Skrid.. ost. //Vanilla Chinell//

Sted: Foret - Cloud Gargon lejren, tæt indgangen til Arthurs troldelandsby.
Tid: Dag
Omgivelser: Telte og buske
Vejr: Sol..


De to trolde der bevogtede den stolte indgang til byen Ny Foretsby sigtede godt efter hver en bevægelse med deres maskingevære. Arthur spasserede rundt og betragtede den voksende befolkning af hans trolde. Djævle som havde vendt Lucifer ryggen og ville prøve lykken. Arthur smilede grumt og forsatte hans vagt. Rundt og rundt om den trolde skabte høj i jorden. Nogen gange imellem teltene lidt længere væk. En pil susede igennem luften og Arthur måtte springe til siden og trække sit sværd og springe ind i krattet hvor angriberen måtte befinde sig. Endnu en pil blev affyret og Arthur måtte varsomt springe op i det nærmeste træ. Han var ikke i besiddelse af en rustning lige nu. Springet var hurtigt så han havde ikke fået rigtig fat i de stærke grene og landte på ryggen. Endnu en pil flængede luften og hullede et blad for næsen af Arthur. Uden at have lagt mærke til det havde han skabt ti trolde af jord og træ samt sten og luft. "Fint... alle sten troldene følger luft troldene som skal flyve oven fra og finde bueskytten. Træ og jord troldene står på lur i buskene. Okay?" sagde Arthur til disse skabninger der kun var omkring en halvmeter høje. Ikke rigtige trolde, bare genstande der var vagt til live. Troldene gjorde som han sagde og Arthur smilede tvært og gik ind i hans telt og iførte sig troldenes foretrukne rustning; mørke grønt stål med skriften "Guerriers torturen" indgraveret som på fransk betød; Tortur krigerne. Så lod han sine horn voksede ud og give ham et frygtet look. "Kom an.. elver..." hviskede han tvært bag sit visir med rejst sværd.

Swumpf…
Swumpf…
Swumpf…

Pile af ild susede gennem luften og ramte diverse ting der var at ramme. Blade der faldt fra træerne, der var ved at gøre sig klar til vinterens sne og hårde kulde. Ja, her i Frankrig kunne de altså godt blive en hård vinter, eller det var det man fik at vide for tiden.
Om ikke længe ville sneen begynde at lægge sig som et lille lag over Frankrig. Men sådan som solen skinnede i dag, tydede det ikke på noget sne lige foreløbig. Alligevel havde det dog været koldt på det sidste, hvilket Vanilla kun havde fået at vide. Hun havde været væk i flere måneder, og var nu kommet hjem, som en helt anden.
En fri hånd strøg det gyldne hår om bag det ene spidse øre, og det lille men smukke mønster kom til syne. Hun stod helt uforstyrret, helt inde i det dybeste dybe. Hun lukkede øjnene og sukkede kort, da hun fornemmede at der var nogle mærkelige ting omkring hende. Hun slog de mørkeblå øjne op, og lagde hurtigt mærke til nogle underlige væsner der kom tættere på hende. Hun hørte nogle råbe at hun skulle komme an, men var det nu også ment til hende?
Vanilla stirrede lidt ud i luften, og skød en pil af sted mod en af de mærkværdige væsner der var tættest på hende. Væsnet brød ud i en blå brænd, og Vanillas øjne strålede ved synet. Til dels af raseri men også fordi hun var blevet fascineret af hendes egne kræfter. Hvem mon have sendt disse væsner efter hende?

Arthur løb efter en ny trop af disse væsener han havde givet sammen ordre og fandt en pige. "Kæft... du er så død du er!" råbte Arthur galt og svang det lange sværd imod hende med en hvis afstand så det kun flænge hendes bluse og gav hend en lang blodig rift ned af maven for at demonstrere det skarpe og præcise sværd og hvad blandingen af hans hånd og sværd kunne udrætte. "Det var en demo, jeg kan smadre dig i stumper og stykker hvis jeg vil!" hvæsede Arthur og lod en sten trold smadrede sig ind i hendes skinneben med sådan en kraft at sten trolden smuldrede til stykker og stumper.


