Psh, skrid så (Davian).

Vejr :: Det tordner og regner, og er det er derfor også meget lummert - pga tordenvejret.
Sted :: Et sted på Di Morgas skaterpark, Sautant.
Omgivelser :: En gruppe teenagedrenge der øver skatertricks på en af ramperne.
Tid :: Klokken ti om aftenen ... deromkring i hvert fald. Måske kun halv ti? Ja, halv ti.
Dato :: Lige som in real life - hvilket vil sige d. 23. juni 2010.

Et par unge fyre på omkring 16 år var i fuld gang med at overgå hinanden i forskellige tricks på skateboardet. Det ene vildere end det andet. Det lod de til at more sig utrolig meget med. Eithan havde sat sig ikke så langt derfra på en bænk, der meget belejligt var sat i et hjørne af skaterparken, hvor man kunne sidde forholdsvis ugeneret. Det var tydeligt at se, han sad og var faldet i staver. Hans blik var rettet fremad mod drengene, men det var som om, han bare så lige igennem dem, som hvis de havde været usynlige. Hans øjne så lettere tågede og fjerne ud. Han forsøgte at få styr på en masse tanker, der hele dagen havde plaget ham. Eithan mente, at han nok sagtens kunne få rodet lidt op i dem, hvis han bare satte sig ned og tænkte dem igennem. Men det kunne han åbenbart ikke. Der kom hele tiden flere til, og hans tankespind blev større og større. Det føltes som om hans hoved skulle eksplodere. Efter noget tids spekulativ tænkning blev han afbrudt i sin tankegang af et skateboard, der kom rullende hen til ham og ramte hans fod. Der gik ikke mere end 10 sekunder, før en af de ranglede pubertetsunger kom løbende hen efter det. Eithan satte sin fod ovenpå skateboardet, netop som drengen bukkede sig end efter det. "Er det her dit?" spurgte Eithan med dæmpet stemme i et lidt dystert tonefald, hvorefter den brunhårede dreng rettede sig op og så på ham. "Ja ..." svarede han lidt tøvende og nikkede efterfølgende. Et grumt og modbydeligt smil gled henover Eithans blege læber, inden han vippede det op med foden og tog det op i hænderne. "Vil du have det tilbage?" spurgte han og løftede et af sine sorte, kantede øjenbryn. Drengen bed sig svagt i underlæben og nikkede stille, før han lidt nervøst rakte ud efter det. "Nåh ... det skulle du have tænkt på, før du smed det her hen," hvislede Eithan så, hvornæst han satte skateboardet på sit knæ og pressede ned på det med en hånd på hver ende, indtil det knækkede. Som om det blot var et stykke knækbrød i hans hænder. Den brunhårede dreng så måbende på ham. "Skrid så," hvæsede han og gennede drengen væk med en viftende håndbevægelse. Og det gjorde han. Skred. Drengen vendte sig om og spænede tilbage til sine venner. Eithan himlede irritabelt med øjnene. Derefter smed han det ødelagte skateboard ned på jorden. Ynkeligt.

Davian spankulere hen mod Sautant. Hvis han skulle være helt ærlig holdt han egentlig ikke øje med hvor han gik. Han gik bare. Satte bare det ene ben foran det andet. Han havde gået uden et formnål, næsten hele dagen. Han havde død kedet sig. nu var dte et stykke tid siden, at han var ankommet til Di Mogra, men han havde ikke rigtig gadet at udforske byen, før idag. Så han havde spaseret rundt hele dagen og habde bare kigget på de forskellige steder man kunne komme hen. Han sukkede let og trådte ind i Sautant. Han så på de høje skaterramber, men kiggede så ned igen. Han fik jo bare ondt i nakken hvis han hele tiden skulle se op. Lige pludselig hørte han nogle snakke. Han gneb øjnene sammen til to smalle sprækker og gav sig til at bevæge blikket rundt omkring sig. Så lidt efter kom nole drenge løbene hen imod udgangen. Hvad havde de gang i? Hvorfor så de så bange ud? Men han gad ikke tænke nærmere over det, så han trak bare på skuldrene og vandrede hen mod en lille ramnpe, hvor han satte sig ned.

