fjernt op mod højre hjørne som drømte hun lidt om det.

Tjeneren kom med hendes bestilling og de 2 kager som Caine havde bestilt ”Here you go, and sorry again” smilede han og før han gik. Ann smilte til ham og takkede ham med et blik som sagde – det gør skam ikke noget – hun vendte så sin opmærksomhed tilbage på Caine. ”Jeg kommer fra et sted der hedder Derbyshire. En lille amt med ufattelig skønne naturområder, så ja jeg er vokset op på landet med de smukkeste skove og søer omkring mig” hun beundrede ham lidt og prøvede at gætte sig frem til hvor gammel han var. For hvis han var Lord så måtte han da være ok gammel, tænkte hun og tog en tår af sin drink.

Det havde altid kommet overraskende naturligt at male for ham, han elskede jo at være kreativ. Men det kom sig mest til udtryk i Klaver eller hans malerier. Så nikkede han lidt af hendes ord inden han svarede:
"Det er skam en ære, det kan jeg ikke løbe fra. Men det er ikke rigtig en titel jeg bruger her ovre med mindre det er i officielle henseender. Jeg vil hellere skabe mit eget navn igennem mit arbejde hvis man kan sige det sådan... Titler er jo bare titler.... "
Der var mange der så absolut ikke delte hans meninger men han så det ikke som at du var mere værd fordi du havde en titel. Det var det man gjorde for at påvirke verden omkring en eller for sig selv der betød noget.

Da hun nævnte hvor hun var fra, smilede han stort og kiggede dragende på hende. "Derbyshire er utrolig smukt..... Det er længe siden jeg har været der dog.... Selv ligger min families jord lige op til Cornwall... "
Så tænkte han lidt imens han tog en tår af sin drink hvorefter han sagde: "Hvis du kunne tænke dig det en gang, må du sige til.... Så vil jeg meget gerne male dig.... På dine termer naturligvis"

Annelie blev lidt overrasket over at han havde været i Derpyshire, fordi det lå okay langt fra Cornwall, men det var nok mere hende selv der bare aldrig rigtig havde været så langt væk fra sit hjem før. ”Deres families Jord, de får det til at lyde som om i har været Lords og Ladys i mange årtier” sagde hun med et skævt smil ”ikke at det betyder noget.. altså som de sagde titler er bare titler”

Annelie begyndte at tage endnu en tår af sin drink da han spurgte om han måtte male hende og hun var da også lige ved at spytte det hele ud igen, i overraskelse over at nogen spurgte hende om det. Men hun noget at synke det i stedet og kiggede lidt undrende på ham for så at grine lidt ”uhm, hvorfor vil de dog male mig? Altså jeg mener de må da gerne, men er det…jeg mener” hun begyndte at rødme lidt igen ”Det vil være mig en ære hvis de malede mig, men jeg ved ikke helt hvordan det foregår og sådan” sagde hun og satte sin kop ned igen ”altså jeg…” hun stoppede den der og spurgte så ”vil de være sød at forklare mig hvad jeg så skal gøre?”

Selvfølgelig lå det et godt stykke væk men hans familie rejste jo også for at holde kontakt med de andre adelshuse der lå rundt omkring.
"Det har vi også..... Vi har haft jorden i..... Ja siden 900-tallet.... Men jeg er også den sidste af Hus Blackwell tilbage.." Det var selvfølgelig en lidt øv tanke men det var ikke noget han lod sig mærke specielt meget af. Og han var jo selv 600 år gammel.