Arthur hostede og vendtede bare på at pigen formåede at gøre modstand så han kunne slukke for hendes liv. "Du kan vælge at smutte eller gøre en ende på dit liv ved at give mig modstand" svarede han træt.

Inden Vanilla kunne nå at se sig omkring, blev hun tydeligvis angrebet af en eller anden. Han stank langt væk af Djævel, hvilket ikke gjorde hende noget. Denne person mindede hende svagt om en eller anden hun havde set i sit tidligere liv. Pludselig gik det op for hende, at hun vidste hvem han var. Uden at gøre modstand kunne hun mærke sværdet mod hendes bryst og mave. Hendes bluse blev flænget, men ikke nok til at hun ville vende om og lade ham få sin vilje. Det han havde gjort, var utilgiveligt! Han havde dræbt hendes mor!
Rasende, både af smerte og raseri over hvad der var sket, hvæsede hun af ham, og trak hurtigt pile frem, fra de mærkeligste steder. Hun satte en kraftig blå ild til dem alle og forsøgte, uden det helt store held, at komme af med nogle af de mærkelige væsner. ”Kom an, morder!” Hendes stemme var pludselig anderledes, og hendes udseende skiftede til mørkt og grumt. Ingen skulle tilgives for massemord på hendes forfædre!
Efter at ha forsøgt sig med at skyde nogle af væsnerne, smed hun buen og en pil i græsset, hvorefter hun uventet trak en sværd frem. Utrolig så godt en pige som hende kunne opbevare våben på kroppen, uden at blive opdaget med dem omkring sig. ”Kom an, Helvedesulv! Jeg er ikke bange for en sølle hvalp som dig!”

En pludselig vrede skyllede ind over Arthur. "Jeg er ingen hvalp! Svin! Forvoksede kælling!" hvæssede han og huggede sit sværd ind i hendes sværd hvor luften blev blændet af gnister og klinge imod klinge lyd. "Dit usle kvindevæsen!" mumlede Arthur og huggede imod mod sværdets håndtag og lod klingen ødelægge håndtaget på sværdet. Klingen faldt til jorden og Arthur førte sværdet op til hendes hjerte og stak sværdet langsomt ind. Inden det ramte de store blod åre rev han sværdet ud. Han ville lege lidt med ofret først. "Skrid... ost." hviskede Arthur og drev af vrede. Det befandt sig under masse træer med uglereder i hvilket Arthur udnyttede og brugte igen sin evne hvor tolv mutanter af ugle og dværg sprang ud fra rederne og baskede rundt med deres vinger og greb fat i pigens hår og løftede det op, hvilket gjorde ondt på pigen. Herefter kappede han det hoftebens gående hår så det kun gik tik til midten af ryggen. De af kappede hår begyndte de normale ugler at samle sammen til deres reder. "Jeg kan lide din nye frisyre" grinede Arthur ondt og gav hende et ordenligt stød i maven så hun væltede omkuld. Herefter hamrede han hende en i panden med den flade ende af Arthurs sværd. "Sov godt..." mumlede han og herefter plantede hende et solidt spark i siden. "Lær det" mumlede Arthur og overvejede at skride men blev til hun vågnede så han kunne skære lidt i hende. Imens tog han sit reb frem og bukkede sig ned over hende og svinebandt den bevidstløse krop op af et træ så han og de andre trolde kunne øve sig i knivkast. Så stak han sværdet i skeden og puttede en finger ind i såret ved hendes hjerte så hendes røde blod glinsede ned af hans finger da han tog den ud igen hvor han begyndte at male briller og over skæg på hende med hendes blod. Så grinede han smørret og satte sig på en træstup og ventede blot på at hun skulle vågne.