Eithan drog et svagt hørligt suk, inden han lænede sig tilbage mod bænkens ryglæn, så han nu sad lænet op af det. Rettede sit blik op mod den mørkegrå himmel og fik øje på et stort lyn, der lyste himlen op og dele sig i to. Lidt efter kunne et øredøvende tordenskral høres. Det befandt sig lige over Sautant Skaterpark. Både Eithans hår og tøj var fuldstændig gennemblødt. Hans t-shirt klistrede sig ind til hans mave; væmmeligt. Med en irriteret og hurtigt bevægelse kørte han en hånd igennem sit indfiltrede, sorte hår, så hans pandehår blev fjernet fra hans pande, og han fik en form for slikhår. Mm, virkelig smart. Han lod endnu et suk undslippe sine læber, hvorpå han så sig lidt omkring for at orientere sig. Det havde han ikke rigtig fået gjort endnu, selvom det ikke var første gang, han var her. Han havde været her én gang før. Eithans blik standsede, da det landede på en anden person. Derfra hvor han sad, kunne han ikke se ham så godt, så han kunne ikke bedømme, om han blot var et usselt menneske eller hørte til den magiske verden og var en overnaturlig skabning ligesom ham selv. Han lagde hovedet en smule på skrå og løftede et øjenbryn. Krydsede sine arme og fugtede hurtigt sine læber med tungespidsen. Havde han bare tænkt sig at sidde der?.

Davian sad bare stille lidt og så på sine fødder. Hvorfor sad han egentlig her? Han kendte ikke selv svaret. Et let suk undslap hans læber. Regnen hamrede ned på hans hud, som tusinde småsten blev smidt efter ham. Men han var ligeglad. Han sad bare stille med blikket rettet på sine slidte gummisko. Slidte var måske et pænt ord i denne sammenhæng. De var fuldstændig ødelagte. Hvis han tog dem af og satte dem fra sig, ville man sikkert ikke engang kunne se at det var et par sko. Han rettede ryggen og tog en dub indånding. Havd var det dog han havde gang i? Sad og tænkte på gummisko. Han rystdede på hovedet af sig selv og et lille smil kom frem på hans læber.

Jo længere tid der gik, jo mere nysgerrig blev Eithan. Hvad lavede han? Og hvem var han? Han bed sig kortvarigt i underlæben, så hans spidse hjørnetænder kom til syne. Skulle han gå hen og prikke til ham? Hilse? Eller bare blive siddende her og lure på ham? Han besluttede sig for de to første. Det sidste virkede lidt ... stalker-agtigt. Eithan rejste sig fra den lidt skæve bænk, hvorefter han med lange skridt vadede hen til den ukendte fyr. Der gik ikke længe, før han kunne fornemme, hvad denne person var. En vampyr. Ligesom ham selv. Det kunne han tydeligt mærke. Den unge herres aura var lige så dyster og kold som han egen. Fyldte den friske luft med en kvælende atmosfære, der pressede på for at komme ned i ens lunger. Ligge sig i dem som en stor, tung sten. Eithan standsede, da han var nået hen til ham. Eller ... der var godt to meter fra dem. Længere ville han ikke nærme sig. Han lod diskret sit blik vandre lidt rundt på den fremmede vampyrs krop. "Hey," fik han mumlet og lagde derefter hovedet på sned. Så blot på ham med et ulæseligt ansigt. Fortrak ikke en eneste ansigtsmuskel.