Han trak lidt på smilebåndet da hun virkede så overrasket over hans spørgsmål, men han var overraskende rolig. "Fordi jeg synes de er smuk og jeg synes deres selskab er behageligt"
Man kunne nærmest høre på hans toneleje såvel som hans ord at han mente det.
Da hun så spurgte om hvad hun skulle gøre, tænkte han ganske kort og kaldte en tjener over hvor han så bestilte kaffe til desserten og det hun ville have.
"Det foregår egentlig ganske simpelt.... De vælger hvad de vil have på af tøj på billedet... Så vælger de hvor de gerne vil males henne hvis ikke de vil hjem til mig... Og så finder vi sammen ud af hvordan de skal ligge, sidde eller stå på billedet"

Annelie rødmede lidt igen og kiggede ned i jorden ”det er da rart at de syntes jeg ser smuk ud, og dit selskab er da også behageligt og du ser skam også godt ud…” hun blev lidt stille i en kortere periode og prøvede at tænke over hvad hun skulle males som.. selvom hun virkelig ikke kunne komme på noget, fordi hun havde aldrig tænkt på at blive malet før? Altså i dag for man taget et billedet hvis man overhovedet får gjort det, men igen hvis han er Lord og de har haft deres jord siden 900 tallet så måtte det jo også betyde at de har portrætter af familien i deres hjem eller har haft, fordi det ville være underligt hvis de ikke havde. Annelie forsvandt lidt i disse tanker efterfulgt af tanker omkring områder hun kunne vælge, altså der var jo skoven som hun elskede men nej det bare underligt at sidde eller stå og blive malet, bare generelt underligt at blive malet udenfor. Så var der indendørs, men i hvert fald ikke i hendes lejlighed, den var rodet på grund af flytningen, men hvad var der ellers?

Efter lidt tid så kiggede hun op på Caine igen og lagde hovedet på skrå ”uhm, hvad med bare hjemme hos dig og du bestemmer hvad jeg skal have på. Fordi du har nok mere forstand på det end jeg har og uhm…” hun lukkede øjnene lidt og tænkte over sit næste svar ”jeg vil hellere males som du ønsker mig malet end at jeg evt skal blive nervøs og…uhm ja jeg kan overtænke ting meget og blive forlegen og bekymret for om det er godt nok, hvis jeg skal vælge” hun smilte lidt skævt ”ikke at jeg ikke selv kan vælge ting, men det her er en stor ting, syntes jeg”

Det var nu sødt den måde hun rødmede på og blev forlegen, det var et klart tegn på hun mente hvad hun sagde.
"Jeg takker for komplimenten... Og tilgiv mig for hvis jeg gjorde dem for forlegen... Jeg har en tendens til at være meget ærlig...." Hvilket egentlig var noget atypisk for hans art.
Caine havde masser af ideer til hvordan hun kunne males og hvor henne, men han spurgte hende så hun selv kunne få lov til at få sin mening med i det. Det gjorde hele processen meget mere personlig.

Da hun så fortalte om sine tanker omkring det hele, nikkede han forsigtigt uden at tage blikket fra hende imens han tænkte godt over det.
"Hvad du skal have på?.... Den er lidt svær at svare på da jeg ikke kender til din garderobe..... Men det handler også om hvad du selv vil have det godt med... Nogen vil males i store kjolen imens andre bare i lingerie eller undertøj.... Nogen vil males nøgen... Så hvis du vælger hvor meget du vil have på og hvad, så skal jeg nok finde ud af resten"

Så tog han lige en tår af sit glas inden han smagte på tærten og sagde: "Jeg håber ikke de føler jeg forsøger at lokke dem, det skal jo være en god oplevelse for dem også"

Nøgen... Det var nok det eneste hun hørte i alt det han havde sagt. Skulle hun vælge at være nøgen over for en fremmede, ikke fordi det egentlig påvirkede hende særlig meget. Hun var flov over en del i sit liv, heriblandt hvor pinlig hun selv definerede sig som og hvor klodset hun kunne være, men aldrig flov over sin egen krop. Men ville hun? Det ville tage lang tid at male hende, men ville det så ikke begynde at blive akavet?
"måske bare en hvid skjorte?" mumlede hun så og så lidt bekymret ud i blikket, for hvad hvis det ikke var det han ville have hørt? "en hvid skjorte ville være fint ik?"