Vanillas klinge blev kappet af og hun følte sig blottet. Denne person virkede til at være meget stærkere end hende, og dette skulle hun da aldrig have gjort, hvis det ikke var fordi hun vidste at det var ham. Ham! Det usle lille.. Bæst af en rotte!
Indvendigt, og underligt nok ikke udvendigt, blev der råbt en hel del skældsord efter denne forbistrede usling, som han var efter hendes hoved. Vanilla lagde slet ikke mærke til hvad han havde gang i. Hun var travlt optaget af at tænke sig til skældsord.
For bare at være lidt forberedt på hans næste træk, trak hun en dolk fra sin påklædning, men bemærkede så en underlig og rivende følelse indvendigt. Et langtrukket skrig kom fra hendes læber, og hun følte at alt liv forlod hendes krop, der endelig havde fået sit liv igen. Hun skreg af smerte, men forsøgt at bide sig i overlæben, i håb om at holde skriget inde. De resulterede dog i at hun bed læben til blods.
Dolken som hun lige havde trukket, faldt til jorden. Hendes arm blev slap i det, og det samme føltes hele hendes overkrop af blive. Dette var kun starten. Dog forsvandt livet lige så stille ud af hende, og før hun vidste af det, havde han kappet hendes gyldne hår af, så det var blevet kortere end det burde være og sparket hende adskillige steder. Hun faldt først om, da hun havde fået et spark i maven, i siden og havde fået den flade side af hans klinge i hovedet…

Lige så stille kom Vanilla til sig selv igen, men jorden var langt fra der hvor hun havde regnet med at den var. Hun slog øjnene op og stirrede frem for sig. Hun var bundet til et træ og det føltes som om hun havde et eller andet i ansigtet. Af ren irritation brød hendes hænder i brænd og de blå flammer svitsede rebene hendes hænder var bundet sammen med.
Hun faldt til jorden på hænder og knæ, hvilket resulterede i at hun faldt sammen i de visne blade. Hun spyttede på sine hænder, og fjernede det blod hun havde i ansigtet. Vreden skød atter op i hende. Det her betød krig!

"Jeg beundre din styrke, du er stærk af en kvinde at være! Men det er slet ikke nok!" råbte Arthur og tog en spurt ned imod hende, skønt at han turde dette. Men hans vægt og styrke, plus rustningen fik han hende slået ned i den halv kolde jord og så adskillige våben glide ud fra de mærkeligeste steder på hendes krop. "Nå lad os se hvad vi har her." sagde Arthur lumsk og holdte hende stadig nede i jorden med et jerngreb. Hans øjne faldt på en daggert der lå mast nede i det tynde lag sne. Så tog han daggerten og et par senmodne snebær og smørte på klingen. Så snittede han i hendes hud og sørgede for at der kom mest muligt snebær ned i hende. "Nå du holdte ikke længe.." sagde Arthur stak hende i skulderen. Såret var ikke særlig dybt men Arthur beundrede faktisk pigen på nogle måder. Hendes evne til at skjule våben var forbløffende. Så tvang han hende op og stå og rev hende tilbage imod lejren og ned i landsbyen. Troldene var ved at bygge alle steder. Der var kun et færdigt hus, nærmere et parlæ. De små mørkerøde tårne var lavet af sammenpresset tørt elverblod og de mange spire var af elvernes sværd som Tweezel havde smedet om. Træporten var af træ fra elvernes huse. Vinduerne var af lakeret elverfostervand og selve bygningen var af elver og dyre tænder samt knogler og bysten. "Velkommen... Velkommen til Ny Foretsby!" sagde Arthur hvis djævelske stemme lød i den store underjordiske udhulling. "Bare fordi vi forlod Lucifer er vores hjerter ikke rene!" råbte Arthur hvor troldene standsede deres arbejde og gentog "Bare fordi vi forlod Lucifer er vores hjerter ikke rene!". Arthur smilede og de begyndte deres arbejde igen og Arthur trak hende med til parlæet. "Hvis du ønsker kamp må vi jo gøre det ordenligt." sagde han og åbnede porten og førte pigen ind i et kammer med en seng og et skab med en masse flasker. En ung trolde kvinde stod i værelset og og smilede tiltrækkende og forførende. "Damen her vil pleje dine sår så du er hel rask så vi kan komme ned i arenaen." sagde Arthur til pigen som var blevet overladt til lægen som først stak hende med en kanyle fuld af bedøvelse. Så blev hun lagt på en blød seng af edderkoppesilke i yderst hålbar tilstand. Her begyndte den smukke kvinde at finde miksture frem fra skabet og tvang nogle slurke ned i pigen og smurte en salve på hendes sår. Lægen var dygtig, ingen tvivl om dette for kort tid efter helede sårene og håret voksede ud. Tilslut sprøjtede lægen hende med noget enebærs parfume hvorefter hun fik et nyt sæt tøj på samt en rustning og en masse våben skjult på kroppen så hun følte sig hjemme. Arthur blev tjekket for diverse skader og fik sin rustning poleret og sine våben slebet. Utrolig hvad Arthur havde udrettet på bare få uger! Efter at have været i den unge læges hænder følte han sig frisk, udhvilet og helt igennem stærk. Nu var dette blevet en fair kamp og Arthur trådte op på anden etage og satte sig klar ved spisebordet hvor der var tilberedt en måltid for dem inden de skulle tage livet af hinanden.