¨Davian sad i sine egne tanker og hørte derfor ikke at der kom nogle gående hen imod ham, før han hørte en stemme. Han så hurtigt op og fk øje på en anden vampyr. Han kunne tydeligt fornemme at han var vampyr. Davian's smil var falmet og han lod nu sit dystre blik vandre op og ned af vampyren foran ham. "Hej mumlede" han svagt og vidste at vampren tydeligt kunne hører ham. Hvad ville denne fremmede egentlig ham? Kunne han stole på ham. Han kneb øjnene en aneldse sammen og kiggede indtresseret på vampyren. Nej, eter hvad han kunne fornemme, ville han ham ikke noget særligt.. ikke endnu i hvert fald. Han så på vanpyrens ansigt og ventede på at han ville sige noget. Han havde ikke lyst til at være den første der præsenterede sig. Han var alt for mistænksom, til at stole på den fremmede ved blot et enkelt øjekast.

Eithan åbnede munden for at sige noget mere, men det gad bare ikke komme nogen ord ud. Det skete tit. At hans taleevne svigtede ham i sådanne situationer. Så sig dog noget! Han måtte bide sig selv i tungen, før han endnu en gang åbnede munden for at sige noget. "Hvad laver du herude?" endte han med at spørge. Et eller andet måtte han sige. Han kunne ikke bare stå der med åben mund og ligne en idiot. Selvom det nok allerede var forsent. Eithan begravede sine hænder i de forreste lommer på hans efterhånden ret slidte og beskidte bukser, hvorefter han trådte et skridt nærmere den ubekendte vampyr. Dette lignede ham faktisk slet ikke. Sådan at tage initiativet til at starte en samtale - og så med en komplet fremmed. Oh well. Han var startet nu, så han kunne vel ligeså godt holde ham lidt med selskab. Hvis han da ellers var interesseret i det. Eithan trak en hånd op af lommen og hev lidt ud i sin t-shirt, der sad som malet på ham. Den var helt klam, og han ville sikkert kunne vride flere liter vand ud af den, hvis han tog den af og prøvede. Okay, måske lidt overdrevet. Han rystede svagt på hovedet, inden han vovede at tage endnu et skridt hen mod ham.

Davian sad lidt og betragtede vampyren. Han vidste egentlig ikke hvad han skulle svare. Hvad lavede han egentlig her ude? Han tænkte sig lidt om før han svarede "Det ved jeg ikke rigtig", sagde han sandfærdigt og trak på skuldrene. "Hvad med dig selv?" spurgte han med et løftet øjenbryn. Og hvem var han egentlig? Han virkede ikke som den mest festlige type, men hvem ved? Man kan jo altid bliver overrasket. Davian kløede sig lidt på armen og ventede på hans svar. Han følte sig faktisk lidt trær. Mærkeligt nok. Han var vand til at gå rundt hele tiden, men denne by havde gjordt ham udmattet. Et let suk undslap hans læber.

Eithan trak ligeledes på skuldrene til svar. "Jeg kom i håb om at kunne få bare en lille smule styr på alle mine tanker. Men ... det er vist ikke rigtig lykkedes mig," svarede han måske lidt for uddybende og trak endnu en gang på skuldrene. Med hovedet lagt på skrå lod han sit blik køre lidt rundt på den fremmede vampyrs krop. Kunne ikke rigtig mindes at have set ham før. Måske var han en ny tilflytter i byen? Eller også havde de opholdt sig helt forskellige steder og derfor ikke set hinanden. Eithan trak sine hænder op af bukselommerne og hev lidt ud i sin våde t-shirt, før han tog sig den frihed at parkere sin røv ved siden af vampyren på den lille skaterrampe. Han så ud i luften med et tænksomt og tåget blik, inden han drejede sit hoved og fæstnede sit blik mod den ukendte vampyrs blege ansigt. "Så ... har du et navn?" spurgte han og hævede et øjenbryn, hvorefter han satte sine hænder mod skaterrampen et sted bag sig, hvorpå han lænede sig bagud og holdt sig oppe med stødte fra armene/hænderne. Det var det bedste, han lige kunne komme op med. Han kunne jo lige så godt spørge om et eller andet, - og hvorfor så ikke starte med navnet?