Det var tydeligt hvordan hendes selvværd måske ikke var det mest solide men derfor havde han nu sin mening alligevel. Og smuk det var hun. Da hun så foreslog en hvid skjorte som det eneste, kneb han øjnene ganske let sammen imens han dannede sig billedet inde i hovedet. Ganske tiltalende egentlig...
Så nikkede han en gang og tog en lille tår af sit glas.
"Det lyder faktisk ganske fint.... Det skal der nok blive et smukt billede af.... Så vil jeg selvfølgelig gøre mit bedste for det bliver en rar oplevelse og at billedet bliver så du er tilfreds"
Så smilede han bare varmt og nærmest lokkende til hende

Hun rystede lidt på hovedet lidt i tvivl om han havde misforstået hende eller ej, men hun lod det ligge, det var jo ikke fordi han ikke var klog så han havde nok ikke misforstået det. ”Jamen så lad os lave det til en aftale” hun smilte stort og venligt til ham og begyndte at spise af den kage hun fuldstændig havde glemt hun havde, pga al den snak lige nu. ”men ja… det er t hyggeligt sted det her. Tror jeg vil komme her oftere” mumlede hun for sig selv fordi hun mere tænkte det end snakkede det. Det var en yderst lækker kage, men hun lod sin entusiasme ligge i hovedet denne gang. Mest fordi hun inde i hovedet nærmest rendte rundt og svang armene op og ned med et stort smil og grinede. Gad vide hvad det ville koste? Hun så jo aldrig på et menukort eller noget, men det skulle hun nok også have råd til, tænkte hun bare og kiggede på ham ”så Caine, underligt spørgsmål, men hvor gammel er du egentlig? ” kom der så bare frem fra hendes læber uden hun rigtigt havde noget at tænke det og straks var hun tilbage til at rødme….igen…

Han gengældte hendes smil med et lige så varmt smil inden han nikkede og sagde:
"Det lyder fantastisk.... Du skal bare vælge et tidspunkt så, tid har jeg masser af"
Han måtte indrømme at han havde heller ikke tænkt så meget over maden da det jo var hyggeligt at sidde og snakke med hende. "Det er mit foretrukne sted... Man kan have alt den ro man vil og stadig opleve byens liv...."
Da hun så spurgte om hvor gammel han var, kiggede han i første omgang næsten forarget på hende. Men det ændrede han meget hurtigt til det dragende varme smil inden han sagde:
"Nogen gange føles det som om jeg er flere hundreder af år gammel... Men jeg er 27"
At han så rent faktisk var omkring de 600 var nok ikke noget han skulle sige lige der.
Så tog han en bid mere af kagen inden han kaldte en tjener over, betalte regningen for dem og bestilte samtidig noget kildevand.
Derefter kiggede han tilbage på hende som om han tænkte på noget.
"Tilgiv mig hvis jeg er for direkte.... Men hvad glæder du dig mest til ved at blive malet?"

”Hey undskyld det var lidt dumt af mig bare at spørge på den måde” hun rystede på hovedet af sig selv og tog sin pung frem ”og da jeg ikke kender dig, så er jeg lidt ligeglad med om du er lord, fattig, milliadær eller andet.. Jeg betaler selv” hun lagde penge for sin halvdel til ham og smilte så. ”Men ja jeg er fri hele tiden, så hvor lang tid skal du bruge til at gøre det klart?” hun kiggede lidt rundt, det var sjovt som at der ikke rigtig kom andre til cafeen, men så igen hun havde knap nok selv lagt mærke til den, måske de skulle bruge lidt bedre reklame. Hun så mod ham igen og smilte så ”Vel jeg glæder mig bare til at se resultatet” sagde hun så bare og satte sine fødder op på kanten af stolen og tog fat om sine ben ”ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal forvente eller glæde mig til, er nemlig kun vant til at få taget billede med et kamera” hun bed sig lidt i læben før hun bevægede sin finger op til sin læbe og rørte ved sit ar. Det gjorde hende lidt Mut at tænke på så hun stoppede og så på ham ”men ja har de en mobil?” sagde hun så og tog sin egen mobil frem fra sin lomme ”tænker at det måske ville være godt at kunne holde kontakten, så de ikke tror jeg stikker af fra det” hun smilte kækt med en varme i sine øjne