Alt sortnede for Vanilla, da dette afskyelige væsen stak noget ned i hendes hud. Det sved som bare satan og hun måtte holde et skrig tilbage, ved at bide huld på sin læbe igen. Der gik et stykke tid, før hun rigtig kom til sig selv igen.
Han rev hende op og stå, selvom hun meget hellere ville ligge i de visne blade, bare ligge der og komme sig. Dog viste det sig, at det han ville vise hende, gøre ved hende, var bedre end hvad hun havde regnet med. På en måde gjorde han i et par sekunder livet meget nemmere for hende.
Dog værtsatte hun ikke rigtig hvad han gjorde for hende, det eneste der kunne gøre det hele meget bedre, var hvis hun kunne flygte hjem til sit eget lille hus i skoven og slikke sine sår rene for blod. Hun følte sig så dum lige nu. Han var meget stærkere end hun havde regnet med. Hun havde begået verdens største fejl ved at tage kampen op imod ham. Det var så dumt, at det gjorde helt ondt.
Dog var alle smerterne i hendes krop væk, da hun havde fået sig noget af en bedøvelse, af hende lægen der. Hun virkede nu flink nok, og sørgede for at ordne hendes sår. Af og til fik de endda en samtale igen.
Vanillas øjenlåg lukkedes og hun sov dybt, alt imens denne sygeplejeske eller læge, plejede hende med medicin, helede hendes sår og sørgede for at påklæde hende, samt gemme våben på hendes krop, lige som det altid havde været.


Vanilla blev vækket ikke længe efter, men for hende virkede det som timer. Hun havde sovet alt medicinen ud og de værste smerter var nu forsvunden. Den venlige sygeplejeske/læge hundsede hende op, og kommanderede hende op på anden etage.
Vanilla var helt vildt forvirret og stadig ret søvnig, men hende den venlige kvinde insisterede på at hun skulle gå der op. Hun rystede kort på hovedet af Vanilla, og begyndte at plapre løs på et eller andet sprog, som hun ikke kunne tyde.
En bleg men smuk hånd, tog fat om et tot hår der hang ind over hendes ansigt og satte det om bag det spidse øre. Nu blev hendes smukke mønster tydeligt igen.
Derefter lagde hun en hånd på den dør hun var blevet ledt hen til.

"Nå man er vågnet. Sæt dig ned og få et måltid mad." sagde Arthur næsten venligt og skovlede de sidste kartofler i sig. "Du må da være sulten, få noget mad" sagde Arthur og rakte en behandsket hånd imod radioen og spolede frem på noget rock fra et band han havde en forkærlighed til. "Sum 41 - Motivation. Kan du lide det?" sagde han, igen med en klang af venlighed i hans stemme. Da han var mæt hoppede han op på benene uden at se til om at pigen var færdig med sin mad. "Nå lad os komme igang!" sagde han og klappede lidt i hænderne som sagde en lav lyd da læderhandskerne stødte ind imod hinanden. På stik ord blev der rydt af bordet og Arthur viste pigen en lem i væggen som førte til arenaen. Bag lemmen var en fordybning i jorden, næsten lige så stor som selve byen. For at gøre kampen sjovere var det placeret træer rundt omkring så man fik chance for at udnytte sine evner. Her omkring var flere dyr placeret til pynt og måske gavn?... I hvertfald så det enestående ud. "Inden vi går på banen, så vil jeg gerne have afvide hvad du hedder inden jeg dræber dig" sagde Arthur og betragtede den store bane. Rundt omkring i landsbyen var arbejdet stoppet og der var placeret små fjernsyn som enkelt kørte på magi og omdannede det til strøm. Journalister og rapportere var placeret på enkelte plantager for at få det hele med til de arbejdene trolde så de havde sig noget at morer sig over. I dette samfund var to sladderspalter stablet på benene. "Den rablende Lucifer" og "Dødsprutten" var navnet på disse to kanaler. En nedtælling begyndte på et minut og det skulle så småt løbe ud i arenaens mange afkroge.

