Nu er det aften

Sted: stranden
Tid: aften
Dato: 12/6
Vejr: lunt
Omgivelser: tomt for andre, solen er på vej ned....Og ellers bare sand og vand.

Kayako kom langsomt gående ned mod stranden.
Hun kom gående ud mellem nogle træer og ud i det lune sand, som solen havde varmet op hele dagen.
Men hun efterlod sig ingen fodspor.
På havde hun sin sædvanlige hvide kjole, et let sommerkjole, den havde hun altid på.
Hendes lange sorte hår sad løst, men selv om det en gang i mellem kom en lille lun brise, bevægede håret sig aldrig, men hang bare ned om hendes skuldre.
Hun var bleg som et lig og havde mørke øjne, derudover var hun tynd, tynd som et skelet.
Hun stoppede op og kiggede ud over stranden, lige nu var her ingen.
Hun så ud over vandet og ud hvor solen var på vej ned, over himlen kom store skyer som blev farvet orange af solens sidste stråler.

Jaster kom gående ned til stranden og kiggede sig stille omkring med et stille smil og ville se om der var nogen der nede *mon der er nogen på denne tid*tænkte han og kiggede rundt "er der nogen"spurgte han med et stille smil og kiggede stille rundt for at se om der var nogen men kunne ikke få øje på nogen og gik vidre hen af stranden.

Hun kiggede lidt overrasket til siden, da hun havde forventet hun var alene.
Hun kiggede lidt på ham, da hun så ham, med hoved lidt på skrå og sine vilde, tomme øjne.
Hun vidste at folk normalt kun så hende vis hun selv ville.
Hun gik nogle skridt tilbage og gik hen mod ham, stadig uden at efterlade sig spor.
Et stykke bag ham kom hun med den sædvanlige lyd, den de fleste blev skræmt af, en slags knirke lyd fra hendes strube.

"er der nogen"sagde han og vente sig om og kiggede men kunne ikke rigtig se nogen og vente sig om og kiggede på vandet og kiggede så lidt rundt "du må gerne komme frem hvor du nu er henne"sagde han og kiggede på vandet igen. Han stod bare og kiggede på vandet og ventede bare på at den person der lavede ville komme frem.

Hun stoppede lyden, lidt undrende over at han var så rolig.
Så var det jo ikke sjovt.
Hun gik nu hen foran ham og begyndte at skrive noget i sandet, noget som godt kunne ses.
I sandet stod der: Jeg er Kayako
Mere skrev hun ikke.
Hun vendte sig mod ham igen, lagde hoved lidt på skrå og så afvendtende på ham, hvordan ville han reagere nu?

Han kiggede på det der stod "kayako hmm er det dit navn og hvor er du henne jeg kan jo ikke se dig"sagde han og kiggede rundt for at se om der var andre end ham selv og var helt roligt og stod bare og kiggede rundt.

Hun så på ham med sit tomme blik mens hun tænkte.
Det skulle åbentbart mere til at skræmme ham.
Men hun havde jo heller ingen grund til at skræmme ham...Hun kunne ikke gøre ham noget, for han havde ikke været i huset.
Hun bukkede sig ned og skrev `Her` i sandet, så gik hun om på hans anden side og skrev `Her´ igen, hun så op for at se om hun idet midste kunne gøre ham en smule forvirret.

"du er altså usynlig"sagde han og kiggede lidt rundt "kan du ikke blive synlig"sagde han og kiggede bare rundt for at se efter personen *er det en pige eller en dreng for kan jo ikke se det*tænkte han og kiggede bare stille rundt

Hun så lidt på ham.
Hun gik om bag ved ham, lidt fra ham og blev så synlig.
Hun stod som en pige, med bøjet hoved og sit sorte hår ned foran ansigtet, man kunne lige se hendes skræmmende, mørke øjne som kiggede ondt på sine omgivelser.
Hendes blik var rettet mod ham, da hun så opmærksomt på ham.
Hendes arme hang slapt ned langs siden på hende.

Han vente sig om og kiggede på hende "er det dig som er kayako"spurgte han og kiggede på hende med et stille smil "mit navn er jaster"sagde han med et smil og kiggede på hende med et lidt glade øjne

Hun stod en tid sådan og bare stirrede på ham, hun var overhoved ikke van til det her.
Så nikkede hun stille til at hun var kayako.
Hun pegede ned i sandet med sin pegefinger og lod den følge et mønster, selv om fingeren ikke rørte sandet kom der alligevel mærker i sandet.
`Jaster? Hvem er du?´

"hvem jeg er hvad mener du jeg er jaster"sagde han og kiggede på hende med et lille smil på sine læber og kiggede på hende han var ikke bange for hende på nogen måde

Hun tøvede lidt, på intet tidspunkt så hun væk fra ham,på samme måde som før skrev hun i sandet:
´Jeg er Kayako Saeki, datter at kawamata og Takeo´ hun tøvede lidt igen
` Jeg er datter af kawamata, ånde uddriver´ Hun så stadig på ham, det hun havde skrevet, gjorde at man kunne se hvem hun var datter af og dermed have en følse af hvem hun var.
Eller sådan havde hun det ihvertfald.

"jeg er Jaster Li Jackson har ikke kendt min forældre"sagde han og kiggede på hende med et lille smil

hun lagde hoved på skrå og så fortsat på ham, hun lod sin hånd falde ned langs siden igen.
solen var nu næsten helt væk og mørket var ved at sænke sig over dem.

"hvad laver du her"spurgte han og kiggede på hende "og hvad er du for en"sagde han og kiggede på hende med et stille smil

Hun lignede først en der ikke havde hørt ham, men så kom der noget nyt frem i sandet.
`En ånd´
En ånd, et spøgelse, hvad de nu kaldte det, men selv var hun van til ånder og kaldte sig derfor selv en ånd.
Hvad hun lavede der svarede hun ikke på, for hun vidste det ikke helt selv.....

"en ånd det er første gang at jeg ser en ånd og kiggede på hende"sagde han og kiggede på hende med et stille smil

Hun kiggede lidt på ham
´ Spøgelse´ skrev hun så i sandet
`ved ikke hvad i kalder det´ hun så sig lidt omkring, men de var stadig alene på stranden.

Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber

`hvad laver du her?` spurgte hun, ligesom han havde spurgt hende engang.
Hun satte sig ned i sandet.

"jeg kigger på vandet lige til du dukkede op"sagde han med et stille smil og kiggede på vandet

Mens han sagde det fuldte hun hans eksempel og så ud over vandet.
Vandet så helt sort ud nu hvor det var blevet mørkt.
Hun så til siden da hun hørte stemmer, så der var altså alligevel nogle mennekser ude at gå?

Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber og kiggede så på vandet

Hun viskede det hun havde skrevet i sandet ud, så menneskerne ikke ville undre sig.
Så rejste hun sig op igen og tænkte på at gå.