Hendes friske svar fik ham til at smile inden han nikkede en gang og sagde: "Man finder ikke ud af det hvis ikke man spørger.... Jeg tvivler skam ikke på de selv kan betale men jeg er nok bare gammeldags opdraget... Så det vil ikke være rigtigt af mig hvis ikke jeg som minimum tilbød at betale..."
Da hun så nævnte at hun havde masser af tid, tænkte han lidt over det og der var jo egentlig ikke så meget at gøre klar. "Det er faktisk klart. Jeg har altid et staffeli klar hvis jeg får lyst til at male... Det sidste kan ikke rigtig gøres klar før vi skal i gang....."
Så tømte han sit glas imens hun fortalte om hvad hun tænkte omkring at skulle males. "Jeg har fået taget billeder før, men jeg må tilstå jeg er en elendig fotograf.... Og der er bare en anden fordybning i at male. I hvertfald for mig....."
Da hun spurgte om han havde en mobil, nikkede han en gang og fandt den frem. Det var nok ikke den nyeste men absolut ikke en billig en. Det var ikke fordi han var specielt meget et mærkedyr, men han havde sin kalender i mobilen og så skulle det helst virke.
"Det har de så ret i.... Men i såfald må jeg ikke invitere dem hjem til mig i morgen aften?"
Samtidig med tog han et visitkort hvor hans nummer og adresse stod på. Han smilede dragende og varmt til hende, det var ved at være et godt stykke tid siden han havde glædet sig sådan

Nervøsiteten ramte hende igen men denne gang holdte hun det inde. I morgen aften… jo.. det kunne hun vel godt. Hun havde lidt håbet han havde sagt en uge eller to, så hun kunne nå at skrige ned i en pude af nervøsitet. Men nej i morgen aften, det var hans svar. ”Uhm jo selvfølgelig lad os sige det” Hun tog i mod hans visitkort og kiggede på det, før hun så tastede nummeret ind og skrev – Annelie – hun overvejede at lave en smiley, eller et hjerte…nej ikke et hjerte, det ville være for underligt….hmm en rækketunge smiley, måske? Nej bare hendes navn det var fint. Og send. ”Værsgo nu kan du altid skrive hvis du har brug for en model” sagde hun og smilte venligt. Dog indeni hovedet slog hun sig selv i panden. Hvorfor sagde hun lige det? OG før hun gjorde noget andet dumt rejste hun sig op ”Men ja.. jeg må også se at komme videre”
Hun nejede lidt for ham, fordi lige nu anede hun egentlig ikke hvad hun skulle eller burde gøre i denne situation ”ses” var det sidste der blev sagt for hun halvt hoppede væk derfra.

Han havde været tilpas længe i denne verden til at kunne se når folk var nervøse eller generelt prøvede at skjule noget. Så det var ikke svært at se det på hende.
"Fantastisk..... Det vil jeg glæde mig til" Han følte en inspiration der havde været væk i lang tid så han glædede sig til at komme i gang med at male og forhåbentlig blev det en god oplevelse for hende også.
Da hun sendte beskeden med hendes navn i, svarede han med 'Mange tak' og en smilende smiley, bare for at vise han ikke var så højtidelig som folk af og til gjorde ham til. En del af hans tanker kørte på hvordan billedet skulle blive men ikke så meget at han ikke kunne holde opmærksomheden på hende. Det blev egentlig også dejligt at have besøg igen. Selvom det var dyre villaer i den del af byen, kom folk ikke hinanden særligt meget ved.
"Nu får vi at se hvordan det her billede går og så kan det da godt være jeg vil holde fast i det.." Han stemme var en anelse drilsk. Da hun rejste sig og nejede, rejste han sig og bukkede let men ærbødigt for hende inden han sagde: "Så vil jeg sørge for det hele er klar i morgen aften.. Mange tak for selskab... Hav en god dag"
Så kiggede han lidt efter hende inden han satte sig ned og gjorde sin tærte færdig