Vanilla trådte inden for i det der mindede om en spisestue. Hun lod blikket hvile på de forskellige ting i dette rum, blot for at afgøre hvilken tilstand denne person som hun skulle kæmpe mod, var i. Var han rig, fattig eller noget helt tredje. Det eneste hun allerede vidste, var at han ikke var den venlige type, så derfor var hun ved at brække sig, da han kom med den varme og venlige tone. Tanken om at han skulle være venlig mod hende og derefter forsøge at dræbe hende med de bare næver. Før de skulle af sted, måtte Vanilla finde ud af hvor hendes våben nu var.
Hun satte sig modvilligt ned på en stol, men rørte ikke maden. Hun havde ingen appetit eller lyst til at spise noget som helst. I hvert fald ikke i nærheden af ham. Desuden ville det ikke være klogt hvis hun spiste noget før en kamp. Så meget vidste hun da.
Pludselig blev alt omkring dem fjernet, og ham her personen viste hende et mærkeligt sted hen. Vanilla kiggede lidt rundt der ude, hvor de tydeligvis skulle kæmpe. Men hvis det gik efter Vanillas plan, skulle de ikke kæmpe. Men hvad ham her ikke vidste, havde han ikke godt af.
”Lad os gøre det her på en ordentlig måde.. En mand slår ikke en kvinde, med mindre manden virkelig er et kvaj. Og desuden? Hvad har jeg gjort dig?” Der var ingen klang af venlighed i hendes stemme. Hun var lige så kold som hun var, hvis nogle havde angrebet hende. Hendes ansigtsudtryk blev hårdt og iskoldt.
Mønstret i hendes ansigt blev en smule mere tydeligt, men underlige sølvagtige mønstre kom til syne under de blå, og lige nu dystre øjne. Lysleveren i hende lyste hende indvendigt op, og derfor kom disse mærke til syne i hendes ansigt. ”Du har ikke brug for at kende mit navn, Arthur. Jeg kender dit, men mit må blive fortroligt. Du kommer alligevel ikke til at dræbe mig..” I stedet for den kolde tone, havde hun nu fået en irriterende sukkersød stemme frem, blot for at provokere ham en smule. Det her skulle nok blive sjovt.

"Jo det gør jeg.." mumlede Arthur og sparkede hende hårdt i røven og løb ud i arenaen. Mange billeder blev taget lige da Arthur satte i løb. Arthur lod sig ikke genere af dette men flygtede ud i den anden enden af den lille skov. Hans plan var avanceret for uvidne folk.. men simpel for dem som dræbte hver dag, ligesom Arthur. Det var jo alt alt for simpelt når man tænkte nærmere over det. Arthur placerede et par dyre trolde i forskellige træer, mest hjorte mutant trolde men også fugle. De skulle råbe op hvis hun kom. Imens ville Arthur snige sig over i den anden ende af arenaen og vente på mutanternes signal hvor pigen så skulle blive forskrækket. Det ville Arthur udnytte og bruge den korte tid på at sigte og skyde hende. Arthur smilte for sig selv og skjulte sig selv i mudder og blade som en slags camouflage.

Men først vil Arthur se hende klare noget modspil. Arthur lukkede øjnene og tog sig sammen for at skabe ekstra mange trolde. Først hoppede en ud af et træ. Så den næste og en mere... Så begyndte alle træerne at spyttede ud med trolde og imens faldt Arthur sammen og låg skjult bag laget af mudder og blade. Udmattet og energifattig imens han blev trættere og trættere da flere og flere væsener hoppede ud af de høje træer. Og snart var det ikke kun træerne der formerede sig... alt sortnede for Arthurs øjne.

Arthur vågnede ved at en pind prikkede til hans kind. Arthur åbnede lydløst øjnene og fik sig op i en siddene stilling. Omkring ham stod hundrede vis af en masse trolde. Nogen af træ.. andre af metal og et stort udpluk ham selv... "Hva.." var Arthur lige ved at sig og kom i tanke om kampen og hviskede. "Hvordan...?" til de ti styks nøgne dværge med horn og vinger samt hale. De små djævlelignene skabninger ventede blot på hans ordre og Arthur hørte sig selv sige "På hende" inden han igen faldt om i mudderet..

Vanilla kunne mærke et ret kraftigt los i røven og var vildt fristet til at tage en pil, og skyde ham lige i nakken, selvom det ikke ville gøre hende særlig meget nytte. I stedet hvæste hun bare af ham, og blev stående der hvor hun havde stået.
Hun måtte først og fremmest lige finde ud af hvor denne sygeplejeske havde lagt hendes ting. Hendes varme hånd førte op af ryggen på hende, og hun kunne først og fremmest mærke en dolk side, som om den var plantet i ryggen på hende. Men hun kunne også mærke små fordybninger i huden, hvilket en af hendes fingre fulgte. Et mønster som hun havde fået, hvilket på de seneste dage havde spredt sig til det meste af hendes krop.
Vanilla blev ved med at studere stederne hvor hun havde våben, men indså at hun nok snart måtte af sted, hvilket nok ikke var hvad Arthur havde forventet. Hun hev fat i buen på hendes ryg og trak en pil op af hendes bukser. Hvordan hun kunne have plads til alle disse våben, måtte forblive et mysterium for folk der ikke kendte hende. Blå flammer lyste stedet op omkring hende, og pludselig susede en pil gennem luften.

Swumpf…

Hvad pilen ramte, var ikke til at vide, men med hendes dejlige, fantastiske hørelse, kunne hun høre at det havde ramt noget af træ. Et lettere irriteret suk strøg over hendes bløde læber og i en hurtig bevægelse svang hun buen om på ryggen, hvor den til hendes store lykke, satte sig fast for at den ikke skulle falde af når hun løb. Nu var det showtime.
Et skrig kom fra hende. Blandede følelser strømmede gennem hendes krop. Han havde dræbt hendes mor! Sorgen, vreden og irritationen over denne mand var så stor, at der skete det hun havde håbet på. En tyg kuppel af luft lagde sig rundt om hendes krop. Gjorde hende usynlig, gjorde at ingen kunne fornemme at hun var der, lugte eller høre hende. Hvis dette ikke ville hjælpe hende fra at slippe væk, vidste hun det ikke.
Så fik hun ellers benene på nakken, hun måtte langt væk. Hendes skarpe lugtesans kunne fornemme at Arthur havde kæmpet sig ned i den anden ende af denne mærkelige grund. Hvis hun kunne komme på tæt på som muligt, ville det være genialt.

Arthur vågnede af sig selv efter lidt tid og vågnede akkurat i sidste sekundt før at troldene burde være inde i hendes synsvinkel. Hans dobbeltgængere farede ind og bed sig fast i hendes arme, var hvad han troede, han havde ikke nok kræfter til at kigge på. Lidt efter lidt genvandt han kræfter og besluttede at gå videre så han kunne skyde hende imens hun var i kamp imod troldene. Han var stadig lidt svag efter at skabe de trolde men at liste hjalp en smule. Da han havde nået den anden side smed han sig flat på jorden og trak sin langbue og trækkede en pil fra koggeret og sigtede imod pigens hoved og affyrede... eller var det pigen hoved. Hurtigt lød lyden af noget som ramte jorden. En trold. Hvor fuck var den pige? Arthur gik bananas med buen og løb hurtigt tør for pile. Pokkers! Arthur gik amok og sprang ud af sit skjul. Han kylede trolde i alle retninger. Uduelige fnatmikler... Af vrede knækkede Arthur sin bue og trak sværdet og blev grebet af en evne han havde. Wild Run. Rustningen gik fra hinanden i takt med at Arthur voksede. Arthurs ansigt trak sig sammen i en smerte fuld grimasse. Tusinder af hår prægede hans hud og Arthur lignede så småt en ulv. Han voksede og voksede indtil hans højde var sådan cirka fire en halv meter hvor her hans 15 cm hugtænder groede ud og Arthurs dræber blik blev til et sindsygt morderisk blik. En smerte stak sig ind i Arthur som en masse nåle der gik igennem alle sider og fik et voldsomt smerte udbrud som fik ham til at gå amok. I panik mejede Arthur de små trolde ned og et kæmpe stort blodbad fyldte arenaen.

//Ehm.. Der er ingen der kan se, høre eller fornemme at Vanilla er til stede, din kage.___.

//Vidste man overså noget x_x ændre det lige.//

//Okay:3

Vanilla svang sig op i det nærmeste træ, hvor hun havde en smule udsyn til hvad der skete omkring hende. Da hun desperat spejdede efter hvor Arthur kunne være, så hun kunne komme længere væk fra ham, bemærkede hun pludselig en stor, bevægelig skikkelse, der mejede alle de der trolde ned. Hun var ved at falde ned af grenen af ren forskrækkelse og uforståenhed. Var dette Arthur, eller hvad var det der skete? Det eneste der helt rigtig gik op for hende, var at hun bare skulle se at komme af sted. Hvis hun blev hængende her, ville det snart gå op for Arthur at hun var usynlig, hvilket virkelig ville blive en katastrofe. Efter hvad hun så der, ikke langt fra det træ hun stod oppe i, kunne han let slå ihjel, som den onde skabning han nu i gang var. Hun måtte se at komme væk i en fart!
Den kuppel der var omkring hende, forsvandt lige så stille, da hun nu ikke havde blandede følelser. Kun frygt for at dø. Hvis hun døde, hvad skulle der så ske med Caspian? Han ville dræbe sig selv, hvis det gik op for ham at hun var død. Han havde allerede haft det kæmpe store tab, da hun havde forladt landet og havde været væk så længe fra ham. Stakkels ham.
En lille varm tåre trillede ned af hendes kind. Hvis hun døde nu, havde hun ødelagt det hele. Ødelagt alle de planer hun havde om at blive hos Caspian ind til hun ville dø af alderdom. Tænk hvis de aldrig skulle ses igen, hvis hun nu døde her?
Tankerne ødelagde hende fuldkommen, og man kunne nu høre, se og bemærke hendes tilstedeværelse. Hun måtte væk nu, ellers ville det ende galt! Vanilla sprang ned fra grenen og begyndte så at løbe. Spillet var ude, det havde hun allerede regnet ud. Men hun måtte ikke give op! Hun var kommet så langt!


//TOTALT ukreativt. Undskyld:(

Ny taktik! Pigen skulle findes og dræbes! Lugten af hende hang i den blodfyldte luft, lugten af elver og en uklar race. Han fulgte lugten men fandt et tomt fodspor hvor en dolk låg. Sikkert et våben hun havde tabt. Arthur hvæssede og knurrede, han var blevet snydt! Hans opkogte vrede kunne fornemmes i det biske udtryk i den aflange ulvefjæs. De gule øjne spejdede efter hver en forandring i luften og efter tegn på pigen. Den voksende blodrus resulterede i at han måtte begrave tænderne i en ung buk. Blodet fossede ud af bidmærket dens hals og Arthur tappede den livligt for blod og mærkede den mættende fornemmelse i kroppen der tvang ham i jorden fordi at han nu var træt... Men han måtte ikke sove. Hurtigt sprang han på benene igen og hvæssede imod dolken som skinnede blankt på jorden.

Han havde nu ikke rørt sig i en time men spejdede stadig imod hver en afkrog af arenaen. Journalisterne fablede om at kampen var blevet alt alt for tam. Et gisp undslap deres læber da Arthur rørte på sig. Smerten for alle sider gjorde ham gal. Et udbrud af vrede satte ham igang og fik ham til at glemme alt om kampen og alle. De gule øjne lyste op i et rødligt skær og fik Arthur til at sætte i løb og gennem flænse alt hvad han så, dette gjaldte også træer.... alt med rod blev flået op at jorden og Arthurs vrede steg. Den store ulv bevægede sig for træ til træ og de endnu levende dyr og trolde i arenaen mistede livet. Efter godt nogle minutter standsede Arthur forpustet op og mistede igen alt bevægelse i hans krop. Journalistene kommenterede spændte Arthurs underlige opførelse, var deres leder blevet skør? lød det sladder opvækkende spørgsmål fra Den Rablende Lucifer.